Optakt: 4 Jours de Dunkerque

 Livestream Giro d’Italia og 4 Jours de Dunkerque uden afbrydelser

Løbets rolle og historie

I cykelsporten er maj måned synonym med Giro d’Italia, og derfor er det svært for andre løb at få megen opmærksomhed. Et af de løb, der forsøger at stjæle lidt af rampelyset fra den italienske grand tour, er 4 Dage ved Dunkerque, hvis navn er ganske misvisende, da det igen i år strækker sig over seks dage.

Mens de to løb måske slås om opmærksomheden, er de ikke rivaler, når det handler om at tiltrække ryttere. Faktisk kunne de ikke have været mere forskellige, da Giroen er kendt som et af de mest bjergrige på kalenderen, mens det franske løb finder sted i en relativt flad del af landet. Der er absolut ingen grund til, at klatrerne skulle rejse til Dunkerque, hvor de ingen mulighed har for at vise deres talenter.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

I stedet er løbet, der er et af de største etapeløb i Frankrig, lidt som en tilbagevenden til marts og den første del af april. Løbet udgøres af seks etaper, der kan betragtes som seks på hinanden følgende klassikere, og hovedudfordringerne er brosten, vind og korte stigninger. I år er der ganske vist ingen Paris-Roubaix-etape med brosten, men til gengæld er der en vanskelig etape med stigninger, en enkelt puncheurfinale samt fire flade etaper med gode muligheder for sprinterne.

Det gør det til et perfekt løb for stærke sprintere og klassikerryttere, og mange af disse folk ser det som et stort mål, idet det udgør en sjælden chance for at vinde et etapeløb. Nogle af ardennerrytterne har før forsøgt at presse det sidste ud af klassikerformen og gå efter et sidste topresultat, mens flere af rytterne fra brostensklassikerne bruger løbet som deres comeback efter en lille pause.

Løbet blev skabt i 1955 af en gruppe entusiaster anført af René Quillot, som afviklede det over fire dage fa 1955 til 1962. Året efter blev det udvidet til fem dage, og det have endda en sjette dag fra 1969 til 1973, fra 1982 til 2011 og igen fra 2007 til 2009. Da der har været flere halvetaper undervejs, har antallet af etaper været helt oppe på 8, men de vanskelige økonomiske tider har taget hårdt på det. Man har således været i overlevelseskamp og mistede sin sjette dag for 8 år siden.

I et forsøg på at redde løbet slog arrangørerne sig sammen med Picardie-regionen op til 2017-udgaven. Tour de Picardie er forsvundet fra kalenderen, og det har givet anledning til, at de to områder har forenet kræfterne. Det betød, at man i 2017 igen kunne udvide løbet til seks dage, men det betød samtidig, at man geografisk har udvidet terrænet og derfor besøger nye områder. Da Picardie imidlertid også er fladt, ændrer det intet på løbets natur, men det har til gengæld sikret den langsigtede fremtid.

Tidligere har løbet ofte haft en enkeltstart, hvilket gjorde det til en begivenhed, der mindede meget om det gamle 3 Dage ved Panne, men det er ikke længere tilfældet. Den sidste enkeltstart blev afviklet i 2009, da en ung Rui Costa tog den samlede sejr, men nu om dage spiller enkeltstartsevner ingen rolle. Derfor er løbets natur blevet ændret, og i stedet betyder hurtighed nu meget, da bonussekunder ofte stiller en afgørende rolle. Ofte vindes det af en stærk sprinter, som da Arnaud Demare tog sejren i 2014 og 2013, da Bryan Coquard vandt i 2016, eller Clement Venturini sejrede i 2017. Det kan også vindes af en stærk klassikerrytter, der kan holde sig til i vinden og på brostenene og gøre en forskel på kongeetapens stigninger. Det var sådan, Thomas Voeckler vandt i 2011, og Ignatas Konovalovas tog sejren i 2015.

Faktisk er de seneste seks udgaver en glimrede afspejling af, hvad vi kan forvente i dette løb. I 2014 vandt Sylvain Chavanel således kongeetapen, men tog ikke nok tid til at få ram på Arnaud Demare, der havde scoret mange bonussekunder. I 2015 fik Konovalovas til gengæld sikret sig tilstrækkeligt til at slå Coquard, der tog revanche med en suveræn præstation i 2016, hvor han vandt de tre første sprintetaper og med en andenplads på kongeetapen tog en uhørt klar sejr, og i 2017 var det Venturini, der med bonussekunder fra de flade etaper og god kørsel på kongeetapen kunne vinde. I 2018 var det igen kongeetapen, der blev afgørende, da udbruddet højst overraskende holdt hjem og gav en samlet sejr til Dimitri Claeys.

Grundet to coronaaflysninger skal vi tilbage til 2019 for at finde den seneste udgave, og den endte i den totale Jumbo-fest. Holdet vandt således fem af de seks etaper, da Dylan Groenewegen lagde ud med at vinde de te første massespurter, og efter en kikser på 4. etape tog Mike Teunissen. Sammen med Amund Grøndahl Jansen satte han Clement Venturini på plads på kongeetapen, og minsandten om ikke han også vandt den sidste sprinteretape, da han som lead-out man pludselig fik et hul, da Groenewegen fik defekt. Det gav endda også en dobbeltsejr i klassementet, da Teunissen vandt med 24 sekunder ned Grøndahl Jansen, mens Jens Keukeleire var yderligere 8 sekunder efter som nr. 3. Teunissen og Grøndahl Jansen er ikke længere holdkammerater, men ingen af deres hold deltager i år, og da EF, som i mellemtiden er blevet Keukeleires arbejdsgiver, heller ikke er til start, er der ingen gengangere fra det senest podium.

 Livestream Giro d’Italia og 4 Jours de Dunkerque uden afbrydelser

Ruten

I de senere år har løbet fulgt et ret ensartet format. Som regel har der været tre relativt flade etaper, hvor kun vinden kan snyde sprinterne, en etape med brosten, der imidlertid ofte er kommet så tidligt, at de ingen rolle har spillet, samt en kuperet kongeetape. Den model har man gentaget i de seneste tre udgaver, idet udvidelsen med en ekstra dag dog har tilladt, at man kunne lægge endnu en halvhård etape ind om fredagen, hvormed løbet har bestået af to klassementsetaper, herunder den klassiske kongeetape til Mont Cassel, samt fire flade etaper.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Sådan bliver det imidlertid ikke i år, hvor et i forvejen sprintervenligt løb er blevet endnu mere sprintervenligt. Som vi så det i både 2018 og 2019, er brostensetapen droppet, og denne gang skipper man også den halvhårde etape om fredagen. Dermed er der lagt op til rent sprinterparadis med hele fem sandsynlige massespurter på 1., 2., 3., 4. og 6. etape. Vinden er dog altid en latent trussel i regionen, og derudover varierer finalerne i omfanget af tekniske udfordringer. Således er finalen på 1. etape helt enkel, mens afslutninger på 2. og 6. etape er meget kringlede. Den største variation kommer dog på 3. etape, hvor spurten går op ad en 600 m lang bakke, som tilgodeser de bakkestærke sprintere som Bryan Coquard, der sejrede samme sted i 2018.

Sammen med bonussekunder og sidevind vil det være lørdagens kongeetape, der vil afgøre klassementet. Det sker på rundstrækningen i Cassel, der også har været brugt i de foregående fem udgaver, og hvor der altid er et hav af mulige vinderkandidater i en svært kontrollerbar finale, der har givet plads til puncheurs, men også de allermest holdbare sprintere. Meget ofte er det herefter så tæt, at bonussekunder kan komme i spil på en sidste etape, hvor udbrydere i de senere år har haft en bemærkelsesværdig succesrate.

1. etape

Den første del af løbet er altid dedikeret til sprinterne, og det vil også være tilfældet i år, hvor der ikke venter nævneværdige udfordringer på de første to etaper. I 2017 havde man krydret åbningsetapen med lidt brosten, men det er ikke tilfældet i år, hvor det kun synes at være vinden, der måske kan true de hurtige folk på tirsdagens etape.

Som vanligt starter løbet i Dunkerque, og på førstedagen skal man tilbagelægge i alt 161,1 km, inden man krydser stregen i Aniche. Startbyen ligger som bekendt helt ude ved kysten i det franske fladland, og derfor er det næsten helt fladt, når man lægger ud med at køre mod syd og sydøst frem til den første spurt, som kommer efter 30,1 km. Her slår en sløjfe mod nordøst for at køre frem til et højdedrag, hvor man uden en mellemliggende nedkørsel skal over de to kategoriserede stigninger Mont de Boeschepe (900 m, 5,1%) og Mont des Chats (600 m, 6,7%), hvis toppe rundes efter hhv. 44,3 km og 46,0 km.

En kort nedkørsel leder nu mod syd, inden man kører mod sydøst igennem fladlandet forbi den anden spurt, som kommer efter 65,9 km. Herfra fortsætter man mod sydøst, idet man passerer syd om storbyen Lille og undervejs skal over den kategoriserede Mons en Pevele (1,1 km, 3,8%) med top efter 109,5 km og forbi den sidste spurt, som kommer efter 113,9 km. Slutteligt kører man mod syd ned til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 138,7 km, inden man 1,9 km senere krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 10,2 km lange runde. Den er stort set helt flad og byder på lange, lige veje og kun fem sving. De første tre kommer umiddelbart efter stregen, mens det fjerde kommer midtvejs. Slutteligt drejer man til venstre i en rundkørsel med 1800 m igen, hvorefter det stiger let op mod mål med 0,4% over den sidste kilometer.

Etapen byder på i alt 713 højdemeter.

Vinden er altid en trussel i Dunkerque og har af og til splittet feltet til atomer. Det skaber altid nervøs og aggressiv kørsel, men hovedreglen er, at 1. etape ender i en massespurt. Det er også det ventede udkomme i år, og da finalen er helt ukompliceret uden tekniske udfordringer, bør der være masser af plads til, at de rene sprintere kan lade farten tale.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Aniche har én gang tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var i dette løb i 2016, hvor Bryan Coquard vandt en massespurt foran Nacer Bouhanni og Roy Jans.

2. etape

Som sagt er den første del af løbet altid meget sprintervenlig, og det afspejles også af 2. etape, der ikke byder på mange udfordringer. Igen er der tale om en hovedsageligt flad etape om onsdagen, hvor det igen er vinden, der kan være en trussel, men denne gang vil en teknisk finale give et helt anderledes opløb, end vi så på åbningsetapen.

I alt skal der tilbagelægges 181,5 km, der fører feltet fra Bethune til Maubeuge. Fra starten snor man sig igennem fladt terræn mod sydøst frem til den første spurt, som kommer allerede efter 12,0 km, inden man fortsætter mod øst og siden sydøst igennem fladlandet, idet man for anden dag i træk kører syd om Lille. Efter 44,3 km kører man dagens anden spurt, og efter 71,0 km kommer den tredje spurt i tirsdagens målby, Aniche, hvorefter man fortsætter mod sydøst, idet man passerer syd om Denain.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Kort efter drejer man mod nordøst, og her bliver terrænet marginalt mere rynket. Således skal man over to kategoriserede stigninger, nemlig Bermerain (1,1 km, 2,6) og Hon-Hergies (700 m, 2,9%), hvis toppe kommer efter hhv. 102,8 km og 128,1 km, inden man drejer mod syd og senere nordøst for at køre det sidste stykke frem mod målbyen. Her rammer man den afsluttende rundstrækning efter 154,1 km, og 3,7 km senere krudser man stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med én omgang på den 23,7 km lange runde. Den er i alt væsentligt flad, men byder på den meget lille kategoriserede stigning Hamueau d’Ostergnies (700 m, 5,7%), som har top efter 168,8 km. Herfra resterer 12,7 km i fladt terræn, som afsluttes med en teknisk finale. Lige inden 2 km-mærket skal man igennem to rundkørsler, og med 1500 m igen skal man lynhurtigt dreje både til højre og venstre i to rundkørsler, inden man skal lige igennem endnu en. Ved den røde flamme drejer man til højre i en rundkørsel, hvorefter man med 500 m igen drejer til venstre i endnu en rundkørsel, og rundkørselsfesten rundes as med et højresving i en sidste rundkørsel med bare 200 m igen. Det er i alt væsentligt fladt, men den sidste kilometer stiger med 1,3% i snit.

Etapen byder på i alt 1068 højdemeter.

Igen er det vinden, der er den største fare for sprinterne, og som altid er der en risiko for, at det hele ender i et sidevindsdrama. Mest sandsynligt er det dog, at et samlet felt vil afgøre det på rundstrækningen. Her er der lagt op til massespurt, men denne gang vil den meget kringlede finale sikre, at vi får en lidt anderledes spurt, end vi gjorde på 1. etape, og at der denne gang stilles store krav til positioneringen.

Maubeuge har to gange inden for de senere år været målby for et stort cykelløb. Det var senest i dette løb i 2015, hvor Jonas Ahlstrand vandt en massespurt foran Bryan Coquard og Benjamin Giraud, samt i Touren i 1999, hvor Mario Cipollini spurtsejrede foran Rick Zabel og Jaan Kirsipuu.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

3. etape

Løbet har tradition for gradvist at blive mere kuperet, og den mode fastholdes i 2019. Således byder tredje etape på flere stigninger end de foregående etaper, og den sidste af disse leder endda op til mål. Ganske vist er der bare tale om en 600 m lang bakke, som med sin stigningsprocent på 4,0% ikke kan ryste sprinterne, men det vil give en anderledes spurt end hidtil, som vi så ved senest besøg i 2018, hvor Bryan Coquard, som er specialist i den slags spurter, sejrede.

Der skal i alt tilbagelægges 170,0 km, som fører feltet fra Péronne til Mont-Saint-Éloi. Fra starten snor man sig mod sydvest og nordvest igennem småkuperet terræn, inden man kører mod sydvest op over to kategoriserede stigninger, Bray-sur-Somme (700 m, 5,4%) og Chipilly (700 m, 6,5%), hvis toppe passeres efter hhv. 18,3 km og 23,7 km. Herfra gør det mod sydvest, vest og nordvest igennem fladt terræn frem til den første spurt, som kommer efter 33,8 km, inden det går mod nordøst op ad den kategoriserede stigning Vaux-sur-Somme (1,5 km, 4,1%), hvis top passeres efter 35,6 km.

Herfra bliver det lettere, idet det kun er let kuperet, når man snor sig i en generelt nordlig retning frem til de to sidste spurter, der kommer i rap efter hhv. 85,8 km og 94,1 km. Herefter går det mod nordøst igennem fladt terræn frem mod målbyen, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning efter 110,2 km, inden man 8,6 km senere krydser stregen for første gang på toppen af den kategoriserede stigning Mont-Saint-Éloi (600 m, 4,0%), hvor der er en bjergspurt.

Etapen afsluttes nu fire omgange på den i alt 12,8 km lange runde. Den er i alt væsentligt flad, men byder på to bakker. Den første af disse (300 m, 5,0%) har top med 4 km igen, hvorefter en meget kort nedkørsel efterfølges af fladt terræn, som leder frem til målbakken, hvis 200 m-segmenter stiger med hhv. 3,8%, 7,0% og bare 1,4% til sidst. Over de sidste 3 km er der to sving, nemlig med 2000 og 1200 m igen. Der er bjergspurter på målstregen efter de to første omgange, dvs. efter hhv. 131,6 km og 144,4 km.

Etapen byder på i alt 1516 højdemeter.

Vi kender finalen fra besøget i 2018, og her så vi, at den meget tunge sprinter Wouter Wippert endte som nr. 3. Alle sprintere kan således være med i denne finale, men det er ingen tilfældighed, at Bryan Coquard vandt foran Jasper de Buyst. Det er en afslutning, der vil tilgodese de mere bakkestærke sprintere, som kan se frem til deres bedste chance i løbet.

Mont-Saint-Éloi har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2018, hvor Bryan Coquard spurtsejrede foran Jasper de Buyst og Wouter Wippert. Det mindre Boucle de l’Artois var forbi i 2013, hvor Leonardo Pinizzotto vandt med 3 sekunder ned til feltet anført af Florian Senechal og Johan Coenen, og i 2009, hvor Frank Vandenbroucke vandt en enkeltstart foran Patrick Gretsch og Bert Roesems.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

4. etape

Som altid kommer løbets klassiske kongeetape til Cassel om lørdagen, men i de seneste tre udgaver har arrangørerne også designet en ganske selektiv fredagsetape, der har kunnet skabe den første udskilning. Sådan bliver det imidlertid ikke i år, hvor der i stedet venter endnu en ganske flad etape, og dermed kunne der være lagt op til løbets fjerde spurtafgørelse, hvis ikke vinden vil det anderledes.

I alt skal der tilbagelægges 174,8 km, der fører feltet fra Mazingarre til Aire-sur-la-Lys. Starten er ganske flad, når man snor sig mod sydvest, men kort efter skal man over den kategoriserede Hersin-Coupigny (1,7 km, 5,0%), som har top efter 19,6 km. Derfra går det igennem fladt terræn mod sydvest og senere vest frem til den første spurt, som kommer efter 60,7 km, hvorefter man hurtigt drejer mod nordøst for at køre op ad den kategoriserede Boubers-sur-Canche (2,0 km, 4,1%), der har top efter 66,6 km, og umiddelbart herefter kommer den anden spurt efter 69,6 m.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Efter tre spurter i rap bliver det mindre hektisk, når man kører igennem fladt terræn mod nordøst, nord og nordvest, inden man drejer mod vest for at køre op ad den kategoriserede stigning Predefin (900 m, 4,2%), hvis top passeres efter 103,0 km. Småkuperet terræn leder nu mod vest og nordøst, inden man kører mod sydøst op ad Estrée-Blanche (600 m, 4,3%), hvis top passeres efter 121,6 km. Herefter bliver det helt fladt, når man kører mod sydøst, nordøst, nordvest og øst frem til den sidste spurt, som er placeret efter 146,3 km, inden man kører det sidste stykke mod sydøst ned til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 151,3 km, hvorefter stregen krydses for første gang 8,3 km senere.

Etapen afsluttes nu med én omgang på den 12,6 km lange runde. Den er helt flad og yder på ganske få sving. I finalen går det ad en vej, der bugter sig let med en relativt skarp kurve med 1200 m igen, inden man ved den røde flamme drejer til venstre i en rundkørsel. Derefter er der et blødt sving med 800 m igen og en blød kurve 500 m fra stregen. Næstsidste kilometer stiger ganske, ganske let, hvorefter det er helt fladt.

Etapen byder på i alt 1100 højdemeter.

Det er lidt en skam, at arrangørerne har droppet ideen om en hård 4. etape. Nu er det igen kun vinden, der kan true sprinterne, men de kan til gengæld formentlig se frem til en dejligt enkel etape, der lægger op til massespurt i en finale, som heller ikke er alt for kringlet.

Aire-sur-la-Lys har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

5. etape

Det er blevet en tradition, at løbets kongeetape køres i Cassel om lørdagen, og det ændres der ikke på i år. Således venter der på næstsidste dag en etape, der igen i alt væsentligt afvikles på den samme 14,6 km lange rundstrækning, som har været benyttet i alle udgaverne siden 2015, og med hele syv ture rundt i det kuperede terræn er der tale om en udmarvende rute, der er meget sammenlignelig med det, som er kendt fra de seneste fem udgaver, og som formentlig vil krone den samlede vinder i en spændende dyst mellem puncheurs, ardennerspecialister og klatrestærke sprintere.

I alt skal der tilbagelægges 183,7 km mellem Roubaix og Cassel. Den indledende fase er meget enkel, idet man fra den berømte startby kører mod sydvest og nord om Lille igennem helt fladt terræn, inden man drejer mod nordvest for at sno sig igennem fladlandet frem til rundstrækningen, som rammes efter 67,9 km, Her skal man op over begge rundstrækningens stigninger en første gang, inden man efter 81,5 km krydser stregen for første gang.

Derefter gælder det hele syv omgange om den 14,6 km lange runde, der byder på to stigninger med mål på toppen af den sidste, Mont Cassel. Den første af disse, Avenue Achille Samyn, stiger med 4,7% over 2,5 km, men skal deles i tre. Således stiger den første kilometer med bare 2-4%, inden der venter 1000 m med 6,6%, hvorefter de sidste 400 m stiger med 4,0%. Toppen kommer med 8,8 km, hvorefter en helt lige nedkørsel og et let faldende stykke leder frem til målbakken Rue du Tambour. Den stiger med 4,4 km over 1,5 km, er helt jævn og er tillige brostensbelagt. Toppen kommer præcis ved den røde flamme, hvorefter det falder med 0,2% frem til mål med brosten over de sidste 800 m. Finalen byder på et skarpt sving under den røde flamme på toppen af bakken, hvorefter man gradvist kører rundt i et 180-graders sving, indtil man rammer opløbsstrækningen. Der er bjergpoint på toppen af den første stigning på 2., 4., 5. og 6. omgang og på målstigningen med 1 km til stregen på 1., 3., 4., 5. og 6. omgang. Der er indlagte spurter efter 113,3 km og 157,1 km, dvs. på 3. og 6. omgang, i det flade område, der leder frem til den første af de to stigninger.

Etapen byder på i alt 2285 højdemeter.

Dette er løbets kongeetape og dagen, hvor klassikerrytterne for alvor skal gøre en forskel. Da finalen har været benyttet fem gange tidligere, ved alle, hvad der kan forventes. Historien viser, at det er en god rute for ryttere, der begår sig i både de flamske klassikere og ardennerløbene, men stærke sprintere som Bryan Coquard, Clement Venturini og Arnaud Demare har også været med langt fremme, og vi har også set endnu tungere folk som Marc Sarreau, Timothy Dupont og Eduard Grosu endda blandt de bedste i feltet. Rundstrækningen er svær at kontrollere og typisk præget af mange angreb, men typisk er det et gradvist udskilningsløb, der efterlader en gruppe på 15-20 ryttere, som eksploderer på den sidste stigning, hvorefter den stærkeste håndfuld typisk skal afgøres i en spurt på toppen. I 2018 så vi imidlertid også, at et udbrud kan gøre arbejdet færdigt, og det gør det til en meget åben etape.

I 2019 dominerede Jumbo suverænt, da Mike Teunissen og Amund Grøndahl Jansen kørte væk sammen med Clement Venturini, og efter at have fulgtes ad op ad bakken spurtsejrede Teunissen foran Venturini og sin norske holdkammerat, mens Jens Keukeleire var ”best of the rest” 8 sekundere senere. I 2018 blev det som sagt til en overraskende udbrudssejr, da André Greipel nærmest sensationelt viste sig som den bedste af angriberne og til slut kørte fra Dimitri Claeys og Oscar Riesebeek på sidste stigning. I 2017 angreb Ignatas Konovalovas tidligt på sidste stigning og vandt med tre sekunder ned til Sander Armee, Oliver Naesen og Clement Venturini. I 2016 nåede syv mand toppen sammen, og her slog Xandro Meurisse til i en spurt foran Bryan Coquard og Marco Frapporti. Året forinden lignede det en sejr til Maurits Lammertink, men han blev til allersidst passeret af Omar Fraile, mens Alo Jakin vandt en firemandsspurt om tredjepladsen. I 2012 tog Zdenek Stybar en solosejr foran Carlos Betancur, mens Thomas Voeckler kom alene til mål med et forspring på hele 1.43 i 2011. Martin Elmiger slog Rui Costa i en spurt i 2010, mens Matthieu Ladagnous var den hurtigste af syv mand i 2007.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

6. etape

Løbet slutter altid på den klassiske rundstrækning i den flade kystby Dunkerque, hvor sprinterne som regel slås om sejren. Det vil også være tilfældet i år, hvor den helt velkendte afslutning venter. Sprinterne skal dog tage sig i agt for ikke blot vinden, men også udbrydere, der har haft overraskende megen held med at snyde dem i de senere år.

I alt skal man tilbagelægge 182,9 km med start i Ardres og mål i centrum af Dunkerque, der har lagt navn til løbet. Man lægger ud med at køre en omgang på en 35,4 km lang rundstrækning i området sydvest for startbyen, hvor det er ganske kuperet. Således når man efter 11,9 km toppen af den kategoriserede stigning Mont de Fiennes (2,4 km, 4,1%), inden man efter 26,4 km kører dagens første spurt. Umiddelbart herefter skal man over den kategoriserede Vigneau de Licques (1,0 km, 6,9%), hvis top passeres efter 29,1 km, inden man kort efter er tilbage i Ardres.

Herefter er resten af etapen fladere end en pandekage. Man kører med det samme mod nordøst forbi den anden spurt, som kommer efter 40,7 km, inden man fortsætter mod nordøst igennem fladlandet hele vejen frem til udkanten af Dunkerque. Her slår man en lille sløjfe ved at sno sig mod sydøst, inden man kører mod nordvest ind til centrum. Her kører man den sidste spurt efter 108,2 km, inden man bare 500 m senere rammer den afsluttende rundstrækning for derefter 2,2 km senere at krydse stegen for første gang.

Etapen afsluttes nu med otte omgang på den 9,0 km lange runde, der er ny i forhold til tidligere år, helt flad, men også urimeligt teknisk med en endeløs serie af sving, blandt andet når man slår en sløjfe ud på en lille ø i havneområdet. Den sidste del af rundstrækningen er ikke helt så kringlet, men der er stadig tre sving i rap lige inden 3 km-mærket og derefter yderligere tre sving med hhv. 2100 m, 1400 m og 1100 m igen. Der er indlagte spurter på rundstrækningen med hhv. 57,8 km, 39,8 km og 21,8 km til mål, men de tæller til en særlig konkurrence og er ikke en del af det klassiske pointsystem.

Læs også

Lefevere om mulig Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Etapen byder på i alt 662 højdemeter.

I teorien burde vinden kunne komme i spil på en etape som denne, men det viser sig, at det sjældent er tilfældet. Som regel afsluttes det hele med et brag af en massespurt, men det er faktisk lykkedes for udbrydere at komme hjem ganske mange gange. Det er specielt sket, hvis vejret har været dårligt, hvor det er svært at organisere en jagt på den tekniske rundstrækning, som i år er endnu mere teknisk end tidligere. Sprinterne skal derfor være på dupperne på en dag, hvor man også ofte har set, at bonussekunder kan komme i spil i kampen om den samlede sejr.

I 2019 fik vi en massespurt, men med en overraskende vinder, da Mike Teunissen fik et hul grundet en punktering til sin sprinter, Dylan Groenewegen, som dog stadig endte som nr. 2 foran Timothy Dupont.

Et udbrud snød sprinter så sent som i 2018, hvor Olivier le Gac med et sent angreb snød Casper Pedersen for en stor sejr, og i 2017, hvor Adrien Petit tog en solosejr som en af tre overlevende udbrydere. I 2016 vandt Kenny Dehaes en massespurt, mens Edward Theuns var hurtigst i 2015. I 2014 tog Jimmy Engoulvent en overraskende udbrudssejr, ét år efter Yannick Martinez’ spurtsejr. Forud for det var der spurtsejre til Matteo Pelucchi (2012), Marcel Kittel (2011), André Greipel (2009), Thor Hushovd (2008), Mark Cavendish (2007), Isaac Galvez (2006), Piotr Wadecki (2005) og Max van Heeswijk (2004). Benoit Vaugrenard tog en udbrudssejr i 2010. Byen har kun været mål for én andet stort cykelløb i dette årtusinde, nemlig Tour-prologen i 2001, hvor Christophe Moreau vandt foran Igor Gonzalez de Galdeano og Lance Armstrong.

Læs også

Giro-spillet åbnet for tilmelding

 Livestream Giro d’Italia og 4 Jours de Dunkerque uden afbrydelser

Favoritterne

I de senere år har 4 Dage ved Dunkerque været afgjort i en kamp mellem en af løbets dominerende sprintere, der har scoret masser af bonussekunder på de flade etaper, samt de bedste på kongeetapen, hvor de eksplosive klassikerryttere har kunnet gøre en forskel. Arnaud Demare har to gange vist, at det kan lade sig gøre for en god sprinter at begrænse tidstabet så meget, at man kan sikre sig bonussekunder nok til at sikre sig den samlede sejr, også selvom han ikke kunne køre med helt i front på den sværeste etape. Det skete imidlertid i udgaver, hvor kongeetapen var en anden. Bryan Coquard, der blandt sprinterne er en af de allerbedste klatrere, viste i 2016, at han endda kunne køre med om sejren på kongeetapen i Cassel, og det samme kunne den meget holdbare sprinter, Clement Venturini, i 2017 og 2019. Omvendt viste etapen sig i 2015 at være for hård for Coquard, mens vi i 2018, hvor et udbrud vandt, så, at selv ret tunge folk som Timothy Dupont, Eduard Grosu og Marc Sarreau endte langt fremme på løbets sværeste etape.

Det viser også, at terrænet omkring Cassel er voldsomt uforudsigeligt, og at meget afhænger af, hvordan løbet gribes an. I langt de fleste tilfælde har man skullet være en meget klatrestærk sprinter for at kunne være med, men det kan altså gå anderledes. Samtidig så vi i 2018, at det svært kontrollerbare terræn også kan åbne døren for udbrud, og kombinationen af et terræn, der ikke er skræmmende svært, samt muligheden for begrænset kontrol, giver en temmelig lang liste af potentielle vindere. Historien viser dog også, at det som regel er en af favoritterne, der vinder.

Med beslutningen om denne gang kun at have én kuperet etape og ingen brostensetape burde det denne gang være temmelig enkelt. Det ligner et løb, der vil blive bestemt af de bonussekunder, der kan scores på de fem flade etaper, samt af udfaldet af kongeetapen, som er for stærke sprintere og klassikerryttere med et godt punch og en god spurt. Af de fem etaper, der lægger op til en spurt, er de fire for sprinterne, mens 3. etape er lidt mere tricky. Her kan man ikke udelukke, at en puncheur kan gå i top 3. I hvert fald blev Jasper de Buyst nr. 2 bag Bryan Coquard i 2018, men til gengæld blev tunge Wouter Wippert nr. 3. Det kan sagtens ende med, at sprinterne også rydder bordet her, men puncheurtyperne vil håbe på, at de kan være med i top 3. Udbrud har før overrasket ved at vinde på 6. etape, og det kan ikke udelukkes denne gang heller, men formentlig har sprinterne fem chancer for at score bonus.

Det eneste, der burde kunne kaste grus i maskineriet, er vinden, der før har spillet en rolle i løbet. Det er dog sjældent alt for blæsende i denne del af Frankrig i maj, og det er ikke ofte, at vi har set sidevindskørsel. Generelt venter der en tør uge, hvor de første fire dage dog vil være temmelig skyede, men weekenden solrig. Kun onsdagen vil være decideret stille, men jeg tror ikke, at vinden kommer i spil de første tre dage. De sidste tre dage bliver mere blæsende, og her kan der måske være muligheder. På 4. etape vil der være sidevind i hovedparten af etapens anden halvdel, mens risikoen nok er mindre i weekenden. Der er nogle sidevindsstykker på rundstrækningen på kongeetapen, men jeg mindes ikke, at vi før har set sidevindskørsel her. På 6. etape står vinden forkert, og hele finalen finder sted i byzone. Jeg udelukker ikke, at sidevinden kommer i spil fredag eller lørdag, men jeg tvivler på det. Samtidig er det værd at bemærke, at der på kongeetapen vil være en ret hård modvind på den første af de to stigninger, men medvind på finalebakken. De blæsende betingelser er nok en fordel for sprinterne, fordi den meget vel kan fjerne betydningen af den første af bakkerne.

Samlet set ligner det altså det klassiske opgør mellem løbets holdbare sprintere, der skal score bonus og overleve kongeetapen, samt løbets puncheurtyper, der skal vinde løbet på lørdag samt måske få del i bonus på 3. etape og i de indlagte spurter. Sidevinden er en joker, som dog formentlig ikke vil spille en rolle.

Årets felt er relativt svagt, og det domineres vel af Lotto og Cofidis, Alpecin samt til dels Ag2r. Alle tre har gode kandidater til at vinde kongeetapen, og der er næppe tvivl om, at Cofidis, Alpecin og Ag2r vil forsøge at gøre lørdagen hård. Jeg anser det som meget sandsynligt, at Arnaud de Lie kan ende med at føre løbet inden lørdag, hvorefter det bliver en kamp mellem ham og Cofidis-Alpecin-Ag2r-aksen på lørdag. Det kan betyde, at Lotto vil køre kongeetapen defensivt. De har et af de stærkeste hold, men hvis De Lie fører løbet, vil de nok snarere bruge ressourcerne på at kontrollere og kun give de øvrige ryttere frit spil, hvis sprinteren får problemer.

Jeg vælger at pege på Arnaud de Lie, men det er ikke med samme overbevisning, som jeg ville have gjort for to dage siden. Belgieren har nemlig haft en løbspause, og selvom han endte som nr. 7 i Frankfurt, syntes han ikke at være på toppen. Han talte efterfølgende om at blive bragt frem igen efter stigningerne og at være for træt i spurten, og da han i forvejen var usikker på formen, kan det betyde, at han ikke er helt skarp.

Til gengæld er det et løb, der passer ham. Årets sprinterfelt er ikke prangende, og han burde kunne score et hav af bonussekunder - også i den stigende spurt på 3. etape. Hvis han har de klatreben, han havde, da han vandt i Limburg, hvor han kørte med de bedste i angreb på sværere bakker end disse, kan han også vinde kongeetapen. Det tvivler jeg på, at benene rækker til, men jeg tror på, at han kan score bonussekunder nok de øvrige dage. Med hård modvind på den ene af lørdagens stigninger og et brølstærkt hold ved sin side kan han formentlig komme med det bedste frem til sidste stigning. Taber han lidt her, går det an, hvis han har sikret sig bonus nok, og det bør han kunne gøre i dette sprinterfelt. Sidevind burde heller ikke være et problem for hans stærke hold, og derfor tror jeg, at kometen vinder sit første store etapeløb.

Læs også

Ny triumf til Lidl-Trek-talent

Også Alpecin kommer med et fremragende hold til dette løb med to gode kandidater og én outsider. Størst chance har utvivlsomt Robert Stannard, der var fremragende i Brabantse Pijl, hvor han dog løb tør for kræfter, og i Liege, hvor han blev nr. 17. Med den form for bare en god uge siden bør han stadig køre stærkt, og med sin hurtighed og sit punch vil han elske kongeetapen, ligesom han vil stå stærkt på 3. etape. Hans hold er også brølstærkt, da det tæller Gianni Vermeersch, der ligeledes passer perfekt til dette terræn og er hurtig. Her er der dog nogen usikkerhed efter et forår, hvor han aldrig fandt formen, og nu har han også holdt pause. Den tredje kandidat er den altid svingende Michael Gogl, der modsat de øvrige ikke er hurtig, men kan spilles offensivt ud på kongeetape. Også hans form er dog ukendt.

En anden stor rival må være Axel Zingle, der synes som skabt til denne kongeetape. Franskmanden har flere gange vist sine puncheurevner, men de kom allertydeligst til udtryk, da han suverænt vandt feltets spurt i Jura. Dengang var bakken hårdere, og her er det fladt efter toppen, men også i lettere finaler er Zingle god.  Han vandt således den let stigende spurt i Vitré, og han var i top 10 i en regulær massespurt i Cholet. Hvis ikke De Lie er på toppen, ligner Zingle en stærk vinderkandidat lørdag, også fordi hans hold er stærkt - i hvert fald, hvis formen fra Jura er intakt. Måske kan han også vinde bonus på 3. etape, og dermed står han klar til at tage over, hvis de kan få gjort det for hårdt for De Lie. Cofidis har imidlertid også en anden topkandidat i Benjamin Thomas, der tidligere har vundet en etape i løbet. Dengang var kongeetapen for hård, men det er den utvivlsomt ikke længere. Han kan også spurte lidt, men han skal vinde løbet på sin råstyrke eller det taktiske spil på lørdag. Desværre har han ikke virket alt for formstærk på det sidste, og han har nu haft en lang pause. Løbet burde også være perfekt for Alexis Renard, der sidste år blev samlet nr. 2 i Vallonien i lignende terræn, og som også er hurtig. Han var i god form i Brabantse Pijl, men da han lev sat i Frankfurt i går, kunne det tyde på, at han ikke er på toppen. Endelig har holdet klatreren Hugo Toumire, men det er ikke hans løb, og han har haft det svært i år.

Lotto har en topkandidat, hvis De Lie får det for hårdt. Kongeetapen passer også storartet til Andreas Kron, men hvor han står, er helt usikkert. Han så godt ud i Brabantse Pijl, men siden missede han Fleche og Liege med sygdom. Heldigvis var han i god form forinden, og da han i sidste øjeblik er udtaget til dette løb, kunne det ligne et forsøg på at få noget ud af den spildte klassikerform. Kongeetapen passer ham i hvert fald, hvis dårlige ben til De Lie giver ham chancen. Lotto har også Philippe Gilbert, der har det svært, men i dette felt nok burde kunne lave et fornuftigt resultat på kongeetapen, særligt hvis det bliver taktisk. Jeg vil også tro, at Reinardt van Rensburg måske kan være med på kongeetapen, for selvom han lige har fået kontrakt, har han trods alt kørt stærkt i Afrika tidligere i år, ligesom han var med hjem i Frankfurt forleden. Kongeetapen er dog nok lidt for hård til ham i dag. Endelig har holdet Brent van Moer, der dog ikke har været på toppen i år, og Cedric Beullens, der har gjort det godt i klassikerne, men som nok trods alt får svært ved at vinde.

Ag2r kommer med en meget stærk trio. Mest tiltro har jeg nok til Damien Touzé, der burde passe godt til kongeetapen. Han er i hvert fald klatrestærk og hurtig, men han har været svingende i år. Han kørte stærkt på brostenene i Denain, men skuffede i klassikerne, og hans form er usikker efter en pause. Den anden topkandidat er Oliver Naesen, der i gamle dag have været topfavorit til et løb med en sen brostensstigning, særligt fordi han også er hurtig. I dag er han slet ikke på samme niveau, men hans kørsel i klassikerne var dog god nok til, at han bør køre med om sejren her, særligt hvis han har de ben, han havde i E3. Endelig har holdet den uhyre lovende Paul Lapeira, der burde være skabt til dette løb med sit punch og sin hurtighed, men efter en lovende marts har han skuffet mig lidt på det sidste.

Arkea burde have en topkandidat i Hugo Hofstetter. Med sin gode positionering kan han godt få bonussekunder undervejs, og kongeetapen er for en formstærk Hofstetter, som vi så i marts, inden for rækkevidde. Nu har han dog holdt pause, og han fejlede chokerende meget i Frankfurt, hvor han blev sat i et ellers let løb. Det tyder på, at han ikke er på toppen, men var det bare en offday, er han kandidat. Som alternativ har holdet Laurent Pichon, der var vanvittig i Roubaix. Om han har samme form nu, er usikkert, men han passer perfekt til løbet, da han i hvert fald tidligere var ret hurtig og eksplosiv. Det er Clement Russo og Kevin Ledanois også, men jeg har svært ved at se dem helt fremme.

FDJ kommer med Jake Stewart, der som holdbar sprinter passer godt til løbet. Han får nok lidt svært ved at få bonussekunder i de flade spurter, hvor holdet måske også kører for Bram Welten, men 3. etape kunne passe ham. Det burde kongeetapen også gøre, men hans form er usikker. Efter mavesygdommen har han kun kørt Camembert, men her overraskede han sig selv positivt med offensiv kørsel. Han har haft flere uger til at forbedre sig, og selvom løbet nok kommer lidt for tidligt, er han bestemt kandidat til sejren. Som alternativ har de unge Samuel Watson, der vandt U23-udgaven af Gent-Wevelgem, og som måske kan overraske i terræn, der burde passe ham, særligt fordi han er hurtig. Fabian Lienhard kan måske også gøre sig gældende i dette terræn efter nogle pæne klassikere, mens Laurence Pithie gør comeback efter en skade.

Total stiller med Julien Simon. Han er milevidt fra fordums styrke, men hans kørsel i Jura vidner om, at han vil være konkurrencedygtig i dette felt. Med sit punch og sin hurtighed er han skabt til kongeetapen, men han skal stadig bevise, at han fortsat kan køre med om sejrene i løb som disse. Niki Terpstra har vist livstegn på det sidste, men næppe nok til at vinde et løb, hvor han skal køre offensivt. Holdets sprinter, Lorrenzo Manzin , er genfødt og har klatret godt i år, men kongeetapen er nok alligevel en tand for hård.

Intermarché kommer med Sven Erik Bystrøm, der med den holdbarhed, han viste periodevist sidste år og i år i Algarve, burde køre med om sejren på kongeetapen, hvor han også er hurtig. Han missede dog klassikerne med helbredsproblemer, og derfor er han næppe på toppen. Han sad dog med hjem i Frankfurt, så helt uden form er han ikke, selvom han må leve med en rolle som outsider. Holdet har også Hugo Page, der på sigt burde kunne vinde et løb som dette og har gjort det godt i år, men jeg synes også, at vi har set, at han mangler en anelse endnu. Hans form er også usikker efter en pause. Et tredje kort er 2018-vinderen Dimitri Claeys, men han har slet intet vist i år, og Baptiste Planckaert synes også helt uden fordums holdbarhed.

Bingoal kommer med Arjen Livyns , der også har de helt rette karakteristika til kongeetapen. Han har dog slet ikke været sig selv endnu i år. Omvendt endte han trods alt som nr. 32 i Flandern Rundt, og han blev bedre og bedre igennem klassikerne. Nu har han dog haft en pause, og formen er næppe blevet bedre i den mellemliggende periode. Meget hurtig er han heller ikke. Laurenz Rex er på vej tilbage efter en skade.

DSM har Nils Eekhoff, der burde passe perfekt til dette løb, men han har ikke kørt løb siden styrtet i Paris-Nice, hvor han pådrog sig en hjernerystelse. I forvejen har han været igennem en lang og skuffende tid, og derfor skal vi nok dæmpe forventningerne. Et alternativ er Jonas Hvideberg, der vandt U23-udgaven af Paris-Tours og har gjort det godt i år, særligt i Catalonien, hvor han tog førertrøjen en enkelt dag. Han er dog ikke hurtig og skal køre offensivt for at vinde. Sam Welsford er sammen med De Lie og Dan McLay løbets hurtigste, men kongeetapen bør være for hård.

Human Powered Health har en spændende kandidat i Pier-André Coté, der synes at have forbedret sig markant i år. Havde det ikke været for et udbrud, havde han choksejret på 3. etape på Sicilien i ganske hårdt terræn. Han er relativt holdbar og hurtig og passer til løbet, men han har til gode at bevise, at han kan være med i et løb som dette. Det kunne også være et løb for Colin Joyce , men han har ikke vist form i år.

Burgos stiller med Jetse Bol, der som en halvhurtig puncheurtype passer godt til dette løb. Han er milevidt fra fordums styrke og har generelt skuffet i år, men hans 21. plads i det hårde løb i Besancon antyder, at han måske er ved at finde noget form. Han bør have en bedre chance i dette terræn, der er knap så vanskeligt.

B&B har en god kandidat i Cyril Barthé, der som en hurtig puncheurtype passer godt til kongeetapen. Han har dog ikke kørt, siden han brækkede kravebenet i slutningen af februar, og derfor er han næppe på toppen. Alternativet er klatreren Sebastian Schönberger, der dog ikke er skabt til dette terræn og ligeledes har haft pause. Kongeetapen bliver nok for hård til Jordi Warlop.

Jeg tror ikke på de øvrige hold. For Sport Vlaanderen er kongeetapen for hård. Hos Roubaix regner jeg med, at kongeetapen nok er lidt for hård til en ellers genrejst Thomas Boudat og en ellers velkørende Jeremy Leveau, mens Samuel Leroux ikke synes på toppen. Hos Nice bør kongeetaoen også blive for hård for Tristan Delacroix og Jonathan Couanon, mens Andrea Mifsud ikke synes flyvende. Hos Auber imponerede Joris Delbove i Besancon, men dette terræn passer ham næppe ideelt, og det bliver nok også for hårdt for Flavien Maurelet . Hos Nantes bør kongeetapen også være for hård for Emmanuel Morin

***** Arnaud de Lie

**** Robert Stannard, Axel Zingle

*** Andreas Kron, Gianni Vermeersch, Damien Touzé, Oliver Naesen, Benjamin Thomas

** Hugo Hofstetter, Jake Stewart, Laurent Pichon, Julien Simon, Sven Erik Bystrøm, Michael Gogl, Arjen Livyns, Paul Lapeira, Nils Eekhoff, Philippe Gilbert, Pier-André Coté, Samuel Watson, Jetse Bol

* Cyril Barthé, Hugo Page, Lorrenzo Manzin, Sam Welsford, Jonas Hvideberg, Reinardt van Rensburg, Alexis Renard, Niki Terpstra, Brent van Moer, Cedric Beullens, Thomas Boudat, Jeremy Leveau, Joris Delbove, Flavien Maurelet, Emmanul Morin, Fabian Lienhard, Clement Russo, Dimitri Claeys, Sebastian Schönberger, Jordi Warlop

Danskerne

Andreas Kron er en af favoritterne og er omtalt ovenfor.

 Livestream Giro d’Italia og 4 Jours de Dunkerque uden afbrydelser