Vuelta a Espana-analyse: Soloridtet der ikke kunne overgås

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Det er bare en uge siden, at en stor del af cykelverdenen var ved at falde ned af stolen af forbløffelse. Det var i søndags, hvor Damiano Caruso gennemførte et 70 km langt soloridt med så stor bravur, at det var svært ikke at lade sig overvælde af beundring. Ikke blot havde han kørt så langt et stykke alene på en af løbets hårdeste bjergetaper, han havde også gjort det, mens han først havde et hårdt jagtende Ineos og siden klassementsrytterne i fuld jagt på sekunder umiddelbart bag sig.

Den slags hører i den grad til sjældenhederne i grand tours. Marc Hirschi var tæt på at gøre noget lignende i Touren sidste år, men det fik Jumbo formøblet, da et vist sultent monster havde lyst til at jagte en etapesejr, som i sidste ende gik hans til værste rival, Tadej Pogacar. Derudover har Tony Martin gennemført noget lignende i Touren for nogle år siden - ligesom han som bekendt var meter fra at skabe et vildt mirakel på den Vuelta-etape, Michael Mørkøv temmelig overraskende vandt - og mange vil måske også huske, at Ruben Plaza leverede et vanvidsridt på Vueltaens 20. etape i 2015, selvom dagen mest huskes for, at Fabio Aru fik skovlen under Tom Dumoulin i absolut sidste øjeblik. Og så er der naturligvis også det vel nok mest berømte af dem alle, nemlig Chris Froomes mirakelcomeback over Finestre i Giroen i 2018.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Den slags ridt er vitterligt sjældne, og derfor er det mildt sagt overraskende, at vi bare syv dage senere skulle bevidne et soloridt, der i hvert fald målt alene på distance var større end det, Caruso leverede sidste søndag. I dag lykkedes det nemlig Rafal Majka at slå Caruso med næsten 20 km, da han på Vueltaens 15. etape kørte alene i intet mindre end 87 km - og det vel at mærke efter forinden længe at have kørt med bare Fabio Aru som følgesvend.

Man kan måske stadig diskutere, hvilket ridt der var smukkest. Caruso holdt trods alt alle favoritterne og Ineos bag sig på en dag, hvor et eksploderet felt betød, at løbets bedste klatrere åbnede helt op for posen. Det gjorde Majka trods alt ikke i dag, hvor han trods alt ”kun” skulle overgå en stærk forfølgergruppe på 20 mand og et felt, der anført af Intermarché allerede havde erklæret våbenhvile. I den forstand var modstanden større for en uge siden, og modsat Majka var Caruso ikke hjulpet af en dag med næsten uafbrudt medvind.

I virkeligheden svarer det til at udtale sig om, hvorvidt Rundetårn er højere end et tordenskrald. Begge bedrifter var nemlig uhyre imponerende og noget af et særsyn i grand tours, hvor niveauet er så højt, at selv Remco Evenepoel, der jo ellers gør en dyd ud af at levere det ene soloridt efter det andet i disse dage, skal stramme sig an, hvis han i fremtiden skal gøre noget lignende. Og Majkas bedrift i dag tillægges også en betydelig vægt af, at han slet og ret kørte Steven Kruijswijk midt over, selvom den stærke hollænder havde haft alibi til at sidde på hjul hele dagen og i de seneste dage har vist et niveau, vi ikke har set, siden han steg ned fra Tourens podium for godt to år siden.

Der er dog alligevel i hvert fald én ting, der adskiller Carusos og Majkas vilde ridt. Hvor Carusos bedrift ikke var højdepunktet i en sæson, hvor han i en sen alder har nået sit foreløbige højdepunkt og har leveret et veterangennembrud, der kan gøre selv Jakob Fuglsang misundelig, kommer Majkas bedrift som en stor genoprejsning efter en sæson, hvor intet har fungeret. Det lignede ellers lidt af et kup, da UAE sidste år fik overtalt polakken, der trods sygdom i Giroen faktisk i 2019 og 2020 havde genrejst en ellers lidt hensygnende karriere, til at agere Tadej Pogacars luksushjælper. Sådan var det bare ikke i årets første måneder, hvor Majka var så milevidt fra sit niveau, at jeg i hvert fald ikke kunne fri mig for tanken om, at han mentalt havde trukket stikket og blot skrevet kontrakt med UAE for i karrierens efterår at få stukket snablen ned i arabernes uudtømmelige tank af oliemillioner.

Heldigvis handlede det slet ikke om ussel mammon. Majka var åbenbart bare inde i en af den slags kriser, som de fleste cykelryttere oplever undervejs, og som kan være blevet accentueret af et holdskifte, der ofte kan være en svær størrelse at håndtere - særligt for en mand, der i mange år havde befundet sig det samme sted. Majka viste nemlig allerede i Tourens tredje uge, at han stadig hører til blandt de ypperste klatrere, og det satte han en fed streg under med dagens vanvidsridt, der i første omgang lignede det glade vanvid, da han og Aru undlod at vente på deres forfølgere, men som i sidste ende skulle vise sig i stedet at være dybt imponerende.

Dermed kan Majka måske i virkeligheden være tilbage på det spor, han allerede var på, da han i 2019 og 2020 kom tilbage efter en svær tid. Det er nemlig ikke tilfældigt, at hans seneste sejr rækker tilbage til netop Vueltaen i 2017, for i en lang periode så Majka ud til at være i forfald. Hans genrejsning i de senere år omsatte sig delvist grundet uheld aldrig i en sejr, men i dag mindede han os alle om, hvorfor han i Touren i 2014 var så suveræn, at han syntes bare at kunne vinde de bjergetaper, han havde lyst til.

I det hele taget var det genrejsningernes søndag. Det var nemlig en lige så stor fornøjelse at se Kruijswijk køre så stærkt, som han gjorde i dag. Igennem hele 2021 har han nemlig været så milevidt fra sit niveau, at man havde svært ved at tro, at det faktisk var den rytter, der for bare to år siden stod på Tourens podium, men efter en mildt sagt sløj Tour er han i denne Vuelta efter endnu en skuffende start bare blevet bedre og bedre.

Det kan i virkeligheden ikke undre. Det er jo den vej, det altid går med Kruijswijks form i grand tours, men måske skal hans genrejsning i dag også ses i et større perspektiv. Måske er forklaringen på, at Kruijswijks dieselmotor bare ikke havde godt af coronakrisen. Han styrtede tidligt ud af Vueltaen efter sin podieplads i Frankrig i 2019, og derfor endte han reelt sin sæson den 28. juli for to år siden. Han nåede ikke at køre ét eneste cykelløb, inden verden blev sat på pause i 2020, og da han kom tilbage, startede han stærkt i Ain for siden at styrte så voldsomt i Dauphiné, at han først vendte tilbage i Giroen. Her startede han pænt, men efter bare en uge testede han positiv for covid-19, og så var hans sæson allerede ovre.

Da han i marts tog hul på sæsonen i Paris-Nice, kan man derfor med nogen ret hævde, at Kruijswijk havde haft sin karriere sat på pause i mere end halvandet år, og det kan umuligt være godt for en mand, der altid har været kendt for kun for alvor at køre stærkt i den tredje uge af en grand tour. Nu har han til gengæld langsomt haft en sæson til at få varmet motoren op, og måske var det bare det, der skulle til for at genfinde dele af de gamle takter. Endnu et Tour-podium bliver det nok ikke til, men hvis han mangler lidt trøst over ikke i dag at have sikret sig karrierens bare tredje sejr, må han i hvert fald have tanket masser af moral efter dagens ganske imponerende præstation.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Det blev nemlig alt andet end en let dag. På forhånd var der lagt op til en vild kamp om at ramme dagens udbrud, men da Movistar og Ineos begik en gigantisk brøler ved i løbet af de første 10 km at lade Sepp Kuss snige sig med i et stort 18-mandsudbrud, blev det pludselig endnu mere hektisk. Naturligvis kunne spanierne ikke lade Jumbos løjtnant bringe sig endnu tættere på - eller måske endda forbi - deres to kaptajner, og mens man måske nok kan undre sig over, at Ineos var iskolde, krævede det en vild jagt fra spanierne at bringe styr på sagerne igen - desværre til ulempe for brølstærke Magnus Cort og ikke mindst den i dette løb så stærke, men uheldige Andreas Kron, som ellers endelig havde ramt rigtigt - endda på en etape, der nærmest var en tro kopi af den, der gav ham sejr i Tour de Suisse.

Det betød, at løbet blev genåbnet på ny, da feltet ramte den første af de fire stigninger, og det gav et helt andet løb, end man kunne have ventet. Var udbruddet kørt i fladlandet, havde de tunge folk haft en god chance, men nu blev det i stedet et ganske potent udbrud af klatrere, der etableredes. Det gør blot Majkas bedrift endnu mere imponerende, at han ikke satte en flok tungere drenge til vægs, som Romain Bardet i nogen grad gjorde det i år, men at han slog en række af feltets bedste klatrere - og at han samtidig gjorde det på en dag, hvor alle tidsplaner blev sprængt, fordi Intermarché af helt uforståelige årsager kørte med så stor hast, at man skulle tro, at de havde misforstået vejrmeldingerne og troede, at orkanen Ida var på vej til Midtspanien og ikke til USA. De fik endda hentet Michael Storer, der jo ellers i de seneste uger har været helt ustoppelig, men som nu synes at måtte erkende, at der altid er en udløbsdato på superform.

Den kombination af en tidlig Kuss-trussel, og et Intermarché-mandskab, der syntes at overreagere voldsomt på den beskedne trussel, Juan Pedro Lopez udgjorde mod Odd Christian Eikings førertrøje, endte med at gøre det til endnu en knaldhård dag i en anden uge, hvor fire af seks etaper er blevet kørt i et rasende tempo, endda i bagende temperaturer. Det vil utvivlsomt kunne mærkes i den brutale uge 3, men allerede i dag var det ret tydeligt, at det fik konsekvenser.

Nej, der blev ikke gjort betydelige forskelle i klassementet, men det var aldrig sandsynligt. Dertil var stigningerne alt for bløde og placeret langt fra mål, og derfor er det også svært at bebrejde Ineos, Movistar og Bahrain, at de valgte at jagte en etapesejr og ikke satsede stort på at sætte Primoz Roglic under pres. Det havde nemlig helt sikkert været spild af kræfter, for hvis der er én konklusion at drage efter i dag, er det, at Jumbo-mandskabet efter de tidlige svaghedstegn lige nu ligner det i særklasse stærkeste hold. Sådan må det læses, når der til slut kunne sprænge en atombombe i feltet og efterlade kaptajnerne stort set isolerede, samtidig med at Primoz Roglic var omgivet af Kuss og Sam Oomen og endda havde overskud til at lade Kruijswijk jagte en etapesejr. Det ser pludselig slet ikke ud til, at det er kollektivet, der er Roglics akilleshæl - snarere tværtimod.

Når det hårde tempo alligevel fik konsekvenser, skyldtes det ikke forskellene, men det blodbad, der blev fulgte i kølvandet. Den beskedne kategori 3-stigning til sidst burde aldrig have gjort skade, men alligevel var ryttere som Aleksandr Vlasov, der i sin yoyokørsel havde en af sine dårlige dage, og Odd Christian Eiking selv alt andet end komfortable, da Adam Yates pludselig gik amok i en byge af angreb. Forud for etapen lå det ikke i kortene, at favoritgruppen skulle decimeres så meget, men det fik Intermarché med deres vilde tempo kraftigt bidraget til. I det lys var det vist meget heldigt, at Eikings elastik holdt til sidst, for ellers havde det mildt sagt ikke set alt for kønt ud.

Kønt var det til gengæld for Yates. Selvfølgelig var det klart, at Roglic havde bestemt sig for at komme så let som muligt igennem dagen og derfor ikke havde til sinds at reagere på en mand, der var adskillige minutter bagud, men det må dog give nogen selvtillid, at det var den ellers så velkørende Miguel Angel Lopez, der slap hans hjul. Det kan sagtens have været frivilligt fra colombianeren, der måske anså det som Jumbos opgave at svare på den slags angreb, men det var et tiltrængt selvtillidsboost for briten, der både har døjet med den vanlige dalende formkurve i anden del af en grand tour og det nylige styrt. Desværre var denne form for eksplosiv stigning også bedre for Yates end de store bjerge, der venter i Asturien i den kommende uge.

Som ventet bliver det nemlig her, at løbet skal afgøres. Med årets lidt atypiske design, hvor den normalt så afgørende næstsidste weekend var blevet reduceret til en parentes, men hvor den tredje uge til gengæld er sjældent brutal, har Vueltaen, der ellers ofte er kendt som et konstant festfyrværkeri over tre uger, blevet reduceret til et ret langt ventespil, hvor favoritterne kun for alvor har været i krig på Velefique for en uge siden. Selvfølgelig skyldtes det også den kraftige modvind på Picon Blanco og i går, men en bagtung grand tour-rute har ofte den konsekvens, at risikovilligheden i de første to uger er begrænset.

Det er Egan Bernal utvivlsomt glad for, når det nu lykkedes colombianeren at komme igennem weekenden uden problemer og med en tilsyneladende stigende formkurve, der kun synes at have godt af de ekstra dages ventetid. For Roglic er det også ganske perfekt, for det er ikke ham, der har spor travlt, ligesom tiden også kun synes at arbejde for holdets styrke. Det er mest Movistar, der kan ærgre sig, men de havde ikke rigtigt andre valg. I dag var etapen for let, og i går ødelagde modvinden hele deres fest. Og så må det brølstærke Bahrain-hold forundres over, at de med deres supertrup fik så lidt ud af weekenden, efter at de i går var uforklarligt passive og i dag måtte sande, at Caruso spillede på den forkerte hest først på etapen, og lottokuponen Wout Poels igen var en nitte.

Det gør nok mest ondt på hollænderen. Caruso har nemlig allerede sit på det tørre i et løb, hvor han leverede et soloridt, der for en uge siden så ud til at skulle blive et af løbets helt store højdepunkter. Det er det for så vidt stadig, men efter i dag har det i den grad fået en konkurrent, efter at Majka leverede en bedrift, der gør Carusos status om feltets solokonge temmelig usikker.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Nu er spørgsmålet så, om disse to soloridt skal overgås igen næste søndag. Det synes bestemt ikke utænkeligt, men i givet fald vil det nok være et slovensk monster, der står bag. Det er nemlig sket én gang tidligere for ganske nylig, at Roglic har leveret en solopræstation, der gjorde verden stum af beundring. Dengang var det i Japan. På søndag får han chancen for at forsøge at få os til at overgå to soloridt, der ellers ikke syntes at kunne blive overgået.

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-