Vuelta a Espana-analyse: Da vidunderbarnets genrejsning kastede glans over jerngrebets våbenhvile

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Da Jumbo-mandskabet i går gjorde alle de bange anelser, man inden løbet kunne have for en kvælende dominans, til virkelighed ved som det første hold i 32 år at rydde podiet på en grand tour-etape og endda gøre det helt ufattelige at sætte sig på hele den samlede top 3, kunne man godt frygte for fortsættelsen af en Vuelta, der jo ellers var så stjernebesat, at det hollandske supermandskab egentlig ikke kunne udfordres af meget mere skræmmende modstand. Ikke blot ejede holdet hele podiet efter at have sat sig på top 3 på løbets vel nok sværeste etape. Deres hold med ikke mindst den helt uopslidelige og genfødte Robert Gesink havde også været så dominerende, at man godt kunne frygte, at der ville brede sig en trist stemning af defaitisme, som ville gøre den sidste uges tid til en ørkenvandring, lammet af den hollandske herskers jerngreb.

Desværre blev de bange anelser til virkelighed, da rytterne i dag kastedes ud i den anden af de to store pyrenæeretaper, der jo til sammen har været med til at give årets udgave prædikatet som den hårdeste nogensinde. Det så jo ellers så lovende ud allerede fra start, da UAE-mandskabet med det samme viste deres intentioner. Selvom det blev en smule kluntet udført, forsøgte det arabiske mandskab at sende forposter afsted, inden de forsøgte at gøre etapen så hård som mulig, og dermed var der lagt op til en stor offensiv fra Juan Ayuso, der således med det samme beviste, at han i første omgang ikke har tænkt sig at bøje sig for overmagten.

Læs også

Optakt: 4. etape af Giro d’Italia

Den lidt kluntede udførsel, hvor forposterne kom alt for sent afsted, betød dog også, at man allerede med det samme næsten kunne regne ud, at det hele ville gå i vasken. Strategien indvarslede jo tydeligt, at Ayuso skulle forsøge et angreb på løbets næstsidste stigning, Larrau, der i lyset af et lidt let målbjerg også var stedet, hvor virkelige forskelle kunne gøres. Problemet var bare, at både Rui Oliveira og Finn Fisher-Black blev kørt ind allerede inden Ayusos angreb, og dermed var offensiven dømt til at mislykkes. Selv hvis miraklet skulle ske, at Ayuso skulle komme væk fra alle de tre Jumbo-kaptajner, kunne han være helt sikke på, at det hollandske jerngreb nok skulle blive strammet inden det lettere målbjerg.

Men Ayuso gav heldigvis ikke op. Forsøget kom, men det gav det resultat, enhver spændingshungrende cykelfan kunne frygte. Hverken Sepp Kuss, Jonas Vingegaard eller Primoz Roglic viste umiddelbare svaghedstegn, og derfor varede det, Ayuso havde bagt op til gennem hele dagen, heller ikke mange minutter. Synet af tre Jumbo-ryttere lige i bagsmækken ved det første angreb var ingen opmuntrende oplevelse. Defaitismen bredte sig, alt faldt til ro, og Jumbo strammede igen jerngrebet. Holdet var nemlig akkurat lige så overbevisende, som de plejer, for selvom Wilco Kelderman havde en offday, fortsatte uopslidelige Gesink, mens Attila Valter steppede op, netop som de skulle bruge ham.

Man havde måske kunnet håbe, at Ayusos moral ikke var så let at knække, men det var den tilsyneladende. End ikke fra Mikel Landa kom der et angreb på sidste stigning, hvor der i stedet blev kørt om den sekundære placeringer, da den heldigvis genfødte David De La Cruz greb ud efter en top 10, som det imponerende stærke Bahrain-mandskab dog ikke lod ham få, og i stedet blev der erklæret våbenhvile, også fra Enric Mas, der desværre fortsat har en kedelig til at være ærgerligt defensiv, selv når hans ben synes at kunne bruges til meget mere. Alt det, UAE havde lagt op til hele dagen, endte med det rene ingenting og en våbenhvile, der nu i hvert fald varer de næste to dage.

Etapen skabte alligevel lidt klarhed. Jumbo vil nu køre akkurat lige så passivt, som al logik tilsiger, og dermed er Primoz Roglics og Jonas Vingegaards chancer for at vinde Vueltaen nu lagt i Sepp Kuss’ hænder. Al tanke om en offensiv fra en af de to forhåndskaptajner vil jo naturligvis ikke give skyggen af mening, når man er i den gunstige position, at hele tre mand skal knække, hvis den samlede sejr skal glide dem af hænde, og ethvert forsøg på at gøre løbet hårdt øger jo kun risikoen for, at det vil ske. Herfra er alt initiativ således spillet i hænderne på UAE og Movistar, og Roglics og Vingegaards sejrschancer ligger sikkert i hænderne på Kuss og hans holdbarhed i det, der er den tredje grand tour.

Det kan være nedslående for de to forhåndsfavoritter, hvis de alene har deres egne sejrsmuligheder for øje, men i den forbindelse var der måske en smule håb. Mens Vingegaard og Roglic begge var der som små missekatte ved begge Ayusos forceringer, var Kuss på det sidste af de to angreb mere tøvende. Det lignede nu ikke en reel krise, men snarere et resultat af overraskelse, for han var hurtigt på hjul af Mas, da spanieren kørte op til Ayuso, Roglic og Vingegaard, og det er derfor nok en overfortolkning at tale om svaghedstegn hos en mand, der indtil nu synes at have så vild en motor, at han ikke er bedst i sin anden grand tour, som han plejede at være, men faktisk allerbedst i sin tredje.

Nu ved vi i hvert fald, at Jumbo ikke kører med hovedet under armen, men vil være akkurat så afventende, som de bør, og dermed må Roglic og Vingegaard sande, at de kun vinder løbet, hvis det lykkes for Ayuso og Mas at knække amerikaneren. Det kan bestemt også sagtens ske, der er nemlig slet ingen grund til at tro, at defaitismen varer ved.

Dagens etape var nemlig uheldigt designet. De to svære stigninger kom tidligt, og med et langt dalstykke frem mod sidste stykke var en nødvendig forudsætning for at ryste Jumbo et par forposter. Den mission mislykkedes jo desværre for UAE, og at tro at man kunne knække Jumbo på det lette målbjerg, ville nok være en kende for optimistisk. Derfor var Ayusos passivitet til slut bestemt ikke ulogisk, men forinden fik han jo vist, at han slet ikke har givet op. Vi kan derfor helt sikkert forvente os flere angreb fra den kant i Asturien i den kommende uge. Her er Angliru jo også så ærligt et bjerg, at uanset om der køres offensivt eller ej, vil benene tale deres eget sprog, og her vil der uundgåeligt komme forskelle.

UAEs kampvilje er prisværdigt af flere årsager. For det første er det rart at vide, at Ayuso som en anden Tadej Pogacar - men desværre ikke som Mas - har den rette kampgejst og aldrig giver op. For det andet fik vi at se, at UAE ikke har tænkt sig at køre defensivt for at få tre mand i top 10. I dag lignede Marc Soler en mand, der ikke helt uventet kan få problemer med sin holdbarhed, mens Joao Almeida, som heldigvis med sin ukuelige fightervilje synes i fremgang efter sin sygdom, af gode grunde var et sandsynligt offer for det pres, UAE selv lagde. Et kollaps fra de to var imidlertid en pris, de var villige til at betale, og det kan man kun glæde sig over. Det er så bare en skam, at Almeida nu slet ikke kan bruges taktisk, for noget tyder på, at han kan nå at komme sig i den tredje uge.

Derudover fik vi ingen svar. Cian Uijtdebroeks’ motor synes lige så stor, som han indikerede i foråret, Mikel Landa er vitterligt ved at genfinde sit forårsniveau. Aleksandr Vlasov er, som han plejer, Steff Cras imponerer fortsat, og Wout Poels er stadig en total lottokupon med gevinsttendens mod slutningen af en grand tour. Nej, de eneste interessante svar var de negative af slagsen, mest af alt det totale kollaps fra Lenny Martinez. Det har man nu nok kunnet fornemme de seneste dage, men det er alligevel ærgerligt at se, at han i første omgang har en del mangler på sin holdbarhed. Selvsamme holdbarhed var jo ellers tidligere en styrke for Hugh Carthy, men bedst som han begyndte at ligne sig selv igen, faldt også han helt sammen, så De La Cruz nu er alene om at være løbets positive genrejsning.

Læs også

Thomas efter Pogacars angreb: Hvad har han gang i?

Carthys manglende genrejsning til trods blev dagens store tema jo netop det. Jeg var i morges ret spændt på at se, hvordan Remco Evenepoel ville reagere på gårsdagens nedtur. Det kunne nemlig gå to veje. Som den fighter, vi kender ham som, kunne han forsøge at rejse sig på den største måde med det samme efter faldet, men som det stolte menneske, han er, kunne han også køre afventende i denne weekend af frygt for at blive ydmyget af langt svagere ryttere i et udbrud - i hvert fald indtil han var overbevist om, at de gode ben var tilbage.

Heldigvis vandt fighterviljen over stoltheden. Da han angreb lige ud af skolegården, har han jo ikke vidst, hvor gode ben han havde, da han valgte at gå på togt, og derfor løb han den risiko, at han igen ville falde igennem, hvis han ramte det udbrud, han så intenst jagtede. Heldigvis var det ikke kun fighterviljen, der var tilbage. Det var de gode ben også, og det giver da i hvert fald et håb for hans grand tour-fremtid.

Tendensen i tidligere etapeløb har ellers været, at han ofte kun blev dårligere og dårligere. Derfor kunne man have frygtet et permanent kollaps i stil med det, Simon Yates leverede i Giroen i 2018. I dag viste han heldigvis, at der bare var tale om en dårlig dag, og det er trods alt betydeligt mere opmuntrende for fremtiden end et totalt sammenbrud, der ville udstille en manglende holdbarhed.

Problemet er bare, at en dårlig dag udstiller noget andet om den anden vigtige komponent for en god grand tour-rytter, nemlig stabiliteten. Den er akkurat lige så vigtig som holdbarheden, og den lider Evenepoel jo åbenlyst under. Gårsdagen var jo ikke hans første dårlige dag. Nej, det var den anden, og hvis man skal tro ham selv også den tredje, fordi han ikke følte sig god på enkeltstarten. Man kan naturligvis altid håbe, at de dårlige dage falder på sprinteretaper, men når man har så mange, skal man godt nok have held i sprøjten, hvis det skal føre til en grand tour-sejr.

Det gør det i hvert fald ikke denne gang, men alligevel kan Evenepoel meget vel blive hovedperson herfra. Med sin enorme power kan han jo ramme udbrud efter behag, og hvis han er lige så sulten, som han plejer, tør jeg slet ikke tænke på, hvor mange af de sidste 7 etaper, han kan vinde som supplement til den bjergtrøje, der vel allerede er hans. Hvis Jumbos jerngreb fortsætter med at lægge klassementskampen i en benlås, skal vi jo have noget andet til at kaste glans over løbet. I dag var det vidunderbarnets genrejsning, og det kunne meget vel ende med at gå sådan i resten af løbet.

SE VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE