Volta a Catalunya-analyse: Sagans søde selvtillidsboost

Det gjorde næsten ondt at se på. Da Peter Sagan efter halvanden måneds ufrivillig covid-19-pause og afbud til både åbningsweekenden og Strade Bianche endelig gjorde et forsinket comeback, var der næppe mange, der havde store forventninger. Alligevel var det smertefuldt at se den store mester, der engang havde et af sportens allerhøjeste bundniveauer blive sat som en af de allerførste hver eneste gang, Tirreno-Adriatico ramte bare den mindste lille motorvejsbro.

Desværre var det faktisk lidt forventet. Det er ikke svært at se, at Sagan i de senere stille og roligt er gået i et fysisk forfald, hvor han er blevet en anelse dårligere fra år til år. På ingen måde er han blevet en dårlig cykelrytter - han har immervæk vundet en grand tour-etape to år i træk - men der er blevet stadig længere mellem snapsene. I 2019 vandt han bare fire gange, hvilket er en pauver score for en mand med mere end 100 sejre på et skræmmende cv, og i sidste sæson skulle han helt frem til Giroens 10. etape mindre end 14 dage, inden han sluttede sin sæson, før han fik sin eneste sejr i 2020. Samtidig er han raslet nedad på verdensranglisten, hvor han ellers har været fast mand i top 5, og i dag taler ingen rigtigt om ham, når favoritterne til klassikerne nævnes.

VIL DU LIVESTREAME EN MASSE CYKLING? KOM FORREST I FELTET MED DISCOVERY+

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det mest bemærkelsesværdige er ændringen af bundniveauet. Det var som sagt tidligere så tårnhøjt, at man kunne være stensikker på, at Sagan kørte med om sejren på en hvilken som helst årstid og en hvilken som helst rute, der bare passede ham nogenlunde - og det var temmelig mange, der gjorde. I de senere år har han imidlertid i store periode henslæbt tilværelsen som anonymt fyld i gruppettoen, og han har som regel skullet have en grand tour i benene, inden han har fundet formen.

Netop derfor skulle man også være meget optimistisk anlagt, hvis man troede, at Sagan - covid-19 eller ej - ville komme blæsende ind til 2021-sæsonen, som han gjorde i de gode gamle dage. Nej, meget talte for, at han skulle stramme sig gevaldigt an, hvis han skulle nå at få tilstrækkeligt med løbsdage til at blive konkurrencedygtig i klassikerne, særligt da januar- og februarkalenderen blev reduceret til et absolut minimum. Og da coronavirus ovenikøbet kom på tværs, så det kulsort ud for Sagan, allerede inden det første pedaltråd var en realitet for nu lidt over to uger siden.

Alarmklokkerne bimlede og bamlede da også ud over hele Midtitalien, Slovakiet og Tyskland, da Bora-mandskabets manager Ralph Denk kunne se Sagans enorme trængsler i Tirreno bare få uger inden første sæsonhøjdepunkt i de tre flade monumenter. Derfor traf han og Sagan den kloge beslutning, at den stadig mere træge dieselmotor havde godt af syv dages og knap 2000 højdemeter i Catalonien, hvis han skulle have en chance for at blive bare nogenlunde konkurrencedygtig i brostensmonumenterne. Milano-Sanremo blev reelt solgt allerede inden starten, og nu handlede det bare om, at et catalansk eventyr skulle bruges til at indhente så meget som muligt inden de to vigtigste brostensslag.

Sagans tårnhøje klasse kom alligevel til udtryk, da slovakken på ufattelig vis endte som nr. 4 på Via Roma i Sanremo og slet ikke var så langt fra at vinde det løb, han ellers i formstærk udgave har smidt væk så mange gange, at man fuldstændigt har mistet overblikket over alle de forspildte og gyldne muligheder, men hvis nogen troede, at det var udtryk for superform, kom de hurtigt ned på jorden, da Sagan igen ramte lidt vanskeligt terræn på 1. etape i Catalonien, hvor hans Bora-hold ellers havde lagt an til den helt store Sagan-sejr på en etape, de kontrollerede fra km 0. Den spanske mission var nemlig ikke blot at finde formen, men også at få tanket lidt på Sagans af gode grunde efterhånden ret tynde selvtillidskonto, og hvad ville være bedre end en tidlig sejr fremfor 2020-sæsonens alenlange og nærmest desperate sejrstørke, der kun blev brudt i allersidste øjeblik - dog på uhyre minderig og smuk vis.

Desværre fik den stadig ikke helt gennemtænkte og meget uforståelige Movistar-massakre i Calella spoleret den slovakisk-tyske masterplan, og dermed stod det klart, at Sagan kun havde ét skud i bøssen, hvis ikke også det catalanske eventyr skulle blive en sejrsløs affære. Den kugle skulle affyres i dag, hvor det spanske løb som altid bød på den nemmeste af de syv etaper på næstsidstedagen, men frygten lurede alligevel konstant for en gentagelse af mandagens fiasko. Man skal nemlig ikke studere historikken meget for at vide, at disse lørdagsetaper, der måske nok i catalansk sammenhæng er nemme, men i de fleste andre etapeløb ville karakteriseres som kuperede, meget ofte er gledet løbets altid meget få sprintere af hænde.

Sådan gik det dog ikke denne lørdag, hvor man fornemmede en sjælden desperation i den tyndt besatte sprinterlejr. De få hold, der havde orket at slæbe en sprinter med til de catalanske bjerge, var åbenbart ved at gå lidt i panik, efter at Movistar spolerede deres mandagsfest med en af deres nu berømte massakrer. Derfor blev der etableret en sjældent set bred sprinteralliance, da feltets mange lykkeriddere, som alle havde luret på muligheden for at skrive sig ind som den fjerde udbrudsvinder på lørdagsetapen, siden løbet i 2013 fik sit nuværende format.

VIL DU LIVESTREAME EN MASSE CYKLING? KOM FORREST I FELTET MED DISCOVERY+

Faktisk er det svært at huske, at så mange sprinterhold har taget ansvar. Hvert eneste mandskab med blot antydningen af en sprinter eller semisprinter deltog således i jagten på det ellers ganske stærke udbrud, der med Matej Mohoric som motor sørgede for, at farten blev holdt høj og tidsplanen også i dag blev sprængt. Det var nemlig ikke bare Sagan og Bora, men også UAE med Sebastian Molano, DSM med Max Kanter, Ag2r med Clement Venturini, Euskaltel med Juan Jose Lobato, Israel SUN med Daryl Impey og BikeExchange med Dion Smith, der bidrog til at sikre, at de fem lykkeriddere aldrig havde skyggen af chance for at gøre det færdigt.

Derfor lykkedes det i sidste øjeblik alligevel sprinterne at få deres spurt, selvom det altid underholdende Deceuninck-mandskab, der for en gangs skyld er kommet til et løb uden en sprinter, med angreb fra utrættelige Remi Cavagna og Josef Cerny og hårdt tempo fra Cavagna på en sen bakke forsøgte at spolere festen og endda gøre det så hårdt, at Joao Almeida måske kunne spurte sig til bonussekunder. Og så lykkedes det minsandten for Sagan at tage sin første sejr allerede den 27. marts og dermed styrke sin selvtillid gevaldigt, inden han om en uges tid desperat skal forsøge at tage kampen op mod de tre tenorer på Flanderns toppede brosten.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Og man må altså tage hatten af for Sagan. Det kan godt være, at sprinterfeltet mildt sagt var tyndt besat, men det var langt fra givet, at han ville slå mere klassiske sprintere som Molano og Kanter i denne finale. Men med god støtte fra Jordi Meeus og den eminente positioneringsevne, der altid har været hans varemærke, sørgede han for at sidde helt rigtigt, da Impey åbnede en lang spurt, og mod sydafrikaneren, der trods alt ikke er rigtig sprinter, kunne der aldrig være tvivl om, at Sagan ville trække sig sejrrigt ud.

Og når man nu harcelerer lidt over, at der er blevet så langt mellem Sagans sejre, skal man huske, at manden stort set kun kører WorldTour-løb, og ser man bort fra VM, EM, nationale mesterskaber samt Kuurne-Bruxelles-Kuurne, der er et WorldTour-løb værdigt, og Tour of California, der siden blev en del af WorldTouren, skal vi faktisk helt tilbage til sejr nr. 59 ud af de nu 115 i Tour of Oman i vinteren 2014 for at finde den seneste sejr, der ikke blev opnået i et løb på allerhøjeste niveau. Den statistik siger meget om, at Sagan på ingen måde er kommet let til sine talrige sejre!

Til gengæld blev det ikke til nogen første WorldTour-sejr for Molano, der ellers efter sin flotte kørsel i Tour Colombia i 2020, hvor han ydmygede Alvaro Hodeg tre gange i træk, ser ud til at gå en lys fremtid i møde på et UAE-hold, hvor han er blevet taget ud af den hensygnende Fernando Gavirias sprintertog. Molano ser ud til at skulle køre flere af sine egne chancer, og en af de første fik han her, hvor han lignede manden, der skulle slå Sagan. Det kunne måske også have ladet sig gøre, hvis han havde haft Sagans positioneringsevne og gode støtte, men desværre fik han sig anbragt på hjulet af ”ikke-sprinteren” Antonio Soto, der ville tage kampen op mod de hurtige folk, men slet ikke kunne matche de andres fart og derfor skabte et hul, der reelt ødelagde Molanos chancer allerede inden spurten.

Til gengæld viste han fin fart, der nok skal give håb om en snarlig sejr. Langt værre var det for løbets anden klassiske sprinter, Kanter. Efter en katastrofal start på sæsonen, hvor hans dårlige positionering har taget ham ud af alle spurter, inden de blev kørt, sad han i dag for en gangs skyld fornuftigt. Desværre stod han efterfølgende nærmest stille, og han glider stille og roligt ud af billedet som den kommende tyske supersprinter, han ellers lignede i U23-tiden.

Resultatet er også bekymrende, når man ser, hvem der slog ham. Kaster man et blik på top 10, var de eneste med sprinterstatus kun Sagan, Molano, Kanter selv og måske Clement Venturini, der dog helst skal have en stigende spurt. I stedet var det alsidige afsluttere, der gjorde sig gældende i toppen, som det ofte er i dette benhårde løb.

VIL DU LIVESTREAME EN MASSE CYKLING? KOM FORREST I FELTET MED DISCOVERY+

En af de ryttere, der har haft særligt succes i Catalonien og Baskerlandet, er Impey, der har vundet spurter i begge de to spanske løb, hvor sprinterne som regel løber skrigende væk. I dag var det endda lige ved at skulle lykkes igen, da han efter fornemt forarbejde af Reto Hollenstein vandt positionskampen og kunne starte sin spurt fra så gunstig en position, at det meget vel kunne være blevet til sejr, hvis det altså havde været stort set alle andre end Sagan, der havde grebet hans hjul. Men som bekendt ved vi, at Sagan næsten pr. definition sidder på hjulet af den rival, der får det bedste lead-out. Den evne er nemlig hovedårsagen til hans uhyggelige stabilitet i spurterne.

Og lad os så lige kippe med det danske flag endnu engang, selvom en 5. plads jo drukner i den endeløse serie af danske sejre, der vælter ind i så konstant en strøm, at ingen vel rigtigt har overblikket længere. Nok kunne Alexander Kamp ikke true Sagan, men det havde også været for meget at forlange for en mand, der ikke er sprinter. Dagens resultat var på alle måder opløftende og endnu et bevis efter den fine kørsel i Bredene Koksijde og i dette løb, at danskeren, der i 2019 var på alles læber og meget tæt på verdenseliten, er tilbage på sporet.

På sporet er nu også igen Sagan, men desværre kan en sejr i en spurt Catalonien nok kun bruges til at styrke selvtilliden og ikke rigtigt for alvor give tro på, at slovakken også kører med Wout van Aert, Mathieu van der Poel og Julian Alaphilippe, når de åbner på Kwaremont, Paterberg og Koppenberg på næste søndag. Til gengæld kan Sagan nu glæde sig over, at han nu har vundet etaper i alle WorldTour-etapeløb undtagen Tour of Guangxi og Baskerlandet Rundt, som er to løb, han aldrig har kørt, og Criterium du Dauphiné, hvor han først gjorde sin debut i meget formsvag tilstand i en 2020-udgave, der var helt uden sprinteretaper. Det er immervæk lidt af en statistik, der minder os om, hvor fantastisk en rytter Sagan er og har været. Så må de kommende uger vise, om det catalanske selvtillidsboost alligevel kan gøre ham til en faktor i brostensmonumenterne, præcis som alligevel endte med at komme ganske tæt på sejren i det første af ”sine” tre monumenter.