Optakt: Circuit Franco-Belge

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Løbets rolle og historie

Cykelkalenderen har en smuk anatomi, der betyder, at forskellige dele af sæsonen er fokuseret på forskellige typer af løb. Mens sæsonens første måneder typisk handler om etapeløb, stjæler klassikerne og endagsløbene opmærksomheden midt på foråret. Efter Liege-Bastogne-Liege er det igen etapeløbene, der dominerer den sidste del af foråret og det meste af sommeren, indtil klassikerne igen tager over i september og oktober.

Der har længe været en del etapeløb i Asien og Oceanien i sidste del af sæsonen, hvoraf specielt Herald Sun Tour, Abu Dhabi Tour og Tour of Beijing har været i stand til at tiltrække stærke startfelter. I de seneste år har der desuden været en voldsom tilvækst af kinesiske etapeløb, og begivenheder som Tour of Hainan og Tour of Taihu Lake håber at udvikle sig til noget betydeligt større i fremtiden, ligesom Tour of Guangxi nu også afvikles som et sent WorldTour-løb.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

I Europa er etapeløbssæsonen imidlertid traditionelt blevet afsluttet efter Vuelta a Espana, men ét løb har dog givet rytterne en mulighed for at komme i aktion over flere dage mod slutningen af året. Circuit Franco-Belge var i mange år det eneste etapeløb sidst på sæsonen og blev typisk afviklet i ugen efter VM.

Som navnet viser, afvikles løbet tæt på den fransk-belgiske grænse, og det besøgte altid begge lande. Det blev første gang afviklet helt tilbage i 1924 og fandt altid sted sidst i september eller først i oktober. Det blev aflyst fra 1940 til 1954, men siden tilbagekomsten er det kun 1968-, 1970- og 2020-udgaverne, der ikke har fundet sted. Det har ganske vist aldrig været kalenderens største løb, og vinderlisten mangler det stjernestøv, man finder i mange andre belgiske løb, men det var altid en perfekt chance for rytterne at gøre brug af den gode form, de har bygget op forud for VM. I 2012 skiftede det navn til Tour de l’Eurometropole, som det gik under i årene frem til og med 2021.

Circuit Franco-Belge finder sted i en relativt flad del af Europa, og derfor har det altid været en begivenhed for stærke sprintere, der har kunnet overleve de små stigninger i området, som er kendt fra Gent-Wevelgem. Det gjorde det til perfekt forberedelse til Paris-Tours og dermed som regel en god formindikator forud for sæsonens sidste store klassiker. Blandt de seneste vindere finder man navne som Robbie McEwen, Jimmy Casper, Gert Steegmans, Tyler Farrar, Adam Blythe, Jurgen Roelandts, Jens Debusschere og Arnaud Demare, og det afspejler tydeligt hvilken ryttertype, der typisk var fremme i dette terræn.

Uheldigvis kom løbet i økonomiske problemer, og i 2016 blev det derfor reduceret til et endagsløb, der blev afviklet på den rundstrækning, der i de sidste år blev brugt til sidste etape. Det fjernede naturligvis dets rolle som det sidste etapeløb i den europæiske sæson - en rolle, der fra 2019 er overtaget af Kroatien Rundt, som nu afvikles efter Vueltaen. Det betyder imidlertid ikke, at løbet har tabt blot den mindste prestige, og i 2016 havde man måske endda et stærkere felt end tidligere. Da VM fandt sted på en flad rute i Qatar, var mange sprintere i storform, og mange brugte det belgiske løb som et af de sidste forberedelsesløb forud for det store slag i ørkenen. På startlisten fandt man navne som Tom Boonen, Fernando Gaviria, Arnaud Demare, Jens Debusschere og Dylan Groenewegen, der alle ventedes at spille prominente roller i Mellemøsten.

I 2017 var der tale om en lille økonomisk genrejsning, da arrangørerne havde held til også at afvikle et opvarmningsløb, Omloop Eurometropole, dagen inden hovedbegivenheden. Desværre blev det en engangsforeteelse, og siden 2018 har der igen tale om et enkeltstående løb. I 2018 fik løbet lidt ekstra opmærksomhed, da en generel kalenderændring betød, at det blev afviklet i ugen op til VM, men i 2019 og 2021 var det tilbage på sin faste plads, hvor det var et af de største løb på den nordeuropæiske post-VM-kalender, som ledte frem til Paris-Tours - et løb, det altid har været forberedelse til. Samtidig var det med sin 1.Pro-status et af efterårets største på den europæiske kalender, og efter en lille nedtur i 2019, hvor der blot var fem WorldTour-hold til start, blomstrede løbet i 2021- måske grundet det udskudte Paris-Roubaix - med deltagelse af ikke færre end 11 af de bedste hold.

I 2022 forandredes alt imidlertid. Løbet tog igen sit gamle navn, Circuit Franco-Belge, og samtidig besluttede arrangørerne at flytte det til begyndelsen af august. Oprindeligt var det med ønsket om at undgå den konkurrence med Benelux Tour, som den oprindelige kalender havde skabt, men da det løb siden blev aflyst, var flytningen i virkeligheden unødvendig. Det var da også et engangseksperiment for i 2023 var løbet tilbage på sin fase plads i ugen efter VM, men arrangørerne synes ikke at kunne finde ro. I 2024 prøver man nemlig noget helt nyt, når det gamle efterårsløb for første gang afvikles i sæsonens første halvdel, nemlig i den ellers ret stille uge efter Giroen, hvor det bliver en del af den lange række af belgiske 1.1-løb, som afvikles i maj og juni.

Den nye dato og det nye navn i 2022 var imidlertid ikke eneste forandring, da løbet også fik en ny og hårdere rute. Således flyttede man målet væk fra den gamle målby Tournai, og det forandrede totalt det gamle sprinterløb. Noget tyder på, at den slags eksperimenter vil fortsætte, for i 2023 fandt man igen en ny målby og endda en endnu hårdere rute, hvor der for første gang var mål på en stigning. Selvom man i år eksperimenterer med datoen har man tilsyneladende tænkt sig at fastholde denne nye identitet, da ruten er præcis den samme som sidst.

Sidste års udgave var altså den første med denne nye, hårdere rute, men her blev løbet afviklet på sin faste plads efter VM. Alle øjne var rettet mod Arnaud De Lie, der stillede til start som favorit, og et stærkt Lotto-hold lykkedes med at holde det samlet til en spurt i en lille gruppe på den nye målstigning. Her levede den belgiske stjerne op til sin status, da han sejrede foran Rasmus Tiller og Corbin Strong. I år puster De Lie imidlertid ud efter en intens periode med mange endagsløb, mens Strong sparer sig til søndagens løb i Bruxelles, og derfor bliver Tiller eneste genganger fra det seneste podium.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Ruten

Som sagt har det været planen at lade det nye endagsløb bruge samme rundstrækning, der i mange år blev anvendt til finalen på sidste etape af det nu hedengangne etapeløb. Det var tilfældet i de tre første udgaver, men det ændrede sig i 2019. Målbyen var stadig Tournai, men man droppede den nordlige rundstrækning, hvor Col de la Croix Jubaru var hovedudfordringen, til fordel for en ny, sydlig rundstrækning med den lille Cote d’Ere som væsentligste forhindring. Det var dog en engangsundtagelse, for efter coronaaflysningen i 2020 var den klassiske rundstrækning tilbage i 2021.

Som beskrevet ovenfor forandredes alt i 2022. Det gjaldt navnet, det gjaldt datoen, og det gjaldt ruten. I de årene forinden var man kørt mellem La Louvière og det klassiske mål i Tournai, men nu vendte man rundt på tingene og kørte den omvendte vej. Ideen om en indledende rejse mellem de to byer efterfulgt af omgange på en rundstrækning fastholdtes dog, men man var selvsagt nødt til at finde en ny rundstrækning. Det gjorde man i det kuperede område vest for målbyen, og den var markant hårdere end den rundstrækning, som havde været brugt hidtil, og som altid lagde op til massespurt, men kun i 2021 lykkedes med at sikre en samlet afgørelse.

Alt synes i disse år forandret hos et løb, der ellers længe var ret traditionelt. I 2023 prøvede man nemlig igen noget helt nyt, og det var ganske dramatisk. Man flyttede nemlig målet til den ganske lille by Mont-de-l’Enclus, hvor man havde designet en helt ny rundstrækning. Starten var stadig i Tournai, og man fastholdt således konceptet med en indledende stækning, der denne gang dog i vidt omfang bestod af en omgang på en større rundstrækning, og omgange på en rundstrækning, men denne gang var der tale om en benhård omgang med tre stigninger, der ikke blot talte den berømte Knokteberg, men også havde mål på toppen af en 1 km lang stigning, hvilket definitivt forandrede det tidligere sprinterløb. Måske er det en ny identitet, vi skal vende os til, for i 2024, hvor der bydes på en helt ny dato, er ruten præcis den samme som sidst.

Med en distance på 190,6 km er løbet også lidt længere, end det har været i de senere år, og det fører altså fra Tournai til Mont-de-l’Enclus. Man lægger ud med at køre mod nord ad en lige og flad vej. Her rammer man nærmest med det samme en 53,6 km lang rundstrækning, hvor man lægger ud med at køre cirka en halv omgang. Det betyder, at man efter 6,4 km når toppen af den tidligere finalestigning Col de la Croix Jubaru (1,7 km, 4,3%), inden det igennem fladt terræn går frem til en første passage af målbakken (1,0 km, 6,4%), hvor målstregen krydses for første gang efter 24,3 km.

Derefter køres en hel omgang på rundstrækningen, der er en forlænget udgave af finalerundstrækningen. En nedkørsel leder mod syd, inden man kører et meget kort stykke mod øst for derefter at køre mod nord op ad Col du Horlitin (1,7 km, 3,7%), der har 500 m med 6,9% midtvejs, men derudover er ganske let, og hvis top rundes efter 28,9 km. En nedkørsel leder igen mod syd, inden man atter kortvarigt kører mod øst og senere nord igennem fladlandet, indtil det går mod nord op ad Knokteberg (1,0 km, 7,9%), der er en jævn stigning med top efter 34,5 km.

Derfra bliver det meget lettere. En nedkørsel fører mod øst og sydøst, og derefter går det mod vest, syd og sydvest ad lange, lige og flade veje ned til det sydligste punkt. Herfra kører man den del, man allerede én gang har tilbagelagt, hvilket betyder, at man kører mod nord op ad den bløde Col de la Croix Jubaru (1,7 km, 4,3%), hvis top rundes efter 60,0 km. Herfra går det ad lange, lige og flade veje mod nord, nordøst, nord og sydøst, inden man slutter med at køre mod nord op ad målbakken (1,0 km, 5,2%), så stregen krydses for anden gang efter 77,6 km.

Løbet afsluttes nu med fem omgange på den 22,6 km lange finalerundstrækning, der i alt væsentligt blot er en forkortet udgave af den første rundstrækning. Starten er således den samme, hvilket betyder, at man for sjette og sidste gang når toppen af Col du Horlitin (1,7 km, 3,7%) med 17,9 km igen og af Knokteberg (1,0 km, 7,9%) med 12,4 km. Igen.

Derefter kører man igen mod øst og sydøst ad nedkørslen, inden det går mod vest igennem fladlandet, men i stedet for at dreje mod syd fortsætter man nu mod vest direkte hen til målbakken. Med 3700 m og 3500 m igen følger to sving lige i træk, og derefter går det ad en ret snoet vej frem til et sving med 1900 m igen. Dernæst drejer man med 1200 m og 1000 m igen, hvorefter sidste udfordring er et blødt sving med 800 m igen. Stigningen er ret ujævn, da den hovedsageligt stiger med 7-13% over de første 700 m - herunder med 13% over 100 m lige efter 500 m-mærket - men de sidste 300 m er med ca. 3% betydeligt lettere.

Løbet byder på i alt 2150 højdemeter, hvilket er ca. 200 flere end i 2022 og ca. 650 flere end på ruterne fra de foregående år.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (kvinder)

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Vejret

I 2016 forvandlede voldsomt vejr det ventede sprinterløb til et brutalt sidevindsræs, og løbets sene placering har ofte givet tvivlsomt vejr. En fordel ved kalenderændringen er dog, at chancen for godt vejr er betydeligt bedre, og det kommer til udtryk i år. Der venter nemlig en solrig onsdag med kun få skyer og en temperatur på 17-18 grader. Det vil dog være blæsende med en frisk vind (20-23 km/t) fra vestsydvest. Det giver generelt sidemedvind på stykket frem til første målpassage og masser af sidevind på den store rundstrækning. På den lille rundstrækning vil der generelt være med- og sidemedvind på den første del, herunder på de to første stigninger, dog også med sidevindsstykker undervejs. Man får derefter næsten direkte modvind på den lange, lige vej frem til målbakken, hvor der vil være sidemedvind hele vejen op.

Favoritterne

Det kan godt være, at løbet som endagsløb er en relativt ny ting, men der har nu ikke været meget nyt over ruten. Finalen var i mange år den samme, som vi længe kendte fra sidste etape af etapeløbet Circuit Franco-Belge, der stort set altid endte i en massespurt, og selvom det overraskende sjældent skete i tiden som endagsløb, var det trods alt en finale, vi kendte.

Læs også

Medie: Talent bytter UAE ud med andet storhold

I 2022 blev alt kastet op i luften med den nye rute, der dramatisk forandrede det gamle sprinterløb. Det blev det i den grad også sidste år med endnu en ny rute. I 2022 var det trods alt stadig åbent, om vi ville få en spurt eller ej, men det er klart, at det er anderledes, når vi har afslutning på en bakke. Får vi en spurt, bliver det i hvert fald en puncheurspurt og ikke den klassiske massespurt, og det var derfor også nogle andre ryttertyper, der dystede om sejren sidste år.

I år er ruten så præcis den samme, og kan man abstrahere fra, at et løb, der oser af efterår, skal køres på kanten til sommeren, kan vi i det mindste glæde os over, at vi nu har en ide om, hvor hård finalen er. Sidste år kom Lotto med en kongetrup med Arnaud De Lie og Maxim Van Gils, og selvom sidstnævnte havde en offday, lykkedes det Lotto at holde det hele samlet. Noget let løb var det dog ikke. Kun 16 mand overlevede de første stigninger, og det blev derfor en ret udmarvende sag, inden der blev spurtet på bakken

Her fik vi et ret mudret billede. Løbet blev vundet af De Lie, der vel kan kaldes en holdbar sprinter. Det samme kan Corbin Strong på 3. pladsen, men begge er specialister i at spurte på en bakke. I den tunge kategori fandt vi også Rasmus Tiller på 2. pladsen, Florian Senechal på 5. pladsen, Yves Lampaert på 8. pladsen og Anthony Turgis på 10. pladsen, men vi havde også lettere folk som Tobias Johannessen på 4. pladsen, Lorenzo Rota på 6. pladsen, Georg Zimmermann på 7. pladsen og Toms Skujins på 9. pladsen. Det er således en lidt blandet landhandel med både brostens- og ardennertyper, hvad man også ville forvente på en bakke, der stiger med 6,4% over 1000 m. Den er lidt for kort for ardennertyperne, men lige lang og stejl nok for mange af brostenstyperne.

Man kan også sammenligne den med den finale, vi kender fra Mobihan. Her taler vi om 6,3% over 1,7 km, og her har de lette folk som regel haft en overhånd. Det havde de også i år, hvor Benoit Cosnefroy fik skovlen under De Lie, som blot blev nr. 3, men dog vandt i 2022. Her så vi for mig ret overraskende Tiller være på podiet i 2023, mens vi år havde lidt tungere folk som Axel Zingle og Clement Venturini i top 4. I år manglede der dog også ardennertyper, og den førende ardennertype vandt. I denne finale kan vi vente os de samme typer, men de tungere folk står stærkere her - også fordi det samlede løb er noget hårdere i Morbihan. Sidste år så vi i hvert fald, at de tungeste var stærkeste, og det kan hænge sammen med målbakkens karakter.  De første 700 m er ganske stejle, men den flader ud over de sidste 300 m, hvilket nok forklarer de tunge folks overhånd.

Får vi så overhovedet en spurt? Det er jo en rundstrækning, der lægger op til angreb, og det bliver ikke verdens letteste løb at kontrollere. I år mangler der også en favorit i De Lie-klassen, og mange hold har flere kort, hvad der taler for, at de vil køre offensivt. Jeg har dog en forventning om, at Cofidis vil køre ret entydigt for Zingle og Alpecin for Kaden Groves, ligesom Lotto nok satser hele butikken på Jenno Berckmoes, men når så mange hold har flere kort, er det ikke givet, at vi får en samlet spurt. Det tidlige udbrud holder næppe, men jeg kan sagtens se en lille gruppe, der kører væk på rundstrækningen.

Mest taler dog for en spurt. Da alle hold har gode afsluttere, vil de hold, der har misset en sådan gruppe, jagte, og derudover står der en brutal modvind på stykket fra Knokteberg og frem til målbakken. Det taler for, at der vil ske samling, når udbryderne også skal spare sig til spurten i den hårde finale. Netop vinden er også en joker. Det bliver blæsende nok til sidevindskørsel, og der er en del sidevind på den store rundstrækning. Vi har før set sidevindskørsel i området, og man kunne sagtens forestille sig, at den splittede tidligt. På den lille rundstrækning er sidevindstykker dog ret korte og efterfølges af det lange modvindsstykke til sidst. Jeg tror derfor ikke på varig sidevindssplittelse, men vinden kan bidrage til at gøre det hårdt.

Det mest sandsynlige er således en spurt, men som vi så sidste år, skal vi ikke regne med meget mere end 20 mand til sidst. Vi kender endda Knokteberg ganske godt. Det er den vanskeligste stigning i Dwars door Vlaanderen, hvor den afgørende gruppe med bl.a. vinderne Matteo Jorgenson og Christophe Laporte er blevet dannet i de seneste to år. Det er en af de hårdere flamske stigninger, og når den skal forceres seks gange og fem gange mod slutningen af løbet, burde det igen blive ganske selektivt. Det lugter endda nok mere af Flandern Rundt end af Dwars door Vlaanderen, hvor chancen for en samlet afgørelse i et stort felt er ret stor.

Jeg forventer derfor, at det bliver et løb for Flandern-drengene, altså de ryttere, der excellerer i de hårdeste flamske løb, samt ardennertyperne, men vi lærte sidste år, at de tungere folk har en lille fordel. Det er også klart, at feltet er af en anden kaliber, så man behøver ikke at hedde Pogacar, Van Aert eller Van der Poel for at køre finale, som vi så det sidste, men jeg regner med et ret ærligt løb og et råt udskilningsløb, hvor de stærkeste kører finale, og hvor vi får en tidlig åbning på løbet. Så må vi se, om der skal spurtes til sidst, eller om en lille gruppe kan køre væk. Spurten er det mest sandsynlige.

Årets felt afspejler igen den nye rute. Der er renset ud i de rene sprintere, og i stedet er de stærke klassikertyper hentet ind. Selvom løbet fortsat trives med flere stærke hold end tidligere, er det ærgerligt, at det er i tilbagegang, også med den nye kalenderplacering. Vi er gået fra 9 WorldTour-hold i 2022 til 7 i 2023 og nu til kun 6. Det er dog stadig et pænt felt, og det bedste af det hele er, at det vitterligt er pivåbent.

Læs også

Starttider: OL i enkeltstart (herrer)

Jeg er i hvert fald uhyggeligt meget i tvivl om, hvem jeg skal satse på, men jeg prøver at gå med Marc Hirschi. Han fortsætter ellers med at skuffe igen og igen, senest i Mayenne, hvor han ikke kunne følge hverken Alberto Bettiol eller Benoit Cosnefroy på kongeetapen, men det er i lyset af deres niveau heller ingen katastrofe. Han var stadig tredjebedste mand og er således ikke uden niveau. Selve den Hirschi, vi har set i år, passer stadig fremragende til denne slags finaler. Det så vi senest i Ungarn, hvor han på 4. etape blev nr. 2 bag kometen Thibau Nys på en bakke, der med 5,8% over 1,3 km var en smule længere end denne. Feltet var ganske vist også svagt, men at han kunne følge formstærke Nys til dørs, giver mig en vis optimisme. Vi så ganske vist sidste år, at de tunge folk havde en lille overhånd, men jeg kan ikke i dette felt finde tunge folk, jeg tror mere end Hirschi. Derfor tror jeg, at han får en tiltrængt sejr.

Han er dog langt fra alene hos UAE. Både Filippo Baroncini og Sjoerd Bax vil være ret stærke i en spurt på denne bakke, og de virkede begge velkørende i Mayenne. Baroncini synes på vej tilbage mod den storform, han havde inden styrtet i Denain, og Bax virkede uhyre overbevisende, da han kørte udbruddet ind på kongeetapen. De vil køre spurten for Hirschi, men begge er gode bud på ryttere, der kan gøre det færdigt via udbrud. Det sidste bud er Alessandro Covi, der jo burde være topfavorit i denne form for finale, når vi husker på hans kørsel i Andalusien i 2022, men er der lys for enden af tunnelen? Jeg har ikke set den endnu. Finalen er for hårdt for Juan Sebastian Molano, selvom han plejer at komme ud af grand tours i god form.

Den naturlige favorit er egentlig nok Axel Zingle. Han falder nemlig i den lidt tungere kategori, og efter at han overraskede mig meget ved at blive nr. 2 bag Cosnefroy i Morbihan, hvor han endda slog De Lie på en bakke, jeg havde anset som værende for hård, burde han jo være skabt til denne lidt lettere bakke. Ser man bort fra Morbihan, har han dog skuffet mig. Senest var han ikke i stand til at følge Hirschi på kongeetapen i Mayenne. Det var et hårdere løb og en stejlere bakke, men det tipper for mig balancen i retning af schweizeren - men med det niveau, han trods alt har vist, bliver jeg alt andet end overrasket, hvis han vinder. Jeg er også lidt spændt på Nolann Mahoudo, der blev nr. 8 den stigende spurt i Finistere - hvor Zingle igen skuffede mig - mens Aime De Gendt og Piet Allegaert ikke var gode nok i Dunkerque, og Anthony Perez har skuffet i år.

Så er der Rasmus Tiller, der har for vane at overraske mig i disse finaler. Både sidste års Morbihan og sidste års udgave af dette løb anså jeg finalen som værende lidt for svær, men han endte på podiet begge steder. Ja, faktisk endte han sidste år som nr. 2 i dette løb, kun slået af De Lie, og når man fjerner belgieren fra ligningen, er vejen til sejr pludselig klar. Problemet er hans form. Han var bestemt ikke på toppen efter pausen, hvor han ikke var i nærheden af sidste års podieplads i Morbihan, men det er trods alt også en lille måned siden. Touren nærmer sig, og det bør formen også gøre. Den Tiller, vi så sidste år, kan helt sikkert vinde i dette felt. Uno-X har dog også alternativer.

Det bedste er utvivlsomt Fredrik Dversnes, der blev nr. 5 i Morbihan, og det vidner om, at han vil stå uhyre stærkt også i denne finale. Han arbejdede som hjælper i Norge, men han så ud til stadig at være i god form. Holdets joker er Anders Johannessen, der jo som regel er på sit meget lave bundniveau, men han kørte væk på de sværeste bakker i Köln i søndags. Han blev senere sat og er nok ikke på toppen, men har han sit niveau, er det en finale, der passer ham, som vi så i Britain i 2022. Jonas Abrahamsen er nok for tung, men kan komme langt med et tidligt angreb, mens Martin Urianstad og William Blume næppe får lov at køre deres egen chance.

Min hovedpine er Kaden Groves. Jeg har gransket min hukommelse grundigt, men jeg kan simpelthen ikke komme i tanker om, at vi skulle have set ham præstere i denne form for finale. Hans holdbarhed når dog helt nye højder, og som feltets bedste holdbare sprinter og hurtigste mand vil det være helt urimeligt at tro, at han ikke kan vinde. Det skal i hvert fald komme an på en prøve, og han lignede en mand, der igen i år kom meget stærkt ud af en grand tour. Sandt er det dog også, at dette løb kommer ekstremt tæt på Giroen, og spørgsmålet er, om ikke han trods alt kan betale lidt for manglende friskhed. Der er altså flere årsager til, at han er løbets ubekendte, men når man husker på det, han viste på bakkerne i Vueltaen og Limburg i 2022, skal man ikke blive chokeret, hvis han også kan vinde i denne form for finale.

Han ledsages af kometen Lars Boven, der med det, han viste i Australien, burde være skabt til denne finale, men han har været i en enorm krise. Han sad med feltet hjem i Köln og kan være på vej tilbage på sporet, men jeg vil tro, at han er ren hjælper for Groves. Det tredje kort er Maurice Ballerstedt, der imponerede stort i den stigende spurt i Limburg og viste sine evner i den stigende spurt i Norge sidste år, hvor han blev nr. 6. Det var 5,5% over 1,0 km, men det samlede løb her er hårdere, og han må antages at være hjælper.

En anden hovedpine er Biniam Girmay. Da jeg startede med at skrive denne optakt, havde jeg egentlig en forventning om, at han nok endte som min favorit. Den Girmay, vi så i 2022, ville nemlig være usårlig i denne finale, men den Girmay har vi bare ikke set siden dengang. I E3 lignede han imidlertid sig selv igen, inden hans forår desværre blev ødelagt af endnu et styrt, og et styrt betød også, at vi aldrig nåede at se, hvor god han var i Giroen. Han har i Köln og Antwerpen vist, at han er fint kørende, men særligt resultatet i Antwerpen indikerer, at han måske ikke helt er på toppen endnu. Sidste år sad han med hjem, men valgte at køre for sine holdkammerater, da niveauet ikke rakte. Heldigvis er han bedre i år, men jeg mangler at se E3-formen igen.

Skulle han ikke være klar, har holdet en joker i Laurenz Rex . Han burde være for tung, men han var så chokerende på bakkerne i Flandern, at han sagtens kan overraske mig. Hans form er dog ukendt efter en lang pause, og spørgsmålet er, om han er langt nok i Tour-forberedelserne. Det er også en god finale for både Hugo Page og Vito Braet, der begge har imponeret med deres holdbarhed i år - ikke mindst Braet i Brabantse Pijl. Braet virkede dog ikke i form i Köln, hvor Page også var ringere end Girmay på bakkerne. En lettere kandidat er Lorenzo Rota, der sidste år var i top 10, men hans krise nærmer sig det monumentale efter en samlet 27. plads i Norge, mens Rune Herregodts, der også passer til denne finale har været kriseramt hele året.

Læs også

Britisk stjerne dropper OL-enkeltstart

Jeg er allerede nået til endnu en joker, og det siger lidt om uforudsigeligheden i dette felt. Hvor god er Riley Sheehan i denne slags finaler? Han viste i hvert fald en overraskende høj fart i Frankfurt, hvor han med bedre position havde vundet, og i Flandern så vi, hvor god han kan være på disse bakker. Dermed har han vist, at han har hele pakken, og han viste storform i Tro-Bro Leon. Siden styrtede han i Dunkerque, hvor han endte som hjælper, og det skaber ekstra usikkerhed. Han endte som nr. 4 i den stigende spurt i Famenne, og da denne er meget hårdere, taler meget for, at han måske kan blande sig i kampen om sejren, hvis den gode form er intakt.

Israelerne har imidlertid også en anden joker. Kometen Joe Blackmore har været her, der og alle vegne, og efter hans vanvidsridt i Brabantse Pijl er der ingen, der siger, at han ikke kan vinde her. Han er lynhurtig og eksplosiv og burde derfor passe helt perfekt til denne finale. Hans form er dog lidt usikker, da han ikke var fremme i Tro-Bro Leon og havde uheld i Antwerpen. Det var dog også løb, der ikke passede ham perfekt. Det burde dette gøre, selvom han måske nok kommer til kort mod de lidt tungere folk. Et tredje kort er Mads Würtz, der har fundet noget form og godt kan spurte på en bakke som denne, men han får næppe chancen. Til gengæld er han et godt bud på en mand, der kan angribe tidligt. Vi så i Dunkerque, at denne slags finaler i dag er for hårde for Tom Van Asbroeck¸ og jeg vil forvente, at den ellers velkørende Pier-André Coté er hjælper.

Arkea har Vincenzo Albanese, der heller ikke er uden chance. Han har ikke nået det niveau, jeg havde ventet, men en 7. plads i Mobihan og en 5. plads i Finistere vidner om evnerne i stigende finaler. Han var dog ikke tæt på at vinde, og han kunne heller ikke gå med de bedste på kongeetapen i Morbihan. Derfor har jeg svært ved at se ham vinde, men han er et god top 10-bud - og vil han vinde, kan han jo angribe tidligt. Arkea har også Florian Senechal, der sidste år endte som nr. 5. Han passer altså til spurten, men hvor står han? Han fik ødelagt sit forår af et styrt, og siden har han kun kørt ét løb, der passer ham, nemlig i Antwerpen, hvor han gjorde det pænt. Han er altså et åbent spørgsmål, men den Senechal, vi har set de seneste år, vinder trods alt nok ikke. Holdets tredje erklærede kaptajn er Amaury Capiot, men han skuffer med sin holdbarhed i år, senest i Dunkerque. Endelig har holdet Matis Louvel , der burde være holdets bedste bud, men han viste i Dunkerque, at han stadig mangler alt, alt for meget efter sin skade, og han nævnes heller ikke som kaptajn.

Lotto skal forsøge at forsvare titlen uden De Lie. Det bliver en uhyre svær opgave, men de har en god chance for at lave et resultat. Jenno Berckmoes har nemlig i år fundet en helt ny fart, som vi særligt så i Coppi e Bartali, men senest også i Dunkerque. Her blev han nr. 2 på kongeetapen i en lettere finale og et svagere felt. Formen synes god nok til top 10, men det er svært at se ham vinde. Et alternativ er Pascal Eenkhoorn, der også burde passe til denne finale, men han har til gode at finde formen i år, hvor han ikke har været så god som i 2022 og 2023. Arjen Livyns kørte en god kongeetape i Dunkerque, men skal angribe tidligt, og det samme skal den stadig stærkere Liam Slock, der mangler punch.

Bingoal har igen et uhyre stærkt kort i den stadig mere spændende Luca Van Boven. Senest bekræftede han form og evner med en 4. plads på kongeetapen i Dunkerque, men forinden blev han nr. 12 i Finistere og nr. 6 i Morbihan. Det vidner om, at han er en af de mest formstærke puncheurs, og da denne finale minder mere om Morbihan end Finistere, er der grund til at tro, at han laver endnu et topresultat. Hos sig har han Kenneth Van Rooy, der dog bør finde denne finale for hård samt Floris De Tier, der viste stigende form i Norge og blev nr. 25 i Morbihan, men nok vil finde den for let. Louis Blouwe viste en uventet fart i Köln, men er for tung, og Giacomo Villa har intet vist.

Caja Rural har nogle spændende outsidere. Den ene er Eduard Prades, der i sin storhedstid havde været en af de tunge favoritter. Han er kommet hæderligt tilbage i år og viste med sin 6. plads i Finistere, at han bestemt er konkurrencedygtig. I den hårdere finale i Morbihan blev han dog kun nr. 13, og derfor er potentialet nok begrænset. Mere spændende er David Gonzalez, der for mig er det bedste bud. Han slog nemlig Prades i Morbihan, hvor han blev nr. 10. Her var finalen en anelse for hård, men denne finale er lettere. Med den holdbarhed, han har fået, og de puncheurevner, han også viste i Castellon i januar, er han mere og mere spændende. Endelig har de formstærke Joel Nicolau, der har fundet en helt ny fart, men selvom denne finale passer ham bedre, viser 10. pladsen i Finistere, at han ikke er eksplosiv nok. Gorka Sorrarain viste med top 20-placeringer i Finistere og Morbihan, at han kan forsvare sig i denne slags finaler.

Soudal kommer ikke med A-holdet. De skal nok satse på Yves Lampaert, der med sidste års 8. plads viste, at han kan køre denne finale. Han er dog for tung til at være med helt fremme, og han har i år også til gode for alvor at imponere, selvom hans Flandern var opløftende. En lang pause skaber også usikkerhed om formen. Holdet har også Antoine Huby, der burde være skabt til denne finale, men han har haft det svært i år, og efter nedturen i Dunkerques lettere finale er det svært at tro på ham. Så har kometen William Junior Lecerf vist mere, og han har i år, ikke mindst i Rwanda, vist, at han sagtens kan spurte. Han er dog nok for let til at være med helt fremme, og hans form er også helt ukendt. Jordi Warlop er stadig uden form, og Martin Svrcek manglede for meget i Dunkerque.

Total skal vel sætte deres lid til Mathieu Burgaudeau. Han burde passe perfekt til denne finale, men han har skuffet gennem hele sæsonen. Han har holdt pause, og man kan håbe, at han har fundet formen frem mod Touren, men det er svært at mobilisere den helt store optimisme. Alternativet er Emilien Jeanniere, der virkelig imponerede mig i Mayenne og Antwerpen, men som vi så med 5. pladsen i den lettere finale i Famenne, burde dette være ganske meget for hårdt. Endelig har holdet Fabien Doubey, men han har intet vist i år.

Q36.5 har Fabio Christen, der både ved EM og ikke mindst i Vallonien sidste efterår viste, at han har stort potentiale i denne slags finaler. Han har bare slet ikke fundet formen i år, hvor han senest skuffede i Dunkerque. Omvendt vidner en 24. plads i Morbihan om, at potentialer er der, hvis bare han finder de procenter, han har manglet. Finalen er for hård for Rory Townsend og Jannik Steimle .

Læs også

Norsk vidunderbarn vinder på kendt Tour de France-bjerg

Kern Pharma har Pau Miquel, der i sæsonstarten viste sig som en fin puncheur. Finalen burde passe ham, men siden Indurain har han ledt efter formen. En 11. plads i Antwerpen viser, at den måske begynder at være der, men han laver næppe mere end en yderlig top 10. Alternativet er Kiko Galvan, der har gang i en flot sæson og senest blev nr. 7 i Antwerpen, men når han misser top 20 i både Finistere og Morbihan er potentialet i denne slags finaler begrænset.

TDT-Unibet får det svært. Deres bedste bud er Tomas Kopecky, der blev nr. 13 på kongeetapen i Dunkerque, men her er feltet stærkere og finale hårdere. Det burde være noget for Axel Huehns, men han blev kun nr. 28 i Dunkerque, hvor vi også så, at denne slags finaler på dette niveau nok er for hårde for Andreas Stokbro og Sebastian Nielsen. Hartthijs de Vries klatrede godt i Coppi e Bartali, men har intet vist siden dengang, og Zeb Kyffin leder stadig efter sidste års form.

De øvrige hold får det svært. Hos Novo Nordisk har Matyas Kopecky imponeret med sin holdbarhed i år, men denne finale bør være for hård. Flanders skal satse på Ward Vanhoof, men han laver ikke et resultat. På kontinentalholdene skal vi holde øje med Samuel Leroux, der blev nr. 10 på kongeetapen i Dunkerque, men bør finde denne finale for hård. Den passer bedte til Maxime Jarnet, der viste lidt livstegn i Dunkerque, men stadig synes at være for langt fra sidste års niveau, som også Maximilien Juillard og Gianni Marchand har været det. Finalen er for hård for Thomas Joseph, mens den ellers formstærke Niek Voogt har til gode at bevise sig på dette niveau.

***** Marc Hirschi

**** Axel Zingle, Rasmus Tiller

*** Kaden Groves, Biniam Girmay, Riley Sheehan, Joe Blackmore, Vincenzo Albanese

** Fredrik Dversnes, Jenno Berckmoes, Laurenz Rex, Luca Van Boven, Florian Senechal, Filippo Baroncini, Sjoerd Bax, David Gonzalez, Eduard Prades, Yves Lampaert, Mathieu Burgaudeau, William Junior Lecerf, Hugo Page, Vito Braet, Lorenzo Rota, Maurice Ballerstedt, Lars Boven, Mads Würtz, Nolann Mahoudo

* Alessandro Covi, Pascal Eenkhoorn, Joel Nicolau, Fabio Christen, Pau Miquel, Matyas Kopecky, Samuel Leroux, Emilien Jeanniere, Antoine Huby, Kiko Galvan, Floris De Tier, Amary Capiot, Tomas Kopecky, Rune Herregodts, Anders Johannessen, Arjen Livyns, Tom Van Asbroeck, Aime De Gendt, Anthony Perez, Liam Slock, Martin Urianstad, Piet Allegaert, Jannik Steimle, Fabien Doubey, Martin Svrcek, Axel Huehns, Andreas Stokbro, Sebastian Nielsen, Hartthijs De Vries, Gorka Sorrarain, Juan Sebastian Molano, Ward Vanhoof, Maxime Jarnet, Maximilien Juillard, Gianni Marchand, Niek Voogt, Kenneth Van Rooy, Louis Blouwe, Matis Louvel

Danskerne

Hos Israel-PT kan formstærke Mads Würtz Schmidt formentlig få lov at køre offensivt, mens han nok også skal støtte Joe Blackmore og Riley Sheehan. På Uno-X skal William Blume støtte Rasmus Tiller, Fredrik Dversnes og Anders Johannessen, og endelig er Andreas Stokbro og Sebastian Nielsen blandt kaptajnerne på TDT-Unibet, hvorfor de er omtalt ovenfor.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Arnaud De Lies sejr fra 2023, hvor man for første gang benyttede den nye rute, Alexander Kristoffs sejr fra 2022, Fabio Jakobsens sejr fra 2021, Piet Allegaerts sejr fra 2019, Mads Pedersens sejr fra 2018, Dan McLays sejr fra 2017 samt den kontroversielle spurt mellem Dylan Groenewegen og Oliver Naesen fra  2016.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT