Tour de France-analyse: Sprinteren der ødelagde sprinterfesten

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Da Tour-feltet efter fire dage i Alperne endelig ramte lidt fladere terræn på dagens lange etape til det kuperede Massif Central og storbyen Saint-Etienne, var der megen snak om Mads Pedersen og det med god grund. I denne sprinterfjendtlige udgave af Touren var der nemlig endelig en åbning for de hurtige folk. Desværre for de tungeste var det bare ikke for hvem som helst, for arrangørerne har designet rejsen mellem Alperne og Pyrenæerne så ubarmhjertigt, at den næsten udelukkende går igennem det kuperede Massif Central, og dermed var det alt andet end en ideel for feltets to tunge supersprintere, Fabio Jakobsen og Dylan Groenewegen.

Til gengæld var det guf for de holdbare folk. Et par stigninger i finalen burde være nok til at sende hollænderne ud ad bagdøren for derefter at udkæmpe et slag på det let sigende opløb i Saint-Etienne. Efter at spurterne i Danmark havde bekræftet, at de to hollændere ville blive svære at få skovlen under i klassiske massespurter, lignede dette således en af de bedste chancer for Pedersen.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Alligevel var det bestemt ingen given ting, at der skulle falde en tredje dansk sejr af i en anden uge, der foreløbig kun ”er fire etaper gammel”. Nok er Pedersen en hurtig afslutter, men de danske spurter viste tydeligt, at han ville få det svært i duel på ren fart med Jasper Philipsen og Wout van Aert, der ikke burde få problemer på dagens stigninger. Trods nederlagene på hjemmebanen havde han dog en vis grund til optimisme, for netop de to belgiere havde han jo slået i den stigende spurt, han vandt i Paris-Nice - endda ganske suverænt. Ganske vist var dette opløb betydeligt fladere og dermed mere passende for særligt Philipsen, men kombinationen af en hård etape og akkumuleret træthed midtvejs i en grand tour gjorde, at danskeren bestemt kunne tillade sig at drømme om sin første spurtsejr i Touren.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

Det lignede altså lige fra start Pedersens måske allerbedste chance for at få sin etapesejr, og derfor var jeg næppe den eneste, der havde regnet med, at Trek-mandskabet ville arbejde benhårdt for en spurtafgørelse. Vi så jo i Calais for en god uges tid siden, hvordan amerikanerne ikke blot havde jagtet udbruddet, men også skabt det hårde løb, der skal skabe betingelserne for en dansk spurtsejr. Denne gang var samme taktik langt mere oplagt, for ikke blot er Tour-feltet betydeligt mere mærket, end det var på fjerdedagen, terrænet var også langt mere opslidende.

Alligevel lurede der en trussel mod den strategi. På dette tidspunkt i en grand tour er succesraten stor for udbrud, og det gælder særligt på etaper, der er så kuperede som denne. Derfor lå det også i kortene, at etapen ville starte som det glade vanvid med endnu en sand angrebsbyge, og derfor lurede det hele tiden som en latent risiko, at et stort og stærkt udbrud ville køre væk og snyde sprinterne for det, der lignede deres bedste chance mellem 4. og 19. etape.

Sprinterne havde dog grund til fortrøstning. Sprinterfeltet nød nemlig godt af den lidt passive kørsel på 12. etape, der ellers var den farligste for de tunge folk, og dermed var det helt intakt, da starten gik midt i Alperne. Det betød, at der var en hel række hold, der burde have en klar interesse i at arbejde for en massespurt. Nok var der en vis sandsynlighed for, at finalen ville blive for hård for Jakobsen, Groenewegen og den formkriseramte Caleb Ewan, men når man er mødt til start med næsten rene sprinterhold, er man nødt til at skyde på alt, hvad der lugter af massespurt. Hjælpen var også sikret fra Alpecin, der i Philipsen vel havde etapens største favorit og som nu i fraværet af Mathieu van der Poel her måske havde deres allerbedste chance for at få deres etapesejr.

Det skortede altså ikke på sultne sprinterhold, og de blev endda hjulpet af, at starten var ganske let. Jo, der var en enkelt lille mur undervejs, men det var også den eneste væsentlige udfordring i en indledning, der derved ville blive lettere at kontrollere. Det var således ikke svært at finde argumenterne for, at den rigtige strategi var at satse på en spurt. Et intakt sprinterfelt og en let start gjorde det i hvert fald til ”risky business” at gå i udbrud, for man risikerede let at spille på den forkerte hest.

Derfor var det også overraskende at se, at det var lige netop Pedersen, der skød ud fra feltet som en kanon, da starten blev givet. Nok var det en glimrende finale for danskeren, hvis han vitterligt skulle ende i en gruppe, der holdt hele vejen, men ville Alpecin og de øvrige sprinterhold give ham lov?

Svaret var både ja og nej. Alpecin, Lotto og BikeExchange forsøgte ganske som ventet at lægge en hurtig dæmper på festlighederne, selvom det ikke var nævnt, men Quick-Step, Total og Intermarché, der alle havde en klar interesse i at arbejde for en spurt, så ud til allerede fra start at have kastet håndklædet i ringen. Samtidig så det ud til, at alle sprinterhold havde fået besked på at være årvågne på den stejle mur, for hvis der kørte en stærk gruppe der, turde de ikke at sidde tilbage uden en mand foran, for så kunne løbet meget vel være kørt.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Det lignede også en klog beslutning. Da muren var forceret, var Stefan Küng, Filippo Ganna og Matteo Jorgenson kørt væk, og bag dem var etableret en gruppe, der ikke blot talte Pedersen, men også ryttere fra både Quick-Step, Lotto, BikeExchange og Total. Pludselig pegede alle pile på Alpecin, der med blot seks mand tilbage i løbet sad alene med sorteper, og det endda samtidig med, at både Guillaume van Keirsbulck og Edward Planckaert var sat af. På det tidspunkt så det alligevel ud til, at Pedersen havde truffet den helt rigtige beslutning ved at lege lykkeridder og ikke sprinter.

Kort efter svingede pendulet imidlertid den anden vej. Ved lidt af et mirakel lykkedes det Silvan Dillier, Kristian Sbaragli og Alexander Krieger at holde liv i Philipsens sejrsdrømme ved at neutralisere den farlige gruppe, og med udsigt til et langt, fladt stykke pegede pilen igen på en spurt. Samtidig havde Pedersen allerede angrebet flere gang, så nu var det klogeste vel at vende tilbage til spurtstrategien.

Det havde det måske også været for alle andre, men Pedersens største styrke har jo altid været hans uopslidelighed. Hvor alle andre nok havde skullet komme sig efter de indledende strabadser, gik han med det samme i offensiven sammen med holdkammeraten Quinn Simmons. Med sig fik de yderlige to klasseryttere i form af Fred Wright og Hugo Houle, og da de kort efter fik kontakt med Ganna, Küng og Jorgenson, stod det hurtigt klart, at Pedersen havde været den kloge ved at skippe den åbenlyse strategi, nemlig spurten.

Udbruddet var nemlig blevet akkurat så stærkt, som sprinterholdene kunne frygte, og allerede fra start stod det klart, at gruppen formentlig ville holde, hvis ikke de alle gjorde fælles front i en kollektiv jagt. Med to af verdens førende tempomaskiner, en uopslidelig dansk dieselmotor, et af feltets mest lovende brostenstalenter i form af Wright, en lovende og alsidig klatrer i form af Jorgensen og de brølstærke Houle og Simmons ville det selv i fladt terræn være svært at få dem bragt tilbage, og med en kuperet afslutning så det mere end svært ud. Sprinterholdene var jo af gode grund nødt til at køre langsomt på alle stigningerne, og her ville de aldrig kunne undgå at tabe tid til så stærk en gruppe i front.

Alligevel kom den fælles front aldrig. Udbryderne havde nemlig det held, at Fabio Jakobsen, Peter Sagan og Alexander Kristoff allerede havde været sat på den stejle mur, og dermed viste de sig slet ikke villige til at kaste sig ind i jagten. Quick-Step kom ganske vist kortvarigt frem i finalen, men den hårde start havde været nok til at eliminere ikke færre end tre af de hold, der potentielt kunne tænkes at jagte.

Samtidig har BikeExchange ikke forandret. Selvom australierne er kommet til løbet næsten alene for at vinde spurter og var i den luksussituation, at de havde både en holdbar sprinter i form af Michael Matthews og en tung en af slagsen i form af Groenewegen rørte de ikke en finger. Australierne har altid været kendt som det mindst føringsvillige hold, men i dag nåede det helt absurde dimensioner, at de aldrig satte sig frem, mens tid var. De overlod alt arbejdet til et svækket Alpecin-hold og et Lotto-mandskab, der var tvunget til at køre langsomt på alle stigninger for ikke at knække Ewan, der dog ellers i dag klatrede betydeligt bedre, end han gjorde for nogle dage siden.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

I det øjeblik havde udbruddet allerede vundet kampen. Det kan godt være, at afstanden altid holdt sig under tre minutter, men Alpecin var for svage til at køre stærkt på stigningerne, hvor udbruddet også vandt tid hver eneste gang, og Lotto var tvunget til at køre langsomt. Helt galt gik det, da stakkels Ewans endeløse serie af uheld fortsatte og sendte ham i asfalten med en sådan kraft, at Alpecin med kun en lidt halvhjertet hånd fra Quick-Step, der alligevel syntes, at de skulle vise flaget en anelse, var helt alene om at hente et udbrud, der havde så meget muskelkraft, at man troede, det var løgn.

De måtte da også hurtigt opgive kampen. Da utrættelige Silvan Dillier som sidste mand sagde tak for i dag var kampen vundet. Ganske vist nåede BikeExchanges pokerspil helt absurde højder, da de alligevel iværksatte en jagt efter toppen af sidste stigning, men der var det allerede for sent. Det ikke specielt overbevisende hold havde aldrig en chance for at hente de forreste, og de havde heller ikke fortjent at få deres belønning for den sene indsats. Selvfølgelig skulle de køre langsomt på stigningerne af hensyn til Groenewegen, men der var så rigeligt med fladt terræn tidligt på etapen, som kunne være blevet udnyttet til at vinde tid på udbruddet.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Gennem hele dagen pegede det hele således på en udbrudssejr, og derfor troede jeg faktisk, at Trek skød sig selv i foden, da de valgte at ofre Simmons på at holde feltet stangen. Det krævede nemlig ikke megen omtanke at indse, at alle ville kigge på Pedersen i en finale, hvor han var den i særklasse hurtigste, og når folk som Ganna og Küng skulle kontrolleres, var det nok en god ide at have to mand. Det så i hvert fald ud til, at kollegerne i front var en større trussel end feltet, og derfor kunne det se ud til, at overtallet blev brugt til at nedkæmpe den forkerte fjende.

Stigningerne var også en trussel. Pedersen er bestemt begyndt at klatre godt i år, men i denne gruppe var han den tungeste. Jorgenson må jo betegnes som en decideret klatrer, Küng er netop kørt i top 10 i Tour de Suisse, Ganna deltog i to bjergfinaler i starten af året og har endda vundet en bjergetape i Giroen, Houle har i år forbedret sin klatring så enormt, at han næsten gik i top 10 i Paris-Nice, og Simmons og Wright har begge været tæt på at vinde bjergetaper i Tour de Suisse. Meget opløftende var det jo heller ikke, at Ganna og Küng blæste forbi Pedersen på den første mur tidligt på etapen.

Det lignede i hvert fald en oplagt tanke, at finalen for danskeren burde handle om overlevelse, men angrebene på den lange finalestigning kom aldrig. Og da de ramte den blødere bakke frem mod Saint-Etienne blev vi pludselig alle mindet om, hvorfor Pedersen blev verdensmester i Yorkshire eller nr. 2 i sit første Flandern Rundt.

Dengang var han nemlig ikke den stjerne, han er i dag, men alligevel satte han i begge løb langt, langt større navne til vægs i kraft af sin enorme motor. Det kan godt være, at Pedersen var i selskab med mere klatrestærke folk, men det hierarki var vendt totalt på hovedet efter en lang og opslidende dag. I stedet for at klynge sig til håbet om overlevelse var det danskeren selv, der tog initiativet, og med ét var det, der lignede en næsten umulig situation, hvor han ene mand skulle kontrollere seks mand, som alle ville væk fra netop ham, forvandlet til det perfekte udgangspunkt. To mand skulle han nok kunne kontrollere, særligt når dieselmotoren nok engang havde efterladt ham så klart stærkeste mand, akkurat som det var tilfældet i Yorkshire for tre år siden.

Derefter var det en ren procession. Risikoen for, at Ganna, Küng og Jorgenson ville komme tilbage, var lille, for det stod ret klart, at de alle var sendt til tælling, særligt Ganna. Og selvom Wright er et af de mest lovende brostenstalenter med en top 10 i årets Flandern Rundt, og Houle var været svært imponerende i år, var det ret let at se, hvem der sad med overskud til sidst. De sidste angreb havde mere karakter af ren pligt end en reel tro på, at Pedersen kunne sættes, og spurten var en ren formalitet, der blot skulle overstås.

Det var bare et spørgsmål om tid, inden Pedersen kunne kalde sig Tour-etapevinder, og i virkeligheden var det også kun passende, at sejren kom på denne maner og ikke i den spurt, mange havde ventet. Det er jo netop dieselmotoren, der er Pedersens varemærke mere end hans fart, og derfor var det også den, der skulle give ham den helt store gevinst. Det siger i hvert fald ikke lidt om evnerne, at han nedsled både Ganna og Küng, hvoraf sidstnævnte i år var et sandt uhyre i klassikerne og jo også endte på podiet sammen med danskeren i Yorkshire for tre år siden. Selvfølgelig er der meget, der har indikeret, at ingen af de to har været helt på toppen, og selvfølgelig er det nok ikke helt tilfældigt, at de første ofre var netop de tre, der brugte et hav af kræfter først på etapen, men alligevel er det svært ikke at blive imponeret over, hvor skræmmende stærk Pedersen kan være, når resten af feltet er slidt ned.

Dermed tyder alt også på, at vi har gang i en Tour, der bliver meget svær at overgå i fremtiden. Godt halvvejs inde i løbet har vi allerede tangeret rekorden fra 1994, hvor vi også vandt etaper med tre forskellige ryttere, men denne gang har vi også udsigt til en sandsynlig samlet sejr. Derudover virker det vel ikke helt utænkeligt, at Vingegaard napper en etape mere, og selvom deres terræn er relativt sjældent i den resterende del af løbet, har både Pedersen og Magnus Cort i hvert fald formen til at slå til igen. Egentlig var det den danske start, der skulle gøre denne Tour mindeværdig, men meget tyder på, at det i mindst lige så høj grad bliver det sportslige.

Til gengæld blev Wright og Houle snydt, og de havde begge fortjent en bedre skæbne for et fornemt ridt. Heldigvis satte Wright en fed streg under, at han bør vinde en etape før eller siden, for det er nu hans anden Tour, og begge gange har han været tæt på. Straks vanskeligere bliver det for Houle, der både er ældre og slet ikke samme vindertype, men han fik i det mindste sat en fed streg under, at en anonym hjælper sagtens kan bryde lidt igennem, som han har gjort i en sæson, hvor resultaterne har været få, men niveauet tårnhøjt. Det lå trods alt heller ikke i kortene, at han skulle være i stand til at slide Küng og Jorgenson ned.

De fik jo også et resultat. Det er mere, end man kan sige om de skuffede sprintere, der havde klynget sig til håbet om, at denne og søndagens etape ville give bare en lille belønning for anstrengelsen i Alperne. Med tanke på de stærkt begrænsede klatreben, Jakobsen havde i dag, Ewans styrt og det totale kollaps, Peter Sagan synes at opleve i 2022, er det ikke just med stor fortrøstning, at de kan se frem mod søndagens etape, hvor en hård start gør det hele endnu vanskeligere at kontrollere.

Først Van Aert i Calais og i dag Pedersen i Saint-Etienne. Årets rute har hele tiden været sprinterfjendtlig, men at det ligefrem var sprinterne, der skulle ødelægge sprinterfesten, var der næppe mange, der havde ventet. Hvem gør det så i Carcassonne på søndag?

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER