Tirreno-Adriatico-analyse: Da A-kæden løste problemet

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Man har været helt rundforvirret, når man har set Alpecin i år. Nu har vi i flere år været vant til, at det belgiske hold var en af sportens store succeshistorien. Hvor det i starten blev regnet for Mathieu van der Poels hold, har det lynhurtigt udviklet sig til at være et af sportens stærkeste mandskaber, der har været alt for gode til den ProTeam-status, de til nogen kritik har haft indtil denne sæson, og paletten er blevet meget bredere end blot at tælle holdets store stjerne. Både Jasper Philipsen og Tim Merlier har etableret sig helt oppe i den øverste del af sprinterhierarkiet, men også holdets mange andre stærke ryttere har gjort det så godt, at holdet i 2021 sågar endte på en 6. plads på verdensranglisten.

Deres succes har også irriteret rivalerne. I hvert fald har Soudal-manager Patrick Lefevere og Jumbo-manager Richard Plugge flere gange offentligt kritiseret det belgiske hold, der ofte har brugt deres lavere status til at undslå sig føringsarbejdet selv i løb, hvor de var til start med en af deres tre stjerner. Den undskyldning kan de imidlertid ikke bruge længere, for nu har Roodhooft-brødrenes mandskab endelig fået den plads på WorldTouren, de burde have haft for længe siden.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Der er også blevet oprustet. Nok måtte man sige farvel til Merlier og Jay Vine, der fik mere attraktive tilbud andetsteds, men klassikerfronten blev styrket med Quinten Hermans og Søren Kragh, og Kaden Groves blev hentet ind som en yngre erstatning for Merlier. Selvfølgelig ville det være svært at erstatte to ryttere, der til sammen har vundet fire grand tour-etaper, men holdet havde nu al mulig grund til at tro, at de også i 2023 ville være den succeshistorie, de plejer.

Sådan har det bare slet ikke været. Vel for første gang i deres historie har holdet været ramt af modgang og en regulær krise. Indtil i går havde holdet end ikke haft én eneste podieplads, og indtil for kort tid siden havde de slet intet vundet. Da også FDJ og Ag2r for et par uger siden kom på tavlen med deres sejre i hhv. Algarve og Var, stod det succesrige belgiske mandskab pludselig tilbage som det eneste WorldTour-hold uden én eneste gevinst. Det på trods af, at Soudal og UAE allerede har nået tocifrede antal sejre. Ja, selv miniputterne fra EF havde allerede vundet 10 gange, inden Alpecin overhovedet var kommet i gang. Mindre ondt har det nok heller ikke gjort at se både Vine og Merlier komme flyvende fra start for deres nye hold.

Det kan man til gengæld ikke sige om Alpecins nye navne. Groves har ikke blandet sig fremme i én eneste massespurt endnu, selvom han startede sin sæson helt tilbage i Australien, og Kragh, der ellers plejer at starte som lyn og torden, fejlede fælt i åbningsweekenden. Hermans kom bestemt heller ikke opløftende i gang i sin portugisiske debut, hvor han var milevidt fra sit bedste niveau, og da holdets velkendte navne heller ikke har slået til, roder holdet lige nu rundt på verdensranglistens 28. plads, sågar bag Soudals udviklingshold og Thailand Continental Cycling Team, der med al respekt ikke regnes om hørende til blandt sportens giganter.

Heldigvis kunne Roodhooft-brødrene sove roligt. De havde nemlig gemt A-kæden bestående af Van der Poel og Philipsen i reserve, og med så stærkt et arsenal skulle tingene nok rette sig. Sådan gik det bare ikke. Philipsen havde en katastrofal åbningsweekend, hvor han styrtede to dage i træk, og da alle ventede på Van der Poels magtdemonstration i Strade Bianche, endte han akkurat som den skygge af sig selv, som hele Alpecin har været.

Men klasse fornægter sig ikke. Det så vi allerede i går, hvor det vel kun var Fernando Gavirias lange spurt, der kostede Philipsen den første sejr. I hvert fald var han for at fange den colombianske sprællemand tvunget til at køre en lang spurt, der i sidste ende endte som det perfekte lead-out for Fabio Jakobsen, der alligevel kun kunne slå ham med det yderste af neglene. Den gjorde naturligvis ondt, men Philipsen tankede heldigvis selvtillid med bevidstheden om, at han formentlig havde været stærkeste og hurtigste mand - og i det mindste fik han slettet nullet ud for antallet af podiepladser.

I dag røg nullet ud for antallet af sejre så endelig. Når man har en A-kæde bestående af Van der Poel og Philipsen, kommer alt godt nemlig til den, der venter, og i dag leverede de to stjerner mildt sagt lidt af en opvisning, da den anden af de forventede tre massespurter i Tirreno-Adriatico udfoldede sig i Foligno. Egentlig spillede det ikke optimalt i den uhyre kringlede finale i den midtitalienske by, for det lykkedes aldrig for duoen at finde nyerhvervelse Ramon Sinkeldam, der sammen med Van der Poel ellers skulle udgøre et supertog, som kun Soudal samt måske Intermarché og Bahrain havde en mulighed for at måle sig med.

Det gjorde bare ikke noget. Van der Poel mindede os alle om, at Strade-udgaven af ham ikke er den rigtige, da han med sublim teknik og stort overblik førte Philipsen til fronten igennem de mange sving, der gjorde spurten til et spørgsmål om position mere end fart. Herefter fik han splittet Bahrain-toget, hos hvem Nikias Arndt ellers var ved at sætte Phil Bauhaus i scene, inden han kørte et lead-out, som må have fået Roodhooft-brødrene til at overveje, om de i virkeligheden kunne have sparet Sinkeldams løncheck væk.

Derfra var det ren procession at komme af med det forbistrede nul. Nok havde han Bauhaus direkte i sit hjul, men som Philipsen spurtede i går, og Bauhaus har spurtet i år, var det opgør som en kamp mellem FC Barcelona og Døllefjelde Musse. Bauhaus skulle da også anstrenge sig for blot at holde Philipsens hjul, og med ét sørgede han og Van der Poel i forening for, at alt blev forandret. Som han har spurtet de seneste to dage, ligner han nemlig en mand, der ikke er blevet ringere i løbet af vinteren efter en i forvejen vild 2022-sæson, og Van der Poel ligner en mand, der stille og roligt er på vej mod den klassikerform, der igen skal forvandle ham fra lam til uhyre.

Til gengæld var det en nedtur for de to hollandske supersprintere, der sammen med Philipsen havde påtaget sig ansvaret for at hente dagens udbrud, men det kunne nu ikke undre. Ganske vist fik vi i gå bekræftet, at Soudal-toget er fremragende, men i kringlede finaler sker det alt for ofte, at Fabio Jakobsen mister sit hold. Det skete da også, bedst som Julian Alaphilippe, Casper Pedersen, Bert Van Lerberghe og Jakobsen havde sat sig i formation og taget kontrol, og selvom de havde tabt Davide Ballerini, havde de på det tidspunkt kurs mod endnu en sejr - lige indtil Jakobsen altså nok engang røg af. Derefter var det en tabt kamp, som det desværre alt for ofte er for europamesteren, der måske nok er lynhurtig, men slet ikke har Philipsens positioneringsevner.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Det har Dylan Groenewegen bestemt heller ikke, og derfor lå det næsten i kortene, at han aldrig ville kunne vinde denne tricky spurt. I forvejen så han ud til at være helt uden sin vante fart i gårsdagens spurt, men selvom han positionerede sig bedre end vanligt i Emiraterne, kunne det næsten ikke lykkes for ham at komme frem i denne afslutning. Det gjorde han da heller ikke, og dermed blev det nok engang understreget, hvorfor manden, der længe var at regne som verdens hurtigste, stadig har vundet langt mindre end andre sprintere, der ikke har samme fart som ham.

Nej, han kunne lære noget af Biniam Girmay. I år har det været ret bemærkelsesværdigt, hvordan supertalentet er blevet helt philipsensk i sin træfsikkerhed i positionskamp, for han sidder næsten altid godt. I dag sad han ganske vist en anelse for langt tilbage til at kunne måle sig med Philipsen - det ville ellers have været spændende at se med den uventet fine fart, eritreeren har haft i år - men helt galt går det aldrig. Nu skal Mike Teunissen, der har været en skygge af sig selv som lead-out man i år, bare finde sig selv. Derefter kunne det lugte af, at vi skal til at regne Girmay som topkandidat også i de klassiske massespurter.

Det gjorde vi også med Bauhaus sidste år, men det gør vi ikke i år. Igen i dag så vi, at tyskeren slet ikke har sin gamle fart, men heldigvis er der et lyspunkt. Allerede på forhånd lignede denne spurt en god chance, for her kunne han lukrere mere på sit stærke tog med Nikias Arndt og Andrea Pasqualon mere end sin egen fart. Det gjorde han da også, da Arndt satte ham ganske perfekt op, og havde Philipsen og Van der Poel ikke været så pokkers gode, kunne han såmænd have taget sin anden etapesejr i løbet denne eftermiddag.

I det hele taget blev det en spurt, der i vidt omfang bekræftede, hvem der er gode i positionskampen. Naturligvis sad Simone Consonni, der med Axel Zingle og Davide Cimolai også har et af de bedste tog, godt placeret, og naturligvis kunne man regne med Edward Theuns, der trods svag støtte sjældent sidder helt forkert. For Jordi Meeus er en 10. plads under vanlig standard, men i et løb, hvor han er helt alene i finalerne, er det udtryk for, at han er blevet ganske hæderlig i positionskampen.

På samme måder var taberne de ventede. Naturligvis kom hverken Fernando Gaviria eller Mark Cavendish frem, når de begge har svage hold og er blevet svage i positionskampen. Det samme gælder for Jake Stewart, og selvom man normalt ville vente sig mere af ham i denne slags finaler, positionerer Giacomo Nizzolo sig slet ikke som i gamle dage, hvilket gør det svært i et løb, hvor han er helt alene. Normalt ville man vente at se Nacer Bouhanni helt fremme i denne slags afslutninger, men i lyset af hans lange skadespause var en 11. plads ganske pænt. Og så skal vi bare til at vænne os til, at Peter Sagan, der normalt havde været stensikker podiemand i en afslutning som denne nu åbenbart også har mistet den evne, der tidligere var hans helt store styrke, nemlig positioneringen.

Den har Matteo Moschetti også altid haft ret godt styr på, men det var nu alligevel fornemt at se ham så langt fremme i et løb, hvor hans hold er blandt de svageste. Det bekræftede indtrykket af en genfødsel, som hans vilde Almeria-spurt indikerede, og selvom han denne gang slet ikke havde samme fart, er det stadig helt anderledes end i den gennemført triste 2022-sæson, hvor han vel nærmest var på vej mod deroute.

Deroute er ikke et ord, man anvender om Wout van Aert, men i dette løb, hvor han har været en tam skygge af sig, har alt alligevel været anderledes. Det er det for så vidt stadig, for der var ikke meget klassisk Van Aert i den lidt pauvre spurt, han kørte, men det var opløftende at se, at han undervejs på etapen skiftede holdning og alligevel blandede sig i en spurt, han ellers droppede i formiddagens interviews. Det skyldes formentlig, at han var blevet opildnet af det fornemme sidevindsangreb, Jumbo-mandskabet lancerede.

Al historik fortæller ellers, at sidevindskørsel og Tirreno er to helt uforenelige størrelser. I dag lykkedes det imidlertid de brølstærke hollændere at skabe den første sidevindssplittelse i den tid, jeg kan huske, og selvom det ikke blev til noget, gav den alligevel nogle svar. Primoz Roglic er i hvert fald ikke helt uinteresseret i resultater, selvom han har hævdet det, og Filippo Ganna bekræftede sin skræmmende form med en opkørsel, der er svær at glemme. Gaviria og Philipsen svigter også sjældent i sidevind, hvad man heller ikke vil forvente af Magnus Sheffield, der efter en lidt træg start virker flyvende lige nu, og så var det godt at se livstegn fra Alaphilippe. Lennard Kämna var til gengæld en uventet tilstedeværelse, men han virker slet og ret flyvende lige nu, Thymen Arensman overraskede positivt i betingelser, der vel ikke er hans, og så bekræftede finalen, at Brandon McNulty endelig er ved finde sig selv efter en mildt sagt pauver start.

Den pauvre start har han dog ikke været alene om. En sådan har Alpecin i den grad stået for i en sæson, hvor krisen blot er blevet større og større, efterhånden som afstanden mellem deres 0 og toppen af sejrslisten bare blev større og større. Alligevel er det slet ikke sikkert, at Roodhooft-brødrene overhovedet nåede at sove uroligt. Når man kan ringe til en A-kæde med Van der Poel, kan man nemlig gå til køjs med den største ro i sindet.

STREAM PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+