Tirreno-Adriatico-analyse: Dramaet, der fusede ud

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

En cykelsæson byder på så mange fascinerende cykelløb, at det er meget svært at vælge det bedste. De fleste vil dog nok pege på én af de tre grand tours eller et af de største endagsløb, men går man lidt længere ned i rækkerne, er der også andre løb, det er svært ikke at glæde sig lidt ekstra til.

Et af dem er Tirreno-Adriaticos klassiske muretape. I de senere år, hvor man er begyndt at bevæge sig ind i de høje bjerge på en stor kongeetape, har de korte, men uhyggeligt stejle bakker, der mere end noget andet har været det italienske løbs kendetegn, fået reduceret deres overordnede betydning i forhold til årene frem til 2011, hvor det var her løbet blev afgjort. I dag er det langt fra altid, at muretapen, der er en fast bestanddel af løbet, bliver afgørende, men alligevel har den stadig leveret nogle af de største dramaer.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Et af de bedste var i 2013, hvor Chris Froome med sejren på kongeetapen lignede en stensikker vinder, men hvor Vincenzo Nibali på en episk regnvejrsdag knækkede ham efter en stor offensiv med Peter Sagan, der har leveret nogle utrolige ting i netop dette terræn, og Joaquim Rodriguez. Et andet kom i 2019, hvor Jakob Fuglsang udnyttede duellen mellem Adam Yates og Primoz Roglic til at tage en solosejr, mens Yates højst overraskende satte den på det tidspunkt eller uovervindelige slovener. Og sidste år blev vi vidner til et af de allerbedste, hvor Mathieu van der Poel leverede et gigantisk soloridt, som nær var endt tragisk, da en overmenneskelig Tadej Pogacar kom blæsende mod ham på de sidste kilometer, hvor han stod så stille, at en bevægelsescensor formentlig havde holdt lyset slukket.

De tre udgaver var alle med til at skabe forskelle, man slet ikke så på kongeetapen - som dog i 2019 var fraværende i en udgave, hvor løbet for en kort bemærkning vendte tilbage til sine rødder - og på den baggrund var det også med vanlig spænding, at man kunne se frem til det slag, der i dag ventede på løbets ikoniske mure. Ikke mindst med udsigten til det så længe ventede opgør mellem Tadej Pogacar, Jonas Vingegaard og Remco Evenepoel, der blev sat endnu mere i scene i gårsdagens puncheurfinale, var der lagt op til en sand lækkerbisken.

Alligevel var entusiasmen måske ikke helt så voldsom som i andre udgaver. Denne gang havde arrangørerne nemlig holdt igen med udfordringerne, og modsat de ovenfor omtalte udgaver, hvor løbet kunne åbnes tidligt, var murene denne gang koncentreret over de sidste 25 km. I forvejen havde vi i 2017, hvor samme finale i Fermo var blevet benyttet, set, at en god håndfuld af de bedste endte i samme tid - i øvrigt på en dag, hvor Peter Sagan igen overgik alle forventninger til sin klatring og vandt etapen - og dengang var det endda efter en hård dag med 3410 højdemeter. Denne gang var etapen betydeligt mere moderat, og det var derfor stensikkert, at der ikke lå en gentagelse af sidste års episke blodbad forude.

Netop derfor lå det også i kortene, at der måtte blive åbnet lidt tidligere. De fleste vidste, at Pogacar, der som puncheur er både Vingegaard og Evenepoel overlegen, ville vinde, hvis favoritterne kom samlet frem til den sidste mur. Skulle det forudsigelige nederlag undgås, skulle man enten isolere sloveneren fra sit stærke hold på det flade mellemstykke efter den stejleste del af finalemuren, eller man måtte tvinge ham til at bruge så mange kræfter, at finalen blev mindre eksplosiv, end den lagde op til.

Længe så det ellers ud til at gå Pogacars vej. Vi skulle helt frem til den allersidste del af næstsidste stigning, inden den ene af Pogacars to hovedrivaler rørte på sig. Naturligvis var det altid aggressive Evenepoel, der mere end nogen anden havde glæde af et uroligt og knap så eksplosivt løb, og da først vidunderbarnet havde forceret én gang, var drømmesituationen etableret.

Det var nemlig kun Pogacar og Vingegaard, der kunne svare, og nu var de tre store favoritter i fælles front på vej frem til den afgørende stigning, hvor de skulle udkæmpe et fascinerende slag. Egentlig tilsagde al logik, at Pogacar ikke skulle bringe sig i den sårbare situation, han åbenlyst var i, og straks sætte sig på hjul, indtil han fik selskab bagfra af sit stærke hold og den uhyre velkørende Marc Soler, men vi har nu lært, at Pogacar ikke følger konventionel logik. Han er aldrig bange for at køre cykelløb, løbe risici og spilde en masse energi - måske fordi han modsat alle andre har råd til det - og derfor fandt supertrioen ind i et velsmurt samarbejde. Evenepoel havde selv skabt balladen, og Vingegaard havde samme interesse som belgieren, ligesom han også havde et særligt behov for at indhente lidt af den tid, han tabte på enkeltstarten, så han i hvert fald sikrede sig en podieplads.

Bedst som vi glædede os, skete det, der ikke måtte ske. Simpel uopmærksomhed berøvede os for den forrygende afslutning, der var lagt op til, da supertrioen begik en kollektiv brøler ved at fortsætte ligeud i stedet for at dreje. Med ét blev det uhyre spændende løb totalt forandret, og da de italienske tv-producere efterfølgende begik, hvad der må være den mest elementære fejl inden for dækning af cykelsport ved slet ikke at vise feltet i hele finalen, blev det, der skulle have været en forrygende cykeldag for alverdens cykelfans forvandlet til et knap så interessant studium af, hvor god Warren Barguil er til at køre alene.

Uden mulighed for ved selvsyn at se favoritternes kamp blev vi ikke meget klogere end det, vi kan aflæse af resultatet og høre af rytternes reaktioner. Noget tyder imidlertid på, at vi ikke gik glip af alt for meget. En relativt stor gruppe, der ikke hentede væsentligt med tid på den ensomme Barguil, nåede mål i samlet flok, og finalen bød derfor ikke på den store aggression. Pogacar var fint tilfreds med at forsvare sig, da først etapesejren så svær ud, Evenepoel skulle formentlig komme sig efter den hårde opkørsel, og Vingegaard viste med sin passive kørsel på næstsidste stigning, at han formentlig har lagt hele sin taktik an efter at skulle slå til på kongeetapen.

Men vi kan da drage to konklusioner. Evenepoels egen frygt for, at han ville have det svært på stejle procenter, var i første omgang ubegrundet, og han efterlod et betydeligt bedre indtryk end i går ved trods den hårde opkørsel at ende i front, selvom langt de fleste blev sat af. Vingegaard fik ved sit svar på Evenepoels angreb også nok engang bevist, at han meget vel kan være førsteudfordrer til Pogacar på Monte Carpegna i morgen. Og Pogacar? Ja, han er jo bare Pogacar.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Vi fik også andre svar. Enric Mas har set flyvende ud hele året - senest i går, hvor han kun gled tilbage i selve spurten - og han var naturligvis med i front. Det samme var Richie Porte, og det var en dejlig bekræftelse at få. Det var lidt bekymrende at se ham glide så langt tilbage efter sin forcering i går, for i hans alder er man aldrig bedre end sin sidste præstation. I dag fik han bevist, at hans topniveau, som sidste år sikrede ham en sejr og to 2. pladser i WorldTour-etapeløb, fortsat er tårnhøjt.

Mere overraskende er det dog at se Mikel Landa og Jai Hindley fremme. Jeg skal blankt indrømme, at jeg var bekymret for baskeren efter hans chokerende dårlige efterår og hans meget svage indtryk i Andalusien. Da han i onsdags blev kørt ud af hjulet af Tao Geoghegan Hart på en lille bakke, så det decideret alarmerende ud, men de seneste dage har han pludselig bevist, hvorfor han så uhyggeligt velkørende ud, inden han styrtede ud af Giroen sidste år. Hindley har hverken sidste år eller i sæsonstarten efterladt spor af positive indtryk, men allerede da han i går gik med i Evenepoels første angreb, fornemmede man, at hans mange løb i optakten måske havde bragt ham nærmere den gyldne Giro-form fra 2020, og den fornemmelse blev bekræftet i dag.

Der var også andre positive bekræftelser. Særligt var det opløftende at se, at Thibaut Pinot, der har været på et kritisk niveau siden sit comeback fra rygsmerterne, nu to dage i træk har været med helt fremme. Også Domenico Pozzovivo viser, at han fortsat er konkurrencedygtig, ligesom Thymen Arensman, der ellers slet ikke er skabt til dette terræn, i dette løb endelig ser ud til at bekræfte det potentiale, vi har ventet på så længe. Damiano Caruso kom også fint igennem de stejle mure, som han har frygtet, og dermed bekræftede han, at han er stærkere på denne årstid, end han plejer. En positiv overraskelse var Romain Bardet, der bestemt ikke har imponeret endnu i år, men som med UAE Tour i benene og sygdommen på afstand måske alligevel er klar til at bygge videre på efterårets fine takter. Og så var det godt at se Victor Lafay med fremme igen, selvom det lå i kortene, at denne finale ville være en anelse for svær til, at han kunne gentage gårsdagens 3. plads

Der var også en række negative bekræftelser. Miguel Angel Lopez var højst overraskende ikke med i front i går, og efter i dag må man sande, at hans svage kørsel på sidste etape i Andalusien måske var udtryk for mere end bare en dårlig dag. Wilco Kelderman, der ellers burde være god i en sådan finale, fortsætter sit formsvage indtryk fra sæsonstarten, og Emanuel Buchmann er fortsat en større og større skygge af sig selv. Endelig er Julian Alaphilippe så skidt kørende, at man må være alvorligt bange for hans Sanremo-perspektiver, selvom han har en evne til at finde sin form til de store endagsløb ud af det blå. Mon ikke dagens præstation har bragt Fabio Jakobsen tættere på sin drøm om en startplads, for når den ene hest er usikker, er det måske bedre at have lidt flere usikre heste at spille på?

Der var også negative overraskelser. Giulio Ciccone havde set flyvende ud i går, men i dag var han snarere på det lidt triste niveau, vi så i Laigueglia. Formstærke Pello Bilbao havde man nok også ventet i front, men omvendt var denne finale slet ikke egnet til en mand, der i dag er en dieselmotor og slet ikke eksplosiv. Det er Tao Geoghegan Hart til gengæld, og derfor var det lidt af en lussing at se ham træde uhyggeligt firkantet, netop som han for første gang lignede den rytter, der vandt Giroen i 2020. Og så kunne man måske efter i går havde håbet, at Rigoberto Uran havde været mere formstærk, end han tilsyneladende er.

Formstærk er Warren Barguil heller ikke. Faktisk har han skuffet fælt gennem det meste af sæsonstarten, og de gode ben, han begyndte at vise i Drome-Ardeche, forsvandt som dug for solen i Strade Bianche. Faktisk gik han i går i udbrud for at forsøge at genfinde de ben, der var helt væk, men det lykkedes slet ikke, da Quinn Simmons kørte ham midt over.

Alligevel lykkedes det ham i dag at tage en af karrierens sjældne sejre, der hos ham til gengæld næsten altid er kæmpestore, når de endelig kommer. Det kan han formentlig takke de tre favoritters uopmærksomhed for, da deres samarbejde var så velsmurt, at han næppe havde holdt hjem uden den kikser. Han var også begunstiget af etapens lette start, som betød, at han havnede i et udbrud, hvor han på forhånd var den store favorit. Nok har han været formsvag, men blandt rytterne i første gruppe var det kun Gianluca Brambilla, Simone Velasco og Xandro Meurisse, der måske kunne måle sig med ham på stejle mure som disse, og de har alle vist så skuffende form de seneste uger, at Barguil, der på papiret var gruppens klart bedste klatrer, var den store favorit - en værdighed, han også suverænt levede op til. Om han så vil mene, at han har fundet de gode ben, han jagte i går, finder vi først ud af, når han igen skal slås med de favoritter, en klatrer som ham plejer at slås med, men uanset det fik han med sin store triumf sat en fed streg under, at Arkea med sin drømmestart på sæsonen har direkte kurs mod WorldTouren næste år.

Dermed kommer han og holdet i samme liga som Pogacar, Vingegaard og Evenepoel, men det bliver nu nok kun på papiret. De tre kometer udgør nemlig en liga, hvor det kun er meget, meget få, der kan være med, og den eksklusive gruppe tilhører Barguil ikke. Det er også derfor, at vi med så stor spænding havde set frem til deres store konfrontation i dette løb og ikke mindst til det show, muretapen plejer at levere. Det havde den også kurs mod at gøre i år, men desværre betød en dum fejl, at vi fremover vil huske 2022-udgavens opgør i løbets mest fascinerende terræn som et drama, der hurtigt fusede ud.

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris