Opvarmning til 2023: Hvad kan vi forvente af INEOS Grenadiers?

Nedenfor giver vi en analyse af INEOS Grenadiers.

Ryttere, der bliver på holdet

Egan Bernal, Jonathan Castroviejo, Laurens De Plus, Omar Fraile, Filippo Ganna, Tao Geoghegan Hart, Ethan Hayter, Kim Heiduk, Michal Kwiatkowski, Daniel Martinez, Jhonatan Narvaez, Thomas Pidcock, Luke Plapp, Salvatore Puccio, Brandon Rivera, Carlos Rodriguez, Luke Rowe, Magnus Sheffield, Pavel Sivakov, Ben Swift, Geraint Thomas, Ben Tulett, Ben Turner, Elia Viviani, Cameron Wurf

Nye ryttere

Thymen Arensman (Team DSM), Connor Swift (Team Arkea Samsic), Leo Hayter (Hagens Berman Axeon), Joshua Tarling (nyprofessionel), Michael Leonard (nyprofessionel)

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Ryttere, der forlader holdet

Riche Porte (stopper karrieren), Adam Yates (UAE-Team Emirates), Richard Carapaz (EF Education-EasyPost), Dylan van Baarle (Jumbo-Visma), Andrey Amador (EF Education-EasyPost), Eddie Dunbar (Team Jayco AlUla)

Hvordan gik transfersæsonen?

Ineos er utvivlsomt det hold i feltet, der har samlet sig flest fjender undervejs. Det meste skyldes utvivlsomt deres store dominans i Tour de France, for man bliver meget sjældent populær af at være suveræn - i hvert fald ikke i cykelsporten. Meget af den manglende velvilje skyldes imidlertid også et ry for at købe sig til succes og derigennem samle så skræmmende en stjerneparade, at de uden problemer har kunnet kontrollere løbene - alt sammen under den helt afgørende forudsætning, at de også har haft den bedste rytter. Og det har de i langt de fleste tilfælde haft, først og fremmest i form af Chris Froome.

Der er da også en helt unægtelig sandhed i, at det britiske storhold er kommet meget langt via deres enorme ressourcer, der fortsat overstiger det, man finder på andre hold. Antallet af verdensstjerner, der har accepteret en hjælpertjans med en skyhøj gage i kompensation, er ganske lang, og bedre blev det ikke af, at holdet i de første år havde meget svært ved at få deres egne talenter til at blomstre. De unge, lovende navne, der kom til holdet i karrierens første år, blev i vidt omfang kvalt i en rolle som slagtekvæg, og deres potentiale blev aldrig udfoldet.

I de senere år har der dog været en ændring i rekrutteringsstrategien. Det har nemlig været småt med etablerede verdensstjerner på indkøbslisten, og i stedet er manager Dave Brailsford gået talentamok. Med sin fede tegnedreng i lommen har han kunnet overbyde de fleste, når de mest lovende talenter skulle finde et nyt hold, og holdet har i nogle år haft en evne til fuldstændig af støvsuge U23-markedet - så meget at BMC slet ikke gad holde deres talenthold i live, når nu andre hold (læs: Ineos) alligevel altid stjal de mest interessante navne.

I 2017 talte alle om Egan Bernal og Pavel Sivakov og på sprintersiden om Kristoffer Halvorsen, og de blev alle hentet af Brailsford. I 2018 var det Ivan Ramiro Sosa, som var på alles læber, og også han røg i britisk tjeneste. Samtidig er lysten til at skifte til holdet også blevet langt større, nu hvor Brailsford har gjort det til et mål, at de unge drenge selv skal have chancen, og holdet således nu er blevet dygtige til også at få det bedste ud af deres talent.

Der kom dog en tilbagevenden til foriden. Først hentede man nemlig Richard Carapaz, der ganske vist stadig var ung, men også allerede en etableret verdensstjerne - måske fordi Brailsford ærgrede sig over, at der var et talent, han havde misset. I 2020 fortsatte tendensen i et nærmest absurd omfang, for her handlede transferstrategien næsten udelukkende om at hente verdensstjerner, nemlig hele fire af slagsen. Nok var tre af de fire stadig meget unge og lovende, men der var mere Carapaz end Sivakov over det, da man på én gang hentede Richie Porte, Adam Yates, Daniel Martinez og Laurens de Plus.

Forklaringen er formentlig lige for. I 2020 oplevede Brailsford for første gang siden 2012, at det ikke var Ineos, der svingede taktstokken i Touren. Her var briterne henvist til en rolle som passagerer, allerede inden Bernal kollapsede, og da mønsteret gentog sig i Vueltaen og i løb som Dauphiné og Tour de l’Ain, blev den med spænding imødesete duel mellem Ineos og Jumbo i 2020 en uhyre ensidig affære, hvor Brailsford og co. slet og ret blev kørt midt over af en gul, hollandsk maskine.

Trods den massive oprustning lykkedes det ikke at svare igen i 2021. Ganske vist havde briterne et fremragende etapeløbsår, hvor de vandt Giroen og i første halvdel af året nærmest støvsugede de ugelange etapeløb, men når de var oppe mod de to slovenske herskere, Tadej Pogacar og Primoz Roglic, blev de kørt over, først i Touren og siden i Vueltaen. Selvom man bestemt ikke skal kimse ad en Giro-sejr, blev rollen som lillebror bekræftet, når de var oppe mod storebrødrene fra UAE og Jumbo i en grand tour.

Det har helt sikkert gjort ondt på Brailsfords selvforståelse. I det lys kunne man have ventet, at der nok engang blev gravet dybt i tegnebogen for at sikre sig et par nye verdensstjerner, men det er slet ikke sket. Der gik ellers rygter om, at Brailsford var klar til at købe Pogacar ud af den kontrakt, han netop havde forlænget, men det blev i sidste ende ved rygtet. I stedet gik han igen på rov blandt talenterne, og der blev gennemført en transfersæson nærmest udelukkende med fokus på de unge drenge.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

I år har mønsteret gentaget sig. Ineos har igen fået bank i etapeløbene, og faktisk blev sæsonen blot den anden siden 2012, hvor holdet slet ikke vandt en grand tour. Til gengæld fik holdet mange nye fans. Mange var begejstrede for, hvordan de lod den unge garde blomstre, og det var en helt ny virkelighed at se, hvordan Tom Pidcock, Ben Turner og Magnus Sheffield boltrede sig i klassikerne med offensiv og alt andet end kontrollerende kørsel, og også Carlos Rodriguez, Ethan Hayter og Luke Plapp imponerede gentagne gange i løbet af året.

Nu er det endda næsten blevet en formuleret strategi. Holdet lægger ikke længere skjul på, at de satser på deres egne talenter, og selvom de i løbet af efteråret blev sat i forbindelse med både Primoz Roglic og Remco Evenepoel, var der aldrig noget konkret i de rygter. Måske i erkendelse af, at man tabte kampen om Pogacar og Evenepoel, da de stadig bare var unge drenge, synes Brailsford nu at basere hele holdets fremtid på selv at opdyrke fremtidens stjerner.

Det er endnu mere udtalt i årets transferstrategi, end det var det sidste år. Her hentede man trods alt etablerede navne som Elia Viviani og Omar Fraile, og man sagde ikke farvel til holdets kaptajner. Det gør man til gengæld i å, hvor der forsvinder rystende mange store navne på én gang, samtidig med at man alene erstatter dem med unge og for de fleste vedkommende relativt uprøvede navne.

Det er en ret voldsom åreladning, der foregår. Det største tab er utvivlsomt Richard Carapaz, og det kan undre, at det ikke lykkedes at holde på ecuadorianeren. Efter Egan Bernals voldsomme uheld syntes han at være nr. 1 i det interne grand tour-hierarki, hvor konkurrencen slet ikke har været så udtalt som tidligere, og det var således ret svært at finde sportslige og næppe heller økonomiske argumenter for, at han skulle rejse væk. Naturligvis truer Bernals håbede tilbagekomst igen ecuadorianeren, men man kan kun gisne om, hvorfor han fandt en tilværelse hos EF mere attraktiv end en plads i toppen hos et hold, der kan yde ham langt bedre støtte. Måske kan der være lidt tvivl om, hvorvidt han efterhånden har toppet, men det er svært ikke at betegne hans exit som et gigantisk tab.

Bedre bliver det ikke af, at Adam Yates også smutter - og det endda til en af de største konkurrenter, UAE. Også i sin tid hos Ineos måtte han sande, at hans grand tour-potentiale altså er begrænset, men han endte trods alt i top 10 i både Touren og Vueltaen i sine to år i truppen. Mest af alt vil han dog blive savnet i de ugelange løb, hvor han plejer at være en garant for succes, og selvom det ikke gjaldt i hans sygdomsplagede 2022, sluttede han sæsonen så stærkt af, at der er grund til at tro, at han i 2023 kan komme i nærheden af at høste al den succes, han tidligere har haft i korte etapeløb, hvor han for holdet nåede at tage en knusende overlegen sejr i både Catalonien og Tyskland. Tabet i grand tours vil være knap så stort, men hvis holdet vitterligt har tænkt sig at blande sig i kampen om at være verdens bedste cykelhold, er det svært at klare sig uden alle de point, en rask og sund Yates plejer at give.

Det er dog ikke Yates, der er kongen af ugelange løb. Det er derimod Richie Porte, der må aspirere til at være sin generations bedste rytter i korte etapeløb, og det nåede han at bekræfte i det første af sine to år efter sin ”hjemkomst”, da han i 2021 vandt Dauphiné og endte som nr. 2 bag to holdkammerater i både Catalonien og Romandiet. Nu stopper han imidlertid karrieren, men måske er tabet knap så stort. I 2022 kørte han et begrænset program, hvor han i Tirreno nåede at vise, at han bestemt stadig er konkurrencedygtig, men man fik også fornemmelsen at, at gassen var ved at gå af ballonen. Hvis hans bidrag i 2023 havde været det samme som i 2022, er det er tab, man kan leve med, men det ændrer ikke på det samlede billede, nemlig at holdet er blevet lænset for enormt meget potentiale i etapeløbene.

Man kan sågar føje Eddie Dunbar til listen, selvom det er klart, at han slet ikke har samme status som de tre ovennævnte stjerner. Alligevel lykkedes det ham i 2022 endelig at begynde at kapitalisere på sit potentiale, da han tog samlede sejre i både Ungarn og Coppi e Bartali. Det er dog også klart, at han i lange perioder har skuffet, og det er næppe et tab, der får Brailsford til at ligge søvnløs. Det er først og fremmest problematisk, fordi der forsvinder så meget andet klatrepotentiale på én gang.

Har man slet intet gjort for at lukke hullet? Jo, heldigvis, og det er heldigvis med et træk, der er meget fremtid i. Det var lidt af et scoop, at det lykkedes at slå Jumbo i kampen om det mest lovende hollandske etapeløbstalent, da man skrev kontrakt med Thymen Arensman. Her forenes fokus på ungdom ganske fint med fokus på stjerner, der allerede kan levere resultater med det samme, for det viste hollænderen nemlig, at han kan i et 2022, hvor han udviklede sig helt enormt. Med sin enorme motor, der gør ham som skabt til at excellere i den tredje uge, og den alsidighed, der gav ham to top 2-resultater på WorldTour-enkeltstarter samt kongeetapesejr i Vueltaen, ligner han en af fremtidens mest interessante grand tour-navne, og det er derfor utvivlsomt en mand, man kan bygge mange af de kommende års etapeløbsambitioner op om. For ham personligt er det endda det perfekte tidspunkt at komme til holdet på, for med de mange exits af stjerner er konkurrencen om kaptajnrollerne i etapeløbene i 2023 historisk svag.

Det er imidlertid ikke kun i etapeløbene, at holdet bløder stjerner. Det gør enormt ondt, at man tabte kampen om Dylan van Baarle til Jumbo. Det havde man måske kunne levet med tidligere, men at det skulle ske på et tidspunkt, hvor hollænderen bragede igennem med VM-sølv efterfulgt af en 2. plads i Flandern og ikke mindst en skræmmende overlegen sejr i Paris-Roubaix. Heldigvis viste holdet jo i 2022, at de har så meget spændende potentiale i klassikerne, at der står folk til at tage over, men at erstatte en mand, der endte i top 2 i begge brostensmonumenter, er ganske umuligt for de unge drenge. Lægger man dertil, at han er en yderst skattet, alsidig og bundsolid hjælper i grand tours - det er ikke tilfældigt, at holdet har ladet ham køre to grand tours i de seneste sæsoner - gør Van Baarles exit uhyggeligt ondt på alle parametre.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Så er det straks lettere at sige farvel til Andrey Amador. Det lyder voldsomt at tage afsked med en mand, der er endt som nr. 4 i Giroen, men det gør kun ondt på papiret. Costaricaneren endte som en fiaskosigning, for efter skiftet til England har han været en skygge af sig selv - så meget, at han ikke blev udtaget til én eneste grand tour i 2021 og 2022, selvom han var hentet til holdet med det formål at hjælpe netop i de lange etapeløb.

Erstatningen for alle disse etablerede navne består udelukkende af yngre ryttere, og blandt dem er der endda kun to etablerede navne. Det er Arensman, der er det helt store navn og kup, men derudover henter man også Connor Swift hjem til hjemlandet. Det er dog næppe noget, der sætter verden i brand. Bens Swifts fætter er ganske vist en kapabel cykelrytter, der i sin tid hos Arkea vandt grusvejsløbet Tro-Bro Leon, tog den samlede sejr i Poitou-Charentes og fik en fornem top 5 i WorldTour-løbet i Bretagne, men nogen kommende toprytter i klassikerne er den efterhånden 27-årige brite næppe. Alligevel er hans skifte ikke uden betydning. Holdet satser med deres unge garde mere og mere på klassikerne, og her vil han være ganske solid støtte på brostenene, hvor behovet for solide ryttere kun er større efter Van Baarles exit.

De sidste tre navne er helt unge ryttere, og her er det naturligvis Leo Hayter, der har fået mest interesse. Briten begyndte allerede at vise sit potentiale i 2021, hvor han vandt U23-udgaven af Liege, men det var hans overlegne sejr i årets Baby-Giro, der for alvor fik verden til at spærre øjnene op. Resten af sæsonen var dog mere afdæmpet, da han var ramt af sygdom, og han har generelt været ganske svingende, men med sin bronze ved VM i enkeltstart nåede han dog at vise, at han vitterligt er en af fremtidens mest spændende navne. Modsat sin ældre bror er han klatrer og etapeløbsrytter, og dermed er han det perfekte match for Ineos, hvor han både har passet i orden, og hvor han forhåbentlig kan blive manden, der viser, at Ineos også kan vinde kampen om fremtidens allerstørste stjerner.

Med de sidste to navne skal vi til gengæld have mere tålmodighed. Det er i stigende grad blevet normalt at hente ryttere direkte fra juniorklassen, og det er også en model, Ineos er begyndt at bruge - måske fordi man er bange for igen at misse ud på den kommende verdensstjerne. Man gjorde det første gang med Carlos Rodriguez, og selvom det helt naturligt har taget lidt tid, viser det sig jo nu, at det har kurs mod at blive en stor succes. Nu forsøger man så igen ved at hente to nye ryttere direkte fra juniorløbene.

Det mest omtalte af disse er Josh Tarling, der mest er kendt for sine banemeritter og for sine tempoevner, der indbragte VM-guld i 202 og -sølv i 2021. Han har primært benyttet de evner til at sikre sig fine resultater i relativt flade etapeløb, men han har også kørt nogle pæne endagsløb. Han fremstår bestemt som en spændende juniorrytter, men man skal altid være meget varsom med at basere for meget på resultater hos de helt unge ryttere, hvor meget handler om hastigheden i den fysiske udvikling. Om han vitterligt kan blive en tempogigant med klassikerpotentiale hos eliten, vil tiden vise, og vi skal formentlig vente nogle år på svaret, akkurat som vi skulle med Rodriguez.

Den anden signing var mere overraskende. Canadieren Michael Leonard har stort et ikke kørt UCI-løb, og hans resultater har været ganske, ganske beskedne. Alligevel tror holdet på, at de har fundet en fremtidig etapeløbsstjerne, og også her må tiden vise, om de har ret. Resultaterne viser det ikke, men det gjorde de bestemt heller ikke, da de hentede Rodriguez. Håbet er, at Leonard kan overraske lige så positivt som sin nye spanske holdkammerat.

Det er dog først på lang sigt, at han skal levere resultater. I 2023-sæsonen får holdet meget, meget svært ved at levere på samme niveau, som de plejer. Man skal lige gnide øjnene en ekstra gang, når man ser, at Carapaz, Yates, Van Baarle og Porte på én og samme tid forlader holdet, og selvom signingen af Arensman kan have karakter af et kup, kommer den unge hollænder ikke i nærheden af at lukke det hul. Til gengæld er han del af en meget spændende gruppe af nye unge ryttere, og derfor ser fremtiden ikke så skidt for det britiske storhold, der efter 2022 tror fuldt og fast på deres nye strategi om at udvikle og ikke købe sig til succes. Det er bare svært at tro, at dette strategiskifte ikke vil få ganske mærkbare konsekvenser på den korte bane, i første omgang i 2023.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Hvis der er noget, der har naget manager Dave Brailsford gennem årene, er det, at det britiske storhold aldrig har kunnet opnå samme succes i klassikerne som i etapeløbene. Man har ellers undervejs gjort flere satsninger med investeringer i lovende navne, men i endagsløbene har de aldrig været et rigtigt storhold. Det betyder ikke, at de er nogen miniput, for frem mod 2022-sæsonen vandt de trods alt to monumenter i form af Milano-Sanremo og Liege-Bastogne-Liege, men resultaterne tåler ingen sammenligning med det, de har opnået i etapeløbene.

Måske kan det dog ændre sig i de kommende år. Mens det er blevet lidt af en hovedpine, at holdet ser ud til at have misset de to bedste etapeløbsryttere, da de skulle beslutte sig på, hvem der skulle satses på i fremtiden, har de ubetinget skudt papegøjen på klassikersiden. I en tid med Wout van Aert og Mathieu van der Poel kan ingen drømme om at vinde det hele, men hvor det lige nu kan se meget svært ud for holdet at vinde Tour de France, hvis Primoz Roglic og Tadej Pogacar undgår uheld, har de al mulig grund til at tro, at de kan vinde nogle af de største klassikere.

Læs også

Efter flere dages nedtur havde McNulty overraskende gode ben

Den virkelighed har dog forandret sig. Det startede allerede i 2021, hvor Tom Pidcock allerede i sin første sæson viste sig som en kommende klassikergigant, og det har blot øget tilskyndelsen for holdet til at gøre klassikerne til et fokusområde helt på samme niveau som etapeløbene. At den beslutning var klog, blev helt tydelig i 2022, hvor holdet blev forårets helt store oplevelse. Med deres unge garde var de her, der og alle vegne, og det var i de fleste løb dem, der tog initiativet til at åbne løbene tidligt og dermed skabe de overtalssituationer, der var hovedårsagen til sejrene i Brabantse Pijl og Amstel Gold Race. At Dylan van Baarle så samtidig nåede karrierens højeste niveau og endte som nr. 1 og 2 i de to brostensmonumenter var kronen på værket, der gjorde det til det i særklasse bedste forår i holdets efterhånden lange historie.

Nu er Van Baarle desværre væk, og det er klart, at man ikke bare erstatter en monumentvinder fra den ene dag til den anden. Heldigvis var han og til dels Michal Kwiatkowski også de eneste veteraner blandt de ryttere, der var så imponerende i 2022, og holdet har stadig en forrygende parade af unge talenter, der udgjorde så storslået et kollektiv i sidste sæson. De er næppe blevet ringere i løbet af den seneste sæson, og vi kan derfor se frem til, at Ineos formentlig igen bliver en af forårets helt store oplevelse, da alt taler for, at de igen vil gribe løbene lige så offensivt an.

Omdrejningspunktet er fortsat Pidcock, der grundet sygdom aldrig fandt topformen i foråret, men som senest på crosscyklen har bevist, at han fortsat må regnes som en klassikergigant. Hans enorme alsidighed gør, at han risikerer at gabe over for meget, og også i 2023 har han et meget ambitiøst program. Det gik dog ganske godt i 2021, og det virker derfor ikke helt umuligt, at han kan holde et tårnhøjt niveau fra åbningsweekenden og frem til Liege, hvis han vælger sine løb med omhu.

Tabet af Van Baarle er størst på brostenene, der nok er de løb, hvor Pidcock står dårligst. Han har dog i begge de seneste sæsoner vist, at han sagtens kan køre dem, og han vil blive regnet som en af de helt tunge favoritter i de hårde løb Flandern Rundt, E3 og Omloop, men også de lettere løb Kuurne, Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem kan han vinde, hvis udviklingen er den rette.

Han ledsages af yderligere to kometer, der imponerede stort i 2022. Mest imponerende var Ben Turner, der var en toneangivende rytter i næsten alle brostensløbene, og som ligner en kommende brostensstjerne. Han kørte allerede med i flere finaler i 2022, og han ligner allerede en reel vinderkandidat i de hårde løb som Omloop, E3, Dwars door Vlaanderen, Flandern og måske særligt Roubaix, der virkelig passer ham - ikke mindst fordi hans motor er skabt til lange distancer. I sidstnævnte får han også mere plads, da det ikke er et løb for Pidcock.

Den anden komet er Magnus Sheffield, men han nåede ikke samme høje niveau i brostensløbene, hvor han havde det svært. Til gengæld vandt han Brabantse Pijl, og i efteråret fik man fornemmelsen af, at han havde udviklet sig ganske enormt. Det er stadig lidt uklart, om det er i brostensløbene, han har sin helt store force, og han vil nok være bedre i de flamske klassikere end i Roubaix, men med den enorme udvikling, han havde igennem sæsonen, kan han meget vel være en kommende stjerne på brostenene. Man skal i hvert fald ikke blive overrasket, hvis han er med helt i front i de store brostensløb.

Det stopper imidlertid ikke her. Holdet har nemlig også Jhonatan Narvaez. Ecudadorianeren var egentlig udset som ardennerrytter, men lidt overraskende er det i de flamske klassikere, han virkelig har imponeret. Han tabte pusten inden Flandern Rundt, men imellem Omloop og E3 var han knivskarp på de belgiske hellingen. Han er en anden type end Sheffield og Turner, da hans force entydigt er på stigningerne, og derfor er han ikke en mand til Roubaix. Til gengæld er han allerede så god, at han kan køre md om sejren i alle de hårdeste flamske løb.

En anden central spiller er Filippo Ganna. Tempomaskinen har stadig til gode at få sit store klassikergennembrud, men i hvert fald i Roubaix burde han have et enormt potentiale. Han er stadig en ubekendt over distancen, men det store bjergmaraton, han vandt i Giroen, vidner om, at motoren rækker hele vejen. Om han også kan begå sig i de flamske klassikere, er mere tvivlsomt, for det er løb, han plejer at skippe. Om han gør det i år, er stadig uklart, men han kunne være typen, der også i de løb er farlig, hvis han angriber tidligt.

Det er også planen, at Michal Kwiatkowski kører nogle af brostensløbene. De har aldrig passet ham perfekt, men han har før vundet E3. Spørgsmålet er bare, om han fortsat har det påkrævede niveau til løb, der ikke er skabt til ham. En joker er også Ethan Hayter, men han har endnu aldrig kørt brostensløbene, og da han ikke er fan af positionskampen, er det næppe noget, der har interesse. Endelig har holdet Elia Viviani, der før har været tæt på at vinde Gent-Wevelgem og i teorien er et stærkt bud til de mere sprintervenlige brostensløb, men hans holdbarhed er stærkt aftagende. Nu om dage er det nok mere relevant med de rene sprinterløb Scheldeprijs og De Panne, men han har næppe længere farten til at vinde mod de bedste.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Viviani satser også stort på Sanremo, men også her løber han ind i den samme udfordring i forhold til holdbarhed og fart. Holdets chance er i stedet det hårde løb, og her er det Pidcock, der med sin fart ligner det bedste bud, men også særligt Narvaez og måske Sheffield kunne være relevante til det scenarium. Det samme kan Kwiatkowski, der slet ikke er så stærk, som da han vandt løbet, men trods dårlig form stadig nåede at vise så meget klasse med sejren i Amstel, at han vil være kandidat. Det vil

også være helt oplagt at stille med Hayter, der vil være en giftig outsider, hvis han kan klare Poggio.

Endnu bedre chance har holdet i Strade Bianche. Blandt de tidlige løb er det nemlig det, der passer ham allerbedst, og det er et løb, han før eller siden burde vinde. Han ledsages af Narvaez, der er skræddersyet til ruten og allerede var i top 10 sidste år, og hvis Kwiatkowski er tilbage på sporet efter sit svære 2022, vil den tidligere vinder også være en outsider. Hayter burde også kunne komme langt, selvom han næppe vil være blandt de tunge favoritter, og det kunne også være et godt sted at teste Sheffields klatreevner. Egan Bernal har tidligere været på podiet, men det indgår ikke i hans planer under sin genopbygningsfase, og det gør det heller ikke for Daniel Martinez, der ellers ville passe godt til det. Jokere kunne være Tao Geoghegan Hart og Pavel Sivakov, der passer glimrende til de eksplosive stigninger, og det kunne også være sjovt at se Geraint Thomas i løbet. Han er dog sjældent i form på den tid af året. Til gengæld kunne man måske se Luke Plapp, der med et tidligt angreb kunne komme langt.

I Ardennerne handler det igen om Pidcock. Han har allerede vundet Brabantse Pijl og været millimeter fra at vinde Amstel Gold Race, og Fleche Wallonne og Liege passer ham vel i virkeligheden endnu bedre. Det er i hvert fald fire løb, han alle kan vinde. Sidste år var Martinez også en af de allerstærkeste med det nyudviklede punch, og det giver holdet en stærk duo, der vil blive ledsaget af Kwiatkowski. Måske er polakken ikke den favorit, han var engang, men det var han heller ikke, da han vandt Amstel for et år siden.

Brabantse Pijl og Amstel burde også være lige noget for Hayter, hvis han kan klare positionskampen, og kan han bevare friskheden, er Narvaez skabt til de to samme løb. Sheffield og Turner var også med til at køre om sejren i Brabantse Pijl i 2022 - og Sheffield endte jo endda med at vinde - men særligt Amstel er nok en anelse for kuperet til for alvor at passe Turner. Ben Tulett gjorde det pænt i Ardennerne i 2021, men det er tvivlsomt, om de indgår i hans planer, da han snarere har blikket rettet mod etapeløb. Endelig har holdet Tao Geoghegan Hart, der viste tegn på en lille tilbagekomst i Vueltaen, og kommer han fuldt tilbage, burde han passe ganske glimrende til de eksplosive ardennerløb, ligesom også Pavel Sivakov har gjort det ganske glimrende i endagsløb.

I efteråret har holdet også flere kort at spille. Man kunne håbe, at Tom Pidcock efter Touren er frisk til at satse på San Sebastian, der passer ham som fod i hose, og det samme gælder for Daniel Martinez. Alternativt kunne holdet stille med Geoghegan Hart og SIvakov, der var på podiet i 2022, og selvom løbet egentlig ikke passer ham specielt godt, var Carlos Rodriguez med helt fremme for et år siden. Narvaez burde også kunne gøre det godt, ligesom Kwiatkowski ville kunne det, og hvis han skipper Vueltaen, kan man også håbe at se en forhåbentlig genrejst Egan Bernal folde sig ud i et løb, der burde passe ham ganske glimrende. Samtidig kunne det måske være en chance for Tulett til at jagte et personligt resultat.

Viviani har vundet i både Hamburg og Bretagne, men det er meget tvivlsomt, om han fortsat er stærk nok til det. Det tyske løb ligner en svær størrelse, men en hård udgave af Bretagne burde være noget for Hayter, der har før har gjort det godt i løbet, Sheffield, Turner og måske Kwiatkowski. Hayter kunne også være sjov at se i Canada, hvor han ville kunne gøre det godt i hvert fald i Quebec, og de løb passer også

fint til Geoghegan Hart, Narvaez, Kwiatkowski og Martinez. Allerbedst passer de dog til Pidcock, men det er tvivlsomt, om han har mere i tanken til den tid. Det gælder også i forhold til Lombardiet, som ellers bestemt er et løb, der burde passe. I den bedste af alle verdener vil vi også se Bernal på 100% i det italienske monument, hvor han før har været på podiet, men uanset hvad har holdet flere gode kandidater. Afhængig af friskheden ved sæsonafslutningen er det nemlig et glimrende løb for særligt Martinez, men også Geoghegan Hart, Sivakov, Tulett, Rodriguez og måske endda Thymen Arensman.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

For nogle år siden gjorde det måske ondt på Dave Brailsford, at hans hold havde svært ved at slå til i klassikerne, men det er nok for intet at regne i forhold til den smerte, han har oplevet i 2020, 2021 og 2022. Ineos har trods alt bygget hele deres identitet op på at være feltets grand tour- og ikke mindst Tour de France-konger. Derfor har det gjort ufatteligt ondt på briternes selvforståelse at se, hvordan de over de sidste tre år er blevet overhalet af flere fænomener, så de nu effektivt er stødt af Tour-tronen.

At betegne dem som en fiasko vil dog være en mild overdrivelse, selvom de seneste tre udgaver af verdens største cykelløb fejlede. Inden 2022, hvor holdet stadig blev nr. 2 i Giroen og nr. 3 i Touren, skulle vi nemlig stadig tilbage til 2014 for at finde den seneste sæson, hvor holdet ikke vandt en grand tour, og det var kun i holdets to første sæsoner, 2010 og 2011, at de ikke endte i top 2 i et af de tre store etapeløb. Måske har Jumbo og UAE vist, at de ikke længere er eneherskere i grand tours, men de er stadig en gigant, der skal tages overordentlig seriøst.

Alligevel må de nu leve med en titel som outsidere til sejrene, og for første gang siden 2011 eller 2012 vil vi opleve en sæson, hvor de ikke i én eneste grand tour kan ventes at have en af forhåndsfavoritterne. Det havde de trods alt stadig i 2022, hvor Richard Carapaz i de fleste øjne var favorit til at vinde Giroen, men med ecadorianerens exit er holdet svækket, og det er nu svært at se, at de ikke vil ende et stykke nede på favoritlisten i alle tre grand tours.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Faktisk er vi nået dertil, hvor de i vidt omfang de vælger at gamble i årets største løb, hvilket er lidt af en forandring for et hold, der er kendt for kontrol. Skal de drømme om det helt store resultat i Touren, vil det nemlig nok kræve, at Egan Bernal genfinder sig selv, og om det projekt vil lykkes, er der ingen, der aner. Ikke desto mindre lægger colombianeren hele sin sæson til rette efter det franske løb, og vi drømmer alle om igen at se den bedste Bernal på de franske landeveje til sommer. Selv den gamle Bernal ville dog få det svært mod Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard, og i lyset af hans problemer vil en podieplads være en enorm succes. Det er stadig meget tvivlsomt, om det vil lykkes, men han kunne i hvert fald ikke have ønsket sig en meget bedre rute, selvom han havde foretrukket nogle højere bjergpas.

Han vil heller ikke være alene. Igen i år har Ineos været sjældent hemmelighedsfulde i forhold til deres planer, der ikke er meldt officielt ud. Det peger dog i retning af, at Daniel Martinez skal være plan B, og det er bestemt ikke noget dumt bud. Han er stadig en joker, fordi han er relativt uerfaren over tre uger, men som hjælper for Bernal i Giroen i 2021 var han flyvende i den sidste uge. Han fik 2022-udgaven ødelagt af sygdom, men han nåede til gengæld et helt nyt niveau i foråret. Den bedste Martinez er

derfor bestemt en glimrende podiekandidat, hvis Bernal ikke slår til.

Måske er Carlos Rodriguez også i spil. Rygtet siger, at han skal køre Giro, men intet er bekræftet. Han har selv givet udtryk for, at han gerne vil til Frankrig, og det kan ikke udelukkes, at holdet ender med den løsning. Hans udvikling i 2022 var enorm, og han var indtil sit styrt med helt fremme i podiekampen i Vueltaen. Hans dieselmotor synes skabt til grand tours, og ruten passer ham. Han slår ikke de to favoritter, Pogacar og Vingegaard, men meget taler for, at han vil komme meget langt i sit første forsøg, hvis han undgår uheld.

En sikker deltager er Tom Pidcock, der skal teste sig selv som klassementsrytter. Han drømmer om at vinde Touren, men han der er stadig meget lang vej. Han manglede i hvert fald en del i 2022, både i forhold til klatreevner og holdbarhed, og det er langt fra givet, at han nogensinde ender som reel kandidat. Han er dog et fænomen, der knuste al modstand i Baby-Giroen, og derfor skal man aldrig udelukke noget. Podiet bliver det næppe til, men målet må være, at han kommer så langt frem, at der er noget at bygge på til fremtiden.

Man må også formode, at både Pavel Sivakov og Tao Geoghegan Hart er i spil. Sivakov fandt sig selv i efteråret, hvor han var fremragende i den første del af Vueltaen, og Geoghegan Hart viste også tegn på en genrejsning, omend vejen fortsat er lang. Ingen af dem ligner umiddelbart reelle podiekandidater, men på baggrund af det, vi så i Vueltaen, kan de bestemt regnes som top 10-kandidater på et hold, der formentlig vil holde mange mand fremme i klassementet.

Netop klassementet vil være det helt store fokus, men vi har i de senere år set, at holdet giver plads til at jagte etaper fra udbrud. Det var sådan, Pidcock vandt på Alpe d'Huez, og alle de ovennævnte vil være gode bud på etapevindere fra udbrud. En anden rytter, der med nogen sandsynlighed skal til Frankrig og må regnes som potentiel etapevinder, er Michal Kwiatkowski, der dog stadig har en del at bevise efter sit sygdomsramte 2022, og som primært vil være til start som hjælper.

I Giroen stiller holdet med Geraint Thomas som plan A, og alle rygter peger i retning af, at han ledsages af Thymen Arensman, ligesom Rodriguez meldes som en sandsynlig tredje klassementsrytter. Thomas er jo helt klart ikke på sit 2018-niveau, men i 2022 rejste han sig alligevel som en anden Fugl Føniks, og han var helt entydigt Tourens tredjebedste rytter. I hans alder ved man aldrig, om det er slut, men kan han genfinde 2022-niveauet endnu engang, kan han bestemt ende på podiet på en enkeltstartstung rute, der endda passer ham ganske fremragende.

Det gør den også for tempostærke Arensman, der har endnu mere grund til at være tilfreds. Også han vil elske enkeltstarterne, og han har endda som spidskompetence den tredje uge, hvor næsten alle Giroens bjerge denne gang er koncentreret. Det er svært at finde en bedre rute for det hollandske stortalent, der udviklede sig enormt i 2022, og med hjælp fra ineos-maskinen kan han bestemt tillade sig at drømme om podiet, selvom konkurrencen i Giroen er særligt skrap denne gang. Det samme kan Rodriguez, der allerede er omtalt ovenfor, og som i Vueltaen viste, at han slet ikke behøver at være bange for den tempotunge rute. Også til dette løb er Sivakov og Geoghegan Hart i spil til en plads, og selvom de også

her vil være lidt længere nede i hierarkiet, er der bestemt et solidt potentiale for en samlet topplacering, da heller ikke de vil være afskrækket af de mange enkeltstarter.

Et andet mål vil være Filippo Ganna, der har kørt fem Giro-enkeltstarter og vundet fem. Den stime overlever ikke denne Giro, hvor han ikke vinder bjergenkeltstarten, men der venter to drabelige opgør med Remco Evenepoel på de to flade enkeltstarter. Han har også vist, at han kan vinde fra et udbrud, hvis han får chancen, og det samme vil de ovenfor nævnte ryttere kunne, hvis deres klassement fejler. Det er også ganske sandsynligt, at Ethan Hayter vil ende i Giroen, hvor også han vil være livsfarlig på de to første enkeltstarter, og han vil være et fremragende etapevinderbud fra enten et udbrud eller en reduceret massespurt.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Ben Tulett er også et godt bud på en rytter, og mens han synes at mangle en del i forhold til klassementet, kan han bestemt vinde etaper, ligesom han kan gøre det godt på enkeltstarten. Narvaez har før vundet en etape, hvad han kan gøre igen, og det samme vil kunne lykkes for Omar Fraile, hvis han skal til start. Endnu mere interessant er Luke Plapp, der havde en overraskende svær Vuelta, men som kan blive ganske farlig som etapejæger, når han får robustheden. Han ligner i hvert fald et godt bud på en Giro-deltager, der endda også kan køre gode enkeltstarter. Endelig er det lige nu planen, at Elia Viviani skal deltage som holdets sprinter, men om det ender sådan, er usikkert. I 2022 lignede han i hvert fald ikke en Giro-etapevinder, og hvis han har et svært forår, kan han meget vel blive forbigået igen.

Planerne for Vueltaen er også helt oppe i luften. Vi ved, at Bernal overvejer at køre, men det vil alt sammen afhænge af status efter Touren. Han har aldrig kørt to grand tours i træk, og det er derfor helt uklart, hvordan han vil klare den most, men en frisk og formstærk Bernal vil altid være en af favoritterne i et løb, der forventeligt vil være uden Pogacar, Vingegaard og Evenepoel. Arensman havde også stor succes med at køre både Giroen og Vueltaen i 2022, og han vil derfor være en god kandidat til en beskyttet rolle. Det samme vil gælde for Rodriguez, men kun hvis han har kørt Giroen, da han næppe i så tidlig en alder er frisk på både Touren eller Vueltaen. Det kan heller ikke udelukkes, at han ender med at koncentrere hele sin sæson om sit hjemmebaneløb, og i det tilfælde vil han blot være endnu farligere og måske i virkeligheden et af de bedre sejrsbud.

Thomas er næppe relevant, for selvom han denne gang ikke har kørt Tour, har han ikke lagt skjul på, at han har meget svært ved at gennemgå den grundige grand tour-forberedelse mere end én gang. Martinez får nok også svært ved at være med helt i front i to grand tours i træk, men hans deltagelse er bestemt ikke udelukket, og det er den heller ikke for Sivakov og Geoghegan Hart, der her nok vil kunne få mere frihed end i de øvrige løb. Hvis han endelig kan rejse sig efter sine mange problemer, er det måske også her, Laurens De Plus kan vise sit store talent igen, dog kun som hjælper og måske etapejæger.

Det er også ganske sandsynligt, at det er her Hayter skal jagte sin etapesejr, og det samme kan gælde for Plapp. Det virker også helt oplagt, at det er her, Magnus Sheffield skal have sine grand tour-debut, og han vil naturligvis være et godt etapevinderbud, både fra udbrud og på enkeltstarten. Ben Turner vil

formentlig også deltage, men der er ikke alt for mange muligheder for en type som ham, og endelig er det også muligt, at det er her Tulett skal i aktion som hjælper, hvilket kan gøre til gode chancer fra udbrud og kaste en god enkeltstart af sig.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Når man tænker tilbage på de tre grand tours, kan man sagtens sidde tilbage med følelsen af, at Ineos har haft det svært de seneste år, men kaster man blikket på de ugelange etapeløb, er billedet straks helt anderledes. Faktisk var holdet nærmest altdominerende i 2021. I sæsonens første halvdel vandt de ikke de fire løb, hvor Primoz Roglic og/eller Tadej Pogacar var til start, men derudover gjorde de rent bord ved at vinde alle andre WorldTour-etapeløb. Adam Yates tog sig af Catalonien, Geraint Thomas af Romandiet, Egan Bernal af Giroen, Richie Porte af Dauphiné og Richard Carapaz af Tour de Suisse. Endnu vildere bliver det af, at holdet ryddede podiet i Catalonien, tog en dobbeltsejr i Romandiet, havde to mand på podiet i Dauphiné og havde to mand i top 5 i Giroen. Det kan næsten ikke gøres meget bedre - slet ikke når holdet også havde ryttere i top 5 i tre af de fire løb, de ikke vandt.

I 2022 var det hele noget mere afdæmpet, men de vandt stadig to af forårets store løb, nemlig Tour de Suisse med Geraint Thomas og Baskerlandet Rundt med Daniel Martinez, og derudover sikrede de sig podiepladser i UAE Tour, Catalonien, Paris-Nice og Giroen, ligesom de anden del af sæsonen vandt Tou de Pologne med Ethan Hayter. Holdet har således i de seneste to sæsoner været det klart mest succesrige i ugelange løb, hvis man renser feltet for de to i samme periode dominerende skikkelser, Roglic og Pogacar.

Det kan dog blive vanskeligt at holde samme kadence i 2023, hvor de skal klare sig uden Carapaz og Yates, der har været blandt de vigtigste ryttere i den slags løb. Alligevel har de et uhyre bredt arsenal. Særligt er der grund til at fremhæve Martinez, der med sin gode enkeltstart er skabt til den slags løb, som han beviste i Baskerlandet og Paris-Nice med hhv. en sejr og en podieplads, og selvom han også i den kommende sæson, får det svært mod de allerstærkeste, kan han i det rette felt utvivlsomt vinde endnu et løb - særligt fordi han fortsat synes at blive bedre.

Det bliver også meget interessant at følge Egan Bernal. Det bliver nemlig i Paris-Nice, Baskerlandet og enten Dauphiné eller Schweiz, at han for alvor skal tages seriøst i Touren, og hvis vi vitterligt får den bedste Bernal tilbage, vil han - trods sin enkeltstart - være blandt favoritterne hver eneste gang, han er til start. Det bliver også uhyre spændende at følge den videre udvikling for både Carlos Rodriguez og Thymen Arensman. Sidstnævntes enkeltstart kender vi, og førstnævnte kørte en fremragende enkeltstart i Giroen. Deres sandsynlige deltagelse i Giroen kan lægge begrænsninger på deres udfoldelse i foråret, ligesom Arensman ikke er født til kortere løb, men vi bør kunne vente os markant topresultater fra dem begge.

Geraint Thomas har jo også en herlig historik i ugelange løb, men med alderen er han begyndt kun at formtoppe til sin grand tour. Derfor er det formentlig kun umiddelbart op til Giroen i enten Alperne eller Romandiet, at vi vil se ham fremme, og han plejer at forsvinde helt i efteråret. Det bliver også uhyre spændende at se, om Pavel Sivakov kan fortsatte den genrejsning, han fandt i sensommeren, hvor han også vandt et ugelangt etapeløb, nemlig i Burgos. Mere usikkerhed er der om Tao Geoghegan Hart, der var i fremgang, men ikke på samme niveau som Sivakov. Hans potentiale er dog velkendt, hvis han vitterligt kan finde sig selv. Endelig bliver det meget interessant at se, om den uhyre svingende, men meget lovende Luke Plapp nu kan finde den stabilitet, han skal bruge for at være helt fremme i de store løb på WorldTouren, og om han klatrer godt i de høje bjerge. Alternativt kan han satse på etapeløb, der er knap så kuperede.

Læs også

Danskere holder sig til i klassementet - Franskmand vinder på hjemmebanen

I den slags begivenheder har holdet også Hayter, der som sagt vandt i Polen og har vundet et hav af mindre etapeløb for ryttere, der kan køre enkeltstart og klare sig i mellemkuperet terræn. Den slags løb burde også passe til den nu meget tempostærke Magnus Sheffield, men han er tungere og vil i første omgang skulle have knap så klatretunge løb. Begge kunne være særligt interessante at se i Benelux Tour. Man må også formode, at Ben Tulett kan tage næste skridt, men det bliver nok desværre primært i mindre løb som Coppi e Bartali, hvor han vandt kongeetapen i 2022, da hans udvikling var en anelse skuffende i den forløbne sæson. Michal Kwiatkowski har tidligere været god i ugelange etapeløb uden alt for voldsomme stigninger, men i de senere år har han fokuseret ret entydigt på klassikerne.

Det bliver desværre også tilfældet for Tom Pidcock, der ellers burde udforske sine etapeløbsevner mere i kortere løb, men hvis vilde klassikerkalender formentlig betyder, at han nærmest ikke kører etapeløb. Det bliver nok mest i efteråret, at chancen byder sig, men her kunne han være meget interessant i Benelux Tour - et løb, hvor det også kunne være meget spændende at se, hvor langt Filippo Ganna kan komme. Mange øjne vil også være rettet mod unge Leo Hayter, men på det stjernebesatte hold får han næppe mange chancer i 2023, i hvert fald ikke i løb, der ikke er på 2.1-niveau. Endelig kan man kun håbe, at den engang så lovende Laurens De Plus endelig kommer på rette spor igen efter de mange helbredsproblemer, men man kan efterhånden begynde at miste tålmodigheden, selvom der har været små tegn på fremgang.

Anderledes er det jo med massespurter, der aldrig har været en del af holdets DNA, men de har dog altid haft en sprintersatsning. Den er dog blevet markant nedtonet i de senere år, og i dag er Elia Viviani holdets eneste rigtige sprinter. Han har imidlertid haft det meget svært på det sidste, og der ligger ikke umiddelbart en genfødsel forude. Støtten er meget begrænset, men han vil stadig få sine chancer, dog formentlig primært i de meget sprinterrettede WorldTour-etapeløb samt de mindre løb, hvor klassementet er knap så vigtigt. I mere kuperede løb uden rigtige sprintere har holdet haft en vis succes med Ethan Hayter i reducerede massespurter, og derudover har holdet unge Kim Heidiuk. Vi så ham ikke meget i 2022, hvor han stort set ikke spurtede, men mod slutningen af sæsonen begyndte han at vise sig frem i hårdere finaler. Han ligner mere en robust sprintertype til klassikeragtige løb end en klassisk sprinter, men mon ikke han får chancer undervejs?

Enkeltstarter er naturligvis også et enormt fokus, og her vil der være en forventning om, at Ganna vinder en masse. Hayter var imidlertid også kun en punktering fra måske at blive verdensmester, og han kan i den kommende sæson meget vel etablere sig som en sand tempogigant. Det samme kan meget vel blive tilfældet for Sheffield, der viste enormt potentiale efter sommerpausen, og Plapps potentiale i disciplinen er også meget stort. Det bliver også meget interessant at følge den videre udvikling for Arensman, nu hvor han er skiftet til Ineos, og vi ved, at Thomas fortsat er en af verdens allerbedste temporyttere. Rodriguez gjorde enorme fremskridt i Vueltaen, hvor også Sivakov og Geoghegan Hart gjorde det bedre end længe. Martinez bliver bedre og bedre på tempocyklen, og man kan vel også tillade sig at håbe, at Pidcock og Kwaitkowski måske kan finde nogle evner, de desværre ikke har vist i nogen tid. Leo Hayters videre udvikling bliver også interessant, for mens hans resultater indtil nu har været få og små, kan det meget vel skyldes et begrænset fokus på disciplinen. Endelig har holdet den helt unge juniorverdensmester Joshua Tarling, der mest skal bruge året på at lære, men som lige netop i enkeltstartsdisciplinen sikkert akn få lov at teste, om han er ”the real deal”.

Holdet kører traditionelt ikke så mange mindre endagsløb, men det sker af og til. Det kan dels være en chance for holdets sprintere, men i de lidt hårdere, brostensagtige løb kan det måske være en chance for ryttere som Heiduk og Connor Swift at køre lidt for sig selv, hvad der ellers næppe bliver meget plads til i løbet af sæsonen. Selvom de er blandt kaptajnerne i klassikerne, kunne det også skabe lidt plads til Turner og Narvaez, der næppe får alt for mange chancer uden for klassikersæsonen, og måske kunne der i de endnu hårdere, ofte italienske af slagsen måske også blive plads til Leo Hayter, Narvaez og Omar Fraile, der i et ellers svært 2022 mod slutningen genfandt lidt af sin styrke, til at folde sig ud og jagte lidt succes.

Hvem kan overraske?

Verden er forandret. I gamle dage var Ineos kendt som holdet, hvor unge ryttere ikke skulle søge hen. De talenter, de fik fat i, stagnerede ofte, og de endte alt for ofte i en udsigtsløs tilværelse som slagtekvæg for holdets store stjerner.

Sådan er det ikke mere. Som nævnt i transferanalysen har Dave Brailsford vendt strategien totalt på hovedet, og hvor han tidligere var kendt for at hente etablerede verdensstjerner i kraft af sin enorme pengepung, forsøger han nu i stedet at støvsuge markedet for unge talenter. Resultatet er, at Ineos-mandskabet nu om dage er et af de allermest interessant at studere, når det handler om at finde fremtidens stjerner.

Det kan være svært at vide, hvor man skal starte. Tom Pidcock må jo allerede for længst være vokset ud af denne kategori, hvad Egan Bernal naturligvis for længst er gjort. Man kan også diskutere, om ikke Carlos Rodriguez og Thymen Arensman også allerede er for store navne, men de fortjener nu alligevel en selvstændig omtale.

For dem begge gælder nemlig fortsat, at resultatlisten er en smule begrænset. Begge sikrede de sig en top 10 i Vueltaen, men ser man på de ”rigtige” WorldTour-etapeløb - og her tæller Tour de Pologne desværre ikke, Thymen - har de stadig til gode at køre med om podiepladserne. Det kan imidlertid meget vel komme i 2023. Begge gjorde gigantiske fremskridt i 2023, hvor særligt Rodriguez imponerede, da han indtil sit styrt var helt inde i Vueltaens podiekamp. Til gengæld kan Arensman med sit holdskifte formentlig tage endnu et stort skridt i den kommende sæson, og de har begge kurs mod at blive blandt de allerbedste etapeløbsryttere. Rodriguez’ akilleshæl har været enkeltstarten, men det ændrede Vueltaen i den grad på, og det har hele tiden været Arensmans store styrke. Det samme har hans holdbarhed, hvor styrtet forhindrede os i at udforske Rodriguez’ evner nærmere.

Læs også

Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

Særligt for Arensman gælder nok også, at han måske ikke er helt skabt til ugelange løb, hvor hans motor ikke helt kommer til sin ret, så mens vi i den kommende sæson skal lære mere om Rodriguez’ holdbarhed, skal vi teste, om Arensman kan blive rigtigt god også i ugelange løb. Vi kan i hvert fald glæde os til at se, hvor tæt de vil være på de allerbedste i løbet af foråret, og derudover bliver de særligt interessant i Giroen, hvor de begge må regnes som reelle podiekandidater, selvom det fortsat er lidt oppe i luften, om det er her, Rodriguez ender med at køre.

På klassikersiden er det i stedet Ben Turner og Magnus Sheffield, der skiller sig ud. Selvom Sheffield vandt Brabantse Pijl, var det i 2022 Turner, der havde overhånden. Amerikaneren var nemlig ret usynlig i alle løb på nær ét, mens Turner bragede ind på scenen og var her, der og alle vegne i nærmest alle løb fra de flamske over Brabantse Pijl og Amstel til Paris-Roubaix. Vi ved derfor allerede, at Turner kan blive en af årets oplevelser i brostensløbene, måske særligt i Roubaix, og at han har den helt store motor også til monumenterne. Det er svært at sætte begrænsninger på, hvor langt han kan komme i den kommende sæson.

Anderledes er det med Sheffield, der som endagsrytter endnu har mere at bevise, men til gengæld gav hans kørsel i efteråret, særligt i Polen og Danmark, indtryk af, at den stadig meget unge amerikaner har udviklet sig enormt. Om det kan vise sig i klassikerne i den kommende sæson, vil tiden vise, men potentialet synes enormt. Det bliver også interessant at se, om klatreevnerne er så gode, at han faktisk kan gøre det hæderligt også i Ardennerne, selvom Fleche og Liege nok er en tand for hårde. Hans efterår viste også, at han har kurs mod at blive en af verdens allerbedste temporytter, og det giver ham nogle åbenlyse muligheder i etapeløb, hvor terrænet kun er lettere kuperet, og hvor enkeltstarten er vigtig. Polen Rundt og Benelux Tour er oplagte muligheder på WorldTouren.

I samme ombæring er det naturligt at nævne Jhonatan Narvaez. I de første flamske klassikere i 2022 var det nemlig hverken Turner eller Sheffield, der imponerede. Det var derimod ecuadorianeren, der overraskede meget ved at vise større flair for de flamske brostensløb end for ardennerklassikerne. Han har nu to år i træk virket uhyre overbevisende ved indgangen til brostenssæsonen, men i 2021 fik han ødelagt foråret af et styrt, og i 2022 løb han tør for kræfter inden de største løb. I 2023 kan han forhåbentlig holde hele vejen, og hvis han rammer sit topniveau, kan han blive en sand fornøjelse i særligt Omloop, E3 og Flandern Rundt. I resten af sæsonen vil han formentlig primært agere hjælper, men med sit punch og sin spurt er han en vindertype, der kan vinde etaper i grand tours, formentlig Giroen, som han allerede har gjort, samt slå til i puncheurfinaler og jagte etaper også i mindre etapeløb.

Et endnu større talent er Luke Plapp. Australieren har taget hele den australske scene med storm, og trods store udsving i en ustabil sæson gav han i sin første sæson på WorldTouren prøver på sit enorme potentiale. Vi vidste, at han var en fremragende temporytter, men at han klatrede så godt, at han kunne være med helt fremme på Jebel Hafeet i UAE Tour, overraskede nok alligevel mange. Senere så vi alt for lidt til hans topniveau, og han har bestemt noget stabilitet, der skal arbejdes med. Til gengæld synes hans potentiale enormt, og nu hvor det står klart, at han kan komme relativt langt i bjergene, ligner det mere og mere klassementer, han skal satse på. I 2022 kører han forhåbentlig nogle topresultater hjem i WorldTour-etapeløb, ligesom han kan vinde de mindre af slagsen samt blive en værdifuld hjælper og etapejæger i en grand tour, formentlig Giroen eller Vueltaen.

Der har nok været endnu mere hype om Leo Hayter, siden han knuste al modstand i Baby-Giroen. Han har imidlertid også været temmelig svingende i sine præstationer, men det hjalp ham heller ikke, at helbredet svigtede i anden del af sæsonen. Han ligner måske ikke helt den samme komet som sine to forgængere i Baby-Giroen, nemlig Juan Ayuso og Tom Pidcock, men potentialet er i hvert fald stort, når man giver kometen Lenny Martinez bank i de italienske bjerge. Han synes også at have en alsidighed, for selvom han kun har kørt meget lidt enkeltstart, viste han lovende takter til VM. Desværre vil han på Ineos i 2023 nok kun få personlige chancer i mindre etapeløb, men her kan han forhåbentlig bekræfte, at han er en kommende stor etapeløbsrytter, samtidig med at han viser sig som en værdifuld hjælper på den store scene.

Og når vi nu er i gang med familien, skal det blive interessant at følge bror Ethans videre udvikling, selvom han vel er vokset ud af denne kategori. Det skal især blive interessant at se, om han bliver så god en temporytter, at også Filippo Ganna og Remco Evenepoel skal til at se sig over skulderen, og hvilken retning han vil specialisere sig i. Foreløbig har han ikke rigtigt givet klassikerne et skud, og de synes heller ikke at have hans interesse, men det kunne være ganske interessant at se ham gøre forsøget. Vi ved jo nu, at han kan spurte i mindre grupper og vinde etapeløb, der ikke er for bjergrige.

Endelig er der Ben Tulett. Briten var meget lovende i sin tid hos Alpecin, men i sin første sæson hos Ineos skuffede han. Han vandt skam kongeetapen i Coppi e Bartali, men med tanke på det, han havde vist i en meget ung alder, kunne man måske have forventet sig en smule mere. Til gengæld viste han nogle tempoevner, ingen anede, at han havde, og dermed begynder han pludselig at kunne ligne den etapeløbsrytter, han gerne vil være. Han skal finde nogle af de klatreevner, han syntes at have gemt et sted, samt finde noget stabilitet i 2023. I første omgang er det nok i mindre etapeløb, at han vil få sin chance, men her kan han også sikre sig en mere prominent rolle, ligesom han formentlig skal agere hjælper i enten Giroen eller Vueltaen.

Man kunne også nævne de helt unge Joshua Tarling, der er juniorverdensmester i enkeltstart, samt den kommende etapeløbsrytter Michael Leonard, men selvom førstnævnte vil kunne teste sig i tidskørslerne, handler det for dem i 2023 om at lære, akkurat som det gjorde for Rodriguez, da han kom direkte fra juniorklassen. I den anden ende af spektret bliver det meget interessant at se, om Pavel Sivakov vitterligt kan rejse sig og blive den rytter, han engang lignede, nu hvor han i efteråret måske var bedre end nogensinde, ligesom det skal blive interessant at se, om Tao Geoghegan Hart kan bygge videre på de i hvert fald lidt opløftende tegn, vi så i begyndelsen af Vueltaen, og om Laurens De Plus endelig kan lægge alle sine helbredsproblemer bag sig og vise, hvorfor Ineos stjal det belgiske talent fra Jumbo. De har dog alle gjort det så godt tidligere, at deres potentielle genrejsning næppe hører ind under denne kategori, og det er vel også kun Sivakov, der i 2022 viste nogle takter, som for alvor giver grund til optimisme.