Paris-Nice-analyse: Sejren, der måske koster den helt store sejr

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Da det i januar blev afsløret, at Paris-Nice-arrangørerne ASO i år ville erstatte deres nu faste midtugeenkeltstart med et nytænkt holdløb, var Jonas Vingegaard nok temmelig ligeglad. Danskeren havde for længst gjort det franske løb til sit første store sæsonmål, men om han skulle vinde tid på sine konkurrenter på den ene eller den anden måde, var jo ligegyldigt. Han skulle nemlig hverken op mod Tadej Pogacar eller Remco Evenepoel, der vel reelt er at regne som de eneste to reelle trusler mod den stærke dansker, og alle hans øvrige rivaler kunne han regne med at sætte til vægs, uanset om han skulle køre alene eller sammen med sit suveræne hold i det nordfranske fladland.

I midten af februar fik han nok alligevel lidt travlt med at føje ASO til listen over julekortmodtagere senere på året. Her fik Pogacar nemlig pludselig den ide, at det var sjovere at vinde Paris-Nice for første gang end at gentage sin suveræne double med Strade Bianche og Tirreno-Adriatico, og så blev det pludselig helt afgørende, at der for første gang i 30 år skulle køres holdløb undervejs på den traditionelle rejse mod solen. Hvor en enkeltstart kunne falde ud til både Pogacars og Vingegaards fordel - det står nemlig 3-3 i det interne regnskab baseret på 2021- og 2022-sæsonerne - var det soleklart, at et holdløb kun kunne have én vinder, nemlig Jumbo. Spørgsmålet var alene, hvor meget det hollandske superhold ville sætte i banken i forhold til araberne fra UAE inden de kommende slag i bjergene.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det er heller ikke svært at se, at Jumbo så netop holdløbet som det våben, der skal sørge for, at Vingegaard står øverst på podiet, når han for første gang i karrieren kører ind på Promenade d’Anglais i Nice på søndag. Hvor man i den udtagne trup skal spejde langt efter de klatrere, der skal hjælpe ham senere på ugen, er der til gengæld tempospecialister i en sådan overflod, at man næsten skulle tro, at 3. etape var det eneste, der skulle køres i denne uge. Rohan Dennis og Tobias Foss har tilsammen så mange verdensmesterskaber, at de godt kan låne lidt ud af dem, Vingegaard selv, Edoardo Affini og Jan Tratnik er at regne som deciderede specialister, og store, stærke Nathan Van Hooydonck har også kørt pæne enkeltstarter på flade ruter. Kun Olav Kooij var ikke til megen hjælp denne tirsdag eftermiddag, hvor han da også hurtigt blev sat, men det kunne man nok overleve, når resten af holdet kunne træde så mange watt, at al tale om energikrise denne eftermiddag blev aflyst i Nordfrankrig.

Da Vingegaard, Tratnik og Van Hooydonck sammen nåde målet efter turen rundt i det franske fladland, må de derfor have gnedet sig en ekstra gang i øjnene, da de kiggede op på uret. Jo, de endte skam med at vinde etapen, men var det ikke sket, ville der også have været gule bjælker og hele Breaking-pivtøjet på TV2 News. Så store favoritter var de, at alt andet end en sejr havde været en sensation, og den sensation var EF og Magnus Cort bare ét sølle sekund fra at skabe.

Det lever Vingegaard nok med. Sejren var jo alligevel hans, og at han ikke vandt så megen tid på Neilson Powless som ventet, forstyrrer næppe hans nattesøvn. Det gør det til gengæld helt sikkert, at den buffer til Pogacar på 35-50 sekunder, som jeg havde sjusset mig frem til inden løbet, blot endte som sølle 23 sekunder. Da den slovenske rival samtidig fik dobbelt så mange bonussekunder ud af de to første dage, som man kunne have ønsket sig - de 6 sekunder på 1. etape var pokkers svære at undgå - står det danske es nu med et sølle forspring på 11 sekunder, der er så beskedent, at han sagtens kan tabe det alene på bonussekunder.

Det var da også tydeligt, at Vingegaard havde svært ved at finde den helt rette grimasse i vinderinterviewet, hvor han ærligt erkendte, at de ”nok” havde regnet med at vinde lidt mere tid, end de gjorde. Det er da også et mindre mysterium, hvordan så stærk en trup kunne præstere så ”svagt” i et løb, de ikke kunne undgå at vinde.

Det er svært ikke at tænke på de nye regler, der blev benyttet mere, end jeg havde ventet. De fleste hold holdt sammen på tropperne til de allersidste kilometer, men herefter blev de sidste ressourcer også brugt så fuldt ud, at de fleste hold nåede mål med kaptajnen enten alene eller sammen med bare én hjælper. Jumbo var et af få hold, der ikke kørte denne form for spurt, og reelt sluttede de med fire mand.

Løb Vingegaards gode hjerte af med ham? Det er svært ikke at få den tanke. I hvert fald fik Van Hooydonck lov til at sidde på hjul af Foss, Tratnik og den danske kaptajn til sidst i noget, der lignede et forsøg på at give den loyale hjælper en flot gave i form af den gule trøje, han grundet gårsdagens to bonussekunder havde kurs mod. Det ville i hvert fald ikke være ulig Vingegaards beskedne og omsorgsfulde væsen at have sådan en gave i tankerne, når man husker på, hvordan han sidste år forærede Wout van Aert en Tour-etapesejr som tak for god og tro tjeneste de forløbne tre uger.

Den slags er der bare næppe råd til, når modstanderen er en slovener, der særligt på denne tid af året har for vane at være et sandt uhyre. Der var i hvert fald en helt anderledes intensitet over den spurt, det slovenske monster lancerede, da han blæste væk fra den fornemt kørende Mikkel Bjerg, der var en afgørende faktor i at sikre, at Pogacar sover langt bedre end Vingegaard i nat. Araberne gjorde det måske e smule bedre end ventet, men ikke meget. En 5. plads var nogenlunde som forventet, og det var stort set også de ventede hold, der slog dem. Nej, problemet var, at Jumbo havde en sejrsmargin, der var langt mindre end ventet.

Helt paradoksalt blev det af, at Van Hooydonck slet ikke fik sin gave. Det forhindrede den urimeligt formstærke Cort og et EF-hold, der virkelig har gjort noget ved deres tempoevner i løbet af vinteren. Få dage efter den chokerende 2. plads i Emiraterne var de nemlig pokkers tæt på at levere endnu en sensation, og man må bittert føle med amerikanerne, når de nu to gange på kort tid har tabt et holdløb med sølle ét sekund. Hvor det i ørkenen dog alene var 2. pladsen, der grundet en svag trup skabte sensationen, var der her ingen tvivl om, at de ville være med helt fremme. Det lå i kortene, når man har Stefan Bissegger til at styre en så tempostærk trup. Nej, det sensationelle var, at de var så tæt på at slå de enorme favoritter.

Det var de imidlertid ikke alene om at være. Efter at Mauro Schmids sygdom forvandlede Soudal fra topkandidat til outsider, lå det i kortene, at EF og det australske hold burde komme tættest på Jumbo. Australierne havde nemlig sørget for at udstyre Simon Yates med et meget tempostærkt hold til en disciplin, de altid har elsket, og de skuffede bestemt ikke. Inden løbet kunne Yates ellers nok have overvejet, om en enkeltstart eller et holdløb havde været en fordel i kampen om den 3. plads, der nok er det højest opnåelige, men nu kan han måske alligevel drømme om måske at kunne snyde de to favoritter, hvis de kigger lidt for meget på hinanden. Han er i hvert fald meget tættere på den gule trøje, end han havde været efter en enkeltstart, selvom han har forbedret sine tempoevner så markant.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

At kalde ham den store vinder kan man imidlertid slet ikke. Den titel aspirerer Pogacar til, men han skal i den grad slås med David Gaudu. Det var ikke svært at regne ud, at den temposvage franskmand allerede på forhånd fik en enorm gevinst af at kunne sætte sig i baghjulet på monsteret Stefan Küng frem for selv at blæse væk på egen hånd i det nordfranske fladland, men at gevinsten skulle blive så stor, var alligevel svært at forudse. Schweizeren virkede om muligt endnu mere overbevisende, end han gjorde, da han knuste Filippo Ganna i Algarve for et par uger siden, og nu står Gaudu med en gylden mulighed for at sikre sig den podieplads, han vil få meget svært ved at opnå på en klassisk Paris-Nice-rute.

Også Bora kan være svært tilfredse. Det var ikke svært at se, at de ville komme godt af denne disciplin, men de gjorde det måske endda endnu bedre end ventet. Noget tyder i hvert fald på, at der er sket noget på tempofronten siden sidste år, når man ser på, hvad Nils Politt leverede i Algarve, og hvad Lennard Kämna og Jai Hindley præsterede i Italien i går. I dag satte de en fed streg under en fremragende start på tidskørselssæsonen, og nu er så det store spørgsmål, om det er starten på en genfødsel af den dobbelte vinder Maximilian Schachmann, eller om det blot var udtryk for, at en fortsat nødlidende tysker fik stor gavn af et stærkt hold. Det ved vi meget mere om i morgen.

Det endte heller ikke med at gå helt så galt for Mattias Skjelmose, som det så ud til ved mellemtiden. Det danske es kunne vel næppe have forventet meget mere med en meget uhomogen trup, der bestod af tre specialister i form af ham selv, Mads Pedersen og Daan Hoole, men derudover ikke havde voldsomt meget at byde på. De endte i hvert fald nogenlunde, hvor jeg havde rangeret dem på forhånd, akkurat som det gjaldt for Bahrain, der trods en ikke specielt imponerende trup gav Jack Haig, Gino Mäder og Wout Poels et fint udgangspunkt og bekræftede det, vi så i Emiraterne, nemlig at de er ved at få styr på tempofronten, der jo ellers har haltet gevaldigt.

Det har den også hos Romain Bardet, men ligesom Gaudu var han på forhånd udråbt som en sikker vinder på baggrund af holdløbet. Alligevel blev også han en større vinder end ventet, for DSM var kommet til løbet med en trup uden specialister. Akkurat som vi så det i Algarve, Emiraterne og senest i Tirreno synes det hollandske mandskab imidlertid i gang med at levere et af årets tempomirakler, for i dag gjorde de det igen bedre, end man på forhånd ville have ventet. Også Bardet har derfor nu en historik chance for et topresultat, han næppe ville kunne opnå på en rute med enkeltstart.

Faktisk kørte de i samme tid som Ineos. Den slags er ellers alt andet end hverdagskost på et holdløb, men denne gang var det nu ventet, at briterne ville få det svært. De er nemlig næsten de eneste, der ikke har brugt holdløbet som argument for at sende deres tempospecialister til Frankrig. Tværtimod er et mandskab, der har så mange specialister, at alle svin, der blev fodret med dem, ville blive overmætte, taget til løbet med kun to eksperter i form af Daniel Martinez og Joshua Tarling. Samtidig med at Filippo Ganna, Magnus Sheffield, Michal Kwiatkowski og Thymen Arensman boltrer sig i jagten på personlig succes på de italienske landevej - en luksus, der ikke er Küng, Foss, Dennis, Bissegger eller Affini forundt - må Daniel Martinez og Pavel Sivakov nu sande, at de - helt som forventet - har en vej op ad bakke i jagten på podiet.

I det hele taget blev det forhåndshierarki, jeg havde rangeret i optakten, stort set respekteret. Den kedelige undtagelse var naturligvis Soudal, men de var jo allerede ude af kampen, da Schmid meldte forfald. Med seks mand kører man ikke med om sejren, men når nu sejren alligevel var væk, kunne det hele også være lidt lige meget. Med Schmid ude af billedet er holdet nemlig helt uden ambitioner i klassementet, og om de blev nr. 7, 17 eller 22 kunne derfor være hip som hap. Vi kan blot ærgre os over, at vi ikke får lov at se, hvor godt Schmid faktisk klatrer i dag.

Længere tilbage var det de ventede ryttere, der fik lussinger. Det gjaldt for Matteo Jorgenson, som dog slet ikke har grund til at være utilfreds, Ion Izagirre, der egentlig også kan være ganske tilfreds, David De La Cruz Aurelien Paret-Peintre, Kobe Goossens, Anthon Charmig og Nick Schultz, der alle var sikre tabere i denne disciplin. Det var desværre også Kevin Vauquelin og Pierre Latour, der på forhånd var udpeget som de ryttere, der ville begræde erstatningen af enkeltstarten med holdløbet mest.

I hvert fald sammen med Pogacar, men han er heldigvis aldrig bange for en udfordring. Han vidste, at denne etape ville være en kamp op ad bakke, da han besluttede sig for at søge konfrontationen med Vingegaard i stedet for at tage den ”sikre” sejr og det ”sikre” hattrick i Tirreno. Nogen stor taber endte han bare slet ikke med at være, for det er slet ikke sikkert, at han havde stået meget bedre efter en enkeltstart. Det er i hvert fald et næsten utopisk drømmescenarium, at sloveneren efter i dag kan vinde løbet alene ved at score relativt få bonussekunder, og det er nu slet ikke givet, at det er ham, der skal blæse til en stor offensiv, og Vingegaard, der de kommende dage bare skal forsvare. Skulle det blive til slovensk triumf på søndag, må man i hvert fald håbe, at danskeren huskede at nyde dagens tur på podiet, for det kan paradoksalt nok være dagens sejr - og den måde, den blev sikret på - der sidste ende kan koste ham den helt store gevinst i Nice.

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+