Optakt: Tour de Luxembourg

STREAM TOUR DE SLOVAQUIE OG TOUR DE LUXEMBOURG UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

I mange år vi været vant til, at Tour de Luxembourg var det første etapeløb efter Giroen. Med sin placering først i juni var hertugdømmets nationale rundtur for mange en god chance for at komme i gang med løbene igen efter en pause med højdetræning frem mod Touren. Løbet kunne ikke kombineres med Criterium du Dauphiné, der sluttede samme dag, som Luxembourg lukkede ballet, men for ryttere, der havde brug for et løb inden Tour de Suisse, Tour de Slovenie eller ZLM Toer, der ofte har været den sidste brik frem mod Touren, var det en god trædesten.

Desværre begyndte det i de seneste at gå ned ad bakke, da løbet fik en nye konkurrent. Den nye Hammer Series blev sat i søen af Velon, der er skabt af et flertal af WorldTour-hold, og da disse alle skulle deltage i den nye begivenhed i Holland og samtidig starte i Dauphiné om søndagen, var løbet i Luxembourg endt som de helt store tabere. Således var BMC i 2017 eneste hold fra den fineste division til start, og end ikke Lotto, der i mange år har brugt løbet til at starte André Greipels Tour-forberedelse, var med. Heldigvis kunne man trøste sig med Greg van Avermaets deltagelse, hvilket sikrede en vis opmærksomhed, men det kunne ikke ændre på, at man havde det svageste felt i umindelige tider.

Læs også

Optakt: 7. etape af Giro d’Italia

Desværre fortsatte derouten, da den nye Hammer Series-runde i Stavanger sammen med det opgraderede Tour of Norway gjorde kalenderen endnu mere pakket, og igen i 2018 var løbet i Luxembourg endt som den store taber. Således var der for første gang ikke ét eneste WorldTour-hold til start, og det samme gjaldt i 2019. Arrangørerne spekulerede åbent i offentligheden på, hvad der kunne vende nedturen, og det blev endda overvejet at reducere det til et endagsløb.

Reaktionen kom i 2020, men måske var den unødvendig. Hammer Series blev nemlig et offer for magtkampen mellem UCI og Velon, men da de nye løb forsvandt, var Tour de Luxembourg allerede blevet flyttet. Som noget nyt skulle det nu afvikles som forberedelse til noget andet end Touren, nemlig til VM. Derfor blev det flyttet til september i et forsøg på at sparke liv i begivenheden igen.

Som bekendt blev 2020 et helt andet år end ventet, og derfor kunne det ikke rigtigt bruges til at sige noget om flytningens succes. Nu afvikledes det midt under Tour de France, og i første omgang var der i hvert fald tale om et boost. Ganske vist var antallet af stjerner få, når de fleste af disse var til start i Frankrig, men de 8 WorldTour-hold repræsenterede en markant fremgang i forhold til det, vi så i årene forinden.

Heldigvis fortsatte succesen sidste år, hvor kalenderen var normaliseret. Løbet havde da også en glimrende placering i et år, hvor der grundet OL var en ekstra uge mellem Vueltaen og VM. Normalt har rytterne skullet vælge mellem Vueltaen, Tour of Britain og de canadiske klassikere i forberedelsen til VM, og derefter har der været en serie endagsløb i primært Belgien og Italien, hvor de sidste formjusteringer har kunnet foretages.

Nu havde man pludselig et alternativ til disse endagsløb. Mens der i samme uge kørtes et hav af begivenheder i Belgien og Italien, valgte nogle fem sammenhængende løbsdage i Luxembourg. Med otte WorldTour-hold kunne man også i en normal kalender matche feltet fra 2020, og denne gang var der endda flere stjerner til start også. Det var dog relativt få VM-ryttere, der syntes at ville køre et etapeløb så tæt på hovedmålet, men til gengæld syntes løbet at være et godt alternativ til de italienske løb for de ryttere, som satsede på Italien og de øvrige italienske oktoberklassikere.

Også i år er flytningen en bragende succes. Med et VM i Australien er det ikke ideelt som VM-forberedelse, men som klassikerforberedelse er det stadig storartet. Ganske vist kan man denne gang kun præsentere seks WorldTour-hold, men det er stadig markant bedre end i de sidste år inden flytningen, og selvom konkurrencen i år er skærpet med tilbagekomsten af de canadiske løb, der har stjålet hovedparten af stjernerne, kan man stadig præsentere store navne som Valentin Madouas, Matteo Trentin, Florian Senechal, Giulio Ciccone og Rafal Majka, der bruger løbet som et skridt mod større mål.

Luxembourg er et stort cykelland, og det er derfor ikke sært, at den nationale rundtur har en lang historie. Løbet blev første gang afviklet i 1935, og bortset fra en lille pause under Anden Verdenskrig har det været afviklet hvert eneste år siden da. I de tidlige år blev det domineret af de hjemlige ryttere, inden franskmændene og belgierne begyndte at vise fanen. Siden Arie den Hartog vandt i 1964, er løbet imidlertid i stigende grad blevet internationaliseret, og de seneste årtier er vinderne kommet fra utallige forskellige nationer. Ganske interessant er det, at det var rammen om en af Lance Armstrongs første store sejre efter comebacket fra hans cancersygdom, idet han vandt løbet i 1998 på sin vej mod en fjerdeplads i Vueltaen. Løbet har også været succesrigt for danskere, idet Matti Breschel vandt i 2014, Jakob Fuglsang i 2012, Jørgen Bo Petersen i 2001 og Søren Lilholt i 1987.

På grund af den lange historie nyder Tour de Luxembourg stor status i UCI-hierarkiet. Det er et 2.Pro-løb, og selvom det i de senere år har haft svært ved at tiltrække mange WorldTour-hold, har dets status aldrig været truet. Da WorldTouren/ProTouteren blev introduceret i 2005, var arrangørerne oprindeligt en del af planen om at fusionere de nationale rundture i Luxembourg, Belgien og Holland til et stort Tour de Benelux. Disse ideer førte til skabelsen af Eneco Tour (nu Benelux Tour), men i sidste ende valgte de belgiske og luxembourgske arrangører at holde deres egne løb i live som selvstændige begivenheder, og Benelux Tour kører i dag slet ikke igennem Luxembourg. Med det nye navn er det planen, at det skal ske i de kommende år, men det er uden folkene bag Tour de Luxembourg, der fastholder deres eget løb.

Luxembourg er et lille land, og derfor er det ganske imponerende, at arrangørerne kan mønstre et fem dage langt løb. Selvfølgelig betyder landets beskedne størrelse, at der ikke er plads til mange eksperimenter. Derfor er etapefinalerne ofte med år efter år, og løbet har et ret fast format. Den eksplosive prolog i hovedstaden, hvor man spurter op ad en kort brostensbakke i et af årets mest ikoniske løb, er blevet efterfulgt af en blanding af sprinteretaper og kuperede etaper, der har været skabt til stærke sprintere eller ardennerspecialister. Luxembourg er bestemt ikke fladt, men der er heller ingen høje bjerge, og derfor er det et perfekt løb for puncheurs og hurtige klassikerryttere.

Læs også

Stjerne opgiver klassementet

Det er dog ikke kun datoen, der eksperimenteres med i disse år. Allerede i 2020 droppede man prologen, men resten af løbet bestod af klassiske og velkendte finaler. I 2021 kastedes alt imidlertid op i luften. Ikke blot var der som noget helt nyt en lang enkeltstart, de klassiske og velkendte finaler var også erstattet af helt nye afslutninger. Kun den klassiske afslutning på Plabeierbierg i hovedstaden bestod, men det eksplosive terræn ændredes der naturligvis ikke på. Den nyskabelse fortsætter i år, hvor den lange enkeltstart er med igen, men man går tilbage til genbrugsmodellen ved at genbruge flere finale fra ruterne i 2020 og 2021.

Sidste år var altså det første år med en enkeltstart, og det fik naturligvis en altafgørende betydning i et løb, der normalt afgøres på sekunder, at man pludselig skulle køre mere end 25 km solokørsel. Ganske vist måtte Joao Almeida her se sig slået af holdkammeraten Mattia Cattaneo, men på det tidspunkt havde han allerede sikret sig førertrøjen ved at vinde 1. etape. Da hans værste rivaler på bakkerne alle var temposvage, var en 2. plads på enkeltstarten rigeligt for portugiseren til at vinde løbet med hele 46 sekunder ned til Marc Hirschi og 1.05 ned til Mattia Cattaneo. Almeida har i år kørt Vuelta og forsvarer således ikke titlen, og da Cattaneo og Hirschi også skipper løbet, skal der denne gang findes et helt nyt podium.

STREAM TOUR DE SLOVAQUIE OG TOUR DE LUXEMBOURG UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Som sagt er der ikke meget plads til variation i et lille land som Luxembourg, og derfor har løbet fulgt et ret fast mønster. Den ikoniske aftenprolog, der for mange har været begyndelsen på sommeren i cykelmæssig forstand, har givet de eksplosive ryttere en chance for at spurte op ad en stejl brostensbakke og sikre sig den første førertrøje, inden sprinterne er kommet til fadet på 1. etape. Derefter har der som regel ventet to kuperede etaper, der har tilgodeset stærke sprintere og klassikerryttere, hvoraf kongeetapen typisk er kommet om lørdagen. Tidligere var sidste etape ofte ikke så svær, men siden 2013 er den blevet holdt på en meget svær rundstrækning i hovedstaden, hvor en afslutning på den korte, stejle Pabeierbierg har skabt spænding frem til allersidst.

I mange år foretrak man flade finaler på svære rundstrækninger, hvor en hård stigning et par kilometer fra mål kunne skabe udskilning og bruges til sene angreb. Derfor skulle de klatrestærke folk angribe fra distancen, hvis de ville af med de hurtigere afsluttere. I 2014 sammensatte man imidlertid en ny, meget sværere rute med hele to finaler på korte, stejle stigninger og kun én etape for sprinterne, og den rute blev stort set genbrugt i 2016. Faktisk fandt man et helt fast format, hvor prologen og sidste etape gik igen hvert eneste år, og hvor man herefter skiftede mellem to helt faste sammensætninger af de tre midteretaper. I 2015, 2017 og 2019 var der derfor tale om stort set samme rute, ligesom også 2018-, 2016- og 2014-udgaverne var næsten identiske.

Det blev der lavet om på i forbindelse med genopfindelsen af løbet i 2020, hvor prologen udgik, og det faste mønster blev brudt. Det var dog stadig mange velkendte afslutninger, der udgjorde løbet, men sådan var det ikke sidste år. Arrangørerne mener det virkelig, når de vil skabe noget nyt, og derfor skabte de denne gang et løb, hvor der ikke var én eneste finale, vi kendte fra tidligere. Selv sidste etape på Pabeierbierg blev der eksperimenteret med ved at ændre den velkendte rundstrækning.

Den største forandring var, at prologen ikke blot var væk, men erstattet af den første rigtige enkeltstart i nyere tid, endda over hele 25,4 ganske kuperede kilometer. Resten af løbet var også sjældent uvenligt mod sprinterne, der kun havde én mulighed, og derudover var der hele tre etaper for de eksplosive puncheurs, den ryttertype, som altid favoriseres mest i Luxembourg.

Den model var man åbenbart begejstrede for. I hvert fald er der tale om helt samme struktur i år, hvor man atter har lagt en lang enkeltstart ind som den absolutte nøgleetape. Med 300 højdemeter over 26,1 km er den endda stort set identisk med sidste års udgave, idet den også har en passende blanding af fladt tonserterræn og eksplosive bakker. Derudover er der atter én mulig sprinteretape, som denne gang endda kun synes for de mere holdbare, samt tre etaper for puncheurs. Modsat sidste år går man dog tilbage til genbrugsmodellen, da hele tre af finalerne er blevet brugt i enten 2020 eller 2021.

Det er også genbrug, man lægger ud med. Allerede fra start venter således en potentiel klassementsetape, når man slutter med samme eksplosive finale, som i hovedstaden Luxembourg åbnede sidste års løb. Her lagde Joao Almeida grunden til sin samlede sejr ved at vinde en spurt bare 1,5 km efter den korte Kirchberg-stigning, og det er ganske sandsynligt, at vi vil se noget tilsvarende igen. Derefter får klassementsrytterne en chance for at puste ud onsdag, hvor der er lagt op til årets eneste sprinteretape, men hvor en bakke i finalen formentlig vil skabe udskilning, som samme finale gjorde i 2020, hvor John Degenkolb tog sin seneste sejr.

Læs også

Starttider: 7. etape af Giro d´Italia

Klassementskampen genoptages torsdag, der byder på en helt ny finale i Diekirch. Her sluttes der på en eksplosiv rundstrækning med to af de klassiske luxembourgske puncheurstigninger, men de efterfølges af hele 10 lette kilometer, hvor alt kan ske, enten en regruppering eller en taktisk finale med mulighed for sene angreb. Derefter venter løbets absolutte nøgleetape, når fredagen for andet år i træk byder på en enkeltstart over ca. 25 km og i ganske kuperet terræn, inden det hele slutter med den klassiske afslutning med en rundstrækning på Plabeierbierg i Luxembourg, hvor man bruger samme modificerede rundstrækning som sidste år. Ligesom i 2020 er målstregen flyttet væk fra toppen, og derudover er rundstrækningen nu også forlænget, hvilket bør give en lettere finale. Alligevel var der klassementskamp sidste år, inden David Gaudu sneg sig væk i den taktiske finale efter toppen, og det vidner om, at der fortsat kan vindes sekunder til allersidst for løbets puncheurs - og det er jo en passende afrunding på et puncheurløb, der nu med ét er blevet forandret til et løb, hvor der primært stilles krav til tempoevnerne.

1. etape

I årevis har det været fast kutyme, at løbet er blevet indledt med den klassiske tekniske og uhyre eksplosive prolog i Luxembourgs brostensbelagte gader, men i forbindelse med nytænkningen af løbet og kalenderændringen er der lavet om på tingene. Allerede i 2020 åbnede man i stedet med en linjeløbsetape med mål på en af de mange småbakker i hovedstaden Luxembourg, og den model genbrugtes både sidste år og i år. I 2021 indførte man dog en ny finale med mål kort efter toppen af den lidt hårdere Kirchberg og med en ganske hård stigning til at rydde ud i feltet kort forinden, hvor Joao Almeida i et herligt puncheuropgør vandt etapen og lagde grunden til sin samlede sejr, og den finale var åbenbart en stor succes, da den vender tilbage i 2022, hvor favoritterne således skal være klar til et nøgleopgør fra start.

Med en distance på bare 163,8 km er der tale om en kort etape, der har både start og mål i hovedstaden Luxembourg. Starten går ved Stade Luxembourg, hvorfra man kører mod nordøst igennem let kuperet terræn. Kort efter snor man sig i stedet mod nord igennem terræn, der i alt væsentligt er let faldende, indtil man nærmer sig etapens nordligste punkt. Kort forinden drejer man mod nordvest for kort efter at køre op ad kategori 1-stigningen Montée de Niklosbierg (4,5 km, 5,9%), der er en jævn stigning med top efter 66,3 km.

Den leder op på et plateau, der følges mod vest, inden det falder mod sydvest og syd. Nu drejer man mod sydøst for at køre op ad Cote de Bourscheid (3,5 km, 7,3%), der er uden for kategori og kommer i to halvdele med først 2 km med 8-9% og siden 1500 m med 6,1%. Toppen passeres 87,0 km, hvorefter der går mod sydvest ad et fladt plateau, inden en kort nedkørsel leder mod nord og nordvest. I bunden drejer man mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Cote de Eschdorf (3,0 km, 7,4%), der er ujævn med 500 m med hele 10,7% midtvejs og har top efter 104,9 km.

Nu bliver det meget lettere. Det falder let mod sydøst, inden man kører mod sydvest op ad en bakke (800 m, 8,3%), som har top efter 115,8 km. Derfra snor man sig igennem let faldende og fladt terræn mod sydvest, sydøst og øst frem til dagens spurt, som kommer efter 137,4 km. Med det samme drejer man herefter mod syd for at køre igennem fladt terræn ind mod Luxembourg.

I stedet for at køre direkte ind til centrum venter der imidlertid udfordringer. Man drejer nemlig mod nordøst for at passere kategori 1-stigningen Cote de Stafelter (1,8 km, 7,9%), der er en todelt stigning med først 1 km med hele 9-12%, inden den stiger med 4-5% frem mod toppen, der passeres efter 154,8 km. Herfra resterer bare 9,0 km, der indledes med en let nedkørsel, som fører mod sydvest ned til udkanten af byen. Her drejer man mod nordøst for at køre op ad den ikke-kategoriserede Kirchberg (1,6 km, 6,3%), der har top lige med ca. 1500 m igen. Herefter stiger det let op mål med ca. 1,5% over den sidste kilometer. Finalen er teknisk, idet der er sving med 3100 m, 3000 m, 2900 m, 2400 m og 2100 m igen, inden en lige og 6 m bred vej leder frem til de sidste to sving med 900 og 200 m igen.

Etapen byder på i alt 2554 højdemeter.

Allerede fra start vil vi formentlig få en ide om hierarkiet i løbet. De kørte som sagt samme finale for et år siden, og her blev der angrebet på sidste stigning. I sidste ende endte 39 mand dog i samme tid som den sejrende Joao Almeida, og meget taler således for, at det vil være en gruppe, der skal spurte om sejren. Vi så dog sidste år, at det bestemt ikke er umuligt, at man kan køre væk i finalen, og at der kan komme et taktisk spil på det flade stykke efter toppen.

Læs også

Norsgaard rygtes til succesfuldt storhold

Luxembourg er altid mål for både åbningen og afslutningen på løbet. Sidste år havde åbningen form af en puncheuretape med samme finale, hvor Joao Almeida vandt en spurt blandt 39 mand foran Bauke Mollema og Marc Hirschi. I 2020 havde åbningsetapen en anden finale, hvor Diego Ulissi tog et vigtigt skridt mod den samlede sejr ved at vinde foran Amaury Capiot og Eduard Grosu, men derudover har det siden 2006 været i form af den klassiske prolog, der var kendt som Jimmy Engoulvents etape, idet franskmanden vandt i 2007, 2010, 2012 og 2013 samt blev nummer 2 i 2008, nummer 3 i 2011 og nummer 4 i 2015. De andre nylige vindere er Christophe Laporte (2019), Damien Gaudin (2017 og 2018), Jempy Drucker (2016), Adrien Petit (2015), Danny van Poppel (2014), Fabian Cancellara (2008 og 2011), Gregory Rast (2009) og Kim Kirchen (2006). I årene forinden havde 1. etape normalt ikke mål i byen, dog med 2003, hvor Thomas Voeckler vandt, som eneste undtagelse i dette årtusinde.

2. etape

Siden løbet blev nytænkt i 2020, har der ikke været meget at komme efter for sprinterne, og det kommer tydeligt til udtryk på årets letteste etape. Her kan rytterne se frem til en for løbet sjældent flad etape, men mod slutningen skal man over en kort bakke i den absolutte finale. Den er det perfekte afsæt for sene angreb, men da samme afslutning blev benyttet i 2020, endte det alligevel i en spurt i et felt med mere end 70 mand. Det ligner således den bedste chance for de holdbare sprintere til at få en sejr i denne uge.

Læs også

Forlanger stjerne straffet: Det er fuldstændig ulækkert

Med en distance på 163,4 km er der igen tale om en relativt kort etape, der fører feltet fa Junglinster til Schifflange. Man lægger ud med at køre en omgang på en 45,8 km lang rundstrækning i området nordøst for startbyen. Den indledes hårdt med en bakke, hvorefter det falder let mod nordøst. Herefter kører man mod nord op ad kategori 1-stigningen Cote de Altrier (2,0 km, 5,9%), der er en relativt jævn stigning med top efter 20,6 km, inden det går igennem småkuperet terræn mod nord, vest og slutteligt syd tilbage til Junglinster, hvor dagens første spurt køres i startområdet efter 45,8 km.

Efter rundstrækningen sætter man kursen mod sydvest igennem let kuperet terræn, inden man kører mod sydvest op ad Cote de Steinsel (1,4 km, 9,1%), der er uden for kategori og har 12,4% over de første 500 m, men derefter bliver lettere. Toppen rundes efter 64,9 km, hvorefter det går via en kort nedkørsel og siden fladt terræn mod sydvest og nordvest frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 77,0 km. Det flade terræn fortsætter, når man herefter snor sig mod først vest og siden syd og sydvest ned langs grænsen til Belgien frem til byen Petange.

Her tager etapen fat igen, når man kører mod sydvest op ad løbets gamle nøglestigning Col de l’Europe (1,5 km, 7,4%), der er uden for kategori og midtvejs har 500 m med hele 11,6%. Toppen rundes efter 112,4 km, hvorefter det igen bliver meget lettere, da en nedkørsel leder mod sydøst og nordøst ned til Differdange. Herfra går det mod øst igennem fladt terræn ind til målbyen, hvor man køre dagens sidste spurt efter 133,1 km, og 700 m senere krydser man stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 29,6 km lang rundstrækning i området nordøst for byen. Den er stort set helt flad, når man ad lige veje kører mod nordøst, og det flade terræn fortsætter, når man herefter kører mod sydøst og senere snor sig mod sydvest. Slutteligt kører man mod vest op ad bakken Poteau de Kayl (1,0 km, 6,6%), der har top 4 km fra stregen. En enkel nedkørsel leder herfra mod nordvest ned til Esch-sur-Alzette, hvor man med 2,1 km igen drejer til højre. Herefter er det først ganske let stigende og siden ganske let faldende, når det går ad en næsten lige vej frem til målet.

Etapen byder på i alt 2054 højdemeter.

Samme finale blev benyttet for to år siden, hvor de endda skulle over finalebakken flere gange undervejs. I år er der kun en enkelt passage, og det taler for, at vi igen får samme reducerede massespurt, som vi gjorde for to år siden, hvor John Degenkolb fik sin seneste sejr. Det er bestemt muligt, at der kommer angreb til sidst, men med en generelt let finale taler meget for et sprinteropgør.

Schifflange var senest målby i 2020, hvor man brugte samme finale, og hvor John Degenkolb vandt en reduceret massespurt foran Eduard Grosu og Pieter Vanspeybrouck. I 2018 var der mål på en stejl mur i byen, hvor Andrea Pasqualon sejrede foran Alexander Krieger og Alex Kirsch, og samme murfinale blev benyttet i 2016, hvor Philippe Gilbert vandt foran Maurits Lammertink og Kirsch, og i 2014, hvor Matti Breschel lagde grunden til sin samlede sejr ved at besejre Jempy Drucker og Sergey Lagutin. I 2007 blev de nationale mesterskaber kørt i byen, hvor Benoit Joachim vandt enkeltstarten og Christian Poos linjeløbet.

Læs også

Dansk mester før tredobbelt titelforsvar: Jeg vil gøre alt for at vinde

3. etape

Efter en dag, der formentlig har været for de holdbare sprintere, skal klassementsrytterne på den igen torsdag, hvor der venter en helt ny finale i byen Diekirch. Her sluttes nemlig med en rundstrækning med to ganske vanskelige bakker, men også med 10 nemme kilometer til sidst. Det lægger op til en yderst uforudsigelig finale, hvor der utvivlsomt vil blive angrebet fra løbets puncheurs, men hvor der herefter kan ske alt mellem himmel og jord, uanset om det er samling til en spurt eller en taktisk og ukontrollerbar afslutning, hvor man kan snige sig væk.

Med en distance på 188,4 km er der tale om den første længere etape, der fører feltet fra Rosport til Diekirch. For anden dag i træk lægger man ud med at køre med en omgang på en rundstrækning, der denne gang er henlagt til området syd for startbyen, og som er 38,4 km lang. Den indledes med, at det går mod syd op ad en bakke (2,5 km, 7,4%), der har top efter 8,5 km, inden det falder ned mod det sydligste punkt. Herefter vender man rundt for at sno sig mod nord og senere øst igennem fladt terræn frem til startområdet, hvor man kører dagens første spurt efter 38,4 km.

Efter rundstrækningen kører man med det samme mod sydvest op ad kategori 1-stigningen Cote de Michielsberg (2,1 km, 7,3%), der har 500 m med 11,2%, men derudover stiger med 5-6%. Toppen rundes efter 40,2 km, hvorefter en nedkørsel leder videre mod sydvest. Herefter er det stort set helt fladt, når man snor sig mod nordvest op langs grænsen til Tyskland, men når man efter 65,3 km når byen Reisdorf er det over de næste 15 km generelt let stigende, kulminerende med en sidste bakke (5,5 km, 3,3%), der har top efter 81,5 km. Herefter er det relativt fladt frem mod byen Hosingen, der nås efter 95,2 km i etapens højste punkt.

Her drejer man mod vest for siden at sno sig mod vest, sydvest og nord igennem faldende og fladt terræn, inden man drejer mod vest for at køre op ad en bakke, der har top efter 113,9 km. Herfra går det mod syd og sydvest igennem først let faldende og siden fladt terræn, inden man drejer mod syd for at køre op ad Um Knupp (900 m, 7,7%), der er uden for kategori og starter med 500 m med 9,8%, inden den flader ud frem mod toppen, som rundes efter 129,6 km. Et fladt plateau og en nedkørsel leder nu mod sydøst og syd, inden det går mod øst igennem fladt terræn. Nu drejer man mod sydøst for at køre op ad en bakke (1,3 km, 6,7%), der har top efter 149,7 km, inden man snor sig mod sydøst igennem fladt terræn ned til den afsluttende rundstrækning, hvor man kører den sidste og helt flade del, indtil man efter 167,8 km krydser stregen i forbindelse med dagens sidste spurt.

Læs også

Amerikansk endagsløb aflyses

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 20,6 km lange runde. Den indledes med et kort, fladt stykke, der leder mod øst, nordøst og nordvest, inden det går mod sydvest op Hendelbierg (2,1 km, 6,3%), der er uden for kategori og stiger jævnt med ca. 8% over den første kilometer, flader ud med 500 m med 2,2% og slutter med 600 m med 6,9% frem mod toppen, som rundes efter 174,8 km. De sidste 13,6 km indledes nu med en teknisk nedkørsel, som fører mod syd, inden man med det samme kører mod nordvest op ad Huelwee (1,3 km, 8,7%), der ligeledes er uden for kategori og starter med 500 m med hele 14,0%, inden den stiger med 4-6% over de sidste 800 m frem mod toppen, som rundes efter 178,8 km.

Herfra resterer bare 9,6 km, som indledes med en let nedkørsel, der fører mod vest og sydvest, indtil det bliver helt fladt, når man kører mod syd, øst og nordøst frem til mål. Det går ad en helt lige veje over flere kilometer, indtil man når en teknisk afslutning med sving med 850 m, 800 m og 400 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2940 højdemeter.

Det er nogle ganske vanskelige bakker, der endda kommer lige i rap, og det lægger op til, at favoritterne skal angribe hinanden. Det er næppe muligt for én mand at køre alene, men det er bestemt muligt for en lille gruppe at holde hjem, hvis de kan samarbejde. Det er dog også muligt, at vi får det samlet til en spurt i en større gruppe, og også en taktisk finale med sene angreb i fladlandet er en option på denne uforudsigelige etape.

Diekirch var senest målby i 2019, hvor man sluttede på den nærliggende Herrenberg, og hvor Jesus Herrada lagde grunden til sin samlede sejr ved at vinde foran Maurits Lammertink og Anthony Turgis, hvor Anthony Perez sejrede i en puncheurspurt foran Greg van Avermaet og Xandro Meurisse, også på Herrenberg. Finaler i Diekirch er slet ikke ukendte. Med flade afslutninger, der har været rammen om reducerede massespurter efter en hård finale, har byen således været på rutekortet stort set hvert år i dette årtusinde. I 2015 vandt André Greipel en massespurt, mens Giacomo Nizzolo var hurtigst i 2013, hvor en mindre gruppe spurtede om sejren. En ung Tony Gallopin var hurtigst i 2010, Frank Schleck tog en solosejr i 2009, Michael Albasini slog Joost Posthuma i en duel i 2008, og Jonas Ljungblad var hurtigst i en lille gruppe i 2006. Inden da vandt Bram Schmitz i 2005, Kim Kirchen i 2004, Serguei Ivanov i 2003, Guennadi Mikhailov i 2002, Fabio Baldato i 2001, Alessandro Petacchi i 2000 og Jesper Skibby i 1999. Endelig var byen rammen om de nationale mesterskaber i 2011, hvor Frank Schleck vandt linjeløbet og Christian Poos enkeltstarten.

Læs også

Dansk profil bliver europamester

4. etape

Med sin klassiske prolog har Tour de Luxembourg i mange år haft en enkeltstart, men den har kun været 2 km lang og meget speciel. Sidste år ændredes løbets natur fuldstændigt, da man som noget helt nyt bød på en rigtig enkeltstart og det endda en lang en af slagsen på ikke færre end 25,4 km. Selvom det egentlig skævvred klassementet i et løb, der normalt afgøres på sekunder, har arrangørerne været så begejstrede for ideen, at de genbruger den i år. Med en distance på 26,1 km er den endda en smule længere end for et år siden, men med 300 højdemeter fordelt over to ganske hårde bakker adskilt af fladt tonserterræn kan løbets lettere folk glæde sig over, at løbets klart vigtigste etape heller ikke i år er en sag for de rene fladbanespecialister.

Som sagt skal der altså tilbagelægges 26,4 km, som har start og mål i byen Remich. Fra start går det mod sydvest igennem fladt terræn hen langs Mosel og grænsen til Tyskland, inden man drejer mod nord og senere sydvest for at køre op ad Scheierberg (1,6 km, 8,8%), der har top efter 3,5 km. En let nedkørsel leder nu mod nordøst tilbage til Mosel, som nu følges mod syd og sydvest igennem helt fladt terræn frem til byen Wintrange, der nås efter 11,2 km.

Her forlader man igen floden for at køre mod vest op ad stigningen Wentrenger (2,4 km, 4,8%), der har 1000 m med 6-8%, men derudover stiger med 2-5%. Toppen rundes efter 13,9 km, hvor dagens mellemtid tages, og hvorfra man kører et kort fladt stykke mod sydøst på et plateau, inden en lidt kringlet nedkørsel leder mod sydvest og nordøst ned til byen Remerschen, som nås efter 18,0 km. Herfra går det mod sydøst ad en let faldende vej tilbage til Mosel og den kendte by Schengen, der passeres efter 19,0 km. Nu er resten af etapen meget enkel, da de sidste 7,4 km går ad en 6 m bred, helt flad og lige vej uden sving mod nord og nordøst op langs Mosel og den tyske grænse frem til målet.

Etapen byder på i alt 299 højdemeter.

Det er lidt af en forandring af løbet, at man pludselig lægger så lang en enkeltstart ind, som man altså også gjorde det sidste år, hvor etapen viste sig næsten altafgørende. Det vil den formentlig gøre igen, da man har designet en etape, der både på distance og antal højdemeter er næsten identisk med sidste års. Således har man fundet et ganske interessant miks med to bakker, der er ganske stejle og stiller betydelige evner til klatreevner, men også med masser af fladt tonserterræn, ikke mindst de sidste 7,4 km, der er helt uden sving. Det er således de alsidige specialister, der skal slås om etapesejren og derved tage et meget stort skridt mod den samlede sejr.

Remich har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Dansker udgået efter styrt

5. etape

Siden 2006 har løbet sluttet i hovedstaden Luxembourg, men modsat mange andre nationale rundture, der ender med en massespurt i landets største by, er alt stadig i spil helt frem til målstregen i det luxembourgske etapeløb. Således har man i de senere år endt løbet med en vanskelig finale på den korte, stejle Pabeierbierg, der igen i år vil lægge asfalt til afslutningen, og derfor vil der kunne vindes tid i klassementet helt frem til slutfløjtet. Igen er det eksplosive puncheurs og stærke sprintere, der vil være i spil til etapesejren, og dermed er det en passende afslutning på et løb, der altid byder på masser af muligheder for netop denne ryttertype. Ligesom sidste år har man ganske vist forlænget rundstrækningen, som i både 2020 og 2021 flyttet målstregen 1500 m væk fra toppen af bakken og således skabt en lettere finale end den, vi kendte frem til og med 2019, men som vi har set, er døren helt åben for forskydninger i klassementet og måske en solosejr, som den David Gaudu sidste år tog i en taktisk finale på en etape, der faktisk er næsten helt identisk med denne.

I alt skal der tilbagelægges 178,4 km, som fører feltet fra Mersch til Luxembourg. Startbyen ligger umiddelbart nord for hovedstaden, og derfor består det meste af etapen af en tur op i bakkerne i den nordlige del af landet. Allerede starten er svær, når man kører mod nordøst op ad en bakke (1,9 km, 6,0%), og derefter ned ad en nedkørsel, inden det går mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Cote de Nommern (2,5 km, 5,8%), der er en uhyre ujævn stigning med to 500 m segmenter på hhv. 10,4% og 9,8% og derudover lette passager.

Toppen rundes allerede efter 10,1 km, hvorefter det bliver meget lettere. Det går mod øst ad en nedkørsel, inden man snor sig mod nordvest ad et stykke, der kun er let kuperet. Det ændrer sig dog hurtigt igen, når man kører mod nordvest ind i bakkerne af en meget snoet og kuperet vej, der først byder på to bakker efter hhv. 37 km (3,3 km, 4,7%) og 44,5 km (1,5 km, 6,0%), inden det går mod nord op ad Cote de Schlindermanderscheid (3,3 km, 6,2%), der er uden for kategori og starter med 8,4% over 1 km og derfra stiger med 5,2% frem mod toppen, som rundes efter 52,7 km. En teknisk nedkørsel leder mod nord og sydvest, inden det går mod nordvest op ad Cote de Kautenbach (5,1 km, 4,1%), der ligeledes er uden for kategori og skal deles i to med 3 km med 4-7% og 2,1 næsten flade kilometer frem mod toppen, som rundes efter 68,1 km.

Herfra bliver det igen lidt lettere. En nedkørsel leder mod nord, hvorefter man kører mod nordvest, vest og sydvest ad en vej, der er let kuperet og byder på en bakke (1,9 km, 6,5%) efter 92 km. Nu bliver det fladere, når man kører mod syd ned langs grænsen til Belgien, inden det går mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Cote de Misärshaff (2,3 km, 5,7%), der stiger med 5-8% over de første 1500 m og derefter med ca. 4% frem mod toppen, som passeres efter 110,6 km. Herfra går det ad en lige og let faldende vej mod sydøst, inden det igen bliver kuperet i bakkerne nord for Luxembourg, hvor man efter 145,5 km (2,3 km, 5,1%) og 148,5 km (1,0 km, 7,7%) skal over et par stigninger, inden man rammer rundstrækningen og kører den sidste del, så man for første gang skal over Pabeierbierg (700 m, 9,2%) og over den sidste kilometer frem til stregen, der efter 155,2 km krydses i forbindelse med den første spurt.

Etapen afsluttes nu med to omgange på en ny og længere 11,6 km rundstrækning - en markant forandring af den gamle, der blot var 3,8 km lang. Fra start går det mod nordvest ad en nedkørsel, inden man skal op ad en bakke (1,0 km, 5,5%), der har top 6,5 km fra stregen. Her vender man rundt, når man kører mod vest ad et fladt plateau og derefter mod syd og sydøst ad en let faldende vej. Med to kilometer igen rammer man atter Pabeierbierg (700 m, 9,2%), hvorefter der venter 300 flade meter, inden den sidste kilometer er let faldende. Der er et 180-graderssving med 2500 m igen og derefter et sving med 1800 m igen, inden det slutter med et dobbeltsving 300 m fra stregen, som leder ind på den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3186 højdemeter.

Læs også

Giro d'Italia-analyse: Da det spanske talent udstillede forfaldet

Finalen på Pabeierbierg er blevet en sand klassiker, der altid danner rammen om en spektakulær afslutning. Som regel er de bedste ryttere adskilt af bare få sekunder, og derfor ender det som regel med en dyst mellem de bedste puncheurs i en finale, hvor der kan vindes både ”virkelige” sekunder og vigtige bonussekunder. Ligesom de to foregående år er målstregen dog flyttet væk fra toppen af bakken, men det forhindrede ikke, at syv mand spurtede om sejren i 2020. Også sidste år blev der angrebet, og efter en regruppering samlede 13 mand, hvorfra David Gaudu i en taktisk finale kørte hjem til en solosejr lige foran Joao Almeida, der vandt spurten om 2. pladsen. Med andre blev det trods den længere rundstrækning med mere fladt terræn end vanligt ganske selektivt, og dermed er der lagt op til et sidste stort slag mellem de eksplosive puncheurs. Historien viser også, at et udbrud meget ofte holder hjem, inden favoritterne selv slås om den endelige sejr, og alt er derfor i spil på en altid meget medrivende sidste etape.

Sidste år var etapen næsten identisk, og her kørte David Gaudu væk på det flade i en taktisk finale, så han akkurat kunne sejre foran Joao Almeida og Pierre Latour, der var de hurtigste blandt 12 forfølgere. I 2020 havde vi for første gang mål efter toppen af bakken, og her kørte syv mand væk, inden Andreas Kron overraskende slog den førende Diego Ulissi og Markus Hoelgaard som de nærmeste rivaler i spurten. I 2019, hvor der senest var mål på toppen, kronede Jesus Herrada sin samlede sejr ved at vinde med 2 sekunder ned Jonathan Hivert og Pit Leyder. I 2018 blev den førende Andrea Pasqualon angrebet på den sidste rundstrækning, men det lykkedes ham at holde det samlet til en spurt i en ganske lille gruppe, hvor Anthony Perez sejrede foran Eduard Prades og Pasqualon selv. I 2017 splittedes feltet som altid sidste gang på stigningen, inden Greg van Avermaet konfirmerede den samlede sejr ved at vinde en spurt foran Alex Kirsch og Xandro Meurisse på en dag, hvor kun de tre mand fik noteret vindertiden. I 2016 slog Philippe Gilbert den samlede vinder Maurits Lammertink og Dylan Teuns i en klassisk puncheurfinale, hvor 11 mand sluttede inden for 10 sekunder. Året inden var Sean De Bie bedste mand i et stort udbrud, mens André Greipel tog sit livs første at to udbrudssejre i 2014. Bob Jungels slog Paul Martens og Jan Bakelants i en tremandsdyst i 2013, mens Jurgen Roelandts var eneste overlevende fra et udbrud på en meget regnfuld dag i 2012. Romain Feillu vandt en spurt i 2011, og Gorka Izagirre sejrede på samme facon i 2010. Matti Breschel var hurtigst i 2009, Salvatore Commesso tog en udbrudssejr i 2008, og Gregory Rast og Stefano Garzelli var de stærkeste i feltet i hhv. 2007 og 2006.

Læs også

Holdkammerat: Thomas er på niveau med Pogacar

STREAM TOUR DE SLOVAQUIE OG TOUR DE LUXEMBOURG UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Tour de Luxembourg har altid været et løb for puncheurs og ardennerspecialister, men i de senere år er den tendens blevet endnu mere udtalt. Tendensen til at skabe hårdere ruter med flere afslutninger på korte stigninger har betydet, at løbet er blevet et for de meget eksplosive typer og virkelige specialister i netop denne type afslutninger. Tidligere skulle klatrerne og de stærkeste være lidt mere aggressive for at skabe forskelle, men nu kan mange af dem vente til afslutningerne, hvor de vanskelige bakker betyder, at de sande eksperter kan dyste om sejren og vigtige bonussekunder.

I den forstand har løbet været et af sportens mest udprægede puncheurløb. Ganske vist har der været en prolog, men den var på en kort brostensbakke i Luxembourgs centrum, hvor det var en ganske bestemt ryttertype, der trivedes, nemlig puncheurs. Selvfølgelig var der en eller to sprinteretaper undervejs, men Tour de Luxembourg har været sportens førende puncheurparadis.

Sådan plejede det i hvert fald at være, indtil arrangørerne besluttede sig for at genopfinde løbet. Man kunne sagtens have gjort som i 2020, hvor man nøjedes med en kalenderflytning, men bevarede løbets identitet, for løbet i Luxembourg vil med sit terræn altid være god forberedelse, uanset om målet er VM eller de italienske klassikere. Nu er det dog ikke blevet ved kalenderændringen, men med det nye koncept, der blev indført sidste år, er løbets identitet totalt forandret.

Det skyldes ikke, at man erstatter de gammelkendte finaler med nye, der i vidt omfang genbruges i år. De nye afslutninger er måske endnu mere puncheurvenlige end dem, vi kender. Nej, det skyldes naturligvis inklusionen af en enkeltstart som erstatning for prologen. Det er der i sig selv ikke noget galt med. En kort enkeltstart i stil med det, vi kender fra Benelux Tour, vil være et fint supplement, der vil fremkalde mere aggression på de kuperede etaper, men en enkeltstart på hele 26,1 km er altså lidt af et misfoster. Nok er terrænet i Luxembourg hårdt, men der er ikke tale om bjerge, og derfor plejer det at blive afgjort på sekunder. Faktisk plejer vi at være vidner til et ret fascinerende og knivskarpt opgør på bonussekunder. I det lys vil det blive næsten umuligt at kompensere for de gigantiske forskelle, en så lang enkeltstart kan skabe, og dermed er det en uhyre skævvredet balance. I stedet for det knivskarpe opgør om sekunder over alle dagene bliver fredagens etape nu altafgørende.

Vi kan jo bare se, hvordan det gik sidste år, hvor modellen første gang blev benyttet. Tempospecialisten Joao Almeida vandt med en uhørt stor margin på hele 46 sekunder ned til Marc Hirschi, der endda kørte fra portugiseren på kongeetapen. Nr. 3 blev Mattia Cattaneo, der som hjælper for Almeida tabte en del tid på de tre svære etaper, men alligevel kunne han ved at vinde enkeltstarten sikre sig den samlede 3. plads. David Gaudu, Thibaut Pinot og Nairo Quintana var blandt de stærkeste i de tre puncheurfinaler, men enkeltstarten betød, at de endte som hhv. nr. 6, 7 og 11 med tab på hele 1.17, 1.27 og 1.56 til Almeida.

Konklusionen er klar. En temporytter, der kan klatre fornuftigt i puncheurterræn som dette, vinder løbet. Havde Cattaneo kørt sin egen chance og begrænset tabet lidt mere på de hårde etaper, var han formentlig endt som nr. 2, selvom han ikke havde matchet Hirschi og Almeida i puncheurfinalerne. Terrænet er ganske enkelt ikke hårdt nok til at skabe de forskelle, der kan kompensere for enkeltstarten.

I år er ruten næsten identisk med sidste års. Enkeltstarten er marginalt længere, men den har præcis samme miks af bakker og tonserterræn. Det er en ganske hård enkeltstart, men tempo- og klatrestærke folk kan vinde masser af tid over så lang en distance. Løbet har derudover igen i år én sprinteretape, nemlig 2. etape. Det er en ganske hård afslutning for de tunge folk, men vi så i 2020, at det endte i en spurt i et felt med mere end 70 mand. Den vil derfor næppe spille en rolle i klassementet.

Puncheurtyperne skal vinde deres tid på 1., 3. og 5. etape. Finalerne på 1. og 5. etape præcis som sidste år, og her så vi, at forskellene var små. På 1. etape kørte de bedste væk på bakken, men der skete så stor en regruppering, at hele 39 mand fik samme tid som Almeida, der vandt spurten. Finalen er for let til, at bedste mand kører alene, men det kan sagtens blive en mindre gruppe, hvis de kan samarbejde efter toppen. Chancen for en regruppering er dog stor, og det er således både punch og spurtstyrke, der belønnes. Sidste år blev den stejle stigning forinden kørt ret passivt, og det burde således kunne gøres hårdere, hvis man vil.

Læs også

Lykkelig Cavendish: Vi gjorde, som vi ville

Det kan også blive taktisk efter toppen på sidste stigning. Det så vi sidste år på 5. etape, der har en næsten identisk finale, men hvor omgangene gør, at det er hårdere. Her lykkedes det nemlig David Gaudu at snige sig væk på det flade, og selvom han i sidste ende fik samme tid som resten af favoritterne, vandt han etapen. Man kan således godt vinde nogle sekunder med en taktisk heldig hånd. På 5. etape vil chancen for, at bedste mand kører alene, være større, men sidste år endte 13 mand med at få samme tid som Gaudu og Almeida, der næsten hentede franskmanden i sin spurt.

Den nye etape er 3. etape, der har en helt ny finale og erstatter sidste års kongeetape. De sidste to stigninger er svære og kommer lige i rap, og det er derfor nok her, man har chance for at vinde mest tid. Én mand kører næppe alene hjem, men etableres der en gruppe, der kan samarbejde, kan de vinde flere sekunder end i finalerne tirsdag og lørdag. Til gengæld kan vi også få en ganske stor regruppering, hvis ikke de kan samarbejde, og det er således en etape, der både kan være ret ligegyldig og ende med at skabe de største forskelle. Det bliver i hvert fald en taktisk affære, hvor et stærkt hold og overtal kan være vigtigt.

Hvordan bliver vejret så? Det bliver uinspirerende og kedeligt. Torsdagen kan byde på byger, men holder nok tør og har kun en let vind, som står i ansigtet i hele finalen, hvorfor chancen for en spurt til sidst er stor - dårligt nyt for dem, der skal vinde tid. Onsdagen kan blive en meget våd affære, da der er stor risiko for kraftige tordenbyger, og det vil være blæsende, men næppe nok til at skabe forskelle. Torsdagen ser pæn ud med lidt sol og lette vinde, der dog igen står i ansigtet på stigningerne - igen dårligt nyt for dem, der vil gøre forskelle. Fredagen bliver en bygedag, som desværre kan give uens betingelser på enkeltstarten, som er umulige at tage hensyn til i denne optakt, inden det hele slutter med en blæsende bygedag på lørdag, hvor vindretningen slet ikke er til at køre sidevind, og hvor puncheurtyperne endelig kan glæde sig over en medvindsfinale.

Konklusionen er således, at det bliver et opgør mellem tempospecialisterne, men ikke de tunge af slagsen. Dertil er både enkeltstarten og de øvrige etaper for hårde, men kan man ikke køre enkeltstart, får man meget svært ved at vinde løbet. Vi så dog også sidste år, at finalerne er hårde nok til, at top 10 blev domineret af relativt temposvage puncheurs. Problemet var bare, at de ikke nåede Almeida til sokkeholderne. Spurtstyrke, punch, bonussekunder og taktik bliver de afgørende komponenter udover tempoevner, og så skal man gerne have et fornuftigt hold til at kontrollere særligt finalen på 5. etape, der kan køres aggressivt.

Det får mig til at pege på Mattias Skjelmose. Det var i dette løb sidste år, hvor han blev nr. 3 bag Cattaneo og Almeida, at den unge dansker for alvor viste sit tempopotentiale, og det har han i år taget til et helt nyt niveau, først til DM, men i særlig grad i Danmark Rundt. Denne kuperede rute passer ham endda langt, langt bedre end de danske enkeltstarter, og hvis han kører, som han gjorde i Assens i august, har han en storslået chance for at vinde enkeltstarten med solid margin ned til de fleste puncheurs.

De øvrige finaler passer ham også storartet. Han viste både i Vallonien og i Vejle, hvor han alene tabte på positionering, at han er perfekt i disse puncheurfinaler, og han har også en hæderlig spurt. Således er løbet nærmest skabt til Skjelmose, der tillige bakkes op af et meget stærkt hold, som nok burde kunne kontrollere de hårde etaper. Der kan være noget usikkerhed om formen, for i Tyskland så vi, at han var en smule træt efter sit meget hårde program, og han endte endda med at styrte, men han var ikke mere træt, end at han lå nr. 4 samlet inden styrtet. Nu har han haft tid til at puste ud inden VM, der må være et stort mål, og derfor burde han være frisk nok til at vinde på en rute, hvor han i dette felt ser ud til at kunne vinde, selvom han ikke er på 100%. Derfor tror jeg på første professionelle sejr til Skjelmose i denne uge. Spørgsmålet er hvor mange, men enkeltstarten og klassementet ligner gode bud.

Trek har også Giulio Ciccone, der vil være god i puncheurfinalerne, men hans form er usikker, da han ikke har kørt siden Touren, og han får bøllebank på fredag. Det samme gør Antwan Tolhoek, der lige er kommet tilbage efter sit grimme styrt i Polen og næppe er i storform, Amanuel Ghebreigzabhier, der stadig leder efter formen efter sit grimme styrt i Catalonien, og Asbjørn Hellemose, der også manglede for meget i Tyskland

Den værste rival må være Kevin Vauquelin. Franskmanden beskrev sig selv som tempospecialist tidligere i år, men det var svært at se på de første enkeltstarter. Efter sommeren har han imidlertid nået helt nye højder, først med en 7. plads til EM og ikke mindst i Poitou-Charentes, hvor han blev nr. 2 og over 21,4 km var mindre end 20 sekunder fra selveste Stefan Küng. Den kuperede rute burde passe ham, og han burde som en hurtig puncheurtype også elske de øvrige etaper. Han er hurtigere end Skjelmose, men til gengæld er hans holdbarhed lidt svingende. Kører han som i Norge, er han med helt fremme, men han skuffede lidt i Bretagne, og efter en pause er hans form usikker. Med en enkeltstart som i Poitou-Charentes kan han vinde dette løb, også fordi han hjælpes af modvinden i finalerne.

Arkea har også en alternativ option i Thibault Guernalec. Franskmandens enkeltstarter er svingende, som vi senest så i Vueltaen, men han er en af de bedste temporyttere. Ruten er dog nok lidt for kuperet til, at han kan matche de to største favoritter, og han vil nok også få det lidt svært i de hårde finaler. Han klatrer dog så godt, at han bør kunne begrænse tabet ganske meget, hvis han er i form. Han udgik af Vueltaen efter styrt, og det gør ham usikker. Holdet har også Maxime Bouet, der i gamle dage var en god temporytter, men han er ikke længere tempostærk nok. De to klatrere, Michel Ries og Alessandro Verre, er temposvage og totale lottokuponer, der også mangler punch og har været helt fra snøvsen siden sommerpausen.

Læs også

Valgren offentliggør sine Giro-watt

Sidste år havde jeg ikke tøvet med at gøre Benjamin Thomas til favorit, men efter skiftet til Cofidis er hans tempoevner ikke helt uventet gået fløjten. Han blev dog stadig nr. 4 i Poitou-Charentes, hvilket viser, at han i dette temposvage er en af de bedste temporyttere, og med den klatring, han har vist i år, er det en klar fordel, at ruten er meget hårdere end i Frankrig. Han blev dog slået med hele 30 sekunder af Vauquelin, og det vidner om, at han nok skal begrænse tabet. Til gengæld vil han med den klatring, han har vist i år, være fremragende og blandt favoritterne på de øvrige etaper, ikke mindst fordi han i år har spurtet sublimt, som han senest viste i Poitou-Charentes, Bretagne og Doubs, men også da han vandt i Mayenne tidligere i år. Formen er i hvert fald god, og med bonussekunder undervejs kan han vinde løbet. Han ledsages af Anthony Perez, der før har vundet to etaper, men ikke helt har samme puncheurkvaliteter som tidligere. Han kører dog en ret habil enkeltstart, og er han i form, bør han gøre det fint. Til gengæld er Tom Bohli slet ikke tempostærk længere og også for tung.

Løbets bedste puncheur kunne meget vel være Valentin Madouas, der har nået helt nye højder i år, og med sin fornemme kørsel i Limousin og Bretagne og senest sejren i Doubs har vist fremragende form. Hans problem er enkeltstarten, der nok gør det umuligt at vinde, men han har farten og punchet til måske endda at vinde alle tre hårde etaper. Gør han det, har han måske en chance, hvis FDJ kan gøre det hårdt, for han kørte faktisk en hæderlig enkeltstart i Touren - dog stadig på et for svagt niveau til at vinde her. FDJs tempospecialist er Tobias Ludvigsson, der reelt kan vinde enkeltstarten, men han synes slet ikke i form, da han kørte en horribel enkeltstart i Poitou-Charentes, og han vil tabe tid i de eksplosive finaler. Tempostærke Clement Davy er for tung, men Madouas har en god allieret i Kevin Geniets, der i år har nået helt nye højder og også burde have en chance for at være med i de hårde finaler, hvor han er hård. Heller ikke han er tempostærk, men han kørte i Touren en enkeltstart på niveau med Madouas. Lars van den Berg er for temposvag og må ende som hjælper.

En ret spændende kandidat er Rune Herregodts. Han floppede fælt ved EM, men hans enkeltstart ved de belgiske mesterskaber viser, at han kan komme meget langt i dette felt. Han burde også have punchet og holdbarheden til puncheuretaperne, men han har klatret ganske skidt i de fleste løb i år, senest i Tjekkiet. Kører han som i Ungarn, burde han dog komme langt, og han er også hurtig. Det nylige løb i Doubs viser, at han har sine begrænsninger, men her er stigningerne kortere, og det viser i det mindste, at han er i rimelig form. Han ledsages af Robbe Ghys , der imponerede så stort på bakkerne i Belgien, men han er temposvag og tilsyneladende ikke i form.

Jeg er meget spændt på Jason Osborne. Den tidligere roet har imponeret stort i år, senest i Norge, hvor han blev nr. 7 på kongeetapen og havde kurs mod det samlede podium på sidste etape, indtil han fik defekt. Om han har samme form nu, ved vi ikke, men han har hele pakken. Han er ikke hurtig, men han er god på eksplosive stigninger, og da han begyndte at køre cykelløb, var det altid ved de tyske mesterskaber i enkeltstart, hvor han gik i top 10 flere gange. Han skuffede ved mesterskaberne i år, og det skaber usikkerhed, men da han tidligere i år vandt det lokale belgiske Ronde Vlaams-Babant, vandt han enkeltstarten suverænt, dog mod amatører. Han har potentiale til at overraske. Holdets bedste man til puncheurfinalerne er hurtige Nicola Conci, der dog er meget svingende, var flyvende i Norge og floppede i Danmark og Tjekkiet, men enkeltstarten ødelægger det for ham. Det gør den også for Sjoerd Bax og Kristian Sbaragli, der ellers sagtens kan være med i dette terræn, særligt Bax, der så godt i Norge. Tobias Bayer har skuffet gennem hele sæsonen.

På kontinentalholdene finder vi en af favoritterne. Aaron Gate viste både i Belgien og ved Commonwealth Games, at han er en af de bedste temporyttere her, og han viste også i Belgien, at han kan forsvare sig i dette terræn, selvom det nok handler om at begrænse tabet. Problemet er, at han i sidste uge ikke virkede flyvende i Rumænien, og hans form er derfor meget usikker. Tom Sexton kan også køre en hæderlig enkeltstart, men er for tung, og Ryan Christensen elimineres af enkeltstarten.

Quick-Step kommer med Jannik Steimle , der er en af de bedste temporyttere her. Ruten er dog nok en anelse for hård for ham, og det samme vil formentlig være tilfældet i puncheurfinalerne, selvom han reddes lidt af modvinden. Problemet er nemlig også, at han kun lige er kommet tilbage efter det brækkede kraveben fra Burgos, og selvom han selv kalder formen fin, er han næppe på toppen. Holdet har også en formstærk Florian Senechal, der måske kan være med i nogle af puncheurfinalerne, men han er for temposvag. Det samme gælder for Davide Ballerini, der formmæssigt også synes helt fra snøvsen.

Uno-X kommer med en joker i Morten Hulgaard. Hans 8. plads ved EM vidner om, at han er en af de bedste temporyttere her, men hans form er ukendt efter styrtet i Poitou-Charentes. Han er formentlig også for tung til løbet, og han kan tabe så megen tid, at han kan ende langt væk. Det er det mest sandsynlige, men i kraft af sine tempoevner må han på vinderpotentiale rangere højt. Holdet har også Jonas Gregaard, der har kørt så fornemt i år, men han vil få bank på enkeltstarten. Han viste dog klar fremgang i Polen og ikke mindst i Danmark, og ruten passer ham bedre her. Hans form er dog helt ukendt efter den sygdom, der sendte ham ud i Danmark. Holdet har også Torstein Træen, der er kommet meget flot tilbage efter sin kræftsygdom, men han mangler punch og kan ikke køre enkeltstart. Niklas Eg gør comeback efter sit grimme styrt og er næppe i form.

UAE kommer med tre kandidater, men de får svært ved at vinde. Mest spændt er jeg på Rui Oliveira, der nåede et helt nyt niveau i puncheurterrænet i Limousin. Det taler for, at han kan overraske her, og han er tillige hurtig på stregen. Hans banebaggrund gør også, at han kan forsvare sig på enkeltstarten, men hans enkeltstarter som professionel har været skuffende. Den anden kandidat er Matteo Trentin, der som yngre kørte nogle overraskende gode enkeltstarter, men det er længe siden, og denne er for lang og hård. Derudover har han skuffet med sin holdbarhed i de seneste løb. Holdets klatrer er Rafal Majka, men hans form efter Touren er helt ukendt, og det vil undre mig, hvis han er flyvende. Han mangler noget spurtstyrke, men det sker jo af og til, at han kører en god enkeltstart. Endelig har holdet den unge klatrer Arthur Kluckers, der bliver spændende at følge, men nok er hjælper.

Ag2r kommer med Felix Gall, der i år har vist et glimrende punch og dermed slet ikke passer så dårligt til de hårde etaper. Hans form er dog efter en lang pause ukendt, og hans enkeltstart er så svag, at han ikke har en reel chance. Han ledsages, der trods styrtet i Burgos viste hæderlig form i Tyskland, men mangler lidt punch og spurtstyrke til at kunne vinde de hårde etaper og også får bank på enkeltstarten. Det samme gør Geoffrey Bouchard, der slet ikke har punch, men viste brugbar form i Tyskland. Dorian Godon kan være bedste bud. Han kan måske være med i nogle af de hårde finaler, når der er modvind, og melder sig selv i hæderlig form efter at have misset Vueltaen med corona, men han var ikke flyvende i Doubs forleden. Hans våben er hæderlige enkeltstarter, som vi så i Polen, og ikke mindst en god spurt. Burgos-sensationen Bastien Tronchon kunne godt passer hæderligt til de eksplosive finaler, men enkeltstarten er et problem.

Euskaltel kommer med Txomin Juaristi , der er begyndt at køre pæne enkeltstarter, men ikke nok til at vinde. Han blev nr. 4 i Portugal i et svagt felt og senest nr. 16 i Poitou-Charentes. Den samlede top 10 i Portugal vidner om klatreevner, men punch har han ikke. Unai Cuadrado og Antonio Soto elimineres af enkeltstarten, og Soto har også været en skygge af sig selv i år.

B&B elimineres helt af enkeltstarten, men jeg glæder mig til at se, hvor langt den hurtige komet Axel Laurance kan komme i de hårde finaler efter hans vanvidsridt i Bretagne, hvor han var centimeter fra at vinde det allerførste WorldTour-løb, han nogensinde har kørt. Franck Bonnamour og Cyril Barthe burde være skabt til puncheuretaperne, men har ikke vist form, og det har klatreren Sebastian Schönberger helle ikke forud for et løb, der passer både ham og Pierre Rolland dårligt. Mere spændt er jeg på mountainbikeren Victor Koretzky, der passer til løbet og viste takter i Norge, men enkeltstarten bliver en katastrofe.

Jeg tror ikke rigtigt på de øvrige hold. Bingoal har Marco Tizza, Remy Mertz og Luc Wirtgen til de hårde etaper, men de har skuffet på det seneste og kan ikke køre enkeltstart. Burgos har slet ingen, der kan være med på hverken de hårde etaper eller enkeltstarten. Caja Rural har Joel Nicolau til de hårde etaper, men han floppede fælt i England, hvor Sergio Martin var bedre, men ingen af dem kan køre enkeltstart. De har også den holdbare sprinter Orluis Aular, der måske kunne være med på nogle af de hårde etaper, men næppe er i storform efter styrtet i Burgos.

På de øvrige kontinentalhold har Riwal en god kandidat i Mathias Bregnhøj. Han er slet ikke eksplosiv nok til de hårde etaper, der ikke passer ham ideelt, men niveauet er højt, og han viste i Danmark, at han kan forsvare sig på enkeltstarten. Terrænet passer bedre til særligt Lucas Eriksson, men også Jakob Eriksson. De lider dog under enkeltstarten. Hos Leopard har man den tidligere Bahrain-rytter Kevin Inkelaar, men han er stadig en skygge af sig selv, og temporytteren Justin Wolf er for tung. Geofco er helt uden chance.

***** Mattias Skjelmose

**** Kevin Vauquelin, Benjamin Thomas

*** Valentin Madouas, Rune Herregodts, Jason Osborne, Thibault Guernalec, Aaron Gate

** Anthony Perez, Jannik Steimle, Kevin Geniets, Nicola Conci, Morten Hulgaard, Rui Oliveira, Rafal Majka, Dorian Godon, Matteo Trentin, Tobias Ludvigsson, Jonas Gregaard, Giulio Ciccone, Rui Oliveira, Sjoerd Bax, Felix Gall, Clement Berthet, Florian Senechal, Txomin Juaristi, Maxime Bouet

* Torstein Træen, Mathias Bregnhøj, Geoffrey Bouchard, Kristian Sbaragli, Axel Laurance, Franck Bonnamour, Victor Koretzky, Robbe Ghys, Sebastian Schönberger, Lucas Eriksson, Jakob Eriksson, Joel Nicolau, Sergio Martin, Orluis Aular, Michel Ries, Alessandro Verre, Davide Ballerini, Tobias Bayer, Amanuel Ghebreigzabhier, Marco Tizza, Bastien Tronchon, Arthur Kluckers, Lars van den Berg, Ryan Christensen

STREAM TOUR DE SLOVAQUIE OG TOUR DE LUXEMBOURG UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE