Giro d'Italia-analyse: Da behovet for en fænomenlov blev tydeliggjort

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Landevejscykling er ikke den mest innovative sportsgren, men det sker da, at UCI af og til ændrer i regelsættet. Der er som regel tale om mindre justeringer, der dog af og til alligevel kan skabe en del furore i cykelverdenen, men paladsrevolutioner ser man ikke i en sport, der grundlæggende handler om at komme først på et transportmiddel, der blev opfundet for mange, mange år siden.

Hvis han kunne, vil jeg dog tro, at UCI-præsident David Lappartient kunne indføre en fænomenlov. Den var ikke så aktuel tidligere, hvor vi endnu ikke havde ramt vidunderbørnenes tidsalder, men i de seneste år er den blevet mere og mere aktuel. Det er i disse år, at vi har set sportens nye fænomener levere det ene vanvidsridt efter det andet, og det har sat en helt ny standard for, hvordan cykelløb kan køres.

Læs også

Sportsdirektør med nedslående melding om Vingegaards niveau

Det har bare også haft en lidt kedelig bieffekt, nemlig at visse løb er blevet pokkers kedelige. Selvom man kun kan beundre den fysik, der ligger til grund for det, er det altså ikke specielt spændende at se Tadej Pogacar levere alenlange soloridt i Strade Bianche og Liege-Bastogne-Liege, og det bliver ikke meget mere interessant, når det er Mathieu van der Poel, der gør det i E3, Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Det blev også en anelse monotont at se Pogacar vinde fire ud af syv etaper i Catalonien, og det var ikke ret meget mere spændende at se Jonas Vingegaard knuse al modstand to dage i træk i Tirreno-Adriatico.

Det kan de stakkels fænomener jo ikke gøre for. De kan jo sagtens levere fabelagtigt cykelløb. Hvem nød ikke den vilde duel mellem Pogacar og Vingegaard i sidste års Tour? Og hvem synes ikke, at sidste års Flandern Rundt, hvor Pogacar, Van der Poel og Wout van Aert udkæmpede et mindeværdigt slag var en af nyere tids bedste udgaver? Og hvem sad ikke med hjertet oppe i halsen, da Van der Poel og Van Aert duellerede i Paris-Roubaix?

Sidstnævnte duel fik imidlertid en brat ende. Så snart Van Aert var punkteret, var spændingen ovre. Herefter blev vi vidner til endnu et monotont soloridt fra Van der Poel, og derefter var vi som så ofte før efterladt med kampen om 2. pladsen som det mest spændende.

Netop det løb indrammer meget fint, hvad der er problemet. Det er pokkers spændende at se fænomenerne køre mod hinanden. Det bare langt mere sindsoprivende at se et cykelløb, hvor kun ét af sportens vidunderbørn er til start. Den slags løb er afgjort på forhånd, og da nutidens fænomener ikke har for vane at vente så længe, at man kan tro, at det måske alligevel kan blive lidt halvspændende, bliver det hurtigt lidt kedsommeligt at se på. Det er derfor Lappartient burde få indført en fænomenlov, der forbyder et fænomen at stille op til et løb, hvis ikke det som minimum har taget et medfænomen med sig.

Samme regel burde jo være indført til denne Giro. Man skal i hvert fald ikke være jubeloptimistisk slovener for at forestille sig, at Pogacar nok ender med at vinde et løb, hvor han allerede har en historisk stor afstand ned til nr. 2. Nej, i disse tre uger har det mest spændende jo som bekendt i forhold til ham været, hvordan han ville vinde løbet, og om han kunne finde ud af at trække håndbremsen og vinde løbet med Touren mere end Giroen i tankerne.

Men faktisk er han jo ikke det eneste fænomen i løbet. Jonathan Milan kunne da i hvert fald have kurs mod at blive et nyt sprinterfænomen, og vi ved da, at vi som minimum har et tempofænomen i feltet. Filippo Ganna har ganske vist i de senere år været betydeligt mere svingende end tidligere, men da han bragede ind på temposcenen for nogle år siden, var han jo i perioder i nogen grad i sin egen liga, selvom både Remco Evenepoel og Wout van Aert kunne byde ham op til dans.

Derfor var det også herligt at gå ind til dagens enkeltstart. For en gangs skyld var Pogacar faktisk blandt favoritterne til en etape, uden at han kunne være sikker på at vinde. Nej, faktisk havde Ganna med sit vilde ridt på den flade del af løbets første enkeltstart indikeret, at vi nok stadig befinder os i en verden, hvor han har overhånden på flade enkeltstarter, som han i hvert fald tidligere har haft det mod det slovenske fænomen. Den overhånd kunne man ellers godt betvivle efter Gannas krise, der blandt andet betød, at Evenepoel slet og ret ydmygede ham på 1. etape af Giroen for et år siden, men efter at italieneren slog den belgiske verdensmester i Vueltaen, var der i hvert fald inden dagens etape en indikation på, at styrkeforholdet mellem han og Pogacar var tilbage i italiensk favør.

Vi kunne bare ikke vide det med sikkerhed. Det var jo ret åbenlyst, at Pogacar i fredags greb løbet meget konservativt an på den flade del, inden han for alvor åbnede for sluserne på stigningen. Derfor var Gannas overlegenhed ikke nødvendigvis udtryk for det aktuelle styrkeforhold mellem de to på en helt flad enkeltstart.

Men så er det jo godt, at denne Giro er historisk i den forstand, at det er den første grand tour siden Touren i 2013, hvor der bydes på to lange enkeltstarter over mere end 30 km. Det betød nemlig, at der allerede i dag var plads til endnu en styrkeprøve mellem de to fænomener, og denne gang var bolden sparket direkte over på Gannas banehalvdel. Med en helt flad tonserrute ved Gardasøen kunne han i hvert fald ikke få bedre forudsætninger for at bevise, at det fortsat er ham, der er den bedste fladbanetemporytter af de to.

Læs også

Kuss udgår af Dauphiné

Og minsandten om det ikke lykkedes ham at bevise, at Pogacar skam godt kan besejres, selv når han går efter sejren. Det kræver bare, at han skal dyste mod et andet fænomen, som han blev det i dag, da han stod ansigt til ansigt med Ganna. Mange italienere nåede ellers lige at blive bekymrede, da sloveneren var bedst ved første mellemtid, men denne gang havde de to disponeret helt anderledes end i fredags. Hvor Pogacar denne gang lignede en mand, der lagde ud en smule over evne - formentlig fordi han vidste, at det var nødvendigt, hvis han skulle slå Ganna på en rute som denne - var det italienske udlæg meget konservativt, inden der for alvor blev tændt for wattmonsteret på etapens anden del.

I sidste ende blev det ikke engang tæt. Ganna slog Pogacar med hele 29 sekunder og var dermed mere overlegen på denne enkeltstart, end Pogacar var det, da han for en god uge siden sørgede for det omvendte udfald på den første enkeltstart. Dermed faldt der utvivlsomt også en tung sten fra Gannas hjerte. Det kan ellers let ligne en rutine for en mand at vinde sin sjette Giro-enkeltstart, men med tanke på den krise, der i en periode i 2022 og 2023 gjorde ham næsten helt ordinær, må det komme som en sand forløsning, at han nu inden for mindre end et år har slået både Pogacar og Evenepoel på en enkeltstart. Nu kan han med rette drømme om både OL og VM igen - og så krydse fingre for, at han ikke allerede er overhalet af Josh Tarling, der endnu har til gode at køre en rigtig enkeltstart i år.

Pogacar må i hvert fald sande, at han ikke er uovervindelig i alle discipliner. Det vidste han for så vidt godt, for Ganna har som sagt traditionelt haft en overhånd på flade enkeltstarter, men han havde nok håbet at være en anelse tættere på. Alligevel kan han nu være ganske godt tilfreds med dagens præstation, for alle andre end Ganna blev jo - igen - kørt midt over.

Inden løbet var jeg ellers ret spændt, om han ville kunne slå Magnus Sheffield. Ganske vist har amerikaneren ikke helt udviklet sig så hurtigt, som jeg troede ved sæsonstart, men hans flotte ridt i fredags indikerede da, at han fortsat har kurs mod at blive en af verdens bedste temporyttere. I princippet får vi aldrig svar på, om den slovensk-amerikanske duel var gået den ene eller den anden vej, men da Pogacar ved anden mellemtid allerede var 29 sekunder bedre end Sheffield, er det vist ret givet, at der ikke havde været noget amerikansk comeback, selv hvis amerikaneren ikke var styrtet. Dermed må vi klart sande, at der fortsat er et stykke vej, inden vi kan kalde Sheffield en sand tempogigant - og vi kan i hvert fald også konstatere, at Sheffield skal have lært at holde sig på cyklen, for det er godt nok alt for ofte, han vælter, ikke mindst på enkeltstarter.

Derfor blev det også en lidt bittersød dag for Ineos. På positivkontoen tæller naturligvis Gannas magtdemonstration, men her finder vi også bekræftelsen på, at Thymen Arensman er tilbage som en fremragende temporytter. Det kneb ellers gevaldigt sidste år, men nu synes han definitivt tilbage, og han har også stensikker kurs mod at finde den gyldne tredjeugesform, han plejer. På positivkontoen finder vi også Tobias Foss, der måske ikke kører som verdensmester, men som i det mindste midt i sin langvarige krise fik bevist, at han skam stadig kan køre enkeltstart, nu hvor han er kommet sig over den sygdom, der åbenbart har plaget ham.

På negativkontoen finder vi til gengæld Sheffields styrt, men jeg vil også placere Geraint Thomas på samme konto. Ganske vist kom han flot tilbage efter fredagens gigantiske skuffelse, men de to enkeltstarter, der skulle have været hans helt store våben i kampen om den samlede sejr, blev slet ikke til det, man havde ventet. I dag lykkedes det ham således blot at hente 5 og 11 sekunder på hhv. Antonio Tiberi og Ben O’Connor, og selvom de jo begge bekræftede, at de har forbedret sig helt enormt i disciplinen, ville man have forventet mere af en mand, der for bare to år siden kørte næsten lige op med Pogacar og Vingegaard på Tourens sidste enkeltstart, og som altid har været en af verdens allerbedste temporyttere.

Jeg synes i hvert fald, at det lugter af, at Thomas kan få det svært i bjergene. Indtil nu har bjergudfordringerne været relativt lette, og derfor har han set overbevisende ud, men det står mere og mere klart, at han ikke er på samme niveau som sidste år eller i 2022. Jeg kan i hvert fald godt frygte, at han får det svært, når der skrues op for vanskeligheden i de kommende dage, ikke mindst fordi det også er bekymrende, at det nu er anden enkeltstart i træk, hvor han går en smule - og i fredags meget - ned til sidst.

I den forstand blev vi en smule klogere på spillet om podiet - et spil, der ligner løbets gave. Selv løbsdirektør Mauro Vegni må i sit stille sind have ønsket sig, at Pogacar alligevel ikke var til start, for så havde løbet været pivåbent. Selv en enkeltstart på mere end 30 km kunne ikke gøre specielt store forskelle mellem de fire, der synes at skulle slås om 2. pladsen - der var blot 31 sekunder mellem Thomas og Daniel Martinez - og dermed kan man måske forvente, at styrkeforholdet i bjergene også vil være uhyre jævnbyrdigt.

Alligevel var der klare vindere i den kamp. Det var naturligvis Tiberi og O’Connor, der ganske vist havde givet klare tegn på markant fremgang i disciplinen, men som i dag kørte det, der ubetinget var deres livs enkeltstart, når man tager terrænet i betragtning. Hvis man på forhånd havde tilbudt dem dette tidstab til Thomas på denne etape, er jeg ret sikker på, at de havde skrevet under med det samme. Det siger ikke nødvendigvis noget om, hvordan det ser ud i bjergene, men de har i hvert fald bevist, at de er blevet langt mere komplette - ikke mindst O’Connor, der tidligere havde disciplinen som en decideret svaghed.

Læs også

Starttider: 1. etape af Tour de Suisse

Når der er vindere, er der også tabere. Jeg synes som sagt, at Thomas falder i den kategori, og det gør Martinez også. Ganske vist kommer det ikke som et chok for mig, at han i dag tabte en del tid, for allerede i optakten skrev jeg, at han ganske vist er en god temporytter, men at denne enkeltstart nok var en anelse for flad. Det skulle vise sig rigtigt, og i det lys var et tab til Thomas på 31 sekunder bestemt ikke skidt. Problemet var bare, at han tabte mere tid til Tiberi og O’Connor, end man kunne have ventet. Jeg havde i hvert fald inden løbet regnet Martinez som en vinder over O’Connor på denne etape.

Men heldigvis for Martinez siger dagens resultat ikke meget om, hvordan det vil se ud på kongeetapen i morgen. Her er både terræn og disciplin helt anderledes, og det er der mange, der skal være glade for. Ser man bort fra Pogacar, Thomas, Martinez, O’Connor, Tiberi og Arensman stod alle klassementsryttere nemlig til en gedigen lussing på denne etape, og det fik de også alle.

Alligevel var der vindere også i den kamp. Mest overraskende var det at se Alezx Baudin køre det, der utvivlsomt var hans livs enkeltstart, for han har aldrig tidligere vist klassiske tempoevner og var så sent som i fredags en stor taber. Mindre overraskende var det at se Filippo Zana, for han viste jo allerede i sidste uge, at han som mange andre Jayco-ryttere har gjort enorme fremskridt i disciplinen. Derudover var der de forventede gigantregninger til Romain Bardet, hvis kortvarige fremgang hos DSM er helt væk, Lorenzo Fortunato, der ellers har forbedret sig enormt siden skiftet til Astana, Einer Rubio, Michael Storer, der blev en anden lille vinder blandt de temposvage, Jan Hirt og Domenico Pozzovivo, der er en skygge af den temporytter, han engang var.

Men de var altså også på udebane i dette terræn. I dag var det specialisterne, der dominerede, men etapen understregede også det, vi ved, nemlig at klassementsryttere typisk gør det bedst sent i en grand tour. Det var i hvert fald bemærkelsesværdigt, at Ganna og Luke Plapp fra top 7 var de eneste, der ikke er klassementsryttere, og dermed blev den gamle regel om, at restitution spiller voldsomt ind på dette tidspunkt, bekræftet. Resultatet havde formentlig været anderledes, hvis det havde været 1. etape.

Plapp lykkedes dog med at blande sig, og det var opløftende. Australieren er kendt for sit uhyre lave bundniveau, og han har de seneste dage lignet en mand, der var faldet ned i et af sine huller. Heldigvis er det nu muligt, at det bare handlede om lidt sygdom, for han satte i hvert fald i dag en streg under, at han vitterligt er blevet den temporytter, han lovede os, da han var så spændende et U23-talent.

U23-verdensmesterskabet blev han dog snydt for af Johan Price-Pejtersen, men i dag vandt han alligevel kampen over U23-verdensmestrene. Det lykkedes nemlig desværre heller ikke i dag for Mikkel Bjerg at køre en enkeltstart, som han gjorde i Dauphiné, der desværre stadig er en lidt enlig svale, selvom han har forbedret sig en del siden begyndelsen på karrieren. Nej, så var det mere opløftende med Lorenzo Milesi, der nu to gange i træk har bevist, at sidste års choksejr faktisk var andet og mere end et rent one-hit-wonder.

Det var også en god dag for flere tidligere topspecialister. Edoardo Affini og Max Walscheid fik bekræftet den genrejsning, de leverede i sidste uge, og selvom han stadig kæmper med distancen, er Josef Cerny også bedre end længe. Daan Hoole bekræfter også, at han vitterligt har udviklet sig lovende. Til gengæld leder Jan Tratnik stadig efter den temporytter, han engang var, og desværre synes Maximilian Schachmann enten at være træt eller mærket af sit styrt. Han var i hvert fald ikke i nærheden af sidste uges vilde ridt.

Det var der til gengæld to andre, der var. Ganna og Pogacar var akkurat lige så suveræne, som de var det for en uge siden, og selvom de har kørt resten af feltet midt over, som man forventer, at fænomenerne gør det, har de nu to uger i træk i hvert fald periodevist givet os neglebidende dueller. Dermed har de også nok engang bevist, at UCI hurtigt må se at få indført den fænomenlov. Lige så kedsommeligt det kan være at se et løb med kun ét fænomen til start, lige så forrygende er det, når de får lov at stå ansigt til ansigt med hinanden.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT