Optakt: Tirreno-Adriatico

Løbets rolle og historie

De fleste professionelle cykelryttere har allerede adskillige løbskilometer i benene og draget fordel af de varme og solrige forhold under sydlige himmelstrøg til at få skudt sæsonen i gang. Selvom en tidlig sejr naturligvis altid er velkommen, har det imidlertid hidtil hovedsageligt været et spørgsmål om opvarmning og forberedelse til større begivenheder senere på sæsonen.

Det ændredes i lørdags, da den professionelle cykelscene startede den næste fase med afviklingen af den traditionsrige belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt en mere globaliseret sport og de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været hen over de belgiske brosten for første gang.

Optakt: 8. etape af Giro d’Italia

Omloop Het Nieuwsblad indledte kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at opnå resultater. For klassikerrytterne blev det alvor i lørdags, mens det for etapeløbsrytterne som regel har været Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der har været den første alvorlige test. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, er det nu, det gælder!

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en mærkelig dobbeltrolle i kalenderen. På den ene side er de ofte det første store mål for de bedste etapeløbsryttere, der håber at sikre sig årets første store sejr i et af de mest prestigefulde løb på kalenderen. Samtidig er de en vigtig del af forberedelsen for klassikerrytterne, der drager fordel af en uge med solid WorldTour-konkurrence under hårde betingelser og i vanskeligt terræn. Det kan være vanskeligt at vælge, om man skal tage til Frankrig eller Italien, men ét af de to løb er en uundværlig del af næsten enhver succesfuld klassikersæson - bare spørg Sky, hvis klassikertrup i 2013 havde meget lidt held med et eksperiment, hvor man droppede de to historiske etapeløb, og siden aldrig vendte tilbage til den model.

Tirreno-Adriatico blev første gang afviklet i 1966 og mangler derfor den samme lange historie som Paris-Nice, men det er ikke mærkeligt, at det har overvundet det faktum og hurtigt etableret sig som en vigtig begivenhed på kalenderen. Med kælenavnet Løbet Mellem De To Have følger det en rute mellem den Tyrrhenske kyst og Adriaterhavskysten og bringer derved rytterne gennem meget kuperet terræn i det italienske hovedland. Stigningerne i dette område er ikke nødvendigvis særligt lange, men deres kort, stejle natur og den konstant bølgede profil har gjort løbet til den perfekte forberedelse for formhungrende klassikerryttere. Hvis man dertil lægger de ofte gode vejrforhold, har man opskriften på en succes, der har været i stand til at konkurrere med Paris-Nices længere historie.

Løbet voksede hurtigt til en stor begivenhed, og allerede i den syvende udgave i 1972 startede klassikerlegenden Roger De Vlaeminck en helt enestående stime, der gav ham den samlede sejr seks år i træk. Selvom vinderlisten naturligvis domineres af italienere, har det altid været en begivenhed af international interesse med opmærksomhed fra de bedste klassikerryttere, hvoraf mange har vundet løbet mindst én gang.

Tirreno-Adriatico har ikke samme smukke symbolik som Paris-Nice, der signalerer forårets komme ved at rejse fra det kolde Nordfrankrig til den solrige Cote d’Azur, men for en rytter, der jagter topformen, er der ingen grund til at gennemleve de kolde, blæsende dage mod nord. Det bedre vejr har altid været et vigtigt trækplaster for det italienske løb, der har været i konstant kamp med den franske rival om at tiltrække det stærkeste felt.

Ofte har de to løb fordelt feltets stjerner fint mellem sig. Med sine enkeltstarter og længere stigninger har Paris-Nice haft bedre appel til de gode etapeløbsryttere, mens de kuperede ruter i det centrale Italien og de ofte meget lange etaper har gjort det italienske løb til det perfekte match for klassikerrytterne. I de senere år er løbet således blevet vundet af folk som Michele Bartoli, Davide Rebellin, Erik Dekker, Filippo Pozzato, Paolo Bettini, Oscar Freire, Fabian Cancellara og Greg Van Avermaet, mens grand tour-stjernerne har kæmpet om sejren i Frankrig. Som en konsekvens har Tirreno historisk vundet kampen om at være den bedste forberedelse til Milano-Sanremo, og det er ikke mærkeligt, at de fleste vindere er ankommet til Sanremo efter en solid præstation i Tirreno.

I de senere år er situationen imidlertid ændret. I stedet for at fortsætte appellen til klassikerrytterne har arrangørerne fra RCS Sport forsøgt at gøre løbet til en slags mini grand tour. De senere udgaver har både haft en holdtidskørsel og en enkeltstart samt en stor bjergafslutning, og derfor har de gradvist tiltrukket flere og flere etapeløbsstjerner. Med bedre vejr og en rute tilpasset deres egenskaber har etapeløbsrytterne i stigende grad foretrukket at rejse til Italien.

Udviklingen nåede sit klimaks i 2014, da Paris-Nice-arrangørerne ASO eksperimenterede ved at sammensætte en rute helt uden lange stigninger og enkeltstarter. I stedet designede man, hvad man beskrev som otte små klassikere, og da Tirreno fortsatte med at fungere som en lille grand tour, var det ikke mærkeligt, at mange etapeløbsryttere skiftede mening efter rutepræsentationerne og i stedet rejste til Italien. På den anden side blev mange klassikerryttere inspireret af chancen for at vinde en etape eller to på vejen til Nice, og det fik dem til at ændre deres sædvanlige forberedelse.

Eksperimentet fejlede for ASO. Mens Alberto Contador og Nairo Quintana fik al opmærksomheden ved deres store slag i Italien, fik det franske løb slet ikke den sædvanlige plads i rampelyset. I et forsøg på igen at tiltrække de store etapeløbsstjerner er man i Frankrig siden vendt tilbage til et mere traditionelt format, og i de seneste par år har man endda designet en for løbet usædvanligt hård rute, der virkelig appellerer til etapeløbsrytterne. Siden da har grand tour-rytterne fordelt sig mere ligeligt mellem de to løb, men der er stadig ingen tvivl om, hvem der vundet kampen. Kun i 2017 havde Paris-Nice en lille renæssance, men generelt har Tirreno-Adriatico siddet på flæsket.

Cavendish overgår legende

I 2019 eksperimenterede man kortvarigt ved at vende tilbage til rødderne og droppede den bjergfinale, der ellers har været et fast element siden 2012, og man returnerede til et mere klassisk format, hvor løbet skulle afgøres på de stejle mure i regionens klassikerterræn samt på de to tidskørsler, der fastholdtes i hver sin ende af løbet. Heldigvis for arrangørerne skræmte det kun i begrænset omfang de store etapeløbsstjerner, men alligevel er løbet nu igen den lille grand tour, den har fået ry for at være. Det har også haft appel i år, for selvom løbet denne gang for en sjælden gangs skyld har tabt kampen til Paris-Nice, der kan præsentere både Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard, kan italienerne stadig prale med et felt, der tæller navne som Primoz Roglic, Aleksandr Vlasov, Enric Mas, Jai Hindley, Adam Yates, Thymen Arensman, Mikel Landa, Geraint Thomas, Joao Almeida, Tom Pidcock, Guillaume Martin, Damiano Caruso og Thibaut Pinot.

Udviklingen har også betydet, at Paris-Nice har vundet frem som foretrukken forberedelse til Milano-Sanremo. Af de seneste elleve vindere er de seks kommet fra Frankrig (den særprægede 2020-udgave er naturligvis irrelevant i denne sammenhæng). For nogle år siden var stort set alle ikke-franske topsprintere samlet i Italien, men i de senere synes Paris-Nice at have vundet kampen om fleste af de hurtige folk. Sådan er det dog ikke i år, hvor topsprinterne også har fordelt sig ganske jævnt, og med Jasper Philipsen, Fabio Jakobsen, Wout van Aert, Biniam Girmay, Dylan Groenewegen, Mark Cavendish, Jordi Meeus, Elia Viviani og Nacer Bouhanni i feltet har italienerne i hvert fald ingen grund til at klage. Som i 2022 har valget også været lidt anderledes denne gang, da de to løb for første gang afvikles helt parallelt med Paris-Nice, og argumentet om, at Paris-Nice har givet mere hvile inden klassikeren, er derfor ikke længere brugbart.

Sidste år havde italienerne klart slået Paris-Nice i kampen om stjernerne. De kunne nemlig præsentere top 2 fra det foregående års udgave af Tour de France, men der var ikke så meget duel over revancheopgøret som håbet. Tadej Pogacar satte nemlig Jonas Vingegaard klar til vægs både på den indledende enkeltstart og løbets kongeetape, og da han også vandt en puncheuretape undervejs, blev det til et sikkert titelforsvar for sloveneren, der sejrede med hele 1.52 ned til Vingegaard og 2.33 ned til Mikel Landa. Det bliver dog ikke noget hattrick, da Pogacar for første gang kaster sig ud i Paris-Nice i stedet, og da han her er oppe mod Vingegaard, bliver Landa eneste genganger fra sidste års podium.

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Som nævnt har arrangørerne fra RCS Sport ændret formatet for deres løb. Hvor det tidligere bestod af en række sprinteretaper, et par kuperede etaper og muligvis en enkeltstart, har det siden 2012 været en slags miniudgave af en grand tour. Fra 2012 til og med 2018 startede løbet altid med en holdtidskørsel på den vestkysten og sluttede med en kort, flad enkeltstart i San Benedetto del Tronto på adriaterhavskysten en uge senere (selvom man i sidste øjeblik måtte ændre første etape til en prolog i 2015), og derudover har der været to klassiske Tirreno-etaper med kuperet terræn præget af korte, stejle stigninger samt to dage for sprinterne. Den helt afgørende forandring var imidlertid, at der hvert eneste år var en decideret bjergafslutning - som ganske vist måtte aflyses i 2016 - og derfor har løbet været en sag for grand tour-specialister.

Den model afveg man fra i 2019, hvor man helt droppede bjergetapen og erstattede den med en ekstra etape i det klassiske Tirreno-terræn med mange stejle mure. Den tilbagevenden til fortiden var imidlertid i første omgang et engangstilfælde, for allerede i 2020 vendte man tilbage til det, vi har kendt fra årene mellem 2012 og 2018. Den eneste store ændring var beslutningen om at droppe holdløbet til fordel for en ekstra sprinteretape, og da løbet efter kalenderændringen helt ekstraordinært blev forlænget til otte dage, kom der pludselig også to muretaper på programmet. I 2021 havde man igen et helt klassisk format, dog fortsat uden holdløbet.

I 2022 var formatet i alt væsentligt det samme, men alligevel var der to væsentlige nyskabelser. Holdløbet vendte ikke tilbage, og dermed var der også dengang tre sprinteretaper, en enkeltstart, en kongeetape og to kuperede etaper, hvoraf den ene som altid va løbets klassiske muretape. Det nye var, at den klassiske afsluttende enkeltstart i San Benedetto del Tronto efter 11 år sløjfedes, og at man i stedet vendte tilbage til den gamle tradition med en afsluttende sprinteretape, som vi altid havde det frem til og med 2010. Enkeltstarten afvikledes nu på førstedagen, hvor den åbnede ballet. Den anden væsentlige nyskabelse var, at kongeetapen som noget nyt ikke havde mål på toppen af et bjerg, men da den kun efterfulgtes af en kort og meget teknisk nedkørsel, betød det ikke, at klatrerne ikke havde plads til at gøre forskelle. En anden mindre ændring var, at den anden puncheuretape, som altid supplerer muretapen, denne gang havde mål på en længere stigning, end man har været vant til.

Tilsyneladende var arrangørerne begejstrede, for i 2023 kopierer man i alt væsentligt præcis samme opskrift, dog med den væsentlige ændring, at kongeetapen igen har mål på en stigning. Rækkefølgen er endda også i alt væsentligt den samme, idet man dog har byttet rundt på konge- og mur-etapen, så det altså er de stejle mure, der om lørdagen sætte klassementet på plads. Derudover er der igen plads til en flad tonserenkelstart, tre sprinteretaper og en puncheuretape, der ligesom sidste år har mål på en længere stigning, end vi normalt har set det, og denne gang er det endda også en halvstejl og vanskeligere sag end sidste år.

Da rækkefølgen altså er stort set uforandret. lægger man for anden gang ud med enkeltstarten, der måske nok er ny i forhold til traditionen, men i alt væsentligt er magen til den, vi kender, når der skal køres op og ned langs en flad kystvej - denne gang bare langs vest- og ikke østkysten - idet distancen på 11,5 km dog forkortet med 2,4 km i forhold til sidste år og nu er meget tæt på det, vi kendte i årene mellem 2011 og 2021. Som sidste år går der herefter sprinterfest i den, da både tirsdagen og onsdagen lægger op til massespurter på nogle ganske lange etaper, der skal bruges som forberedelse til Milano-Sanremo, og hvor de mange tidlige højdemeter på onsdagsetapen ikke bør kunne forhindre, at der begge dage vil være tale om en sejr til en sprinter.

Tempotalent bliver dansk mester

Klassementskampen genoptages torsdag på den første af de to kuperede etaper. Som altid har løbet noget for puncheurtyper, men denne gang er det som sagt en ganske svær puncheurafslutning, som venter torsdag eftermiddag. Her skal der nemlig sluttes på en hele 3,1 km lang bakke, der stiger med 7,0%, og selvom forskellene vil være ganske minimale, kan etapen vise, hvem der ikke vil vinde løbet. Endnu klogere bliver vi fredag, hvor det gælder løbets kongeetape, der for tredje gang siden 2018 slutter på den ganske svære Sassottetto-stigning, hvor Simon Yates i 2020 viste, at man kan gøre stor skade og lægge grunden til en samlet sejr.

Lørdag skal klassementet sættes på plads på løbets mur-etape, og det er i den grad en svær sag, man denne gang har designet - måske den sværeste i mange år. Der sluttes med den ikke alt for svære bakke i Osimo, hvor Simon Yates i 2018 fortsatte sin vilde dominans i Giroen ved at køre fra alt og alle, men bare 4,8 km forinden når man toppen af en ganske brutal mur, der i alt skal forceres tre gange. Så svær og sen en mur har vi ikke haft i den tid, jeg kan huske, og dermed kan alt forandres på lørdagesetapen, der har potentiale til at blive en af de bedste udgaver af den altid spændende dag på de stejle mure. Herefter kender vi til gengæld også efter alt at dømme vinderen. Sprinterne får nemlig for anden gang siden Edvald Boasson Hagens spurtsejr i 2010 det sidste ord, når løbet søndag eftermiddag slutter med omgange på en helt flad rundstrækning i den klassiske målby, San Benedetto del Tronto.

1. etape

I de senere år har arrangørerne introduceret en tradition, der består i at starte løbet med en pandekageflad holdtidskørsel langs den tyrrhenske kyst, men den tradition har været brudt i de seneste tre udgaver. Først fik sprinterne det første ord i 2020 og 2021, men sidste år nytænkte man igen indledningen, da løbets enkeltstart, der ellers i mere end et årti var blevet afviklet som den store finale i San Benedetto del Tronto, fik lov at skyde festen i gang. Den model var et hit, for modellen gentages igen i år, hvor enkeltstarten igen naturligvis afvikles på vest- og ikke østkysten, men det betyder ikke, at der ændres på formatet. Tværtimod er der tale om en næsten tro kopi af den klassiker, vi har lært at elske i den østlige del, når wattmonstrene nok engang skal tonse op og ned ad en flad kystvej - denne gang altså bare i den anden side af den italienske støvle samt på løbets første og ikke sidste dag.

Med en distance på 11,5 km er den ”nye” enkeltstart en anelse længere end den gamle afslutningsetape, men til gengæld 2,4 km korte end sidste års udgave. Som sidste år har den både start og mål i Lido di Camaiore, der har været vært for 1. etape i mange år. Modsat sidste år er ruten nærmest en kopi af den, vi kender fra San Benedetto del Tronto, og den består i alt væsentligt af en tur op og ned langs den flade kystvej.

Man starter på en sidevej til kystvejen, og derfor skal der drejes allerede efter 100 m, inden man rammer kysten, hvorefter man tonser mod nordvest op langs vandet. Efter 5,0 km bliver mellemtiden taget i forbindelse med en U-vending, hvorefter det går mod sydøst tilbage ad den samme helt flade kystvej. Denne gang fortsætter man forbi startområdet fem til et ganske let S-sving med 1200 m igen, hvorefter man rammer den 1 km lange, 6,5 m brede og helt flade opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt bare 1 højdemeter.

I forhold til sidste år vender man en anelse tidligere, og sidste år bestod vendingen af en lille næsten kvadratisk rundstrækning, mens der i år er tale om en U-vending, akkurat som i San Bendetto del Tronto.

Måske er etapen marginalt længere, end vi kender den fra østkysten, og måske er der denne gang et enkelt sving fra start, men modsat sidste år har man designet en næsten tro kopi af den gamle rute. Derfor vil resultatet næppe været mege anderledes, hvis enkeltstarten var blevet kørt på den klassiske rute, der er blevet brugt siden 2012. Dette er wattmonstrenes paradis, og selvom etapen nu afvikles som start og ikke som slutning, vil man også på denne rute kunne tale om et slags VM i korte, flade enkeltstarter - akkurat som vi har kendt det indtil nu.

Chokeret vinderkandidat taber flere minutter

Lido di Camaiore har været vært for åbningen hvert eneste år siden 2015. Sidste år åbnedes løbet for første gang med en flad enkeltstart, hvor Filippo Ganna levede op til favoritværdigheden og sejrede med 11 sekunder ned til Remco Evenepoel og 18 sekunder ned til Tadej Pogacar. I 2021 indledtes løbet med en sprinteretape, hvor Wout van Aert tog en stor skalp, da sejrede foran Caleb Ewan og Fernando Gaviria, og i 2020 startede løbet med en næsten identisk etape, hvor Pascal Ackermann var hurtigere end Fernando Gaviria og Magnus Cort. I 2019 var det Mitchelton-Scott, der lidt overraskende slog favoritterne fra Jumbo-Visma i det indledende holdløb, mens BMC levede op til deres favoritværdighed tre år i træk ved at sejre i 2016, 2017 og 2018. I 2015 betød dårligt vejr, at man i sidste øjeblik ændrede holdløbet til en hastigt arrangeret prolog, hvor Adriano Malori slog Fabian Cancellara. Byen er samtidig rammen om det italienske endagsløb GP Camaiore, der sidst blev vundet af Diego Ulissi i 2014, men nu er forsvundet fra kalenderen. I 2007 var man vært for en Giro-etape, hvor Danilo Napolitano vandt en massespurt, mens Rik Verbrugghe i 2002-udgaven af Giroen tog en udbrudssejr i byen. Endelig var det hedengangne Giro della Provincia di Lucca forbi i 2004 og 2003, hvor det blev til spurtsejre til hhv. Alessandro Petacchi og Romans Vainsteins.

2. etape

En fast tradition efter den indledende etape har været, at de følgende dage har budt på hhv. en puncheur- og en sprinteretape. Det ændredes der imidlertid på sidste år, hvor der gik rent sprintershow i den, og sådan bliver det også i år. I hvert fald har de hurtige folk meget gode chancer for at komme til fadet både tirsdag og onsdag, og den første af de to muligheder kommer altså dagen efter den indledende enkeltstart. Her bliver der mulighed for at varme Sanremo-benene lidt op med en 210 km lang etape, der byder på en lille og stejl bakke med 10 km igen, som dog næppe kan forhindre et brag af en massespurt i det stærke sprinterfelt, løbet traditionen tro har tiltrukket.

Ligesom sidste år skal der altså tilbagelægges en lang distance, når der skal køres 210 km mellem Camaiore og Follonica, og som det er kutyme for 2. etape fører den feltet mod sydøst ned langs vandet, idet man dog kører så langt ind i landet, at terrænet undervejs er kuperet. Det mærker man med det samme, når man kører mod sydøst op ad en ikke-kategoriseret stigning (2,6 km, 4,8%), der har top allerede efter 4,2 km, hvorefter en nedkørsel leder mod syd. Herfra bliver det imidlertid helt fladt, når man zigzagger sig mod syd. Efter 35,9 km passerer man udkanten af storbyen Pisa, hvorefter man kører mod sydvest ned til udkanten af kystbyen Livorno. Herfra går det kortvarigt mod øst igennem terræn, der er en anelse mere kuperet, inden man køer mod syd af en lige og ganske let faldende vej.

Efter 83,7 km forlader man fladlandet, når man drejer mod sydøst for at køre op ad den kategoriserede stigning Castellina Marittima (12,3 km, 2,9%), der siger med hovedsageligt under 4% over de første 8 km, inden den stiger med 4-5% over de sidste 4,3 km frem mod toppen, som rundes efter 96,7 km. En lidt teknisk nedkørsel leder nu mod syd og sydvest tilbage til fladlandet, hvor man følger en lige og ganske let faldende vej mod sydøst og syd. Mod slutningen stiger det en anelse kraftigere (4,1 km, 4,0%), indtil man når frem til dagens spurt, som nås efter 136,3 km. Herfra er det generelt ganske let faldende, når man kører mod først syd og siden sydøst med retning mod målbyen.

Her rammer man den afsluttende rundstrækning efter 174,2 km, hvorefter man kører cirka en halv omgang. Det betyder, at man efter 178,4 km når toppen af rundstrækningens lille bakke (300 m, 6,0%, max. 9%), inden man efter 187,9 km når ind til centrum af Follonica for første gang. Man krydser dog ikke stregen, men begiver sig i stedet ud på en omgang på den 22 km lange rundstrækning. Først går det fladt mod nordvest, inden en lige og flad vej leder mod nordøst frem til det punkt, hvor man ramte rundstrækningen. Herfra få det mod sydøst ad en lige vej, der slutter med bakken (300 m, 6,0%, max. 9%), som har top med præcis 10,0 km igen. På toppen drejer man mod sydvest for at køre ad en først let faldende og siden flad vej ud til kysten. Her tager man et sidste sving med 3,8 km igen, hvorefter en hele 8 m bred og stort set helt flad vej leder frem til stregen, idet sidste kilometer stiger ganske, ganske let med 0,1%.

Pogacar destruerede rivalerne: Så hurtigt kørte han på målstigningen

Etapen byder på i alt 1535 højdemeter.

Som altid har Tirreno tiltrukket et meget stærkt sprinterfelt, og da vinden aldrig er et tema i denne del af landet, bør intet kunne forhindre en første massespurt. Den sidste lille bakke er for kort til at gøre nogen reel forskel, og det ligner derfor en lang og relativt begivenhedsfattig dag. Til gengæld er der lagt op til et brag af en finale på den lange, lige og brede vej, hvor feltets mange sprintere for alvor kan lade farten tale.

Follonica var senest vært for løbet i 2020, hvor Pascal Ackermann fortsatte sin drømmestart ved at vinde sin anden etape i træk, denne gang foran Fernando Gaviria og Rick Zabel, og i2018, hvor Marcel Kittel spurtede sig til første (af ganske få) sejre i Katusha-trøjen ved at slå Peter Sagan og Giacomo Nizzolo som nærmeste rivaler på 2. etape. I 2008 sejrede Filippo Pozzato i en massespurt på 1. etape af det nu hedengangne Giro della Provincia di Grosseto.

3. etape

Som nævnt har det i de seneste år været en tradition, at de første tre etaper udgøres af et indledende holdløb efterfulgt af en etape for hhv. sprintere og eksplosive klassikerryttere, dog i lidt varierende rækkefølge. Sådan var det bare ikke sidste år, og sådan bliver det heller ikke i år, hvor vi igen skal helt frem til fjerdedagen, inden de første mere alvorlige klatreudfordringer melder sig. Sprinterne burde i hvert fald komme til fadet på 3. etape, for selvom der er hele 2600 højdemeter og 216 km på programmet, er udfordringerne koncentreret så tidligt på etapen, at intet burde kunne stå i vejen for en stor spurtafgørelse, der dog modsat den foregående vil foregå i en betydeligt mere kringlet finale.

Dagens historietime: Da døden ramte Giroen

Med en distance på 216,0 km er der igen tale om et langt Sanremo-agtigt maraton, der fører feltet fra Follonica til Foligno. Etapen indleder rejsen ind gennem den italienske støvle, idet man kører mod øst tværs igennem støvlens midte hele dagen, men man undgår de væsentligste af de klatreudfordringer, man finder i Appenninerne. Fra start er det ganske let stigende, når man med det samme sætter kursen mod øst, men hurtigt bliver det stort set helt fladt. Det får dog en ende, når man kører mod nordøst op ad en ikke-kategoriseret stigning (5,4 km, 5,0%), der har top efter 34,8 km, hvorefter en lidt kringlet nedkørsel leder mod syd. Nu bliver det igen næsten helt fladt, når lige veje leder mod først sydøst og siden ødt.

I byen Sant’Angelo, der nås efter 63,5 km forlader man dalen for at køre mod nordøst op ad den kategoriserede stigning Passo del Lume Spento (12,5 km, 4,2%), der på den nedre del har tre kilometer med 6-7%, men over de sidste 5,5 km hovedsageligt stiger med under 4%, dog med en enkelt stejl kilometer med 6,8% undervejs. Toppen rundes efter 75,9 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod nord og øst, inden man skal over en lille bakke (3,2 km, 4,9%), der har top efter 92,1 km. En kort nedkørsel leder mod øst, inden man når tilbage til dalen, hvor en lige og let stigende vej leder mod sydøst.

Efter 107,6 km forlader man igen dalen, når man drejer mod nordøst for at køre op ad den kategoriserede stigning La Foce (5,3 km, 4,6%), der bliver stejlere og stejlere med først 2 km med ca. 3%, siden 2 km med 4-5% og slutteligt 1,3 km med 6,5%, inden man efter 112,9 km runder toppen. Derfra er det let faldende, når en snoet vej leder videre mod nordøst, inden en næsten lige og fortsat let faldende vej fører mod sydøst og øst frem til dagens spurt, som kommer efter 138,7 km.

Her drejer man mod sydøst for at følge en først let stigende og siden let faldende vej, inden man i byen Piegaro sætter kursen mod nordøst for at køre ad lange, lige og næsten helt flade veje. Kort inden man når den store by Perugia, drejer man mod sydøst for at køre ad en mere snoet men stadig flad vej, der ikke byder på mange tekniske udfordringer, før man når frem til Foligno, hvor der bliver mere kringlet. Man drejer skarpt med 2400 m igen, hvorefter der er en skarp kurve med 2100 m igen. Med 1100 m igen er der endnu et sving, inden der ved den røde flamme er en skarp 90-graderskurve. Derfra er der et blødt sving med 500 m igen, inden vejen bugter sig mod højre ind på den 160 m lange og 7 m brede opløbsstrækning. Den tredjesidste kilometer stiger med 0,3%, den næstsidste kilometer er stort set flad, og den sidste kilometer falder let med 0,3% i snit.

Etapen byder på i alt 2589 højdemeter.

Etapen er egentlig ganske voldsom med de mange højdemeter og den lange distance, men den sidste del af dagen er meget let. Vinden er aldrig et tema i løbet, og da dette er sidste chance for sprinterne inden finaleetapen vil det være en overraskelse, hvis ikke vi får den anden massespurt i træk. Denne gang er finalen dog helt anderledes kringlet, og modsat 2. etape stiller den derfor betydelige krav til positionering og lead-out.

Foligno blev senest besøgt i 2019, hvor Elia Viviani vandt en massespurt foran Peter Sagan og Fernando Gaviria, i 2016, hvor en snu Stephen Cummings i en betydeligt vanskeligere finale vandt spurten i en gruppe, der var kørt væk til sidst, og i 2003, hvor Mario Cipollini vandt en massespurt. Giroen var forbi i 2021, hvor Peter Sagan fuldendte en stor Bora-offensiv ved at spurte sig til sejr foran Fernando Gaviria og Davide Cimolai, i 2016, hvor André Greipel slog Giacomo Nizzolo og Sacha Modolo i en massespurt, og i 2014, hvor Nacer Bouhanni var hurtigere end Nizzolo og Luka Mezgec. I 2008 tog Maciej Paterski en spurtsejr i byen i det lille Giro delle Regioni.

Rygte: Giroen mister ikonisk bjerg

4. etape

Der er en grund til, at puncheurs altid har elsket Tirreno-Adriatico, for løbet har som regel givet dem mindst én mulighed. En sådan får de også i år på løbets første kuperede etape, men ligesom sidste år er det en vanskeligere finale, end man ofte ser det. Her skal nemlig sluttes på en hele 3,1 km lang bakke, der modsat sidste år også er en ganske stejl affære med en stigningsprocent på 7,0. Den slags skaber ikke enorme forskelle, men stigningen vil give en lille fornemmelse af styrkeforholdet og tillade de mest eksplosive folk at gå efter bonussekunder og måske også vinde nogle ”rigtige” sekunder på de mere dieselagtige typer - og efter torsdagens etape bør vi have en ide om, hvem der i hvert fald ikke vinder årets udgave af Løbet Mellem de to Have.

Med en distance på 218,0 km er der for tredje dag i træk tale om lang etape, der denne gang fører fra Greccio til Tortoreto. Etapen afslutter rejsen tværs gennem støvlen, idet startbyen ligger inde midt i landet, mens målbyen ligger helt ude ved østkysten. Den indledes helt fladt, når man kører mod sydøst ned gennem dalen, indtil man kører mod nordøst og syd op ad en bakke (5,4 km, 4,3%), der har top efter 17,0 km. Derfra falde det let mod sydøst og nordøst, inden det i stedet efter 32,9 km begynder at stige let, når man fortsætter mod nordøst ad lange lige veje. Faktisk fortsætter det sådan i ca. 40 km, hvo man bevæger sig fra 409 m over havet overflade til knap 1000 m over samme.

Etapens højeste punkt nås efter ca. 70 km, hvorefter det i stedet begynder at falde let, mens man fortsætter mod nordøst. Efter 123,9 km når man det nordligste punkt, hvor man drejer mod sydøst, inden man hurtigt drejer mod syd for at køre op ad en bakke (3,9 km, 4,6%), der har top efter 132,1 km. Herfra stiger det let mod nordøst, inden man kører mod først sydøst og siden øst ad lige og let faldende veje ud mod kysten.

Her når man udkanten af Tortoreto, hvor man kører op ad målbakken, men denne gang fra en anden side, hvorfor den første del af stigningen er anderledes end i finalen. Her taler vi om en 4,4 km lang stigning, der stiger med 4,5%, men er meget irregulær. Den første kilometer stiger således med 9-10% og med et maksimum på 19%, inden det går lidt op og ned over de næste 1600 m. Herfra stiger den med hhv. 4,4%, 6,7% og 8,5% over de næste tre gange 500 m og slutteligt med 4,4% over de sidste 450 m

Stregen krydses for første gang efter 166,5 km i forbindelse med en bjergspurt, og etapen afsluttes nu med tre omgange på den 17,2 km lange runde. Den indledes med en ikke specielt svær nedkørsel, de fører mod nordvest, nordøst, nordvest, øst og sydøst helt ud til kysten, hvor man kører mod syd ned langs den flade kystvej forbi et punkt, hvor de på første omgang efter 175,3 km køres dagens spurt. I udkanten af Tortoreto forlader man kysten via to hurtige sving, inden en flad vej leder mod nordvest frem til bunden af målstigningen.

Favoritvurdering: Tour du Finistère

Her kører man mod sydvest og nordvest op ad bakken, der fra denne side stiger med 7,0% over 3,1% med et maksimum på 12% i bunden, og der er tale om en uhyre jævn stigning, indtil den flader lidt ud med 2,5% over de sidste 100 m. Den første del af stigningen er meget snoet, men efter et skarpt sving med 1800 m igen er vejen lige, indtil den igen snor sig kraftigt efter den røde flamme, indtil man rammer den 300 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2503 højdemeter.

Det er noget ganske andet end de puncheurfinaler, vi kender, og ligesom i 2021 er det en ganske krævende afslutning. Det er i hvert fald ikke for de puncheurs, der trives i meget eksplosive finaler, og vi skal mere se i retning af de klatrestærke typer. Etapen er svær nok til, at vi formentlig får set, hvem der ikke har formen til at vinde, men den er næppe heller så svær, at vi vil se store forskelle mellem de bedste. Dertil er stigningen for kort, men den er stejl nok til, at der vil kunne opstå små huller til sidst. Samtidig vil der være vigtig tidsbonus at hente for en af de mere eksplosive og spurtstærke klassementsryttere.

Tortoreto var senest vært for et stort cykelløb i 2020, da Peter Sagan i en anden finale end denne tog karrierens første Giro-etapesejr med et fornemt soloridt på løbets muretape og sejrede med 19 sekunder ned til Brandon McNulty, der til slut var kørt 4 sekunder væk fra 12 mand, hvis spurt blev vundet af den førende Joao Almeida. I 2012 vandt Matthias Krizek en etape i Baby-Giroen i byen, i 2005 vandt Marco Pinotti det italienske enkeltstartsmesterskab ved at slå Marzio Bruseghin og Dario Cioni her, og i 2000 vandt Danilo Di Luca en etape i det hedengangne Giro d’Abruzzo her.

Optakt: 4. etape af Tour de Hongrie

5. etape

Det er blevet en tradition, at løbets to sværeste etaper kommer i weekenden, hvor der som regel har været både en bjergafslutning og en ”mur-etape” med mange af de stejle ramper, der kendetegner regionen tæt på Adriaterhavet. Med den ændrede kalender, som blev introduceret sidste, er det kun én af de to etaper kan afvikles i weekenden, og modsat sidste år bliver det ikke kongeetapen. Den kommer nemlig som den første af de to afgørende slag, og modsat sidste år har man igen fundet plads til en rigtig bjergafslutning, som man typisk har haft det i løbet, siden man i 2012 ændrede formatet og begyndte at besøge bjergene. I år skal slaget slås på Sassotetto-stigningen, hvor Mikel Landa sejrede i 2018, og Simon Yates kørte fra alt og alle i 2020, og det er en stigning, der er rigeligt svær til at gøre afgørende skade i det, der vil være klatrernes helt store chance for at gøre forskelle inden lørdagens mere eksplosive muretape.

Med en distance på 168,0 km er der for første gang i år tale om en kortere etape, som her fører fra Morro d’Oro til toppen af Sarnano-Sassotetto. Rejsen gennem støvlen blev fuldendt på den foregående etape, og derfor består etapen i, at man vender rundt for at køre tilbage til Appenninerne. Selvom starten går næsten helt ude ved kysten, bliver det med det samme hårdt, når man kører mod nordvest op ad en bakke (4,2 km, 3,9%), der har top efter 6,0 km. Derfra går det mod nord ad en teknisk nedkørsel ned til dalen, hvor man kører mod vest ad et kort, fladt stykke, inden man igen forlader fladlandet for at køre mod nordvest op ad endnu en bakke (2,5 km, 5,3%), der har top efter 19,2 km. Det fortsætter dog efter toppen med stige, indtil man efter 25,4 km når Bellante, hvor Tadej Pogacar tog sin første etapesejr for et år siden.

Efter toppen leder en let nedkørsel mod nord, hvorefter det går mod nordvest, nord og igen nordvest ad en let stigende vej, inden en teknisk nedkørsel leder mod nord ved til dalen, som nås efter 46,6 km. Her kører man mod nord ad en let stigende vej, inden det går mod øst, nord og nordvest op ad en bakke (5,7 km, 4,2%), der har top efter 60,4 km. Derfra går det mod sydvest og nordøst ad et ganske kuperet plateau, inden en nedkørsel fører mod nord. Nu rammer man en lang og let stigende vej, der leder mod nordvest og sydvest, inden en nedkørsel og et let kuperet stykke leder mod nordvest frem til dagens spurt, som kommer efter 101,3 km. Umiddelbart efter spurten går det mod nordvest op ad en bakke (1,8 km, 6,2%) med top efter 105,9 km, inden en nedkørsel og et let stigende stykke leder mod nordvest ned til byen Sarnano, der nås efter 113,2 km.

Byen ligger for foden af målbjerget, men i stedet for at bestige det kører man en omgang på en 40,2 km lang rundstrækning i det kuperede område nord for byen. Først går det mod nordvest, nord og nordøst ad først let faldende og siden let stigende veje, inden man fortsætter mod nordøst og øst op ad den kategoriserede stigning San Ginesio (5,0 km, 3,8%), der er en let og jævn stigning med top efter 126,2 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod øst og sydøst, inden man kører mod sydvest op og ned ad en bakke (2,2 km, 6,3%), der har top efter 135,4 km.

Umiddelbart efter nedkørslen går det videre mod sydvest op ad den kategoriserede stigning Gualdo (4,7 km, 5,6%), der stiger med 6-8% over de første 3 km, inden den flader ud med 3-4% over de sidste 1700 m frem mod toppen, der rundes efter 144,8 km. Herefter indledes de sidste 23,2 km med, at man færdiggør rundstrækningen ved køre mod sydvest og syd ad først en lille bakke og siden en nedkørsel tilbage til Sarnano.

Efter rundstrækningen kører man med det samme mod sydvest og vest op ad målbjerget Sarnano-Sassotetto (13,1 km, 7,4%, max. 14%), der byder på en superbjergspurt på toppen. De første 4 km er de letteste, idet de stiger med 6,0% i snit, men derefter følger 6,7 km, der stiger relativt jævnt med 8,1% i snit, herunder med 9-10% over 1500 m, der starter med 6,6 km til toppen. Slutteligt stiger de sidste 2,4 km med 7,5% i snit, idet den flader ud med 4,2% over 500 m, hvorefter de sidste 1,9 km stiger med 7-9%, den sidste kilometer jævnt med 7,1% i snit. Stigningen går ad en relativt lige vej på den nedre halvdel, inden der følger en fase med mange hårnålesving, men over de sidste 1500 m er det en relativt lige vej, de bugter sig let ind på den 100 m lange og 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3797 højdemeter.

Vi kender Sassotetto fra besøgene i 2018 og 2020, og udfaldene var ret forskellige. I 2020 var Simon Yates suveræn og sejrede med 35 sekunder ned til en trio på en dag, hvo kun top 7 holdt sig inden for et minut af vindertiden, men i 2018, hvor Mikel Landa slog Rafal Majka og George Bennett i en spurt på toppen, nåede hele 11 mand toppen bare 6 sekunder senere. Der er således ingen garanti for store forskelle, men på papiret er stigningen rigeligt svær til, at vi kan se en gentagelse af 2020-scenariet med betydelige afstande. Da det den eneste chance for løbets rigtige klatrere, er det i hvert fald en, der skal gribes, og dermed er der lagt op til et forrygende slag mellem løbets favoritter på den formentlig vigtigste etape.

Sassotetto-stigningen blev senest brugt den sære coronaudgave i 2020, hvor Simon Yates kørte fra alt og alle og sejrede med 35 sekunder ned til Geraint Thomas og Rafal Majka samt 39 sekunder ned til Aleksandr Vlasov, og i 2018, hvor Mikel Landa tog sin første sejr for Movistar ved på toppen at overspurte Rafal Majka og George Bennett, inden en større favoritgruppe nåede mål 6 sekunder senere - en gruppe, som ikke talte den førende Geraint Thomas, der var blevet ramt af en defekt på stigningens sidste kilometer.

Dansk mester før tredobbelt titelforsvar: Jeg vil gøre alt for at vinde

6. etape

I gamle dage (og i 2019), hvor bjergfinaler ikke hørte til dagens orden i Tirreno-Adriatico, blev løbet altid afgjort i det terræn, der mere end noget andet kendetegner området øst for Adriaterhavet. Her går det nemlig konstant op og ned ad smalle veje via små, stejle mure og kringlede nedkørsler. Det er med andre ord sandt guf for klassikertyperne, og selvom løbet i dag som regel også har en stor bjergetape, er den anden af de to nøgleetaper, der som regel har været, altid blevet udgjort af det, arrangørerne kalder årets ”mur-etape”. En sådan er der naturligvis også i år, hvor vi vender tilbage til den lille bakke i Osimo, hvor Simon Yates i Giroen i 2018 kørte fra alt og alle, men modsat dengang krydrer man det med en regulær mur umiddelbart forinden. Med andre ord har man denne gang designet det, der måske er den sværeste mur-etape i mange år, og dermed har de eksplosive klassementsryttere med hang til stejle procenter en fremragende sidste chance for at ændre på udfaldet inden den afsluttende sprinteretape.

I alt skal der tilbagelægges 193,0 km, der fører feltet fra Osimo Stazione til Osimo. Startbyen ligger for foden af en bakke, der leder op til målbyen, men i stedet for at køre den direkte vej kører man mod sydvest ud i ”murterrænet”. Fra start falder det let mod sydøst, inden det går mod sydvest op ad en bakke (5,9 km, 4,1%) med top i byen Recanati efter 12,3 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod nord og vest, inden en lige og flad vej fører mod sydvest ind gennem dalen.

Forlanger stjerne straffet: Det er fuldstændig ulækkert

Den forlader man, når man drejer mod syd for at køre op ad den kategoriserede stigning Santa Maria del Monte (1,8 km, 7,7%), der efter 500 m med 2,5% stiger med 12,6% over 500 m og slutteligt med 7,9% over de sidste 800 m frem mod toppen, som rundes efter 26,5 km. En kort nedkørsel fører nu mod sydvest, inden man fortsætter mod sydvest op ad en bakke (3,1 km, 5,2%), på hvis top dagens spurt kommer efter 32,6 km. Nu falder det mod sydvest, inden det kortvarigt flader ud i dalen, hvorfra man efter 44,4 km drejer mod nordvest for at køre op ad en bakke (3,9 km, 3,8%), der har top efter 48,5 km.

Nu flader det kortvarigt ud, nå en lige og ganske flad vej leder mod først nordvest og siden vest, inden det falder mod nordvest. Efter 65,1 km drejer man mod nord for at køre op ad en bakke (1,3 km, 5,7%) med top efter 66,1 km, hvorefter det går videre mod nord ad en nedkørsel og endnu en bakke (2,9 km, 4,3%) med top efter 72,6 km. Nu falder det let mod nordøst, indtil en kort, fladt stykke fører mod sydøst. Slutteligt kører man mod nordøst og nordvest op ad en kategoriseret stigning (5,0 km, 4,0%), hvis sidste del er identis med den sidste del af målbakken. Der er tale om en jævn stigning uden stejle procenter.

Efter 90,3 km krydser man stregen for første gang, og etapen afsluttes nu med tre omgange på en 34,2 km lang rundstrækning i området nord for byen - en rundstrækning med fire bakker. Først er det fladt, når man kører mod nordvest ad et plateau, inden det går mod nord op ad den første bakke (1,3 km, 6,4%), der har top med 25,3 km igen. Derfra falder det ad en lige vej mod sydøst tilbage til Osimo Stazione, hvor den neutrale start gik ved etapens begyndelse.

Her drejer man mod vest for at køre op ad den anden bakke (2,1 km, 5,7%), der har top 11,4 km fra stregen. Derfra går det videre mod vest ad et fladt stykke, inden det falder mod nord. Nu drejer man mod sydvest for at køre op ad den ikke-kategoriserede Muro di Via Costa del Borgo (1,4 km, 12,9%, max. 20%), der efter en blød start med 6,4% over 500 m, stiger med først 15,1% over 500 m og slutteligt med 14,5% over de sidste 400 m, idet de sidste 500 m er med brostensagtig beløgning.

Fra toppen resterer 4,8 km, der indledes med et kort, fladt stykke, der leder mod øst, inden man kører mod nordøst ad en faldende vej og mod sydvest ad en let stigende vej frem til målbakken, der tæller som en kategoriseret stigning. De stiger med 5,7% over 1,7 km, men er ganske irregulær, da den har nogle 100 m med 16% og et maksimum på 20% på den nedre del, inden de sidste 1400 m, der har en brostensagtig belægning først, stiger med ca. 6%, inden de sidste 500 m er først ganske let stigende og siden let faldende. Der er skarpe sving med 2500 m, 1700 m, 850 m og 700 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let ind på den 300 m lange og 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3526 højdemeter.

Vi kender finalen fra Giroen i 2018, hvor den dengang helt ustyrlige Simon Yates på det korte, stejle stykke på målbakken kunne køre fra alt og alle til sin tredje etapesejr efter et hæsblæsende forfølgelsesløb, hvor han blev jagtet af Tom Dumoulin, og hvor den stadig lidende og senere vinder Chris Froome fik endnu en lussing med et tab på hele 40 sekunder. Denne gang er finalen dog helt anderledes med den brutale mur forinden, og det er første gang, jeg kan huske så svær en mur så tæt på mål. Etapen har også potentiale til at eksplodere fra distancen, som vi har set det på de bedste udgaver af muretaperne, og dermed kan der skabes store forskelle. Der er i hvert fald lagt op til en potentielt forrygende etape, der kan blive et mareridt at kontrollere, og hvor der burde være sjældent gode chancer for murspecialisterne til at vende tingene på hovedet.

Osimo har kun to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Giroen i 2018, hvor man benyttede samme målbakke, men uden den forudgående mur, og hvor Simon Yates kørte væk på det stejleste stykke og sejrede med 2 sekunder ned til Tom Dumoulin og 5 sekunder ned til Davide Formolo. I 2017 var Baby-Giroen forbi, og her sejrede Joseph Areruya foran Nikolay Cherkasov og Robert Stannard.

Pogacar forklarer sin disponering på enkeltstarten

7. etape

I første del af dette århundrede sluttede Tirreno-Adriatico altid med et fladt rundstrækningsløb i kystbyen San Benedetto del Tronto ved Adriaterhavet, mens de enkeltstartskilometer, der måtte være, kom tidligere i løbet. Det format blev ændret efter 2010-udgaven, hvor Edvald Boasson Hagen blev den dengang sidste sprinter til at vinde i kystbyen, og derefter sluttede løbet 11 gange i træk med den nu klassiske tonserenkeltstart i San Benedetto del Tronto. Efter 11 år med den model vendte man i 2022 tilbage til traditionerne, da man der første gang siden Boasson Hagens sejr sluttede på den flade og meget enkle rundstrækning ved adriaterhavskysten. Sådan vil det være igen i år, og selvom den første del af etapen er ganske kuperet taler 90 lette kilometer til sidst taler for, at traditionen genoptages: en sprinter vil varme Sanremo-benene op ved at tage løbets sidste etapesejr.

Med en distance på bare 154,0 km er der tale om en kort etape, der både har start og mål ved Adriaterhavet i den faste målby, San Benedetto del Tronto. Etapen kan inddeles i to dele med en første rundstrækning, der går en tur ind i bakkerne mod vest, inden man slutter med at køre omgang på en helt flad og meget enkel rundstrækning inde i byen.

Den indledende rundstrækning er 81,2 km og indledes med, at feltet kører mod vest væk fra vandet ad en bakke (4,6 km, 5,0%), der har top efter 4,6 km. Derfra går det mod nordvest ad et plateau, inden man kører videre mod nordvest ad en nedkørsel og derefter mod vest ad en lige og let stigende vej gennem dalen. Den forlade man, når man drejer mod nordvest for at køre op ad løbets sidste kategoriserede stigning, Cossignano (2,6 km, 8,6%), der stiger med 6-8% det meste af vejen, men har 500 m med 13,8% på den første kilometer.

Norsgaard rygtes til succesfuldt storhold

Toppen rundes efter 23,0 km, men den efterfølges ikke af en nedkørsel. I stedet går det mod vest ad et fladt plateau, inden man kører mod nordvest op ad en bakke (1,4 km, 5,6%) med top efter 31,9 km. Nu venter endelig en meget teknisk nedkørsel, der leder mod nordvest, inden en helt lige og let faldende vej fører mod nordøst og øst ud mod kysten. Man fortsætter dog ikke ud til vandet, men kører i stedet mod syd op ad en bakke (3,4 km, 6,3%) med top efter 48,1 km, inden en let nedkørsel leder mod nordøst, hvorefter det går mod sydøst ad en lang stigning (8,5 km, 4,5%), der har top efter 63,9 km. Derfra er det imidlertid også slut med vanskelighederne, da en snoet og faldende vej leder mod øst ud til kystbyen Grottammare, der nås efter 76,5 km, hvorefter man kører mod syd ad en flade kystvej frem til den afsluttende rundstrækning, hvor man kører den sidste del og krydser stregen for første gang efter 81,2 km.

Etapen afsluttes nu med 5 omgange på den 14,6 km lange afsluttende rundstrækning, der er så enkel, som den kan være. Der er nemlig tale om en rektangulær og helt flad sag, der indledes med, at man kører mod syd ned langs vandet. Herefter følger to hurtige sving med hhv. 10,3 km og 9,2 km igen, hvorefter man kører mod nord parallelt med kystvejen. Slutteligt drejer man to gange i træk med 2,7 km og 2,2 km igen, inden det atter går mod syd ned langs den 8 m brede og helt flade kystvej. Dagens spurt kommer ved afslutningen på anden omgang efter 110,3 km.

Etapen byder på i alt 1656 højdemeter.

Der er ikke så meget hokuspokus over denne etape. Starten er faktisk meget svær, da særligt den kategoriserede stigning er vanskelig, men selvom vi før meget få gange har set, at de hårdføre sprintere har lagt pres på de tunge folk på de tidlige bakker, taler historien sit klare sprog. Det blæser aldrig for alvor i området, og det ender stort set altid i den store massespurt, som vi kendte det fra gamle dage, og som nu altså igen skal være afrundingen på løbet. Opløbet er helt enkelt med en stor og bred opløbsstrækning, og dermed bliver der masser af plads til, at de rene sprintere kan lade farten tale i en afslutning, der var fraværende i hele år.

Sidste år vendte sprinteretapen tilbage, og her sejrede Phil Bauhaus i en tæt spurt foran Giacomo Nizzolo og Kaden Groves. Som sagt havde vi i de foregående 11 udgaver en afsluttende enkeltstart. Fabian Cancellara vandt de to første udgaver i 2011 og 2012, inden han blev slået af Tony Martin, Adriano Malori og Andrey Amador i 2013. I 2014 tog Malori den største sejr i sin karriere ved at slå giganterne Cancellara, Bradley Wiggins og Martin. I 2015 var Cancellara tilbage på toppen, da han fik revanche over Malori, som havde slået schweizeren på prologen. I 2016 var Cancellara helt suveræn, da han slog Johan Le Bon med hele 13 sekunder, mens Martin var yderligere 2 sekunder efter på tredjepladsen. Hans tid på 11.08 var rekord indtil 2020. Den kunne Rohan Dennis nemlig ikke slå i 2017, hvor han i tiden 11.18 besejrede Jos van Emden og Michael Hepburn med bare 3 sekunder, eller i 2018, hvor han vandt i 11.14 med 4 sekunder ned til Van Emden og 8 sekunder ned til Jonathan Castroviejo. Hattricket glippede for australieren, da han i 2019 blot blev nr. 8 på en dag, hvor Victor Campenaerts med tiden 11.23 slog Alberto Bettiol og Van Emden med hhv. 3 og 4 sekunder. I 2020 faldt rekorden med et brag, da Filippo Ganna leverede en magtdemonstration og sejrede i tiden 10.42 med hele 18 sekunder ned til Campenaerts og 26 sekunder ned til Dennis, der også begge slog Cancellaras rekord. Til gengæld blev Ganna slået i 2021, hvor Wout van Aert med tiden 11.06 sejrede med 6 sekunder ned til Stefan Küng og 11 sekunder ned til den italienske verdensmester.

I årene forinden sluttede løbet altid med en massespurt, og her var de sidste vindere Edvald Boasson Hagen (2010), Mark Cavendish (2009), Francesco Chicchi (2008), Alessandro Petacchi (2004, 2005, 2006 og 2007), Oscar Freire (2003), Mario Cipollini (2002), Endrio Leoni (2001) og Romans Vainsteins (2000)

Mads Würtz med dobbelt fransk weekend

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

Favoritterne

Som nævnt er Tirreno-Adriatico i de senere år blevet en slags lille grand tour, der byder på lidt af alt det, der kendetegner de lange etapeløb. Undtagelsen var naturligvis eksperimentet i 2019, hvor man vendte tilbage til rødderne med en rute uden en bjergetape, men det skulle vise sig at være et engangstilfælde. Ligesom de tre foregående år er Tirreno-Adriatico igen i det format, vi har set siden 2012, og her ender det som regel i et opgør mellem de rigtige etapeløbsryttere. Det kræver en meget komplet rytter at vinde Italiens næststørste etapeløb.

Komponenterne er de klassiske, selvom vi jo nu har vænnet os til, at vi skal strege det stærke hold til det indledende holdløb, som ikke synes at være på vej tilbage. Man skal først og fremmest være en god klatrer. I år er genbesøger vi Sassotetto-stigningen, men erfaringerne hermed er ret blandede. Vi så i 2020, at den gjorde meget stor skade, men vi så til gengæld i 2018, at den stort set ingen forskel gjorde. På papiret er det dog så svær en stigning, at potentialet for et 2020-scenarium burde være til stede. Vi taler undervejs om små syv kilometer, der stiger jævnt med 8%, og det bør være nok til, at løbets klatrere kan sætte sig igennem, selvom modvind med 2018 in mente vil være en betydelig ulempe.

Klatreevnerne kommer også i spil på 4. og 6. etape. Man skal ikke undervurdere finalen på førstnævnte, der er vanskeligere end de klassiske puncheuretaper. Sidste år havde vi for første gang en lignende afslutning, hvor Tadej Pogacar spurede sig til sejr, 2 sekunder foran Jonas Vingegaard, Victor Lafay og Remco Evenepoel. Hele 24 mand var inden for 20 sekunder, og på så korte stigninger vil forskellene altid være små. I år er stigningen til gengæld lidt vanskeligere, og de eksplosive Pogacar-typer vil kunne vinde lidt flere sekunder end sidste år - i hvert fald hvis vinden er rigtig - og ikke mindst er der bonussekunder at hente.

Det er dog den mindst vigtige af de tre etaper. Som altid er muretapen den mest uforudsigelige. I nogle udgaver er den meget selektiv, som vi så i 2019, da Jakob Fuglsang udnyttede Astanas taktiske spil til at køre alene hjem, og Adam Yates og Primoz Roglic var i en fantastisk duel om den samlede sejr, samt i 2021-sæsonens vilde udgave, hvor det eksploderede til atomer fra distancen, inden Pogacar leverede en magtdemonstration bag Mathieu van der Poels episke soloridt. I andre år sker der knap så meget. I 2020 var Michael Woods ganske vist i stand til at køre alene hjem fra den stejleste mur, inden han fik selskab af Rafal Majka bagfra. Bag dem endte ni mand dog i samme tid. Sidste år gik etapen lidt i skuddermudder på en relativt nem rute, da Pogacar, Vingegaard og Evenepoel kørte forkert, og derfor endte etapen med ikke rigtigt at gøre forskelle.

I år er potentialet for en gentagelse stort. Jeg husker ikke så svær en muretape tidligere. Det er i hvert fald uset, at vi har så svær en mur så tæt på mål, og de skal jo endda over den så mange gange, at det kan eksplodere fra distancen, som det har gjort det i de bedste udgaver. Selv målbakken kan jo gøre forskelle, som vi så med Simon Yates’ sejr i Giroen i 2018, og det burde være ret sikkert, at vi får en betydelig spredning, i hvert fald når de skal over muren for sidste gang. Det er klart, at det er nogle helt andre klatreevner end dem, der skal bruges på kongeetapen, for her skal man have evner på korte, eksplosive mure og elske stejle procenter.

Giro d'Italia-analyse: Da alle de slovenske forudsigelser blev til virkelighed

Etapen stiller også krav til holdet. Som vi så i 2019 med Fuglsangs taktiske sejr og ikke mindst i 2021, hvor Pogacar kunne have fået problemer, hvis ikke Davide Formolo havde været slet og ret mageløs, er det en etape, der kan være meget svær at kontrollere. Derfor er det også det helt rigtige i år at have den efter kongeetapen, som vi havde det i 2021, men ikke i 2022. Det er sidste chance for at ændre på klassementet, og det lægger op til aggressiv kørsel fra distancen. Et godt hold kan derfor være afgørende for at vinde samlet.

Endelig er der enkeltstarten. Nu afvikles den ikke på den klassiske rute på sidstedagen, men det ændrer ikke det store. Den har samme enkle karakter som den gamle, særlig nu, hvor man har ændret den i forhold til sidste år, så den nu har stort set samme distance og er teknisk lige så enkel som i tiden mellem 2011 og 2021. Det er wattmonstrenes paradis. Etapen er ganske vist kort, men vi ved fra tidligere, at tempostærke klassementsryttere som Tom Dumoulin, Primoz Roglic, Rohan Dennis og Geraint Thomas her sagtens har kunnet hente 30-45 sekunder på mindre tempostærke klassementsryttere. Et sådant tab har ofte været for stort til at vinde samlet, men med årets meget hårde muretape og en relativt svær kongeetape, har klatrerne sjældent gode chancer for at indhente det tabte.

Samtidig er det en meget speciel enkeltstart, der kun passer de virkelige specialister og wattmonstre, og selv en fyr som Chris Froome har traditionelt haft det lidt svært på denne type enkeltstarter. Klatrere ender typisk langt tilbage i etaperesultat, men til gengæld ved vi også, at forskellen mellem dem ofte er ret små. Det er i forhold specialisttyperne, at etapen for små folk kan blive rigtigt dyr.

Til gengæld bør 2., 3. og 7. etape ikke komme i spil. Det er kun vejret, der kan forhindre tre spurtafgørelser, og vind spiller aldrig en rolle i dette løb. Det vil den heller ikke gøre i år, for selvom tirsdagen og onsdagen bliver mere blæsende, end man ofte ser det, vil det ikke være nok.

Alligevel vil vejret blive et tema. Man vælger ofte Tirreno til for at have større chance for godt vejr, men i år bliver det dårligt vejr både i Frankrig og Italien. Det starter allerede med dagregn til mandagens enkeltstart, men alle burde heldigvis have lige våde veje. Derefter venter en bygedag tirsdag og koldt vejr med dagregn onsdag. Herefter venter en tør torsdag, men så er den gal igen med en betydelig sandsynlighed for regn på kongeetapen. Til gengæld ligner det tørvejr i weekenden. Desværre må klatrerne formentlig leve med en del modvind på kongeetapens målbjerg, men der vil også være nogle medvindsstykker undervejs. De kan til gengæld glæde sig over medvind i 4. etapes puncheurfinale, mens det næppe betyder det helt store, at der vil være medvind på lørdagens brutale mur.

Konklusionen er altså, at man skal være en god klatrer for at klare kongeetapen, ligesom man kan vinde ekstra sekunder med et godt punch til puncheurspurten på 4. etape, hvor der også kan hentes bonus. Vigtigere er dog evner mod stejle mur på den meget svære muretape, og her kan man også få brug for et stærkt hold, hvis man har en førertrøje at forsvare. Man kommer formentlig heller ikke uden om en fornuftig enkeltstart, men den hårde rute tilsiger, at betydningen vil være mindre end i andre udgaver.

For et par uger siden lignede løbet en procession for Tadej Pogacar, men alle må være glade for, at vi i stedet for to sikre sejre til hhv. sloveneren i Italien og Vingegaard i Frankrig nu får en helt åben duel mellem de to i Paris-Nice samt et herligt åbent Tirreno-Adriatico, hvor det slet ikke er givet, hvem der vinder. Der er i hvert fald i det ganske stærke felt en vis jævnbyrdighed, for selvom Primoz Roglic, der er kommet ind som en joker i sidste øjeblik, normalt ville være storfavorit, betyder usikkerheden om hans form, at det ikke er tilfældet denne gang

Havde jeg vidst, at Roglic var flyvende, havde jeg naturligvis haft ham så favorit, men jeg vælger at gå med Adam Yates. Den lille brite viste med sejren på kongeetapen i UAE Tour, hvor han endda satte ny rekord for Jebel Hafeet, at han som tidligere er flyvende på denne tid af året. Til gengæld har vi de sidste to år også set, at han er kommet meget forskelligt tilbage til Europa. I 2021 var han fortsat flyvende, da han suverænt tog den samlede sejr i Catalonien, men sidste år floppede han fælt i Paris-Nice, og siden fandt han aldrig formen i resten af foråret.

Hvilken Yates kommer så til Europa i år? Angiveligt skyldtes sidste års nedtur sygdom, og derfor er der grund til at tro, at vi har 2021-modellen i år. I det hele taget har Yates - med sidste år som en kedelig undtagelse - været en af verdens allerbedste i de ugelange løb, ikke mindst i 2019, hvor han var mindre end et sekund fra at vinde dette løb foran Primoz Roglic. Dengang fik han god hjælp af holdløbet, men det må han klare sig uden i år.

Udlandsdansker indleder etapeløb med topplacering

Nej, nu skal han vinde løbet på de tre ”bjergetaper”. Det er klart, at han bliver svær at slå på kongeetapen, hvis han klatrer som i Emiraterne, for selvom etapen her med flere højdemeter forinden passer ham betydeligt dårligere, er det stadig en etape med kun én længere stigning - præcis som han elsker dem. Han har også stor fordel af den meget svære muretape, for her har han et eminent kick, som han viste, da han i 2019 nærmest sensationelt kørte fra den ellers uovervindelige Roglic på en mur. Lægger man dertil, at han også bør kunne køre med om sejren på 4. etape står han stærkt på alle tre nøgleetaper, også i forhold til bonussekunder. UAE kommer også med et af de stærkeste hold, og kontrol på muretapen burde de derfor nok kunne tage.

Udfordringen er enkeltstarten. Her tabte han løbet til Roglic for fire år siden, men han har siden forbedret sine tempoevner enormt. Sidste år kørte han endda en sublim enkeltstart af denne type i UAE Tour, og gentager han det her, slår han langt, langt de fleste af sine konkurrenter. Desværre er han skiftet til UAE, der generelt har kørt svage tidskørsler i 2022 og igen i Emiraterne, og jeg vil blive overrasket, hvis han kører, som han gjorde hos Ineos. Alligevel bør han gøre det bedre end mange af rivalerne, ikke mindst nøglerivalen Enric Mas, og kombinerer man det med den forrygende form, han viste i Emiraterne, at de tre kuperede etaper passer ham fremragende, og at han har et stærkt hold, tror jeg på, at han tager sin revanche for nederlaget i Emiraterne - hvis altså han kører som i 2021 og ikke som i 2022.

Jeg holder også fast i, at hovedrivalen er Enric Mas. Andalusien bekræftede heldigvis, at vi skal vænne os til, at vi altid ser den forrygende Mas, vi har set siden Vueltaen i 2021. Han er blevet pokkers stabil, og nu er han også blevet en god starter, der hurtigt får varmet motoren op. Ugelange etapeløb kan han derfor også pludselig køre, og var han ikke styrtet i alle sine tre ugelange WorldTour-løb inden Touren i 2021, havde han kørt med om sejren i dem alle. Hans kørsel i efteråret, hvor han slog Pogacar i Emilia og matchede ham pedaltråd for pedaltråd i Lombardiet indikerede endda, at han har taget endnu et skridt efter Vueltaen.

I Andalusien kom han lidt halvskøjt i gang på den første bjergetape, men herefter forbedrede han sig som altid dag for dag, og på 4. etape så han endda ud til at kunne presse Pogacar. Siden har han formentlig forbedret sig, og hans dieselmotor vil her glæde sig over, at de tre kuperede etaper denne gang alle kommer mod slutningen, hvor den er blevet varm. Han vil også glæde sig over, at Sassotetto-stigningen er svær nok til, at han kan køre alene hjem, og han har jo endda nu vist flere gange, senest i Andalusien, at han er blevet ganske stærk på korte, stejle mure. Eksplosiv er han også efterhånden blevet, men han vil nu nok få lidt svært ved at slå Yates på 4. etape, hvor tabet dog næppe bliver andet og mere end bonus.

Når jeg rangerer ham under Yates, skyldes det alene enkeltstarten. Jeg forventer, at de vil være ret jævnbyrdige på stigningerne, men selvom han sidste år genfandt lidt tempoevner, er han stadig langt fra dengang, hvor han kørte i top 5 på en Tour-enkeltstart. Sidste år blev han bare nr. 58 i dette løb, hvor han smed hele 59 sekunder til bedste klassementsrytter, Remco Evenepoel, og selvom Yates slet ikke er Evenepoel, distancen er kortere, og han har forbedret sig, bør han på denne rute blive slået af sin britiske rival. Kan han indhente det, hvis han også taber lidt bonus på 4. etape? Og kan hans hold forsvare trøjen på lørdag, hvis han erobrer den fredag? Det er langt fra givet, men umuligt er det ikke. Den Mas, vi så i Lombardiet sidste år, kan i dette felt køre fra alt og alle, og med Carlos Verona og Alex Aranburu ved sin side, er han ikke helt på Herrens mark på lørdag.

Så er der løbets helt store joker. Det var en gave til løbet, at Primoz Roglic pludselig meldte sin ankomst, men det skaber også enorm usikkerhed. Ingen ved nemlig spor om, hvad vi kan forvente af sloveneren, og reelt kan stamgæsten fra den lokale bodega komme med en vurdering, der er lige så kvalificeret som min. Oprindeligt havde han planlagt en meget sparsom kalender med kun Catalonien inden Giroen, men hans træning efter skulderoperationen er gået så godt, at han er længere fremme end først ventet. Derfor stiller han til start her.

Det havde han helt sikkert ikke gjort, hvis ikke han var konkurrencedygtig. Det vil stride imod hans natur, og holdet har også meldt ud, at han er klar til opgaven. Der er ingen tvivl om, at han kommer til løbet for at jagte et resultat, men det primære mål er utvivlsomt at få ekstra løbskilometer inden Giroen. Han kommer efter sin operation fra et ringe udgangspunkt, hvor han i en lang periode slet ikke kunne træne, og det må derfor være det primære rationale med at deltage. At han så næppe havde gjort det, hvis han ikke troede på et resultat, er så noget andet.

Problemet er, at Roglic har lidt at bevise. Sidste år var han synligt under sit gamle niveau, og det er svært at tro, at vi nogensinde vil se den bedste Roglic igen. Mindre kan dog også gøre det. Han havde kurs mod et Vuelta-podium og vandt både Dauphiné og Paris-Nice sidste år, men jeg er ikke sikker på, at det niveau ville være nok i dette løb. Uden Van Aert havde han tabt Paris-Nice til Simon Yates, og han vandt alene løbet i kraft af enkeltstarten. Denne gang er enkeltstarten kortere og mindre afgørende, og spørgsmålet er, om den tidsgevinst, han får på førstedagen - for det gør han naturligvis - er nok til at vinde på denne meget hårde rute.

Det tror jeg ikke. Han er helt sikkert et stykke fra 100%, og både Yates og Mas har set meget stærke ud i optakten. Den Roglic, vi så i Paris-Nice sidste år, var formentlig blevet slået af Yates på Jebel Hafeet, og i Vueltaen var Mas ham overlegen. I sidstnævnte løb var han heller ikke på toppen, men det er han jo heller ikke her.

Jury truede Pogacar med diskvalifikation

Når det er sagt, kan Roglic sagtens vinde. Er han bedre end ventet, er det et løb, der passer ham perfekt. Så vil han nemlig være uhyggeligt stærk på de eksplosive etaper torsdag og lørdag, hvor han også vil kunne sikre sig vigtig bonus. Bjergfinalen passer ham ringere, og her vil han være mere sårbar, men en formstærk Roglic plejer også at vinde etaper som dem. Han har den fordel, at han efter enkeltstarten kan køre løbet defensivt, og han sekunderes tillige af det stærkeste hold, ligesom en Roglic, der ikke er i topform, formentlig godt kan vinde en spurt på 4. etape. Jeg tvivler bare på, at han med den optakt er god nok til denne meget hårde rute, når han er oppe mod to så velkørende ryttere.

Jeg ville gerne rangere Aleksandr Vlasov meget højt. Vi så, hvor ustoppelig han var i foråret sidste år, hvor han var flyvende i disse ugelange løb, men han har bestemt ikke efterladt det bedste indtryk i år. Han skuffede i Valencia, hvor hans meget stærke sidste etape dog skabte håb om fremgang, men det håb døde lidt i Strade, hvor han ikke var med de bedste. Værst er det, at hans hold ikke havde undskyldninger og slet og ret talte om, at benene ikke var gode nok. Det er urovækkende, men der er et håb i, at Strade er et meget specielt løb, og vi har før set flop på gruset blive afløst af endog meget flot kørsel i Tirreno.

Det giver håb, og det gør det også, at han blev så meget bedre undervejs i Valencia. Nu har han fået banket den første rust af, og det vil han også gøre de første tre dage, inden det for alvor går løs. Løbet passer ham strålende. Han er en bedre temporytter end stort set alle andre klassementsryttere, og sidste år var han flyvende både på længere stigninger og særligt i eksplosivt terræn, blandt andet med en 3. plads på Mur de Huy. Han er også hurtig nok til at jagte bonus i den eksplosive finale på 4. etape, og han er derfor på papiret en helt indlysende vinderkandidat. Strade skaber dog for meget usikkerhed, særligt når hans Giro-satsning tilsiger, at han modsat sidste år ikke kan formtoppe i det tidlige forår.

UAEs andet kort er Joao Almeida. Portugiseren har lidt at bevise efter et 2022, hvor han ikke tog det skridt, man kunne have håbet, men efter en lidt sløj start på Mallorca kom han stærkt i gang i Algarve. Han havde endda haft en lille skade i optakten, men var alligevel meget tæt på at vinde kongeetapen. Siden må han formodes at have forbedret sig, og nu hvor han har mistet en del af sit punch, bør han være mere komfortabel i et løb med en rigtig bjergetape. Man kan vel heller ikke helt udelukke, at han stadig er så eksplosiv, at han kan køre med om bonus på 4. etape, men når man ser på antallet af puncheurtyper i dette felt, bliver det nu nok svært.

Nej, det er på kongeetapen, at han skal vinde løbet, men det er bestemt også muligt, hvis han klatrer, som han gjorde, da han vandt kongeetapen i Catalonien sidste år. Jeg er mere usikker på, om han i dag er eksplosiv nok til den stejle mur, men omvendt kan det jo være en ganske stor fordel at køre denne slags stejle stigninger i det jævne, stabile tempo, der er blevet hans spidskompetence. Til gengæld er det tvivlsomt, om han får det store ud af enkeltstarten, der sidste år gik fra at være en styrke til at være en svaghed, men på denne rute burde han dog nok kunne slå de fleste af klatrerne, herunder folk som Mas og Mikel Landa. Derudover kan han måske vinde løbet via taktik, for er UAE bagud inden muretapen vil de formentlig kunne forsøge at isolere den førende rytter, hvad der nok er muligt, hvis det er eksempelvis Mas. I det taktiske spil vil Almeida da have kort at spille, og derfor kan hans stærke hold hjælpe ham til sejr, selv hvis han ikke er stærkeste mand. Efter at have set ham i Algarve tror jeg i hvert fald, at han er god nok til at bringe sig i spil til sejren.

En af de ryttere, der bliver mest spændende at følge, er Tom Pidcock. Efter magtdemonstrationen i Strade Bianche står det nu klart, at han definitivt har lagt det svage 2021 bag sig og er klar til endelig at indfri sit enorme potentiale. Nu bliver det spændende at se, hvad superformen kan føre til i bjergene. Han har endnu aldrig for alvor forsøgt sig som klassementsrytter i et WorldTour-etapeløb, hvis man ser bort fra Touren, der naturligvis er noget helt andet end dette. Her havde han stadig ganske klare mangler i de høje bjerge, når han ikke gik i udbrud, og spørgsmålet er nu, om det hul er lukket, nu hvor formen synes langt bedre.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at 4. og 6. etape passer ham som fod i hose. Dem vil han begge kunne vinde, og det vil sikre ham 20 bonussekunder, hvis alt flasker sig. Til gengæld viste Algarve også, at han slet ikke er så god en temporytter - i hvert fald ikke endnu - og denne rute passer ham langt dårligere end i Algarve. Han vil dog nok stadig vinde tid på mange, men han vil blive slået af Roglic, Arensman og Vlasov og med nogen sandsynlighed også af Yates, Rodriguez og Kelderman. Det er dog ikke her, han vil tabe løbet. Det vil han formentlig gøre på fredag, hvor han for første gang skal vise, at han kan vinde på et rigtigt bjerg, der slet ikke sammenlignes med Malhao, hvor han vandt i Portugal. Jeg vil tro, at han stadig mangler lidt på så lang en stigning, men hvem tør udelukke noget fra den mand, der netop har leveret et mindeværdigt soloridt? Alt sammen forudsætter det dog, at han kører klassement, for det er ret sandsynligt, at han sparer sig undervejs af hensyn til klassikerne.

De sidste to år er Mikel Landa endt som nr. 3 i dette løb. og det er faktisk ganske imponerende. Stejle mure passer ham ikke ideelt, og han får altid bøllebank på enkeltstarten. Det viser imidlertid, at han altid kører stærkt i dette løb, og hans kørsel i Andalusien, hvor han efter en træg start blev bedre og bedre, indikerer, at det vil gælde igen denne gang. Nu har han endda en historisk god chance for at indhente den stensikre lussing fra førstedagen, når de to nøgleetaper begge er ganske hårde. Nok er han ikke verdens mest eksplosive, men han har i Baskerlandet før gjort det godt på stejle mur, og 6. etape passer ham således ikke helt skidt. På 4. etape skal han bare undgå at tabe andet end bonus, hvorefter det er på 5. etape, at han har sin helt store chance. Han vil endda elske netop den etape, da han tidligere har vundet på netop Sassotetto, og med det genfundne niveau, han viste i Giroen og Lombardiet sidste år, må man forvente, at han er blandt de bedste på fredag. Om det så er nok til at indhente alt det tabte fra enkeltstarten, kan være tvivlsomt, men han synes i hvert fald at være på kurs mod endnu et godt resultat.

Hvis Roglic ikke er på toppen, har Jumbo et alternativ i Wilco Kelderman . Hollænderen var blevet lovet en kaptajnrolle i sin debut for holdet, og det ændrer Roglics ankomst næppe på. Han får utvivlsomt lov til at køre sin egen chance, indtil det står klart, om Roglic kan vinde eller ej. Spørgsmålet er, om han er en god plan B. Sidste år var han langt under sit niveau, og jeg var egentlig ret sikker på, at vi havde set det bedste til den erfarne hollænder. Det er bare svært at benægte, at alle forbedrer sig enormt, når de skifter til det hollandske hold, og efter at have set Attila Valter blomstre op i Strade Bianche vil det næsten være mærkeligt, hvis ikke det samme er sket for Kelderman. Det er dog også nødvendigt.

Dansk profil bliver europamester

Den Kelderman, vi har set de seneste år, kommer ikke i nærheden af sejren i dette stærke felt, men hvis Jumbo har skabt endnu et mirakel, er det bestemt ikke umuligt. Han er i hvert fald god på de eksplosive stigninger, og han kan forsvare sig på lange stigninger også. Min bekymring er dog, at muren på lørdag kan være en anelse for stejl, for han har traditionelt haft det lidt svært på stejle procenter. Blandt andet har Angliru kostet ham en podieplads i Vueltaen. Et andet åbent spørgsmål er hans gode enkeltstart, der har været totalt forsvundet. Den er helt sikkert blevet forbedret hos Jumbo, men for at han skal vinde, skal den nok igen være den fordel, den var engang, og ikke den direkte ulempe, den har været på det sidste. Havde han stadig kørt på Bora, havde jeg ikke givet ham mange chancer, men hvem tør gå imod Jumbo i disse dage?

En af årets positive oplevelser har været genfødslen af Giulio Ciccone . Italieneren efterlod et endog meget overbevisende indtryk i Valencia, og vi husker formentlig alle, hvor god han var i Giroen i 2021. Er han vitterligt tilbage, kommer han meget langt i dette løb. Han er nemlig stærk på de eksplosive stigninger, som vi netop så i Valencia, og stejle procenter har han også mestret. Udfordringen er naturligvis enkeltstarten, der giver ham en stensikker lussing, men heldigvis er ruten denne gang så hård, at man kan vinde selv med en dårlig enkeltstart. Hans DNF i Laigueglia skaber naturligvis en del usikkerhed, også fordi hans afbud til Var aldrig blev forklaret, men det kan meget vel have været en præventiv foranstaltning grundet vejret. Kører han som i Valencia, kommer han i hvert fald langt i dette løb.

Boras andet kort er Jai Hindley, men han har været lidt svær at læse. Han var bedre end ventet i Australien og så godt ud i Algarve, indtil han alligevel endte med at eksplodere på kongeetapen. Siden skuffede han fælt i Ardeche, og det giver naturligvis ikke grund til den store optimisme for en mand, der i forvejen ikke har den helt store historik i ugelange løb, hvor han ikke får glæde af sin restitution. Omvendt endte han i top 10 sidste år, hvor han havde vist endnu mindre i optakten, og i år taler hans Tour-satsning på, at han kan tillade sig at have en tidlig formtop. Formen rækker efter nedturen i Ardeche næppe til et absolut topresultat, også fordi enkeltstarten er en dyr hurdle, men hans kørsel i Algarve var trods alt så opløftende, at han burde være i spil til et topresultat, hvis sidste weekend blot var udtryk for en dårlig dag, måske forårsaget af kulden.

Jeg er ret spændt på Valentin Madouas. Tidligere har franskmanden altid været en smule begrænset i bjergene, og derfor har han haft svært ved at gøre sig gældende i denne slags løb, men måske har det ændret sig. Han blev trods alt nr. 10 i Touren sidste år trods en rolle som trækhest for den ofte lidende David Gaudu, og her har bjergetapen en karakter, der ikke er helt skæv for en klassikerfyr som ham. Hans Strade Bianche var skræmmende godt, når man betænker, at han styrtede lige inden finalen, og det bekræfter blot den vilde udvikling, han gennemlevede i 2022. Han vil elske 4. og især 6. etape, hvor han vil være i spil til sejr og bonussekunder, men til gengæld vil han få en lussing på enkeltstarten, i hvert fald i forhold til de største specialister. Den tid kan han heldigvis godt hente på denne meget hårde rute, men jeg vil trods alt stadig se ham være med helt i front på et rigtigt bjerg, inden jeg for alvor kan pege på ham som en af topfavoritterne.

Jeg er ret spændt på Tiesj Benoot . Normalt ville man ikke give ham mange chancer i så hårdt et etapeløb som dette, men han blev jo altså nr. 4 i 2018. Han blev også nr. 2 i Paris-Nice i 2020, men det var et ganske specielt løb, hvor corona havde sendt stort set alle klassementsrytterne hjem. Siden 4. pladsen for fem år siden har han ikke været i nærheden af et lignende resultat i et etapeløb af denne kaliber, men nu er han som bekendt kommet til Jumbo, hvor han har udviklet sig enormt. Han klatrede som en drøm i San Sebastian, hvor han viste sine evner også på stejle mure, og der er i hvert fald ingen tvivl om, at 4. og 6. etape passer ham godt. Jeg var ikke helt overbevist om hans form efter åbningsweekenden, men det er jeg til gengæld efter Strade. Selv efter Roglics udtagelse har han sagt, at han er her for at køre klassement, og han har derfor frihed, indtil Roglic måtte vise sig i stand til at gå efter sejren. På enkeltstarten får han en lussing, for det har han aldrig lært, og jeg har også svært ved at se ham vinde et løb med så svær en bjergfinale, men omvendt havde jeg også svært ved at se ham på podiet i San Sebastian.

Ineos har også Thymen Arensman, men det er ikke det ideelle løb for den store hollænder. Han er slet ikke vild med stejle mure, som vi blandt andet så med hans store nedtur på muretapen i Polen, og det er ret svært at tro, at han ikke taber nogen tid på lørdag. Bjergfinalen passer ham til gengæld glimrende, og selvom enkeltstarten ikke passer ham godt, endte han trods alt som nr. 6 for et år siden. Problemet er, at den er pokkers kort, og hans tidsgevinst vil trods alt være begrænset og nok blive ædt op på muretapen. Vigtigst er det dog, at jeg ikke er helt overbevist om formen. Han startede svagt i Valencia, men sluttede på en positiv note, inden vi i Algarve aldrig fik ham at se i bjergfinalerne, hvor han begge gange havde defekt. Hans enkeltstart var dog under niveau, og når han ikke kunne sidde med hjem på den meget lidt selektive Foia-etape - opkørsel eller ej - frygter jeg, at han mangler for meget, når flertallet af stigninger i dette løb er for eksplosive. Det havde været noget andet, hvis muretapen havde været lettere og ikke sværere end vanligt.

Et af løbets største spørgsmålstegn er Ben O’Connor. Australieren er blevet en ørn til ugelange løb, hvor han sjældent misser top 10, og han startede endda uventet godt i Australien, hvor han gjorde det fornemt i for ham dårligt terræn. Desværre missede han sidste weekends løb med influenza, og selvom han har udtrykt optimisme inden løbet, er det svært ikke at tro, at det har sat ham tilbage. I forvejen er løbet ikke helt ideelt. Han vil elske den relativt svære bjergfinale, selvom han havde foretrukket flere stigninger forinden, men de eksplosive etaper passer ham dårligt. Det gik heldigvis meget fint i Australien, men særligt muretapen bør koste ham tid i forhold til de bedste, når den desværre for ham er så svær denne gang. Enkeltstarten er normalt også en betydelig ulempe, men senest viste han i Vueltaen, at han i forhold til mange klatrere kan gøre det ganske godt. Hans evner i bjergene er så gode, at han havde stået højere på min liste, hvis ikke han havde været syg forinden, men i lyset af optakten og murene har jeg svært ved a se ham helt fremme.

Så er der Julian Alaphilippe. I morges stod franskmanden ganske højt på min liste efter den lovende kørsel i Ardeche, men efter den gigantiske nedtur i Strade er optimismen i den grad dalet. Desværre kommer det jo ikke helt ud af det blå, for allerede i Drome så vi, at han ikke var flyvende. På den anden side er det altså kun en uge siden, at han lignede stærkeste mand i et stærkt felt i Ardeche, og den form kan da ikke være helt væk. Problemet er bare, at han skal være tæt på 100% for at vinde et løb med en regulær bjergfinale, for selvom den samlede etape ikke er alt for svær, er det sjældent, at vi har set ham helt fremme på så lange bjerge. Heldigvis passer 4. og ikke mindst 6. etape ham helt ideelt, og dem kan en formstærk Alaphilippe vinde. Det giver potentielt 20 bonussekunder, som skal kombineres med en enkeltstart, hvor han vil være bedre end de fleste, selvom ruten ikke er hans. Problemet er bare, at 5. etape formentlig er for svær, hvis ikke Strade var den totale offday. Det kan man grundet Ardeche trods alt håbe på.

I 2018 kom Geraint Thomas til løbet som den store favorit, men en punktering på netop Sassotetto kostede ham en stensikker sejr. Det var også sidste sæson, hvor han kørte stærkt i foråret, for siden Tour-sejren har han stort set kun præsteret i sine grand tours - og i hvert fald aldrig tidligt på sæsonen. Han var efter sygdom da også milevidt fra formen i Australien og missede endda Algarve med endnu mere sygdom, men han skulle have trænet godt i USA. Hans Giro-satsning bør også betyde, at vi ser en bedre Thomas, end vi plejer på denne tid af året, men der er også så lang tid til maj, at det vil undre mig, hvis han kører voldsomt stærkt. Han kan naturligvis overraske mig, og sker det, står han stærkt, da han er god både på lange og eksplosive stigning, og på denne form for enkeltstart utvivlsomt den bedste temporytter - også bedre end Roglic. Han viste også i Touren, at han bestemt ikke skal begraves endnu. Det vil bare være helt, helt nyt, hvis han er i nærheden af sit bedste niveau i dette løb.

Pogacar frygtede ikke: Dét havde været fint

Så er jeg langt mere fortrøstningsfuld på vegne af Damiano Caruso. Han viste nemlig i Andalusien, at han er på rette vej, og det plejer ellers først at være nu, at han begynder at gøre sig gældende. Jeg vil da også forvente, at han gør det betydeligt bedre end Thomas, men til gengæld har jeg også svært ved at se ham vinde. I 2022 var han skam ganske hæderlig, men han var aldrig i nærheden af sit vilde 2021-niveau, og spørgsmålet er, om ikke den erfarne italiener efterhånden har toppet. Løbet passer ham ellers udmærket, for selvom enkeltstarten ikke passer ham, kan han forsvare sig, og han er god i eksplosivt terræn, selvom stejle mure ikke er hans favorit. Med en fremgang siden Andalusien er han bestemt top 10-kandidat, men jeg vil blive overrasket over at se ham helt fremme.

Jeg er mindre optimistisk på vegne af Thibaut Pinot. Jeg synes desværre ikke, at der er nogen klar tegn på genrejsning. Han shinede ikke i Besseges, og i Var virkede han ikke overbevisende. Han udgik i Laigueglia, hvilket heldigvis kan forklares med kulden. I Strade Bianche var han bestemt ikke ringe, da han gik i top 20, men han var ikke den aktør, man ville forvente. Samlet set summer det - sammen med en 2022-sæson, der ikke var som ventet - op til, at det er svært for alvor at tro på det. Omvendt var hans optakt til dette løb heller ikke god for et år siden, hvor det gik endnu ringere i Strade, men pludselig fandt han ben nok til at ende i top 10 her. Man kan ikke udelukke, at vi vil se det samme igen, for ruten passer ham fint, selvom hans gode enkeltstart er væk. Jeg tror bare ikke, at selv den bedste Pinot er podiekandidat i et løb som dette længere.

Det har godt nok været en skuffelse at se Brandon McNulty i år. Hver gang, man fornemmer fremgang, er det gået i sig selv. Senest skuffede han i Emiraterne, og selvom han ikke faldt helt igennem, skal det ses på baggrund af et felt, der er meget, meget svagere end dette. Senest tabte han næsten 10 minutter i Strade, og selvom det sagtens kan forklares med en sandsynlig hjælperrolle, hober de dårlige resultater sig efterhånden op. Han er dog udpeget som en af tre kaptajner, og ruten passer ham jo ikke helt ringe. Bjergudfordringerne er ikke uoverskueligt svære, og selvom han som de fleste UAE-ryttere har kørt ringe enkeltstarter på det sidste, bør han vinde tid på de fleste. Han er også udmærket på eksplosive stigninger, men murene er helt sikkert for stejle. Der ligger derfor nok et tidstab og venter på 6. etape, men mon ikke han allerede til den tid er endt som hjælper for Yates? Ellers skal han have fundet nogle ben, vi endnu ikke har set.

Nej, han kan sagtens ende med at blive slået af holdkammeraten Davide Formolo. Italienerens svage kørsel i Oman og Ardeche var pludselig helt glemt i et mageløst Strade, hvor han trods sort uheld og stort føringsarbejde for Tim Wellens længe lignede en af de stærkeste. Han er ikke udpeget som en af de tre klassementsryttere, og derfor er han tiltænkt en rolle som hjælper, men hvis ikke han skal bruges til at føre, burde han med Strade-benene ende godt. De eksplosive stigninger på 4. og særligt 6. etape passer ham i hvert fald, og enkeltstarten er ikke helt så stor en akilleshæl som tidligere. Han er for begrænset i bjergene til at være med helt fremme på fredag, men en formstærk Formolo kan bestemt forsvare sig på en stigning som denne.

Det har ikke været en god sæsonstart for Guillaume Martin, der har lidt en del af sygdom. Derfor har han været milevidt fra formen, men han har udtrykt en vis optimisme inden dette løb. Han så da også meget bedre ud i Ardeche og Drome, hvor han endda havde været syg i dagene forinden, og han burde efterhånden have et niveau, hvor han med yderligere en uges træning kan gøre det pænt i dette løb. 2022 viser dog også, at hans potentiale i dag er begrænset, også selvom han er udmærket i eksplosivt terræn. I forvejen skal han jo indregne den vel nok største lussing af alle klassementsrytterne på enkeltstarten.

Carlos Verona er her som hjælper for Enric Mas, og han ender formentlig med at skulle lægge et pres. Slipper han for det, bør han til gengæld gøre det pænt. Han forbedrede sine bjergevner enormt i 2022, og med det niveau, han havde dengang, kommer han ganske langt i dette felt. De eksplosive stigninger er ikke ideelle, men bjergetapen passer ham fint, og den er trods alt den vigtigste - også vigtigere end den enkeltstart, hvor han får det svært. Desværre manglede han stadig en del i Oman, og det skaber ikke den største optimisme, når han også var langt efter i Strade. Her var han dog kun hjælper, og han har haft flere uger til at forbedre sig siden Oman.

Endelig er der Cristian Rodriguez. Han var betydeligt bedre end Verona i Oman, men til gengæld er hans topniveau også lavere. Han skuffede mig også en anelse på kongeetapen i Oman, hvor niveauet bestemt ikke var det højeste. Han er altid kommet lidt til kort i WorldTour-etapeløb, hvor han er mere top 20- end top 10-rytter, men han har vist relativt fine evner i de eksplosive finaler, som ellers ikke var hans kop te. På enkeltstarten får han en lussing, og det bidrager til begrænsningerne, men med det niveau, han har, når han er bedst, bør han kunne gøre det hæderligt, hvis han har forbedret sig siden ørenturen.

BEMÆRK: Arrangørerne har ikke udsendt en foreløbig startliste, og derfor er denne optakt meget ufuldstændig. Den vil blive opdateret søndag, når vi ved mere.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Vigtigst er det, at Thomas ikke deltager, og at Tao Geoghegan Hart, Michael Woods, Hugh Carthy og Santiago Buitrago alle er med. Buitrago er her som plan B bag Landa, men viste et meget højt niveau i Andalusien, hvor han var bedre end nogensinde. Han passer særligt godt til de eksplosive etaper, men vil få klø på enkeltstarten. Jeg vil dog gerne se ham bekræfte niveauet i et WorldTour-løb. Woods vil elske den svære muretape, og med de bjergben, han havde sidste sommer, kommer han langt på denne rute, selvom han får en gigantisk lussing på enkeltstarten. Han har lidt at bevise efter sidste efterår, og selvom han var god i Ardeche, var han ikke på sit bedste niveau. Geoghegan Hart har rejst sig i år og passer godt til disse eksplosive etaper, ligesom han har enkeltstarten som et våben, men vi så i Andalusien, at han skal forbedre sig for at være helt fremme. Endelig har Carthy virket genfødt i år, men det er første gang, vi ser ham i skrapt selskab. Han passer desværre meget dårligt til de eksplosive stigninger, og løbet er ikke ideelt. Det lægger begrænsninger, men forhåbentlig kan han bekræfte den stærke start.

Overrasket national mester vidste ikke, at han overtog førertrøje

OPDATERING 2: Van Aert har bekræftet, at han ikke kører klassement, men tester sig selv på udvalgte dage.

***** Adam Yates

**** Enric Mas, Primoz Roglic

*** Aleksandr Vlasov, Joao Almeida, Tom Pidcock, Mikel Landa, Wilco Kelderman

** Giulio Ciccone, Santiago Buitrago, Michael Woods, Jai Hindley, Tao Geoghegan Hart, Valentin Madouas, Tiesj Benoot, Thymen Arensman, Hugh Carthy, Ben O’Connor, Julian Alaphilippe, Damiano Caruso, Thibaut Pinot, Brandon McNulty, Davide Formolo, Guillaume Martin, Carlos Verona, Cristian Rodriguez

* Attila Valter, Wout van Aert, Lorenzo Rota, Lorenzo Fortunato, Victor Lafay, Lennard Kämna, Felix Gall, Harm Vanhoucke, Laurens De Plus, Andrea Bagioli, Alexey Lutsenko, Steff Cras, Sebastien Reichnebach, George Bennett, Warren Barguil, Koen Bouwman, Andreas Leknessund, Alex Aranburu, Gianluca Brambilla, Damien Howson, Filippo Ganna, Georg Zimmermann, Quinn Simmons, Mikkel Honoré, Magnus Sheffield, Michal Kwiatkowski, Rune Herregodts, Yannis Voisard, Amanuel Ghebreigzabhier, Remy Rochas, Samuele Battistella, Mathieu van der Poel, Anthony Perez, Valerio Conti, Valentin Paret-Peintre

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

Danskerne

Casper Pedersen erstatter den skadede Michael Mørkøv og får en vigtig rolle i toget for Fabio Jakobsen på de tre sprinteretaper. Hos EF skal Mikkel Honoré støtte Hugh Carthy, men måske også forsøge sig på muretapen, formentlig via udbrud. Hos Israel-PT skal Mads Würtz støtte Michael Woods og Giacomo Nizzolo, men måske også forsøge at gentage sin udbrudssejr fra 2021.

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg i et overblik over, hvem der i tillæg til de ovennævnte måske kan gøre sig gældende i klassementet.

Alpecin-Deceuninck: Holdet er her uden klassementsambitioner. Mathieu van der Poel plejer at tage den med ro på kongeetapen for ikke at grave for dybt inden klassikerne, og den vil også være for svær. Det er den også for Robert Stannard, der ikke virker flyvende.

Ag2r Citroën Team: O’Connor er kaptajn, men Felix Gall er startet så stærkt, at han bør ende ganske hæderligt. Et topresultat kræver dog en fremgang siden sidste år. Nans Peters viste genfødte evner i Laigueglia, men der er grænser for, hvor langt han kan komme. Løbet er for svært for Benoit Cosnefroy. Valentin Paret-Peintre var god i Emiraterne, men niveauet her er nok for højt.

Astana Qazaqstan Team: Alexey Lutsenko viste fremgang i Strade, men han var stadig så skuffende i Emiraterne, at han næppe kan være med helt i front. Joe Dombrowski var meget formsvag i Valencia, og Samuele Battistella har ikke været flyvende.

Bahrain Victorious: Landa er den erklærede kaptajn, men holdet har Buitrago og Caruso som udmærkede alternativer.

Visma-stortalent påpeger ændring: Det var ikke så nemt

BORA-hansgrohe: Vlasov og Hindley ligner kaptajnerne. Holdet har også Lennard Kämna, der var uheldig i Strade, og hvis form derfor ikke synes helt ringe, men bjergfinalen bør sætte begrænsninger på, hvor langt han kommer.

Cofidis: Martin er klassementsrytteren. Victor Lafay virker flyvende, som han også var det sidste år, men her så vi, at bjergfinalen blev for svær. Remy Rochas er formsvag, og løbet er for svært for formstærke Anthony Perez.

EF Education-EasyPost: Det handler om Carthy, da Sean Quinn og Jonathan Caicedo ikke har været flyvende, og Sassottetto er lidt for lange for Mikkel Honoré.

EOLO-Kometa: Det handler om Lorenzo Fortunato, der er kommet fint i gang, men ikke har vist et niveau, der gør top 10 realistisk. Mattia Bais har ikke vist den store form.

Green Project-Bardiani CSF-Faizané: Samuele Zoccarato klatrede godt i Emiraterne, men her er niveauet for højt. Riccardo Lucca har været formsvag.

Groupama-FDJ: Det handler om Pinot og Madouas. Quentin Pacher er formsvag og finder bjergetapen for svær.

INEOS Grenadiers: Pidcock, Geoghegan Hart og Arensman ligner kaptajnerne. Laurens De Plus er stadig bedre, men ikke god nok endnu. Michal Kwiatkowski viste klar fremgang i Strade, men ikke nok til så svær en bjergetape som denne. Den bør også blive for svær for den ellers imponerende klatrende Filippo Gana og for Magnis Sheffield.

Intermarché-Circus-Wanty: Lorenzo Rota er i form, men vi så sidste år, at en bjergetape som denne bliver lidt for svær, og det gøre den også for Georg Zimmermann, Sven Erik Bystrøm og naturligvis også for Biniam Girmay.

Israel-Premier Tech: Det handler 100% om Woods, da Krists Neilands efter en lovende start er faldet sammen.

Jumbo-Visma: Roglic er kommet ind som en joker i tillæg til de oprindelige kaptajner, Benoot og Kelderman. Attila Valter har forbedret sig enormt, som vi så i Strade, men jeg vil stadig gerne se ham helt fremme på så lang en stigning i dette selskab, da han formentlig også er et stykke nede i hierarkiet. Wout van Aert er tidligere blevet nr. 2 i løbet, men lærte dengang, at det kostede for dyrt inden klassikerne. Han lærte lektien og kører efter alt at dømme som i Paris-Nice sidste år, hvor han tog sig nogle fridage undervejs for at spare på kræfterne til vigtigere opgaver. Koen Bouwman er aldrig flyvende på denne tid af året og må være hjælper, og det er formstærke Dylan van Baarle trods alt også på en rute som denne.

Movistar Team: Det handler om Mas med Verona som plan B. Alex Aranburu klatrede godt i Valencia, men her er bjergetapen for svær. Formstærke Nelson Oliveira kan ende hæderligt, men ikke mere.

Q36.5 Pro Cycling Team: Holdet satser på Damien Howson, men han har været en skygge af sig selv længe, senest i Valencia. Gianluca Brambilla er efter sin sygdom i fremgang, men har ikke vist nok og styrtede i Strade. Mark Donovan har skuffet, og Filippo Conca finder det for svært.

Soudal-Quick Step: Alaphilippe er bedste, men et usikkert bud. Andrea Bagioli vil finde bjergfinalen for lang og virkede ikke så flyvende som ventet i et slidt skuffende Strade.

Team Arkea Samsic: Holdet satser på Rodriguez. De har ganske vist også Warren Barguil, men han er endnu ikke på toppen og vil i stedet forsøge at gentage sidste års udbrudssejr.

Team Corratec: Holdet håber på at genrejse Valerio Conti, men selv i sine bedste år ville bjergfinalen være for svær, og han gav i Laigueglia, hvor han udgik, ikke grund til optimisme efter det forfærdelige 2022.

Team DSM: Holdet vil køre klassement med Harm Vanhoucke og Andreas Leknessund, men vi så i det ikke imponerende felt i Emiraterne, at de får det svært. Særligt Leknessund mangler for meget i bjergene, mens Vanhoucke i ørkenen viste, at han vil komme længere. Henri Vandenabeele har det fortsat meget svært, og det er for svært for Florian Stork.

Team Jayco-AlUla: Holdet satser på spurterne. De har Alessandro De Marchi, men trods et fint Strade er det længe siden, han har klatret på sit gamle niveau, og han kom skidt fra start.

TotalEnergies: Sidste år havde Steff Cras været i hvert fald top 15-bud, men hans start i Argentina var skidt, og han efterlod ikke indtryk af tilstrækkelig forbedring i Strade.

Trek-Segafredo: Det handler om Ciccone. Amanuel Ghebreigzabhier skuffer fortsat, og kongeetapen er for svær for Quinn Simmons og Toms Skujins, mens Markus Hoelgaard stadig er en skygge af sig selv.

Tudor Pro Cycling Team: Holdet satser på Sebastien Reichenbach, men han har ikke fundet sin bedste form endnu, og det samme gælder for Lucas Eriksson. Yannis Voisard gjorde det godt i Emiraterne, men niveauet her er højere, og Roland Thalmann har været formsvag.

UAE Team Emirates: De erklærede kaptajner er Yates, Almeida og McNulty, men Formolo er en joker. George Bennett har været for formsvag og er hjælper.

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER