Paris-Nice-analyse: Da normaliteten forsvandt igen i endnu et slovensk mysterium

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Det varede godt nok ikke længe. Det er ikke meget mere end 24 timer siden, alle med hang til normalitet kunne ånde lettede op. Som jeg skrev i går, sørgede Olav Kooij nemlig med sin sejr på 1. etape for, at verden igen blev forudsigelig og normal efter det kaos af uforudsigelighed, der prægede årets første WorldTour-løb. Det var her de små ProTeams pludselig gav alle de store hold bøllebank, da de vandt årets første to etapeløb på højeste niveau, først med Stephen Williams i Australien og siden med Lennert Van Eetvelt i Emiraterne.

Den slags uorden kan de store hold ikke have, og derfor sørgede de for, at normaliteten blev genoprettet, da WorldTouren kom til Europa. Visma knuste al modstand i endnu en magtdemonstration i Omloop Het Nieuwsblad, der udviklede sig til endnu en velkendt duel med rivalerne fra UAE, som svarede igen, da Tadej Pogacar i Strade Bianche gjorde, hvad han nu engang gør bedst, nemlig reducerer resten af feltet til statister. Da så Kooij et døgn senere, sørgede for Vismas tredje WorldTour-sejr i år, og Juan Ayuso satte alle på plads på Tirreno-enkeltstarten og bragte UAEs WorldTour-sejrskonto op på fire, var verden definitivt atter tryg og forudsigelig.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Det varede dog kun halvanden times tid, efter Ayuso havde knyttet næven og jublet over sin sejr. Så svarede de små ProTeams nemlig igen, da opkomlingene fra Tudor tog sæsonens første sejr. Og de kunne ikke finde et bedre sted at åbne sin sejrskonto på, for da Arvid de Kleijn satte alle topnavnene til vægs efter en langsommelig og dødkedelig tur ned gennem den lette nordfranske modvind, sørgede han for den klart største triumf for både ham selv og sit relativt nye hold - og det endda i deres første deltagelse i et WorldTour-etapeløb hos ASO, der ofte bruger en invitation til Paris-Nice som første indikation på, at en Tour-deltagelse venter i en ikke alt for fjern fremtid.

Var det så overraskende? Ja, når man konstaterer, at feltet talte navne som Fabio Jakobsen, Dylan Groenewegen, Sam Bennett, Kaden Groves, Arnaud Demare og Pascal Ackermann, der alle har haft det store fornøjelse at dominere de rene massespurter i en grand tour, må man sige, at navnet De Kleijn blegner temmelig meget. Det gør det også, når man holder det op mod landsmanden Olav Kooij, for det er trods alt ham, de fleste anser som den kommende hollandske sprinterstjerne. Og det gør det også, når man sammenligner med navne som Mads Pedersen og Arnaud De Lie, for selvom ingen af dem er skabt til rene massespurter, har de trods alt vundet flere af slagsen end den hollandske opkomling.

Alligevel var der en grund til, at jeg havde peget på selvsamme opkomling som favorit til den letteste etape i årets lange rejse mod solen. Vi har nemlig nu mange gange set, at De Kleijn i de helt rene massespurter har en tårnhøj topfart. Han nærmest ydmygede i hvert fald Demare, da han sidste år vandt i Mayenne, og da han tog sin sejr i Tyskland, så det ud til, at Phil Bauhaus, der også har vundet flere spurter på allerhøjeste niveau, nærmest stod stille.

Egentlig er det ikke så mærkeligt. I denne vidunderbørnenes tidsalder ser det nemlig ud til, at sprinterne stadig skal bruge lidt mere tid end klatrerne på for alvor at slå igennem. Nok var Fabio Jakobsen og Jasper Philipsen lovende fra start, men det tog lidt tid - særligt for Philipsen - inden de for alvor kunne måle sig med de allerhurtigste. På samme måde er det med Kooij. Indtil nu har han manglet lidt på farten, når modstanden har været cremen af sprintercremen, men år for år synes han at lukke en lille smule af hullet.

I den forstand er det ikke mærkeligt, at det har taget tid for De Kleijn. Nu er han selvfølgelig en ekstraordinært ”late bloomer”, for det er trods alt sjældent, at sprintere bryder igennem i så sen en alder, men det sker. Tim Merlier er et andet eksempel, for selvom hans sene gennembrud i høj grad skyldes hans fortid som crossrytter og en sen satsning på landevejen, var der i de landevejsløb, han kørte tidligt, ikke mange tegn på, at han skulle blive en sand supersprinter.

Det er De Kleijn måske heller ikke endnu. Han fik trods alt gevaldige klø af Merlier i Emiraterne, men det gjorde de jo alle, når belgieren i sin suverænitet næsten kunne vinde på et halvfladt baghjul. Faktisk var det jo De Kleijn, der endte som nr. 2 på alle de tre etaper, Merlier vandt - og det var altså i et sprinterfelt, der var endnu stærkere end dette.

Men De Kleijn kan mere end spurte. Han kan også positionere sig, og det er ofte den allervigtigste ingrediens, ikke mindst i de arabiske massespurter, der altid er ét stort rod. Samtidig har han været begunstiget af et tog, der med Sebastian Changizi og Maikel Zijlaard allerede har udviklet sig til et af de stærkeste, og så har man pludselig den perfekte kombination.

Den kombination er endda endnu bedre i dette løb. Nok har Changizi gjort det fornemt for De Kleijn, men i dette løb er han erstattet af Matteo Trentin, der i mange år har været en af verdens allerbedste lead-out men, og når man samtidig supplerer med hurtige Rick Pluimers, lugtede det pludselig af, at det i dette løb var et af de små hold, der havde det allerbedste tog. Kombinerede man det med en kompliceret finale med et sent sving og et smalt opløb, hvor positionering betød mere end fart og en lynhurtig sprinter - særligt efter den meget lette dag, vi fik - lugtede det af, at de små kunne svare igen på de store holds gensvar fra i går og Tirrenos åbningsetape.

Som sagt, så gjorde. Tudor-toget var om muligt endnu stærkere, end jeg havde regnet med, og de var så dominerende, at De Kleijn til slut af Zijlaard blev afleveret helt perfekt på hjul af en lidt desperat Danny van Poppel, der fik en måske lidt uventet chance for at spurte og fik fronten så tidligt, at han ikke kunne gøre andet end at lukke øjnene og træde til. Det endte desværre med at blive et lead-out for De Kleijn i stedet, og selvom hollænderen i lyset af spurtens længde viste opløftende takter, blev han sat godt og grundigt på plads af sin landsmand.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Dermed blev det for anden dag i træk også et hollandsk show, men denne gang med Kooij i en statistrolle. Desværre var det ikke uventet. Der er nemlig sket noget meget uheldigt med den engang så positioneringsstærke hollænder. Sidste år sad han i dette løb rigtigt hver eneste gang, selvom hans tog ikke var imponerende, men siden sidste års ZLM Tour har det været lige omvendt. Nu synes han at tabe positionskampen næsten hver eneste gang, hvad han senest gjorde tre ud af fire gange i Emiraterne, og derfor lå det næsten i kortene, at det skulle gå galt i en finale med et sent sving. Bedre blev det heller ikke af, at Edoardo Affini glemte at se sig tilbage, da han aflastede Tudor, netop som de måtte sande, at de var ved at løbe tør for kræfter, og med sin lange føring blot sørgede for, at Kooij i hvert fald ingen chance havde for at komme tilbage i position.

Den føring får han nok ikke mange julekort fra Kooij for. Han får næppe heller et af Mads Pedersen. Lidls ellers så suveræne tog gik nemlig i stykker, da Ryan Gibbons og Jasper Stuyven blev væk fra hinanden, og selvom belgieren nok engang sad så perfekt, som han næsten altid gør, måtte han sande, at han denne gang manglede sin kaptajn, da han nok engang skulle køre et af de suveræne lead-outs, der i dette løb er Pedersens helt store styrke. Nu vil jeg også tro, at Pedersen efter så let en dag ville få svært ved at slå De Kleijn på ren fart, men han fik desværre aldrig chancen for at prøve i det, der blev et for ham sjældent nederlag i positionskampen.

Alligevel kunne han med lidt held have taget trøjen, da Kooij missede helt ud, men desværre for ham er der en anden, der er en konge i positionskampen. Det viste Laurence Pithie nemlig allerede i Australien, at han er, og det har han bekræftet de første to dage i dette løb. Det kan godt være, at han ikke var i nærheden af at matche De Kleijns fart på en let etape, der grundlæggende passede ham dårligt, men når man kan omsætte eminent positionering til to podiepladser, kan man alligevel havne i en førertrøje - og dermed sætte en fed streg under et gennembrud, der i denne sæson har været ganske voldsomt.

Men sådan er det jo i disse tider, hvor de nye navne slår igennem med stor hast. Derfor skal man sørge for at smede, mens jernet er varmt, hvad feltets mange etablerede supersprintere har erfaret i en sæson, hvor de alle er kommet skidt fra start. I dag lykkedes det ellers for Dylan Groenewegen at spurte, men selvom hans tog med boostet fra Michael Matthews lykkedes meget bedre end i Emiraterne, sad han stadig for langt tilbage til at kunne spurte med om sejren. Mere bekymrende var det, at han akkurat som i ørkenen virkede helt uden tidligere tiders fart. Han havde i hvert fald nok at gøre med at holde Pithies hjul.

