Giro d’Italia: Podiekandidaterne (**)

I de seneste år har Giroens løbsarrangør Mauro Vegni gjort en dyd ud af at gøre det modsatte af Tour de France-boss Christian Prudhomme. I de seneste år, hvor Prudhomme har reduceret enkeltstartsomfanget til det rene ingenting, har Vegni nærmet sig 70 km individuel kamp mod uret, og da franskmanden i 2021 brød trenden med en pludselig enkeltstartstung rute, svarede italieneren igen med at designe den mest klatrervenlige rute i flere år. Modellen genbrugte han i 2022, hvor Prudhomme bød på en alsidig Tour-rute med relativt meget enkeltstart, mulig sidevind og endda brosten, hvorefter Vegni svarede igen med en Giro-rute, der var designet til rene klatrere.

Konceptet synes at fungere, for det lykkes ofte Vegni at tiltrække de ryttere, der ikke finder Tour-ruten appellerende, og i år har den snu italiener gjort det igen. Ganske vist præsenterede han denne gang sin rute tidligere end vanligt, inden han havde kendskab til designet af den franske rundtur, men allerede tidligt stod det klart, at målet for Giro-arrangørerne måtte være at få fingre i Remco Evenepoel og Primoz Roglic, der begge lignede mulige Giro-deltagere i en sæson, hvor alle vidste, at Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard ikke kunne lokkes fra Frankrig.

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Den logiske konsekvens af den ambition var at skrue op for enkeltstarterne, og det har Vegni den grad gjort med hele individuelle tidskørsler og et sjældent stort omfang på mere end 70 km, hvoraf langt det meste foregår i det fladland, der appellerer til specialisterne. Missionen lykkedes da også, for allerede inden nytår stod det klart, at der over de kommende tre uger i Italien er lagt op til et revancheopgør mellem Evenpoel og Roglic, efter at deres første konfrontation i Vueltaen grundet Roglics ærgerlige styrt endte en smule uforløst.

Vegni kan endda godt tillade sig at knibe sig lidt i armen over sin succes. Ikke blot har han tiltrukket de største grand tour-rytter blandt dem, der var ”ledige på markedet”, hans mange enkeltstarter har også givet ekstra bonus. Det gælder særligt i kraft af deltagelsen af Geraint Thomas, der ikke blot er tidligere Tour-vinder, men også var ”the best of the rest” i Touren sidste sommer. Han er imidlertid ikke den eneste tidligere grand tour-vinder, for feltet tæller også den genfødte Tao Geoghegan Hart, ligesom de mange enkeltstartskilometer også har haft appel til tempostærke folk som Joao Almeida og Aleksander Vlasov, der har fundet den italienske menu mere tiltrækkende end den franske, ligesom det gælder for den lovende Thymen Arensman.

Glæden bliver næppe mindre af, at Vegni også kan sætte brand i de italienske hjerter, når en i Romandiet genfødt Damiano Caruso kan skabe drømme om en gentagelse af sensationen fra 2021, hvor den erfarne italiener endte som nr. 2, og at hele to ene klatrere, der tidligere er endt på podiet i en grand tour, nemlig Hugh Carthy og Jack Haig, ikke har ladet sig afskrække af de mange enkeltstartskilometer. De får følgeskab af kometen Jay Vine, hvis potentiale ingen endnu kunder, veteranen Thibaut Pinot i dennes sidste store forsøg på at jagte et topresultat i en grand tour, erfarne Rigoberto Uran, Lennard Kämnas i dennes første forsøg som klassementsrytter, og en række stærke hjælpere i form af Pavel Sivakov, Ilan Van Wilder og Brandon McNulty, der alle vil have potentiale til at levere i det omfang, omstændighederne skulle give dem en chance for alligevel at jagte et resultat.

Måske er feltet ikke så dybt, som man ser de i andre grand tours, men Vegni har al mulig grund til at glæde sig over de topnavne, der ventes at skulle konkurrere om de sjoveste placeringer på turen rundt i Italien. Duellen mellem Roglic og Evenepoel stjæler det meste af fokus, men de to favoritter skal ikke kigge for meget på hinanden, inden en outsider måske kan skabe en overraskelse, som det skete i 2019, hvor forhåndsfavoritterne Roglic og Vincenzo Nibali havde haft meget travlt med at kigge på hinanden

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.

Aleksandr Vlasov (**)

Hvis jeg d. 1. januar var blevet spurgt om, hvem der var den største trussel mod Giroens to store favoritter, Remco Evenepoel og Primoz Roglic, havde jeg ikke tøvet et sekund med at svare Aleksand Vlasov. Russeren havde nemlig igennem 2022 vendt en kedelig tendens i en stagnerende karriere og igen lignet den komet, der i 2020 bragede ind på scenen med en yderst lovende professionel debut, der mere end bekræftede det potentiale, han både havde vist ved at vinde Baby-Giroen og ved at blande sig stærkt med de store navne i sin tid som Gazprom-rytter.

Den komet forsvandt helt i 2021, hvor han måske nok blev nr. 4 i Giroen, men helt uden at imponere og i et felt, der i den grad manglede dybde - så meget, at en ren hjælperytter kunne ende som nr. 5, selvom han på intet tidspunkt havde kørt sin egen chance - og endte det hele med så trist et efterår, at man slet ikke kunne forstå, at det var samme rytter, som havde betaget hele cykelverdenen bare et år tidligere, hvor han blandet andet var blevet nr. 2 på Vueltaens kongeetape med mål på frygtede Angliru. Heldigvis dukkede kometen i den grad op igen i 2022, faktisk allerede fra allerførste løb, hvor han satte en vis Evenepoel til vægs i Valencia.

Derfra gik det slag i slag. Han havde lige en kortvarig nedtur i UAE Tour og Paris-Nice, men fra det øjeblik, han viste uventede sprinterevner med en 2. plads i GP Indurain, var han her, der og alle vegne. Baskerlandet Rundt kunne han måske have vundet, hvis ikke Jonas Vingegaard havde sendt ham i asfalten, og i Ardennerne, hvor han blev nr. 3 i Fleche Wallonne og nr. 14 i Liege, hvor han kørte spurten for Sergio Higuita, var han ubetinget en af de stærkeste. Den gode form tog han med sig til Romandiet, hvor han knuste al modstand på bjergenkeltstarten og tog den samlede sejr, og man skal være mere end almindeligt optimistisk på Geraint Thomas’ vegne, hvis man mener, at han ikke også havde vundet det Tour de Suisse, han førte, indtil han testede positiv for corona.

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Om det er den positive coronatest, der har slået ham helt ud, ved jeg ikke, men det vil ikke være første gang, at den forbandede sygdom har forvandlet en rytter, hvad blandt andre Gianni Moscon, Ben Hermans og Ide Schelling kan skrive under på. I hvert fald Vlasov ikke været den samme, siden han blev sendt hjem fra Schweiz på et tidspunkt, hvor han så ud til at skulle gøre rent bord i sæsonens schweiziske etapeløb.

Jamen, blev han da ikke nr. 5 i Touren? Jo, det gjorde han, men det er den dag i dag stadig et af løbets største mysterier. Han var i hvert fald en kronisk skuffelse gennem hele løbet og aldrig i nærheden af de bedste. Hans bedste resultat undervejs var bare en 6. plads, og han var kun to i top 10 på tre af bjergetaperne. Når han endte så flot skyldte det i høj grad et par hæderlige enkeltstarter og ikke mindst, at mange af favoritterne enten havde offdays undervejs eller forsvandt helt ud af et klassement, der endte med at blive så tyndt besat, at en ren hjælper som Valentin Madouas endte på den samlede 10. plads, selvom hans eneste opgave var at pace David Gaudu tidligt på stigningerne. Noget kan forklares med det styrt, der tidligt satte ham tilbage på 6. etape, men i lyset af de trængsler, der siden er fortsat, er det svært at tro, at det er hele forklaringen.

Siden har vi nemlig heller intet set til den gode Vlasov. Hans italienske klassikerkampagne var yderst skuffende, og i år har han været en tam skygge af sig selv. Meget symbolsk startede det med en skuffende præstation i det løb i Valencia, der for præcis et år siden havde varslet hans genfødsel. Siden er han gået fra skuffelse til skuffelse: en 26. plads i Strade Bianche blev fulgt op af en 9. plads i Tirreno, inden generalprøven i Alperne var yderst skuffende - så skuffende, at han bare lå nr. 7, da han rejste hjem for i stedet at fokusere på Liege. I den belgiske klassiker var han aldrig i nærheden af at følge de bedste, og han endte med at få løbet helt ødelagt af et styrt på de våde veje i finalen.

Det er på den baggrund, at Vlasov er raslet ned i mit favorithierarki og således i løbet af få måneder har vekslet fire stjerner til bare to af slagsen. Risikoen for, at han end ikke lever op til den rangering synes endda overhængende, for han blev i Alperne overstrålet af ryttere, der står længere nede på denne liste. Når han alligevel ender på favoritlistens 6. plads, skyldes det således mere potentiale end forventning, for jeg frygter desværre, at løbet ender i endnu en skuffelse.

Der er dog visse lyspunkter. Han viste lidt livstegn på kongeetapen i Alperne, hvor han holdt hjul på Tao Geoghegan Hart, da denne åbnede for gassen for at redde sit klassement og siden spurtede fobi. Hans enkeltstarter har i hele perioden været i hvert fald hæderlige, og det er jo ganske vigtigt på denne tempotunge rute. Faktisk var det jo i høj grad sidste enkeltstart, der sendte ham op på Tourens 5. plads, og selvom han lider under, at alle de ryttere, jeg har rangeret over ham på denne liste, med nogen sandsynlighed vil slå ham på enkeltstarterne, kan han i hvert fald begrænse tabet bedre end mange andre. Han viste i Romandiet sidste år, at han mestrer kunsten at køre og vinde en bjergenkeltstart, og hans 2. plads på Angliru vidner om evner på de stejle procenter, der bliver helt afgørende på de to nøgleetaper på 19. og 20. dagen.

Ruten er der således ikke meget galt med, men det tyder det på, at der til gengæld er med Vlasov selv. Han har også til gode at bevise, at han ikke er bedre i ugelange løb end i grand tours. Som nævnt var 4. pladsen i den svagt besatte Giro i 2021 ikke overbevisende, og i Vuelta-debuten i 2020 endte han blot som nr. 11, da han startede med en offday og siden kunne se det gode Angliru-momentum på bekymrende vis forsvinde i den tredje uge. Den var heldigvis ganske pæn i sidste års Tour, men altså uden at han nåede de enorme højder, han gjorde i foråret.

I det hele taget har det været udsving, der har præget hans grand tours. Det gjaldt særligt i Giroen i 2021, hvor han legede yoyo og vekslede gode med dårlige dage med imponerende præcision. Heller ikke sidste år i Touren var han let at regne med, og derudover ved vi, at han har det meget svært i dårligt vejr, hvad der særligt i den vejrmæssigt usikre Giroen øger risikoen for yoyokørsel yderligere.

Den slags er der som bekendt ikke råd til i grand tours, der primært handler om stabilitet, og den konsistens har han i hvert fald til gode at bevise. Det er dog ikke det største problem. Hvis han bare holder samme niveau, som han har haft siden coronatesten i Schweiz, kan stabiliteten være helt lige meget. Den bliver kun relevant, hvis vi endelig igen får lov at se den Vlasov, der imponerede så stort sidste forår, men som har været væk i næsten et år. Potentialet er så stort, at han burde være kandidat til den rolle som førsteudfordrer, jeg gav ham 1. januar, men indtil nu har man bare skullet spejde meget langt efter det.

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Thymen Arensman (**)

Der har været langt mellem succeshistorierne for Ineos i de seneste år. Engang var det jo ellers dem, der med stor træfsikkerhed fik fat i de mest spændende talenter. Mest markant var det selvfølgelig, at de vandt kampen om Egan Bernal, da han var det mest brandvarme talentnavn, men også Pavel Sivakov, Ivan Ramiro Sosa og Tom Pidcock røg til det britiske storhold på et tidspunkt, hvor det var dem, alle talte om. Dengang Kristoffer Halvorsen lignede fremtidens store supersprinter, valgte han sågar at smutte end tur til England og et hold, der ellers er kendt for alt andet end massespurter.

Sådan har det bare ikke været på det seneste. Remco Evenepoel valgte aktivt Ineos fra til fordel for Quick-Step, og både Tadej Pogacar og Juan Ayuso gled dem også af hænde. Selvom hans navn i ungdomsrækkerne var knap så hypet, havde de helt sikkert også gerne set, at Jonas Vingegaard var endt hos dem, og de er også blevet sat i forbindelse med Wout van Aert. Vi mangler stadig at høre om en forbindelse til Mathieu van der Poel, men mon ikke Ineos-chef Dave Brailsford har haft fat i Alpecin for at høre til en pris?

Sidste forår lykkedes det imidlertid endelig at vinde kampen om et navn, der havde tiltrukket mere end almindelig interesse. Thymen Arensman havde ellers tabt lidt af den opmærksomhed, en stærk U23-karriere havde haft, da han i sine to første år som professionel bestemt ikke satte verden i brand, men det ændrede sig med ét, da han sidste forår bragede ind på scenen med fremragende kørsel i Tirreno og Tour of the Alps, inden han blev en hovedaktør i Giroen. Allerede inden den italienske grand tour var slut, forlød det, at Ineos havde vundet kampen om hans underskrift, og da transfervinduet blev åbnet, blev rygterne da også bekræftet. For en gangs skyld havde Brailsford vundet kampen mod de største rivaler fra UAE og Jumbo - og så endda om en hollænder, der burde have følt sig tiltrukket af sit hjemlands store mandskab.

Det kunne derfor ikke undre, at det hurtigt forlød, at Arensman var lovet en rolle som plan B bag Geraint Thomas i årets Giro. På det stjernespækkede mandskaber er kaptajnroller i grand tours jo ellers ikke lette at komme i nærheden af, men med en fornem Vuelta, hvor han både vandt kongeetapen og endte som en samlet nr. 6, hvormed han definitivt bekræftede sit grand tour-potentiale, havde han sprængt hierarkiet og allerede overhalet folk som Tao Geoghegan Hart og Sivakov.

Det var da også ganske logisk. Man kunne nemlig godt have Arensman mistænkt for at have et bijob som ruteplanlægger hos Giro-arrangørerne fra RCS. Der er i hvert fald ikke mange ting, hollænderen ville have gjort anderledes, hvis RCS havde tilbudt ham at designe årets udgave af det italienske løb.

Den har nemlig det meste. Den har de mange kilometers enkeltstart, som den hollandske tempospecialist elsker. Han havde nok foretrukket, at de to første var mere kuperede, men de har til gengæld begge en distance, hvor hans dieselmotor når at blive varm. Netop den dieselmotor har også været Arensmans store styrke og det, der mere end noget andet gør ham til en indlysende grand tour-rytter, og derfor kunne han ikke have drømt om en rute, der er så bagtung som denne. Først på 13. etape venter den første svære bjergetape, og derefter venter en tredje uge med nogle gigantiske bjergetaper, hvoraf de to har mere end 5000 højdemeter og den ene endda intet mindre end 6200 af slagsen.

Det er det rene guf for en mand, der bare bliver bedre og bedre. I sin første Vuelta i 2020 kørte han således en god enkeltstart, var tæt på at vinde fra udbrud og endte i samme tid som den samlede nr. 4, Dan Martin, på den sidste bjergetape, selvom han tidligere i løbet slet ikke havde været fremme i bjergene. I 2021 var blev han nr. 3 på den afsluttende enkeltstart, og i sidste års Giro var han her, der og alle vegne i udbruddene i den tredje uge, hvor han endte som nr. 2 både på en gigantisk bjergetape og den afsluttende enkeltstart. Tendensen fortsatte i Vueltaen, hvor han efter en overraskende dårlig enkeltstart lå nr. 12 midtvejs i løbet, men derefter bare kom nærmere og nærmere toppen, indtil han endte som nr. 6 efter undervejs at have vundet kongeetapen på den næstsidste søndag og være endt som nr. 2 på den sidste bjergetape.

I det lys burde vi alle tale om Arensman, men det gør vi ikke. Tværtimod er odds for en samlet hollandsk sejr vel bare blevet større dag for dag gennem hele foråret. Her har det nemlig været meget, meget svært at forstå, hvorfor Arensman skabte så megen hype sidste år. Lige fra første færd floppede han i Valencia, inden han rundede et uheldigt Algarve af med en enkeltstart under niveau, inden bunden blev nået med noget, der lignede et lille kollaps i Tirreno, hvor han ellers havde startet løbet stærkt med en god enkeltstart på en rute, der slet ikke passede ham.

Efter det forår blev det hurtigt meldt ud, at det nu var den genfødte Geoghegan Hart, der er Ineos’ plan B, og derfor drager Arensman nu til Italien som hjælper. Heldigvis er det ikke nødvendigvis en rolle, han skal fastholde. Denne gang er det nemlig for en gangs skyld ikke Ineos, der skal kontrollere løbet. Det er der to andre hold, der skal, og i stedet ser briterne det vel som deres store fordel, at de har det brede hold, der måske kan sætte de to store favoritter, Remco Evenepoel og Primoz Roglic, under pres. Derfor taler meget for, at Arensman i første omgang får lov at holde sig til, og hvis han hjælper sig selv ved at køre to af sine bedste enkeltstarter i den første uge, vil det jo være hovedløst at spille sig det kort af hænde.

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Herefter vil det være op til Arensman at bevise, at han kan finde sig selv. Her kan der være en smule håb at hente i generalprøven i Tour of the Alps. Den startede ganske vist ud som endnu en katastrofe, da han faldt helt igennem på 1. etape, men derefter blev dieselmotoren - naturligvis - bare bedre og bedre, og over de sidste par etaper førte han nærmest ene mand feltet gennem finalerne.

Desværre betød omstændighederne også, at vi ikke fik at se, hvad hans niveau reelt rakte til, men det giver i hvert fald håb. Det kan godt være, at han starter løbet lige så skidt, som han har gjort i næsten alle årets etapeløb, men det er på denne rute ikke en katastrofe. Nu har han endda 13 nemmere dage til at finde de bjergben, der kan være så fantastiske i den tredje uge - og logikken siger vel egentlig også, at de burde være endnu mere fantastiske end sidste år, nu hvor han er skiftet til et hold, der sjældent gør deres ryttere ringere.

Selv med sine bedste ben må han dog leve med, at den ellers gode rute byder på en sten i skoen. Den 192 cm høje hollænder er ikke prototypen på en klatrer, og derfor har han ikke lagt skjul på, at han er mere til 7%- end til 20%-stigninger. I det lys er det bekymrende, at løbets to måske vigtigste etaper, nemlig kongeetapen på 19. dagen og den brutale bjergenkeltstart byder på procenter, der bestemt ikke appellerer til ham. Her kan det være lidt svært at se ham blande sig med de allerbedste, også selvom de kommer på et tidspunkt, der passer ham, at han med sejren i Polen viste storslåede evner på bjergenkelstarter, og at han egentlig burde elske 19. etapes mere end 5000 højdemeter.

Derfor vinder han nok heller ikke løbet, men det er der heller ingen, der forventer. Hvis blot han kan komme tilbage på sporet efter sit horrible forår, er meget opnået, og det vil kunne bringe ham ud af den hjælperrolle, han jo desværre nu har kørt sig til. Rutens design og de tidlige enkeltstarter giver ham i hvert fald de bedste forudsætninger, og så er det op til ham at vise, hvorfor han som bare 18-årig blev nr. 2 i Tour de l’Avenir bag en vis Tadej Pogacar og foran en stjerneparade bestående af Gino Mäder, Aleksandr Vlasov, Clement Champoussin, Ivan Ramiro Sosa, Joao Almeida, Eddie Dunbar og Tobias Foss, der vel at mærke alle var mellem 20 og 22 år gamle. Det var det resultat, der i første omgang skabte så megen hype, og som ved første øjekast gjorde ham til en sjælden succeshistorie i Ineos’ knap så succesfulde nyere transferhistorik. Lad os håbe, at vi om tre uger kan konstatere, at han ikke længere bare er en succeshistorie på papiret.

Hugh Carthy (**)

Var jeg ved sæsonstart blevet spurgt til Hugh Carthys chancer i Giroen, havde jeg rystet opgivende på hovedet. Lige siden den langlemmede brite konfirmerede det store potentiale, han som ung Caja Rural-rytter havde åbenbaret, da han endte i top 10 i en uhyre stærkt besat udgave af Catalonien, ved at ende som nr. 3 i Vueltaen i 2020, er det nemlig kun gået den forkerte vej. Dengang var han ellers min store fidus i favoritrangeringen, men siden dengang er det ikke lykkedes ham bare én gang at leve op til den rangering, jeg gav ham inden løbet.

Det har ellers ikke skortet på forsøg. Faktisk har han haft ikke færre end fire chancer på to sæsoner, men hver gang er det endt i skuffelse. I Giroen i 2021 havde han eller skørt sig helt op på podiet efter kongeetapen i den tredje uge, men et for ham ganske uvant kollaps betød, at han endte helt nede som nr. 8. Hans Vuelta gik helt galt, da han efter en katastrofal start på løbet rejste hjem allerede på 7. etape, og bedre blev det bestemt ikke i 2022. Hans Giro havde kurs mod at blive en dundrende fiasko, indtil hans berømte dieselmotor i den sidste uge endelig blev så varm, at han over de sidste syv etaper avancerede fra en 20. til en 10. plads, men den dieselmotor så vi intet til i hans helt igennem anonyme Vuelta, hvo han blot endte som nr. 25.

Nej, Carthys karriere er kun gået den forkerte vej siden højdepunktet i 2020, og den slags kan kun bekymre. Briten er nemlig efterhånden blevet 28, og i moderne cykelsport er det jo helt naturligt, at man allerede sidst i tyverne begynder at se et gradvist forfald. Carthy har i hvert fald gennem de seneste sæsoner ligner en mand, der bekræfter den tendens, og som måske kan ende sin karriere med at se tilbage på Vueltaens samlede 3. plads som en tidlig kulmination på karrieren.

En nedadgående kurve behøver imidlertid ikke at fortsætte. Det er cykelsporten nemlig heldigvis også rig med eksempler på, og måske skal vi føje Carthy til rækken. I år har han nemlig været næsten genfødt og givet mindelser om den rytter, der imponerede os alle, da han satte Primoz Roglic, Enric Mas, Aleksandr Vlasov og alle andre til vægs på Angliru for to og et halvt år siden.

Lefevere om mulig Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Det startede med det samme. Allerede på Mallorca, hvor løbene slet ikke passede ham, efterlod han et meget lovende indtryk. Siden spillede han en prominent og synlig rolle som luksushjælper for Neilson Powless i Tour du Var, hvor ruten passede ham endnu ringere, indtil vi endelig nåede et løb, hvor han for alvor kunne vise sine evner. Desværre betød kraftig modvind, at kongeetapen i Tirreno reelt blev neutraliseret, men forinden nåede han trods de vanskelige omstændigheder sammen med Enric Mas at efterlade det bedste indtryk - et indtryk han bekræftede på den efterfølgende muretape, hvor han sad med de bedste, selvom eksplosive muretaper passer lige så godt på ham som menneskelighed gør det på Tadej Pogacar. I sidste ende endte han som nr. 8, men det kunne være blevet meget, meget bedre, hvis kongeetapen var blevet kørt under mere almindelige betingelser, og det var vel at mærke i et ganske stærkt felt.

Mine forventninger til ham var derfor meget store forud for Tour of the Alps, men her blev jeg måske en smule skuffet. Ganske vist endte han som nr. 2 bag Tao Geoghegan Hart, hvilket i denne sæson bestemt ikke er nogen skam, men han efterlod ikke det ønskede indtryk. Feltet var ikke skræmmende, og det var ikke just opløftende, at han på kongeetapen aldrig viste initiativ, og at han slet ikke forsøgte at angribe sin landsmand på stigningerne de sidste to dage - et stærkt Ineos-hold eller ej.

Det skal dog ikke ødelægge billedet. Carthy har i år været helt anderledes overbevisende, end vi har set det de seneste år, og Alpernes korte etaper over bare fem dage passede jo heller ikke just til en mand, der mest er kendt for sin dieselmotor på store bjergetaper med mange højdemeter. Han går i hvert fald ind til en Giro, der passer ham langt, langt bedre, og hvor han får alle muligheder for at bekræfte det lovende indtryk.

Alene det forhold, at løbet er 21 etaper langt, er en gave. Allerede i Giroen i 2019 viste han evner sent i en grand tour, og de evner bekræftede han særligt sidste år, hvor han efter den sløje start var ganske overbevisende i den tredje uge. Naturligvis så vi et andet billeder i Giroen i 2021, hvor han som sagt kollapsede til sidst, men dengang havde han også kørt en vanvidskalender i foråret, hvor ønsket om at varme motoren op havde taget totalt overhånd. Det har den bestemt ikke i år, hvor han har haft en ganske beskeden løbskalender med bare fem løbsdage siden d. 12. marts.

Også rutens design er en gave. Hvis han igen topper i den tredje uge, er det jo en gave, at løbet er ekstremt bagtungt og først byder på en alvorlig bjergetape på 13. dagen. Endnu bedre bliver det af, at den tredje uge byder på de gigantiske bjergetaper, han elsker, og at ikke færre end to etaper har mere end 5000 højdemeter, den ene endda 6200 af slagsen. En mand, der har vundet på Angliru, vil også juble ved udsigte til de meget stejle procenter, der bliver altafgørende på de livsvigtige etaper på 19. og 20. dagen, og derudover har Carthy vist, at han sagtens kan håndtere det dårlige vejr, der ofte martrer Giroens afgørende bjergetaper mod nord.

Alt er dog ikke ideelt. Den gode enkeltstart, som han kortvarigt stillede til skue med den chokerende flotte enkeltstart i Vueltaen i 2020, har været helt væk siden dengang. Han gjorde det heldigvis bedre end længe på enkeltstarten i Tirreno, der passede ham ganske elendigt, men i et løb, hvor stort set alle favoritterne kører fremragende enkeltstarter, vil der over mere end 60 fladbaneenkeltstart skulle betales en ganske betydelig regning. Heldigvis kan meget vindes i den tredje uge, men hvis han skal vinde løbet eller på podiet, kan regningen på så tempotung en rute meget let blive for dyr.

Det kan dog alt sammen være helt lige meget, hvis han kører, som han har gjort i de seneste fire grand tours. Gør han det, er al diskussion om podiet helt irrelevant, og så skal han være glad, hvis han kan gentage den 9. eller 10. plads, der blev hans udkomme i hhv. 2021 og 2022. Heldigvis er der denne gang grund til at tro, at den langlemmede brite vil være tættere på den rytter, der i 2020 endte på Vueltaens podium, end på den rytter, der skuffede så fælt de seneste to sæsoner. Lad os håbe, at han kan fortsætte tendensen og ikke næste vinter give grund til at ryste på hovedet, hvis man bliver bedt om at vurdere hans chancer i Giroen i 2024.

Jack Haig (**)

Da han i 2021 steg ned fra Vueltaens podium efter at have sikret sig den samlede 3. plads, lå verden for Jack Haigs fødder. Her lykkedes det ham endelig at få fuldt udbytte af det store potentiale, han havde vist i ganske mange år, men som af forskellige årsager aldrig for alvor var kommet til udtryk.

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det havde nemlig været ret frustrerende at følge hans karriere. Da han i 2015 blev nr. 2 I Tour de l’Avenir satte han en streg under, at han var et navn, der var værd at holde øje med, og i de første år så potentialet kun ud til at være endnu større end første antaget. Desværre var han låst i en evig rolle som hjælper for Simon Yates, men kunne man se bort fra de manglende resultater, var perspektiverne løfterige. Således var det meget svært ikke at blive imponeret over det forrygende hjælpearbejde, han leverede for sin kaptajn i dennes jubelår i både Giroen og Touren i 2018.

Desværre var han let at stille tilfreds med den rolle. De personlige ambitioner syntes i hvert fald ikke store, og det var det, der var så frustrerende. Årene gik, men vi fik aldrig lov at se, hvad han for alvor kunne, hvis fik sin egen chance. Først i 2019 greb han endelig muligheden. Da Yates blev fanget i sidevinden i Paris-Nice, slog Haig til med en 4. plads, og senere kørte han så forrygende et efterår, at han var en af de stærkeste i alle sine løb - han endte sågar på podiet i fladbaneløb som Bretagne Classic og GP Beghelli - og her lå det i kortene, at hans gennembrud var lige på trapperne.

Desværre kom der så endnu en forhindring. Netop som han havde startet 2020 som lyn og torden med samlede 2. pladser i Valencia og Andalusien, kom corona i vejen. Det gjorde den endda i dobbelt forstand, for det endte som et helt spildt år, da han igen i efteråret måtte udgå af Giroen, efter at hele hans hold trak sig som følge flere positive testresultater.

Heldigvis var det sidste gang, han skulle stå i skyggen. Haig ville endelig være kaptajn, da han skiftede til Bahrain i 2021, og selvom hans forår gjorde, at jeg faktisk troede, at talentet var ved at være spildt, slog han endelig igennem løbet af sommeren og efteråret. Et stærkt Dauphiné gjorde ham til en af de mest spændende ryttere til en Tour, som han startede som lyn og torden, inden en brækket kraveben satte ham ud af spillet. Alligevel nåede han at bevise sit potentiale med deen samlede 3. plads i Vueltaen og det endda, selvom hans dårlige forberedelse gjorde, at han alene kom til start som hjælper.

Desværre er der i dag stor grund til at stille spørgsmål ved, om verden stadig ligger for hans fødder. I hvert fald er han gået fra skuffelse til skuffelse i det halvandet år, der er gået siden dengang. I første omgang kunne man skrive hans svage forår i 2022 med, at vi havde set samme mønster i 2021, men denne gang kom superformen ikke i Dauphiné. Her endte han ganske vist som nr. 5, men det var i et for det franske løb sjældent ringe felt, og desværre styrtede han herefter igen ud af Touren - denne gang desværre så alvorligt, at det blev enden på hans sæson.

Nu har Haig som bekendt været en langsom starter i de seneste sæsoner, ikke mindst i den 2021-sæson, hvor han sluttede så stærkt, men det har alligevel været svært bekymrende at se ham i denne sæsonstart. Han blev blot nr. 11 i Andalusien, men den store skuffelse kom i Paris-Nice. Her stillede han til start som kaptajn og med store ambitioner, men i et felt, der måske nok havde en stærk top, men derudover var meget smalt, endte han kun akkurat i top 10 - endda bag holdkammeraten Gino Mäder, som bestemt ikke har imponeret. Senere drog han til Catalonien, hvor det trods en hjælperrolle for Mikel Landa også var ganske sløjt, og hvor han blot lå nr. 17, da han udgik på sidste etape.

Den 3. plads i Vueltaen begynder efterhånden at ligge langt tilbage, og det gør den særligt, når man kigger på Haigs dåbsattest. At han tilbragte så mange spildte år som hjælper for Yates, får nemlig nemt mig til at betragte ham som yngre, end han egentlig er. Når vi når Vueltaen, runder han imidlertid det skarpe hjørne ved at træde ind i 30erne, og det er i denne vidunderbørnenes tidsalder desværre noget, der giver grund til bekymring. Vi ser nemlig talrige ryttere opleve et gradvist forfald fra slutningen at tyverne, og det er akkurat det, vi har set med Haig i de seneste to sæsoner.

Alligevel tændte australieren et håb i Tour of the Alps. Feltet var desværre i år ikke specielt stærkt, og derfor kan det være lidt svært helt at vurdere, hvad vi skal lægge i hans resultat, men han endte trods alt som nr. 3. Det gjorde han endda, selvom han i den grad kompromitterede sine chancer med et stort soloangreb på 1. etape, der skulle vise sig at blive den vigtigste etape, og som med sin eksplosive finale ikke passede ham.

Desværre var han også ret anonym derefter. På kongeetapen angreb han aldrig, og på de to sidste etaper var han også helt passiv, selvom han havde talt om at gribe løbet offensivt an. Det antydede i hvert fald ikke just, at han havde diamanter i benene, og med tanke på det øvrige forår og 2022-sæsonen lugter det nok mere af en sløj tur gennem Italien de kommende uger end af en genfødsel af den rytter, vi så i starten af karrieren.

Alperne nåede dog at tænde et håb, og det er heller ikke et løb, der passer ham dårligt. Han skal undgå det dårlige vejr, som han efter eget udsagn hader - og det er han jo desværre ikke herre over i den vejrmæssigt meget svingende Giro - men gør han det, er perspektiver ikke helt dårlige. Det store problem er de mange flade kilometer enkeltstart, hvor han sammenlignet med flertallet i dette tempostærke favoritfelt får en gedigen lussing, men her kan der være lidt håb at hente i, at Bahrain i år synes endelig at have forbedret deres indtil nu ret tvivlsomme materiel ganske markant.

En regning bliver der dog, og det tabte skal indhentes i bjergene. Her bør de store bjergetaper i den tredje uge passe ganske perfekt til en mand, hvis force netop er den store dieselmotor. Det burde også passe ham storartet, at løbet er sjældent bagtungt med en total koncentration af de vigtigste bjergetaper fra 13. etape og frem, for vi så i Vueltaen i 2019, at det var i den tredje uge, at han gjorde forskellen og avancerede fra en 6. til en 3. plads.

Til gengæld er det også et løb, hvor stejle procenter på 19. og 20. etape bliver altafgørende. Dem har han ikke den store erfaring på, men det kan vække lidt bekymring, at han blev sat ganske klart til vægs af Miguel Angel Lopez, Primoz Roglic, Enric Mas og Egan Bernal på Anglirus lillesøster i selvsamme Vuelta. Det er ikke i sig selv nogen skam, men han var ude af stand til at køre fra adskillige ryttere, han generelt var overlegen, og når vi taler om en 190 cm stor man, der vejer næsten 70 kg, er det ganske nærliggende at tro, at de voldsomme procenter ikke er en gave for ham.

Det er dog næppe dem, der afgør, om han kommer i nærheden af sin anden podieplads i en grand tour. Det vil helt og holdent være spørgsmålet om, hvorvidt han vitterligt toppede, da han for halvandet år siden steg ned fra podiet i Santiago de Compostela som afrunding på en Vuelta, der endegyldigt bekræftede evnerne. Den nedadgående kurve siden dengang giver alvorlig grund til at frygte, at det blev højdepunktet i hans karriere, men omvendt har han jo siden dengang aldrig haft lejlighed til at bevise sig selv i en grand tour. Det er trods alt over tre uger, at hans motor kommer til sin ret, og med et fint Tour of the Alps i bagagen kan han måske alligevel i denne måned vise, at verden fortsat ligger lige så smukt for hans fødder, som de gjorde den septemberdag i Spanien for nu snart to år siden.