Optakt: Australske mesterskaber – linjeløb

Løbets rolle og historie

Nationale mesterskaber er altid en sær størrelse. I visse lande stiller enkelte hold op med mere end 20 ryttere - bare tænk på hæren af FDJ-ryttere, der møder op til de franske mesterskaber - mens andre er helt uden holdkammerater. Samtidig er startfeltet ofte langt mindre end ved et almindeligt UCI-løb, og det giver anledning til en helt atypisk løbslogik. Trods de specielle forhold tilhører løbene den eksklusive gruppe, der giver ret til at bære en speciel trøje i et helt år, og det giver dem en helt særlig prestige.

De fleste europæiske lande har den luksus, at de kan afvikle deres mesterskaber bare én uge inden starten på Tour de France, hvilket selvsagt gør løbene yderst stærkt besatte, idet de fleste ryttere er tæt på topformen. Forholdene er helt anderledes for lande på andre kontinenter. Grundet den lange afstand og hensynet til akklimatisering og jetlag er det umuligt at bede rytterne drage tilbage til deres hjemlande så tæt på årets vigtigste begivenhed, og det tvinger dem til at afvikle deres nationale mesterskaber på andre tider af året. USA har traditionelt holdt deres mesterskaber i maj - for nogle år siden flyttedes de imidlertid til den velkendte placering sidst i juni - mens mange afrikanske lande samt Colombia er blandt nationerne, der afvikler deres begivenheder i februar.

Grundet den store tidsforskel har New Zealand og Australien de vanskeligste forhold, hvad angår muligheden for at finde et ideelt tidspunkt for deres mesterskaber, og de har intet andet valg end at kåre deres mestre i løbet af deres sommer. Placeringen i januar betyder naturligvis, at de fleste topryttere er langt fra deres højeste niveau, og mange stjerner vælger endda helt at droppe kampen om de eftertragtede trikoter. Michael Matthews ville således være en oplagt favorit i Australien, men han har tradition for at blive i Europa under den europæiske vinter, og da han i 2023 endelig vendte tilbage til begivenheden, var det første gang siden 2014, at landets vel nok bedste endagsrytter gik efter at bære nationens vigtigste trøje. Ofte er det kun et fåtal af nationens stjerner, der deltager, og det er da også sigende, at den måske største af dem alle, Cadel Evans, kun deltog i de to sidste år af sin karriere, hvor han var i gang med at sige farvel.

Læs også

Carapaz sniger sig til etapesejr - Ayuso knækker

Ikke desto mindre får løbene kolossal opmærksomhed. Siden midten af oktober har cykelfans fra hele verden tørstet efter at se de professionelle ryttere tilbage i aktion, og de nationale mesterskaber i Australien og New Zealand har markeret altid starten på den nye sæson. Hvis løbene havde været holdt på ethvert andet tidspunkt af året, ville de knap blive bemærket, men nu fremstår de som store højdepunkter. Startfelterne er måske ikke så stærkt besatte, som løbene fortjener, men løbene stikker ud på et tidspunkt, hvor der ikke sker meget i den internationale cykelverden. Nu om dage bliver der endda ekstra opmærksomhed om Australien, da de newzealandske mesterskaber siden 2020 efter ønske fra rytterne er blevet rykket til februar, hvorfor hele cykelverdenens øjne i de kommende dage vil være rettet mod det største af kontinentets lande.

Samtidig er den australske sommerkalender vokset betydeligt i de senere år. Tour Down Under has siden 2008 været det første WorldTour-løb og efterfølges nu af UCI-løbene Cadel Evans Great Ocean Road Race - der endda opnåede WorldTour-status forud for 2017-sæsonen - fra i år også igen dets opvarmningsløb, der nu går under navnet Surf Coast Classic, og Herald Sun Tour, som dog endnu ikke er vendt tilbage efter coronaperioden. Det har skabt en solid blok af løb på den sydlige halvkugle, der gør det værd for de lokale ryttere at gøre perioden til et reelt mål. Et stigende antal ryttere fra regionen planlægger således at starte sæsonen på bedst mulig vis, og derfor er løbene alle blevet hårdere og konkurrencen skarpere, efterhånden som flere begivenheder er blevet tilføjet.

Bay Cycling Classic, der er en serie på tre eller fire kriterier og i år desværre er aflyst, har traditionelt givet rytterne en chance for at få benene i omdrejninger, men de nationale mesterskaber repræsenterer den første reelle styrkeprøve for de lokale ryttere, der satser på succes ved Tour Down Under. Mens australierne og newzealænderne har en ulempe i forberedelsen til Touren, hvor de i de sidste to uger forud for løbet ikke har mulighed for at få løbskilometer, er de blevet tilgodeset i perioden frem mod Tour Down Under, idet de har haft en mulighed for både at teste formen på en enkeltstart og i et linjeløb - en mulighed, deres europæiske konkurrenter ikke har haft. Da de samtidig har langt bedre træningsbetingelser i det varme australske sommervejr og ikke skal tage hensyn til jetlag, har de en klar fordel forud for åbningen på den fineste løbsserie. For få år siden kunne europæerne dog stille op ved de australske mesterskaber uden mulighed for at vinde mesterskabstrøjen, men efter kritik fra de lokale ryttere er den mulighed nu blevet fjernet.

Australien tilbyder både enkeltstarter onsdag og torsdag, gadeløb fredag og linjeløb i weekenden. Enkelte WorldTour-ryttere stiller til start i fredagens begivenhed, men det er hovedsageligt en sag for de hjemligt baserede ryttere. De store linjeløb for herrer og damer køres søndag, mens enkeltstarterne for begge køn efter sidste års eksperiment med en afvikling efter linjeløbene, nu har genfundet sin plads som den indledende begivenhed. Derudover byder ugen på forskellige mesterskabsløb for ungdomsryttere, pararyttere, masters, et Gran Fondo-mesterskab samt forskellige former for holdløb.

Sidste år var feltet historisk stærkt, og det bød blandt andet på det omtalte comeback til Michael Matthews, der stillede til start som den vel nok største favorit. Både han og hele Jayco-mandskabet blev dog snydt af den forsvarende mester, Luke Plapp, der ellers var helt uden holdkammerater. Efter sidste stigning sad Matthews ellers i den perfekte situation som den på papiret hurtigste mand i den kvartet, der havde overlevet, men han sov i timen, da Plapp i det taktiske spil i den flade finale kørte alene væk og sejrede med 3 sekunder ned til de tre forfølgere, hvis spurt endda blev vundet af Simon Clarke foran den skuffede Matthews. Plapp vender i år tilbage for at jagte sit hattrick, men selvom han denne gang kører for Jayco, bliver det ikke som holdkammerat til Matthews, der nok engang skipper løbet. Til gengæld er han oppe mod Clarke, hvormed der er deltagelse fra to af de tre medaljetagere fra sidste år.

Ruten

Efter et par år i den nærliggende by Ballarat blev linjeløbet i 2010 flyttet til Buninyoung, hvor det har fundet sted lige siden. Mens enkeltstartsruten er blevet ændret flere gange for at tilgodese forskellige ryttertyper, benyttede man i de første mange år den samme 10,2 km lange rundstrækning til hovedbegivenheden. I 2010, 2011 og 2012 tilbagelagde rytterne 16 omgange, men dynamikken ændredes i 2013, hvor feltet kørte en indledende flad strækning, inden de ramte omgangene. I de følgende fire år bestod løbet af 18 omgange på rundstrækningen, hvilket gav en samlet distance på 183,6 km.

Forud for 2018-løbet ændrede man en anelse på rundstrækningen, der nu er forlænget til 11,6 km ved at køre en ekstra lille sløjfe i det let faldende og flade terræn, der dominerer den anden halvdel. Samtidig er antallet af omgange reduceret til 16, så der i alt er 185,6 km på programmet. Det er altså syvende år i træk, at man benytter denne modificerede rute, der med færre passager af løbets nøglestigning er en anelse mindre kuperet end den gamle, ligesom der er 1400 m længere fra dennes top til målstregen, end der var på den gamle rute.

Rundstrækningen er temmelig simpel. Kort efter målstregen drejer rytterne til venstre for foden af den berømte Mt. Buninyoung-stigning, der bestiges fra vest og sydvest. Den er kun 3,0 km lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,2, men er ganske ujævn med 2,6% over de første 500 m, 6-7% over den næste kilometer, endnu et plateau med 2,4% over 500 m og slutteligt hhv. 5,7% og 8,0% over de sidste to gange 500 m.

På toppen, der nås med 8,7 km igen, drejer man mod nord, hvor det flader ud, inden en kort nedkørsel og et venstresving fører feltet ind på Yankee Flat Road, en 1200 m lang, relativt flad strækning.  Dernæst gælder det nedkørslen, der i den nye version er forlænget, byder på et par fladere stykker undervejs og en ny, mere teknisk del med adskillige sving, herunder en særlig kringlet del mod slutningen. Et 90-graders venstresving fører feltet mod syd ind på Geelong Road, hvorefter det går ad brede veje med bare nogle helt bløde kurver. Fra svinget resterer kun 2,5 km, inden feltet når målet, og terrænet er først ganske let stigende, inden det falder over de sidste 1500 m.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Ruten byder i alt på 2977 højdemeter.

Vejret

Den australske sommer kan være kendt for en ganske brutal varme, men i år bydes rytterne på et helt andet vejr, end de er vant til. Det er relativt køligt, men ellers solrigt - lige indtil søndag, hvor området rammes af regn. Således vil der fra start være en 70% risiko for regn, og den vil bare tiltage gennem hele løbet og kulminere med 85% i finalen. Det vil også være køligt med temperaturer på beskedne 21-22 grader, og det vil være blæsende med en frisk vind (22-24 km/t) fra nord og nordnordøst. Det giver sidevind på den nedre del af stigningen og sidemodvind på den øvre del, hvorefter der vil være først mod- og siden sidevind, indtil man får med- og sidemedvind over de sidste 2500 m.

Favoritterne

Ruten i Buninyoung er nu blevet benyttet adskillige gange til både elite- og U23-løbene, og det betyder, at alle ryttere ved, hvad de skal forvente på den kuperede rundstrækning. Historien viser, at Mt. Buninyoung traditionelt er for hård for de rene sprintere, og at de eksplosive puncheur- og ardennertyper ofte har været i stand til at gøre en afgørende forskel på sidste omgang. Løbet er ofte blevet afgjort af en eksklusiv gruppe af favoritter, der har benyttet sidste passage af stigningen til at komme fri, og dermed er løbet skræddersyet til ardennerspecialister med en god spurt.

For et par år siden blev ruten som sagt modificeret en anelse, hvilket betyder, at stigningen skal passeres færre gange, og at der er en smule længere fra toppen til mål. På den anden side er nedkørslen blevet mere teknisk, og dermed er det vanskeligere for en større gruppe at organisere en jagt. Overordnet er der dog tale om en rute, der ikke har givet anledning til et løb, som afviger voldsomt fra det, vi tidligere har set.

Et nationalt mesterskab er en ganske særegen affære. Nogle hold har adskillige ryttere til start og kan i høj grad diktere forløbet, mens mange af favoritterne har meget lidt assistance og således ingen indflydelse har på taktikken. Det har ofte givet anledning til overraskende udfald, og hvis de toneangivende hold er tilfredse med sammensætningen af det tidlige udbrud, er det bestemt muligt for lykkeridderne at snyde favoritterne.

Vi skal passe på med at bruge 2021- og 2022-udgaverne til for meget, da de strenge australske coronaregler betød, at felterne var langt svagere end tidligere, men vi har flere gange set den slags outsidersejre fra udbrud. Et eksempel er løbet i 2018, hvor det dominerende Mitchelton-mandskab sendte outsideren Alex Edmondson afsted med mere end 30 km til mål, hvorefter det lykkedes ham at holde favoritterne fra de øvrige hold bag sig. Et andet så vi i 2017, da samme hold lod Luke Durbridge og Cameron Meyer tage deres chance fra et tidligt udbrud, hvorefter det blev til en overraskende sejr til Michael Freiberg. Et tredje eksempel kom i 2015, hvor de lod den helt unge Caleb Ewan gå i et udbrud, der endte med at køre om sejren, mens de relativt isolerede favoritter, Cadel Evans og Richie Porte, måtte se skuffede til.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Som det næsten fremgår af ovenstående, har alle øjne altid været rettet mod GreenEDGE-mandskabet, der nu går under navnet Jayco-AlUla, men deres taktik har ændret sig markant i de senere år. Efter Simon Gerrans’ farvel har holdet været uden en sand specialist til denne type løb, også fordi de ofte er stillet med en relativt beskeden trup. Det har betydet, at de ikke har kunnet satse på, at en Gerrans-type har kunnet gøre arbejdet færdigt til sidst. Derfor er det slet ikke overraskende, at vi i de senere år har set en gentagelse af taktikken fra 2015, hvor de i Gerrans’ fravær netop valgte at køre mere offensivt og lade ryttere fra andet geled tage deres chance fra et udbrud. I de tilfælde er det ofte endt med en outsidersejr, fordi de øvrige WorldTour-ryttere ikke har haft hjælpere til at skabe samling.

Det betyder, at løbet er pokkers svært at spå om, og det viser vinderlisten da også. Ser vi igen bort fra de to coronaudgaver, skulle vi indtil sidste år vel helt tilbage til Gerrans’ sidste sejr i 2014 for at finde en udgave, hvor en af forhåndsfavoritterne løb med titlen. Den trend blev brudt sidste år, men det skyldtes formentlig den sjældne tilstedeværelse af Michael Matthews, der pludselig gav Jayco-holdet en klar favorit til finalen - akkurat som de tidligere havde det med Gerrans. Men det er altså undtagelsen, der bekræfter reglen. Lægger man dertil, at vi ikke aner noget som helst om rytternes form, er det helt oplagt, at det er et løb, man aldrig kan regne med.

Igen i år må vi stille os spørgsmålet, hvad Jayco vil. Årets felt er yderst skuffende, og mens Jayco som altid kommer med en talrig besætning, der denne gang består af otte ryttere - men ingen Matthews - er der blot 11 øvrige professionelle i feltet. Udover Matthews savner vi topnavne som Kaden Groves, Jai Hindley, Ben O’Connor, Jack Haig og Jay Vine, der alle skipper løbet denne gang.

Det er klart, at det øger Jaycos favoritværdighed, men fraværet af Matthews betyder også, at det kan være farligt for dem at forsøge at skabe samling og lade favoritterne afgøre det. De har ganske vist Caleb Ewan som feltets hurtigste, men selvom han før har været tæt på at vinde på denne rute, så vi så sent som sidste år, at finalen i langt de fleste tilfælde vil være for hård for den lille australier. Jayco har i særligt Luke Plapp og Chris Harper to af de formentlig bedste og mest formstærke klatrere, men ingen af dem er specielt hurtige. De kan i hvert fald ikke regne med at vinde en spurt mod Simon Clarke, og det er lidt af en hovedpine, da han passer perfekt til løbet og sidste år endda endte med at slå Matthews i spurten om 2. pladsen, efter at Plapp, der dengang kørte for Ineos, havde sneget sig væk fra den kvartet, der var kørt væk på stigningen, i en taktisk finale.

Det virker derfor helt oplagt, at Jayco skal forsøge at udnytte overtallet, men der er også grænser for, hvor tidligt det kan ske. Blandt deres otte ryttere er der ikke rasende mange gode klatrere, og det er derfor ikke hvem som helst, de kan sende afsted i et tidligt udbrud. De øvrige favoritter vil nok vide at holde øje med særligt Harper og Plapp, og de får derfor næppe lov til at komme tidligt afsted. Det kan tvinge Jayco til alligevel at holde det relativt kontrolleret i store dele af løbet.

De vil dog næppe vente til sidste omgang med at bruge overtallet. Det er ganske enkelt for farligt, og mit gæt vil derfor være, at Jayco vil sørge for, at vi ikke som tidligere får en sejr fra det tidlige udbrud, men at de vil forsøge at åbne løbet på de sidste 2-3 omgang, isolere de øvrige favoritter og herefter forsøge at udnytte overtallet til at komme af med særligt Clarke - helst inden sidste stigning, men alternativt i den flade finale, hvor Plapp sneg sig til sidste års sejr.

En afgørende faktor er vejret. Hvor rytterne ofte har skullet slås med voldsom hede, får vi den første regnvejrsudgave af mesterskaberne, jeg kan huske. Det bør bidrage til at gøre løbet hårdere og mere selektivt. Mod det taler vinden. Det vil være blæsende, og mens rundstrækningen ikke lægger op til sidevindskørsel, vil modvinden på den sidste del af stigningen gøre det meget svært for stærkeste mand at køre alene væk på bakken. Det har i forvejen historisk altid været en svær opgave, og det bliver derfor næppe i år, at bedste mand slet og ret kører fra alt og alle.

Det øger chancen for, at løbet skal afgøres på taktik, og det gør det hele langt mere umuligt at spå om. Tilfældigheder kan spille en langt større rolle, men det betyder også, at Jayco kan få større glæde af deres overtal. Jeg vover derfor pelsen ved at pege på Chris Harper. Jaycos loyale hjælper er en ren dieselklatrer, der ikke kan spurte og slet ikke er skabt til et eksplosivt løb som dette. Til gengæld synes han i storform. Hans enkeltstart var chokerende god, og i forvejen ved vi fra 2023, hvor han kørte en fremragende Tour, at han har hævet sit niveau ganske gevaldigt. Det er i hvert fald meget svært at se, at han kan sættes på stigningen, og derfor bør han køre finale.

Hans problem er, at han skal alene hjem for at vinde, men her hjælper overtallet. Han vil sammen med Plapp udgøre en livsfarlig duo, og mens den dobbelte forsvarende mester formentlig vil være meget overvåget, vil Harper have langt større frihed. Med den superform, han viste på enkeltstarten, bliver han meget svær at hente, hvis først han har slået hullet. Derfor tror jeg på, at han kan tage karrierens første professionelle sejr, selvom det kræver, at det taktiske spil flasker sig for ham.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det er klart, at Jayco også har Luke Plapp. Efter sit katastrofale 2023 viste han med sejren på enkeltstarten, at han har levet op til sit løfte om at starte sæsonen meget stærkt, og da han endda skiftede cykel undervejs, er formen endnu bedre, end resultatet viser. På ganske imponerende vis har han vundet to gange i træk, selvom han var uden holdkammerater, og det er da også en rute, der passer en klatrestærk fyr som ham. Han er faktisk heller ikke helt langsom. I hvert fald overraskede han mig i de indlagte spurter i UAE Tour, og blandt de øvrige favoritter er det nok kun Clarke, han ikke kan slå på stregen. Udfordringen bliver at komme af med sidste års sølvvinder, der formentlig vil have meget af sin opmærksomhed rettet mod netop Plapp, der med to sejre vil være overvåget, og modvinden gør det svært at køre væk på ren styrke. Til gengæld er han jo altså stadig en del af et forventet overtal, og han er en mester i at køre alene, hvis først han slår hullet. Derfor er endnu en titel ganske sandsynlig.

Hvad har Jayco ellers af muligheder? De har i hvert fald Caleb Ewan. Han er tidligere blevet nr. 2 i løbet, men det var fra det tidlige udbrud. Som vi så sidste år, er det svært for ham at vinde blandt favoritterne, men helt umuligt bør det ikke være. Vi ved fra Sanremo, hvor vild en formstærk Ewan kan være på kortere stigninger, og modvinden vil hjælpe ham ganske gevaldigt. Desværre bliver det regnvejr, hvor han plejer at have sine problemer, og samlet set vil jeg forvente, at løbet stadig bliver for hårdt. Omvendt meldes han i fornem form, og han skulle være meget motiveret for at starte stærkt for sit nye/gamle hold efter sin lange krise. Han kan også spilles ud i udbrud, som han altså tidligere har gjort det på denne rute, og han skal derfor ikke nødvendigvis vinde fra favoritterne. Det er bestemt muligt for Ewan at starte sit comeback til Jayco med sin første australske titel.

Holdet har også Lucas Hamilton og Rudy Porter, der begge er klatrere og bør kunne køre finale på denne rute, men begge lider under manglende spurtstyrke. Deres form er også ukendt, og det bekymrer, at Hamilton helt uden forklaring meldte afbud til enkeltstarten. Begge kommer fra et svært 2023, hvor Hamiltons monumentale krise nåede helt nye højder, og hvor Porter havde det svært i sit første år som professionel. Det skal flaske sig, hvis de skal vinde, men da de vil være mindre overvåget, kan de med god form sagtens spilles ud og tage en solosejr. Det burde Kelland O’Brien også kunne, for selvom ruten på papiret er for hård, har Durbridge vist, at hans type godt kan vinde med angreb fra distancen. Hans yderst skuffende enkeltstart indikerer dog, at han ikke er på toppen. Jeg vil forvente, at sprinteren Blake Quick og den på enkeltstarten så skuffende Michael Hepburn er rene hjælpere.

Hvem er den største trussel? Det må være Simon Clarke. Som nævnt er sidste års sølvvinder skræddersyet til denne rute, og i år bør han endda være den hurtigste af de klatrestærke favoritter. Vi så til gengæld også i 2023, at den aldrende australier var langt fra fordums styrke, og man kan derfor ikke udelukke, at han slet og ret sættes til vægs af de stærkeste. Omvendt har vi nu to år i træk set, at han kører meget stærkt fra sæsonstart, og det gør han formentlig igen. Hans helt store problem er, at han er helt alene, og derfor skal det flaske sig i det taktiske spil, men får vi det klassiske scenarium, hvor de bedste kører væk for siden at spurte om sejren, er han manden, der skal slås.

Q36.5 kommer også med et meget spændende hold. Mens ruten er for hård for Cyrus Monk , der må antages at være hjælper, kan Damien Howson og James Whelan formentlig køre finale. På papiret er Howson det bedste bud, for han nåede i 2023 helt nye højder - bare husk på, hvordan han fulgte Primoz Roglic, Adam Yates og Aleksandr Vlasov til dørs i Burgos - men til gengæld har han også et ret lavt bundniveau, og selvom han før har gjort det pænt i den australske sommer, har jeg en forventning om, at han er et stykke fra sit bedste.

Mine forventninger er større til Whelan, der efter nogle år på mindre hold, har fået endnu en chance som professionel. Mit gæt vil være, at han er rasende motiveret efter at starte som lyn og torden, som han gjorde i 2022 og 2023, hvor han kørte fremragende ved disse mesterskaber. Ruten er lidt hård for en fyr som ham, men han har forbedret sin klatring voldsomt og bør være hjulpet af dårligt vejr og modvind. Han er også hurtigere end flere af klatrerne, men han skal af med Clarke og måske også Plapp. Til gengæld vil han være uden samme opmærksom i det taktiske spil, og det kan være hans vej til sejr.

Så er der Michael Storer, der nu kører for Tudor. Han er helt alene, og da han er ganske spurtsvag, skal det virkelig flaske sig, hvis han skal vinde. Til gengæld så vi sidste år i Tour Down Under, at han var formstærk fra start, selvom den lette rute betød, at man ikke kan se det af resultaterne. Igen i år skal han køre etapeløbet, og starter han lige så stærkt, kan han meget vel være stærkeste mand på stigningen. Problemet er modvinden, for uden den ville han måske være manden, der kunne køre alene hjem. Nu skal han formentlig vinde via taktik, men det er også muligt, da han i kraft af sit ikkeeksisterende hold og svage spurt måske vil have lidt mere frihed.

Det sidste professionelle hold, der kommer med flere ryttere, er DSM. Også de har en ren hjælper i form af nyprofessionelle Patrick Eddy, men heldigvis har de også to klatrere, der bør kunne køre finale, nemlig Matthew Dinham og Chris Hamilton. Mest tror jeg på Dinham, der havde det svært i det første halve år som professionel, men bragede ind på scenen med sit vanvittige VM og siden fortsatte et flot efterår. Hans form er helt ukendt, men han passer fint til løbet, og i sin U23-tid viste han også en vis fart. Sammen med Hamilton udgør han en spændende duo til en taktisk finale. Det er også her, Hamilton kommer i spil. Han skal alene hjem for at vinde og er ikke så god som tidligere, men han har før startet sæsonen stærkt, og hverken han eller Dinham vil være de allermest overvågede i det taktiske spil.

De sidste professionelle får det svært. De er alle alene og bør finde ruten for hård. Det gælder i hvert fald for sprinterne Sam Welsford og Jensen Plowright , men måske kan Miles Scotson have en lille chance i sin første start for Arkea. Han har før overrasket for et nyt hold i dette løb, da han tog en taktisk choksejr for BMC i 2017, og det vidner om, at han godt kan være med på denne rute. Det kræver dog superform, og det er tvivlsomt, om han har den nu, og da han ikke kan spurte, skal som for syv år siden vinde via taktik.

Læs også

Se Tobias Lund spurte sig til sin tredje etapesejr

Kan de professionelle blive snydt? Det sker meget sjældent, men som vi så i 2019, da Michael Freiberg vandt fra det tidlige udbrud, kan det lade sig gøre. Skal man pege på, hvem der kan overraske denne gang, skal vi formentlig særligt se i retning af Drew Morey, Kane Richards og Nathan Earle. Morey og Richards overraskede stort i 2023, da de som de eneste kunne følge Plapp, Clarke og Matthews på sidste stigning, og har de samme ben denne gang, vil de have kort at spille i en taktisk finale, hvor de vil have mindre opmærksomhed. Den tidligere Sky-rytter Earle er meget svingende, men viste i 2023 med den samlede sejr i Tour of Japan, at han i formstærk udgave stadig er meget stærk, og som hurtig ardennertype passer han perfekt til denne rute. Også Tristan Saunders, Rhys Robotham , veteranen Mark O’Brien, der næsten altid gør det godt i dette løb, Samuel Jenner og Ben Matcalfe kom meget langt på denne rute for et år siden, hvor de alle kørte i top 14, og tidligere har Brendan Johnston og Alastair Christie-Johnston, der kørte en god enkeltstart, også gjort det godt.

***** Chris Harper

**** Luke Plapp, Simon Clarke

*** Caleb Ewan, James Whelan, Michael Storer, Lucas Hamilton, Matthew Dinham

** Damien Howson, Rudy Porter, Chris Hamilton, Kelland O’Brien, Miles Scotson, Nathan Earle, Drew Morey, Kane Richards

* Michael Hepburn, Tristan Saunders, Rhys Robotham, Mark O’Brien, Alastair Christie-Johnston, Samuel Jenner, Ben Metcalfe, Brendan Johnston

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Luke Plapps sejre fra 2023 og 2022, Cameron Meyers sejre fra 2021 og 2020, Michael Freibergs sejr fra 2019, Alexander Edmondsons sejr fra 2018 og Miles Scotsons sejr fra 2017.

Livestream

Er man en natteravn og/eller morgenfrisk, kan løbet streames hos SBS fra kl. 3.30 søndag morgen. Det er muligt, at man skal bruge VPN for at tilgå sendingen.