Men i det mindste fik han bekræftet sin fart. Det er mere, end man kan sige om den sidste i den lange række af hollandske supersprintere. DSMs nye tog for Fabio Jakobsen er mildt sagt kommet skidt fra start, og det hjalp tilsyneladende ikke at styrke det med Nils Eekhoff. I forvejen kunne man godt frygte, at deres tog var for svagt til at hjælpe en så positioneringssvag sprinter, og den frygt er i sæsonstarten kun blevet bekræftet.

Meget bedre er det ikke for Arnaud Demare, men også det var forudsigeligt. Efter tabet af Florian Senechal til et kravebensbrud er han efterladt med så pauvert et tog, at det for en positioneringssvag franskmand næsten kun kunne gå galt i en finale med et sent sving - akkurat som det måtte gå galt for den anden positioneringssvage franskmand, Bryan Coquard, der er efterladt med endnu svagere støtte.

Mere overraskende var det at se, at de Alpecin-tog, der var så dominerende i Vueltaen, missede ud i dag og dermed sørgede for, at Kaden Groves fortsætter sin triste sæsonstart. Heldigvis kan Alpecin trøste sig med, at det var det samme, der skete for et år siden, og da først Philipsen fik lavinen til at rulle i Tirreno, hvad han sikkert gør om under 24 timer, var de her, der og alle vegne - også Groves, der heller ikke havde megen succes i de første måneder for et år siden.

Det har Gerben Thijssen til gengæld haft i år, hvor han allerede har vundet to gange, men han må igen sande, at han mangler den anden evne, en sprinter skal besidde. Farten kan ingen betvivle, men positioneringen halter for meget. I dag lykkedes det ham dog faktisk at spurte, men igen fra en håbløs position, som gjorde, at hans spurt blev alt, alt for lang. Heldigvis ved han, at han kan vinde, når han en sjælden gang sidder, hvor han skal.

Det kunne Sam Bennett også engang, men måske er den tid slut. I dag fik han ellers endelig glimrende støtte af sit tog med Dries De Bondt, Dorian Godon og Oliver Naesen efter den meget ensomme oplevelse i Emiraterne, men alligevel gik det galt, da han blev lukket inde mellem Thijssen og Groenewegen og mistede et par tråd, netop som han var kommet i gang. Dermed gik vi glip af chancen for at se, hvor meget fart han faktisk har, men i det mindste fik vi at se, at hans nye hold, der ellers er aldeles dårligt udrustet til at støtte en sprinter, med den rette formation godt kan hjælpe ham pænt. Han sad da i hvert fald bedre end Pascal Ackermann, hvis israelske tog ellers ser potent ud, men som slet ikke har fået det til at fungere i år.

Læs også

Medie: Talent bytter UAE ud med andet storhold

Det har Primoz Roglic heller ikke endnu. Det kan måske være lidt mærkeligt at sige, når manden kun har kørt to sprinteretaper, men det er stadig et komplet mysterium, at han ikke udnytter sin hurtighed til at gå efter de bonussekunder, der på årets lidt lette rute kan blive altafgørende. Nu betyder sne på kongeetapen endda, at de kan blive endnu vigtigere, og det gør det blot endnu mere uforståeligt, at han ikke udnytter sin tårnhøje fart. Tricket med at lade en sprinter støvsuge sekunderne, som han i dag gjorde med Van Poppel, giver jo god mening, hvis man selv er så langsom, at man ikke har en chance for at tage dem selv, men Roglic er jo så formidabelt alsidig, at han nok er den hurtigste af klassementsrytterne.

Den passivitet kan Mattias Skjelmose til gengæld glæde sig over. Danskeren er nemlig også en af de allerhurtigste, og efter at han også var passiv i går, viste han i dag, at han har forstået den potentielle betydning af de ekstra sekunder, man kan få via sin fart. Desværre kiksede Lidl-strategien, hvormed han tabte to gratis sekunder, men nu er han da i hvert fald kommet lidt foran de fleste rivaler, ikke mindst Roglic, hvis slovenske mysterium fortsætter.

Det betyder heldigvis ikke, at han ikke kan vinde løbet. Det vil være helt naturligt, at det alligevel er ham, der står øverst på podiet i Nice på søndag. Det bliver i hvert fald nok en af løbets favoritter og formentlig også en rytter fra et af de største hold. Sådan går det nemlig som regel, når WorldTouren kommer til Europa - selvom De Kleijn i dag viste, at normaliteten stadig ikke har indfundet sig helt efter det unormale anarki, der herskede i sæsonstarten.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT