Paris-Nice-analyse: Da det "forkerte" talent stjal rampelyset

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Forud for årets Paris-Nice talte alle om Arnaud De Lie. Belgierens vilde sæsonstart og ikke mindst det skræmmende indtryk, han efterlod under årets Omloop, der ellers slet ikke var en del af hans sæsonplaner, havde nemlig efterladt en fornemmelse af, at der ikke syntes grænser for, hvad han kunne udrette. Når man i allerførste forsøge kan køre med de bedste på Muren i den belgiske åbningsklassiker og tillige ende løbet som nr. 2, er man nemlig noget ganske særligt uden en umiddelbar ende på potentialet.

Derfor måtte succesen også fortsætte. Ganske vist var det karrierens allerførste WorldTour-etapeløb, han stillede til start i for et par dage siden, men den slags skulle ikke afholde ham fra at fortsætte succesen. Det gjorde det jo i hvert fald ikke, at Omloop var hans første helt store klassikersatsning, og hvorfor skulle det være anderledes, bare fordi vi talte om et etapeløb i stedet?

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Efter fem dage er den obligatoriske rejse mod solen nu tilendebragt, og derfor er årets sprinteretaper overstået. Modsat sidste år var der endda hele tre af slagsen, og der var derfor masser af grund til, at vi skulle tale om De Lie. Det har vi bare slet ikke gjort, for nu hvor sprinterregnebrættet skal gøres op, sidder mange vel næsten tilbage med fornemmelsen af, at man helt havde glemt, at han var med i løbet.

Det blev nemlig til det rene ingenting. Nok vandt viste han uhyggelig høj fart i den eneste spurt, han kørte på løbets 1. etape, men en dårlig position betød, at det alligevel endte med det rene ingenting. Endnu værre gik det de efterfølgende to dage, for her sad han så langt tilbage, at han slet ikke fik lov at vise, hvor hurtig han er.

Det er imidlertid slet ikke overraskende. Tværtimod så vi allerede sidste år, at det ofte haltede med positioneringen, hvad der blev bekræftet i Almeria tidligere i år, og når det kan knibe i et 1.1-løb, hvordan skal det så ikke gå på WorldTouren? Det kan naturligvis kun gå endnu dårligere, og i det lys kan ingen helt blive forbløffet over, at den uge, mange ventede at se som en fortsættelse af succesbølgen, i stedet endte som en brat tilbagevenden til den virkelighed, han let kunne være blevet revet ud af efter den flotte åbningsweekend.

I stedet blev det et helt andet sprintertalent, vi talte om, og det er i virkeligheden en smule paradoksalt. Mens De Lie har imponeret med sin fart, har det nemlig slet ikke været tilfældet for Olav Kooij. Da han sidste år slog den ene supersprinter efter den anden i blandt anden Polen, Danmark og Münster lignede han ellers en mand med potentiale til at blive verdens hurtigste, men sådan er det slet ikke gået i sæsonstarten.

Nej, her har han været den diametrale modsætning af De Lie. Hvor belgieren har virkelig uhyggeligt hurtig, men kæmpet med sin positionering, har hollænderen vist en fabelagtig evne til altid at sidde rigtig. Spurterne i UAE Tour og Paris-Nice har ellers været temmelig kaotiske, men indtil i dag kunne han prale med, at det var blevet til fem top 4-placeringer ud af seks mulige, og da det endelig gik en smule galt, blev han alligevel nr. 9.

Til gengæld manglede sejren. Kooij har nemlig slet ikke været den sprinter, han var sidste år, og hovedet på sømmet blev vel sat i mandags, da han blev slået af Mads Pedersen. Det er bestemt ingen skam at blive slået af den fabelagtige dansker, men normalt ville man forvente, at hollænderen slår den alsidige klassikertype efter på let sprinteretape. Det skete imidlertid ikke, og det kom i hælene på mange spurter, hvor en god position ikke blev omsat til sejr, fordi flere andre slet og ret var hurtigere.

I dag var den der imidlertid endelig, da han fik sin revanche mod Pedersen efter en mageløst kedelig søndagstur ned gennem den flade Rhone-dal. Denne gang var det nemlig tilbage til normaliteten, da den rene sprinter slog den holdbare sprinter efter en etape, der var blevet kørt så roligt og begivenhedsfattigt, at det var en dag for Kooij-typerne mere end Pedersen-typerne.

Sejren er naturligvis forløsende, men det ændrer ikke det grundlæggende problem. Kooij virker stadig ikke så hurtig som tidligere, for i dag måtte han sande, at Tim Merlier var den med afstand hurtigste, og på baggrund af 1. etape er det rimeligt at antage, at han også havde fået bank af De Lie, hvis belgieren havde siddet rigtigt. Heldigvis er det bedre i kraft af god positioneringsevne at opsøge chancen for, at de hurtigere folk fanges for langt tilbage, som det skete i dag, end at misbruge sin gode fart ved at være ude af position, for når man med så stor træfsikkerhed altid sidder på rette sted, kommer de dage, hvor positionskampen flasker sig, som den gjorde det i dag, naturligvis før eller siden. Nu kan han blot håbe, at han kan genfinde den fart, han havde sidste år, for kombinationen af høj fart og Kooijs positioneringsevne ser slet og ret skræmmende ud. De andre skal i hvert fald nok være glade for, at man ikke kan fusionere de to sprintertalenter, der var til start i dette løb.

Pedersen er jo billedet på det samme. Danskeren var slemt uheldig med dagens rolige udvikling og en modvind, der gjorde det umuligt at udnytte den sidste stigning til at gøre løbet hårdt, og dermed blev det nu en dag for de helt rene sprintere. I den slags finaler er der folk, der er hurtigere end ham, som det jo var åbenlyst med Merlier og i dag også Kooij, men når man positionerer sig med den træfsikkerhed, han gør, opstår de dage, hvor de hurtigste er fanget. Det skete for både ham og Kooij i mandags, og det gentog sig i dag. Det er bare sjovere at sidde rigtigt end at være den hurtigste, hvis man sidder for langt tilbage,

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Det må Merlier i hvert fald sande. Efter at have set hans spurt i dag og på 1.etaoe står det vist ret klart, at han definitivt er tilbage som den supersprinter, han ikke var i efterår, hvor han savnede sin gamle fart, men de seneste to spurter har også understreget, at han stadig lider af samme udfordring, som han altid har gjort. Positioneringen er en stor akilleshæl, og selvom han står meget stærkere som en del af Soudals supertog, der så smukt satte ham i scene i søndags, er det ikke en svaghed, han er kommet sig over. Heldigvis skal skiftet til det belgiske hold nok sikre ham mange flere sejre, end han har været vant til, men hvis han kunne få Kooijs og Pedersens træfsikkerhed, ville verden være en helt anden - og for rivalerne meget mere uhyggelig.

Uhyggelig var Bennett til gengæld ikke. Jeg havde ellers store forventninger til ham i dag, for han plejer at blive endnu hurtigere, når den vanlige startrust i et etapeløb er banket af. Denne gang blev han ganske vist ikke sat perfekt op af Danny van Poppel, der på det seneste slet ikke har haft den enorme regularitet i sine sublime lead-outs, som han plejer, men han sad stadig så godt, at den Bennett, vi kendte i gamle dage, havde vundet. I dag var han imidlertid helt uden fart, og det gør det svært at blive klog på ham. På sine dage synes han at nærme sig fordums fart, men på andre står han nærmest stille, som han gjorde det i dag.

Van Poppels kikser kunne have åbnet døren for Alexander Kristoff. Vi så nemlig i Almeria og Algarve, at Søren Wærenskjold kan køre lead-outs, der kan måle sig med hollænderens, men efter den lovende start kom vi i den grad ned på jorden i dette løb. Uno-X sad ellers godt med fremme undervejs, men da det gik løs, sad Kristoff stadig på Wærenskjolds hjul for langt tilbage. Det så ellers lige så lovende ud i Algarve, hvor nordmanden lignede en reel vinder også i klassiske massespurter som denne, men Paris-Nice endte som et kedeligt virkelighedstjek.

Et virkelighedstjek har det også været for Arnaud Demare. Franskmanden havde måske drømt om, at han alligevel var helt så afhængig af sit supertog, som det så ud til, men dette løb har vist, at han i den grad savner Jacopo Guarnieri og Ramon Sinkeldam. Det har alle dage været uforståeligt, hvordan holdet kunne lade en så succesrig maskine gå i stykker, når nu man vidste, at Demare hverken er Kooij eller Pedersen i positionskampen, og denne uge har blot bekræftet, at vi kommer til at se mange færre Demare-sejre fremover.

Mange sejre kommer der næppe heller fra Kaden Groves. Vi ved ellers, at han har farten, men løbet her har sat en streg under, at positioneringsevnerne ikke er blevet spor bedre af et skifte til Alpecin. Man kan håbe, at han lærer lidt af holdkammeraten Jasper Philipsen, der er konge udi i netop den disciplin, men lige nu ser det ud til, at Alpecin har erstattet en positioneringssvag sprinter med en anden. Og det er et dårligt bytte, for Merlier sidder trods alt oftere godt, end Groves gør det.

Nej, han kunne lære noget af Matteo Trentin, der i dag blev nr. 4, selvom han slet ikke har den fart, der skal til for at vinde efter en let dag som denne. Han kunne også lære af Max Kanter, der i dag endelig fandt lidt af de evner, der gjorde ham så pokkers stabil i sidste sæson. Og han kunne næsten også lære af Bryan Coquard, der ellers ikke er god i den ædle positioneringsdisciplin, men faktisk har gjort det hæderligt i dette løb.

Det har Arne Marit også. Endnu engang har Intermarché lavet en genfødsel, for belgieren, der havde så uhyggeligt et skuffende 2022, er nu pludselig igen i stand til at blande sig fremme i massespurterne. Det er også Cees Bol, der trods et svagt hold er livet op hos Astana, hvor han pludselig er blevet ganske hæderlig i den positionskamp, han aldrig har mestret.

Den kunst plejer Tadej Pogacar at mestre, men han lavede en ganske sjælden fejl, da dagens begivenhedsfattige forløb pludselig gav ham en chance for at få yderligere seks bonussekunder. Her forsøgte han imidlertid at gå den forkerte vej udenom, da Demare loyalt kørte lead-out for sin ærkefjende David Gaudu, og bidrog til et sandt FDJ-mesterstykke, der sendte den lille franskmand fire sekunder tættere på den samlede sejr. Det er nu nok formentlig anekdotisk, for ingen regner med, at han har skyggen af chance for at slå Pogacar, men han kom i hvert fald tættere på den 2. plads, han skal slås med Jonas Vingegaard om. I den forbindelse var det måske en anelse opgivende, at Jumbo denne gang var ganske usynlige i spurten, og noget kunne indikere, at de allerede har indstillet sig på, at det ikke bliver til den sejr, de havde drømt om - og den erkendelse forstår man jo sådan set ganske udmærket.

Heldigvis bliver løbet ikke nogen fiasko. Med dagens sejr sørgede Kooij for, at de har vundet 40% af etaperne, og de har stadig kurs mod i hvert fald en 3. og måske også en 2. plads. Det kommer imidlertid næppe bag på nogen, at Jumbo altid sørger for at stjæle rampelyset, for det gør de jo næsten altid. I denne uge var det bare nok alligevel et andet sprintertalent end Kooij, mange havde regnet med at skulle tale om.

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+