Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Chrono des Nations

Optakt: Chrono des Nations

16. oktober 2022 14:27Foto: Sirotti

Mens de fleste ryttere allerede har afsluttet deres sæson, forbereder nogle af verdens bedste enkeltstartsryttere sig på en sidste kamp mod uret. Chrono des Nations er måske ikke så prestigiøst som dets forgænger, Grand Prix des Nation, men hvert år lykkes det alligevel det franske løb at tiltrække nogle af hovedaktørerne til et stort revancheslag efter VM, og med deltagelse af både nr. 1 og 2 fra VM-løbet, Tobias Foss og Stefan Küng, er der igen i år lagt op til en ganske spændende afslutning på den franske sæson, når det søndag går løs med en af årets eneste enkeltstarter, der køres uden for etapeløb.

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM TOUR DE LANGKAWI OG VENETO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Løbets rolle og historie

I cykelsporten indgår enkeltstarter hovedsageligt som en del af etapeløb, og de store specialister har ikke mange muligheder for at teste sig selv i enkeltstående tidskørsler, der afvikles som selvstændige begivenheder. VM, EM og OL er de eneste virkelig store enkeltstarter, hvor alt handler om at vinde på dagen. Disse løb er imidlertid alle relativt nye, idet de først blev introduceret i hhv. 1994, 2016 og 1996, og tidligere var det i stedet et andet løb, der havde status som den vigtigste enkeltstart på hele året.

 

Cykelhistoriens vigtigste tidskørsel var kendt som Grand Prix des Nations og var en stor begivenhed på den internationale kalender. Den blev domineret af flere af cykelsportens enkeltstartsgiganter, idet Jacques Anquetil sejrede ikke færre end ni gange, mens Bernard Hinault var hurtigst ved fem lejligheder. Uofficielt blev løbet ikke helt uden grund betragtet som en form for VM i enkeltstart.

 

Læs også
Kragh skal forsvare titel: Her er startlisten til WorldTour-løb

 

Grand Prix des Nations blev første gang afvikles i 1932, da sportsredaktørerne på Paris-Soir var blevet inspireret af VM i København, der i 1931 helt usædvanligt var blevet afviklet som en enkeltstart. Det ansporede dem til at arrangere deres egen 142 km lange tidskørsel, og derfra udviklede det sig til en stor begivenhed. I de tidlige år lå distancen som regel på ca. 140 km, men i 1955 reducerede man den til 100 km. Siden 1965 har den kun sjældent været længere end 90 km og som regel kun cirka 75 km. Løbet blev afviklet flere forskellige steder i Frankrig og havde aldrig et fast hjemsted.

 

Med introduktionen af en officiel regnbuetrøje tabte løbet sin betydning. Langsomt gled det i baggrunden, og da ProTouren blev indført i 2005, forsvandt det helt fra kalenderen. Et år senere slog arrangørerne sig sammen med det mindre løb Chrono des Herbiers, der var blevet afviklet siden 1982, og sammen etablerede man et 1.1-løb på UCI-kalenderen, der under navnet Chrono des Nations blev afviklet i oktober.

 

Løbet har nu etableret sig selv som en årligt tilbagevendende begivenhed, men det har ikke samme prestige som sin forgænger. Først og fremmest er det næsten altid det allersidste løb på den europæiske kalender, og derfor kommer det på en tid af året, hvor mange er gået på ferie, og ingen er i topform. Ikke desto mindre har det udviklet sig til lidt af en VM-revanche, og meget ofte har den nye verdensmester brugt det som en første chance til at bære regnbuetrøjen. Løbet er dog også karakteriseret ved, at man mange ryttere tilsyneladende mere er til start på grund af pengene, og ofte ser man skræmmende dårlige præstationer af nogle af de største navne. Som et resultat er tidsforskellene som regel meget større end normalt på en tilsvarende enkeltstart. Ofte er topnavnene fra VM dog stadig i rimelig form, og derfor er vinderlisten domineret af ryttere, der har været med fremme i årets vigtigste enkeltstart.

 

Et interessant aspekt ved løbet er, at det er en stor enkeltstartsdag med løb for adskillige kategorier. Kvinderne kom med i 1987, og et U23-løb blev tilføjet i 1993. Juniorherrerne blev inkluderet i 1997, i 2007 blev juniorkvinderne en del af festen, og siden 2011 har der endda også været et løb for de helt unge franske ryttere. Det første løb afvikles om morgenen, og derefter går det slag i slag, inden eliteherrerne runder ballet af midt på eftermiddagen.

 

Løbet har som sagt som regel haft flere af verdens førende specialister til start, og sådan var det også i 2021, hvor man havde helt til at tiltrække Filipp Ganna, Stefan Küng og Remco Evenepoel. Et brækket ribben kostede desværre Ganna deltagelsen, men der var stadig stor spænding om duellen mellem Küng og Evenepoel. Den viste sig dog at blive en meget ensidig affære, da det belgiske vidunderbarn skrev sig ind på den lange liste over topnavne, der vist mest var til start på grund af pengene. I hvert fald endte han blot som nr. 5 i det, der blev en magtdemonstration fra Küngs side. Schweizeren vandt således suverænt med 36 sekunder ned til Martin Toft Madsen, der altid gør det godt i løbet, og 1.16 ned til Alessandro de Marchi. Küng vender i år tilbage for at forsvare titlen, og da Toft og De Marchi også begge er med igen, vil hele podiet fra 2021 være at finde i årets felt.

 

STREAM TOUR DE LANGKAWI OG VENETO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Siden det nye løb blev etableret i 2006, har det haft hjemme i Herbiers, der ligger i en relativt flad del af Frankrig. Her designer man hvert år en lidt varierende rute på mellem 40 og 50 km, og selvom den varierer lidt år for år, er der altid tale om en perfekt sag for de store specialister. I de senere år har det dog været småt med opfindsomheden, for man brugte i 2018, 2019 og 2021 præcis samme rute, og det gør man også næsten i 2022, hvor en ganske marginal ændring til sidst betyder, at distancen forøges med 940 m.

 

Det betyder, at der denne gang skal tilbagelægges i alt 45,43 km i relativt fladt terræn. Både start og mål er placeret i Herbiers, hvorfra man først kører mod sydøst ud af byen, inden man drejer mod sydvest for at køre ned til den første mellemtid, som er placeret efter 10,5 km i St-Paul-en-Paredes. Derfra går det videre mod syd ned til en trekantet rundstrækning, hvor man kører en enkelt omgang. Efter denne kører mod vest frem til den anden mellemtid i byen Mouchamps, som nås efter 34,8 km. På det sidste stykke går det mod nordøst og siden nord tilbage til målbyen, idet man med 3,8 km igen afviger fra den velkendte rute ved kortvarigt at køre mod vest for slutteligt at køre mod nord og nordøst frem til Les Herbiers, hvor løbet rundes af med to sene sving med hhv. 400 m og 200 m igen.

 

I alt byder ruten på 333 højdemeter mod 322 højdemeter på sidste års lidt kortere rute.

 

Læs også
Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

 

 

 

 

STREAM TOUR DE LANGKAWI OG VENETO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

Det franske efterårsvejr kan være ganske lunefuldt og truer altid med at skabe uens betingelser for rytterne til dette løb. Rytterne ser dog ud til at være heldige denne gang. Det ventes at regne om morgenen, men når rytterne tager starten, vil det være skyet med lidt sol, en temperatur på 20 grader og en bygerisiko på kun 20-25%. Vinden vil være konstant med en let til jævn styrke (14-15 km/t), og den vil komme fra sydsydøst. Det giver hovedsageligt modvind på første del af ruten, indtil der midtvejs følger et stykke med sidevind. Mod slutningen vil der være sidemedvind stort set hele vejen efter sidste mellemtid.

 

Favoritterne

Som nævnt ovenfor er resultaterne af Chrono des Nations ofte præget af store tidsforskelle. Det faktum, at nogle af de bedste ryttere fra VM ofte er oppe mod ryttere, der egentlig for længe siden har afsluttet deres sæson og kun hiver cyklen ud af garagen til dette ene løb, giver ofte anledning til stor afstand mellem de bedste og nogle af og til skræmmende svage præstationer fra topryttere, der slet ikke skjuler, at det vist mest er en fed check, der har lokket dem til Frankrig. Ofte er flere af rytterne fra VM dog stadig godt kørende, som vi har set det med Tony Martins tre sejre i regnbuetrøjen fra 2011 og 2013, eller da Vasil Kiryienka som nykåret verdensmester vandt i 2015. Også i 2016 endte Kiryienka og Jonathan Castroviejo som nr. 1 og 2 efter at have taget hhv. sølv og bronze ved VM.

 

I de senere år har det knebet betydeligt mere. Ikke blot har verdensmesteren ikke været til start siden 2015, vi har også set meget svage præstationer, som da Castroviejo og Victor Campenaerts blev slået med hhv. 1.25 og 2.02 af danske Martin Toft i 2017. Tidligere har vi set, hvordan Chris Froome og Richie Porte i 2012 tabte hhv. 6.36 og 8.00 med så ringe kørsel, at der ikke kan være tvivl om, at det ikke var de sportslige ambitioner, der drev dem til Frankrig.

 

I 2018 kneb det endda i den grad med at få tempospecialisterne til løbet, og selvom Vincenzo Nibali åbenlyst var et stort navn, manglede de folk, der kører med om sejrene i WorldTour-enkeltstarterne. Bedre var det i 2019, men her mindede Primoz Roglic os atter om, at man aldrig skal regne med toprytterne i dette løb, for selvom han havde været i storform bare en uge tidligere i Lombardiet, endte han som nr. 3 - slået af Jos van Emden og Filippo Ganna, der dengang fortsat var en rytter, han burde slå. Sidste år måtte Ganna melde afbud grundet et brækket håndled, hvilket efterlod et ret svagt felt med kun Stefan Küng og Remco Evenepoel som topnavne, og da belgieren med en 5. plads igen beviste reglen om, at stjernerne oftest flopper, endte det med at blive en formalitet for Küng at tage sejren.

 

I år har arrangørerne til gengæld virkelig strammet sig an. Ikke blot er det lykkedes at få verdensmesteren til start for første gang siden 2015 - når nu Gannas håndled ødelagde det sidste år - de har også med Küngs deltagelse sikret sig en herlig VM-revanche, når schweizeren skal forsøge denne gang at få skovlen under Tobias Foss. Da man samtidig har fået Stefan Bissegger, Edoardo Affini og Matteo Sobrero, der alle hører til i den absolutte tempoelite til start, og da feltet krydres med Bruno Armirail, Kevin Vauquelin, Lawson Craddock, Victor Campenaerts, Jos van Emden, Pierre Latour og Alberto Bettiol har vi vel det stærkeste og i hvert bredeste felt, jeg kan huske.

 

Læs også
Klassementet droppes på forhånd: Israel-holdet med ét mål i Giroen

 

Selve ruten er relativt klassisk. Det er stort set præcis den samme som i 2018, 2019 og 2021, da den lille ændring, som forlænger distancen med en lille kilometer er marginal, og det er grundlæggende en sag for specialister. Helt flad er den ikke, men der er ingen længere eller større stigninger, og de tekniske udfordringer er også til at overse. Dertil kommer den lange distance, der for alle gør det til en af årets absolut længste enkeltstarter. Faktisk er den i år længere end VM og EM og samtlige årets grand tour-enkeltstarter, og da langt de fleste nationale mesterskaber også er kortere (i år også de franske, der plejer at være lange), vil det for næsten alle være årets længste enkeltstart. Det er ganske sjældent, at man nu om dage finder enkeltstarter på 50 km, og der er stor forskel på, hvem der kan præstere på korte og lange enkeltstarter. Det er først og fremmest dieselmotorerne, der kan begå sig på en rute, der i et altså marginalt kortere format i de seneste tre udgaver er blevet vundet med tider på 54.13, 55.02 og 51.47.

 

Endelig er der vejret. Heldigvis ser det ud til, at vi får ensartede, tørre og rolige betingelser for alle. Morgenens regnvejr skulle være væk, og det vil også være mit gæt, at vejene vil nå at være tørre til de først startende. Det kan dog ikke udelukkes, at de først startende vil være uheldige og fortsat have lidt småvåde veje, og nedbørsrisikoen kan heller ikke helt negligeres. De skal dog være uheldige, hvis de skal rammes af en byge. Vinden vil også være ganske konstant, så forholdene vil efter al sandsynlighed være ensartede. Vinden vil dog være noget stærkere end for et år siden, hvor Küng med 51.47 pulveriserede Martin Tofts ruterekord på 54.13 fra 2018, og derfor bliver det nok lidt vanskeligere at komme helt ned i det lag, selv når man har korrigeret for den marginalt længere distance.

 

Det stærke felt gør det til en ganske spændende enkeltstart med flere vinderkandidater, men jeg vælger at tro på et titelforsvar til Stefan Küng. Schweizeren debuterede sidste år, hvor han var meget motiveret og vandt suverænt, og noget tyder på, at han er lige så motiveret i år. Det indikerede hans udtalelser efter Paris-Tours, hvor han kørte et fornemt lead-out for Arnaud Demare i hvert fald, og vi ved også fra VM, at han i hvert fald dengang var i storartet form. I det hele taget har Küng et ret højt bundniveau, og det vil ligne ham dårligt, hvis det er ham, der møder frem og leverer en af de ringe præstationer, man ofte ser fra stjerner i dette løb.

 

Til gengæld har det knebet med enkeltstarterne i år, hvor Küng generelt har skuffet. Det rettede han heldigvis op på med sin fornemme VM-enkeltstart, hvor han også kørte godt over en lang distance, som før har voldt ham lidt problemer. Det bør det dog ikke gøre i dette felt, hvor han har en bedre historik på lange distancer end alle sine rivaler, og kombinerer man det med den form, han synes fortsat at have, hans generelle tempoevner og ikke mindst den motivation, der altid er så vigtig i dette løb, ligner han manden, der skal slås.

 

Manden, han nok allerhelst vil slå, er Tobias Foss. Nordmanden leverede en af sæsonens største overraskelser med sin sejr ved VM, og det er nu, han skal bevise, at han ikke bare er et one-hit wonder. Det er der dog nu intet, der tyder på, at han er. Allerede hans resultater i 2021 i Giroen og Baskerlandet indikerede, at han som temporytter er en af de store, og det bekræftede han delvist i Giroen, hvor han trods en ret elendig form kørte nogle i hvert fald hæderlige enkeltstarter.

 

I dette løb handler det dog først og fremmest om form og motivation, og her er det usikkert, hvor Foss start. Alle hans løb siden sejren ved VM har været katastrofale, men vi så jo netop i Australien, at svage præstationer i linjeløbene ikke behøver at betyde en ringe enkeltstart. Dertil skal lægges, at han har haft et meget mildt løbsprogram siden Giroen og derfor formentlig har mere friskhed end hovedparten af rivalerne, ligesom der en vis sandsynlighed for, at han meget gerne vil gøre trøjen ære i den første optræden - særligt når han nu har været udsat for nogen kritik for ikke reelt at være trøjen værdig. Mit gæt vil være, at han har holdt formen godt ved lige, og så må vi se, om han trods de svage præstationer i Italien nok engang kan køre en enkeltstart af den anden verden. Vi så til VM, at han sagtens kan præstere over lange distancer, men jeg tror, at den tekniske rute i Australien gav ham en overhånd i forhold til Küng, som han ikke vil have på denne rute, og derfor ender han ”kun” som nr. 2 på denne liste.

 

Det kan også sagtens blive Stefan Bissegger, men her er jeg mere usikker på form og motivation. Han havde i hvert fald bygget ret markant op til VM som sit sidste store mål, og hans hurtige exit fra VM-linjeløbet, et udbrud i Bourges og en svag præstation i Tours indikerer, at han har trukket stikket på sin sæson. Der er derfor en risiko for, at han vil være en af de stjerner, der er i dette løb af andre årsager end de rent sportslige, men ligesom Foss er han også en rytter, hvis enkeltstartsform ikke altid kan læses af hans linjeløb, hvad VM jo også bekræftede. Han er også en type, der altid synes motiveret til enkeltstarter, og vi ved jo, at han tilhører den absolutte elite. Til gengæld har han haft betydelige problemer med distancen, og selvom hans sejr over Küng på den 24 km lange rute ved EM samt hans 5. plads ved VM på en 34,2 km lang rute vidner om, at han sagtens kan forsvare sig, må det i forhold til Küng og Foss regnes som en klar ulempe, at denne enkeltstart faktisk er den længste, han nogensinde har kørt. Kombinerer man det med usikkerheden om hans form, ender han som nr. 3 på denne liste.

 

En anden sand tempogigant er Edoardo Affini, men modsat de tre favoritter kommer han til løbet efter en sæson, hvor det aldrig er lykkedes for ham at bevise det. Han har ikke kørt mange enkeltstarter, men de får, han har kørt, har været skuffende. Selvfølgelig kan man hævde, at hans 12. og 13. plads i Giroen på ruter, som slet ikke passede ham, var godkendt, men man kunne have ventet sig meget mere end en 15. plads i Tirreno og en 12. plads ved VM, selvom sidstnævnte rute heller ikke var ideel for ham. Ved de italienske mesterskaber blev han nr. 3, men han var slet ikke så tæt på Filippo Ganna, som han var i Giroen sidste år, og han blev slået af Mattia Cattaneo, hvad man i 2021 bestemt ikke ville have ventet. Han har derfor lidt at bevise, men her har han i det mindste en rute, der passer ham. Til gengæld har han ligesom Bissegger til gode at bevise sig over lange distancer, for vi så sidste år, hvor stærk han var på korte enkeltstarter, mens det kneb med enkeltstarterne. Hvo han står i forhold til form og motivation, er også et åbent spørgsmål, da han efter VM har kørt tre løb som hjælper, hvor en defekt tog ham ud af spillet i Münster og et styrt gjorde det i Tours. I det mindste har han dog kørt en del løb, og det kan indikere, at han i det mindste ikke bare har hevet cyklen ud af ferieskuret.

 

Den anden italienske tempogigant er Matteo Sobrero. Sådan må han betegnes på baggrund af den sublime præstation, han leverede, da han vandt i Giroen. Siden har vi dog lært, at man langt fra kan regne med ham. Han blev således ”kun” nr. 4 ved de italienske mesterskaber - dog i meget skrapt selskab - og hans enkeltstarter både i Polen og til VM, hvor han bare blev nr. 15, var mildt sagt skuffende. Siden VM har han også kørt ganske forfærdeligt med nogle meget præstationer i sine tre italienske løb, og det kunne indikere, at han mentalt er gået på ferie. Omvendt har han ligesom Foss i år været uhyre skuffende i stort set alle sine linjeløb, men alligevel kørt gode enkeltstarter. Det giver håb forud for denne enkeltstart, men hans bedste af slagsen er til gengæld kommet på andre typer ruter end denne. Heldigvis viste han på Giroens 21. etape i 2021, at han godt kan køre en god flad og lang enkeltstart, og distancen var bestemt ikke et problem, da han sidste år blev italiensk mester, men denne rute burde være for flad til, at han kan slå de mere kraftfulde ryttere, der er nævnt ovenfor. Det kræver i hvert fald som minimum bedre præstationer, end vi har set fra ham dette efterår.

 

Læs også
Alaphilippe og supersprinter i spidsen for Quick-Steps Giro-hold

 

Jeg bliver heller ikke overrasket, hvis han bliver slået af Kevin Vauquelin, men han ender alligevel som nr. 6 på listen, alene af den grund at det trods alt er lidt svært at se ham vinde i dette selskab. Vi ved nemlig, at han er i fornem form efter stærk kørsel i Luxembourg og senest i Italien, selvom han måske skuffede lidt i Lombardiet, der dog også på papiret var for svært for ham. Der er en risiko for, at han er for træt efter et langt efterår, men han har trods alt kørt stærkt for kun godt en uges tid siden. Han har i år gjort gigantiske fremskridt i disciplinen, startende med hans flotte EM og særligt med 2. pladsen i Poitou-Charentes, hvor han var overraskende tæt på Küng, og med 2. pladsen bag Mattias Skjelmose i Luxembourg, hvor det er ganske sandsynligt, at hans ”næsten-styrt” kostede ham de 3 sekunder, han manglede for at slå danskeren. Til gengæld er dette også den i særklasse længste enkeltstart, han har kørt, og hans 10. plads ved de franske mesterskaber indikerer, at det nok er lidt for voldsomt. Det var dog også inden hans store fremgang, og han bør som minimum gøre det bedre her. Det er bare svært at se ham matche giganterne på en rute, der dels nok er for lang og i hvert fald lidt for flad, når han er oppe mod mere kraftfulde typer.

 

Pierre Latour er vel der bedste eksempel på den enorme tempofremgang, vi har set hos Total, siden holdet skiftede til Specialized forud for denne sæson. I hvert fald har han pludselig fundet nogle tempoevner, han syntes at have tabt. Særligt i Paris-Nice kørte han en fremragende enkeltstart, men også i Provence var han god, og i lyset af hans elendige optakt var hans 4. plads ved de franske mesterskaber også hæderlig. I formsvag tilstand blev han tillige nr. 3 bag Küng og Vauquelin i Poitou-Charentes, men på listen er der også mange enkeltstarter, hvor han har skuffet. Derfor er han et usikkert kort, men da han gennem en ret intens italiensk kampagne med hele seks løb på mindre end to uger nærmest bare blev bedre og bedre og særligt i Varese for halvanden uge siden så meget godt ud på sidste stigning, ligner han en af de mest formstærke og friske ryttere i dette felt. Som dobbelt vinder af de franske mesterskaber, der altid er meget, meget lange, vil han også elske distancen, og selvom han er bedre på mere kuperede ruter, har han før gjort det fint i fladland også. På denne meget flade rute kan han naturligvis ikke slå de mest kraftfulde ryttere, men med den form, han har vist i sine seneste løb, vil det undre mig, hvis han falder igennem, og han burde have en god chance for at slå mere tempostærke, men mere formsvage ryttere nævnt ovenfor.

 

Hvor står Lawson Craddock? Han fik jo ødelagt et stort mål, da han efter en fornem Vuelta, hvor han var bedre end længe, missede VM grundet visumproblemer. Hans første italienske løb indikerede herefter, at han var træt, men et ganske fint Lombardiet med et udbrud viste, at han måske stadig har lidt i tanken. Til gengæld var han længe en af de få, der ikke red med på BikeExchange-miraklet, men det er han kommet efter. Han slog Magnus Sheffield ved de amerikanske mesterskaber, inden han blev nr. 6 på Vuelta-enkeltstarten, og selvom feltet i sidstnævnte ikke var prangende, vidner det om, at tempobenene er tilbage. Han er tidligere blevet nr. 6 ved VM og har dermed præsteret over lange distancer, og Vueltaen viste også, at han kan være god på flade ruter. Jeg er dog lidt for usikker på hans friskhed og hans generelle niveau efter en sæson, hvor hans enkeltstarter har været svingende, til at rangere ham alt for højt på denne liste.

 

Bruno Armirail har haft for vane at skuffe på sine enkeltstarter, men to gange i år er det gået godt, og det var på tre af de vigtigste. Således vandt han det franske mesterskab, inden han blev en for mig ret overraskende nr. 10 til VM, ligesom han i foråret blev nr. 7 i Baskerlandet, og de to førstnævnte vidner om, at han på sine gode dage kører meget stærkt over lange distancer. Dette burde derfor være en rigtig Armirail-enkeltstart, men desværre virker han træt. Han har ikke gennemført ét eneste af sine italienske løb, og når man ser på hans bundniveau på enkeltstarter, kunne det tilsige, at han skuffer på søndag. Jeg tør dog ikke helt afskrive ham på en rute, der passer ham så godt som denne. Dertil overraskede han mig for meget til VM, og en fransk enkeltstart i tricoloren burde nok kunne give ham noget ekstra motivation.

 

En anden rytter, der virker træt, er Alberto Bettiol. Han så ganske stærk ud til VM, der var hans store mål, men trods en 5. plads i sprinterløbet i Piemonte, har han bestemt ikke imponeret siden da. Faktisk skuffede han i Agostoni, Varese og Lombardiet, og derfor er det svært at tro, at han har meget i tanken til et løb som dette. Helt væk har han dog ikke været, da han ikke blev sat alt for tidligt i Lombardiet og trods alt klarede den hårde stigning i Piemonte, og det skaber lidt håb. Nogen topspecialist er han dog heller ikke, og selvom han i Giroen og Tirreno har gjort det pænt på flade ruter, er der folk, der er mere kraftfulde på en rute som denne. Hans 14. plads på den lange enkeltstart i Touren vidner om evnerne, når han er i form, men det var også på en kuperet rute, der passede ham bedre. Selv i topform ville han få meget svært ved at gå på podiet her, og det bliver endnu vanskeligere nu, hvor toppen synes taget af friskheden.

 

Victor Campenaerts vender for en dag tilbage til sin gamle paradedisciplin, men han satser slet ikke på disciplinen længere. Dette er således blot hans tredje enkeltstart i år, og de to forrige har sendt ret blandede signaler. Han blev en beskeden nr. 12 i et svagt felt i Belgium Tour, men ved de belgiske mesterskaber, der grundet placeringen i hans hjemby, var et stort mål, endte han som en flot nr. 3. Det viste, at han stadig kan, men langt de fleste af de enkeltstarter, han har kørt i 2020 og 2021, har vist, at han ikke længere er nogen stor temporytter. Dertil skal lægges, at han længe har været træt og formsvag, og jeg bliver svært forundret, hvis han er specielt motiveret. Der er således meget, der taler for, at vi ikke ser nogen stor præstation fra Campenaerts, men det er klart, at de belgiske mesterskaber også viser, at han kan overraske mig.

 

Den tredje EF-rytter på listen er Ben Healy, som jeg er ganske spændt på at se. Ireren har bestemt ikke været tempospecialist, men han overraskede med en 6. plads til EM, hvor han slog Vauquelin (dog inden denne for alvor bragede ind på temposcenen) og Morten Hulgaard, der gjorde det så fint i Luxembourg, og siden blev han nr. 6 på prologen i Tyskland. Det er klart, at sidstnævnte over bare 2,6 km siger meget lidt om hans evner på en rute som denne, men den og ikke mindst hans EM indikerer, at det er en disciplin, han vil satse mere på. Hvor han står formmæssigt efter en serie sprinterløb, er meget svært at sige, men i midten af september viste han form med fin kørsel i Vallonien. Han har ikke podiepotentiale i dette felt, men jeg er spændt på, om han kan bekræfte de lovende takter fra EM.

 

Jeg tror ikke meget på Alex Dowsett. Han chokerede med sin vilde enkeltstart i Tirreno, men siden da har alle hans løb - linjeløb og enkeltstarter - klart vist, at det er velbegrundet, at han stopper karrieren. Placeringer som nr. 8 ved de britiske mesterskaber og nr. 27 i et svagt tempofelt i Danmark Rundt indikerer ikke, at han præsterer på søndag. Når jeg alligevel rangerer ham højere end andre, der sikkert ender med at slå ham, skyldes det, at det er karrierens sidste løb. Det kan være en ren afskedsparade, men der er også en mulighed for, at han vitterligt har gjort dette løb til et sidste mål. Som sagt betyder motivation ufatteligt meget her, og selvom hans niveau på det seneste taler for, at han får det svært, kan eventuel topmotivation føre til, at han gør det meget bedre, end man ville have ventet.

 

En af de ryttere, der i hvert fald er i form, er Alessandro De Marchi. Det har han ellers næsten ikke været i år, hvor han virkelig har kæmpet med at finde benene, men i går kørte han fremragende i Giro del Veneto. Sidste år overraskede han stort med en 3. plads i dette løb, men det var også i et felt, der var meget svagere end dette. I dette selskab burde det være helt umuligt at se ham så langt fremme, også fordi han i år har kørt ganske svage enkeltstarter, hvor hans 29. plads på 2. etape i Giroen er hans bedste resultat, hvis man fraregner den beskedne 6. plads ved de italienske mesterskaber. Der er ganske enkelt mange, der er større specialister end ham, men i dette løb kommer man langt på form og motivation, og det har han utvivlsomt. Distancen passer ham også, så lad os se, hvor langt det rækker i denne skrappe konkurrence.

 

Læs også
Hattrick-dansker tager stort hop

 

Det er bare tre år siden, at Jos van Emden vandt dette løb, men desværre er der sket meget siden dengang. Hollænderen er i den grad faldet af på den, og da han tidligere i år bare blev nr. 9 ved VM, var han meget trist og mest indstillet på at stoppe med at køre enkeltstarter. Nu stiller han alligevel op til dette løb - endda som ubesejret, da det blot er hans anden deltagelse - men det er svært at være alt for optimistisk. Han viste i Tirreno, at han stadig er god på korte, flade enkeltstarter, som altid har været hans speciale, men lange enkeltstarter har altid voldt kvaler. Det kom også til udtryk ved de hollandske mesterskaber, hvor han i et svagt felt bare blev nr. 4 og altså igen til EM, hvor han blev slået af på papiret meget ringere temporyttere. Hans form er også ret ukendt, da han i dette efterår har kørt meget, meget få løb, men han har senest fået nogle løbskilometer som hjælper i Kroatien og Paris-Tours. Han er på papiret så god en temporytter, at han i formstærk udgave bør kunne gøre det godt, men i lyset af det, vi har set i år, er min optimisme begrænset.

 

Martin Toft Madsen har en imponerende historik i dette løb. Fem gange har han deltaget, og det var kun i 2019, at han missede podiet. Han vandt i både 2017 og 2018, blev nr. 2 sidste år og blev nr. 3 i 2016, men i år bliver det vanskeligt at holde den statistik i live. Både DM og Danmark Rundt indikerede kraftigt, at vi har set det bedste til Toft, og dertil kommer, at det er et langt, langt stærkere felt end sidste år. Selv i sin storhedstid ville han få svært ved at gå på podiet i dette felt, men han har ét våben. I dette løb handler meget om form og motivation, og Toft har igennem historien vist, at han satser stort på dette løb. Det kan føre til et godt resultat igen, men da evnerne synes aftagende, og feltet er meget dybere, bliver det næppe til et nyt podium, og han skal stramme sig an for at undgå, at resultatet bliver dårligere end hans hidtil ringeste placering, 7. pladsen fra 2019.

 

Denne gang er han endda ikke engang sikker på at blive bedste dansker. Frederik Muff gjorde debut sidste år med en fin 7. plads, men han synes bestemt ikke at være blevet ringere siden da. Ved DM blev han nr. 7, og i Danmark Rundt blev han nr. 12. Han og Toft kørte stort set lige op i begge løb, hvor Toft havde en lille overhånd ved DM, mens Muff var en anelse bedre ved Danmark Rundt. Toft har den største erfaring på lange enkeltstarter, og det var måske også det, der kom til udtryk ved DM. Derfor rangeres han højere på denne liste, men årets resultater vidner om, at det bliver en tæt kamp om at være bedste dansker. Hvor langt det rækker på resultatlisten i dette dybe felt, vil tiden vise.

 

Andre kandidater er den canadiske mester Derek Gee, der imponerede stort ved den svagt besatte enkeltstart i Galicien, men som skuffede ved U23-rytternes VM, Miguel Heidemann, der gjorde det godt Id Dauphiné, men ikke imponerede ved EM og VM, Jeremy Cabot, der har draget god fordel af Total-fremgangen med Specialized i år, Clement Davy, der er en hæderlig temporytter, veteranen Rein Taaramae , der dog slet ikke er temporytter længere, den svenske mester Jacob Ahlsson, der kørte et hæderligt EM, Antoine Devanne, der blev en overraskende nr. 8 ved de franske mesterskaber, og Anthony Delaplace, der to gange har været i top 10, men får det svært i dette stærke felt. Man bør også nævne veteranen Stephane Rossetto, men mest fordi det er karrierens sidste løb, for evnerne rækker ikke længere til at matche 3. pladsen fra 2018 eller 4. pladserne fra 2015 og 2017, ligesom han var ude for et grimt styrt i Paris-Chauny for blot nogle uger siden.

 

OPDATERING: De Marchi og Cabot kommer ikke til start.

 

***** Stefan Küng

**** Tobias Foss, Stefan Bissegger

*** Edoardo Affini, Matteo Sobrero, Kevin Vauquelin, Pierre Latour, Lawson Craddock

** Bruno Armirail, Alberto Bettiol, Victor Campenaerts, Ben Healy, Alex Dowsett, Jos van Emden, Martin Toft, Frederik Muff

* Miguel Heidemann, Clement Davy, Derek Gee, Antoine Devanne, Anthony Delaplace, Rein Taaramae

 

Danskerne

Både den tidligere vinder Martin Toft Madsen og sidste års nr. 7, Frederik Muff, deltager og er omtalt ovenfor.

 

Starttider

14h10               40                      BRAUN             Julian                Team Saris Rouvy Sauerland

14h12               39                      NIEHUES          Sébastien         Bike Aid

14h14               38                      RITZINGER       Felix                  WSA KTM Graz p/b Leomo

14h16               37                      TEASDALE        Joshua              XSpeed United Continental

14h18               36                      MILTIADIS       Andreas           Cyprus National Team

14h20               35                      OGNJEN           Ilic                     National Team of Serbia

14h22               34                      COLMAN          Alex                  Sport Vlaanderen Baloise

14h24               33                      KNOLLE            Jon                    Team Saris Rouvy Sauerland

14h26               32                      BENNETT         Stefan               EuroCyclingTrips Pro Cycling

14h28               31                      LINO                 Julian                Bike Aid

14h32               29                      AHLSSON         Jacob                Motala AIF Serneke Allebike

14h34               28                      MUFF               Frederik           Team ColoQuick

14h36               27                      DE WILDE        Gilles                Sport Vlaanderen Baloise

14h38               26                      DOWSETT        Alex                  Israël - Premier Tech

14h40               25                      DELPHIS           Thomas            AG2R Citroën Team

14h42               24                      ROSSETTO       Stéphane         Saint Michel - Auber 93

14h44               23                      DEVANNE        Antoine            Team TotalEnergies

14h46               22                      JEGAT               Jordan              Team U Nantes Atlantique

14h48               21                      DELAPLACE     Anthony           Team Arkéa Samsic

14h50               20                      DAVY                Clément           Groupama FDJ

14h52               19                      CABOT             Jérémy             TotalEnergies

14h54               18                      GEE                   Derek               Israël - Premier Tech

14h56               17                      BETTIOL           Alberto             Ef Education - Easy Post

14h58               16                      HEIDEMANN   Miguel              B&B Hotels - KTM

15h00               15                      TOFT MADSENMartin             BHS - PL Beton Bornholm

15h02               14                      TAARAMAE     Rein                  Intermarché - Wanty Gobert Matériaux

15h04               13                      HEALY              Ben                   Ef Education - Easy Post

15h06               12                      VAN EMDEN   Jos                     Team Jumbo-Visma

15h08               11                      CAMPENAERTSVictor              Lotto Soudal

15h10               10                      LATOUR           Pierre               TotalEnergies

15h12               9                        CRADDOCK     Lawson            Team Bikexchange - Jayco

15h14               8                        VAUQUELIN    Kévin                Team Arkéa Samsic

15h16               7                        DE MARCHI     Alessandro      Israël - Premier Tech

15h18               6                        AFFINI              Edoardo           Team Jumbo-Visma

15h20               5                        SOBRERO         Matteo             Team Bikexchange - Jayco

15h22               4                        ARMIRAIL        Bruno               Groupama FDJ

15h24               3                        BISSEGGER      Stefan               Ef Education - Easy Post

15h26               2                        FOSS                 Tobias              Team Jumbo-Visma

15h28               1                        KÜNG               Stefan               Groupama FDJ

 

STREAM TOUR DE LANGKAWI OG VENETO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Stefan Küng
Tobias Foss, Stefan Bissegger
Edoardo Affini, Matteo Sobrero, Kevin Vauquelin, Pierre Latour, Lawson Craddock
Bruno Armirail, Alberto Bettiol, Victor Campenaerts, Ben Healy, Alex Dowsett, Jos van Emden, Martin Toft, Frederik Muff
Miguel Heidemann, Clement Davy, Derek Gee, Antoine Devanne, Anthony Delaplace, Rein Taaramae
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Chrono des Nations
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Circuit de Wallonie(1.1) 09/05

Itzulia Women(2.WWT) 10/05-12/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?