Vuelta a Espana-analyse: Første forsvarstest bestået for vidunderbarnet

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Nu er Remco Evenepoel ikke just uvant med medieopmærksomhed. Faktisk tog hypen om ham nærmest absurde højder, allerede da han var en helt grøn juniorrytter, og da han gjorde sin professionelle debut på den anden side af jordkloden i Argentina, var det vel nærmest hele den forsamlede belgiske sportspresse, der betalte for både fly og hotel for at kunne dække en begivenhed, som forhåbentlig skulle være starten på Eddy Merckxs genkomst. I det lys er det ikke mærkeligt, hvis den lille belgier af og til kan fremtone temmelig selvbevidst, for han har fra start fået at føle, at han er noget ganske særligt.

I dag var opmærksomheden dog større, end den plejer. Det er ikke uvant for Evenepoel at forsvare en førertrøje - faktisk har han vel nærmest kørt mere i førertrøjer end i en almindelig Quick-Step-trøje - men denne gang var det noget særligt. Det var nemlig hans første dag som førstemand i en grand tour, og med tanke på den stærkt begrænsede holdbarhed, han har vist i årets ugelange løb, var luppen hevet frem hos alverdens cykeliagttagere. Ville vi se de svaghedstegn, vi plejer at se, når vi er kommet et stykke ind i et etapeløb, eller ville han være akkurat lige så suveræn, som han havde været 48 timer tidligere?

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Efter godt 10 km klatretur op ad den spritnye Fancuaya-stigning i det bjergrige Asturien fik vi svaret. Belgieren havde forsvaret trøjen med bravur efter for anden gang på tre dage at have kørt et finalebjerg som en ren enkeltstart. Hvis rivalerne havde drømt om at se endnu et Evenepoel-kollaps, som vi har fået for vane at se dem, blev de slemt skuffede, for der var ikke mange sprækker i det belgiske panser, der viste sig helt ubrydeligt.

Alligevel var magtdemonstrationen ikke så overbevisende, som den var på Pico Jano. Hvor han for to dage siden kørte resten af feltet midt over, var forskellene her mere afdæmpede, selvom der var tale om et vanskeligere mål bjerg. Denne gang var det ikke kun Enric Mas, men også Primoz Roglic, der kunne følge med, og gevinsterne til Simon Yates, Carlos Rodriguez og Tao Geoghegan Hart var i den helt beskedne ende.

Hvordan skal man så læse det? Der er vel tre mulige forklaringer. For rivalerne er den mest håbefulde naturligvis, at det vitterligt var en mere mærket Evenepoel, vi så, og at dagens imponerende, men ikke suveræne præstation var det første tegn på, at niveauet vil være aftagende gennem løbet. Det er imidlertid også sandsynligt, at de betydeligt gunstigere vejrbetingelser gjorde etapen og finalen så meget lettere, at det slet og ret ikke var muligt at lave samme form for magtdemonstration, som det var det forleden.

Endelig er der naturligvis den taktiske. Evenepoel sagde allerede inden løbet, at han skulle køre med hovedet og ikke lave vilde magtdemonstrationer, når han nu ved, at det før har knebet med holdbarheden. Det var jo faktisk derfor, at han inden løbet sagde, at han skulle afdæmpet frem til enkeltstarten for derefter at evaluere sine chancer. Den strategi smed han på møddingen i torsdags, men der vil være god ræson i at vende tilbage til plan A, nu hvor han har fået sig et uventet stort forspring tidligt i løbet.

Naturligvis er det fristende at gå efter at levere alle de nyrestød, han kan, mens han stadig er frisk og løbets stærkeste rytter, men det vil også have en pris. Som Simon Yates kan skrive under på, skal man passe på med at tro, at man kan ødsle med kræfterne, bare fordi man føler sig som supermand i den første del af en grand tour. Det er derfor en fin balance, der skal findes. Overskuddet skal udnyttes, men jo mere det bliver det, jo større er risikoen også for et kollaps. Og så længe Evenepoel kan ventes at sætte alle rivaler voldsomt til vægs - Roglic naturligvis fraregnet - på tirsdag, har han ingen grund til at løbe alt for store risici.

Derfor er det muligt og sandsynligt, at det var en klog og kalkuleret Evenepoel, vi så i dag. Da han efter Ilan van Wilders sidste føring, blev isoleret, angreb han angiveligt - hvordan det gik for sig, ved vi jo desværre ikke, da spansk tv ikke havde deres bedste dag - men det var formentlig også nødvendigt. Når man er isoleret i et større felt, er det bedste forsvar som regel et angreb, og Evenepoels bedste forsvar bestod i at sætte et tempo, der afholdt andre fra at angribe, men som var så afmålt, at han kunne svare på eventuelle angreb. Hvis det var planen, lykkedes det til UG med kryds og slange, og så er alt fortsat på sporet.

Vi blev således ikke alt for meget klogere på Evenepoels langsigtede holdbarhed. Hans kørsel i dag kan både aflæses som begyndende træthed, men det kan også læses som en moden og klog belgier, der gjorde akkurat det, der skulle til for at forsvare en trøje, når nu han ikke har den superhjælper, der kan slæbe ham til toppen. Til gengæld blev vi betydeligt klogere på, hvem der vil kunne tage sejren, hvis tanken tømmes før tid, uanset om det ender i en total eksplosion, eller om det bare indebærer et lidt lavere niveau i næste weekend, hvor den helt store test venter på Evenepoel.

Det er nemlig Mas og Roglic, der fremstår som truslerne. Mas bekræftede igen i dag, at han vitterligt definitivt er tilbage på det superspor, han har været på siden sidste års Vuelta, men som han kortvarigt blev afsporet fra i forbindelse med den skuffende Tour. Det gode ved Mas er, at vi ved, at han er holdbar, og at han oftest kun bliver bedre og bedre. Modsat Evenepoel og Roglic, hvis fortsatte niveau der kan stilles spørgsmålstegn ved, vil det overraske, hvis Mas ikke holder niveau - i hvert fald hvis han undgår endnu et af sin endeløse serie af styrt - og nu synes Alejandro Valverde også langsomt at finde den form, der kan gøre ham til den superhjælper, han skal bruge for at sætte sine to værste rivaler under pres. At Carlos Verona så halter gevaldigt, lever han med, for en formstærk Valverde har den klasse, der skal til for at skabe ragnarok senere i løbet. Til gengæld har han også den gevaldige udfordring, at der på tirsdag udskrives en regning i millionklassen, når Evenepoel og Roglic har åbnet for gassen i Valencias fladland, og derfor vil han være afhængig af gedigne kriser hos de to tempostærke rivaler senere i løbet.

Den største vinder er dog nok Roglic. Sloveneren lignede i dag en mand, der var i nogenlunde kontrol, og han har utvivlsomt været fint tilfreds med at følge med og undlade at tage risici på en dag, der først og fremmest handlede om at genfinde selvtilliden. Det gjorde han utvivlsomt også, men det var stadig ikke den dominerende Roglic, vi kender. Han havde nemlig brugt sit punch til mod slutningen at vinde nogle sekunder, men denne gang var det altså Mas, der - i øvrigt i et betydeligt vidnesbyrd om stor styrke - åbnede spurten. Roglic var altså ikke nogen supermand, men han viste, at det sagtens kan være ham, der vinder, hvis Evenepoel falmer.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Blev vi klogere på ham? Ikke rigtigt. Det er stadig ret uklart, hvor meget af hans ”svaghed” der skyldes dårlig forberedelse, og hvor meget der skyldes, at Roglic bare er en anden, end han var for et år siden. Handler det om det første, vil han som i Touren i 2018 formentlig blive bedre og bedre undervejs, og så vil han formentlig kunne vinde løbet, når han har uddelt øretæver til Mas på tirsdag, og hvis Evenepoel falder sammen. Hvis til gengæld det nuværende niveau bare er hans, kan han få svært ved at knække Mas, også selvom han slår ham på enkeltstarten. Spanierens spurt i dag vidner om, at han var i et andet overskud end i torsdags, og så vil han formentlig kunne gøre en vis skade på Roglic på de lange stigninger i Andalusien

Er der andre, der kan vinde? Forud for løbet var Jai Hindley som bekendt min mand, men det ser svært ud nu. Det var ventet, at australieren bare skulle igennem den første uge og bruge de lange stigninger i uge 2, hvor han burde lukrere på sin eminente holdbarhed, men afstanden begynder at være stor. Han får yderligere en regning på tirsdag, og så begynder vi at tale om så mange minutter, at han vil være afhængig af reelle sammenbrud fra i hvert fald Roglic og Evenepoel, der slår ham klart på tirsdag. De er bestemt heller ikke umulige, men i dag gled Hindleys sejr betydeligt længere væk. Til gengæld står det også klart, at det er ham, Bora skal satse på. Wilco Kelderman satte igen i dag en streg under, at hans i forvejen begrænsede evner i bjergene nok har toppet, og Sergio Higuita har i dette løb ikke givet næring til ideen om, at han er bjergrytter og ikke puncheur.

En anden trussel var indtil i dag Juan Ayuso. Vi anede nemlig ikke, hvordan den 19-årige komet ville udvikle sig herfra, men efter id ag er det nok svært at se en 19-årig sejrherre. Forsvaret var fint, og jeg tror også fortsat på hans langsigtede holdbarhed, men der er lidt store udsving i hans præstationer. Måske var det vejret, der hjalp ham i torsdags, for han er betydeligt mere robust end de mindste klatrere. Hans videre færd er dog stadig uhyre interessant at følge, for vi aner jo intet om, hvordan han egentlig er strikket sammen.

Det er heller ikke sikkert, at han ender som bedste mand fra UAE. Joao Almeidas enkeltstart fungerede ganske pænt igen i dag, og han var ikke uventet bedre i godt end i dårligt vejr. Han har som regel en klart stigende formkurve i grand tours, og selvom han har skuffet på enkeltstarter i år, har han en god dag i vente på tirsdag. Lige nu synes evnerne i bjergene bare ikke at række hele vejen, selvom de længere stigninger i næste uge nok vil tiltage hans dieselagtige kørestil mere.

Hvis Ayuso viste svaghedstegn, gjorde den anden spanske komet det ikke. Som jeg skrev i den store optakt inden løbet, er der noget, der indikerer, at Carlos Rodriguez er den dieselmotor, der bare bliver bedre og bedre. Noget kunne tyde på, at den tese er korrekt, og selvom han er lige så ubeskrevet et blad som Ayuso, har jeg en vis tro på, at han kan hæve sit niveau og være holdbar.

I det hele taget er der vendt helt op og ned på Ineos-hierarkiet. Plan A, Richard Carapaz, er, som man efter Polen kunne frygte, helt atypisk helt fra snøvsen i en grand tour, han har kunnet forberede godt, og plan B, Pavel Sivakov, led det kollaps, man kunne have frygtet. Det har hele tiden lignet en risiko, at han har toppet for tidligt, og i forvejen har der været en tendens til, at han i etapeløb ikke er den mest holdbare. Det er til gengæld Tao Geoghegan Hart, der plejer at blive bedre og bedre undervejs og lurer som en ganske alvorlig trussel, i hvert fald mod podiet. Hvis han fortsætter fremgangen på samme storslåede vis som i Giroen i 2020 og kører enkeltstarter, som han har gjort tidligere i år, vil det formentlig være ham, der ender som briternes bedste kort, og det vil i den grad være herligt, hvis endelig han kommer tilbage på sporet.

På et fornuftigt spor er Simon Yates også. Briten har foreløbig haft et ganske højt niveau, men jeg har stadig de vanlige betingelser ved ham. Dels er der den manglende stabilitet og holdbarhed, men måske mere alvorligt er designet af etaperne. De seneste etaper med relativt korte og eksplosive stigninger har passet ham strålende. Det er de store og lange bjerge i Andalusien, der lurer som den store trussel.

I den forstand er han helt anderledes end Hugh Carthy og Thymen Arensman. For de to dieselmotorer har den første uge handlet om overlevelse, for de er altid bedst senere i løbet og bedre på lange dieselstigninger. I det lys er der grund til en vis optimisme på baggrund af deres fornemme start. Det andalusiske terræn passer også langt bedre til Ben O’Connor, men modsat de to ovennævnte synes han ikke at have holdbarhed og restitution som en entydig force. I det lys skulle han nok have været bedre nu, hvis han for alvor skulle have drevet det til noget.

Holdbarheden er også Gino Mäders store styrke, men den kommer næppe til at hjælpe ham. Jeg har ellers troet meget på schweizeren, men dagens nederlag var overraskende stort, selvom også han har skullet slå til i den tredje uge. Desværre følger det en kedelig tendens, hvor han ikke siden Romandiet har fundet sit niveau. I det hele taget gælder det for hele Bahrain, der har været en skygge af sig selv siden den succesrige Giro. I dag måtte Mikel Landa således igen sande, at der er lidt vej til topformen, og det står nu helt klart, at Santiago Buitrago er milevidt fra sit Giro-niveau.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Han var imidlertid ikke den eneste taber. Miguel Angel Lopez nåede at skabe håb om en genfødsel i Burgos, men selvom der stadig er håb for, at han vil forbedre sig, som han plejer, når han startede en grand tour svagt, og selvom hans terræn først komme i de andalusiske bjerge, hvor han i 2017 åbenbaredes som en klatrer fra en anden planet, er det i lyset af hans svage sæson svært at se ham som en reel trussel på et Astana-hold, hos hvem Alexey Lutsenko og særligt Vincenzo Nibali i den grad kæmper med formen. Intermarché fik også en gedigen lussing med Domenico Pozzovivo og Louis Meintjes, der i dag ikke kunne bruge vejret som undskyldning, og EF må også sande, at Rigoberto Uran har set sin bedste tid, og at der var en grænse for Mark Paduns genkomst.

Det er der til gengæld ikke for Jay Vines gennembrud. Det er ganske uhørt, at en rytter vinder de to første bjergetaper i en grand tour fra først et slag med favoritterne og siden fra et udbrud, men i dag skrev den australske komet vel nyere grand tour-historie ved at gøre netop det. Der er på mange måder noget Michael Storer over Vines start på løbet, for sidste år vandt hans landsmand også to etaper og bjergtrøjen efter at have givet glimt af potentialet på en bjergetape året forinden. Forskellen er bare, at Vine synes at kunne vinde både bjergtrøje og endnu flere etaper, og hvis han beslutter sig for at gå efter klassementet og ikke prikkerne, kunne han måske også ende hæderligt, selvom man hidtil har kunnet stille enorme spørgsmål ved holdbarheden hos den ekstremt svingende australier med det meget lave bundniveau. En anden væsentlig forskel er, at Vines meget specielle og korte baggrund i cykelsporten gør, at hans langsigtede potentiale synes langt større end Storers. Hvis han fortsætter med at jagte udbrud og holder niveau, bliver han en slem sten i skoen for de andre lykkeriddere, hvilket er en skam for Marc Soler og Rein Taaramae, der begge imponerede stort i dag, og Thibaut Pinot, der viste et niveau, som ikke gør en etapesejr helt umulig.

Det er den bestemt heller ikke for Mads Pedersen. Danskeren lagde ny alen til sin enorme fremgang i år ved at gå i udbrud på en bjergetape, hvor han tidligere ville være en af de første, der blev sat. I forvejen tårnede han sig op som den helt store favorit til pointtrøjen, men hvor Sam Bennetts uventet gode præstation i går havde genantændt et lille irsk håb, ser det nu meget svært ud for supersprinteren, når Pedersen nu har vist, at han kan vinde pointtrøjer på en måde, det ellers hidtil kun har været Peter Sagan, Michael Matthews og Wout van Aert forundt.

Sagan og Van Aert befinder sig jo også i kategorien af fænomener, så det er ikke mærkeligt, at de har været kunnet levere de mest utrolige ting i bjergene. I samme kategori finder vi som bekendt Evenepoel, og han blev jo endda udskreget til at være fænomen i en langt tidligere alder, end slovakken og hans landsmand gjorde det. Til gengæld har den første del af sæsonen også bevist, at der selv for Evenepoel er betydelige mangler i arsenalet, når hans holdbarhed har været så åbenbar en akilleshæl, som den har. Om den fortsat er det, ved vi efter dagens anden store bjergtest fortsat ikke, men det er i hvert fald svært ikke at bedømme den første forsvarstest som bestået.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE