Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Søndagens etaper i ugens fire store etapeløb

Optakt: Søndagens etaper i ugens fire store etapeløb

09. februar 2020 14:27Foto: Sirotti

Efter de indledende sværdslag i Australien og Argentina samt på Mallorca intensiveres cykelsæsonen for alvor i uge 6, hvor de første etapeløb i Europa skal køres, og hvor der er store etapeløb under sydlige himmelstrøg i både Australien og Saudi-Arabien. Feltet.dk dækker naturligvis det hele med store overordnede optakter til alle løbene og vil tillige have kortere optakter til de enkelte etaper i de fire etapeløb.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Tiden rækker desværre ikke til store optakter til alle etaperne i de fire løb, men hver dag vil vi have en samlet artikel med kortere optakter til den kommende dags etaper i begge etapeløb. Derudover er der naturligvis overordnede optakter til Saudi Tour, Volta a la Comunitat Valenciana, Etoile de Besseges og Herald Sun Tour . Endelig kan du her læse om, hvordan vi live-opdaterer fra tre af løbene.

 

Søndag gælder det 5. etape af Volta a la Comunitat Valenciana, Etoile de Besseges og Herald Sun Tour, mens Saudi Tour er slut.

 

Herald Sun Tour - 5. etape

Ruten

Traditionelt har arrangørerne forsøgt at holde spændingen i live indtil allersidste øjeblik, enten ved at afvikle kongeetapen som afslutning eller som i de senere år ved at benytte en relativt kuperet rundstrækning i Kinglake som afslutning. Den model fraveg man i 2019, hvor der i stedet ventede en helt traditionel afslutning i form af et kort gadeløb i storbyen Melbourne. Sådan bliver det også i år, hvor præcis samme etape genbruges, og dermed ventes sprinterne at få det sidste ord, inden den samlede vinder kan bestige podiet og hyldes for sin triumf i Australiens ældste etapeløb.

 

Læs også
Trek trækker sig fra sponsorat

 

Etapen er et helt klassisk kriterium, der består af 22 omgange på en 4,05 km lang rundstrækning i hjertet af Melbourne, hvormed der i alt skal tilbagelægges beskedne 89,1 km. Terrænet er til gengæld ikke helt fladt, idet et let faldende stykke efterfølges af en lille stigning på knap en kilometer, der indledes med ca. 2 km igen og har top lige inden den røde flamme. Herefter falder det ganske let, inden den sidste lille kilometer er flad. Der er tale om en teknisk finale med skarpe sving hhv. 1200, 600 og 500 m fra mål, men derudover består rundstrækningen primært af lange, lige veje. Der er indlagte spurter ved afslutningen på hhv. 5 og 15. omgang, dvs. efter hhv. 20,2 og 60,7 km.

 

Etapen byder på i alt 1342 højdemeter.

 

Melbourne er som regionens største by et næsten helt fast stop. Sidste år blev præcis samme etape brugt, og her lykkedes det endelig Kristoffer Halvorsen at spurte sig til sin første Sky-sejr foran Dion Smith og Brenton Jones. I de senere år har byen dog hovedsageligt lagt asfalt til den klassiske prolog, der i årene fra 2014 til 2018 blev vundet af hhv. Jack Bauer, William Clarke (to gange), Danny Van Poppel og senest Ed Clancy. Vi skal tilbage til 2011 for at finde et andet gadeløb af denne type, og dengang var det en ung Marcel Kittel, der vandt sidste etape. Forud for det var kriteriet en relativt fast bestanddel, der har givet sejre til Jonathan Cantwell (2009), Aaron Kemps (2007), Robbie McEwen (2006), Hilton Clarke (2005), Karl Menzies (2004), Mike Sayers (2003), David McKenzie (2001 og 2002) og Henk Vogels (2000) i dette årtusinde. I 2007 vandt Steve Morabito tillige en enkeltstart i byen.

 

 

 

 

Vejret

Efter nogle solrige dage er der lagt op til omslag i vejret. Søndag bliver overskyet, men stadig varm med en temperatur på 28 grader. Den varslede regn kommer først efter etapen, men det bliver til gengæld voldsomt blæsende med en hård vind (25-30 km/t) fra sydøst. Det giver medvind først på rundstrækningen og derefter sidemodvind, indtil man får medvind på de sidste 600 m.

 

Favoritterne

Med Jai Hindleys overbevisende sejr er klassementskampen nu slut, og australieren skal bare sikkert til mål, inden han kan fejre sejren. Ligesom sidste år er der nemlig lagt op til sprinterfest i Melbourne som afslutning, hvor efterfølgeren til Kristoffer Halvorsen skal findes.

 

Det er dog ikke helt sikkert, at det bliver en spurt. Sunweb vil helt sikkert gå efter det, men deres primære mission er at få Hindley. Mitchelton-Scott, EF og Israel Cycling Academy har også alle en sprinter, men lysten til at spurte mod Alberto Dainese er måske ikke alt for stor. Derfor kan de sagtens være offensive, og kører den rette gruppe, er det ikke umuligt, at Sunweb lader etapesejr være etapesejr.

 

Det kan dog vise sig vigtigt, at Kaden Groves fik ram på Dainese forleden. Det betyder nemlig, at Mitchelton formentlig også satser mere målrettet på en spurt. Derfor tror jeg også, at det ender sådan, men da det er en relativt hård rundstrækning, der helt sikkert bliver kørt aggressivt, udelukker jeg ikke helt en udbrudssejr, hvis de tre øvrige WorldTour-hold (bortset fra Sunweb) er repræsenteret. Vinden bør derimod ikke komme i spil, selvom det bliver meget blæsende. Dels er nemlig primært med- og modvind, dels foregår etapen midt inde i Melbourne, hvor der er masser af læ.

 

Læs også
Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

 

Jeg forventer altså en massespurt efter et kort, hurtigt løb. Finalen er ganske kringlet med tre sving i rap, og derfor bliver positionering helt afgørende. Samtidig er der direkte medvind, og man kan derfor tillade sig at åbne relativt hurtigt efter svinget.

 

Jeg vil pege på Alberto Dainese som favorit. Italieneren var hurtigst på 1. etape, men blev slået af Groves på 3. etape. Der havde han imidlertid også gravet dybt for at overleve stigningen, og han var først kommet tilbage tæt på mål. I en mere klassisk massespurt bør han være hurtigere end sin tidligere holdkammerat. Udfordringen kan blive positioneringen i den tekniske finale, men Asbjørn Kragh og Max Kanter gjorde det fornemt forleden. Gør de det igen, tror jeg på fjerde etapesejr til Sunweb.

 

Den værste rival er Kaden Groves, og det er bestemt ikke umuligt, at han vinder. Faktisk kom han ganske hurtigt på 1. etape, hvor han dog sad for langt tilbage, og i går slog han som sagt sin tidligere holdkammerat. Den lettere etape taler til fordel for Dainese, men kan Cameron Meyer og Dion Smith aflevere Groves bedre end i onsdags, har han muligvis farten til at slå italieneren.

 

Den tekniske finale er også til fordel for Moreno Hofland . Ganske vist er han tydeligvis ikke så hurtig som de to unge drenge, men til gengæld har EF været helt suveræne i finalerne. Toget med Tom Sully, Jonas Rutsch og Mitch Docker har domineret de to massespurter, og kan de gøre det igen, er det i en teknisk finale som denne, at det kan være nok til sejr.

 

Den sidste kandidat er Mihkel Raim. Han ligner den mindst sandsynlige vinder af WolrdTour-sprinterne, men han har faktisk været ganske hurtig, også hurtigere end Hofland. Forleden måtte han klare sig uden Guillaume Boivin, der havde været i udbrud, men har han sin canadiske lead-out man tilbage, kan man ikke udelukke, at han kan bringes så godt igennem svinget, at han har en chance.

 

Ser man på kontinentalrytterne, er det Michael Rice, der ligner bedste bud. Han har været i top 6 i de to foregående spurter og har fra tiden hos Hagens Berman en del erfaring fra dette niveau. Han har samtidig i Michael Freiberg en motor til at føre sig frem. Han vinder ikke, men han kunne godt igen blive ”best of the rest”.

 

Feltet har mistet et par sprintere, men Godfrey Slattery er der endnu. Den bare 20-årige australier var ubeskrevet inden løbet, men var overraskende god med 5. pladsen på 1. etape. Det skal blive interessant at se, om han kan gentage det. Derudover er der Yasuharu Nakajima, der som regel gør det godt i asiatiske massespurter, samt Thomas Bolton.

 

Skal et udbrud holde hjem, kræver det massiv WorldTour-deltagelse. Her vil jeg pege på Dion Smith, Cameron Meyer, Jonas Rutsch, Mitch Docker, Guillaume Boivin og Omer Goldstein , der alle er hurtige, som de bedste bud. Michael Freiberg kunne være en farlig og hurtig kontinentalrytter.

 

Feltet.dks vinderbud: Alberto Dainese

Øvrige vinderkandidater: Kaden Groves, Moreno Hofland

Outsidere: Mihkel Raim, Michael Rice, Gofrey Slattery, Yasuharu Nakajima, Thomas Bolton

Jokers: Dion Smith, Cameron Meyer, Jonas Rutsch, Mitch Docker, Guillaume Boivin, Omer Goldstein

 

Volta a la Comunitat Valenciana - 5. etape

Ruten

Nøjagtigt som i fire foregående år afsluttes løbet med en relativt flad etape, der ender i regionens hovedby, Valencia. I tidligere udgaver har man undervejs skullet op over en ganske hård bakke, der for to år siden skabte en del udskilning, men ligesom i 2019 har man fjernet den forhindring. I stedet er der tale om en for løbet helt usædvanligt nem sag, hvor der ikke som tidligere afsluttes med omgange på en rundstrækning i Valencia, men hvor der alligevel er lagt op til en stor massespurt.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 97,7 km, der fører feltet fra Paterna til Valencia. Startbyen er en forstad til målbyen, og den indledende del af etapen består således af en lille sløjfe mod nordvest. Først kører man mod nordvest igennem fladlandet, inden man drejer mod nordøst for at køre frem til det nordligste punkt, idet det undervejs stiger ganske svagt.

 

Herefter fortsætter det flade terræn, mens man kører mod sydøst, men modsat sidste år slår man en lille sløjfe mod nord, hvor man skal op ad et let stigende stykke og derefter ned ad et let faldende stykke, indtil man afslutter sløjfen i byen Betera, hvor dagens spurt er placeret efter 75,5 km. Derfra går det mod sydøst ind mod Valencia og ind gennem forstæderne, idet terrænet er ganske svagt faldende. Inde i byen venter imidlertid en teknisk finale, hvor de sidste 5 km byder på sving med 4300, 300 og 200 m til stregen. Til gengæld er de helt flade.

 

Læs også
Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

 

Etapen byder på i alt 644 højdemeter.

 

Sidste år endte det i den ventede massespurt, hvor Dylan Groenewegen levede op til sin favoritstatus ved at henvise Alexander Kristoff og Matteo Trentin til de sekundære podieplaceringer. I 2018 profiterede Jurgen Roelandts af Oliver Naesens styrt i sidste sving til at sejre foran Danny Van Poppel og Clement Venturini. I 2017 endte det hele i endnu en massespurt, som blev vundet af Bryan Coquard foran Nacer Bouhanni. Stijn Vandenbergh vandt etapen til Valencia i 2016 fra et udbrud, der højst overraskende snød sprinterne, men byen har mest været rammen om massespurter. Således vandt Danilo Napolitano sidste etape i 2008, Daniele Bennati var hurtigst i 2007 og 2006, Alessandro Petacchi vandt i 2005 og 2003, og Aleksander Usov tog sejren i 2004. Forud for det sluttede løbet tre år i træk med enkeltstarter, der blev vundet af henholdsvis Alex Zülle, Viacheslav Ekimov og Abraham Olano. Byen har også været besøgt af Vueltaen, senest i 2009, hvor Fabian Cancellara vandt en enkeltstart. I 2004 vandt Petacchi en massespurt, mens ONCE vandt den indledende holdtidskørsel i 2002.

 

 

 

 

 

 

  

Vejret

Mandag vil temperaturen i Valencia nå helt uhørte 25 grader, men selvom feltet ikke får disse temperaturer, har de ingen grund til at brokke sig. Søndag vil være næsten skyfri med en temperatur på 18 grader, og der vil blot være en let vind fra sydøst. Det giver medvind og sidevind først på etapen, mens der vil være næsten uafbrudt modvind på turen tilbage mod Valencia. Det varer ved, indtil man med 4,3 km igen drejer ind i sidevind, som med 3 km igen bliver til modvind. Med 1 km drejer man gradvist ind i sidevind, indtil man får med- og sidemedvind efter de to sving lige inden stregen.

 

Favoritterne

Tadej Pogacar var lige så overbevisende, som man kunne have ventet - og rivalerne sikkert frygtet - og han er nu bare en massespurt fra at tage sin tredje store etapeløbssejr på et år. Den eneste trussel på den korte, lette etape til Valencia er vinden, som faktisk før har spillet en rolle på denne etape.

 

Det kommer den imidlertid ikke til denne gang. For det første vil vinden være for svag, og for det andet vil der primært være med- og modvind. Derfor vil det næppe overhovedet skabe den store nervøsitet. Det udelukker ikke, at det kan blive en aggressiv start - det er det nemlig tit på sidste etape af et etapeløb - men Jumbo og Deceuninck skal nok få lirket et lille udbrud afsted. Det kan de herefter kontrollere med lidt hjælp fra UAE, og det ligner således en massespurt efter en kort, let dag.

 

Læs også
Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

 

Som noget nyt har man droppet rundstrækningen, men finalen er den samme som tidligere. Det meste af tiden går det ad store, brede boulevarder, men til slut bliver det meget kringlet med de to sene sving lige inden stregen. På en bare 200 m lang opløbsstrækning betyder position meget mere end fart, og der er nærmest ingen tid til at vinde placeringer, når der åbnes for gassen på de sidste 200 m.

 

Derfor vover jeg pelsen ved at pege på Fabio Jakobsen som favorit. Ganske vist har Dylan Groenewegen været den klart hurtigste, og når Jakobsen sidst var ganske tæt på, skyldes det nok mere Groenewegens defekte cykel end en udligning af styrkeforholdet, men til gengæld har Deceuninck været det klart stærkeste hold. Udfordringen er at få den positioneringssvage Jakobsen til at følge Yves Lampaert og Davide Ballerini, som det nok engang kneb med forleden, men lykkes den mission kan hollænderen meget vel komme første igennem svingene. Gør han det, burde han have farten til at gøre det færdigt, hvis ikke han har Groenewegen meget få positioner bag sig.

 

Det kræver dog et perfekt lead-out at slå Dylan Groenewegen. Hans sejr på 1. etape var mindeværdigt overlegen, og når han kan vinde på en defekt cykel, har han 7-8 gear mere end rivalerne. Til gengæld er han her uden sit tog, og Jos van Emden og Christophe Pfingsten har ikke kunnet matche Deceuninck. På 1. etape kom Groenewegen fra en helt håbløs position, og gentager det sig denne gang, bliver det meget svært at lave en tilsvarende redning på en 200 m lang opløbsstrækning. Hvis han til gengæld sidder fornuftigt, vinder han utvivlsomt igen.

 

Den tekniske finale er også til fordel for Alexander Kristoff. Ganske vist er han egentlig bedre i en powerspurt, men hans sublime positionering har betydet, at han de seneste to gange har haft Jakobsens hjul. Det kan han meget vel få igen, og selvom det er tvivlsomt, kan han dernæst håbe, at han også har benene til at gå forbi hollænderen, der før har åbnet sine spurter lidt for tidligt.

 

Jeg vil også pege på Matteo Trentin. Italieneren har slet ikke haft megen fart hidtil, men han har positioneret sig fornemt. Samarbejdet med Greg van Avermaet har fungeret fint, og den snu Trentin skal nok sidde godt i svinget. Herefter kan han håbe, at han sidder bedre end Groenewegen og Jakobsen, hvilket burde give ham en reel chance for at gøre det færdigt.

 

Af samme grund vil jeg pege på Davide Cimolai. Italieneren hører nemlig også til de mest positioneringsstærke, selvom samarbejdet med Tom van Asbroeck har haltet lidt. Det var dog bedre poå 3. etape, og kan han gøre det endnu bedre denne gang, er det i en finale som denne, han kan vinde.

 

En positiv overraskelse har været det fine arbejde, Robert Stannard har leveret for Luka Mezgec. Sloveneren har siddet ganske fint i finalerne, og forleden tog han chancen ved at åbne en lidt for lang spurt efter Stannards fine forarbejde. Mezgec er ikke verdens hurtigste i et fladt sprinterløb, men det fine tog giver ham en chance i en finale, hvor de hurtigere folk kan blive fanget.

 

Jon Aberasturi har vist sin hurtighed, der på papiret gør ham til en af de hurtigste, men han har manglet lidt i positionskampen. Han er desværre lidt for alene, hvilket formentlig har kostet, og derfor kan det blive svært at vinde i denne finale. Omvendt er han på egen hånd ganske god i den hektiske kamp til sidst, og finder han det rette hjul, har han i hvert fald god fart.

 

Jokeren er Matej Mohoric. Ganske vist er det egentlig Ivan Garcia, der skal køre spurten, men han har ikke farten og positioneringsevnen. Farten har Mohoric heller ikke, men som vi så på 3. etape, er han god i positionskampen. Han vil være som en fisk i vandet i denne tekniske finale, og efter selvtillidsboostet forleden vil han sikkert forsøge igen. Han mangler farten til at vinde, men bliv ikke overrasket, hvis han igen ender langt fremme.

 

Læs også
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

 

En anden meget positioneringsstærk sprinter er Amaury Capiot, der derfor har gode chancer for at gøre det godt. Til gengæld er det slet ikke en spurt for de positioneringssvage John Degenkolb og Juan Jose Lobato. Ben Swift, Lawrence Naesen, Romain Cardis, Jaume Sureda, Vincenzo Albanese og Enrique Sanz mangler alle farten til at vinde.

 

Feltet.dks vinderbud: Fabio Jakobsen

Øvrige vinderkandidater: Dylan Groenewegen, Alexander Kristoff

Outsidere: Matteo Trentin, Davide Cimolai, Luka Mezgec, Jon Aberasturi, Matej Mohoric

Jokers: Amaury Capiot, Ivan Garcia, Lawrence Naesen, Enrique Sanz, Ben Swift, John Degenkolb

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Dylan Groenewegens sejr fra 2019, Jurgen Roelandts’ sejr fra 2018, Bryan Coquards sejr fra 2017 og Stijn Vandenberghs sejr fra 2016.

 

Etoile de Besseges - 5. etape

Ruten

Siden 2012 er løbet hvert år sluttet med den samme enkeltstart i Alés, og afslutningsetapen har udviklet sig til en klassiker tidligt på sæsonen. Ruten er nemlig ganske speciel, da den er stort set helt flad, men afsluttes med en ganske stejl bakke i udkanten af byen. Det har betyder, at de rene specialister som regel er kommet til kort og har givet muligheder for mere alsidige ryttere. I samtlige tilfælde har det samtidig været den klart vigtigste etape, og selvom det ikke nødvendigvis er tilfældet i år, er det stadig en nøgledag for alle, der drømmer om at vinde sæsonens første europæiske etapeløb.

 

Etapen er 10,74 km lang, starter og slutter i Alés og kan inddeles i to dele. De første knap 8 km er helt flade og består af en kort tur mod nord og vest gennem et par sving og dernæst frem og tilbage mod nord og syd langs floden Gardon d’Ales, der gennemløber byen. Efter at være vendt tilbage til området nær starten krydser man imidlertid floden, inden man fortsætter mod syd ned langs vandet. Her drejer man mod vest ind på den 2,9 km lange Montee de l’Hermitage-stigning, som er en ganske stejl affære, der endda byder på et par hårnålesving. Den gennemsnitlige stigningsprocent er måske nok blot 4,8, men efter 1500 bløde meter med stigningsprocenter på mellem 2 og 5,5 stiger det over 500 m med hele 8,0%, inden 500 m med 3,2% efterfølges af de afsluttende 400 m, der stiger med 6,4%. Målet er placeret på toppen efter en kringlet afslutning med to hårnålesving og et skarpt sving lige inden stregen.

 

I 2016 gjorde man det flade stykke en anelse længere, men den ændring har man siden sidste år droppet, hvormed den samlede distance er reduceret med 1200 m. Etapen har siden dengang været helt uforandret.

 

Etapen byder på i alt 181 højdemeter.

 

Sidste år tog Christophe Laporte en uhyre kneben sejr med mindre end et sekund ned til Tobias Ludvigsson og 13 sekunder ned til både Jimmy Janssens og Bauke Mollema. I 2018 sejrede Tony Gallopin for anden gang i træk, og efter hele tre andenpladser var det denne gang nok til også at sejre sammenlagt. I 2017 var Gallopin for første gang bedst efter i mange år at have været tæt på, men det rakte kun til den samlede andenplads bag Lilian Calmejane, der på andenpladsen tabte bare 13 sekunder. Etapen er herudover blevet vundet af de alsidige specialister Jerome Coppel (både i 2012 og 2016), Bob Jungels, Tobias Ludvigsson og Anthony Roux. Sejrmarginerne har to gange været under fem sekunder, men i tre tilfælde har den ligget på mellem 15 og 20 sekunder, og i 2012 sejrede Coppel endda med hele 26 sekunder i en sand magtdemonstration.

 

 

 

 

Læs også
Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

 

 

 

Vejret

Det overskyede vejr fortsætter, men heldigvis burde regnen først melde sig om aftenen. Der er dog en bygerisiko på 15%, mens temperaturen når 13 grader. Vinden vil komme fra syd og være relativt konstant. Det giver medvind på udturen langs floden og modvind på hjemturen, indtil man på stigningen får først sidevind, så medvind og til slut sidemodvind.

 

Favoritterne

Benoit Cosnefroy var ikke så stærk som ventet, mens Alberto Bettiol var overraskende god på kongeetapen, men det lykkedes stadig franskmanden at vinde masser af tid på alle sine værste rivaler. Dermed har han stensikker kurs mod den samlede sejr, for selvom Alexys Brunel er en glimrende temporytter, er 24 sekunder meget at hente over små 11 km.

 

Vi kender enkeltstarten i Ales til hudløshed, men den er altid uhyre svær at læse. Den blandede rute gør, at etapen har passet godt til både enkeltstartsspecialister, der drager fordel af det flade stykke, og eksplosive puncheurs, der kan gøre en forskel på den sidste stigning. Derfor er de helt tunge drenge som regel udelukket fra kampen om sejren, ligesom man har set eksplosive klassikertyper, der ikke nødvendigvis er gode i kampen mod uret, forsvare sig godt. Den lidt kortere distance favoriserer sidstnævnte, men etapen vil formentlig atter blive vundet af en god temporytter, der samtidig kan klatre, som vi har set det de tidligere gange jf. oplistningen af tidligere vindere ovenfor.

 

Vejret ser ikke ud til at blive et tema. Vinden er stabil og svag for alle ryttere, men der er en beskeden risiko for en byge. Regn kan ændre på styrkeforholdet, men risikoen er så begrænset, at vi må formode, at det ender i en helt fair kamp.

 

Forud for løbet havde jeg Pierre Latour som storfavorit til denne etape, men efter dagens etape peger jeg på Alberto Bettiol. Italieneren må være i fremragende form, når han kan køre fra alle på en halvlang stigning som Mont Bouquet. Samtidig fik han sit gennembrud som temporytter i 2019, hvor særligt hans 2. plads mod verdenseliten i Tirreno-Adriatico var chokerende, men generelt kørte han stærkt på de fleste tidskørsler. Denne rute passer nærmest perfekt til en mand som Bettiol, der har både power og punch, og derfor tror jeg, at han tager den sejr, han missede i dag.

 

Det kan dog stadig godt blive Pierre Latour. Den dobbelte franske mester i enkeltstart er nemlig også skabt til denne etape, hvor han er powerfuld på det flade og har masser af punch til stigningen. Hans form er lidt svær at vurdere, efter at han blev sat i sidevinden, men i dag leverede han et stort arbejde for Cosnefroy, som viser, at han ikke er helt fra den. Søndag kører han for sig selv, og så får vi lov at se, hvad benene rækker til på en rute, der passer ham, men måske er til den korte side.

 

Det er også umuligt ikke at pege på Benoit Cosnefroy. Enkeltstartsspecialist er han slet ikke, og han blev blot nr. 21 på samme rute for to år siden. Nu er han imidlertid en helt anden rytter, og han er åbenlyst flyvende i øjeblikket. Han kommer til at tabe tid på det flade, men til gengæld vil han flyve op ad bakken til sidst. Det er netop Cosnefroy-typerne, der ofte overrasker på netop denne enkeltstart, og det kan helt sikkert også gøre.

 

Diego Rosa kæmpede fornemt på dagens etape, hvor han viste, at skaderne fra styrtet på 1. etape ikke er for voldsomme. Han viste fornem form på Mallorca, og selvom han ikke er specialist, har han før gjort det godt på denne slags enkeltstarter i blandt andet Valencia og Coppi e Bartali. Skiftet til Arkea og andet materiel har næppe gjort ham godt, men formstærke Rosa er en kandidat på denne rute.

 

Læs også
Lefevere om muligt Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

 

Edvald Boasson Hagen har bestemt ikke virket overbevisende i sine første løb, og heller ikke i dag holdt han længe i udbruddet. Dertil kommer, at han i 2019 nåede en ny bund som temporytter, efter tidligere at have været specialist. Alligevel må han regnes som kandidat. Sidste år kørte han nemlig én god enkeltstart, da han choksejrede i Valencia på en næsten identisk rute. Om benene rækker denne gang, er tvivlsomt, men en sejr kan ikke udelukkes.

 

Store Alexys Brunel bekræftede sin flotte form ved at forsvare sig på dagens kongeetape. Selvom hans resultater er begrænsede på globalt niveau, regner han sig selv som specialist, og han er da også blevet nr. 6 på prologen i Baby-Giroen, nr. 2 i Chrono des Nations, nr. 8, 9 og 13 til EM og nr. 18 og 19 til VM, alt sammen på U23-niveau. Bakken er hård for store Brunel, men han har klatret så flot, at han burde være med i front.

 

Så er der naturligvis ”Den nye Evenepoel”. Quinn Simmons er måske ikke helt så god som belgieren, men han går i hans fodspor. Selvom han skuffede ved VM, var han ganske suveræn på sidste års juniorenkeltstarter, og nu får vi at se, hvad det rækker til på dette niveau. Han har vist fin form som hjælper hidtil, og selvom han nok havde foretrukket en flad rute, er dette en bakke, han burde kunne klare sig hæderligt på.

 

Arthur Vichot er tidligere blevet nr. 4, 5 og 7 på denne enkeltstart. Han er ikke tempospecialist, men hans punch på bakkerne har hjulpet. Han er på vej ud af krisen efter virussygdommen, og jeg blev ganske imponeret over ham i sidevinden forleden. Dagens etape viser, at han stadig mangler noget, men han bør kunne gøre det godt.

 

Alexis Gougeard har tidligere vundet en enkeltstart af denne type i Franco-Belge, men han kører stort set ikke gode enkeltstarter længere, og en sejr er usandsynlig. Simon Clarke vil formentlig også gøre det hæderligt, men han er for svag på flad vej. Valentin Madouas og Lilian Calmejane skuffede i dag, og selvom de på denne rute helt sikkert vil gøre det fornuftigt, er der for meget fladt til, at de kan vinde. Det samme gælder for andre klatrestærke typer som Nicolas Edet, der ellers af og til overrasker på kuperede enkeltstarter, Xandro Meurisse og Jimmy Janssens, og Jonathan Hivert samt Jose Goncalves synes ikke at have formen. Julien Antomarchi passer glimrende til ruten, men han skuffede så fælt i dag, at optimismen kan ligge på et lille sted. Gijs van Hoecke synes at have formen til at gøre det fornuftigt, men grundet bakken kan han næppe vinde.

 

Det kunne også være en rute som denne, hvor formstærke Alex Kirsch kan gøre det fornuftigt, mens ruten nok er for hård for specialister som Ryan Mullen og Kamil Gradek, selv ireren ikke helt kan afskrives. Den franske U23-mester Thibault Guernalec klatrede overraskende godt i dag, men bakken gør det trods alt nok for svært, og det samme er tilfældet for U23-vinderen af Chrono des Nation, Jasper de Plus. Derudover kan Aurelien Paret-Peintre, Anthony Perez, Georg Zimmermann, Sean Bennett, Samuel Leroux, Charlie Quarterman, Quentin Jauregui og Aime de Gendt. Og endelig vil jeg tro, at både Michael Valgren og Magnus Cort kan gøre det hæderligt, hvis de kører efter et resultat på en rute, der ikke kun handler om tempoevner, men også om form og punch på bakker.

 

Feltet.dks vinderbud: Alberto Bettiol

Øvrige vinderkandidater: Pierre Latour, Benoit Cosnefroy

Outsidere: Diego Rosa, Edvald Boasson Hagen, Alexey Brunel, Quinn Simmons, Arthur Vichot

Jokers: Alexis Gougeard, Simon Clarke, Valentin Madouas, Lilian Calmejane, Nicolas Edet, Julien Antomarchi, Gijs van Hoecke, Ryan Mullen, Thibault Guernalec

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Etoile de Bessèges
Nyheder Profil Startliste Resultater
Volta a la Comunitat Valenciana
Nyheder Profil Startliste Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?