Optakt: Tour Colombia 2.1

Løbets rolle og historie

Det er efterhånden mange år siden, at de første colombianske cykelpionerer gjorde deres markante indtog på den europæiske cykelscene, hvor de lynhurtigt satte sig igennem i bjergene og med sublime klatrepræstationer bjergtog en hel cykelverden. Der var måske en kortvarig nedtur i 90erne og begyndelsen af 00erne, hvor den bjergrige sydamerikanske nation ikke helt kunne leve op til fordums meritter, men det har i den grad ændret sig i dette årti.

Det startede vel egentlig med Fabio Duartes overraskende sølvmedalje ved U23-VM i Mendrisio i 2009, og derefter varede det ikke længe, inden landet satte sig på U23-scenen. Året efter sejrede Nairo Quintana i Tour de l’Avenir, det stærkest besatte etapeløb for unge ryttere, og bare 12 måneder senere gentog Esteban Chaves bedriften. Siden da har også Miguel Angel Lopez og Egan Bernal vundet det prestigefulde løb, og dermed har Colombia mere end nogen anden nation domineret ungdommens Tour de France i de senere år.

Med Quintanas podieplads i 2013-udgaven af Tour de France overgik landet med ét de resultater, fortidens helte havde leveret, og siden da er resultaterne kommet i lind strøm. Quintana har allerede yderligere to podiepladser i verdens største cykelløb samt samlede sejre i Giroen og Vueltaen på cv’et, Chaves har været på podiet i både den italienske og spanske grand tour, Rigoberto Uran er blevet nr. 2 i både Giroen og Touren, Lopez var i 2018 på podiet i både Giroen og Vueltaen og har allerede vundet Tour de Suisse, Carlos Betancur var flyvende i 2013 og 2014, hvor han var en af sportens allermest lovende ryttere, Sergio Henao var på podiet i Fleche Wallonne og tæt på flere sejre i Baskerlandet Rundt, og Jarlinson Pantano og Winner Anacona har begge vundet bjergetaper i grand tours. Senest har landet med Fernando Gavirias forrygende indtog på den professionelle scene også gjort sig gældende i massespurter og mere fladt terræn, og sidste år fik landet endelig sin første Tour-sejr, da kometen Egan Bernal i tillæg til sejre i Paris-Nice og Tour de Suisse erobrede verdens største cykelløb. Senere vandt endnu en komet, Sergio Higuita, en Vuelta-etape, mens Ivan Ramiro Sosa fortsatte sin kurs mod himlen, og det kan derfor ikke undre, at landet i de seneste år har været blandt de allerbedste på WorldTour-ranglisten.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Trods de mange stjerner er der imidlertid noget, der har manglet. Ganske vist har man altid haft en ganske rig løbsscene i hjemlandet, men den har været udgjort af mindre begivenheder. Den nationale rundtur, Vuelta a Colombia, har længe været et af Sydamerikas største etapeløb og endda et af de længste på hele UCI-kalenderen, men som et 2.2-løb - siden 2018 har det endda været helt uden for UCI-regi - har det ikke kunnet invitere WorldTour-hold, og dermed har det været lukket land for nationens helte, der har været henvist til de europæiske landeveje for at opnå deres succes.

I de senere år har man imidlertid gjort en ivrig indsats for at hjælpe de lokale cykelfans med at kunne tiljuble stjernerne på hjemmebane. De har ellers været meget synlige ved store løb i Europa, men i en fattig nation som Colombia er de fleste afskåret fra muligheden for at krydse Atlanten. Derfor har man forsøgt at styrke de nationale mesterskaber, der er blevet flyttet til februar i en tid, hvor stjernerne endnu ikke er rejst til Europa. Det har markant styrket begivenheden, der i de senere år har haft vindere som Sergio Henao i linjeløbet og Daniel Martinez, Egan Bernal, Jarlinson Pantano og Rigoberto Uran på enkeltstarten.

I 2018 tog man så endnu et afgørende skridt. Det colombianske cykelforbund stablede nemlig et helt nye etapeløb på benene. Det fik det mundrette navn Colombia Oro y Paz og fik med det samme tildelt en 2.1-status i UCI-systemet. Det gjorde det muligt for dem at invitere WorldTour-hold og dermed alle landets største helte, og initiativet fik en bragende flot modtagelse af det professionelle felt.

Løbet afvikledes blot få dage efter de nationale mesterskaber og kort efter Vuelta a San Juan, der også fandt sted på det sydamerikanske kontinent, og det gav en helt fantastisk synergieffekt for de colombianske WorldTour-ryttere. Tilsyneladende havde de næsten alle held til at overtale deres hold til at betale den ikke helt ubetydelige udgift, det er at deltage i et løb så fjernt fra Europa. Quick-Step med Fernando Gaviria og Alvaro Hodeg, EF Education First med Rigoberto Uran, Julian Cardona og Daniel Martinez, Movistar med Nairo og Dayer Quintana samt Winner Anacona, Sky med Egan Bernal og fætrene Sergio og Sebastian Henao havde alle inkluderet det i deres kalender, og det samme havde mange af de professionelle kontinentalhold, der havde colombianske ryttere. Da Jarlinson Pantano og Darwin Atapuma samtidig havde fået fri til at stille op for landsholdet, manglede vi fra feltet af colombianske WorldTour-ryttere kun Esteban Chaves, Miguel Angel Lopez, Carlos Betancur, der endda først i sidste øjeblik har meldt forfald, samt Jhonatan Restrepo.

På den baggrund var det ikke mærkeligt, at løbet blev en bragende succes, hvor rytterne blev mødt af et stort antal fra det cykelbegejstrede hjemmepublikum. Det kaldte naturligvis på en gentagelse, og løbet vendte derfor i 2019 tilbage, nu under det nye navn Tour Colombia 2.1 og stadig som et 2.1-løb på UCI-kalenderen. Og også i rytterkredse havde løbet tilsyneladende med det samme fået stor anerkendelse, for til den anden udgave var det lykkedes at tiltrække et om muligt endnu stærkere felt, der foruden næsten alle de store colombianske stjerner talte selveste Chris Froome samt navne som Julian Alaphilippe og Bob Jungels. Nok en forrygende succes fulgte, og dermed synes løbet allerede definitivt at have etableret sig som et af den tidlige kalenders højdepunkter, som det fremgår af årets startliste, der tæller sydamerikanske superstjerner som Bernal, Richard Carapaz, Sosa, Chaves, Hodeg, Betancur, Henao, Martinez og Higuita, mens Europa repræsenteres af navne som Alaphilippe, Jungels og Fabio Aru og Nordamerika af Tejay van Garderen.

Det skyldes sikkert også, at arrangørerne klogelig har valgt at begrænse løbets sværhedsgrad. Man skal ellers ikke kende meget til colombiansk geografi for at vide, at landet bjergrige terræn kan danne rammen om brutale cykelløb, men i februar måned kan det meget let blive alt for hård kost. Derfor var sværhedsgraden trods bjergfinaler på tre af de seks etaper til at overskue i debuten, og til den anden udgave havde man endda med blot en enkelt bjergafslutning skruet yderligere ned for strabadserne, præcis som det vil være tilfældet i 2020. Nok er Colombia kendt for sine bjergryttere, men faktisk er det i høj grad sprinterne, der kommer til fadet i det, der i kraft af sin kalenderplacering jo først og fremmest er et forberedelsesløb.

I tråd med colombiansk cykelkultur er det dog klatrerne, der har skullet slås om den samlede sejr. Egyer en første udgave, hvor hjælperytteren Egan Bernal snød sin kaptajn Sergio Henao samt de etablerede stjerner Nairo Quintana, Rigoberto Uran og Julian Alaphilippe og sejrede foran Quintana og Uran. Sidste år blev den nuværende Tour-konge imidlertid slået, da blandt andre han og Quintana udmanøvrerede hinanden på den første af to bjergetaper. Det udnyttede en formstærk Miguel Angel Lopez til at køre væk sammen med blandt andre Bernals løjtnant, Ivan Ramiro Sosa, og kongeetapen endte herefter som et dramatisk opgør mellem de to. Mens Quintana udnyttede deres indbyrdes kamp til at tage etapesejren, sejrede Lopez samlet med 4 sekunder ned til Sosa og 42 sekunder ned til Daniel Martinez, der havde en svær sidste etape. Lopez og Astana vender imidlertid ikke tilbage for at forsvare titlen, og et styrt ved de nationale mesterskaber har også sendt Sosa ud af løbet. Dermed er Martinez eneste genganger fra sidste års podium.

Ruten

Som arrangører af et helt nyt løb har folkene bag Tour Colombia 2.1 naturligvis haft helt frit spil til at give løbet sin egen identitet. Det er imidlertid bjerge, der karakteriserer cykelnationen Colombia, og derfor ville det være helt forkert, hvis ikke feltet skulle op i højderne og klatrerne slås med hinanden. Man har imidlertid samtidig været meget bevidste om, at løbet afvikles i februar, og at man derfor ikke kan inkludere de voldsomste stigninger i et af verdens mest bjergrige lande, og at man også skal give plads til sprinterne og dermed Fernando Gaviria, der er en af landets største stjerner.

Til den første udgave blev der designet en meget blandet rute, hvor de første tre etaper var helt og holdet dedikeret til sprinterne, mens de sidste tre dage sendte feltet ind i bjergene og tre på hinanden følgende bjergafslutninger. Løbet afvikledes på et geografisk yderst begrænset område omkring et helt fladt plateau, der er hjemsted for byen Palmira, og man gjorde i usædvanlig høj grad brug af de samme veje igen og igen. Bjergetaperne var ganske moderate og havde lange flade strækninger samt overkommelige målstigninger.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Sidste år skruede man ned for vanskelighederne. Denne gang var det området omkring storbyen Medellin, der var vært, og også her benyttede man de samme veje flere gange. De tre sprinteretaper blev fastholdt, selvom de to af dem bød på ganske svære stigninger, men til gengæld blev en af de tre etaper med mål på en stigning erstattet med en kort, fladt holdløb i Medellin.

Mønsteret er det samme i 2020, men den tredje udgave er utvivlsomt den hidtil letteste. Efter tre bjergfinaler i 2018 og to i 2019 er der nemlig blot en enkelt i 2020, og den kommer som altid på sidstedagen, der hvert år har været rammen om kongeetapen. De øvrige etaper er en blandet landhandel i et år, hvor værtsskabet er delt i to. Således afvikles de første fire etaper i et yderst begrænset område omkring byen Duitama, der ligger på et relativt fladt terræn, mens 5. etape er en transportetape, der fører feltet mod hovedstaden Bogota, hvor kongeetape har mål på stigningen El Once Verjon lige uden for landets vigtigste by.

Ligesom sidste år åbnes festen med et indledende holdløb, der kan vise sig helt afgørende på årets relativt lette rute. Derefter venter en pandekageflad etape på Duitama-plateauet, inden arrangørerne tilsyneladende løb tør for ideer. I hvert fald er 3. og 4. etape stort set helt identiske, og det er kun til allersidst, at finalerne afviger fra hinanden. Begge dage indledes med 100 knaldhårde kilometer med mere end 2200 højdemeter, men derefter er den sidste tredjedel langt lettere. På 3. etape er det helt fladt, hvorfor en reduceret massespurt kan ventes, men på 4. etape slutter etapen knap 3 km fra toppen af en lille kategori 3-stigning, som kan give ideer til en fyr som Julian Alaphilippe.

I manglen på opfindsomhed starter også 5. etape med den helt samme og ganske hårde strækning som 3. og 4. etape, men denne gang kører man dog væk fra Duitama-området med retning mod Bogota, hvor der venter endnu en helt flad finale med muligheder for et udbrud eller endnu en reduceret massespurt. Det hele slutter søndag med kongeetapen, som finder sted i Bogota-bjergene, men som ikke er den hårdeste i løbets historie. Det hele slutter på toppen af El Once Verjon, der ikke er specielt svær, men hvor målet i 3290 m højde formentlig alligevel sikrer, at det bliver en af de sydamerikanske bjerggeder, som løber med den samlede sejr.

1. etape

Efter en debutudgave, der bød på lutter linjeløbsetaper, bød man i 2019 på en nyskabelse, da løbets allerførste tidskørsel skød de seks dages festligheder i gang og tog form af et kort fladt holdløb. Den model gentages i 2020, hvor klassementsrytterne atter skal være helt klar fra start, da der allerede på de 16,7 km i Tunjas gader kan være vigtige sekunder at vinde. Holdene vil her blive sendt ud på en specialistrute, hvor feltets største maskiner med deres store power vil kunne hjælpe klatrerne med at gøre de første og måske afgørende forskelle i klassementet.

Den indledende etape byder på 16,7 km, der sender rytterne tur rundt i Tunja, der i år er valgt som løbets centrum. Fra starten i 2701 m højde i byens centrum går det ad en lang vej med kun få sving mod nordøst ud af byzonen. Efter 5 flade kilometer begynder det langsomt at stige let over der følgende 3 km, hvor man vender rundt i det nordligste punkt for at køre tilbage mod sydvest. Her vinder man i alt 89 højdemeter, inden der følger et kort fladt stykke, hvorefter det falder let tilbage mod bycentrum, hvor de sidste 5 km er helt flade. Her følger man en lang, lige vej, indtil der kommer tre skarpe sving til slut med hhv. 2700, 2600 og 1800 m igen, inden man rammer den helt flade opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt bare 138 højdemeter.

138 højdemeter over 16,7 km kan ikke skræmme mange professionelle cykelryttere, og det er således ikke terrænet, der vil udfordre rytterne på 1. etape. Her er der lagt op til en dag i store gear og med masser af watt, hvor specialisterne vil slikke sig om munden. Tidsforskellene på så korte holdløb er altid beskedne, men selvom der venter bjerge senere i løbet, kan de vundne sekunder alligevel blive ganske vigtige, når løbet søndag slutter efter kongeetapen.

Læs også

Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

Tunja har ikke tidligere været besøgt af løbet, men er meget ofte med på ruten for Vuelta a Colombia. I 2016 og 2017 var byen vært for de nationale mesterskaber, der gav sejre til hhv. Edwin Avila og Sergio Henao. Det samme gjaldt helt tilbage i 2000, hvor også enkeltstarten blev afviklet i byen. Hect Valenzuela Chiran vandt linjeløbet, og Israel Ochoa Plazas vandt tidskørslen.

2. etape

Colombia er i cykelsportssammenhæng måske kendt som en klatrenation, men faktisk var halvdelen af etaperne i de to første udgaver dedikeret til sprinterne. Det vil også være tilfældet i år, hvor de hurtige folk kan se frem til at komme til fadet for første gang på 2. etape. Her venter en helt pandekageflad etape, der ikke giver blot antydningen af colombianske bjerge, men som med sit mål i mere end 2500 m højde stadig byder på iltfattig luft, som sprinterne skal forsøge at håndtere i den ventede massespurt.

I alt skal der tilbagelægges 152,4 km, der fører fra Paipa til Duitama. De to byer ligger stort set lige ved siden af hinanden på et fladt plateau, og fra start kører man det lille stykke mod øst og nordøst frem til udkanten af målbyen. Her sætter man kursen mod sydøst for at køre ned til en 33,6 km lang rundstrækning, der sender rytterne mod sydøst ned til Sogamoso og tilbage igen. Her kører man i alt fire omgange i det helt flade terræn, og skal i den forbindelse køre indlagte spurter i udkanten af Duitama på de tre første omgange efter hhv. 45,6 km, 79,3 km og 113,0 km. Efter fjerde omgang resterer blot 3,9 km, som fører feltet mod nordvest tilbage til udkanten af Duitama, hvor finalen er helt flad og uden tekniske komplikationer, da det sidste rigtige sving kommer med hele 17,4 km til mål.

Etapen byder på i alt 902 højdemeter.

Det kan godt være, at Colombia kun har to topsprintere i Fernando Gaviria og Alvaro Hodeg, men de relativt mange flade etaper i det colombianske etapeløb betyder, at mange hold alligevel bringer en hurtig mand med sig til Sydamerika. De kan ikke lade denne helt flade etape gå fra sig, og der er derfor lagt op til et brag af en massespurt i høj fart på en lang, lige vej, der er rent guf for rytterne med den højeste topfart.

Duitama har ofte været besøgt af Vuelta a Colombia og var tillige vært for enkeltstarten ved de nationale mesterskaber i 2017 og 2016, hvor hhv. Jarlinson Pantano og Walter Vargas sejrede. I 2001 var byen vært for både enkeltstart og linjeløb, hvilket gav sejre til hhv. Marlon Perez Arango og Jose Daniel Rincon.

Læs også

LIVE nu: Price i top-5 på stor enkelttstart

3. etape

Sprinterne ventes at have afgjort 2. etape, og straks får de måske en chance for revanche. På 3. etape bliver det imidlertid langt mere kompliceret, for mens den sidste tredjedel måske nok er flad og faldende, gælder det lang fra for de første 100 km. Her går det nemlig uafbrudt op eller ned på en rute, der i alt byder på mere end 2200 højdemeter, og det er derfor helt sikkert ikke et fuldt felt, der kommer med til Sogamoso, hvor de forventeligt små tidsforskelle i klassementet dog forventes at sikre en eller anden form for spurtafgørelse.

I alt skal der tilbagelægges 168,6 km, som fører feltet fra Paipa til Sogamoso. Startbyen er den samme som på 2. etape, og målbyen ligger kun få kilometer fra 2. etapes målby, men hvor 2. etape holdt sig på det flde plateau omkring disse byer, består 3. etape af en lang tur ud i bjergene til et vendepunkt, hvorfra det går den modsatte vej tilbage. Fra start kører man således af en lang vej mod sydvest, og mens den retning holdes konstant på en rute uden væsentlige sving, er det voldsomt kuperet. Allerede fra start stiger det let, indtil en lille nedkørsel fører ned til den første spurt, som kommer efter 36,2 km, og derfra går det frem til kategori 4-stigningen Alto Moral (3,4 km, 5,7%), som har top efter 47,2 km i intet mindre end 2961 m højde, etapens højeste punkt. En nedkørsel efterfølges nu af endnu en lang bakke og en nedkørsel, inden man kører op ad endnu en ikke-kategoriseret stigning (3,6 km, 5,7%), der fører frem til vendepunktet efter 71,5 km.

Efter en U-vending går det samme vej tilbage. Det betyder, at man lægger ud med en nedkørsel og derefter en længere, ikke-kategoriseret stigning. Endnu en nedkørsel leder nu ned til bunden af kategori 4-stigningen Alto Moral, der nu bestiges fra den anden side, hvor den er længere, men lettere med 2,6% over 7,8 km frem mod toppen, som rundes efter 95,6 km. På nedkørslen afviger man lidt fra ruten fra første del af etapen, idet man kører ind gennem og ikke udenom byen Tunja, hvor 1. etape blev kørt. Her venter dagens anden spurt efter 106,2 km, inden et længere, let faldende stykke fører dem ad den allerede kendte vej tilbage til startbyen Paipa.

Efter at være passeret gennem Paipa, der som bekendt ligger på et fladt plateau, fortsætter man mod nordøst igennem fladlandet forbi den tredje spurt, som kommer efter 156,3 km, frem til 2. etapes målby, Duitama. Her drejer man mod sydøst for at køre igennem fladt terræn ned mod Sogamos. Forinden slår man en lille sløjfe mod nordøst, inden man kører det sidste stykke mod sydvest ned mod målet i den nordøstlige udkant af byen. De sidste 5 km er helt flade og helt uden skarpe sving.

Etapen byder på i alt 2295 højdemeter.

Antallet af højdemeter er måske ikke i sig selv skræmmende, men de er alle stort set koncentreret på de første 100 km. Set i det lys er det en ganske brutal indledning på etapen, men til gengæld er den sidste del så let, at terrænet ikke rigtigt kan bruges offensivt. Da klassementet sikkert er tæt, bør der være interesse i at kontrollere etapen, og så må de mest hårdføre sprintere gøre, hvad de kan for at hænge på undervejs på en dag, hvor farten kan være høj og aggressionen stor.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Ser man bort fra to besøg fra Vuelta a Colombia inden for dette årtusinde, har Sogamoso ikke været vært for store cykelløb siden årtusindeskiftet.

4. etape

Efter et par dage med flade finaler venter der på 4. etape for første gang en stigning i finalen. Ganske vist er der blot tale om en blød bakke med top 2,9 km fra mål, men den kan måske være nok til at skabe lidt ravage og tippe balancen over mod puncheurtyper, som Julian Alaphilippe, der utvivlsomt har udset sig et mål her. Om bakken er hård nok til at komme af med alle sprinterne, har vi til gode at se, men for første gang får rytterne mulighed for at teste benene lidt på en stigning i en finale inden søndagens store slag om den samlede sejr.

Etapen fører over 168,6 km fra Paipa, der er startby for tredje dag i træk, til Santa Rosa De Viterbo. Etapen er i alt væsentligt en total kopi af den foregående, og eneste ændring kommer til allersidst, hvor man kører op ad en bakke frem til målbyen i stedet for at køre igennem fladlandet til 3. etapes mål i Sogamoso. Fra start kører man således af en lang vej mod sydvest, og mens den retning holdes konstant på en rute uden væsentlige sving, er det voldsomt kuperet. Allerede fra start stiger det let, indtil en lille nedkørsel fører ned til den første spurt, som kommer efter 36,2 km, og derfra går det frem til kategori 4-stigningen Alto Moral (3,4 km, 5,7%), som har top efter 47,2 km i intet mindre end 2961 m højde, etapens højeste punkt. En nedkørsel efterfølges nu af endnu en lang bakke og en nedkørsel, inden man kører op ad endnu en ikke-kategoriseret stigning (3,6 km, 5,7%), der fører frem til vendepunktet efter 71,5 km.

Efter en U-vending går det samme vej tilbage. Det betyder, at man lægger ud med en nedkørsel og derefter en længere, ikke-kategoriseret stigning. Endnu en nedkørsel leder nu ned til bunden af kategori 4-stigningen Alto Moral, der nu bestiges fra den anden side, hvor den er længere, men lettere med 2,6% over 7,8 km frem mod toppen, som rundes efter 95,6 km. På nedkørslen afviger man lidt fra ruten fra første del af etapen, idet man kører ind gennem og ikke udenom byen Tunja, hvor 1. etape blev kørt. Her venter dagens anden spurt efter 106,2 km, inden et længere, let faldende stykke fører dem ad den allerede kendte vej tilbage til startbyen Paipa.

Efter at være passeret gennem Paipa, der som bekendt ligger på et fladt plateau, fortsætter man mod nordøst igennem fladlandet forbi den tredje spurt, som kommer efter 156,3 km, frem til 2. etapes målby, Duitama. Her afviger man langt om længe fra den foregående etape, idet man kører mod nord ind gennem byen og videre direkte ind på kategori 3-stigningen Alto Malterias (2,9 km, 4,9%), der stiger meget regulært med 3-5% hele vejen. Toppen rundes med 2,9 km igen, hvorefter man drejer mod øst og nordøst for at følge en let stigende vej ind til mål. Der er et blødt sving med 1,4 km igen, men derudover er der ingen betydelige sving på de sidste 5 km.

Etapen byder på i alt 2481 højdemeter.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Det er uhyre sjældent, at man mere eller mindre kører den samme etape to dage i træk, men finalens karakter gør alligevel, at det er to vidt forskellige etaper. Selvom den sidste stigning ikke i sig selv er uoverstigelig for holdbare sprintere, er der næppe nogen af de hurtige folk, der tør kontrollere en etape med så svær en start. Det kan derfor godt blive et uhyre aggressivt løb, men man må formode, at klassementsholdene ikke tager store risici. Derfor kunne det ligne en afslutning for puncheurs, og derfor kunne det være en oplagt chance for Julian Alaphilippe.

Santa Rosa de Viterbo har med undtagelse af et besøg fra Vuelta a Colombia i 2013 ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

5. etape

Efter fire dage, hvor man holdt sig i samme region med start og mål samlet inden for et meget lille område, bevæger feltet sig på næstsidste dag endelig længere væk. 5. etape byder nemlig på en rejse til Zipaquira i udkanten af hovedstaden Bogota i det område, hvor søndagens kongeetape også skal køres. Opfindsomheden lader imidlertid alligevel noget tilbage at ønske, da etapen for tredje dag i træk indledes med den præcis samme hårde start, og på mange måder minder etapen om 3. etape, da der herefter venter en ganske vist anderledes, men stadig temmelig flad finale, hvor de hårdføre sprintere kan håbe på at få en sidste chance i løbet inden kongeetapen.

Etapen er med sin distance på 180,5 km en for løbet relativt lang sag, der fører feltet fra Paipa, som er startby for fjerde dag i træk, til Zipaquira nord for Bogota. Som sagt er første del af etapen den samme som på 3. og 4. etape. Fra start kører man således af en lang vej mod sydvest, og mens den retning holdes konstant på en rute uden væsentlige sving, er det voldsomt kuperet. Allerede fra start stiger det let, indtil en lille nedkørsel fører ned til den første spurt, som kommer efter 38,0 km, og derfra går det frem til kategori 4-stigningen Alto Moral (3,4 km, 5,7%), som har top efter 46,7 km i intet mindre end 2961 m højde, etapens højeste punkt. En nedkørsel efterfølges nu af endnu en lang bakke og en nedkørsel, inden man kører frem til kategori 3-stigningen Alto Quemada, der også var på programmet de foregående, hvor man dog vendte rundt inden toppen. Det gør man ikke denne gang, hvor man fortsætter helt op i 2917 m højde, hvor bjergspurten kommer efter 74,0 km.

Efter stigningen fortsætter man mod sydvest via en nedkørsel ned til dagens anden spurt, som er placeret efter 103,8 km. Knap 10 km senere tager man hul på kategori 4-stigningen Alto Sisga, hvis top rundes efter 115,5 km. Den markerer afslutningen på vanskelighederne. Herefter følger nemlig en relativt kort nedkørsel, der leder til det plateau, hvorpå Bogota ligger. De sidste 50 km er således stort set helt flade og byder først på en spurt efter 138,8 km, mens man fortsætter mod sydvest med retning mod Bogota. Umiddelbart inden hovedstaden drejer man imidlertid mod nord for at køre igennem fladt terræn op til Zipaquira. Her er de sidste 5 km stort set helt flade, idet det dog stiger lidt frem mod de sidste 1200 m, der er let faldende. For en gangs skyld er finalen lidt mere teknisk, idet der på de sidste 2 km er sving med 1200 og 600 m igen.

Etapen byder på i alt 2057 højdemeter.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Den første del af etapen er ikke blot den samme som på 3. etape - den er også i struktur næsten identisk. Denne gang kan tidsforskellene dog være større, og hvis udbruddet er ”rigtigt”, bør det have en fornuftig chance for at holde hjem. Der er dog næppe heller den store tvivl om, at særligt Ineos ikke vil løbe risici for at smide klassementet væk, og da forskellene næppe er alt for store, er endnu en reduceret massespurt stadig det mest sandsynlige scenarium.

Bortset fra besøg fra Vuelta a Colombia i 2009 har Zipaquira ikke været vært for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

6. etape

I sin korte historie har Tour Colombia 2.1 allerede indført en tradition, der sikrer, at den vanskeligste etape kommer til allersidst. Sådan vil det også være i den tredje udgave, hvor 6. etape endda er den eneste med mål på toppen af en stigning. Klatrerne har altså skulle vente i lang, indtil de endelig får mulighed for at kæmpe om sejren, men måske er de alligevel skuffede. Afslutningen på El Once Verjon er nemlig ikke verdenshistoriens sværeste, men i den iltfattige luft i mere end 3200 m højde vil de colombianske bjergstjerner formentlig alligevel udkæmpe et brag af et opgør om den samlede sejr i hjemlandets cykelstolthed.

Årets kongeetape er den længste og sender feltet ud på 182,6 km fra Zipaquira til målet på El Once Verjon hele 3290 m over havets overflade. Startbyen er en nordlig forstad til hovedstaden Bogota, og målbjerget ligger nærmest i selve millionbyen med start i den østlige udkant i forbindelse med et større bjergmassiv. Hele etapen finder således sted i bjergene øst for Bogota, hvor målbjerget blot er det sidste af i alt fire kategoriserede stigninger.

Starten er dog meget nem. Fra start kører man mod sydvest igennem fladt terræn med retning mod Bogota, inden man vender rundt for at køre igennem fladlandet mod nordøst forbi den første spurt, som kommer efter 42,8 km. Kort efter skal man over kategori 3-stigningen Alto del Sisga (5, km, 4,9%), hvis top passeres efter 60,8 km, inden en nedkørsel leder videre mod nordøst ned i fladlandet, hvor man fortsætter frem til et vendepunkt. Her vender man efter 74,7 km rundt for at køre tilbage ad samme vej. Denne gang er der en spurt efter 77,0, inden man atter rammer Alto del Sisga (7,0 km, 3,4%), der fra denne side blot er kategori 4, og hvis top passeres efter 88,8 km.

I bunden af nedkørslen drejer man mod sydvest for at følge en hovedsageligt flad vej med retning mod Bogota, idet man dog undervejs skal over en lille bakke (2,9 km, 4,1%) med top efter 111,5 km. Senere rammer man den ikke-kategoriserede Alto Arepas (3,9 km, 3,8%), der passeres efter 143 km og leder op til et plateau, hvor den tredje spurt er placeret efter 146,6 km. Umiddelbart herefter begynder det i udkanten af Bogota atter at stige via kategori 3-stigningen Alto Patios (2,3 km, 7,4%), hvis top passerer med 26,4km igen. En let nedkørsel leder nu mod nordvest ned til Bogota, hvor man følger en flad vej ind gennem byens centrum mod sydvest og syd.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Inde i hjertet af Bogota fortsætter man mod syd ind i det nærliggende bjergmassiv via kategori 2-stigningen El Once Verjon, der leder op til mål. Den stiger med 5,6% i snit over 9,4 km, men er todelt. Efter to lette kilometer følger 3 km med 7-8%, inden der følger 2 km med 2-4%. Til sidst tager den igen fat med 5,0% og 7,7% over de to næste kilometer, inden det stiger med 6,4% lover de sidste 400 m. Stigningen følger en meget snoet vej med flere retningsændringer, men på de sidste 3 km er der kun relativt bløde kurver, dog med hårnålesving med 1800 og 200 m igen.

Etapen byder på i alt 2912 højdemeter.

Med de generelt lette finaler kan der ikke være tvivl om, at det er El Once Verjon, der vil krone løbets vinder. Stigningen er imidlertid relativt let uden stejle procenter og også relativt kort. Da den indledende del af etapen heller ikke er voldsomt kompliceret, er det næppe en dag, der vil byde på gigantiske tidsforskelle. Udfordringen udgøres således ikke så meget af terrænet som af højderne, og den iltfattige luft i mere end 3200 m højde vil sikre, at det alligevel bliver en bjergged, der krones som vinder af løbets kongeetape.

El Once Verjon har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Favoritterne

Beslutningen om at flytte løbet fra en region til en anden betyder, at årets rute ingen ligheder har med de foregående. Det betyder, at vi ikke kan bruge 2018- og 2019-udgaverne som sammenligningsgrundlag, og der er da også på papiret tale om et ganske andet løb.

I 2018 blev løbet afgjort på tre bjergetaper, der dog alle var kendetegnet ved, at målstigningerne enten var korte og eksplosive eller ikke specielt stejle. Derudover var der slet ingen tidskørsel, og det gjorde det til et løb for klatrere, særligt for dem med et godt punch.

Læs også

Spansk mester står foran stor beslutning

I 2019 var løbet lettere. Antallet af bjergetaper var skåret ned til to, og kun den ene var relativt svær. Dertil kom, at WorldTour-holdene blev givet en gigantisk fordel ved tilføjelsen af et holdløb, der reelt satte de mindre hold ud af kampen om sejren. Den aggressive kørsel i et ukontrolleret løb betød dog, at løbet slet ikke var helt så forudsigeligt, og Miguel Angel Lopez grundlagde således i vidt omfang sin sejr på den lette bjergetape, hvor en stærk gruppe kørte væk i et taktisk spil.

Tendensen til, at ruterne bliver lettere, fortsætter. Ser man på profilerne, er det svært at tro, at vi taler om et løb i et bjergland, men arrangørerne synes meget bevidste om ikke at udsætte rytterne for alt for mange udfordringer i den iltfattige luft. Skal stjernerne tiltrækkes i februar, må løbet ikke være for svært, og det er det bestemt heller ikke blevet i år. Tværtimod vil mange af de lokale bjergryttere helt sikkert savne mere af det terræn, vi kender Colombia for.

Til gengæld kan sprinterne glæde sig. De kan nemlig se frem til tre sandsynlige chancer. Onsdagens 2. etape er i hvert fald en stensikker massespurt, og de lange, flade finaler på 3. og 5. etape gør det også sandsynligt, at de ender i spurter, selvom det måske kun bliver for hårdføre folk. Vi så sidste år, at løbet er uhyre aggressivt, og at selv den senere vinder Lopez gik i udbrud for at få bonussekunder, og man kan derfor ikke udelukke, at begge etaper for et festfyrværkeri af en start. Det er dog svært at forestille sig en langsigtet effekt af eventuelle angreb, og udbrud har formentlig heller ikke de store chancer i et løb, der vil være ganske tæt. Jokeren kan være vinden, for i en generelt pæn uge med sol og temperaturer på ca. 20 grader vil det faktisk være ganske blæsende. Det vil dog primært gøre sig gældende på 1. etape, og jeg tvivler på, at vinden vil være stærk nok de efterfølgende dage, men vindretningen gør, at sidevindssplittelser ikke helt kan udelukkes på kopietaperne 3, 4 og 5.

Det efterlader os med tre etaper tilbage. Heraf kan vi nok udelukke forskelle på 4. etape. Ganske vist kommer bakken i fuld finale, men den er så blød, at selv mange sprintere vil have en reel chance for at klare den. Man kan sikkert forestille sig, at Julian Alaphilippe og måske Sergio Higuita gerne vil spurte sig til sejr og bonussekunder, hvilket bestemt ikke er umuligt, men det bør ende i en eller anden form for spurt.

Det bliver altså holdløbet og kongeetapen, der sammen med den begrænsede risiko for sidevind og bonussekunder vil afgøre det. Kongeetapen er imidlertid temmelig blød, og havde det ikke været for den iltfattige luft, havde vi næppe set voldsomme forskelle. Højderne betyder, at den vil gøre større skade, men stor forskel på de colombianske bjerggeder vil vi formentlig ikke se. Samtidig er den med sin todelte karakter temmelig eksplosiv, og det er således en god stigning for ryttere med punch mere end for rene klatrere. Resten af etapen er tillige let, og derfor vil det formentlig alt sammen blive afgjort på målstigningen, hvor udsigten til modvind frem til de sidste 3 km bestemt heller ikke gør det mere selektivt.

De begrænsede udfordringer i bjergene betyder også, at holdløbet bliver ganske vigtigt. Det er ikke helt fladt, men alligevel en sag for specialister med høj fart. Forskelle over 16,7 km er sjældent voldsomme, men sidste år så vi, at EF over 14 km hentede 8 sekunder på Deceuninck, 10 sekunder på Sky, 22 sekunder på Astana, 35 sekunder på UAE og endnu mere på alle de mindre hold. I et tæt løb kan de sekunder blive meget afgørende.

Holdløbet har også en anden effekt. Et kort, fladt holdløb skaber ikke voldsomme afstanden mellem de bedste hold, men forskellen på kontinental- og WorldTour-hold er som regel enorm i denne meget specielle disciplin. Derfor ventes etapen også reelt at eliminere de ryttere, der kører for mindre hold, og selvom de bedste fra disse nok kan redde sig en hæderlig samlet placering, ser de øverste pladser ud til at skulle besættes af WorldTour-ryttere, også selvom man ofte i disse tidlige eksotiske løb ser, at ”små” navne i kraft af deres bedre form ofte slår stjernerne, der endnu er i deres forberedelse.

Med udsigt til et opgør mellem de store hold og en afgørende betydning af den iltfattige luft ligner det et opgør mellem de bedste colombianske klatrere fra WorldTour-holdene, og de er næsten alle repræsenterede. Af disse er det dog Sergio Higuita, der umiddelbart står med de bedste kort. Allerede i forbindelse med gennembruddet sidste år viste vidunderbarnet, at han mestrer kunsten at komme flyvende ind til sæsonen. Således blev han sidste søndag colombiansk mester efter et meget stærkt besat løb, hvor han kørte væk sammen med Ivan Sosa, der senere styrtede og derfor desværre er ude af dette løb. Det vidner i hvert fald om, at formen er på plads, og højderne er naturligvis heller ikke et problem for den lokale helt.

Ruten passer ham imidlertid også som fod i hose. Med Tejay van Garderen, Daniel Martinez og Lawson Craddock som motorer ligner EF favoritterne til holdløbet. Det vil give Higuita et fint forspring, som han undervejs måske kan udbygge i de indlagte spurter og på 4. etape, hvor han kan bruge sin hurtighed, der er ganske betydelig, som han særligt viste i Californien sidste år. Kongeetapen passer også helt perfekt til en eksplosiv fyr, der kan bruge sit punch, og selv hvis han skulle blive slået af eksempelvis Egan Bernal, kan han have så meget kapital i banken, at han alligevel kan vinde. Med tanke på en let kongeetape og et vigtigt holdløb er Higuita min største favorit.

Læs også

Overraskende prologvinder udgår med slemt brud

Det betyder også, at Daniel Martinez i mine øjne er den næstmest oplagte vinderkandidat. Også han viste fornem form i sidste uge, hvor han vandt enkeltstarten og tog bronze i linjeløbet ved mesterskaberne. Også han kan drage fordel af det vigtige holdløb, som formentlig vil give ham et vigtigt forspring. Han har ikke Higuitas hurtighed, men skulle han vise sig som den stærkeste af de to EF-ryttere, vil det med et godt holdløb formentlig være ham, der løber med sejren. Og da løbet sidste år blev en meget taktisk affære, skal man slet ikke udelukke, at det ikke nødvendigvis er stærkeste mand, der vinder. EF har den fordel, at de har flere kort at spille, og her kunne Martinez blive sendt i offensiven, mens Higuita satser mere på sin spurt. Alt sammen kan det bidrage til at sikre Martinez sejren, efter at han kom tilbage på sporet ovenpå sin skadespause med sin 2. plads i Guangxi i slutningen af 2019.

Den største trussel mod en EF-sejr er naturligvis Egan Bernal. Ingen kan betvivle, at han er løbets bedste klatrer, og han elsker naturligvis også højderne. Sidste rå var han ikke flyvende i dette løb, men dengang kom han også tilbage fra en kompliceret vinter som følge af et styrt i San Sebastian. Denne gang sluttede han 2019 i superform med stærk kørsel i Lombardiet, og han siger selv, at han er et helt andet sted end for et år siden. Det så vi også ved mesterskaberne, hvor hans bronze på enkeltstarten måske ikke var svært imponerende, men hvor han til gengæld kørte et fornemt linjeløb. Her styrtede han - heldigvis kun med overfladiske skrammer til følge - og efter at have arbejdet for Sosa spurtede han sig alligevel til en 2. plads, da holdkammeraten senere var styrtet.

Udfordringen for Bernal er holdløbet, hvor Ineos kommer med en svag trup, der vil få klø af EF og Deceuninck. Den tid skal Bernal finde, og det bliver ikke let. Heldigvis er han hurtig og kan måske finde lidt bonus i indlagte spurter, men han er slet ikke så hurtig som Higuita. Skal han vinde løbet, skal han formentlig køre fra EF-rytterne på kongeetapen. Det ser svært ud på så let en stigning, men er der én, der kan gøre det, er det naturligvis den formstærke og meget ambitiøse Tour-konge.

De sidste to år har Julian Alaphilippe vundet etaper, men han er kommet til kort mod colombianerne på kongeetapen. I år har han imidlertid en endnu bedre chance end tidligere. Hvis ikke det havde været for højderne, kunne han også have lignet favoritten, for den eksplosive natur af kongeetapen er nærmest skabt til franskmanden, der jo under Touren også viste, at han er blevet en langt bedre klatrer. Det er imidlertid sin sag at skulle kæmpe mod colombianerne i 3200 m højde i februar måned, ikke mindst fordi stakkels Alaphilippe måtte udgå af San Juan med sygdom og derfor ikke har helt samme base som sidste år.

Det ændrer dog ikke på, at terrænet passer ham. Deceuninck har et hold, der kan true EF på holdløbet, og Alaphilippe kan samle bonussekunder i de indlagte spurter og på 4. etape. Herefter handler det om at holde sig til på kongeetapen, og hvis den iltfattige luft ikke slår ham ihjel, vil han endda let kunne vinde den. Højderne gør, at colombianerne har en fordel, men skal Alaphilippe vinde Tour Colombia er dette ruten at gøre det på.

En rytter, man virkelig må glæde sig til at se i aktion, er Andres Ardila. Man kan i hvert godt få fornemmelsen af, at vi her taler om det næste colombianske vidunderbarn. Ganske vist har han kun kørt ét cykelløb i Europa, men det taler til gengæld også sit tydelige sprog. Således vandt han ikke blot sidste års Baby-Giro, han gjorde det efter to etapesejre og med en gigantisk margin på mere end 4 minutter ned til nr. 2 og med mere end 11 minutter ned til nr. 7. Desværre betød en skade, at han ikke kom tilbage til Europa til Tour de l’Avenir, men det giver ham en forhistorie, der minder om Miguel Angel Lopez’, idet den nuværende Astana-stjerne også uden nævneværdig europæisk erfaring vandt Tour de l’Avenir, inden Astana slog til og sikrede sig talentet.

Ardila udgik af de colombianske mesterskaber, og derfor er det helt uklart, hvor han står. Hvis han er i form - og det er de fleste colombianere også tidligt på sæsonen - burde han imidlertid kunne efterlade et aftryk på bjergetapen. Det bliver stadig svært at vinde på den lette rute, hvor hans UAE-hold vil få klø på holdløbet, men er han flyvende på søndag, kan han i hvert fald være med i kampen helt i front.

EFs styrke på holdløbet betyder også, at Tejay van Garderen skal tages seriøst. Det er klart, at Higuita og Martinez er bedre klatrere end amerikaneren, der bestemt ikke er nogen bjergged længere, men i et løb, der kan blive taktisk, er Van Garderen en mand, man kan spille ud. Højderne er ikke et problem for en mand, der har vundet USA Pro Challenge i Colorados højder, og ruten er ikke sværere, end at amerikaneren kan gøre sig gældende, selvom han bestemt ikke er nogen bjergged længere. Han plejer også at være i form fra start, som han har vist i blandt andet Ruta del Sol og Tour of Oman, og er han det igen, kan han måske omsætte et godt holdløb til sejr, hvis de taktiske omstændigheder flasker sig. Til gengæld bliver det nok umuligt at holde Lawson Craddock inde i klassementet også, hvorfor han må regnes som hjælper, og det samme gælder for Jonathan Caicedo, der ellers også er en glimrende klatrer. På papiret er Rigoberto Uran holdets største navn, men da dette er hans første løb efter det grimme styrt i Vueltaen, som holdt ahm af cyklen i flere måneder, handler dette løb vist for ham mest om at komme i gang igen.

Naturligvis skal Richard Carapaz også nævnes, men det er nu svært at tro alt for meget på Giro-kongen. Han har nemlig vist sig at være en langsom starter, som ikke tidligere har været flyvende i San Juan eller dette løb. Det er svært at se, at det skulle ændre sig nu, og han ligner mest af alt en hjælper. Omvendt blev han trods alt nr. 6 i San Juan og nr. 9 i dette løb for et år siden, og det viser, at han nok skal være konkurrencedygtig. Også han vil tabe tid på holdløbet sammen med Bernal, men i et taktisk spil kunne man spille ham ud, som holdet gjorde det med Sosa sidste år. Lykkes det, er Carapaz så stor en klasserytter, at han kan vinde, selvom ikke måtte være i top. I et taktisk spil kan Sebastian Henao og Jhonatan Narvaez måske også komme i spil, men de ligner rene hjælpere.

Læs også

Belgisk stjerne usikker til Touren

En anden rytter, der er spændende at følge, er Fabio Aru. Efter et svært 2019 melder han nu, at han er så velkørende, at han er bange for, at cyklen går i stykker, når han træder til. Det er da også første gang siden operationen for arterieforsnævringen i foråret, at han for alvor har kunnet opbygge formen. Han viste faktisk hæderlige takter med en 14. plads i Touren trods en elendig forberedelse, og han lagde flyvende fra land i Vueltaen, indtil det stod klart, at han var ramt af en virus. Han er måske ikke helt så komfortabel i højderne som colombianerne, ligesom han og Ardila vil tabe tid på holdløbet, men udvikler det sig taktisk, og nærmer han sig sit gamle niveau, er Aru en vinderkandidat.

Det kan ikke udelukkes, at det bliver Sergio Henao, som gør det bedst for UAE. Ganske vist er han en skygge af den rytter, der for et par år siden vandt Paris-Nice, men rutens karakter giver ham chance for et hæderligt resultat. Han gjorde det fint ved mesterskaberne med en 6. plads og viste dermed, at formen ikke er helt elendig. Det er den sjældent fra sæsonstart, hvor han har opnået mange af sine bedste resultater. Han er ikke ren klatrer, men på en rute, der handler mere om punch end om bjergben, står han slet ikke så ringe. Tidstabet på 1. etape betyder dog, at det skal blive en taktisk affære i stil med sidste år, hvis han skal løbet med sejren. UAE’s fjerde klatrer, Cristian Munoz, viste så lidt i 2019, at han må antages at være hjælper.

Det er også det taktiske spil, der kan bringe Bob Jungels i spil. Sidste år vandt luxembourgeren en etape, og det viser, at han kan begå sig over 2000 m højde. Han kom til kort i bjergene, og han er da heller ikke nogen stor klatrer. På denne lette rute vil han dog have en reel chance for at begrænse tabet til bjerggederne, og det skal kombineres med et stærkt holdløb, der formentlig blive vundet af enten hans eget Deceuninck eller EF. Jungels har flair for at overraske med angreb, som han gjorde med etapesejren sidste år, og vinder han lidt ekstra tid, er han ikke uden chance.

Det bedste bud for en topplacering uden for WorldTour-holdene kunne være Gavin Mannion. Amerikaneren plejer ikke at være i form fra start, men det var han pludselig alligevel i Argentina, hvor han med udgangspunkt i en god enkeltstart sikrede sig en top 10. Han blev sat af de bedste i bjergene, og det vil helt sikkert gentage sig her, men til gengæld ligner Rally det ikke-WorldTour-hold, der vil gøre det bedst på holdløbet, hvor de kan drage fordel af Mannion selv, Rob Britton og Colin Joyce, som alle gjorde det godt på enkeltstarten i Argentina. Som tidligere vinder af Colorado Classic har han det fint med højderne, og det bør derfor ende med et pænt resultat, selvom han naturligvis ikke vinder. Til gengæld var holdet tre øvrige klatrere, Rob Britton, Kyle Murphy og Nathan Brown, så skidt kørende i bjergene i Argentina, at de næppe leverer et stort resultat.

Oscar Sevilla er måske spanier, men efter flere år som bosiddende i Colombia betragter han dette som sit hjemmebaneløb. Derfor er han topmotiveret til sæsonhøjdepunktet, der også er det vigtigste løb for hans Medellin-hold. Han viste med sin 3. plads i San Juan, hvor han kørte en fornem enkeltstart og leverede et stort comeback på kongeetapen, at han stadig trods sine høje alder kan begå sig med verdens bedste. Formen er i top, og han bør derfor være med fremme på kongeetapen. Problemet er, at hans Medellin-hold sidste år blev slået af alle WorldTour-holdene, og selvom de var bedre end alle andre mandskaber og således kan forsvare sig, kostede det for meget tid. For at indhente det tabte vil han skulle have brugt en hårdere rute end den ret eksplosive affære, der ikke passer ham. Hos sig har han det tidligere topnavn Fabio Duarte, der dog synes at være faldet helt sammen, samt den tidligere colombianske mester Robinson Chalapud, der med sejr i sidste års Tour of Qinghai Lake har vist, at han også er en kandidat til en hæderlig placering.

Det er nye tider på Movistar, der nærmest er blevet et udviklingshold. Det får vi at se i denne uge, hvor de skal forsøge at vinde med de unge Einer Rubio og Juan Diego Alba, der blev hhv. nr. 2 og 3 bag suveræne Ardila i sidste års Baby-Giro. Det kunne de ikke helt følge op på senere på året, men klatretalent har de begge - særligt Rubio, der ligner den mest lovende. Alba udgik af de nationale mesterskaber, som Rubio ikke kørte, og derfor aner vi ikke, hvor de står, men som colombianere er de formentlig ikke helt væk. Holdet vil ikke brillere på holdløbet, og derfor vil det være svært at vinde, men er de i form, bør de ende langt fremme. Holdet har også Eduardo Sepulveda, men efter en skuffelse i San Juan ligner han ikke en reel kandidat. Til gengæld skal det blive spændende at følge den amerikanske klatrer Matteo Jorgenson, men han er formmæssigt nok ikke så langt fremme som sine colombianske holdkammerater. Carlos Verona plejer ikke at være i form fra sæsonstart, og det gælder i særdeleshed også for Carlos Betancur, der først plejer at være i form til april, og som bestemt heller ikke var flyvende i Argentina.

Naturligvis vil meget interesse også samle sig om Miguel Edoardo Florez. Colombianeren var næsten en kronisk skuffelse i 2019, men han synes virkelig at være klar til sit gennembrud nu. Således fløj den lille colombianer til sejr på kongeetapen i San Juan, men her er niveauet så meget højere, at det vil være ambitiøst at tro på en gentagelse. Dertil skal lægges, at Androni får så store klø på holdløbet, at en sejr allerede på forhånd er udelukket, og det er derfor alene en god præstation på kongeetapen, der skal sikre ham en fornuftig placering i klassementet. Hos sig har han den ligeledes meget lovende Daniel Munoz, men han var ikke flyvende i Vuelta al Tachira, ligesom Simon Pellaud næppe klatrer godt nok til at være med i front. Den tidligere Katusha-rytter Jhonatan Restrepo kørte fremragende i Tachira, men løbet her er for hårdt til, at han kan være med helt i front.

Israel Start-Up Nation har på papiret to gode klatrere i Matteo Badilatti og Patrick Schelling. Sidstnævnte kørte imidlertid uhyre skidt i San Juan, og selvom en 11. plads i Tour de Suisse viser, at han har potentiale, skal der ske meget, hvis han pludselig skal være med i front. Badilatti sæsondebuterer og er derfor et åbent spørgsmål, men erfaringen med ham er desværre meget store udsving. Derfor vil det undre os meget, hvis han allerede nu er i form til at præstere i mere end 3000 m højde.

Kaster man blikket videre ned over kontinental- og landsholdene, er der en stribe klatrere, der kan gøre det godt på kongeetapen og derfor ende hæderligt, men som må indse, at holdløbet vil gøre det svært at gå i top 10. Det mest oplagte navn er naturligvis Esteban Chaves, der stiller til start for det colombianske landshold, men som ved de colombianske mesterskaber viste, at han stadig mangler noget for at finde sit gamle niveau. Landsholdet er dog solidt, da det også tæller Bahrains Santiago Buitrago, der netop er blevet nr. 19 i Tour Down Under, samt Yecid Sierra og Heiner Parra, der begge klatrer fornuftigt. Meget opmærksomhed vil også samle sig om Darwin Atapuma, men han har meget at bevise efter nogle helt slemme år. Hans holdkammerat Hernan Aguirre , der tidligere har vundet Tour of Qinghai Lake, kunne måske endda gøre det endnu bedre, men til gengæld var erfarne Omar Mendoza for langt fra formen i San Juan.

Der er naturligvis også veteranen Rodolfo Torres, men hans karriere synes at være gået helt i stå. EPM har et af de stærkeste hold i bjergene, da Angel Gil, Aldemar Reyes, Juan Pablo Suarez og Freddy Montana alle synes at kunne køre klassement, selvom intet navn skiller sig markant ud. Orgullo-mandskabet har Danny Osorio, der blev nr. 9 for to år siden, samt Didier Chaparro, der også kan klatre. Mexicanske Canel’s kommer med Efren Santos, der klatrer hæderligt, mens Venezuele kommer med et spændende hold med Tachira-vinderen Roniel Campos samt Yonathan Salinas og Leonel Quintero, der også endte langt fremme i samme løb. Til gengæld er det svært at tro på en genfødsel fra Jose Rujano, der ikke var flyvende i San Juan. Endelig er der en stribe gode klatrere fra Europa i form af Efapels Joni Brandao og Andre Carvalho samt Tour of Iran-vinderen Savva Novikov fra Rusland, men det vil være voldsomt overraskende, hvis de er i form til at konkurrere med colombianerne i den iltfattige luft.

***** Sergio Higuita

**** Daniel Martinez, Egan Bernal

*** Julian Alaphilippe, Andres Ardila, Tejay van Garderen, Richard Carapaz, Fabio Aru

** Cristian Munoz, Bob Jungels, Gavin Mannion, Oscar Sevilla, Einer Rubio, Juan Diego Alba, Miguel Edoardo Florez, Robinson Chalapud, Esteban Chaves

* Santiago Buitrago, Hernan Aguirre, Cristian Munoz, Daniel Munoz, Darwin Atapuma, Matteo Jorgenson, Rigoberto Uran, Carlos Verona, Eduardo Sepulveda, Jhonatan Caicedo, Lawson Craddock, Matteo Badilatti, Patrick Schelling, Sebastian Henao, Jhonatan Narvaez, Simon Pellaud, Nathan Brown, Rodolfo Torres, Danny Osorio, Roniels Campos, Freddy Montana

Danskerne

Mikkel Honoré får sæsondebut for Deceuninck, hvor han skal hjælpe Alvaro Hodeg i spurterne og Julian Alaphilippe og Bob Jungels i klassementet.