Optakt: Okola Slovenska/Tour de Slovaquie

STREAM TOUR DE SLOVAQUIE OG TOUR DE LUXEMBOURG UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Efteråret handler stort set kun om endagsløb. Efter at Circuit Franco-Belge/Tour de l’Eurometropole er blevet reduceret til et endagsløb har Tour of Britain og Vuelta a Espana i nogle år faktisk været det eneste større etapeløb på europæisk grund, og de afsluttes som bekendt allerede i første halvdel af september. Nu er også Tour de Luxembourg og CRO Race kommet til, men de overskygges næsten alle af det mylder af endagsløb, der findes på denne tid af året. Den resterende af den europæiske sæson har traditionelt været en sag for klassikerryttere, der udover et fokus på VM har kunnet boltre sig i et hav af løb på belgisk, fransk og især italiensk grund, hvor snart sagt alle ryttertyper har kunnet komme i spil, inden det hele i midten af oktober kulminerer med Il Lombardia og Paris-Tours.

Måske er etapeløb bare ikke et hit så sent på sæsonen, hvor rytterne er trætte og mest af alt bare vil have ferie, men alligevel er der modige arrangører, der i de senere år har givet sig i kast med projektet. Mest markant er Okola Slovenska - eller på dansk Slovakiet Rundt - der i de senere år har forsøgt at rykke ud af en skyggetilværelse som et beskedent 2.2-løb, der afvikledes først på sommeren i begyndelsen af juni. Allerede i 2017 tog man første skridt ved af UCI at blive opgraderet til 2.1-status, men en placering i en periode, hvor man skal bruge mere end én hånd for at tælle antallet af større etapeløb i Europa, lykkedes det ikke at få deltagelse af et WorldTour-hold.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Det forsøgte man at rette op på i 2018, hvor løbet blev rykket til midten af september med en placering i den sidste uge af Vueltaen. Det blev en stor succes, da det lykkedes at tiltrække både Quick-Step og Bora-hansgrohe, og særligt det forhold, at belgierne mødte op med noget nær deres A-hold bestående af Julian Alaphilippe, Fabio Jakobsen, Bob Jungels, Iljo Keisse, Yves Lampaert, Zdenek Stybar og Niki Terpstra gav løbet stor opmærksomhed. Desværre var resten af feltet stadig af relativt beskeden kvalitet, og derfor blev det et lidt ensidigt show, hvor de to storhold fordelte de fem etaper imellem sig, og hvor Quick-Step på prologen eksempelvis besatte fem af de første otte pladser.

Løbet er imidlertid åbenlyst i vækst, og derfor er det siden lykkedes at overgå succesen. I 2019 var det skubbet en uges tid tættere på VM - på bekostning af en løbsdag, så det afvikledes over fire og ikke fem dage - og det gjorde ikke konkurrencen mindre. Derfor fik man deltagelse af ikke færre end fem af de bedste hold, idet CCC, UAE og FDJ gjorde Deceuninck og Bora selskab, og selvom belgierne denne gang ikke kom i helt samme superformation, kunne man ikke klage over en startliste, der talte navne som Elia Viviani, Bob Jungels, Yves Lampaert, Emanuel Buchmann, Alexander Kristoff, Arnaud Demare, David Gaudu og Stefan Küng.

Også i coronaåret 2020, hvor løbet ellers afvikledes under Touren, kunne man præsentere fem hold fra det fineste selskab, og minsandten om det ikke blev overgået på sidste års normaliserede kalender, hvor end ikke konkurrencen fra de mange endagsløb og det nu flyttede Tour de Luxembourg afholdt hele otte WorldTour-hold fra at stille op i en udgave, der endda var tilbage i sin oprindelige længde over fem dage. Løbet kunne endda for første gang præsentere den lokale helt, Peter Sagan, der finpudsede VM-formen, og det samme gjorde store navne som Alvaro Hodeg, Alexet Lutsenko og den forsvarende vinder, Jannik Steimle, og dermed syntes løbet af have fundet en niche som alternativ til de endagsløb, der i samme uge afvikledes i Belgien og Italien.

Desværre har momentum ikke kunnet fastholdes i 2022. De canadiske løb er tilbage som en væsentlig konkurrent, og i et år uden OL afvikles Vueltaen nu tættere på løbet. Dertil kommer, at et VM på australsk grund har gjort et europæisk etapeløb med afslutning kun godt en uge inden linjeløbet min attraktivt. Denne gang er man således nede på bae fire hold fra det fineste selskab, og løbet er renset for sportens største stjerner.

Egentlig er løbet en ældgammel sag, der første gang blev afviklet helt tilbage i 1954. Selvom Slovakiet dengang var en del af Tjekkoslovakiet, havde man det, der dengang var et regionalt etapeløb, men før Murens fald var det i sagens natur en meget østeuropæisk sag. Nok var der i perioden en enkelt vinder fra hhv. Italien, Frankrig og Holland, men derudover var løbet næsten et rent tjekkoslovakisk anliggende, når ikke sejren en sjælden gang gik til ryttere fra Ungarn, DDR eller Sovjetunionen.

Efter østblokkens kollaps fortsatte løbet, og det blev naturligvis et nationalt etapeløb, da Tjekkoslovakiet få år senere blev delt. Det ændrede nu ikke på, at løbet næsten udelukkende havde tjekkiske eller slovakiske vindere frem til 2005, men siden dengang er det blevet en langt mere international sag. Faktisk er det siden dengang kun lykkedes for tjekken Petr Vakoc i 2013 og senest Peter Sagan i 2021 at vinde et løb, som ellers er blevet vundet af ryttere fra Polen, Holland, Danmark, Australien, Slovenien, Rusland, Italien, Ukraine og Frankrig. Og med det nye spring op i rækkerne, er der udsigt til, at løbet kun vil blive endnu mere internationalt fremover.

Slovakiet er nok et kuperet land, men det er ikke bjergrigt. Derfor er det heller ikke sportens sværeste etapeløb, og løbet består primært af etaper med flade finaler. Undervejs forsøger man ofte at finde bakker, men i langt de fleste tilfælde er selve afslutningerne lette. Da løbet samtidig traditionelt har haft en prolog, har det gerne været et løb for relativt hurtige folk, der kan klatre fornuftigt og køre en god indledende tidskørsel.

Sidste år var løbet dog historisk let, og udover den indledende prolog, der var så kort, at også den appellerede til sprinterne, bestod løbet af fire sprinteretaper, selvom det lykkedes at splitte feltet overraskende meget på sidstedagen. Det endte således i et opgør på bonussekunder, og selvom han faktisk ikke lykkedes med at vinde én eneste etape, gik slovakkerne i ekstase over, at Peter Sagan i sin første optræden på hjemmebanen kunne vinde med 11 sekunder ned til den forsvarende vinder, Jannik Steimle, og 17 sekunder ned til Cees Bol. I år har Sagan foretrukket at køre sine elskede løb i Canada, og derfor bliver der intet titelforsvar på hjemmebanen. Da Steimle i år foretrækker at køre i Luxembourg, og Bol og DSM ikke deltager denne gang, bliver der således slet ingen gengangere fra sidste års podium.

STREAM TOUR DE SLOVAQUIE OG TOUR DE LUXEMBOURG UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Ruten

Nok har Slovakiet Tatr-bjergene mod nord, hvor man kan komme op i pænt over 1000 m højde, men noget alpeland er det ikke. Det meste af landet er relativt fladt, og derfor har løbet typisk været mere for klassikerryttere og stærke sprintere, ligesom også de klassiske sprintere som regel har haft en del muligheder. Det gjaldt særligt sidste år, hvor løbet var et rent sprinterløb, som blev afgjort af en prolog og derefter en kamp på bonussekunder i fire massespurter.

Sådan bliver det ikke i år, hvor man gør betydeligt mere brug af landets kuperede terræn. For andet år i træk er løbet tilbage ved sine fulde længde på fem dage, der byder på den klassiske prolog, to oplagte sprinteretaper og to ganske kuperede etaper med hhv. 3000 og 3600 højdemeter, men også kun bløde stigninger, der aldrig bliver stejle.

Løbet holder fast i traditionen med en indledende prolog, men hvor der sidste år var tale om en ultrakort sag for sprinterne over bare 1600 m, er der denne gang tale om en ”rigtig” enkeltstart over 7,0 km i den helt flade hovedstad Bratislava, hvor de tekniske udfordringer er til at overse, og hvor specialisterne skal slås om sejren. Dagen efter ventes sprinterne at få det første ord på en meget flad 1. etape, hvor kun vinden synes måske at kunne snyde de hurtige folk.

Torsdag og fredag byder nu på et besøg ind i bjergene. Der lægges ud med kongeetapen, der byder på 3000 højdemeter, som primært findes i den sidste del. Alle stigningerne i finalen er dog bløde og kan være svære for alvor at udnytte, men det hele slutter med en 1,7 km lang 5%-rampe, der vil passe puncheurtyperne. Dagen efter venter hele 3600 højdemeter over et 215 km langt maraton, men etapen slutter også med 50 lette kilometer på en dag med generelt bløde stigninger. Det hele slutter med endnu en chance for sprinterne på lørdagens etape, der nok har to tidlige stigninger, men slutter med mere end 100 meget lette kilometer, hvor der er god tid til, at de hurtige folk kan gøre klar til et sidste opgør, inden den samlede vinder skal krones i Kosice.

Prolog

I de senere år har det været en tradition, at løbet er blevet indledt med en kort prolog, men i årene 2019 og 2020, hvor det var reduceret til bare fire dage, udgik åbningen til fordel for en første dag med to halvetaper, nemlig en sprinteretape om morgenen og en kort enkeltstart om eftermiddagen. Igen i år er løbet tilbage ved fuld længde over fem dage, og derfor er prologen også tilbage. Modsat sidste år, hvor der var tale om en sprinterprolog over bare 1,6 km, er der denne gang tale om en ganske lang sag over 7,0 km - en distance, der er ganske tæt på den øvre grænse på 8 km for længden af en prolog. Den er denne gang henlagt til hovedstaden Bratislava, hvor det er pandekagefladt, og hvor man har fundet et design, der mest af alt består af lange, lige veje, hvor der kan åbnes for gassen.

I alt skal der altså tilbagelægges 7,0 i Bratislava. Fra start kører man 400 m mod sydøst, inden man foretager et højresving. Bare 300 m senere er der en U-vending, inden man kører 500 m ad en lige vej mod øst. Efter hhv. 1200 m og 1400 m er der to bløde højresving, hvorefter man kører mod sydvest og syd ad en stor og bred boulevard ned til en sløjfe, hvor man via fire helt bløde sving efter hhv. 2,9 km, 3,0 km, 3,2 km og 3,3 km vender rundt for derefter at køre mod nord og nordøst tilbage ad samme brede boulevard. Efter 5,6 km foretager man endnu en U-vending for atter at køre mod sydvest ad den brede boulevard, inden man slutter etapen med et blødt sving med 1000 m igen og slutteligt et lidt skarpere sving 500 m fra stregen.

Etapen byder på i alt bare 13 højdemeter.

Ruten er ikke helt uden tekniske udfordringer, og derfor belønnes tekniske evner og accelerationsstyrke en anelse, men mest af alt er der tale om lange, lige og flade veje. Generelt er sprinterne gode prologryttere, men denne er en anelse for lang og uden tilstrækkeligt med tekniske udfordringer. Nok kan de forsvare sig, men det ligner mere en sag for tempospecialister, der excellerer på korte, flade enkeltstarter.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Bratislava har faktisk ikke været besøgt af løbet siden 2015, men mellem 2012 og 2015 var hovedstaden altid på programmet, og det gav sejre i massespurter til Michael Kolar (2015), Andriy Kulyk (2014) og Enrico Rossi (2012). I 2013 skulle byen have været mål for to etaper, og mens den ene blev aflyst grundet oversvømmelser, lykkedes det Martin Mortensen at snyde sprinterne på den anden ved at holde hjem til en solosejr med 4 sekunder ned til feltet. I 2006 var byen vært for de fælles nationale enkeltstartsmesterskaber i Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn, og det gav sejre til hhv. Matej Jurco, Ondrej Sosenka og Laszlo Bodrogi.

1. etape

Tour de Slovaquie er generelt en fladere sag, og det kommer i den grad til udtryk på den første linjeløbsetape, der ikke har mange terrænmæssige udfordringer. Tidligt på etapen finder man en enkelt lille kategori 2-stigning, men ellers er det en dag, der går ad lange, lige og flade veje, hvor kun vinden måske kan forhindre sprinterne i at skulle spurte om sejren i løbets første massespurt.

Med en distance på bare 142,3 km er der tale om en kort sag, der fører feltet fra Samorin til Trnava. Fra start kører man mod nord, øst, sydøst og igen nord ad helt flade veje frem til dagens første spurt, som kommer efter 30,2 km. Det flade terræn fortsætter, når man herfra kører mod først nordøst og siden nordvest frem til udkanten af et kuperet område, der ligger vest for det hele flade område, hvor det meste af etapen finder sted. Her kører man kortvarigt mod vest ind i bakkerne via kategori 2-stigningen Cerveny Kamen (1,5 km, 6,3%), der har top efter 58,0 km, inden en nedkørsel leder mod sydøst og sydvest tilbage til fladlandet.

Herfra er resten af etapen helt flad. Man kører først mod øst og siden nordvest frem til dagens anden spurt, som kommer efter 83,0 km. Nu går det mod nordvest, nordøst og slutteligt sydøst ind til Trnava, hvor man efter 101,1 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 41,2 km lang rundstrækning i det helt flade område nord for byen. Først går det ad lange, lige og flade veje mod nordøst, nordvest og nord frem til etapens nordligste punkt. Herfra drejer man mod sydøst for ad køre ad en lang, lige og flad vej forbi dagens sidste spurt, som kommer efter 126, 3 km, inden det går mod sydvest tilbage til Trnava. Efter et sving med 7,4 km igen går det ad en lige og flad vej igennem to rundkørsler med hhv. 2300 m og 1700 m igen frem til et sidste venstresving bare 600 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 662 højdemeter.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Der er ikke meget hokuspokus over denne etape. Det er fladt, fladt og fladt, og det er kun vinden, der måske kan forhindre en massespurt. Den plejer dog ikke at være et tema i løbet, og alt taler således for, at de hurtige folk skal i aktion for første gang.

Trnava blev senest besøgt sidste år, hvor byen var mål for sidste etape, der efter noget udskilning på nogle tidligere bakker blev vundet i en reduceret massespurt af Itamar Einhorn foran Peter Sagan, der sikrede sig den samlede sejr, og Cees Bol. I 2017 var byen mål for de to sidste etaper. På 3. etape kørte Matej Mugerli hjem til en solosejr med 7 sekunder ned til feltet, og på 4. etape vandt Ivan Savitskiy en massespurt. Også i 2011 var byen mål for to etaper, der begge blev vundet af Maximiliano Richeze i massespurter. I 2019 var byen vært for de fælles nationale mesterskaber i Tjekkiet og Slovakiet. Hos slovakkerne vandt Jan Andrey Cully enkeltstarten og Juraj Sagan linjeløbet, mens det hos tjekkerne var Jan Barta, der vandt enkeltstarten, og Frantisek Sisr, der snuppede linjeløbssejren.

2. etape

Sidste år var løbet et rent sprinterløb, men sådan bliver det ikke i år, hvor man udnytter noget af det terræn, landet byder på. Torsdag gælder det således kongeetapen, der byder på næsten 3000 højdemeter, som primært er koncentreret i løbets sidste del, hvor der går op eller ned hele tiden. Stigningerne er dog også alle relativt bløde, og det gør det til en ret åben og måske taktisk affære, hvor det i hvert fald ikke er givet, at de bedste bare kan kører væk på det, der sammen med prologen utvivlsomt er løbets vigtigste etape.

I alt skal der tilbagelægges 186,3 km, der fører feltet fra Hlohovec til Banska Stiavnica. Startbyen ligger i det helt flade område, hvor 1. etape fandt sted, mens målbyen ligger i bakkerne længere mod øst, og derfor er det en etape i to dele. Man lægger ud med at køre mod øst op ad den ganske lille kategori 3-stigningn Teplicky (2,4 km, 3,0%), der har top allerede efter 4,6 km, men derefter er det helt fladt, mens man snor sig mod nordøst forbi dagens første spurt, der kommer efter 38,5 km og frem til dagens anden spurt, der er placeret efter 59,5 km.

Sidstnævnte er placeret lige på kanten af det kuperede område, og herfra kører man mod sydøst, syd og igen sydøst op ad kategori 2-stigningen Penhybel (5,4 km, 4,1%), der er en let og jævn stigning med top efter 79,6 km. En lidt kringlet nedkørsel leder nu videre mod sydøst, inden det med det samme går mod syd op ad kategori 2-stigningen Kostivrch (2,5 km, 5,7%), der er relativt jævn, men slutter med 500 m med 6,9% frem mod toppen, som rundes efter 93,5 km.

Herfra bliver det kortvarigt lidt lettere. En enkel nedkørsel leder mod syd ned til dalen, som kortvarigt følges mod nordøst og øst. Derfra går det imidlertid igen ind i bakkerne, når man kører mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Cervena Studna (6,4 km, 6,2%), der er en todelt sag med først 3 km med stigningsprocenter under 6, men derefter 3,4 km på mellem 7 og 10% frem mod toppen, som rundes efter 127,8 km. En enkel nedkørsel leder nu mod øst og syd ned til målbyen, hvor man kører mod nordvest og sydvest op ad kategori 1-stigningen Stiavnicke Bane (8,2 km, 2,7%), idet målstregen kommer 1700 m oppe ad stigningen, hvor dagens tredje spurt køres efter 134,9 km efter en rampe, som stiger med 5,0% i snit.

Nu kører man en omgang på en 43,7 km lang rundstrækning, der altså indledes med den sidste del af Stiavnicke Bane, som efter den indledende 5% ramte stiger med 3-5% over 3 km, inden der følger tre flade kilometer og slutteligt 1200 m med 5,4% frem mod toppen, som rundes efter 141,4 km. Nu følger et langt og faldende stykke, der leder mod syd ned til det sydligste punkt, inden det går mod nordøst op ad en bakke (3,0 km, 5,6%), der har top efter 157 km. En nedkørsel leder nu videre mod nordøst ned til byen Prencov, der nås efter 166,3 km. Herfra stiger det næsten hele vejen. Man kører nemlig mod nordøst og nordvest ad en lang og let stigende vej ind mod målbyen, hvor man rammer kategori 1-stigningen Banska Stiavnica (3,3 km, 4,5%), der bare er første del af Stiavnicke Bane. Det betyder, at man igen kører den 1700 m lange 5%-rampe op til stregen, som krydses efter 178,6 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 7,7 km lang rundstrækning. Første del af består af den sidste del af stigningen, der samlet set er ganske jævn med stigningsprocenter på 4-5%. Toppen rundes efter 181,0 km, hvorefter de sidste 5,3 km indledes med en relativt enkel nedkørsel, som leder mod nordøst og sydøst tilbage til målbyen. Her drejer man mod nordvest for at køre ad en let stigende vej frem til målrampen, som altså køres for tredje gang og stiger med 5,0% over 1700 m. Der er et venstresving med 2,4 km, inden man skal igennem en rundkørsel ved rampens begyndelse.

Læs også

Formstærk franskmand sejrer efter dansk fremstød - Ineos-profil vinder samlet

Etapen yder på i alt 2956 højdemeter.

Det er en etape, der er lidt svær at læse. Den har ganske mange højdemeter og kan således gøres relativt hård, men vi taler også om bløde 5%-stigninger. Det er således sandsynligt, at det er en større gruppe, der skal spurte om sejren på rampen op til mål, men i et felt med få stærke hold er det muligt, at WorldTour-holdene kan gøre en større forskel. Da det også kan blive et aggressivt løb, som er svært at kontrollere, er der således flere muligheder i spil på dagen, hvor forskellene skal gøres.

Banska Stiavnica har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gange i dette løb. I 2006 var byen vært for to etaper, hvoraf den første blev vundet af danske Søren Nissen, og den sidste var en kort enkeltstart, der blev vundet af Radoslaw Romanik. Også i 2003 var løbet forbi, og her vandt Cezary Zamana en tremandsspurt.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

3. etape

Efter den første dag i terrænet skrues der yderligere op for klatreudfordringerne på en etape, der byder på intet mindre end 3600 højdemeter på et 215 km langt maraton. Også denne gang er der imidlertid tale om bløde stigninger, og denne gang er de sidste 50 km ganske lette. Det ligner en dag, som et stærkt hold kan kontrollere til en reduceret massespurt, men er det et svagere hold, der er i front, kan det blive en ganske ukontrollerbar sag, hvor næsten alt kan ske.

I alt skal der tilbagelægges hele 214,8 km, der fører feltet fra Detva til Spisska Nova Ves. Fra start går det mod sydøst og sydvest ad en let stigende vej frem til dagens første spurt, som kommer allerede efter 12,0 km. Herfra går det med det samme løs, når man fortsætter mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Detvianska Huta (12,6 km, 3,9%), der stiger jævnt med 5-7% over de første 6 km, men derefter byder på 5 lette kilometer, der undervejs endda er let faldende, og slutteligt 1600 m med 6-7% frem mod toppen, som rundes efter 29,0 km.

En lang nedkørsel leder nu mod sydøst ned til dalen, hvor man med det samme drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Nad Sedlom Chorepa (4,3 km, 4,9%), der er en jævn stigning med top efter 54,0 km. En nedkørsel og et kort, fladt stykke fører herfra mod sydøst frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 63,1 km, hvorfra man med det samme kører mod øst op ad kategori 3-stigningen Sedlo Brezina (4,1 km, 5,7%), der er en jævn stigning med top efter 68,1 km. Herefter følger et kringlet stykke, hvor man snor sig mod nordøst op og ned ad to bakker, inden et sjældent fladt stykke leder frem til dagens næste udfordring.

Den indledes, når man kører mod nordøst og ad kategori 3-stigningen Sedlo Hradok (6,6 km, 5,4%), der er en helt jævn stigning med top efter 108,3 km. En nedkørsel fører så mod øst, inden man kører mod nord og nordøst op ad en bakke (3,2 km, 6,1%), som har top efter 116 km, og derfra ad en nedkørsel, der leder mod nordøst ned til dalen. Her kører man mod nord ad en let stigende dalvej frem mod finalen.

Den indledes, når man kører mod nord op ad kategori 3-stigningen Dobsinsky Kopec (7,1 km, 5,5%), der har to kilometer med ca. 7%, men derudover stiger jævnt med 4-6%. Toppen rundes efter 150,3 km og leder op til et plateau, som følges mod øst, inden det går mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Sedlo Grajnar (9,0 km, 3,1%), der stiger med 5-6% over de første 2 km, derefter har 3 flade kilometer og slutter ned 4 km, som stiger jævnt med 4-5% frem mod toppen, som rundes efter 165,7 km.

Herfra er de sidste 49,1 km meget lettere. En lang og kun i starten teknisk nedkørsel leder mod nord og nordøst ned til målbyen, hvor man krydser stegen for første gang i forbindelse med dagens sidste spurt efter 183,7 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på en 31,1 km lang rundstrækning i det flade område nordvest for byen. Det går først mod vest og nord ad let stigende veje, inden man drejer mod vest for at køre op ad kategori 3-stigningen Dravce (3,2 km, 3,7%), der er en jævn og let stigning med top efter 200,7 km. De sidste 14,1 km indledes nu med en kort nedkørsel, som leder mod sydvest, inden en helt lige og let faldende vej leder mod sydøst tilbage til målbyen. Man drejer med 5,8 km igen, men derefter går det ad en lige vej frem til to venstresving, der kommer i rap med hhv. 500 m og 400 m igen. Det falder let, indtil de to sidste kilometer er helt flade.

Læs også

To dobbelt-sejre til ColoQuick i weekenden

Etapen byder på i alt 3635 højdemeter.

Det er lidt en skam, at man skal køre en omgang på den flade rundstrækning til sidst, for det ødelægger chancen for virkelig at udnytte terrænet. I forvejen er stigningerne ret bløde, og der skal derfor køres hårdt på og aggressivt fra distancen, hvis en spurtafgørelse skal undgås. Et stærkt hold kan formentlig kontrollere det, men hvis det førende hold er svagt, kan det sagtens være, at det eksploderer, og at et udbrud af klatrere kan køre væk og afgøre det mellem sig.

Spisska Nova Ves har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et større cykelløb.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

4. etape

Efter to dage med masser af stigninger kan sprinterne se frem til at få det sidste ord. Ganske vist har sidste etape to ganske pæne stigninger i den første halvdel, men da det hele slutter med mere end 100 km, der er enten faldende eller flade, er der lagt op til en afsluttende massespurt, hvis da ikke vinden mod forventning stikker en kæp i hjulet på de hurtige folk.

I alt skal der tilbagelægges 182,1 km, der fører feltet fa Levoca til Kosice. Startbyen ligger lige nord for et kuperet område, som man skærer tværs igennem på etapens første del. Således kører man mod syd ad en let faldende vej frem til dagens første spurt, som kommer allerede efter 11,0 km, hvorefter man ad en let stigende vej kører mod sydvest og derfra mod syd op ad kategori 3-stigninge Podgrajnar (5,0 km, 5,4%), der er en jævn stigning med top efter 23,6 km.

En nedkørsel fører nu mod sydøst, inden det går ad en let faldende vej mod sydøst og dernæst ad en let stigende vej mod sydvest. Den afbrydes, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 2-stigningen Stosske Sedlo (4,4 km, 4,8%), som er en jævn stigning med top efter 67,0 km, og den markerer afslutningen på dagens vanskeligheder.

Herfra er de sidste 115,1 km nemlig meget lette. En let nedkørsel leder mod sydøst ned til det helt flade område, hvor Kosice ligger. Man forsætter mod øst op ad den ganske lille kategori 3-stigning Jasovsky Kopec (1,8 km, 4,4%), som har top efter 89,8 km, hvorefter det går igennem fladt terræn videre mod øst. Let faldende veje fører nu mod syd og sydvest frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 121,3 km, hvorfra man kører mod syd, øst og slutteligt ad en helt lige og flad vej mod nord op til målbyen, hvor man efter 171,0 km krydser stregen for første gang i forbindelse med dagens sidste spurt.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 11,1 km lang rundstrækning inde i den ganske store by. Der er en ganske lille bakke og nedkørsel på, men ellers er det fladt. Først kører man mod syd og sydvest, inden man kører mod nordvest, nord og nordøst ad den store ringvej frem til det nordligste punkt. Her drejer man med 2,7 km igen ind på en lige vej, der leder mod sydøst og kun afbrydes af en rundkørsel, inden man med 700 m igen har et helt blødt sving og slutteligt et skarpt venstresving bare 400 m fra stregen.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Etapen byder på i alt 1451 højdemeter.

Der burde ikke være megen tvivl om udfaldet af denne etape. Vinden spiller sjældent en rolle i landet, og da det er én af kun to oplagte muligheder for sprinterne, må man formode, at de vil komme til fadet i en massespurt, hvor positionen i det sidste sene sving ser ud til at være langt vigtigere end topfarten.

Kosice har været mål for et stort cykelløb fire gange i dette årtusinde, alle i dette løb. Det var senest i 2021, hvor Kaden Groves åbnede løbet med at vinde prologen foran Jannik Steimle og Marceli Boguslawski, inden Alvaro Hodeg et døgn senere vandt en massespurt foran Peter Sagan og Reinardt van Rensburg. Forinden var det i 2013, hvor løbet også åbnede med en prolog, hvor det såmænd var danske Mathias Møller Nielsen, der sejrede foran Nicola dal Santo og Maros Kovac, mens Martin Riska vandt åbningsetapen i byen i 2005. I 2007 var der besøg fra Ungarn Rundt, hvor Robert Nagy slog Jan Barta i en tomandsspurt.

Læs også

Efter dansk sejrsstime: Vi tog store skridt og kan være stolte

STREAM TOUR DE SLOVAQUIE OG TOUR DE LUXEMBOURG UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Det er som sagt relativt nyt, at Slovakiet Rundt tiltrækker ryttere på WorldTour-niveau, og igen i år er der ganske stor niveauspredning i det slovakiske løb. I år er antallet af WorldTour-hold desværre markant reduceret til bare fire, og med mange kontinentalhold er forskellen endnu større i år. Vi bør dog stadig slippe for det lidt ensidige Quick-Step-show, vi så i 2018, hvor de ganske vist på to af de fem etaper blev snydt af Bora, men hvor de allerede fra prologen lagde løbet i et jerngreb, som kun blev strammet af Julian Alaphilippes forventede sejr på kongeetapen.

I år ser kampen ud til at være langt mere lige, for selvom Deceuninck igen kommer med et klassemandskab, er vi ikke vidner til det skræmmende hold, de havde for fire år siden, hvor truppen næsten kun bestod af stjerner. Det var allerede tilfældet i 2019 og 2020, og selvom holdet endte med at vinde løbet med hhv. Yves Lampaert og Jannik Steimle, var det nogle ganske tætte løb - i 2020 endda med den mindst mulige sejrsmargin. Sidste år havde vi også et meget tæt løb i det meget stærkere felt, men det skyldtes også den uhørt lette rute, der gjorde det til en kamp på bonussekunder for sprinterne.

Sådan bliver det ikke i år, hvor man heldigvis gør mere brug af det terræn, Slovakiet faktisk har. Vi har slet ikke en kongeetape, som da Alaphilippe vandt, men det er ikke et sprinterløb denne gang. I stedet er det et meget uforudsigeligt løb, som jeg finder ganske svært at greje.

Man må formode, at 1. og 4. etape er for sprinterne, og at det således er prologen, 2. og 3. etape, der vil være afgørende. Modsat sidste år er prologen jo en rigtig enkeltstart, og over 7 km rent tempotons vil der opstå så store forskelle, at den kan være afgørende. Det skyldes også, at 2. og 3. etape måske nok er kuperede, men vi taler om bløde stigninger i 5%-området. Her kører de bedste ikke bare væk, og havde vi haft et rigtigt WorldTour-felt, var de næppe blevet særligt selektive.

Det bør de dog blive her, hvor der er så stor niveauspredning. Her bør særligt 2. etape, hvor stigningerne kommer i finalen skabe nogen udskilning. Det er dog næppe terræn, hvor bedste mand bare kører væk, og det kan derfor godt blive et meget taktisk løb. Meget taler for, at det ender i en puncheurspurt i en mindre gruppe på 5%-rampen til sidst, men kører der en gruppe med et par mand fra de få store hold, kan løbet være slut for alle andre.

Det gælder også på 3. etape. Her må man formode, at et af de store hold har en klatrestærk mand i trøjen, og derfor vil de formentlig være i stand til at kontrollere det til en reduceret massespurt. Man kan imidlertid slet ikke udelukke, at det eksploderer i det generelt hårde terræn. Igen er det muligt, at en gruppe med repræsentanter fra de få vigtige hold kører væk og afgør det mellem sig. Det kan blive i en spurt, men det kan også blive i en taktisk afslutning, hvor man kan snige sig væk til sidst.

Det fremgår altså, at det er et ret åbent løb, hvor meget kan ske. Prologen kan blive ganske afgørende, men generelt er de puncheurtyper, der kan ventes at slås om sejren på 2. etape, ganske temposvage, og det kan gøre det til et lotteri. Som udgangspunkt er det dog et løb, der afgøres af en kombination af puncheurevner, måske en god spurt til 3. etape og bonussekunderne og tempoevner på en tonserenkeltstart. Man vinder dog næppe dette løb uden et stærkt hold, og det bør derfor være et af de stærke hold, der vinder. Endelig kan det blive så taktisk, at bedste mand ikke nødvendigvis vinder.

Det er imidlertid ikke det eneste, der har forandret sig. I 2018 havde vi en kongeetape med mål på en stigning, men nu er løbet forandret. For tredje år i træk er det et løb med lutter flade finaler, og det ligner et løb, der svarer til det, vi har set de seneste to år. Her har resultatet været bestemt af enkeltstarten og de bonussekunder, der blev vundet i løbets massespurter - massespurter, der er fundet sted i både fulde og reducerede felter.

Læs også

Ingen slinger i valsen: De Lie gør comeback med sejr

Vejret bliver blandet, men der vil ikke være megen vind undervejs. Tirsdagen bliver forrygende flot, hvorefter der venter to overskyede, men tørre dage. Fredagen kan til gengæld blive våd med kraftige tordenbyger, inden det slutter med en lidt kedelig bygedag med lidt sol på lørdag. Det er værd at notere sig, at vi får medvind på rampen på torsdag, hvilket favoriserer de lettere puncheurs, mens fredagen også generelt bliver en medvindsetape, hvilket øger chancen for udskilning.

Havde jeg været sikker på formen, havde jeg ikke tøvet med at pege på Koen Bouwman, men nu gør jeg det med stor tvivl. Hollænderen missede Vueltaen med en skade, og siden Giroen har han kun kørt Bretagne, hvor han arbejdede for Van Aert og førte tidligt. Han er helt sikkert ikke på toppen, og han kan sagtens ende med at falde igennem. Han er dog utvivlsomt den rytter, der passer bedst til løbet. Han genfandt lidt af de ellers forsvundne tempoevner i Giroen, og blandt klatrerne i dette felt er han den mest tempostærke. Han dokumenterede også sin fart i Giroen, hvorfor han vil være den naturlige favorit til puncheurfinalen, og han ledsages af et stærkt hold. Han har altså hele pakken, men formen kan betyde, at han falder igennem eller mangler lidt for meget. Derfor er det med tøven, at han er min favorit.

Jumbo har dog også andre optioner. Det gælder vel særligt Gijs Leemreize, men han viste bestemt ikke storform i Tyskland. Han kørte en god sidste enkeltstart i Giroen, men er generelt temposvag, særligt på denne rute, og han er slet ikke eksplosiv. Det er nok mere på taktik, han skal vinde. Holdet har også både nr. 2 og 4 fra Tour de l’Avenir, nemlig de meget lovende Johannes Staune-Mittet og Archie Ryan, der med samlede placeringer som nr. 5 og 6 i Tjekkiet viste, at de kan være med på dette niveau. Ryan er temposvag og knap så eksplosiv og er det ringeste bud, men Staune-Mittet har vist, at han kan forsvare sig på en enkeltstart og kan spurte, og det gør ham til en ganske god kandidat. Femte bud er Loe van Belle, der chokerede sig selv med sine klatreevner i l’Avenir, hvor han endte som nr. 9 samlet, og han er relativt tempostærk. Jeg vil dog tro, at han kommer lidt til kort på kongeetapen.

Jumbos store rival er Quick-Step, hvis bedste bud må være Mauri Vansevenant. Belgieren viste fremragende form med 3. pladsen på kongeetapen i Tyskland, og med sit punch er han den naturlige favorit til kongeetapen, hvis Bouwman svigter. Problemet er enkeltstarten. Han har kørt nogle gode enkeltstarter, der giver håb, men han har også floppet gevaldigt, senest i Polen. På denne rute vil jeg tro, at han får det svært. Det kan han til gengæld kompensere for med sin fart og sin punch, og han ligner en oplagt vinderkandidat, selvom den svage kørsel i Montreal og det efterfølgende jetlag skaber en usikkerhed. Det gør det også for den anden kandidat, James Knox, der i Tyskland ellers viste form igen. Hans enkeltstart er svagere end Vansevenants, men han kan forsvare sig. Til gengæld er han uden punch, og han er næppe løbets stærkeste.

Man kan heller ikke helt afskrive Zdenek Stybar, der i god form vil kunne vinde denne puncheuretape, og i dette felt kan han forsvare sig på enkeltstarten, ligesom han kan jagte bonus. Efter en god start efter sommeren har han dog skuffet på det sidste. Jokeren er Josef Cerny, der ligner den store favorit til prologen. Han har klatret skidt i år, men når han rammer dagen, som vi har set i udbrud i Baskerlandet sidste år og Coppi e Bartali i år, kan han altså godt forsvare sig i dette terræn.

Astana har en oplagt kandidat i Stefan de Bod, der kan klatre og ikke mindst køre enkeltstart. Punch har han ikke, men han skal vinde løbet på prologen og derefter forsvare sig. Hans klatreevner er dog mildt sagt svingende, og den gode form, han endelig fandt i juli i Rumænien og San Sebastian, må antages at være væk, da dette er første løb siden styrtet i Burgos. Derfor er optimismen begrænset. Det er et godt løb for eksplosive Valerio Conti , der godt kan køre enkeltstart, men han har floppet fælt i år og var helt væk i Bretagne, hans første løb siden den tidlige exit fra Giroen. Derfor kan unge Igor Chzhan, der blev nr. 9 på kongeetapen i Norge vise sig bedst, men hans tempoevner er begrænsede, selvom han har kørt gode resultater ind ved kasakhiske og asiatiske mesterskaber. Løbet er nok for hårdt for Gleb Syritsa, der ellers viste fremragende puncheurevner i Norge.

Caja Rural kommer med Jonathan Lastra. Han kan ikke køre enkeltstart, men han har et vist punch og står godt til kongeetapen. Han var i hæderlig form i Burgos og San Sebastian, men desværre udgik han med sygdom i Rumænien i sidste uge. Det skaber stor usikkerhed, da det var hans første løb i en måned. Han ledsages af Jefferson Cepeda og Michal Schlegel, der gjorde det fint i Rumænien, men i et meget svagt felt, og som generelt har skuffet på det sidste. Cepeda ligner det bedste bud, da han ikke var helt ringe i Polen, men ingen af dem kan noget på prologen. Det kan heller ikke Mikel Nieve, der heller ikke synes i storform og er helt uden punch.

Eolo kommer med Lorenzo Fortunato. Han manglede meget i Burgos, men hans mål er de italienske efterårsløb, hvorfor han bør være bedre nu. Han plejer dog at skulle bruge mange løb på at finde formen, og dette løb passer ham dårligt. Han har ikke megen punch, og enkeltstart kan han slet ikke køre. Han skal vinde via taktik. Han ledsages af lottokuponen Diego Rosa, der seneste viste hæderlig form i Tjekkiet i sidste uge, men som generelt har skuffet i år. Han er mere eksplosiv og tempostærk end Fortunato, men en vinder ligner han bestemt ikke. Holdet har også den eksplosive og mere tempostærke Martin Dina, men han har skuffet stort i år.

Human Powered Health kommer med en lidt interessant kandidat i Nickolas Zukowsky. Han er en tung fyr, men han har klaret sig godt på stigningerne i Tjekkiet og Danmark. På disse blødere bakker kan han bestemt forsvare sig, og han bekræftede den gode form med 2. pladsen i Maryland, ligesom han i Danmark viste, at han bør slå de fleste klatrere på enkeltstarten. Holdet er dog meget svagt, da Keegan Swirbul og Tyler Stites slet ikke har vist form.

Israel-PT er det fjerde og sidste WorldTour-hold, men de får det svært. De skal satse på Sebastian Berwick, der viste så lovende takter tidligere i år, men han mangler punch, kan ikke køre enkeltstart og skuffede stort i sine seneste løb. De har også klatreren Guy Niv, der er lige så temposvag og ikke viste megen form i Tyskland, selvom det var bedre på sidste etape.

Bardiani kommer med Alex Tolio, der oftest er langt fra noget som helst, men hans 4. plads på kongeetapen i Slovenien vidner om et vist potentiale. Han har kørt hæderligt i nylige U23-løb og kan være i fin form, men han har ikke meget punch, og prologen bliver rasende dyr. Han er også helt alene på et svagt hold. En formstærk Alessandro Tonelli kan være med i dette terræn, men han har slet ikke vist form efter pausen. Måske kan Giulio Pellizzari gøre det hæderligt.

Kern Pharma kommer med nyerhvervelsen Giovanni Carboni, men han kan næppe være i storform grundet den store usikkerhed om fremtiden. Han har også skuffet i en længere periode og er slet ikke eksplosiv eller tempostærk. Det samme gælder om den anden klatrer, Igor Arrieta, der har været en skygge af sig selv efter pausen. Hector Carretero har skuffet i år, og holdets bedste bud kan ende med at være den mere tempostærke Carlos Garcia Pierna, der kan klatre, men kun til husbehov. Jon Agirre og Jordi Lopez er formentlig de mest formstærke klatretyper, men hans potentiale er begrænset.

Hos Novo Nordisk har David Lozano vist fin form på det sidste, mens vi til gengæld ikke har set meget til den uheldsramte Charles Planet. På kontinentalholdene kan det være værd at holde øje med Bart Lemmen, Kristjan Hocevar, Jan Barta, der desværre ikke er så tempostærk som tidligere og har klatret skidt i år, Jakub Otruba, der vandt samlet i Rumænien i sidste uge, Adam Toupalik, Andrea Garosio, Riccardo Ciuccarelli, Tomasz Budzinski, Andrea Debiasi og Davide de Cassan.

BEMÆRK: Den endelige startliste er mandag aften ikke kommet. Jeg håber at kunne opdatere optakten, når den forhåbentlig kommer tirsdag.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Eneste relevante ændringer er, at Niv ikke kommer til start, mens Kaczmarek er udtaget og måske kan gøre det hæderligt.

***** Koen Bouwman

**** Mauri Vansevenant, James Knox

*** Gijs Leemreize, Johannes Staune-Mittet, Archie Ryan, Stefan de Bod, Josef Cerny

** Zdenek Stybar, Jonathan Lastra, Lorenzo Fortunato, Diego Rosa, Nickolas Zukowsky, Loe van Belle, Sebastian Berwick, Igor Chzhan, Jefferson Cepeda, Alex Tolio, Giovanni Carboni, Valerio Conti

* Michal Schlegel, Mikel Nieve, Igor Arrieta, Jon Agirre, Jordi Lopez, Garclos Garcia Pierna, Hector Carretero, Jakub Otruba, Andrea Garosio, Riccardo Ciuccarelli, Davide de Cassan, Jakub Kaczmarek, Jan Barta, David Lozano, Adam Toupalik, Tomasz Buzinski, Andrea Debiasi, Bart Lemmen, Kristjan Hocevar, Gleb Syritsa, Marton Dina, Keegan Swirbul, Tyler Stites, Charles Planet

Danskerne

Michael Mørkøv skal hjælpe Ethan Vernon med at vinde massespurterne og Mauri Vansevenant, James Knox samt måske Josef Cerny med at vinde samlet.

STREAM TOUR DE SLOVAQUIE OG TOUR DE LUXEMBOURG UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE