Optakt: Mercan’Tour Classic Alpes-Maritimes

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Løbets rolle og historie

Cykelsporten har sine traditioner, der ofte bunder i sportens lange historie, men det er ikke altid, at det er let at finde god forklaring på rutinerne. Nogle forhold relaterer sig til de mange uskrevne regler og love, men også inden for rutedesign er der en række grundregler, man kun sjældent bryder.

Én af disse er, at rigtige bjerge er noget, der hører etapeløb til. Det er således yderst sjældent, at man i endagsløb gør brug af de mest mytiske bjergpas. Egentlig er de store bjerge det, mange ”sommerfans” forbinder med cykelsporten, men reelt er klatring begrænset til en relativt lille del af sæsonen. Bjergene hører først og fremmest til grand tours samt til visse udvalgte ugelange etapeløb, mens endagsløb som regel sørger for at holde sig under 1000 m højde.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Der har dog været undtagelser. Mellem 1991 og 2004 blev Classique des Alpes et ganske stort og populært endagsløb, der blev vundet af nogle af sportens største navne som Laurent Jalabert, Iban Mayo, Santiago Botero, Francisco Mancebo og Oscar Pereiro. Med ASO som arrangør var det ikke mærkeligt, at det relativt nye løb hurtigt blev en stor succes, og med sin placering i begyndelsen af juni var det for mange en første trædesten frem mod Touren. Det fandt nemlig sted i Alperne og inkluderede således rigtige bjerge.

Med indførelsen af ProTouren i 2005 forsvandt løbet dog, og det er aldrig siden blevet genskabt. Til gengæld blev arven delvist løftet, da den første udgave af Mont Ventoux Dénivelé Challenge blev afviklet i 2019. Modsat forgængeren finder det nye løb, der stadig afvikles og synes at trives, ikke sted i Alperne, men med mål på toppen af ikoniske Mont Ventoux er det allerede blevet et af de mest imødesete endagsløb. Løbet har endda delvist overtaget den gamle kalenderplacering, da det afvikles i juni umiddelbart efter Criterium du Dauphiné, og selvom det i år er aflyst som del af OL-forberedelserne, har det allerede etableret sig som en med spænding imødeset begivenhed.

Nu er der imidlertid kommet en mere direkte efterfølger til den gamle alpeklassiker. En gruppe entreprenører fra Alperne annoncerede i sommeren 2019, at de ville skabe en stor cykelbegivenhed i bjergene, hvor et professionelt løb blev kombineret med motionsløb, der alt sammen havde til formål at promovere regionen. Projektet fik hurtigt fast grund under fødderne og blev godkendt af UCI, der placerede det på sin kalender for 2020 med en afvikling d. 18. maj. Her ville det ganske vist kollidere med Giroen, men ideen var, at det som Alpeklassikeren skulle være en første trædesten for Tour-rytterne frem mod sommerens store mål.

Desværre kom coronapandemien i vejen for det nye projekt, og derfor skulle vi frem til 2021, inden den første udgave af det nye løb blev afviklet. Det skete på en rigtig alperute, der med tre store bjergpas og en bjergafslutning gav flere mindelser om en bjergetape under Touren end et endagsløb. Løbet blev da også en stor succes med direkte tv-transmission og et ganske pænt felt for en første udgave af et løb, der trods alt kun er på 1.1-niveau i UCI-hierarkiet.

Det var imidlertid også tydeligt, at løbet kom for tidligt. Midt i maj er de fleste Tour-ryttere stadig på højdetræningslejr, og derfor var vinderen Guillaume Martin det eneste større Tour-navn i feltet. Således var det også kun naturligt, at man til den anden udgave rykkede datoen til noget, der minder mere om det, vi så hos Alpeklassikeren. Nu afvikledes det tirsdagen efter Giroen, og selvom det stadig var en anelse tidligt for Tour-rytterne, var det nu en god lejlighed for de ryttere, der gerne ville have et første løb i benene inden den helt store Tour-opvarmning i Dauphiné, der startede den efterfølgende søndag. Den placering synes nu at være fast, for den genbruges næsten i 2024 til den fjerde udgave, hvor man dog har skubbet det en enkelt dag til onsdagen.

Resultatet er da heller ikke udeblevet. Hvor EF i den første udgave var det eneste udenlandske WorldTour-hold, kunne man i 2002 præsentere Movistar, Lotto, Israel-PT og Intermarché som supplement til de tre franske WorldTour-hold, der naturligvis deltager i alle større franske løb. Startlisten var også betydeligt mere stjernespækket, da den talte store navne som Michael Woods, David Gaudu, Ion Izagirre, Warren Barguil, Tim Wellens, Jesus Herrada, Pierre Latour, Clement Champoussin, Jakob Fuglsang, Thibaut Pinot og Louis Meintjes.

Sidste år er der ganske vist kun tre udenlandske WorldTour-hold, nemlig EF, Astana og Intermaché, men dertil skulle lægges Lotto og Israel-PT, der jo talte med i det regnskab i 2022. Stjernerne mødte også op igen, da løbet kunne præsentere navne som Richard Carapaz, Guillaume Martin, Jakob Fuglsang og Louis Meintjes samt en række af de mest spændende unge talenter.

I år er billedet det samme, da det denne gang er Astana, EF og Movistar, der udgør de udenlandske WorldTour-hold, og igen er både Israel-PT og Lotto også med. Til gengæld er feltet måske ikke helt så stærkt som tidligere, da Lenny Martinez, Guillaume Martin, George Bennett, David Gaudu, Davide Formolo og Stephen Williams udgør de største navne, men de får igen selskab af en række spændende talenter. Med den nye kalenderplacering er der således skabt grobund for, at løbet kan blive samme succes, som forgængeren var, indtil den forsvandt efter 2004-sæsonen.

Succesen var i hvert fald tydelig sidste år, hvor løbet fik en endog meget prominent vinder. I sin ellers ganske forfærdelige sæson oplevede Richard Carapaz nemlig en kortvarig stjernestund, inden nedturen fortsatte i Dauphiné, da han i en herlig duel med kometen Felix Gall, der var i gang med sit helt store gennembrud, lykkedes med at køre alene hjem og sejre med 12 sekunder ned til østrigeren og 38 sekunder ned til en trio, hvor Lennert Van Eetvelt spurtede sig til den sidste podieplads foran Lenny Martinez og Cristian Rodriguez. Selvom EF vender tilbage gør, gør Carapaz det ikke, og da Gall også skipper løbet, og Van Eetvelt fortsat kæmper med sin langvarige knæskade, skal der findes et helt nyt podium til den fjerde udgave af løbet.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Ruten

Løbets identitet er som sagt, at det skal være et bjergløb i Alperne, og det kom i den grad til udtryk i den første udgave i 2021. Her designede man nemlig en voldsom rute, der over en kort distance sendte rytterne op over hele tre bjergpas. Som opvarmning skulle rytterne således over La Colmiane og Col de la Couillole, inden det hele sluttede på toppen af den 12 km lange Valberg-stigning, der med jævne procenter er et bjerg af den type, der dominerer i de franske alper.

Det format lignede en konstant for fremtiden. I hvert fald var 2022-ruten stort set en kopi af den, der blev brugt til debuten. Ganske vist forlængede man den meget korte distance på kun knap 150 km med ca. 20 km, men hele finalen med de tre bjergpas var helt uforandret, og de ekstra kilometer fandtes således alene i den flade indledning, der også var det eneste flade terræn, der fandtes på ruten i det, der sagtens kunne være en stor alpeetape i Touren. I 2023 genbrugte man totalt den rute.

Det gør man imidlertid ikke i år. Det er nærliggende at tro, at 20. etape af årets Tour er årsag til ændringen. I hvert fald slutter den etape med præcis den kombination af Colmiane- og Coulliole-stigningerne, som har været brugt som første og anden stigning i dette løb. Måske er det derfor, at man i år dropper Valberg og i stedet lader netop disse to stigninger være de sidste, mens man så opfinde en ny første stigning, Baisse de Cabanet, der dog er en anden end den, der benyttes i Touren. En total kopi af Tour-etapen er det dog heller ikke i finalen, da man her ikke har mål på toppen af Coulliole. Man vil nemlig stadig gerne slutte i byen Valberg, og derfor venter der 13,5 let kuperede kilometer efter toppen.

Med en distance på 168,2 km er løbet stort set præcis af samme længde, som det plejer, og igen skal der køres fra Puget-Théniers til bjergbyen Valberg. Startbyen ligger midt i Alperne, men i den indledende fase er arrangørerne nådige, da man holder sig til dalen. Således kører man fra start mod øst ad en let faldende dalvej, og det fortsætter med at falde, når man kører mod syd ned til det sydligste punkt. Her vender man rundt for at køre mod nordøst ad dalveje, der nu er let stigende, idet man undervejs kører en spurt efter 46,8 km.

Kort efter spurten tager etapen fat, når man forlader dalen for at køre mod sydøst og nord op ad Baisse de Cabanet (20,4 km, 4,6%), Der er tale om en højst ujævn stigning, hvis først 8 km byder på en lille nedkørsel og stort se udelukkende holder sig under 6%. Derefter venter 5 km, der stiger med 6-10% frem mod et 3 km langt plateau, der er stort set helt fladt, inden de sidste 4,4 km er de vanskeligste og byder på to kilometer med hhv. 11,9% og 10,1%, hvorefter den flader ud med 5,3% over de sidste 4,4 km frem mod toppen, der rundes efter 71,9 km.

Herfra fortsætter man mod nordøst ad en let stigende vej, der leder frem til toppen af Col de Turini, der nås efter 81,7 km, hvor man rammer ruten fra Tourens 20. etape. Herfra resterer fortsat 86,5 km, der indledes med en uhyre teknisk nedkørsel, som fører mod nordvest ned til dalen, hvor man kører mod nordvest og nord ad let stigende dalveje, der undervejs fører igennem byen Roquebillière.

Umiddelbart herefter kører man mod nordvest og sydvest op ad La Colmine (16,8 km, 5,4%), der skal deles i to. Således stiger de første 10 km kun med 2-6%, men når man i byen Saint Martin Vesubie har kørt en spurt efter 109,5 km, tager den fat, da den over de sidste 7,5 km stiger jævnt med 7,2% i snit frem mod toppen, som rundes efter 117,5 km.

Læs også

Britisk stjerne dropper OL-enkeltstart

Herefter indledes de sidste 50,7 km med en periodevis teknisk nedkørsel, der fører mod vest og sydvest, inden man kortvarigt kører mod nordvest ad en flad dalvej frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 136,5 km. Bare 1500 m senere drejer man mod vest for at køre op ad Col de la Couillole (15,8 km, 7,3%, max. 20%), der er en meget jævn stigning, som har 500 m med 12,2% på den nedre del og flere 500 m-segmenter på stigningsprocenter på over 9, men generel ligger jævnt med procenter på 5-8.

Toppen rundes efter 154,7 km, men modsat i Touren er målet ikke placeret her. I stedet resterer 13,5 km, som indledes med, at man kører mod vest ad en teknisk nedkørsel, inden man kører mod sydvest og nordvest ind til målbyen via en stigning (6,5 km, 4,0%). Den indledes med 2 km med 6-7%, hvorefter der venter 2 km, der er stort set helt flade, inden de sidste 2 km stiger jævnt med 5-5,5%. Stigningen har to hårnålesving med hhv. 2500 m og 2100 m, men derefter er der bare en blød kurve med 1500 m igen, hvorefter den 6 m brede vej bugter sig let ind på den 80 m lange opløbsstrækning.

I alt er der 5006 højdemeter mod 4733 højdemeter i 2022 og 2023 og mod 4394 højdemeter på den kortere rute i 2021.

Læs også

Medie: Talent bytter UAE ud med andet storhold

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Vejret

Vejret i bjergene kan på denne tid af året være en eksplosiv affære, og tirsdagen bliver ikke helt som ønsket. Allerede ved starten vil det være overskyet med en temperatur på 21 grader, og det vil være overskyet hele dagen. I bjergene vil der være en bygerisiko på 30-40%, og her vil temperaturen i dalen være beskedne 17-18 grader. Vinden vil være svag til let (7-12 km/t) og komme fra syd og sydsydvest. Det giver både sidemod- og sidemedvind frem til første stigning, hvor der vil være sidemodvind det meste af vejen, men medvind på den sidste del. Derefter får man med- og sidemedvind hele vejen frem til og op ad det meste af La Colmiane, indtil man får sidemodvind på den sidste del. På nedkørslen vil der være side- og sidemodvind, mens man får sidemedvind i dalen frem til sidste stigning. Her vil der være sidevind hele vejen, og det vil der også være på den kort nedkørsel. På bakken op til mål vil der være sidemodvind, indtil man får sidemedvind over de sidste 3 km.

Favoritterne

Det er ganske usædvanligt at have et endagsløb i bjergene. Den slags finder vi normalt kun i etapeløb, men her taler vi om en rute, der sagtens kunne fungere som en stor alpeetape i Touren. Det giver en anderledes dynamik til løbet, for normalt afvikles bjergetaper med fokus på klassementet og kun med etapesejren som en sekundær interesse. I morgen vil dynamikken være som i et endagsløb, og det gør det til noget særligt.

Det så vi også ved den første udgave i 2021. Her viste det sig at være en overordentlig vanskelig opgave at kontrollere, og der blev angrebet i ét væk, også på de første bjerge og på nedkørslerne. Det skyldtes imidlertid også, at feltet ikke var imponerende. Tværtimod var Guillaume Martin tårnhøj favorit, og det blev derfor ”alle mod Cofidis”. Franskmændene kom på arbejde for at holde kontrol, men i sidste ende kunne Martin tage en knusende suveræn sejr med næsten to minutter ned til Aurelien Paret-Peintre og Bruno Armirail, der spurtede om 2. pladsen. Alene det forhold, at Armirail kan ende som nr. 3 i et bjergløb, fortæller, at der manglede klatrere.

Det gjorde der til gengæld slet ikke i 2022. Ideen med at rykke løbet tættere på Dauphiné-starten har været genial. Antallet af WorldTour-hold voksede fra 4 til 6, og vi fik mange flere Tour-ryttere til start. Feltet var således af en helt anden kaliber, end vi så det i 2021, og det gav med det samme et helt anderledes kontrolleret løb. FDJ og Israel-PT styrede begivenhederne, inden deres kaptajner, David Gaudu, Jakob Fuglsang og Michael Woods afgjorde det hele på sidste stigning. Det samme så vi sidste år, hvor vi endda havde hele syv WorldTour-hold til start. det hele også var kontrolleret frem mod sidste stigning, hvor Richard Carapaz oplevede en sjælden successtund i en trist sæson og slog kometen Felix Gall i en duel.

Samme form for kontrol får vi formentlig i år. Igen er der hele syv WorldTour-hold til start, men alligevel er feltet vel det svageste siden 2021. Der er ikke samme stjernestøv over foretagendet, og der er færre navne af samme kaliber som Carapaz og Gall.

Det kunne i princippet åbne for mere offensiv kørsel, men det får vi næppe. FDJ kommer med en uhyggeligt stærk trup med to store favoritter, og de vil formentlig kontrollere løbet benhårdt. Samtidig vil de forsøge at gøre det hårdt på de to første stigninger, og hvis de lægger presset, er der så stor niveauspredning i dette felt, at der ikke er mange, der reelt har en chance for at komme med et meningsfuldt angreb. Hvor meget hjælp de vil få, vil tiden vise, men Arkea og Cofidis kunne tænkes at give en hånd med.

Derfor forventer jeg det klassiske scenarium, som man vil forvente af et løb med denne profil. Et tidligt udbrud vil gradvist blive kørt ind af primært FDJ, der vil bruge de første to stigninger til at lægge presset. Derefter skal det helt store slag slås på Couillole, hvor vi får et typisk opgør mellem klatrerne.

Ruten er som sagt ny. Det er en herlig lille generalprøve på Tourens 20. etape, for når vi rammer toppen af Turini er de to ruter identiske. Den eneste ændring er, at vi her her de 13,5 km efter Couillole. Det er klart, at det ændrer dynamikken. Dels er nedkørslen teknisk, og særligt hvis vi har våde veje, kan den måske gøre forskelle - i hvert fald i forhold til, at ryttere kan komme tilbage - og derudover er den sidste bakke ikke specielt svær. Hvis rytterne ikke har kunnet sætte hinanden på Couillole, er det svært at tro, at de kan det på målbakken, og skal det ske, skal det nok være via taktik. Mest sandsynligt er det dog, at en eventuel gruppe skal afgøre det i en spurt på de bløde procenter på 5-6, og dermed er chancen for en spurtafgørelse i en lidt blød finale større, end hvis der havde været mål på toppen.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (kvinder)

Chancen for en solosejr er dog ret stor. Couillole er ikke nogen stejl stigning, da det er en rigtig klassisk alpestigning, dvs. lang, jævn og med moderate procenter, men i dette felt kan den gøre store skade, alene i kraft af sin længde og løbets samlede hårdhed. Vi kender den jo også fra kongeetaperne i Paris-Nice i 2017, hvor Richie Porte kørte fra alt og alle - herunder Alberto Contador - i en meget selektiv finale, og i 2023, hvor det trods orkanagtig modvind stadig lykkedes for Tadej Pogacar, David Gaudu og en lidende Jonas Vingegaard at køre fra alle andre. I dette felt burde bedste mand have en god chance for at køre hjem med et forspring, der kan holde hele vejen. Med sidevind på stigningen kunne betingelserne være ringere, og i dette felt åbner det for en lang finale. Stigningen er dog ikke så svær, at taktik ikke kan blive en faktor, som vi så i 2022 på den gamle målstigning, hvor Jakob Fuglsang og Michael Woods udnyttede deres israelske sandwich med Gaudu i midten til perfektion.

Feltet er som sagt ikke så skræmmende i år, men alligevel er det altid et svært løb at spå om. Vi er vi nemlig altid meget på bar bund. For næsten alle favoritterne er det første løb efter den højdetræningslejr, der skal bringe dem på kurs mod Touren, og derfor aner vi ikke, hvor de står. Det giver betydelig usikkerhed om, hvem der vil have overhånden, og derfor famler vi i blinde.

Der er dog ingen tvivl om, at FDJ kommer med to store favoritter. Vi er lid ti samme situation som i Jura-løbene: skal man gå med Lenny Martinez eller David Gaudu? Da det også kan ende som en taktisk afgørelse i stil med den, vi så for to år siden, kan det gå begge veje, men jeg går med Martinez. Det skyldes sæsonplanen. Gaudu har kurs mod Touren, mens Martinez’ store mål er Vueltaen. Det betyder, at hans store sommermål er Tour de Suisse, og al logik tilsiger derfor også, at Martinez skal være formmæssigt længere fremme.

Selvom de begge var godt kørerne i Jura-løbene, er der jo heller ingen tvivl om, at Martinez i år generelt har været på det højeste niveau, men om det også gælder i morgen, ved vi ikke. I Romandiet skuffede han nemlig fælt, og her måtte en lidende Martinez hjælpes af stærkere Gaudu på kongeetapen. Det fortæller historien om, at Martinez desværre stadig er ret svingende, men med udsigt til noget nær topform frem mod Tour de Suisse vil jeg tro, at han tager sæsonens fjerde sejr - også fordi han nu to gange har vist, at han godt kan spurte i stigende finaler.

Det kan dog også sagtens blive David Gaudu. I foråret nåede han at komme tilbage fra sine mange styrt med sejren i Jura og med fin kørsel i Romandiet. Nu har han forberedt sig frem mod Touren, og formen bør derfor ikke være helt ringe. Historien skræmmer bare en smule, for han har de seneste to år kørt et forfærdeligt Dauphiné. Heldigvis plejer han sagtens at kunne træne sig i form, og dette felt har en kaliber, hvor han kan vinde på betydeligt mindre end 100%. Han har den fordel, at han kan slå næsten alle i en spurt og er hurtigere end Martinez - og så tror jeg, at holdet foretrækker at give sejren til deres stadig lidt kriseramte kaptajn, hvis de har muligheden for at vælge selv.

Resten af holdet er stærkt, men da FDJ skal kontrollere, er de hjælpere. Rudy Molard er formentlig sidste mand. Han er kommet pænt tilbage efter sin skadespause, men han styrtede i Dunkerque og vil selv i sin storhedstid finde disse bjerge voldsomme. Kevin Geniets og Quentin Pacher klatrer begge imponerende, når de er i form og kan formentlig komme relativt langt. Til gengæld har Reuben Thompson stadig lidt svært ved at slå igennem på dette niveau.

Den største trussel er vel Cristian Rodriguez, men han er godt nok ikke let at blive klog på. Hvis han finder det niveau, han havde i Catalonien og på kongeetapen i Romandiet, har han udviklet sig til en rytter, der er en reel trussel mod FDJ-duoen. Ja, faktisk slog han Martinez på sidstnævnte etape. Til gengæld var han uhyre skuffende i Jura-løbene, hvor han var langt efter, og da han har holdt pause, aner vi ikke, hvor han står. Det var dog i disse løb inden Touren, hvor han sidste år tog et stort spring, blandt andet med en 5. plads i dette løb, hvor han kørte lige op med Martinez. Det giver en tro på, at han igen kommer ud med en form, der gør ham farlig, men han skal alene hjem for at vinde.

Han ledsages af Clement Champoussin, der trods fremgang i Fleche Wallonne stadig har skuffet fælt i år - også i Jura-løbene, hvor han var langt efter. Han er også bedre på kortere stigninger. Det er til gengæld et perfekt løb for klatreren Laurens Huys, der i god form kan komme ret langt, men han har været helt væk hele året. Det er dog en mulighed, at han skal med Louis Meintjes til Touren, og hvis han har fundet formen til dette løb, er han en bedre top 10-kandidat end Champoussin. Raul Garcia Pierna klatrede chokerende godt i Galicien, men på disse lange stigninger har han manglet lidt for meget til et topresultat, og stigningerne er for lange for Simon Guglielmi, der også har skuffet hele året.

Skal Ivan Ramiro Sosa endelig have en sejr igen? Det ligner ikke en total umulighed. Han har været ret stabil i år, og selvom han er langt fra sit tidligere tiders niveau, har han kørt så godt, at han bestemt er en reel kandidat. Det er man, når man er tæt på de bedste på kongeetaperne i Romandiet, Alperne og Tirreno. Nu har han haft pause, og derfor ved vi, at han pludselig kan sidde i gruppettoen, men det giver en tryghed, at han har været stabilt god i år. Om det rækker vil at slå FDJ-duoen, er måske tvivlsomt - også fordi han skal alene hjem for at vinde - men det er bestemt ikke udelukket, at det kan lade sig gøre mod de to lidt svingende franskmænd.

Læs også

Starttider: OL i enkeltstart (herrer)

Movistar har også Antonio Pedrero , der er skabt til dette løb. Han har været helt fra snøvsen hele året, men nu har han haft en måneds pause til at finde formen frem mod en sandsynlig Tour-udtagelse. Han plejer at skulle bruge løb, inden han for alvor er god, og da han i 2023 generelt lignede en mand, der ikke finder sig niveau fra 2021 igen, er han nok kun top 10-kandidat. Et tredje bud er Davide Formolo, men han har desværre skuffet endnu mere end i 2023, og han vil altid finde så lange stigninger svære. Det gælder også for Gregor Mühlberger, der ligeledes har skuffet hele året, selvom der har været mere opløftende momenter i senest Alperne. Holdets joker er Will Barta, der kommer fra Giroen, hvor han havde det ganske forfærdeligt, men han fandt pludselig benene i lørdags. Hans potentiale vil altid være begrænset på denne slags stigninger, men med benene fra i lørdags er han i hvert fald top 20-kandidat. Endelig har holdet Sergio Samitier, der er kommet ret fint tilbage i år, men ikke nok til et topresultat, mens løbet er fór svært for Carlos Canal.

Jeg er nødt til at give Archie Ryan en vis rangering. Som mine læsere vil vide, har jeg enorme forventninger til den lille irer, og i Coppi e Bartali, hvor han var klart stærkeste mand, og Indurain viste han, at han sagtens kan være med på dette niveau. Desværre skuffede han i Baskerlandet og Ardennerne, og jeg er stadig efterladt med fornemmelsen af, at han måske er mere puncheur end klatrer. Det er i hvert i eksplosivt terræn, han har vist sig frem, og hans kørsel i Baskerlandet bekymrer mig derfor. Vi taler dog om en mand, der er blevet nr. 2 bag Cian Uijtdebroeks på en stor bjergetape i l’Avenir, og jeg har stadig masser af håb for ham i dette terræn. Lad os se, om han kommer ud fra pausen i en storform, der kan bekræfte det enorme potentiale.

EF skal i det hele taget forsøge at forsvare titlen med en ung trup. Et andet bud er unge Darren Rafferty, der burde komme langt i dette felt. Også hans form er ukendt, men når man kan blive nr. 25 på kongeetapen i Romandiet, kan man komme et stykke - men ikke hele vejen. Potentialet er heller ikke som Ryans. Det tredje bud er Lukas Nerurkar, der jo lagde ud som lyn og torden med sin klatring på Mallorca, men siden har haft det svært på stigningerne. Nu har han haft pause, og derfor kan vi måske se, hvorfor han sidste år endte som samlet nr. 6 i Galicien og 9 i Tjekkiet, men han har mere at bevise end de andre. Holdet har også den nykårede amerikanske mester, Sean Quinn , men selvom han klatrede bedre end nogensinde i Catalonien, bør stigningerne være lidt for svære.  For purunge Marcel Beloki er det for tidligt, og det spændende eksperiment med Jardi Christiaan van der Lee har indtil ikke givet resultater.

Israel-PT kommer med et ret spændende hold, der imidlertid er spækket med usikkerheder. Det mest sikre kort er nok George Bennett, der har oplevet en for mig uventet genfødsel med sin samlede 3. plads i Abruzzo og sin fine kørsel i Catalonien. Desværre så vi også hans begrænsninger i det svage felt i Abruzzo, hvor han kun blev nr. 5 på kongeetapen, men har han samme ben efter en pause, kører han i hvert fald med om sejren. Holdet har også to jokers. Den ene er Stephen Williams, der jo har fået sit helt store gennembrud i år, særligt med sejren i Fleche. Han er dog altid en lottokupon, og han har stadig til gode at præstere i de høje bjerge. Jeg tror, at disse stigninger er for lange, men jeg tør ikke afvise ham, når han har imponeret så stort i år.

Holdets på papiret mest spændende rytter er kometen Matthew Riccitello. Han er skabt til dette bjergløb, men har skuffet helt året, senest i Abruzzo. Vi taler dog om en mand, der sidste år lignede en vinder af l’Avenir indtil sidste etape, og hvis han efter en pause har fundet sig selv, er hans potentiale stort. Endelig har holdet Chris Froome, der jo faktisk to år i træk har vist livstegn i dette løb, hvor han er blevet hhv. nr. 11 og 14. Nu kommer han dog tilbage fra en skade, hvad der øger usikkerheden, og han er jo ikke blevet et år yngre - tværtimod. Mason Hollyman har det stadig svært på dette niveau.

Burgos kommer med en meget spændende kandidat i Jose Manuel Diaz. Han er så uhyre svingende, at han forbliver en lottokupon, men han har virkelig rejst sig i år. Han leverede sit livs resultat med en 10. plads på første bjergetape i Catalonien, og selvom han fik resten af foråret ødelagt lidt af sit efterfølgende styrt, kom han fornuftigt tilbage i Doubs og Asturien. Jeg vil være varsom med at satse pensionsopsparingen på ham, men med det niveau, han havde i Catalonien, vil han jo være en helt reel vinderkandidat. Problemet kan være, at han synes at skulle bruge løb for at finde sin topform. Burgos har også Mario Aparicio, der blev nr. 6 på kongeetapen i Tyrkiet, men i dette stærkere felt nok får svært ved at gå i top 10. Niveauet er lidt for højt for David Delgado og Alejandro Franco og stigningen for svær for Ander Okamika.

Astana kommer vel med en af løbets jokers i form af Harold Tejada. Colombianeren lignede i Paris-Nice, hvor han var pokkers uheldig, en mand, der havde fundet et helt nyt niveau, men det så vi intet til i Catalonien og Romandiet. Han har i hvert fald til gode at vise, at han kan køre med om sejren på dette niveau, men Paris-Nice var så lovende, at det kombineret med hans flotte kørsel i Tour de Suisse viser, at han har en reel chance, hvis han har taget det ekstra skridt, han har manglet. Og heldigvis betyder det næppe noget, at hans hold er meget svagt, selvom Gianmarco Garofoli i Tirreno viste, at han efterhånden er blevet så god, at han kan komme et stykke. Det ser det til gengæld ikke ud til, at Igor Chzhan kan.

Er jeg for hård ved Guillaume Martin? Det er jeg måske, men jeg synes, at det er svært at bevare den store optimisme. Han har haft det svært gennem hele sæsonen, og da han i Jura-løbene og på sidste etape i Catalonien endelig viste livstegn, skuffede han hurtigt igen i Ardennerne og Romandiet. Nogen katastrofe var det dog ikke. Han blev nr. 10 i Fleche, var med i den store gruppe til sidst i Liege, hvor han kom tilbage, og blev nr. 20 på kongeetapen i Romandiet. Han viste trods alt med sin 3. plads i Jura, at han i et felt som dette bør være konkurrencedygtig. Jeg har bare pokkers svært ved at se ham vinde, når han stort set udelukkende har skuffet. Han ledsages af Kenny Elissonde , men selvom han passer til løbet, har han i år ikke lignet en top 10-rytter - og det gjorde han heller ikke i 2023. Det tredje bud er Ben Hermans, mende livstegn, han viste i 2023, har vi slet ikke set i år, og ruten er for svær for Axel Mariault.

Lotto kommer med den genrejste Harm Vanhoucke. Med sin 4. plads i Besancon og 5. plads i Jura viste han, at han kan komme meget langt i dette felt. Det samme gjorde han med sin 14. plads på kongeetapen i Romandiet, men han skuffede mig meget i det svage felt i Ungarn. Jeg tror derfor ikke, at topniveauet rækker hele vejen, men heldigvis har den normalt ustabile belgier været ret stabil. Med benene fra Jura-løbene vil han være med meget langt fremme. Hos sig har han Sylvain Moniquet, der er kommet flot tilbage i år og med sin 9. plads i Besancon viste, at han kan begå sig, men disse stigninger er for lange, og han er stadig en lottokupon. Stigninger passer bedre til Eduardo Sepulveda, men niveauet, som senest gav en samlet 12. plads i Ungarn rækker ikke længere hele vejen. Johannes Adamietz mangler også stadig for meget, og Henri Vandenabeele er stadig i stor krise.

Læs også

Remco ærgrer sig over ”lorteveje”: Det kan blive et problem

Total kommer med den uhyre spændende Jordan Jegat, der efter en svag sæsonstart i april endelig bekræftede sit potentiale. Det gjorde han ikke mindst med sin 2. plads i Jura, hvor han endte mellem Gaudu og Martin og slog bl.a. Vanhoucke. Han gjorde det også ganske pænt i Fleche, men skuffede i Asturien. Det er klart, at hans 2. plads i Jura viser, at han er en kandidat, da han også er ganske hurtig, men jeg har alligevel svært ved at se ham vinde - og så viser hans sæsonstart, at han er utilregnelig efter en pause. Holdets andet bud er Pierre Latour, der vender tilbage efter endnu en skadepause. Hans form er derfor ukendt, men hans sæsonstart tyder ikke på, at han er på vej tilbage. Alan Jousseaume har det fortsat svært på dette niveau.

Ag2r kommer med et par ret spændende navne, men det er svært at se dem vinde. Jeg tror, at potentialet er størst hos Nicolas Prodhomme, der i sæsonstarten lignede en mand med kurs mod sit gennembrud, men han har skuffet mig lidt. Et solidt Liege og en god kongeetape i Romandiet giver mig dog en vis forventning, hvis han er i form efter pausen. Et mere sikkert kort er Clement Berthet, der i Jura-løbene var stabil med tre top 8-placeringer. Disse stigninger er dog nok lidt for lange for, og jeg tror ikke, at han har samme potentiale som Prodhomme. Et tredje kort Nans Peters, men han har til gode at finde samme form som sidste år, og han har efter en nylig barnefødsel meldt sig som hjælper. Endelig er der unge Kilian Verschueren, der netop er blevet samlet nr. 4 i sidste uges løb i Alperne, men niveauet her er et helt andet.

Kern Pharma satser på Jose Felix Parra, der i søndags endelig viste lidt af sit potentiale igen, da han vandt en bjergetape i Alperne. Det var dog i et felt af en helt anden kaliber end dette, og på dette niveau har han manglet for meget, som vi senest så i Asturien og Alperne. Det andet bud er Ibon Ruiz, der imponerede på kongeetapen i Baskerlandet, men han havde slet ikke Parras form i sidste uge. Jordi Lopez kan komme et stykke, men ikke hele vejen.

På kontinentalholdene skal vi holde øje med Joris Delbove og Nicolas Breuillard. Delbove er kommet fint tilbage efter et svært 2023 og viste i Jura-løbene, at han kan gå efter en top 20. Endnu mere formstærk er dog Breuillard, der imponerede stort på kongeetapen i Dunkerque, men selvom han gjorde det fint i Var og Jura-løbene, kan disse stigninger nok være lidt for lange. Løbet er for svært for den ellers dybt imponerede og formstærke Alexandre Delettre, mens Artus Jaladeau, der ellers imponerede i Var, ikke har vist nogen siden dengang.

***** Lenny Martinez

**** David Gaudu, Cristian Rodriguez

*** Ivan Ramiro Sosa, Archie Ryan, George Bennett, Jose Manuel Diaz, Stephen Williams

** Harold Tejada, Guillaume Martin, Harm Vanhoucke, Matthew Riccitello, Jordan Jegat, Nicolas Prodhomme, Clement Berthet, Antonio Pedrero, Darren Rafferty, Davide Formolo, Laurens Huys, Rudy Molard, Sylbain Moniquet, Clement Champoussin, Lukas Nerurkar, Will Barta

* Edoardo Sepulveda, Jose Felix Parram Gregor Mühlberger, Kenny Elissonde, Sean Quinn, Nans Peters, Mario Aparicio, Pierre Latour, Joris Delbove, Nicolas Breuillard, Gianmarco Garofoli, Sergio Samitier, Quentin Pacher, Kevin Geniets, Chris Froome, Raul Garcia Pierna, Reuben Thompson, Ben Hermans, Ibon Ruiz, Jordi Lopez, David Delgado, Kilian Verschueren, Johannes Adamietz, Alan Jousseaume, Alejandro Franco, Ander Okamika, Carlos Canal, Simon Guglielmi, Alexander Delettre, Artus Jaladeau, Marcel Beloki

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Richard Carapaz’ sejr fra 2023, Jakob Fuglsangs sejr fra 2022 og Guillaume Martins sejr fra 2021, hvor finalen i alle tilfælde dog var en anden.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT