Transferanalyse 2023: Hvordan gik det UAE-Team Emirates?

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi senere indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2023 ventes at udgøre WorldTouren, selvom den endelige bekræftelse på deres licenser først ventes at komme midt i december. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fortsætter vi med UAE-Team Emirates, der endte som nr. 2 på ranglisten i 2022.

Du kan finde holdoptakten til deres 2022-sæson her. Du kan tillige finde en oversigt over alle transferanalyserne, hvor der også gemmer sig en gennemgang af 10 lovende transfers til den kommende sæson.

Læs også

Suveræn legendesejr i Vueltaen - Norsgaard udgår

BEMÆRK: Der hersker nogen usikkerhed om truppens sammensætning til den kommende sæson. Holdet offentliggør ikke kontraktlængder, men det forlyder, at Yousif Mirza, Ryan Gibbons og Sebastian Molano alle har kontrakt for 2023, selvom holdet ikke officielt har bekræftet det. Det betyder, at truppen i skrivende stund udgør 31 ryttere, og det er uklart, hvordan den hurdle løses. Forhåbentlig kommer der en afklaring inden længe.

Ryttere, der bliver på holdet

Pascal Ackermann, Joao Almeida, Juan Ayuso, George Bennett, Mikkel Bjerg, Alessandro Covi, Finn Fisher-Black, Davide Formolo, Ryan Gibbons, Felix Gross, Marc Hirschi, Alvaro Hodeg, Vegard Stake Laengen, Rafal Majka, Brandon McNulty, Juan Sebastian Molano, Yousif Mirza, Ivo Oliveira, Rui Oliveira, Tadej Pogacar, Jan Polanc, Marc Soler, Matteo Trentin, Diego Ulissi

Nye ryttere

Adam Yates (INEOS Grenadiers), Tim Wellens (Lotto Soudal), Felix Grossschartner (BORA-hansgrohe), Jay Vine (Alpecin-Deceuninck), Domen Novak (Bahrain-Victorious), Sjoerd Bax (Alpecin-Deceuninck), Michael Vink (Bolton Equities Black Spoke Pro Cycling)

Ryttere, der forlader holdet

Rui Costa (Intermarché-Circus-Wanty), Fernando Gaviria (Movistar Team), Maximiliano Richeze (?), Oliveira Troia (?), Joel Suter (?), Alexys Brunel (stopper karrieren), Andres Camilo Ardila (Burgos-BH)

Hvordan gik transfersæsonen?

Af og til må manager Mauro Gianetti knibe sig selv i armen og prise sig lykkelig for, at der er noget, der hedder held i uheld. For nogle år siden var hans italienske Lampre-mandskab nemlig i krise. Holdet var slet ikke et af de førende på WorldTouren, og da sponsoren trak sig, skulle han på jagt efter en ny. Det lykkedes ham at sikre finansiering fra Kina, og det sidste italienske WorldTour-hold blev pludselig til den dør, der skulle gøre det store asiatiske land til en magtfaktor i cykelsporten. Sådan gik det imidlertid aldrig, da kineserne sprang fra i sidste øjeblik, og i december 2016 så det ud til, at det var slut med et hold, der ellers har en lang historie i feltet.

Nød lærer heldigvis nøgen kvinde at spinde, og tilsyneladende er Gianetti i dag blevet en ferm ”spinder”. I hvert fald tvang nøden ham igen til at kigge alternative veje, og da Kina sprang fra, slog De Forenede Arabiske Emirater til. Da det kort efter også lykkedes at sikre finansiering fra landets store flyselskab, Emirates, stod Gianetti med ét med et hold, der for kort tid siden var at finde i midterfeltet, men nu var et af de allerrigeste med et bagland, der havde ambitioner om at gøre det til verdens bedste.

Så langt er Gianetti ikke nået endnu, men han er kommet tæt på. I 2020 nåede de endda før end planlagt ambitionen om at vinde Tour de France, og det toppede de i 2021, hvor det både blev til Tour-sejr og sejr i to monumenter. Alligevel endte holdet som det lille af den kvartet af hold, der kan betegnes som ”The Big Four”, da Deceuninck, Ineos og Jumbo alle endte foran araberne på ranglisten. Det skyldtes holdets helt åbenlyse svaghed, nemlig at det i alt for høj grad er Tadej Pogacar, der står for at levere pointene. Det gik heldigvis bedre i 2022, hvor holdet avancerede til andenpladsen, men hullet op til Jumbo på førstepladsen er stadig meget stort. Forklaringen er da også ret åbenlys. Pogacar er ganske vist nr. 1 på den individuelle rangliste, men den næstbedste UAE-rytter, Juan Ayuso, er blot nr. 25. Som modsvar hertil har Jumbo fire mand foran Ayuso, herunder to mand i top 4.

Afhængigheden af Pogacar er naturligvis alt for stor, hvis man vil være verdens bedste, og derfor er opgaven at brede paletten markant ud. Heldigvis har man midlerne til det, og selvom det har kostet kassen, at man i 2021 bandt Pogacar med en lang kontraktforlængelse, er pengene stadig så store, at man har kunnet følge den transferstrategi, som har været lagt for dagen fra dag ét. Den har hvilet på to søjler og har være klar at aflæse i de bevægelser, der er foretaget på transfermarkedet i de seneste sæsoner.

Den første søjle har bestået i at bruge de gigantiske midler til at tiltrække verdensstjerner. Mest kontroversielt var det først, at holdet fik fat i Fernando Gaviria, selvom colombianeren egentlig havde kontrakt med Deceuninck-Quick Step, og året efter var det det Marc Hirschis overraskende brud med en eksisterende DSM-kontrakt, der skabte lignende overskrifter. Derudover blev der brændt gigantiske summer af på Fabio Aru, og Alexander Kristoff, Daniel Martin, Sergio Henao, Rafal Majka, Matteo Trentin, Davide Formolo, Pascal Ackermann, George Bennett, Joao Almeida, Marc Soler og Alvaro Hodeg hører også til de store navne, der i de senere år er blevet hentet til holdet.

Læs også

Fransk sprinter sagsøger løbsarrangør for tocifret millionbeløb

Den anden søjle er en fremragende evne til at hente og udvikle talenter. Med den tidligere Quick-Step-spejder Joxean Fernandez Matxin som hovedmand, har holdet haft en heldig hånd med at tiltrække de mest spændende fra U23-scenen. Pogacar er i sagens natur det ultimative eksempel på succesen, men også Filippo Ganna, Jasper Philipsen, Andres Ardila, Mikkel Bjerg, Brandon McNulty og senest Juan Ayuso var blandt de mest eftertragtede unge navne, da de skrev kontrakt med holdet forud for deres debut på WorldTouren.

I år har Gianetti imidlertid valgt en lidt anden strategi. Checkhæftet er stadig stort og pengetanken tilsyneladende næsten utømmelig, for det er igen nogle gedigne og helt sikkert ikke billige topnavne, der er kommet til. Hovedfokus synes imidlertid denne gang at have været på ryttere, der kan styrke støtten til holdets kaptajner og kun i mere begrænset omfang selv jagte de point, de mangler, hvis Jumbo skal slås i 2023. Selvom der er blevet plads til et par yngre ryttere, er der heller ingen unge nyprofessionelle, og denne gang er UAE helt misset ud i jagten på de ellers ret spændende unge navne, der kommer på WorldTouren til den kommende sæson.

Nej, det har mest af alt handlet om, at den bekymrende oplevelse, Gianetti havde under Touren, hvor han kunne se, hvordan Jumbo udmanøvrerede hans hold. Nok var det klart, at de var slet uheldige med de mange coronatilfælde, der reelt reducerede holdet til det rene ingenting, men det var ikke forklaringen på, at Pogacar brændte sig selv helt op, da han blev fanget i en tidlig sandwich mellem Primoz Roglic og Jonas Vingegaard.

Han håber nu at have fundet løsningen, og han hedder tilsyneladende Adam Yates. Der gik ellers vedholdende rygter både om, at briten ville ”rejse hjem” til BikeExchange, og om han ville blive hos Ineos, og det kom lidt ud af det blå, da han første gang blev sat i forbindelse med UAE. Derfra gik der imidlertid ikke mange dage, inden det var officielt, at Yates bliver den næste superstjerne, der skal til det arabiske mandskab.

Holdet har været meget uklare i deres meldinger om hans rolle, men det er svært at tro, at han har fået de store løfter om at være grand tour-kaptajn, når Almeida, Pogacar og Ayuso allerede har lagt billet ind på kaptajnroller i hhv. Giroen, Touren og Vueltaen. Det virker i hvert fald mere sandsynligt, at han er udsigt til rollen som Pogacars Tour-løjtnant, så også det arabiske hold har to kort at spille. Man kan i den grad diskutere, om det nu er en reel trussel, for det står vist ret klart, at Yates’ potentiale i de store etapeløb er begrænset. Nogen voldsom dobbelttrussel udgør de derfor ikke, men det er til gengæld svært at se mange bedre hjælpere for Pogacar i bjergene. Ender det med, at de sammen skal køre Touren, er det en ganske markant forstærkning af UAE.

Yates kan imidlertid mere end det. Måske er han ikke nogen grand tour-konge, men der er meget få, der har bedre resultater i ugelange løb end ham. Faktisk har han på det område været en uhyre stabil rytter, der har leveret det ene topresultat efter det andet og blandt andet vundet både UAE Tour og Volta a Catalunya, førstnævnte endda efter en direkte duel med Pogacar. Hans meget triste 2022-sæson kan ikke undgå at skabe lidt tvivl om hans fortsatte niveau, men har han ret i, at forklaringen primært var sygdom - og det kunne hans fine efterår indikere - kan han i løbet af foråret, hvor han burde få lov at køre sin egen chance i flere ugelange løb, bidrage med mange af de point, UAE mangler. Yates bidrager altså på to fronter, både i grand tours og ugelange etapeløb - og faktisk har han også et stort potentiale i de kuperede endagsløb, hvor holdet dog er skræmmende stærkt besat, og hvor han risikerer at skulle stå i skyggen af Pogacar - og det gør det svært at se hans signing som andet end en stor gevinst.

Som altid har Gianetti imidlertid ikke holdt sig til bare at hente én stjerne. Også Tim Wellens og Felix Grossschartner er etablerede topnavne, og her synes det ret entydigt, at Gianettis mange penge har været nok til at få dem til at reducere egne ambitioner. Det er i hvert fald lidt svært at se, at de vil kunne få mange personlige chancer i den stjernebesatte trup, for lige netop på de områder, hvor de har deres kompetencer, er holdet meget stærkt besat.

Wellens har således altid satset på kuperede endagsløb, men her har holdet så mange godt kort, at man tror, det er løgn. Da belgieren samtidig er faldet gevaldigt af på den, er det svært at se, at han skulle gøre krav på en kaptajnrolle. Det samme gælder i de knap så bjergrige ugelange løb, hvor han før har leveret resultater, og hvor der også er bedre kort end ham, og som etapejæger bliver der næppe alt for meget plads heller. Et lille hul kan der være i de flamske klassikere, som han af og til med nogen succes har satset en anelse på, og hvor holdet står ganske svagt med kun Matteo Trentin som det store navn. Også der må han i hvert i fald i Flandern Rundt formentlig affinde sig med, at Pogacar kommer ind som holdets stjerne. Det ser derfor ud til, at Wellens mest må affinde sig med en rolle som hjælper, men det er naturligvis også en meget stærk en af slagsen. Det kræver dog, at han rejser sig efter en 2022-sæson, hvor han var milevidt fra fordums styrke, hvilket dog i nogen grad kan forklares med den megen sygdom i sæsonens anden halvdel.

Grossschartner får endnu vanskeligere ved at sikre sig megen personlig plads. Østrigeren er ganske vist en fin etapeløbsrytter med to top 10-placeringer fra Vueltaen, mens hans evner i bjergene er for begrænsede til, at det rækker til meget mere end det. Til gengæld vil han i rollen som hjælper være en solid forstærkning til de fleste hold, også UAE. Det kræver imidlertid, at han mere stabilt er i stand til at finde sit topniveau, for han har altid haft lange perioder, hvor han har været nærmest chokerende dårligt kørende. I 2022 lykkedes det ham vel reelt aldrig at finde sit niveau, og det er klart, at holdet skal kunne regne mere stabilt med hans præstationer, hvis de eksempelvis skal bruge ham i Touren. Til gengæld har en formstærk Grossschartner bestemt god værdi for et hold med så mange gode etapeløbsnavne, der skal støttes.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Langt mere interessant er det dog, at holdet har fået fingre i Jay Vine, der er det bedste bud på denne transfersæsons store talentkup. Det kan naturligvis virke lidt paradoksalt at skrive, når vi taler om en mand på 27 år, men hans begrænsede karriereforløb, der kun for alvor tog fart, da Zwift hjalp ham til en Alpecin-kontrakt forud for 2021-sæsonen, betyder, at han fortsat har et enormt udviklingspotentiale. Sådan ser det i hvert fald ud, når man ser de kolossale fremskridt, han har gjort i løbet af sine første to sæsoner, og ikke mindst i tiden op sin forrygende Vuelta, hvor han var nærmest skræmmende god, da han vandt sine to bjergetaper og kørte helt lige op med Remco Evenepoel på Pico Jano-stigningen. Han har altid lidt under en enorm mangel på stabilitet og et meget lavt bundniveau, men hvis UAE kan få styr på de dele, og hvis hans kørsel i Vueltaen vitterligt er udtryk for det topniveau, vi fremover kan forvente, er der tale om et regulært kup.

Vines egen drøm er at blive grand tour-rytter, og det kræver forbedringer på både stabilitet og tempoevner, men lykkes det, synes hans evner i bjergene at række så langt, at han også kan kræve kaptajnroller selv på et hold som dette. I første omgang er han dog så ubeskrevet, at meget kunne tale for, at han i den kommende sæson i de lange løb mest skal agere hjælper - eller måske løjtnant bag Almeida i Giroen - men i kortere løb burde han kunne få lidt mere spillerum. 2023-sæsonen burde i hvert fald give os en mere klar ide om, hvor stort et kup holdet har gjort

Grand tour-truppen styrkes også af Domen Novak, men her er der entydigt tale om en ren hjælper. Det er imidlertid lidt af en omvæltning for sloveneren, der nu har været professionel i seks sæsoner og mest af alt har lignet en mand, der egentlig ikke helt havde niveauet til det. Det ændrede sig imidlertid ganske markant under årets Giro, hvor han pludselig klatrede som en drøm og var meget tæt på at vinde kongeetapen, inden han bekræftede evnerne med en samlet podieplads bag sine kommende holdkammerater Pogacar og Majka i Slovenien. Hvis han stabilt kan finde det niveau - hvad han ikke gjorde i resten af 2022-sæsonen, hvor han kun kørte de nationale og internationale mesterskaber - er han en ganske, ganske fin grand tour-hjælper for et hold med store grand tour-ambitioner.

Det er lidt mere uklart, hvordan Sjoerd Bax passer ind i ligningen. Hollænderen havde bestemt vist fine evner forinden, men det kom nok alligevel bag på de fleste, at han skulle runde sin sæson af med at tage to sejre og ikke mindst slå en hel serie verdensstjerner i Coppa Agostoni. Han er imidlertid mest af alt en klassikertype, der med sin gode spurt og sit punch kan begå sig i netop den slags endagsløb, ligesom han utvivlsomt ville være en god etapejæger i grand tours. Derfor kan det være lidt svært at se ham få specielt meget blandt UAEs mange stjerner, når holdet er så stærkt besat i de kuperede endagsløb. Omvendt kører holdet altid en hel serie italienske endagsløb i stil med netop Coppa Agostoni, og her burde han nok kunne få nogen frihed. I det lys kan 2023-sæsonen nok give os nogen fornemmelse af, hvor langt han kan komme.

Det sidste nye navn er Michael Vink, men her er der vist mest af alt tale om et markedsføringsstunt. Det skyldes ikke, at newzealænderen ikke kan køre på cykel, for i begyndelsen af forrige årti var han faktisk et spændende talent, der ikke var helt uden chance for at ende på WorldTouren hos Radioschack. Det blev imidlertid ikke til noget, og han har i det seneste årti intet vist, der skulle berettige til, at den ny 31-årige rytter pludselig skulle skifte til et af sportens største hold. Det handler vist mest om, at man skal promovere en træningsapp, som er produceret i Emiraterne, og som Vink har benyttet til at vise sig frem, og vi skal på den baggrund ikke vente os andet end hjælperroller fra hans side, ligesom han næppe kommer til start i mange af de største løb.

Han er dog også undtagelsen. Generelt set har Gianetti med sine nyerhvervelser styrket sin trup ganske markant, og det bedste af det hele er, at det ikke modsvares af specielt store tab. På papiret kan det ellers se ganske bekymrende ud, at man på én gang siger farvel til både Rui Costa og Fernando Gaviria, men det er helt sikkert tab, man overlever. Gaviria slog aldrig til for holdet og vandt i sine to sidste sæsoner bare tre gange - alt for lidt for en supersprinter. Samtidig har det i stigende grad stået klart, at det er meget svært at have så stort et sprinterfokus, som en trup med Gaviria, Pascal Ackermann og Alvaro Hodeg lægger op til, når man er ved at drukne i klassementsryttere, og derfor skaber det i virkeligheden en dejlig klarhed og i hvert fald færre konflikter, at der nu er én sprinter færre at tage hensyn til.

Med Gaviria forsvinder også hans tro væbner, Maximiliano Richeze. Sådan skulle det jo egentlig have været allerede sidste år, men Hodegs skade betød, at han alligevel endte med at køre endnu en sæson for holdet. Som led i den neddroslede satsning på sprinterne forlader argentineren, der engang var verdens bedste lead-out man, imidlertid nu endegyldigt truppen. Det havde været et stort tab for nogle år siden, men i de senere år har den erfarne Richeze været relativt langt fra fordums styrke.

Sådan er det også med Costa. Hans niveau er faldet ganske drastisk de seneste sæsoner, og i 2022 var han vel kun konkurrencedygtig i sæsonstarten og kortvarigt i Limousin i august. Han var ellers udset som en rolle som en slags mentor for landsmanden Almeida, men den kom han aldrig rigtigt til at spille. Hvis hans 2022-sæson er udtryk for hans nuværende niveau, er det bestemt også et tab, der er til at leve med.

I den anden ende af aldersspektret finder vi Andres Ardila. Den unge colombianer var et af Matxins talentkup, da han hentede ham til som nykåret og ganske suveræn vinder af Baby-Giroen, men de enorme forventninger blev aldrig indfriet. Resultaterne har været ikkeeksisterende, og det var vel kun i Burgos i 2021, at man fik et lille glimt af den rytter, der imponerede så stort, da han bragede ind på den europæiske scene med sin Giro-sejr - nærmest helt uden forudgående erfaring på kontinentet. Holdet har nu tabt tålmodigheden med colombianeren, og selvom han havde en kontrakt for 2023, har holdet indgået en aftale med Burgos-mandskabet om at skibe ham videre til Spanien. Medmindre han pludselig viser noget, vi slet ikke har set indikationer på i de seneste sæsoner, er det bestemt et tab, der kan overleves.

Derudover er det udelukkende hjælperne, der renses ud i. Alexys Brunel, der engang var ganske spændende, stoppede jo allerede i sommer efter at have mistet motivationen og har haft det så svært de seneste år, at det stort set ikke blev bemærket. Oliveiro Troia var skam en loyal hjælper, der har ført talrige kilometer for holdets kaptajner, men han er bestemt en rytter, der kan erstattes. Mere overraskende er det, at Yousif Mirza ikke fortsætter på holdet. Det betyder naturligvis intet sportsligt, da han alene var en del af truppen grundet sin nationalitet, og han har desværre aldrig rigtigt haft niveauet til WorldTouren. Det havde Joel Suter egentlig, for han gjorde det periodevist bedre end ventet, da han højst overraskende fik en kontrakt med storholdet omkring jul sidste år, men det har hele tiden været lidt besynderligt, hvorfor de hentede ham til holdet. Også han kan i hvert fald erstattes.

Konklusionen er derfor ret klar. Som altid har Gianetti brugt sine mange millioner til at styrke truppen yderligere, og i kraft af særligt Yates og Vine har han igen brugt pengene ganske klogt. Om Wellens og Grossschartner kan bidrage med det, deres navne tilsiger, vil tiden vise, men finder de noget, der minder om fordums styrke, er der tale om en ganske massiv opgradering, der mest af alt synes at styrke den trup, der skal støtte kaptajnerne i etapeløbene. På tabssiden finder man alene erfarne ryttere som Costa, Gaviria og Richeze, der alle er faldet gevaldigt af på den, samt loyale hjælpere, der sagtens kan erstattes, og dermed er det svært at komme til anden konklusion, end at Gianetti nok engang har vundet transferkampen og styrket sin trup yderligere.