Volta a Catalunya-analyse: Overraskelsernes catalanske kaos

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

I de senere år har det været en anelse trivielt at skulle gætte vinderne af sportens ugelange WorldTour-etapeløb. De to slovenske monstre, Primoz Roglic og Tadej Pogacar, har nemlig været så suveræne, at de mange af løbene har haft så stor en forhåndsfavorit, at de næsten syntes afgjort på forhånd. Kun når de en sjælden gang konfronteredes direkte, som det var tilfældet i Baskerlandet sidste år, eller når de begge var fraværende, var der reelt spænding og udfaldet, og var Roglic ikke styrtet i Dauphiné i 2020 og Paris-Nice i 2021, hvor han reelt havde vundet begge løb, havde de da også gjort rent bord i alle deres ugelange WorldTour-løb (og grand tours) efter nedlukningen.

Efter Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der begge syntes afgjort på forhånd, var der derfor noget forfriskende over denne uges Volta a Catalunya. Én ting var nemlig fraværet af de to åbenlyse topfavoritter. Noget andet var, at feltet var så ”mudret”, at det var meget svært at pege på én klar favorit. Forud for løbet havde jeg rangeret Michael Woods foran Simon Yates, Alejandro Valverde, Richie Porte, Nairo Quintana, Ben O’Connor, Esteban Chaves og Joao Almeida i min top 8, og det er sjældent, at jeg kan pege på otte navne, som jeg ville tilskrive en reel chance for at vinde.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Det skyldtes naturligvis ikke bare feltet, men også ruten. På papiret ser det catalanske løb altid skræmmende ud, men man kan let komme til at overvurdere bjergetaperne. Stigningerne er ofte relativt bløde, og det er derfor ikke altid stærkeste mand, der vinder. I 2019 var det i hvert fald Egan Bernal og Quintana, der lignede de to stærkeste, men da de var for jævnbyrdige på de bløde målbjerge, var det en snu Miguel Angel Lopez, der løb med sejren.

Noget lignende kunne ske igen i år, hvor ruten måske er endnu lettere end normalt. Den første af de to bjergetaper, der i dag åbnede de to dages bjergfest i Pyrenæerne, havde nemlig mål på den meget bløde La Molina-stigning, hvor man ofte er endt med en lille massspurt på toppen, og i år har man henlagt målet på torsdagens kongeetape til Boi Taüll, der ikke er blevet benyttet i 20 år, og som er lettere end de to hyppigt anvendte kongeetapefinaler på Port Ainé og Vallter 2000.

På den baggrund lå det i kortene, at årets Volta a Catalunya kunne ende med et overraskende udfald, men det var nok alligevel de færreste, der havde ventet, at stort set alle forhåndsfavoritterne floppede fælt, da det første bjergslag i dag blev afviklet. Det skete endda på en dag, hvor modvinden og meget svage hold betød, at den i forvejen meget lidt selektive finale blev endnu mindre selektiv, end vi plejer at se det. Og alligevel var de formodede topnavne fraværende.

Porte er naturligvis undskyldt, da han i går forlod løbet med sygdom, men det var nok de færreste, der havde ventet, at hverken Woods, Yates eller Valverde, der ellers alle måtte ventes at være gode i en finale, der i kraft af modvinden endte i en eksplosiv spurt på den sidste lille rampe op til mål, hvor Valverde tidligere har sejret. Yates og Woods viste ellers stor selvtillid, da de som de eneste to initiativ til at gøre løbet hårdt på den nedre del, som var eneste chance for at undgå en spurt, men den mission lykkedes aldig. Begge deres hold er nemlig kommet til løbet i svage formationer, og det var ikke meget udskilning, Simon Clarke, Callum Scotson og Damien Howson fik skabt, inden de var brugt op.

Det gjorde nu ikke så meget. Yates havde en af de offdays, der er blevet et kendetegn for ham, og han sagde hurtigt tak for i dag. Det kom åbenlyst ud af det blå, når nu han havde sat sit hold frem for at lægge det nødvendige pres, men må vel læses som et resultat af den sygdom, som allerede inden løbet havde fået ham til at nedspille forventningerne. Hans kollaps er naturligvis en skam, men BikeExchange har jo al mulig grund til at juble over løbet, og nu kan de i hvert fald se, at de i går traf den rigtige beslutning ved ikke at lade Michael Matthews og Kaden Groves vente på deres uheldige kaptajn.

Mere overraskende var det vel, at Woods forsvandt i finalen. Canadieren var jo ellers så flyvende i Galicien, men allerede i mandags advarede han om, at hans ben havde været dårlige. At han i går røg fra i sidevinden, da den knækkede igen med 10 km igen, var vel endnu et varsel om, at den sygdom, der slog ham ud igen efter sejren i Galicien, nok alligevel havde en værre effekt, end han selv havde regnet med.

Mest overraskende var det dog med Valverde. Noget kollaps var der ingenlunde tale om, men spanieren var åbenlyst ikke på toppen. Da feltet i relativt intakt tilstand kom over den stejle del, hvor de forventede angreb fra alle de ryttere, som skulle bruge det hårde løb, næsten i fuldt omfang udeblev, forventede mange vel, at vi ville se de formstærke Ivan Ramiro Sosa og Carlos Verona, der begge sad med i front, indlede en benhård jagt på den undslupne Ben O’Connor, men til i hvert fald min forundring skete det aldrig. Forklaringen kom formentlig til sidst, for da der blev spurtet på den rampe, hvor veteranen to gange har sejret, var der ikke skyggen af spor efter manden, der drømte om at sige farvel til løbet med maner.

Hvad det skyldtes, er svært at sige. Der har i hvert fald ikke været meldinger om sygdom i optakten, og da Movistar var ene om at føre næsten hele dagen, skortede det i hvert fald ikke på ambitioner. Men det minder os vel om, at Valverde måske nok er kommet stærkt igen efter sin krise i 2019, 2020 og begyndelsen af 2021, men også om, at han aldrig for alvor er blevet stærk igen i de høje bjerge, som er en tillært mere end en naturlig spidskompetence. Nok endte finalen som en eksplosiv sag, men etapen var stadig noget andet end de klassikere, hvor Valverde har cementeret, at han stadig er én af de bedste.

Der var altså gode forklaringer på de manglende angreb fra Yates og Woods og på Valverdes og Movistars fravær i finalen, men det var til gengæld overraskende, at vi aldrig så Quintana udnytte den stejle del. Colombianerens fornemme spurt til sidst viste jo, at han var ganske velkørende, og man kunne lynhurtigt se, at døren var åbne for angreb, når de hold, der ville gøre løbet hårdt, var svage, og Movistar slet ikke tog initiativ til at kontrollere. Det havde i hvert fald været oplagt for colombianeren at gøre som O’Connor, for skulle han vinde etapen, skulle det ske med et angreb på det eneste sted, hvor klatrerne havde overhånden. Det var i hvert fald en forspildt mulighed, men alligevel må colombianeren med det markante favoritfald øjne sit livs chance for at tage en måske sidste WorldTour-etapeløbssejr - noget, der ellers ikke rigtigt for alvor syntes at være inden for hans rækkevidde længere.

Læs også

Hattrick-dansker tager stort hop

Drømmen om, at Chaves ville komme blæsende ud til løbet, som han gjorde sidste år, hvor han med kongeetapesejr og samlet 4. plads for hidtil sidste gang gav mindelser om fordums storhed, døde også. Den formsvage, men i dette løb markant forbedrede Hugh Carthy var ellers en af de eneste, der påtog sig ansvaret for at jagte den undslupne O’Connor på den lette del mod slutningen, men i finalen var der ingen smilende colombianere at spotte. Der var kun Quintana og Sergio Higuita, og i hvert fald førstnævnte er ikke just kendt for at køre rundt med det store smil, som er Chaves’ kendetegn. Men måske var det også for meget at håbe på endnu en genfødsel, når man iagttog hans niveau efter ardennerklassikerne sidste år. EF kan i det mindst glæde sig over, at Carthy ligner en mand, der er på kurs mod at ramme formen til Giroen.

Hvad så med de to øvrige af mine forhåndsfavoritter? Almeida så vi ikke meget til, men han valgte vel at satse på en spurt, der lå ganske glimrende til ham, og hvor han da også leverede et fint resultat. Det var dog ikke med samme power, som da han imponerede med sit punch i Polen og Luxembourg sidste år, og det tyder nok på, at han heller ikke i dette løb er helt, hvor han skal være. Han bliver dog stadig bedre, og også han synes at være på rette vej frem mod Giroen.

Så er der kun O’Connor tilbage fra min top 8, men på netop dagens etape var han den mindst sandsynlige vinder. Særligt da etapen blev kørt så blødt, var det nemlig en finale, der lå temmelig elendigt til en mand, der mere end de fleste er dieselklatrer, men heldigvis blev dagens kaos en påmindelse om, at initiativ som regel belønner sig. Som den eneste af de ryttere, der skulle gøre forskellen på den stejle del, hvor vi før har set, at forskellen kan gøres, havde han nemlig modet - og benene - til at trods modvinden og bruge den eneste strategi, der kunne sikre ham sejren i denne form for finale. Og den strategi bar frugt.

Naturligvis var heldet også med ham. Havde Valverde haft benene, var den sidste del af etapen næppe ændret i det kaotiske mylder af angreb, som betød, at jagten for alvor blev organiseret. Men hans ridt var ikke mindst i lyset af modvinden ganske sublimt og endnu en understregning af det tårnhøje niveau, han gradvist fandt i Giroen i 2020, forfinede sidste forår og bragte til et nyt niveau sidste sommer. Allerede i Andalusien kunne man fornemme, at han meget vel kunne være endnu bedre i 2022, og efter at sygdom ødelagde hans mulighed for at bekræfte det i Paris-Nice, kom konfirmationen med små to ugers forsinkelse.

Nu står han ganske stærkt til at vinde løbet. Favoritterne er faldet på stribe, og det var denne bjergetape, der passede ham dårligt. I morgen er der i højere grad tale om en af de dieselstigninger, der passer ham som fod i hose, og udmanøvreres han ikke af et meget svagt hold, må han tilskrives en ganske god chance for at gøre sig fortjent til den top 8-rangering, jeg gav ham inden løbet. Det vil i givet fald være lidt af et resultat for Ag2r, der altid har satset meget på etapeløb, men meget, meget sjældent har vundet dem.

Han skal dog være opmærksom på de unge drenge, ikke mindst Juan Ayuso. Næst efter O’Connor var det nemlig det spanske supertalent, der efterlod det klart stærkeste indtryk. UAE lignede et hold, der havde tænkt sig at udnytte deres overtal til at angribe i tide og utide, og det gjorde de, først og fremmest i kraft Ayuso, der kom med så mange forceringer, at to hænder næsten ikke rækker. Alligevel havde han overskuddet til at bekræfte sin hurtighed med en overlegen spurtsejr til sidst, og det sætter en fed, fed streg under hans status som sportens nye komet. Det er vel at mærke hans første WorldTour-etapeløb, og i dag efterlod han et indtryk, der får ham til at ligne en mulig samlet vinder af løbet - også fordi holdet med Almeida og George Bennett har yderligere to kort at spille, selvom den ellers så velkørende Marc Soler betalte prisen for et ellers stærkt angreb på den sidste nedkørsel.

Helt fremme var også Sergio Higuita, men det var alligevel et lidt ildevarslende udfald. På samme måde som Almeida bør han aldrig blive slået af Quintana i en eksplosiv spurt som denne, og selvom resultatet nok engang sætter en fed streg under hans comeback i denne sæson, vækker det endnu engang en bekymring om hans evner i bjergene. I morgen kan det i hvert fald blive mere selektivt, og i den slags finaler har den lille colombianer fortsat til gode at vise sig fremme.

Det har Tobias Johannessen også, men det kan han ikke gøre for. Dette er nemlig karrierens første WorldTour-etapeløb, og han er godt i gang med at bestå til UG med kryds og slange. Ganske vist var han ikke så stærk som Ayuso, men det kunne man heller ikke forvente, når man så på det ret klare styrkeforhold, der var mellem dem sidste år. At ende som nr. 8 på sin første bjergetape på WorldTouren sætter en fed streg under fødslen af den næste store norske klatrer.

Mange havde også håbet, at etapen ville vise, at vi har en dansk klatrer på vej. Det gjorde den også, for selvom Mattias Skjelmose måtte sande, at han fortsat kun er nr. 2 i hierarkiet, var det opløftende at se, at det var ham, der kunne holde snor i O’Connor til sidst. Set med danske øjne var det en skam, men med tanke på, at Giulio Ciccone viste klar fremgang siden Tirreno og har en reel chance for at køre med om sejren, var det en helt forståelig prioritering. Der tegner sig i hvert fald et stærkt Trek-hold, når Ciccone i morgen skal gå efter sejren, da også Amanuel Ghebreigzabhier bekræftede sin fremgang, og Juan Pedro Lopez langsomt begynder at finde den form, han havde i Vueltaen sidste år.

Læs også

Oversigt: Disse hold er udtaget til Giro d´Italia 2024

Langt værre var det for Ineos, men de er lovligt undskyldte. Noget tyder nemlig på, at også den ellers i starten så lovende Pavel Sivakov er blevet ramt af den sygdom, der allerede har sendt Porte og Kiwatkowski ud af løbet. Tværtimod kan de glæde sig over, at Richard Carapaz, hvortil de ellers havde nedspillet forventningerne i morges, var ganske aktiv og tydeligvis på den kurs, vi kender ham for, nemlig at formtoppe til sine grand tours. Det så i hvert fald ganske fornuftigt ud i dag, selvom han fortsat er langt fra de 100%. Til gengæld så vi som i Laigueglia, at Carlos Rodriguez stadig har visse mangler, selvom det til hans forsvar skal siges, at denne eksplosive finale passede ham ganske elendigt.

Det var ikke det eneste, der blev bekræftet. Wout Poels fik igen bevist, at han har rejst sig flot i år, og han var endda sekunderet af en uhyre overbevisende Santiago Buitrago, der sammen med Ayuso vel var den mest aktive på stigningen. Guillaume Martin viste også igen, at han er en af forårets mest formstærke klatrere, og Jai Hindley kom vel fint igennem en finale, der ikke passede ham, efter det lovende Tirreno. Sosa fik også bevist, at han synes tilbage, og Howson imponerende lige så meget som i UAE Tour, hvor han allerede gav indtryk af en markant forbedring. Mere overraskende var det at se Steven Kruijswijk forbedre sig markant siden Paris-Nice, og lovende var det at se de belgiske stortalenter Ilan van Wilder og Henri Vandenabeele kommet fornemt fra sæsonens første store bjergtest på dette niveau, hvor de efterlod et meget bedre indtryk, end de gjorde i hhv. Provence og Oman.

Det vil dog være en gedigen overraskelse, hvis det bliver dem, der ender med at vinde løbet, men at det kan ende med en overraskende vinder, er på den anden side ganske sandsynligt. Efter tre dage, hvor favoritterne er faldet som fluer og holdenes svaghed for manges vedkommende i dag stod soleklart, er ballet i hvert fald pivåbent for mange af de ryttere, der nok mest af alt kom til løbet for at jagte en top 10. Nok betød slovenerens fravær, at løbet var åbent fra start, men efter dagens catalanske ukontrollerede angrebskaos er det blevet pivåbent. Brølstærke O’Connor er i pole position, men med et svagt hold ved sin side kan mere catalansk kaos meget vel være på vej - og så er døren måske åben til en endnu større overraskelse, end det var, at O’Connor vandt en bjergetape, der ikke kunne have passet ham meget dårligere.

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris