Optakt: Arctic Race of Norway

SE VUELTA A BURGOS, TOUR DU LIMOUSIN OG ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Vuelta a Espana-favoritterne kan typisk inddeles i to grupper. Den første består af ryttere, der kommer fra Tour de France. For de ryttere handler ugerne mellem de to grand tours udelukkende om restitution, og bortset fra en eventuel deltagelse i Clasica San Sebastian afholder de sig typisk helt fra at køre løb i første del af august. For de øvrige aspiranter er disse uger imidlertid helt afgørende i forberedelsen, da det er nu de sidste afgørende løbskilometer skal i banken efter den hårde træningsperiode i juli.

Enhver grand tour kan mønstre en stribe etapeløb, der tjener som opvarmning til det tre uger lange løb. Tour de Romandie, Tour of the Alps og Tour of Turkey er kendt som de bedste steder at forberede sig til Giroen, mens Criterium du Dauphiné, Tour de Suisse, Route d’Occitanie, ZLM Tour og Tour de Slovenie giver en hel stribe muligheder inden Touren. Det forholder sig ikke anderledes med Vueltaen, hvis traditionelle opvarmningsløb har været Vuelta a Burgos. I de senere år har Tour de Pologne i høj grad vundet kampen med det traditionsrige spanske løb, men der er faktisk også en række andre alternativer til løbene i Burgos og Polen.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Renewi Tour (tidligere Eneco, BinckBank og BeneluxTour) og Tour de l’Ain har i flere år udgjort alternativer, og Czech Cycling Tour (nu Szaka Tour) er en relativt ny tilføjelse til en kalender, der bliver mere og mere intensiv, ligesom flere også har brugt Tour of Utah på den anden side af Atlanten. Det samme er Arctic Race of Norway, der på bare få år for alvor har været i stand til at etablere sig som en alvorlig konkurrent. For efterhånden mange år siden talte ASO om deres ønske om at arrangere et cykelløb længere mod nord end nogensinde tidligere som led i den konstante udvidelse af deres liste over store UCI-løb. Med det store cykelboom i Norge som bagtæppe var interessen fra de lokale myndigheder ikke mindre, og de to parter fandt sammen om at arrangere den første udgave af Arctic Race of Norway i 2013. Den lokale helt Thor Hushovd vandt samlet i sin karrieres efterår, og siden da har løbet etableret sig som en vigtig del af augustkalenderen.

Arctic Race of Norway er et af mange norske løb, der er blevet etableret i de senere år. Landet har altid haft flere mindre endagsløb og mange kontinentalhold, men med Thor Hushovds store succes har cykling fået kolossal popularitet i landet, hvilket har skabt et regulært cykelboom. Han gav stafetten videre til Edvald Boasson Hagen, Alexander Kristoff og Lars Petter Nordhaug, og senere er også Sondre Holst Enger, Odd Christian Eiking, Sven Erik Bystrøm, Amund Grøndahl Jansen, Kristoffer Halvorsen, Carl Fredrik Hagen, Tobias Foss, Andreas Leknessund, Søren Wærenskjold og Tobias Johannessen dukket op. Den offentlige interesse har nået nye højder, og cykling er nu en af de mest populære sportsgrene i landet.

Som et resultat er løbskalenderen blevet kraftigt udvidet. Tour of Norway var det første løb på højt niveau, og siden kom både Arctic Race og Norway og Tour des Fjords samt en afdeling af Hammer Series til, inden Tour of Norway og Tour des Fjords forud for 2019-sæsonen fusionerede. Dermed er vores naboer mod nord et af de få lande, der kunne præsentere flere store begivenheder - i 2018 endda fire - i verdensklasse.

Hvad der virkelig skiller Arctic Race of Norway ud fra de to andre løb, er ASOs engagement. Niveauet af professionalisme hos Tour-arrangørerne er enormt, og det har gjort løbet enormt populært straks fra start. Efter en første udgave, der var domineret af de lokale helte og lagt til rette for sprintere, er feltet blevet stærkere og mere og mere internationalt. Samtidig er ruten blevet mere kuperet og har været lagt an på puncheurs og klatrere.

I 2016 betød de mange kalenderændringer pga. OL, at konkurrencen om holdenes gunst var knap så stor, og det førte til, at løbet kunne tiltrække hele 11 af de 18 WorldTour-hold. Nu er konkurrencen skarpere, og det havde allerede i 2017 en negativ effekt på startlisten. Alligevel kunne man præsentere fem WorldTour-hold, hvilket var mere end de alle de øvrige etapeløb uden for WorldTouren, der afvikledes i denne periode. I 2018 og 2019 røg man desværre ned på fire mandskaber - et udtryk for en konkurrence, der kun er blevet skærpet af, at EM blev afviklet i samme periode.

Efter aflysningen i 2020 ser det igen bedre ud. I 2021 betød OL, at Tour de Pologne var udsat, og det boostede feltet med syv WorldTour-hold, der gav den stærkeste startliste siden seneste OL-år. Man kunne frygte, at den gode trend ikke ville holde i et mere normalt år, men med seks WorldTour-hold i 2022 var der ingen grund til at klage, og samme antal finder vi i 2023. Ikke overraskende har man igen kunnet tiltrække gode klassikerryttere og sprintere, der som altid finder masser af terræn at boltre sig i. Løbet kan også fremvise hele 8 ProTeams, men der er også plads til tre udenlandske og det eneste norske kontinentalhold samt et norsk landshold, da de lokale mandskaber ofte har gjort det godt og har løbet som det store mål i anden del af sæsonen.

Det andet væsentlige kendetegn ved løbet er geografien. Aldrig tidligere har man afviklet et løb så tæt på Nordpolen, og i 2017 afvikledes alle fire etaper for første gang nord for polarcirklen. Terrænet og naturen i området er bjergtagende, og et af formålene med løbet er at promovere landet som turistdestination. Mange ryttere har også været tiltrukket af muligheden for at køre i en helt unik del af verden.

Løbet har som sagt ændret natur siden den første udgave, der var for stærke sprintere. I årene 2014, 2015, 2016, 2017, 2019, 2021 og 2022 havde man ganske vist stadig sine sprinteretaper, men løbet inkluderede nu også en rigtig bjergafslutning. Det gjorde det umuligt for sprinterne at gå efter sejren, og løbet blev i stedet vundet af hhv. Steven Kruijswijk, Rein Taaramae, Gianni Moscon, Dylan Teuns, Alexey Lutsenko, Ben Hermans og Andeas Leknessund. De øvrige etaper har som regel været skabt til hurtige afsluttere, men da der ikke er meget fladt ’terræn i Nordnorge, er det heller ikke et oplagt løb for en ren sprinter. I stedet har det været en plads for den lokale helt Alexander Kristoff at boltre sig i. I 2018 brød man trenden, undgik helt de længere stigninger og skabte et løb for puncheurs, men til gengæld var løbet også det mindst sprintervenlige af dem alle. Det var dog tilsyneladende et engangstilfælde, for alle øvrige udgaver har haft en afslutning på en længere stigning.

Sådan var det også sidste år, og her havde mange nok regnet med, at løbet var afgjort, da Victor Lafay tog en solosejr på løbets kongeetape. Det var der dog en lokal helt, der var uenig i. Andreas Leknessund, der kommer fra Tromsø, havde skuffet på kongeetapen og jagtede revanche ved at gå i udbrud på sidste etape. Det skulle vise sig at være en god ide, for hverken Lafays Cofidis eller nogen andre hold kunne hente ham igen. Det var nok til ikke blot at tage etapesejren, men også at tage en meget populær norsk samlet sejr. Det gik endda helt galt for Lafay, hvis hold slet ikke kunne kontrollere finalen, og han gled helt ned ad podiet, da 2. og 3. pladserne i stedet gik til hhv. Hugo Houle og Nicola Conci, som sluttede hhv. 8 og 9 sekunder efter Leknessund. Nordmanden vender tilbage for at forsvare titlen, men han skal finde nye rivaler, da Houle ikke deltager, og Conci i år i stedet kører i Danmark, da Alpecin skipper løbet.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

SE VUELTA A BURGOS, TOUR DU LIMOUSIN OG ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

BEMÆRK: Der mangler nogle afstandsangivelser i finalerne, som jeg håber at få adgang til, når etapeoptakterne skrives.

Som sagt har Arctic Race of Norway ændret sig fra i det første år at være for sprintere til nu at være for mere hårdføre klatrere og ardennertyper. Nordnorge byder ganske vist ikke på mange meget svære stigninger, men der er et fint miks af lange, jævne opkørsler, der ikke er specielt stejle, og små, eksplosive bakker, der kan have karakter af regulære mure og kræver et godt punch. Det giver mulighed for at sammensætte nye ruter fra år til år, og der har både været passende genbrug og nye finaler fra år til år. Typisk har der været tale om en afslutning på en længere stigning, to etaper med kuperede finaler og en mere klassisk sprinteretape.

I 2018 veg man lidt væk fra den model ved at designe en rute uden lange stigninger, men med hele tre puncheurfinaler, der mere afspejler den form for terræn, som det meste af løbet udgøres af. Allerede i 2019 vendte man dog tilbage til det nyere format, endda med den hidtil vanskeligste finale på Norges Mount Ventoux, Storheia, og samme model brugtes efter aflysningen i 2020 også i 2021 og 2022. Sådan vil det delvist også være i år, hvor man efter en 2022-udgave, der afvikledes syd for polarcirklen, atter skal køre alle fire etaper nord for selvsamme cirkel.

Denne gang må ruten dog betegnes som historisk hård. Ikke én eneste af de fire etaper har en flad finale, og sprinterne får kun én chance på en etape, hvor de sidste 1300 m endda stiger med mere end 3%. Derudover byder løbet på en puncheurfinale, der er hårdere end dem, vi oftest har set i løbet, og det hele kulminerer med to weekendetaper, der vel ikke er set meget hårdere. Således byder lørdagens kongeetape på en ny afslutning på en sand mur, og sidste etape, der plejer at kunne vende rundt på klassementet med korte, eksplosive bakker på en rundstrækning, er denne gang vanskeligere end nogensinde med en finale med en lang stigning med top 6 km fra målet, der er placeret meget spektakulært i Nordkapp i det allernordligste Norge.

De hårdføre sprintere har oftest indledt festen, og det ventes de også at gøre i år, hvor de til gengæld også kun får denne ene chance. Det meste af torsdagens er relativt flad, men det hele slutter med en rundstrækning med to mindre bakker, hvoraf den ene leder op til mål og kan passe både til stærke sprintere og de hurtigste puncheurs. Puncheurtyperne kommer igen i spil på fredagens etape, der også er ganske flad, men som slutter på toppen af en 1700 m lang bakke, der har så stejle passager, at det formentlig bliver for hårdt for sprinterne.

Kampen om den samlede sejr skal nok engang slås i weekenden, hvor man som altid afvikler kongeetapen om lørdagen. Her har man haft bjergfinaler af varierende sværhedsgrad, og denne gang er vi i den hårde ende af skalaen, når der skal sluttes på en ny mur, som over 2,2 km stiger med hele 10,0%. Den vil utvivlsomt tegne et klart billede af klatrehierarkiet, men også i år kan det hele forandres på sidste etape, hvor de altså bydes på en historisk svær afslutning. Her genbruger man nemlig finalen fra 1. etape i 2014, hvor Lars Petter Nordhaug kørte alene op til Nordkapp efter et angreb på den sidste 3 km lange stigning, og dermed slutter denne historisk hårde 10. udgave af løbet med hele to etaper, hvor løbets eksplosive klatrere kan gøre en forskel, inden vinderen krones i den allernordligste del af Europa.

1. etape

Arctic Race of Norway var i de første år nærmest en foræring til de stærke sprintere, der kunne overleve en del højdemeter og spurte efter en vanskelig dag, men i de senere år har der været længere mellem mulighederne for den ryttertype. I år er den helt gal for sprinterne, der kun får en chance, og heller ikke den er nogen enkel sag. Løbet åbnes nemlig med løbets eneste potentielle sprinteretape, men den lægger bestemt ikke op til en klassisk massespurt. Ikke blot skal rytterne forinden over en lille bakke, opløbet stiger også med mere end 3% over 1300 m. Dermed er det de stærke sprintere, der kan drømme om den første førertrøje i det nordlige løb, og måske de endda skal slås med nogle af løbets hurtigste puncheurs, der allerede med det samme kan tage vigtige bonussekunder.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

I alt skal der tilbagelægges 171,0 km, der fører feltet fra Kautokeino til Alta, og der er tale om en enkel rute, hvor man næsten hele dagen kører i en nordlig retning af lige veje. I starten er det helt fladt, når man kører ad lige veje mod nordøst på et plateau langs elven Geaidnosavu, og det flade terræn fortsætter, når man snor sig mod nord langs samme vandløb. I byen Masi kører man efter 59,1 km dagens første spurt, hvorefter man forlader elven ved at køre mod nord op ad en lille bakke.

Derefter bliver det imidlertid hurtigt igen fladt, når man kører mod nord, nordvest og igen nord ad lige veje langs en ny elv, Siliisjavri, men efter 77,6 km begynder det at falde let. Sådan fortsætter det, når man til slut kører mod nord ned mod kysten, hvor et kort, fladt stykke leder videre mod nord ind til målbyen. Her rammer man den afsluttende rundstrækning efter 128,4 km, hvorefter man kører det meste af en omgang. Det betyder, at man efter 130,8 km for første gang når toppen af kategori 2-stigningen Bossekop Summit (1,4 km, 4,6%), inden man efter 140,9 km krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens anden spurt.

Etapen afsluttes nu med to fulde omgange på den i alt 15,0 km lange runde, der indledes med en faldende vej, der er helt lige og leder mod sydvest ud til kysten. Nu kører man mod nordøst op langs vandet ad flade og lige veje, inden man fortsætter mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Bossekop Summit (1,4 km, 4,6%), der stiger med 3-4% over de første 1000 m og 4,9% over de sidste 400 m frem mod toppen, som rundes for anden og tredje gang efter hhv. 145,9 km og 160,9 km.

Herfra resterer fortsat 10,1 km, som indledes med en enkel nedkørsel, der fører mod øst og nordøst, inden man kører ad lange, lige og flade veje mod først øst, så sydvest og slutteligt nordvest tilbage til Alta, hvor det begynder at stige med 3,2% over de sidste 1300 m frem til mål. Det sidste sving kommer lige efter toppen af stigningen, hvorefter man skal igennem en serie rundkørsler, men over de sidste 5 km er eneste forhindring endnu en rundkørsel med ?? m igen, hvorefter der er en 90-graders kurve med ?? m igen. Løbets tredje og sidste spurt kommer ved anden passage af målstregen efter 156,0 km.

Etapen byder på i alt 1377 højdemeter.

Der er virkelig ikke meget at komme efter for sprinterne i årets løb, og da dette er deres eneste mulighed, må man formode, at de vil gå benhårdt efter den. Sidevind er på papiret en trussel på den lange, lige vej mod nord, men det bliver aldrig rigtigt et tema i dette løb. Den sidste bakke er for blød og for langt fra mål til at spille en rolle, og alt taler derfor for en spurtafgørelse i finalen, der dog er så hård, at de hårdføre sprintere måske skal slås med nogle af de hurtigste puncheurs.

Alta har to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, begge gange i dette løb. Det var senest i 2018, hvor man dog havde mål på toppen af Bossekop-stigningen, og hvor Mathieu van der Poel spurtede sig til sejr foran Sondre Holst Enger og Quentin Pacher. Første gang var i 2014, hvor Alexander Kristoff spurtsejrede foran Thor Hushovd og Edward Theuns.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

2. etape

I de senere år har andendagen næsten altid været rammen om en relativt flad etape, men sådan bliver det ikke i årets hårde udgave af løbet. Ganske vist er de sidste mere end 100 km ellers lette, men det hele slutter med en rigtig puncheurfinale på en 1700 m lang bakke, der er for hård for løbets hurtige afsluttere. I stedet er der lagt op til, at løbets mest eksplosive klassementsryttere kan sikre sig nogle bonussekunder dagen inden kongeetapen, hvis altså ikke vinden får et ganske vist sjældent ord at skulle have sagt.

Med en distance på bare 153,4 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Alta til Hammerfest. Startbyen ligger ud til kysten, men man forlader med det samme vandt ved at køre mod sydvest og sydøst og ned ad en bakke, inden det går mod nordøst igennem fladt terræn og derefter op ad kategori 2-stigningen Raipas Summit (1,0 km, 5,4%), der er en jævn stigning med top efter 9,7 km. En nedkørsel fører videre mod sydøst tilbage til vandet, hvorefter man kører mod sydøst hen ad den flade kystvej frem til og forbi dagens første spurt, der kommer efter 19,6 km.

Kort efter spurten forlader man atter vandet, når man kører mod nord op ad kategori 1-stigningen Sarves Summit (3,9 km, 5,5%), der er en helt jævn stigning med top efter 28,2 km. Den leder op til et plateau, der via flade og let faldende veje følges mod nord og nordøst, inden det går videre mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Stokkedalen Summit (3,8 km 4,1%), der starter med en kilometer med 8,35; men derefter er ganske let.

Toppen rundes efter 42,4 km, og nu er det slut med den hårde start. Herfra går det nemlig ad lige, enkle og let faldende veje mod sydøst hele vejen ned til vandet og byen Skaidi, der nås efter 93,0 km. Her drejer man mod nordvest for at køre op ad den helt flade kystvej frem til Kvalsund, hvor dagens anden spurt kommer efter 118,2 km, og hvor man kører over en bro, der fører ud til øen Kvaløya, hvor målbyen ligger. Herfra går det videre ad den flade kystvej mod først vest og så nord hele vejen ind til målbyen, idet man efter 142,3 km kører dagens tredje og sidste spurt.

Umiddelbart efter spurten bliver det en anelse mere kuperet med to minde bakker, når man kører det sidste stykke mod nord ind til Hammerfest, hvor man skal en tur rundt i byen. Man forlader kysten i et skarpt sving med ??m igen, hvorefter man kører hen langs søen Storvannet igennem fladt terræn. Med ?? m igen drejer man skarpt til venstre, hvorefter man rammer målbakken (1700 m, 4,0%), der over de første 900 m stiger med 6,1%, inden den flader ud til sidst, så den sidste kilometer i alt blot stiger med 2,5%. Der er yderligere et sving med ?? m igen, hvorefter der med ?? m igen er en skarp kurve, inden vejen kun bugter sig let til venstre.

Etapen byder på i alt 1578 højdemeter.

Starten er ganske hård, men det meste af etapen er til gengæld ganske let. Man kan aldrig helt udelukke et sidevindsdrama, når det meste af finalen foregår langs kysten, men mest sandsynligt er det, at et samlet felt skal afgøre det på den sidste bakke. Den er bestemt ikke helt let og bør være for svær for sprinterne. I stedet er der lagt op til puncheurfest, hvor det dog spiller en ikke uvæsentlig rolle, at det flader ud til sidst. Et angreb på bakken er en mulighed, men formentlig skal der spurtes om bonussekunder, der i dette løb ofte er vigtige.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Hammerfest har én gang tidligere været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2018, hvor det i en anden finale end denne akkurat lykkedes for Adam Toupalik fra det tidlige udbrud at snyde feltet, hvis spurt blev vundet af Mathieu van der Poel foran Sergey Chertnetskiy efter en hård og selektiv etape, hvor kun 19 mand fik samme tid som Van der Poel.

3. etape

Efter den første udgave, der var som skabt til stærke sprintere, har man med 2018 som en undtagelse hver gang haft en afslutning på en stigning, hvor klatrerne om lørdagen har haft mulighed for at gøre en forskel. Sværhedsgraden har været varierende, og denne gang har fundet en sand mur, der gør debut i løbet. For første gang skal man slutte i Havøysund, og her venter et sandt bæst, der over 2,2 km stiger med hele 10%. Dermed er det løbets eksplosive murspecialister, der får lov at boltre sig på årets kongeetape, hvor de kan tage et stort skridt mod den samlede sejr inden den historisk hårde finaleetape søndag.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 167,0 km, der fører feltet fra Hammerfest til Havøysund. Startbyen ligger ud til kysten på øen Kvaløra. Herfra er starten meget enkel, da man kører tilbage ad samme vej som på den foregående etape. Således går det mod syd og øst ad den helt flade kystvej, inden man kører over en bro til fastlandet i byen Kvalsund, der passeres efter 27,0 km. Herfra går ad samme vej som på 2. etape mod sydøst ad den flade kystvej frem til byen Skaidi, hvor dagens første spurt køres efter 52,5 km.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Nu forlader man fredagens rute og havet, nå man kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Skaidi Summit (1,9 km, 4,9%), der har 500 med 6,1%, men derudover er ganske let og har top efter 54,6 km. Herfra stiger det kortvarigt videre mod nordøst, inden man kører mod nordøst og nordvest ad et fladt plateau og slutteligt af en faldende vej tilbage til kysten, der efter 74,8 km nås i byen Olderfjord. Nu kører man videre mod nordvest ad den flade kystvej, idet der dog undervejs er en ganske lille bakke, og idet man undervejs kører dagens anden spurt i Lillefjord efter 110,5 km. Senere kører man kortvarigt ind i landet, når man kører mod nordøst, stadig i fladt terræn, inden man atter rammer vandet og fortsætter mod nordøst og nord.

Nu forlader man endelig igen havet for at køre mod nord op ad kategori 1-stigningen Kirkedalen Summit (4,1 km, 5,2%), der midtvejs har to kilometer med 6-7%, inden den flader ud frem mod toppen, som rundes efter 134,5 km. En let nedkørsel leder nu mod nord tilbage til kysten, hvorefter det går mod nordvest og nordøst op ad den flade kystvej frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 148,4 km. Nu forlader man igen vandet for at køre mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Selvika Summit (2,6 km, 5,4%), der har 1 km med 8-9%, men derudover er ganske let.

Toppen rundes efter 153,1 km, hvorefter de sidste 13,9 km indledes med en let nedkørsel, der fører mod nord tilbage til kysten, hvorefter det går mod nord ad den helt flade kystvej frem til målbyen. Man slutter dog ikke nede i byen. I stedet ender etapen med, at man kører mod nordvest op ad kategori 1-stigningen Havøysund Summit (2,2 km, 10,0%), der starter ”let” med 6,8% over 500 m, men derefter stiger med hhv. 11,6% og 13,1% over de næste to 500 m-segmenter, inden den bliver lidt lettere med 9,5% frem mod toppen. Man drejer skarpt med ?? m igen, som man også gør det i bunden af bakken, men derefter er det en ganske lige vej, der kun bugter sig let på vej op ad stigningen.

Etapen byder på i alt 2172 højdemeter.

Denne nye finale er utvivlsomt en af de hårdeste i løbets historie. Det er en sand mur, der vil tiltale de sande murspecialister med hang til stejle procenter over korte distancer. Det er klart, at stigningens længde betyder, at forskellene ikke bliver enorme, men i et løb, der altid er helt tæt, er det utvivlsomt den vigtigste etape. Forinden er der som altid en risiko for sidevind på de mange kystveje, men den har sjældent spillet en rolle i løbet.

Havøysund har aldrig tidligere været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

4. etape

Lige siden den første udgave har man som regel designet en sidste etape, der har givet muligheder for at ændre i klassementet helt til allersidst. Ofte har der været tale om en eksplosiv sidste etape med en lille stigning i finalen, der har gjort det til godt terræn for klassikerryttere og stærke sprintere. En sådan etape har man også sammensat i år, men denne gang er det hårdere en nogensinde. Væk er nemlig finalerundstrækningen med de korte, eksplosive bakker. I stedet skal man op ad en 3 km lang stigning, der stiger med små 8%, i en finale, der er en kopi af afslutningen på åbningsetapen fra 2014-udgaven, hvor Lars Petter Nordhaug kørte alene hjem, og dermed er det i langt højere grad klatrestærke folk end puncheurs, der får lov at spille med musklerne til allersidst. Det hele slutter endda med den vel nok mest spektakulære afslutning, man kan forestille sig, når etapen ender i Nordkapp - det nordligste punkt på det, der med nogen ret kan kaldes det norske fastland, selvom det faktisk ligger på en ø - hvor den 10. vinder af løbet skal kåres.

I alt skal der tilbagelægges 171,4 m, der fører feltet fra Kvalsund til Nordkapp (eller North Cape), og man lægger ud med at køre en del af den foregående etape. Således kører man mod sydøst ad den helt flade kystvej frem til Skaidi, hvor dagens første spurt køres efter 21,2 km. Her forlader man havet, når man kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Skaidi Summit (1,9 km, 4,9%), der har 500 med 6,1%, men derudover er ganske let og har top efter 23,6 km. Herfra stiger det kortvarigt videre mod nordøst, inden man kører mod nordøst ad et fladt plateau og slutteligt af en faldende vej mod øst tilbage til kysten, der efter 42,5 km nås i byen Olderfjord.

Nu kører man videre mod nordøst ad den flade kystvej hele vejen frem til Hjellnes, hvor dagens anden spurt køres efter 109,1 km. Umiddelbart herefter rammer man efter 117,8 km den lange North Cape Tunnel, der fører feltet ud til øen Magerøya - øen, hvor Nordkapp ligger. Her kører man mod nord, sydøst og nordøst hen langs den flade kystvej frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 139,9 km, hvorefter man drejer mod nordvest for at køre yderligere et kort stykke langs vandet.

Nu indledes finalen, når man forlader havet for at køre mod nordvest op ad kategori 1-stigningen Skipsfjord Summit (4,2 km, 5,5%), der stiger med hhv. 4,6%, 8,3% og 6,3% over de første tre kilometer, men derefter er næsten flad frem til toppen, som rundes efter 150,2 km. Herfra resterer 21,2 km, der indledes med en let nedkørsel, som fører mod nord, inden man næsten med det samme kører mod nordvest og nord op ad kategori 1-stigningen Vestfjordellet Summit (3,1 km, 7,4%), der stiger med hhv. 9,5%, 7,0% og 6,6% over hver af de tre kilometer.

Toppen rundes efter 165,0, hvorefter de sidste 6,4 km går ad en stor set helt lige vej, der er uden sving. I starten er det let faldende, indtil man med 3 km igen rammer en 1000 m lang bakke. Derfra flader det ud over en kilometer, inden den sidste kilometer stiger med 3,5%.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

I alt er der 2046 højdemeter på programmet.

Vi kender finalen fra 2014, hvor man kørte en forlænget udgave af præcis denne etape, og den viste, at det er en ganske selektiv finale. Lars Petter Nordhaug kørte i hvert fald alene hjem, og kun 12 mand endte inden for 30 sekunder af vindertiden. Forskellene i toppen var dog små, da top 7 var inden for 10 sekunder, men selvom etapen næppe skaber helt så store afstande som 3. etape, vil løbet med nogen sandsynlighed være så tæt, at det sagtens kan blive afgørende. Dermed er der som altid mulighed for at vende det hele på hovedet på sidste etape, og med denne historisk hårde finale gælder det måske mere end nogensinde.

Nordkapp har én gang tidligere været mål for et stort cykelløb, nemlig i dette løb i 2014, hvor man kørte en forlænget udgave af denne etape over 204 km. Her kørte Lars Petter Nordhaug alene hjem med 6 sekunder ned til Davide Villella og Steven Kruijswijk, hvorefter rytterne kom ind i mindre grupper med kun 12 mand inden for 30 sekunder af vindertiden.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

SE VUELTA A BURGOS, TOUR DU LIMOUSIN OG ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Den store variation i rutedesignet betyder, at det ofte er ganske svært at forudsige, hvem der vil vinde Arctic Race of Norway. I årene mellem 2015 og 2017 var der dog så svære bjergafslutninger, at det var lidt nemmere for de bedste klatrere at løbe med sejren, og det gjorde det lettere at udpege favoritterne. Det var endnu mere markant i 2019, hvor den meget svære Storheia-stigning gjorde det endnu enklere, fordi den reelt eliminerede en stor del af feltet, og sådan var det også i 2021 med Målselv-stigningen.

Sådan var det til gengæld slet ikke i 2018, hvor den meget specielle puncheurrute var ganske vanskelig at fortolke, og hvor det endte med, at det blev en kombination af sidevind og de afsluttende bakker, der gav Sergei Chernetckii sejren, selvom mange havde spået Mathieu van der Poel som vinder. Også sidste års rute var ret kompliceret, fordi kongeetapen havde så let en målstigning, at det viste sig, at det hele kunne vendes helt på hovedet på den ukontrollerbare kongeetape, hvor Cofidis smeltede sammen, og Andreas Leknessund snød dem alle.

I år ser det mere enkelt ud. Den nye mur i Havøysund til lørdagens kongeetape er brutal, og her må man antage, at bedste mand kører alene hjem - også med et for dette løb fornuftigt forspring. Spørgsmålet er så, om han kan forsvare den på sidste etape, der taktisk er mere kompliceret, fordi der ikke er mål på toppen. Næstsidste stigning er dog ikke rasende svær, og vi så i 2014, hvor åbningsetapen var en forlænget udgave af denne etape, at sidste stigning var svær nok til, at Lars-Petter Nordhaug kunne køre alene hjem. Der er altså en god chance for, at samme mand vil vinde begge de to sidste etaper, fordi bedste forsvar på søndag ofte vil være angreb.

Det udelukker dog ikke, at taktik kan komme i spil. Stigningen er lettere end lørdagens mur, og er der samlet en gruppe på toppen, kan det blive taktisk, hvis det er tæt, og den førende rytter er alene. Er det endnu tættere, end man efter 3. etape kan forvente, kan en god spurt og bonussekunder måske også blive afgørende. Det kan de også, fordi de mest eksplosive puncheurtyper måske kan blande sig på 2. etape, hvor bakken er ret svær. Det er dog et problem, at den sidste kilometer er let, og det kan gøre det svært for de lidt lettere folk at blande sig. Spurten på 1. etape er derimod nok for let for klassementsrytterne, selvom den stiger.

Den ekstra joker er som altid vejret, når vi befinder os i det allernordligste Norge. Det bliver som altid en kølig omgang med temperaturer på 11 grader de første to dage, 10 grader på lørdag og 9 grader i den spektakulære afslutning i Nordkapp på søndag. Det bliver til gengæld formentlig tørt, dog med risiko for byger både fredag og søndag, men også overskyet med søndagens solskin som en undtagelse.

Vinden vil bestemt kunne mærkes de første to dage, og den vil være decideret kraftig på lørdag, inden den vil være betydeligt svagere på den flotte søndag. Alle dage vil den komme fra nordvest, nordnordvest og nord, og det bør udelukke sidevind. Når man bevæger sig mod nord alle dage, betyder det nemlig masser af modvind, og selvom der er farlige sidevindstykker undervejs, betyder modvindsfinaler, at vi næppe vil se varig sidevindssplittelse, selvom styrken særligt lørdag er til det. Her er det værd at bemærke, at der vil stå en ed strid modvind på hele lørdagens mur, og selvom den er meget stejl, øger det sandsynligheden for små forskelle og en spurt ganske betydeligt. Det samme gælder søndag, hvor der er modvind på begge finalestigninger og efter toppen.

Hvad er så konklusionen? Det burde som udgangspunkt være et ret rent løb, hvor den rytter med bedst evner på relativt korte og stejle stigninger vinder. Vind bliver næppe et tema, og løbet synes mindre taktisk og modsat sidste år uden de store krav til et stærkt hold. Den megen modvind på de to weekendetaper betyder dog, at forskellen kan blive mindre. Det øger betydningen af en mulig god spurt på toppen af muren samt på 4. etape, hvor chancen for taktik også bliver større. Det kan også gøre det så tæt, at de bonussekunder, en eksplosiv herre kan sikre sig på 2. etape, måske kan komme i spil.

I flere udgaver har man kunnet præsentere nogle store navne - mest markant Mathieu van der Poel, der har kørt løbet to gange i træk - men efter coronapausen har feltet ikke været helt så stærkt. Det gælder også i år, hvor det bestemt også kunne være stærkere. Det giver også færre favoritter, når løbet er historisk hårdt og så ”rent”, at bedste klatrer med nogen sandsynlighed vil vinde.

Læs også

Forløsende sejr for De Lie: Det er en befrielse

Jeg vælger at pege på Tobias Johannessen, men det er klat, at det er med usikkerhed. Nordmanden har nemlig kørt sin første grand tour og derefter endda også VM, og ingen ved, hvordan han har klaret det. Han skulle dog ikke have deltaget i løbet, da han ikke fremgik af den liste, arrangørerne udsendte i sidste uge, og det tyder på, at han har vurderet sig selv mere frisk end ventet. Hans VM gik da også ganske hæderligt, og vi så, at han sluttede Touren eminent med en fremragende præstation på 17. og 20. etape.

Samtidig er det et løb, der passer perfekt til en eksplosiv fyr som ham. Stigningerne er korte, og han kan slå de alle favoritterne i en spurt. Den megen modvind hjælper ham endda, hvis han stadig ikke har sit Tour-niveau, for det kan gøre punch og spurtstyrke endnu vigtigere. Han er endda så hurtig, at han kan få bonus på 2. etape også. Det ligner et perfekt løb, hvis han er frisk, og derfor er han min favorit. Han ledsages af Jonas Gregaard, der også sluttede Touren fremragende og i dette felt bør være en af de stærkeste i et løb som dette, men han har ikke Johannessens punch. Holdet har også april-kometen Fredrik Dversnes¸ men han vil nok finde bakkerne lidt for lange og hårde, som det også gælder for Ådne Holter, der ellers var god i Tour of Norway.

Den værste rival kunne meget vel være Dylan Teuns. Belgieren vandt løbet som led i sin drømmeperiode i 2017, og det er da også med den nye rute et løb, der passer ham. Han er som murspecialist skabt til kongeetapen, og han passer også godt til de ardenneragtige stigninger på 4. etape. Han har også punch, men modvinden kan blive et problem, fordi han på eksplosivitet er slået af Johannessen. Også hans form er usikker efter en lidt skuffende Tour, men han sluttede med en stærk 20. etape. Til gengæld udgik han af San Sebastian, og han er derfor et helt åbent spørgsmål.

Heldigvis har israelerne et alternativ i Stephen Williams, der floppede helt i de første mange måneder, men endelig fandt benene efter Giroen. I Occitanie var han stærk, og han imponerede efter pausen i Vallonien. Han er altid en lottokupont, men er han på toppen, kan han vinde i dette felt. Holdet har også unge Marco Frigo, men hans form er ukendt, og det bliver nok lidt for hårdt.

Den på papiret bedste klatrer er Guillaume Martin, der vil elske denne hårdere rute. Han er også god på ret eksplosive stigninger, og derfor er det et løb, der passer ham. Han er dog også den store taber på modvinden, som kan gøre Teuns og Johannessen til bedre bud, da han ikke har samme punch. Derudover har han ikke imponeret i år, men med de ben, han havde i Touren og særligt Dauphiné, bør han være bedst på stigningerne her. Hans comeback i søndags var hæderligt. Han ledsages af Jonathan Lastra, der endelig viste livstegn i Polen og passer til stigningerne, men han vinder ikke i dette felt. Simon Geschke har skuffet hele året, som Hugo Toumire også har det, og selvom han var imponerende i Ain, er Pierre-Luc Perichon trods alt ikke klatrer.

Arkea kommer med Clement Champoussin, der bestemt ikke har imponeret i år, men som i dette felt bestemt har en chance. Hans form er imidlertid et åbent spørgsmål. Han imponerede i San Sebastian, men har nu holdt mere end to ugers pause og har Touren i benene. Det er altid svært at vide, hvor stort et boost, der kommer efter en grand tour, men har han San Sebastian-ben, kan han vinde, da han er bedst på kortere stigninger og faktisk pludselig har vist fat. Han ledsages af Michel Ries, der var ganske fint kørende i Polen og bør komme langt i dette felt, samt lottokuponen Alessandro Verre, der dog slet intet har vist i år, heller ikke sine løb i juli. Det har desværre heller ikke Louis Barré, der efter den lovende start har skuffet og nok også finder løbet lidt for svært. Det skal også blive spændende at følge det klatrestærke talent Martin Tjøtta.

En spændende kandidat er Christian Scaroni, der bare liver bedre og bedre. Senest var han blandt de bedste på stigningerne i Polen, og disse eksplosive finaler bør passe ham. Han har også masser af fart, men selvom han hjælpes af modvinden, må han nok sande, at muren kan være en anelse for svær. Han ledsages af Andrey Zeits, der i juni viste, at han stadig kan, men han er sjældent flyvende efter en lang pause. Gianmarco Garofoli mangler nok lidt for meget, og Igor Czhzan, der imponerede sidste år, har skuffet fælt i år.

Kern Pharma kommer med Roger Adria, der burde være an af favoritterne. Vi så nemlig i Jura-løbene, hvor god han har var på denne slags stigninger, og han er tillige en af de bedste afsluttere. Han er til gengæld også en lottokupon, der kun har været i form i april. Hans løb i Ordizia og San Sebastian var ikke prangende, men bestemt heller ikke katastrofale. Har han forbedret sig siden da, kan han vinde i dette felt. Han ledsages af det lovende talent Igor Arrieta, der nu skal til UAE. Han er meget svingende, men har vist lovende takter undervejs, blandt andet i Baskerlandet. Efter pausen har han sendt blandede signaler i Spanien, men en 13. plads til U23-VM på en rute, der ikke passede ham, vidner om form. Har han det niveau, han havde i Baskerlandet, kommer han ganske langt i dette felt. Også Pau Miquel har klatret ganske pænt i år.

Det norske landshold kommer med Odd Christian Eiking, der før har været tæt på at vinde løbet. Han passer ganske storartet til muren, som vi så, da han i 2021 var tæt på at vinde på den tilsvarende afslutning på løbets kongeetape, og med sit punch vil han være favoriseret af modvinden. Siden 2021 har han dog været langt fra det niveau, og han har ikke vist form i optakten. Det niveau, han fandt i juni, bør dog bringe ham ret langt i dette felt. Han har selskab af Torbjørn Andre Røed, der har klatret godt i USA og vist form i optakten, men er overmatchet på dette niveau.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

DSM kommer med den lokale helt og forsvarende vinder Andreas Leknessund. Vi så i Giroen, at han havde forbedret sin klatring ganske meget, men jeg tror, at han får svært ved at forsvare titlen. Muren er for stejl og eksplosiv, og når han er spurtsvag, er vinden også en modstander. Derudover skal han typisk bruge løb for at finde formen, og dem har han næsten ingen af - modsat sidste år, hvor han kom fra Touren. Jeg tror faktisk, at holdet har en bedre chance med Kevin Vermaerke og Matthew Dinham, der begge har punch og kan spurte. De kommer fra Touren, og det gav dem fremragende VM-form, hvor de via det tidlige udbrud kom meget langt - Dinham endda i top 10 og Vermaerke elimineret af en sen defekt. Vermaerke har vist det højeste topniveau, men Dinham var imponerende til VM. Spørgsmålet er, hvor længe formen holder.

Trek kommer med Antwan Tolhoek, der endelig er tilbage efter sin endeløse skadespause. En 20. plads på kongeetapen i Polen viser, at han allerede er i form, men han imponerede mindre senere i løbet. Han er altid en lottokupon, men nærmer han sig tidligere tiders styrke, passer han til løbet. Han har selskab af formstærke Filippo Baroncini, der før har vist klatreevner i Ungarn, men muren bør være for stejl. Asbjørn Hellemose viste lovende takter i Polen og kan formentlig komme et ganske pænt stykke uden at være helt fremme.

Q36.5 kommer med lokale Carl Fredrik Hagen, der efter sin lille renæssance i 2022 har været meget sygdomsramt i år. Han gjorde det dog ganske godt på de to svære etaper i Polen, inden han faldt sammen på 5. etape. Hvis han har det niveau her, kommer han altså ret langt i dette felt. Han ledsages af den uhyre svingende Alessandro Fedeli, der kørte fornemt på 1. etape i Castilla y Leon, men siden faldt helt sammen. Dette løb bør være for svært med det niveau, han har haft i år. Unge Walter Calzoni, der startede sæsonen så godt, har skuffet i lang tid.

Human Powered Health kommer med Sebastian Schönberger, der i Polen endelig begyndte at vise det niveau, han havde i 2022. Er det udtryk for en generel tendens, er hans klatreben gode nok til at lave et ganske gode resultat. Holdets bedste kort burde dog være Paul Double, der endelig bekræftede sit potentiale i Slovenien og mesterskaberne. Han skuffede dog enormt i Polen, men da han forinden sagde, at han havde bedre tal end nogensinde, bør han kunne rejse sig.

Flanders kommer med lottokuponen Kamil Bonneu, der har skuffet fælt i år. I Tjekkiet endte han imidlertid pludselig som nr. 4, og det kunne betyde, at han endelig er ved at være der. Niveauet her er dog højere, og han har desværre haft for vane at miste formen i samme takt, som han finder den.

Bingoal kommer med Floris De Tier, der endelig er ved at vise lidt. Han blev nr. 9 på kongeetapen i Østrig på en stigning, der minder om muren. Til gengæld var han ikke imponerende i Tjekkiet i et meget svagere felt end dette. Han er som altid en lottokupon, men de eksplosive stigninger passer ham, og med østrigske ben kommer han langt.  Holdet har også Lennert Teugels , der med de ben, han havde i Oman, kan gøre det pænt i dette felt. Han har dog ikke vist samme niveau siden dengang, og han var ikke prangende i hverken Østrig eller Tjekkiet, men gjorde det hæderligt i søndags. Muren er nok også for svær, som den også bør være det for Marco Tizza, mens Alexis Guerin ikke synes i form efter sin skadespause.

Jayco stiller med lottokuponen Kevin Colleoni, der før har lavet gode resultater i løb på dette niveau. Han havde dog en lang pause grundet en skade hen over sommeren, og hans comeback i slutningen af juli var ikke lovende. Han har formentlig forbedret sig, men ikke nok. Holdets andet bud er Alexandre Balmer, men han må nok sande, at stigningerne er lidt for hårde, og han har ikke kørt løb siden april.

Burgos stiller med Eric Fagundez, der faktisk har klaret ganske lovende i sit først år på dette niveau. Han har til gode at være med helt fremme, men han bør kunne komme et stykke i dette felt. Det kan formentlig også unge Alejandro Franco, der også bliver mere og mere konkurrencedygtig og har vist form. Til gengæld har det været sløjt for veteranen Daniel Navarro i år.

På kontinentalholdene er det værd at holde øje med unge Cedrik Bakke Christophersen, Magnus Wæhre, Liam Johnston og Brieuc Rolland, der alle bør have et potentiale i et løb som dette.

***** Tobias Johannessen

**** Dylan Teuns, Guillaume Martin

*** Stephen Williams, Clement Champoussin, Christian Scaroni, Roger Adria, Andreas Leknessund

** Odd Christian Eiking, Antwan Tolhoek, Jonas Gregaard, Kevin Vermaerke, Matthew Dinham, Jonathan Lastra, Carl Fredrik Hagen, Igor Arrieta, Paul Double, Sebastian Schönberger, Marco Frigo, Kamil Bonneu, Andrey Zeits

* Floris De Tier, Filippo Baroncini, Asbjørn Hellemose, Michel Ries, Kevin Colleoni, Lennert Teugels, Pau Miquel, Eric Fagundez, Martin Tjøtta, Fredrik Dversnes, Alexandre Balmer, Gianmarco Garofoli, Alessandro Verre, Alejandro Franco, Daniel Navarro, Ådne Holter, Marco Tizza, Alexis Guerin, Louis Barré, Alessandro Fedeli, Simon Geschke, Pierre-Luc Perichon, Igor Czhzan, Cedrik Bakke Christophersen, Magnus Wæhre, Liam Johnston, Brieuc Rolland

Danskerne

Jonas Gregaard og Asbjørn Hellemose bør begge kunne gøre det godt i klassementet, hvorfor de er omtalt ovenfor.

SE VUELTA A BURGOS, TOUR DU LIMOUSIN OG ARCTIC RACE OF NORWAY UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE