Giro d'Italia-analyse: Pogacars luksusproblem og metaltalentets længe ventede gennembrud

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Cykelsporten er en rå og brutal sport. Ikke blot er det en af de fysisk mest krævende. Man udsætter også sig selv for større farer, end man gør i de fleste andre sportsgrene, og det er vel den sportsgren, hvor en sportsudøver i gennemsnit brækker flest knogler i løbet af sin karriere. Man skal også foretage enorme personlige ofre for at forberede sig til store mål på højdetræningslejre, og så er belønningerne endda få og sjældne. Ja, for hjælperytterne kommer de stort set aldrig, men selv store stjerner må sande, at man som fodboldspiller altså vinder flere sejre, end man gør som cykelrytter.

Derfor hober problemerne sig også op for alle cykelryttere. Der er i hvert fald langt flere udfordringer, end der er succesoplevelser, og de fleste kan sikkert efter en endt sæson skrive en hel bog om alle de hovedpiner, de har haft undervejs. Det gælder jo egentlig også for de største stjerner. Det vil i hvert fald være synd at sige, at Jonas Vingegaard, Remco Evenepoel, Primoz Roglic og Wout van Aert ikke har haft lidt at slås med i denne sæson.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Men det hjælper nu alligevel at være et af sportens fænomener. Når man er fysisk overlegen, bliver udfordringerne i hvert fald lettere at løse, og mange af de problemer, man løber ind i, vil for det store flertal af kollegerne nok anses som luksusproblemer.

Tag nu bare Tadej Pogacar. Man kan tælle antallet af aktive grand tour-vindere på to hænder, og en grand tour-sejr er karrieredefinerende for enhver cykelrytter. Bare en enkelt af slagsen er nok til for altid at indskrive et navn i cykelhistorien og definere en rytter som en af sportens største.

Antallet af grand tour-vindere er måske nok få, men det er antallet af ryttere, der jagter en grand tour-sejr ikke. Nej, listen over de ryttere, der forsøger sig som klassementsryttere i de store etapeløb er alenlang, men det er meget, meget få, der kommer blot tæt på at gøre drømmen til virkelighed. For dem er problemet, hvordan man pokker knækker den vanskelige nød, det er at gøre en livsdrøm til virkelighed.

Sådan er det ikke for Pogacar - i hvert fald ikke i denne Giro. Det er bestemt ikke, fordi han ikke har problemer, men vi er nu nok ude i den kategori, det store flertal vil betegne som luksusproblemer. Hver eneste dag skal han nemlig tage stilling til, om han og hans hold gider vinde etapen eller ej, og mens andre skal spekulere på, om de kan vinde en grand tour, skal det slovenske fænomen alene forholde sig til, hvordan han gør det.

Sidstnævnte udfordring har til gengæld voldt ham nogle kvaler. Han har i hvert fald ikke fulgt den drejebog, som inden løbet lignede den oplagte, og som han selv har omtalt som sin strategi på begge løbets to hviledage, til punkt og prikke. Det er den drejebog, der tilsiger, at han skal spare på kræfterne så meget som muligt, for selvom man er et overmenneske kan både Chris Froome og Alberto Contador skrive under på, at det altså ikke er så let at vinde Giroen og Touren i samme sæson - og udfordringen bliver jo ikke mindre af, at modstanderen i Frankrig hedder Jonas Vingegaard.

Egentlig har han slet ikke været så ringe til at følge den strategi, som jeg havde frygtet, selvom det strider mod al hans natur at lægge bånd på sig selv. Der var en svipser med det lille angreb på den første sprinteretape, og han afveg også fra strategien, da Nairo Quintana tvang ham til at grave dybt for at indfri sit mål om at vinde kongeetapen, men derudover har han egentlig holdt sig meget fint i skindet. Det var i hvert fald tydeligt i Appenninerne, hvor han på begge bjergetaper var en mærkelig, passiv skygge af sit aggressive selv, selvom han endte med at vinde den ene af etaperne i en spurt.

Men hvor er det svært for ham, og det forstår man godt. Særligt i går, hvor han ganske vist vandt etapen, da Movistar forærede ham muligheden med en mildt sagt mærkværdig strategi, lignede han en mand, der gjorde det på 70% af sin ydeevne. Og når man kan køre væk fra rivalerne med sådan en lethed, kan man godt forstå, at det klør i benene, når han egentlig bør holde igen.

Hans ambivalens blev helt tydelig, da Giroens ellers mere humane tredje uge fortsatte med en af løbets største bjergetaper. Her havde han ikke gjort det mindste for at skjule, at han bestemt ikke havde intentioner om at vinde etapen. Nu var det tid til at tænke på Touren, og nu skulle der deles lidt gaver ud til et felt, der i det små er begyndt at finde ham lidt for grådig.

Det var jo egentlig også planen i går, men når nu Movistar serverede etapen for ham på et sølvfad, kunne legebarnet og konkurrencemennesket alligevel ikke lade være. Og minsandten om ikke i dag risikerede at blive fristet over evne, da endnu et taktisk mysterium, denne gang fra DSM, lagde etapesejren foran ham på endnu et sølvfad.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Denne gang holdt han sig imidlertid i skindet. Når UAE skulle tage fronten, kørte de nærmest demonstrativt langsomt for klart at signalere, at det var slut med at blive anklaget til grådighed. Undervejs var etapen endda så oplagt at gå efter, at det vel nærmest stred en smule mod cykelsportens ånd, at de ikke greb ud efter den. I dag var det imidlertid meget vigtigt at sende et signal og gøre, som præsten havde prædiket.

Derfor blev der endelig åbnet for gaveposen, selvom DSM havde gjort deres bedste for at overtage rollen som Pogacars julemand, men alligevel kunne legebarnet ikke lade være. Selvom det var helt, helt unødvendigt, måtte han lige vise, at han altså er løbets bedste, og at han sagtens kunne have vundet etapen, hvis han ville.

Jeg ved ikke, om han i sit stille sind har ambitioner om at vinde løbet med en historisk stor margin, men hvis ikke var dagens lille ridt da i hvert fald helt unødvendigt. Heldigvis kan man hævde, at han ser ud til at være i så megen fysisk overskud, at han end ikke er tæt på at køre sig ud. Sådan så det ud i går, og sådan så det ud i dag, og det er vel også den eneste forklaring på, at han nu for anden dag i træk ender med at afvige fra de planer, han gentog så sent som på hviledagen. I det lys er det slet ikke sikkert, at Tour-regningen bliver så stor, men det får vi naturligvis først svar på, når kalenderen siger juli.

Nu endte det i hvert fald i den totale ambivalens. På den ene side satte Pogacar rivalerne på plads, men alligevel greb de ikke ud efter etapen, selvom den lå lige for næsen af dem. Det har da i hvert fald den konsekvens, at der i morgen ikke kan være sure miner over grådighed, men det udstillede på fornem vis, hvilke slags luksusproblemer Pogacar render rundt med, når man kan vinde efter forgodtbefindende.

At det faldt så ambivalent ud, kan Georg Steinhauser være glad for - og det kan jeg også. Jeg har nemlig haft lidt personlig stolthed bundet til hans navn, fordi jeg flere gang har talt ham op som et talent, resultaterne ikke rigtigt har kunnet bære. I starten var det let at forklare med, at han skulle passe sin skole og sin læreplads som metalarbejder, hvorfor han kun var cykelrytter på halv tid, men selv da han satsede hele butikken på sin sport, gik det godt nok langsomt med at slå igennem.

Men nu er gennembruddet der endelig. Vi så de første seriøse takter i Catalonien, men da det niveauspring, jeg herefter havde forventet, totalt udeblev i Alperne, gik jeg alligevel lidt slukøret ind til denne Giro. Han kom da heller ikke særligt godt fra start, men siden 8. etape har det stået helt klart, at talentet er lige så stort som ventet. Ja, faktisk er jeg blevet endnu mere begejstret. Han havde desværre et udsving i begyndelsen af den anden uge, men det er uhyre opløftende, at han bare synes at blive bedre og bedre. Det er som bekendt det, der skaber en god grand tour-rytter, og når han samtidig har vist sig langt mere tempostærk end ventet, synes hans dieselmotor at være skabt til meget mere end at vinde etaper fra et udbrud. Nu er der i hvert fald gået hul på sejrsbylden, og det er næppe sidste gang, Jan Ullrichs nevø har vundet et cykelløb.

Det var ellers pokkers tæt på, at DSM havde ødelagt den tyske fest og kopieret Movistar ved at servere etapesejren til løbets hersker. Det kom næppe bag på nogen, at Romain Bardet gerne ville i et af de udbrud, han har opsøgt mange gange i dette løb, men det stod også hurtigt klart, at han var lige så låst, som man kunne frygte nu, hvor klassementskampen spidser til. Han kom i hvert fald aldrig væk på stigningerne, hvor der prompte blev reageret, og da det endelig lykkedes ham at komme væk på en nedkørsel, hvor han er vanskeligere at kontrollere, havde han fået selskab af Damiano Caruso, der naturligvis ikke måtte føre med Antonio Tiberis rival.

I det lys var det også til at en mening i galskaben, da DSM satte sig frem og neutraliserede det tidlige udbrud. Det var selvfølgelig en kende optimistisk, når nu Bardet allerede én gang havde erfaret, at han ikke har den store frihed, men man kan jo kun applaudere, når ryttere greb ud efter stjernerne. På det tidspunkt lignede den oplagte masterplan, at Bardet naturligvis skulle angribe på næstsidste stigning og øge sit forspring på den våde nedkørsel, for det var nok  en kende optimistisk at tro, at han kunne slå Pogacar mand mod mand på den sidste stigning.

Da vi ramte Passo Brocon for første gang, måtte vi imidlertid vente - og vi ventede længe. Ja, faktisk ventede vi så længe, at det blev helt forgæves, for angrebet kom aldrig. På det tidspunkt stod det klart, at hele meningen med galskaben slet ikke var at gå efter etapen, men derimod at gøre etapen så hård, at han kunne vinde tid på rivalerne, hvad holdet også har bekræftet efterfølgende. Det var måske ikke det, man havde forventet fra en mand, der ligger nr. 7 i klassementet, og som havde en stor nedtur i går, men på den anden side er en 7. plads intet for en mand, der to gange har stået på Tour-podiet. Hvis man vil fremad, er man naturligvis nødt til at gøre forsøget.

Læs også

Britisk stjerne dropper OL-enkeltstart

Det var da heller ikke helt forgæves, men holdet vil nok alligevel overveje, om det virkelig var alle anstrengelserne værd. Heldigvis fortsatte Bardet sin yoyokørsel, hvor en dårlig dag blev efterfulgt af en god, så han i dag i langt højere grad lignede den Bardet, vi så på kongeetapen, men noget stort udbytte fik han ikke. Det hele endte nemlig i noget, der var meget tæt på status quo, som det har gjort på det store flertal af etaperne. Dette var ellers en af de vanskeligste, men enten betaler Giro-arrangørerne en pris for, at de har gjort etaperne lettere, eller også må de sande, at jævnbyrdigheden bare er stor.

Det kniber dog også med risikovilligheden. Det er nemlig et problem, at hele klassementets top med Pogacar og Daniel Martinez som undtagelser har haft dårlige dage. Det betyder selvsagt, at lysten til at tage chancer er begrænset, og derfor kom det ikke som noget stort chok, at det meste af sidste stigning blev kørt usædvanligt langsomt, da først Bardet var løbet tør for hjælpere eller havde fornemmet, at benene måske ikke var helt så gode som planlagt.

For hvem skulle lægge presset? Martinez ligger nr. 2 og havde intet at vinde - og var i øvrigt også isoleret - mens Geraint Thomas, Ben O’Connor og Einer Rubio alle havde en dårlig dag i går. Antonio Tiberi havde ganske vist en stor dag i går, men han var formentlig lidt bange for at miste ungdomstrøjen til Thymen Arensman, der så mindst lige så stærk ud i går.

Det er derfor ikke svært at finde årsager til passiviteten, men heldigvis havde Thomas alligevel modet til at gå efter et angreb. Ineos skruede op for farten, og de valgte endda at ofre Arensman så meget, at han endte med at tabe tid. De skal have ros for forsøget, men det endte med at ramme dem lige i ansigtet, for Thomas angreb kom aldrig - ifølge ham selv fordi han ikke havde benene.

Dermed står det mere og mere klart, at den aldrende waliser altså er et stykke fra sidste års niveau. Han undgik gårsdagens sammenbrud, men han ligner ikke en mand, der kan true Martinez. Colombianeren må i hvert fald føle sig sikker på sig selv, når han som i dag alligevel går i offensiven, selvom han var den i frontgruppen, der havde mindst årsag til at gøre det. Han kom ganske vist ikke væk, men der er absolut intet, der tyder på, at han ikke har kurs mod 2. pladsen.

I stedet skulle Ineos måske nok se, om ikke de kunne få Arensman længere frem. Tiberi har heldigvis rejst sig flot og efter sin dårlige kongeetape bekræftet, hvad vi så i Vueltaen, nemlig at han er stærk i den tredje uge, men når Arensman får frit spil og ikke skal agere hjælper, ligner han en mand, der på 20. etape, hvor gigantiske Monte Grappa er skabt til hans dieselmotor, kan gribe ud efter ungdomstrøjen. Det vil endda ikke undre mig, hvis han kunne tage den sidste podieplads, men det får han jo nok ikke lov til, medmindre hans kaptajn decideret går ned.

Til gengæld har han kurs mod at gå forbi O’Connor. Australieren beklager sig over, at han har problemer med at trække vejret, og det tyder derfor desværre på, at han kan være blevet syg. Derfor venter jeg også lidt med at konkludere, at jeg fik ret i min skepsis inden løbet, for sygdom kan naturligvis ramme alle - men sandt er det i hvert fald, at han viser nogle af de svaghedstegn, vi har set lidt for ofte. I dag så vi også de første svaghedstegn fra Valentin Paret-Peintre længe, og dermed var Ag2r de store tabere, selvom vi til gengæld ser en stærkere Aurelien Paret-Peintre end måske nogensinde.

Men ser man bort fra Ag2r og O’Connor var der ikke mange tabere. Movistar er måske en lille taber, fordi DSM ødelagde drømmen om en etapesejr til Nairo Quintana, men de kan så glæde sig over, at Einer Rubio fik rejst efter gårsdagens offday og bevist, at han vitterligt har hævet sit niveau til dette løb ganske enormt. Jeg havde måske også ventet, at Jan Hirt på så stor en bjergetape som denne ville kunne sidde med de bedste, men vi må nok sande, at han ligger et niveau under toppen. Det samme gør Lorenzo Fortunato, der til gengæld er kommet stærkt tilbage fra en klart nedadgående tendens. Og det gør også Michael Storer, der i dag nok bekræftede min tese fra i går, nemlig at han har det vanskeligere på de helt store bjergdage end på dage, hvor udfordringerne er mindre.

Derfor får han også svært ved at gå i top 10, selvom Filippo Zana ligner en sårbar herre. Han kørte sin flotte kongeetape, men det er også den eneste bjergetape, hvor han for alvor har præsteret. Både i år og sidste år har vi set, at han altså mangler lidt, når han er oppe mod mere udprægede bjergryttere, og det tyder ikke på, at han har udviklet sig væsentligt siden sidste år.

Læs også

Medie: Talent bytter UAE ud med andet storhold

Det har Domenico Pozzovivo selvsagt heller, og desværre blev det i dag, han endegyldigt kollapsede. Det har jo desværre været en tendens på hans gamle dage, at det kniber mod slutningen af en grand tour, og det blev til fulde bekræftet i dag. Det er dog ikke en generel regel for veteraner, for vi har i denne uge set en bedre Damiano Caruso, end vi har set længe, men i dag kunne han ikke leve op til gårsdagens flotte ridt. Han blev i hvert fald sat ganske klart til vægs af både Steinhauser og Quintana, der ikke havde brugt færre kræfter end ham, og dermed er der nok grænser for, hvor stor en genrejsning vi kan forvente af en mand, der nok har set sin allerbedste tid.

Om Pogacar har det, ved vi ikke. Når han kører sit eget cykelløb, bliver han jo ikke rigtigt udfordret, og vi kan bare konstatere, at han er akkurat lige så meget i sin egen liga, som han plejer. Det er først til juli, vi finder ud af, om han vitterligt er bedre end sidste år, for til den tid vil han stå med helt anderledes alvorlige - og danske - problemer, end han gør i denne Giro. Her slipper han med at skulle bekymre sig om det, enhver anden cykelrytter vil kalde luksusproblemer, når han frit kan vælge, om han vil vinde etaperne eller ej, og om han gider kører fra rivalerne til sidst. I dag blev løsningen på luksusproblemet en lidt ambivalent stillen-sig-mellem-to-stole - men det er metaltalentet fra Tyskland næppe ked af.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT