Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 3. etape af Itzulia Basque Country

Optakt: 3. etape af Itzulia Basque Country

05. april 2023 15:09Foto: A.S.O./Aurelien Vialatte

Ide Schelling udnyttede de halsbrækkende omstændigheder til at tage karrierens første WorldTour-sejr på en dramatisk 2. etape, der kostede tid og styrt til flere favoritter. Hovedparten slap dog sikkert igennem og er nu klar til det første helt store slag i kampen om den samlede sejr, når det onsdag går løs med en rigtig baskerfinale med fire stejle mur i højintens finale, der kulminerer på toppen af den stejleste, hvor procenter på op til 26 vil give os den første ide om, hvem der skal vinde årets udgave af den baskiske rundtur.

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Ruten

Hvis der er noget, Baskerlandet er kendt for, er det de mange stejle mure, men det er langt fra alle udgaver, der byder på en murfinale. Det gør årets udgave imidlertid, for efter to dage for de hurtige folk venter løbets første klassementsslag om onsdagen. Her mødes de af en rute, der er fuldt med et hav af korte, stejle bakker, helt i den baskiske ånd, inden det hele slutter på toppen af en mur. Nok er den kun 1 km lang, men med stigningsprocenter på op til 26 er der lagt op til et drabeligt slag mellem murspecialisterne og de mest eksplosive klassementsryttere, der her får den første chance for at sikre sig nogle sekunder i klassementet - ikke mindst fordi finalen de sidste 15 km byder på i alt fire stigninger, der lægger op til angreb.

 

Med en distance på bare 153,9 km er der tale om en typisk kort baskisk etape, der fører feltet fra Errenteria til målet på toppen af muren Hika i byen Villabona. Startbyen ligger helt ude ved den baskiske kyst umiddelbart øst for San Sebastian, og derfor er starten ganske let, når man kører mod vest ad den flade kystvej ind til storbyen. Her drejer man mod syd for at køre væk fra vandet ad en ganske let stigende vej, inden man snor sig mod vest parallelt med vand%t igennem stort set fladt terræn frem til byen Orio, hvor man efter 26,7 km skal op og ned ad en lille bakke (1,4 km, 5,9%) med top efter 29 km, inden en nedkørsel leder ned til Zarautz, der nås efter 32,3 km.

 

Læs også
Tobias Lund vinder for anden dag i træk

 

Her rammer man en 29,4 km lang rundstrækning, hvor der skal køres en omgang. Den første del er helt flad, når man kører mod nordvest og sydvest ad den helt flade kystvej frem til Zumaia, der nås efter 42,2 km. Her forlader man vandet for at køre mod syd og senest først øst og siden nord igennem ganske let kuperet terræn. Det leder frem til dagens første stigning, når man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Meagas (2,9 km, 4,1%, 7%), der er en jævn opkørsel med top efter 57,6 km, hvorefter en småteknisk nedkørsel leder mod øst tilbage til Zarautz, hvor rundstrækningen afsluttes efter 61,7 km.

 

Nu kører man kortvarigt mod sydøst hen langs vandet tilbage til udkanten af Orio, hvor man definitivt forlader havet ved at dreje mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Andazarrate (5,8 km, 3,8%, max. 9%), der er er let opkørsel med stigningsprocenter på omkring 4 det meste af vejen samt med en lille nedkørsel og et fladere plateau undervejs. Toppen rundes efter 72,7 km, hvorefter man følger et let stigende plateau mod syd, inden en teknisk nedkørsel leder mod sydøst ned til Asteasu, hvorfra man ad en let stigende vej kører mod øst ind til Villabona, hvor man kører dagens første spurt efter 92,0 km, men ikke kører op ad finalemuren.

 

Den passerer man i stedet lige forbi for at køre mod sydvest gennem dalen for hurtigt at køre mod vest op ad en ikke-kategoriseret stigning (2,4 km, 7,5%), der har top efter 96 km. En let nedkørsel leder mod syd og øst tilbage til dalen, hvor man følger en let stigende dalvej mod syd ned til dagens næste udfordring. Den rammes, når man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Altzo (1,3 km, 8,7%, max. 12%), der stiger med 8,6% over de første 500 m og 11,0% over de næste 500 m, inden den flader ud frem mod toppen, som rundes efter 106,6 km.

 

På toppen rammer man en 21,4 km lang rundstrækning, hvor der skal køres en omgang. En teknisk nedkørsel leder først mod sydvest og vest, inden en lige og let faldende dalvej leder mod syd ned til det sydligste punkt. Her drejer man mod vest for at køre op ad kategori 3-stigningen Orendain (2,8 km, 7,3%, max. 10%), der er en relativt jævn stigning med top efter 117,9 km. De sidste 36,1 km indledes nu med en i starten let og til slut teknisk nedkørsel, der leder mod nord og nordøst, inden rundstrækningen afsluttes med, at man kører mod øst op ad kategori 3-stigningen Altzo (1,7 km, 7,0%, max. 12%), der er en jævn stigning med top efter 129,3 km.

 

Efter rundstrækningen resterer fortsat 24,7 km, som indledes med, at man kører tilbage mod målbyen ad samme vej som tidligere, nu i den modsatte retning. Først leder en teknisk nedkørsel mod nordøst, inden en let faldende dalvej fører mod nord. Inden man når målbyen drejer man mod nordvest for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (1,5 km, 9,7%), der har top med 15 km igen, inden en let nedkørsel leder mod nord.

 

Et kort, let faldende stykke sender nu rytterne mod øst ind til målbyen, hvor man slår en sløjfe mod nordvest for at køre op og ned ad en stejl bakke (1,0 km, 10%), der har top med 8,5 km igen. En nedkørsel leder nu mod sydøst tilbage til målbyen, hvor man nu slår en sløjfe mod nord ved at køre op ad endnu en bakke (700 m, 8,8%), på hvis top dagens sidste spurt kommer efter 148,9 km.

 

Herfra resterer blot 5,1 km, der indledes med en let nedkørsel, som fører mod øst, inden det går mod sydøst og syd ad en let faldende vej ind til centrum. Her drejer man slutteligt væk fra dalen for at køre mod øst og nordøst op ad den sidste finalemur, Hika (1 km, 11,7%, max. 26%), der stiger med 9,5% over de første 500 m og 12,5% over de sidste 500 m, hvor det endda skal bemærkes, at de første 200 m er et fladere plateau, inden den står direkte i vejret over de sidste 300 m. Man drejer skarpt lige inden 3 km-mærket, hvorefter vejen byder på en rundkørsel med 2900 m igen og atter med 2300 m igen. Derfra drejer man med 1200 m og 1050 m igen, inden er der et sidste skarpt sving med 400 m igen og slutteligt to 90 graderskurver lige i rap, den sidste med 250 m igen.

 

Etapen byder på i alt 2583 højdemeter.

 

Aldrig tidligere i dette årtusinde har der i et stort cykelløb været mål på toppen af Hika, men i 2002 var Villabona mål for en etape i dette løb, hvor Franco Pellizotti vandt fra et udbrud med 5 sekunder ned til Nicki Sørensen og 18 sekunder ned til David Etxebarria.

 

Læs også
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs også
Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

 

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Vejret

Det fantastiske vejr fortsætter, og det bliver også som lovet varmere og varmere. Onsdagen vil starte skyfrit, mens der vil være enkelte skyer i finalen. Temperaturen vil starte på 14 grader og toppe på 16 grader, og der vil kun være en svag til let vind fra nord (6-10 km/t). Det giver hovedsageligt sidevind i den indledende fase og derefter primært med- og sidemedvind, hvorefter man får mod- og sidemodvind frem til finalestigningerne. Her vil der være mod- og sidemodvind på de første tre bakker og slutteligt medvind tilbage mod finalemuren. Med 1200 m igen får man sidevind, mens der vil være modvind på finalemuren, indtil man får sidevind over de sidste 250 m.

 

 

Analyse af 2. etape

Her kan du læse, hvordan Ide Schelling med sin første WorldTour-sejr og David Gaudu med vigtige bonussekunder blev vinderne på en på mange måder vanvittig 2. etape.

 

Favoritterne

Med de to ”sprinteretaper” ude af verden inviteres der nu til klassementskamp. Herfra kan de fire tilbageværende etaper potentielt bruges offensivt i kampen om den samlede sejr, og det må man forvente, at de vil blive. På denne meget specielle rute, der mangler helt oplagte nøglepunkter, hvor forskelle med sikkerhed kan gøres, kan man nemlig ikke tillade sig at vente. Her er man nødt til at opsøge mulighederne, hvor de er - akkurat som det i dag lykkedes for David Gaudu og Mikel Landa at udnytte en ”sprinteretape” til at sikre sig potentielt livsvigtige bonussekunder.

 

Nu bliver det imidlertid alvor, og faktisk kan betydningen af det første klassementsslag slet ikke overvurderes. Det kan godt være, at lørdagens kongeetape er langt den sværeste, men den lette finale betyder, at en solosejr er usandsynlig - i hvert fald hvis vi taler om, at bedste mand bare kører alene hjem. Det kan sagtens ske, at en rytter sniger sig væk i en taktisk finale, men det kan paradoksalt nok vise sig vanskeligst for de ryttere, der er stærkest og derfor de mest overvågede. Finalerne på 4., 5. og 6. etape er vanskelige nok til, at man ikke kan udelukke, at bedste mand bare kører væk, men det er i hvert fald ikke noget, man kan regne med.

 

Derfor bliver 3. etape så vigtig. Det er nemlig den eneste etape med en finale, der med sikkerhed kan skabe forskelle, også mellem de bedste. Det er klart, at man over disse fire minutter ikke vinder minutter, men i dette løb de sekunder, der vindes her - både i form af bonus og ”rigtig tid - meget vel ende med at være helt afgørende i at skille de bedste fra hinanden, hvis ikke taktik kommer i spil, hvis ikke en rytter viser sig så meget stærkere end alle andre, at han kan gøre varige forskelle de kommende dage også, og hvis ikke bonussekunder skubber rundt på klassementet efter morgendagens etape.

 

Det er imidlertid også en finale, der er svær at blive helt klog på. Egentlig åbnes finalen vel allerede efter den første spurt, for herfra kommer der otte relativt svære stigninger tæt på hinanden. I starten er der dog også en del dalstykker, særligt mellem fjerde stigning og de sidste fire mure, og derfor vil de fleste nok vente med at gå i offensiven. Dette dalstykke går nemlig af lige og brede veje med direkte modvind og lægger ikke op til solokørsel. Med de fire mure til sidst vil de fleste nok mene, at der ikke er grund til at tage dumme chancer ved at angribe alt for tidligt. Det kan man gøre de kommende dage i stedet.

 

Derimod bør de første stigninger bruges til at gøre løbet hårdt. Det er særligt Movistar og Jumbo, der har den interesse, men vi kan også sagtens vente os at se noget fra Ineos, der skal vinde tid efter dagens uheld, Bahrain og det i dette løb meget aktive EF. Også FDJ og Jayco kunne være kandidater, men jeg vil tro, at de nok i første omgang er mere afventende.

 

Det bør også udelukke, at vi får en udbrudssejr. I dag kørte udbruddet fra km 0, men denne etape lægger nok op til lidt større aggression, særligt fordi dagens etape skabte ret store forskelle. Mange vil dog nok også hellere vente til de tre kommende etaper, hvor et udbrud bør have en langt bedre chance. Jeg regner derfor ikke med nogen lang kamp, og de store hold bør i den flade start sikre, at vi får et udbrud, der kan kontrolleres.

 

Læs også
LIVE nu: Carapaz sætter tropperne frem inden bjergfinale

 

Herefter vil Bora tage kontrol. De har ikke mange chancer for at forsvare trøjen med Ide Schelling, men de vil nok tro på, at Sergio Higuita kan vinde etapen. Uanset hvad regner jeg med, at Jumbo hurtigt vil tage ansvar, og det er sandsynligt, at et eller flere af de nævnte hold også kommer frem, særligt FDJ og Movistar. Det bør sikre, at udbruddet aldrig bliver en trussel. Herefter må vi se, hvem der vil gøre det hårdt på de første fire af de otte svære stigninger. Jumbo og Movistar er som sagt de mest oplagte, og selvom hollænderne bestemt ikke imponerer med deres nuværende trup, bør de til sammen kunne skabe ganske pæn udskilning frem mod de sidste fire mure.

 

Her forventer jeg, at det går løs, og jeg vil forvente en ret aggressiv finale. De kommer nærmest lige i rap, og det er kun mellem de to sidste stigninger, at der er et lidt længere dalstykke. Jeg forventer i hvert fald en byge af angreb - hvem sagde Mikel Landa og Richard Carapaz? - og jeg vil også have en vis forventning om, at de tre, jeg antager som de stærkeste, nemlig Jonas Vingegaard, David Gaudu og Enric Mas også vil røre på sig inden selve muren.

 

Vil det være muligt for én rytter at køre alene fra en af de første stigninger på ren styrke? Jeg tror det ikke. Den eneste, der har så meget x-faktor, at han potentielt bør kunne køre væk på stigninger, der er så korte, og derefter holde hele vejen er Vingegaard. Det kan man aldrig udelukke, at han kan, for den bedste Vingegaard har så mange ekstra gear, at han kan det meste, men da vi næppe har den allerbedste Vingegaard lige nu, vil det undre mig.

 

Mest taler altså for, at en decimeret favoritgruppe rammer den sidste mur, hvor de så skal slås i en rigtig murfinale, men det bør blive en meget lille gruppe primært bestående af klassementsryttere. Til gengæld kan det meget vel glide dem af hænde på taktik. Hvis lottokuponen Attila Valter ikke er kørende, kan Vingegaard let isoleres. Det samme kan Mas, hvis Ruben Guerreiro bekræfter det kedelige indtryk fra i lørdags, og det alligevel bliver for svært for den flyvende Alex Aranburu. I skrivende stund ved jeg stadig ikke, hvorfor Romain Gregoire mistede tid i går, men hvis det ikke skyldtes uheld, synes også Gaudu at kunne isoleres. Så er døren åben til en taktisk afgørelse, hvor bedste mand ikke nødvendigvis vinder.

 

Der er dog så mange potentielle hjælpere, at sandsynligheden for et slag på muren er størst - også fordi det vil lægge en lille dæmper på aggressionen, at der venter en mur til sidst, og at ingen kender styrkeforholdet endnu. Sker det, får vi en helt klassisk murfinale. Data er næsten én til én dem, vi kender fra Mur de Huy, og den har også de helt samme stejle procenter på her op til 26. Det er altså næsten en tro kopi af Fleche Wallonne, men med en mere selektiv finale og med nogle meget stejle procenter til allersidst. Med andre ord: vi ved ganske udmærket, hvem der typisk er gode i denne slags afslutninger.

 

Jeg vælger at gå med Jonas Vingegaard. Det er klart, at dette havde været en temmelig trist finale for danskeren, hvis hans modstander havde været en superpuncheur som Tadej Pogacar og Primoz Roglic, men i dette selskab står han ganske stærkt. Som han har vist flere gange, blandt andet i Touren, hvor det aldrig lykkedes Pogacar at sætte ham afgørende af i de eksplosive finaler heller, har han et ganske glimrende punch, og han bør derfor have det ganske glimrende i denne slags afslutninger. Det gælder naturligvis særligt, når finalemuren er så brutalt stejl, for så handler det mindre om punch og mere om klatreevner. Dem har Vingegaard naturligvis masser af, og vi ved, at den bedste Vingegaard er ikke bare ét, men to niveauer over rivalerne i dette felt.

 

Den bedste Vingegaard har vi imidlertid næppe. Det vil være helt uvant at se ham på denne tid af året, men spørgsmålet er, hvilken udgave vi har. Den Vingegaard, vi så i Paris-Nice, vil få svært ved at slå Gaudu og Mas, men det må være rimeligt at antage, at han har forbedret sig. Det har han i hvert fald arbejdet målrettet på, og han skulle gerne nå sin forårsformtop nu i et løb, der er et ganske stort mål. To etapeløb i benene bør i hvert fald have bidraget til at få motoren op i gear, selvom de begge er kørt for nogen tid siden.

 

Vi kan imidlertid ikke sige det med sikkerhed. Sidste år var det svært at se nogen væsentlig udvikling mellem Tirreno og Baskerlandet, og i år er han vel oppe mod skrappere modstand i dette løb, hvis vi kan regne med, at Gaudu har samme niveau som i Paris-Nice, og Mas er lige så stærk, som han plejer at være. Heldigvis har Vingegaard efterladt et positivt indtryk. Hans puncheurspurt på bakken i går var lovende, og som beskrevet i analysen var det meget opløftende at se ham i dagens positionskamp, hvor han ellers var svigtet stort af sit hold. Det tyder i hvert fald på en vis fysisk styrke, og selv hvis han ”bare” har sit Paris-Nice-niveau, kan han sagtens vinde, hvis hverken Gaudu eller Mas er flyvende. Det var jo trods alt ikke nogen søndagsmotionist, han var i det franske løb, hvor han endte som samlet nr. 3. Min fornemmelse er dog, at han er et nøk stærkere, og som løbets på papiret i særklasse stærkeste bør han kunne omsætte det til sejr i denne finale. Spørgsmålet er så, om han vinder så meget tid, at Gaudu ikke kan komme tilbage på bonussekunder senere i løbet. Hvis lottokuponen Attila Valter kører som i Strade Bianche, vil han også være flyvende i dette terræn, men det er klart, at hans eneste opgave er at gøre løbet hårdt og hjælpe med at kontrollere, så løbet ikke glider Vingegaard af hænde.

 

Jeg tror, at den værste rival kan være Enric Mas. Det er bestemt ikke den ideelle finale for spanieren, men den er slet ikke så ringe. Det så vi første gang i Vueltaen i 2021, hvor han blev nr. 2 bag Primoz Roglic i Valdepeñas de Jaen, men vi så det også på San Luca i Emilia sidste efterår, hvor han på en ganske vist lidt længere stigning kørte fra Tadej Pogacar, samt i de eksplosive finaler i Andalusien tidligere i år, hvor han særligt på 4. etape så ud til at presse Pogacar ganske pænt. Vi kan heldigvis også regne med, at han er på et højt niveau, for han har været pokkers stabil i lang tid, og hvis han vitterligt har forbedret sig yderligere siden sidste års Vuelta, hvad hans uhyggelige efterår kunne indikere, bliver han ikke let at slå her. Havde stigningen ikke haft de voldsomme procenter, havde han fået svært ved at vinde, men når det bliver så stejlt, ligner det en ganske fin afslutning for Mas. Det bør også være en perfekt afslutning for Ruben Guerreiro, men på baggrund af det, vi så i lørdags og hans generelle niveau i år, er jeg ikke særligt optimistisk. Jeg er også meget spændt på, hvor langt Alex Aranburu kommer. Han er flyvende lige nu, og stigningerne er korte, men det er klart, at finalemuren er for stejl. Skal han vinde, skal i forkøbet, men han og Guerreiro ville være oplagte kort at spille tidligt ud.

 

Læs også
Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

 

Finalen burde være helt ideel for David Gaudu. Et af hans første store resultater var i Fleche Wallonne i 2017, hvor en helt ung Gaudu endte som nr. 9, og senere er han også blevet nr. 7 i samme løb i en udgave, hvor han med Warren Barguil som undtagelse kun blev slået af de absolut største murspecialister. Hans Paris-Nice indikerede, at han har taget et enormt skridt, men det er også klart, at han altid har været kendt for sine udsving. De er blevet mindre, men kan vi regne med, at han har samme tårnhøje niveau som for en måned siden? Det skal man nok passe på med at satse pensionsopsparingen på, men det er bestemt ganske sandsynligt. Hvis han vitterligt har holdt niveau, er han vel den af de tre, der passer bedst til denne type afslutning. Til gengæld er han også den af de tre, der i hvert fald indtil nu har haft det laveste topniveau.

 

Forud for løbet var jeg lidt skeptisk på vegne af Daniel Martinez, men han har efterladt et positivt indtryk indtil nu. Han satte Vingegaard relativt klart til vægs i den hårde puncheurspurt i går, og han har virkede uhyre årvågen og klar i positionskampen. Dagens tidstab var dumt og uheldigt, men det kan måske give ham lidt frihed til at angribe på en af de tidligere stigninger eller måske åbne lidt tidligere på muren, hvis der går lidt stilstand i den. Først og fremmest skal han dog nok forsøge at slå de bedste på selve muren, og det virker ikke umuligt. Han viste i Fleche Wallonne sidste år, at det er noget, der passer ham, men samme løb viste nok også, at selv den bedste Martinez nok ikke vinder, hvis de tre favoritter er på toppen. Derudover har han en del at bevise efter sin urimeligt svage sæsonstart og et år med trængsler.

 

Jeg prøver at rangere Simon Yates som nr. 4, men det er med stor usikkerhed. Vi leder nemlig stadig efter den bedste Yates, som vi ikke har set i nu mere end et år, og hans Paris-Nice gav ikke den store grund til optimisme. Heldigvis mener han selv, at han er bedre forberedt nu, og sandt er det i hvert fald, at det er en finale, der passer ham. Han har aldrig rigtigt kørt mange murfinaler, men vi ved, at han elsker stejle procenter, som han har vist i flere spanske løb, herunder sidste år i San Sebastian, og punch har han i hvert fald masser af. Faktisk bude det være en næsten ideel afslutning for en ryttertype som ham, men har han stadig det niveau, der skal til for at slå de bedste? Det er tvivlsomt, men den bedste Yates er en af de få, der kan slå vinde i denne finale. Det burde også være en god afslutning for Matteo Sobrero, der i Coppi e Bartali blev nr. 2 i en dog lettere murfinale. Han er uhyre svingende, men selvom han gjorde det godt i dag, får hans skuffende kørsel i lørdags mig ikke til at tro på ham i denne meget hårde finale, der ikke passer en i lørdags ligeledes skuffende Chris Harper - og Eddie Dunbar er på vej tilbage efter sin skade.

 

Er det Tirreno-Landa eller Catalonien-Landa, der er kommet til Baskerlandet? Det ved vi ikke, men mest sandsynligt er det jo nok desværre, at det er den catalanske version af Mikel Landa, for det er trods alt det mest nylige løb. Omvendt kan man håbe, at han i Catalonien genfandt de procent, han havde mistet. Finder han niveauet fra Tirreno, er det nemlig slet ikke nogen håbløs finale. Nok er Landa ikke kendt for sit punch, men når det er stejlt som her, er han slet ikke så ringe. Faktisk var han stærkeste mand på den sidste mur på Tirrenos muretape, hvor han kortvarigt slog et hul til rivalerne. Vi ved, at han har et tårnhøjt topniveau, men det vil trods alt undre mig, hvis han slår alle de mere eksplosive ryttere her. Til gengæld viste han igen i dag, at han ikke er bange for at angribe tidligt, og det kan som sagt meget vel være muligt i en finale, der kan blive ukontrollerbar.

 

På papiret er det en perfekt finale for Sergio Higuita, der vel er den mest eksplosive af alle de hidtil nævnte. Han vandt da også murfinalen i Polen sidste år, men det gjorde han faktisk alene ved at vinde den flade spurt på toppen. Han har stadig til gode at vinde en murfinale som denne, men på papiret har han evnerne. Jeg tvivler dog på, at formen rækker. Han har været en kronisk skuffelse i år, og selvom han i lørdags viste, at han skam er ganske formstærk, var det bekymrende, at han blev sat af den ikke alt for eksplosive Ion Izagirre. Det indikerer i hvert fald for mig, at han ikke kan matche det noget skrappere selskab her. Man kan dog håbe, at det bare var den værste rust, der skulle bankes af. Sandt er det i hvert fald, at denne finale er lige efter hans hoved. Til gengæld passer den slet ikke Emanuel Buchmann, der i lørdags fortsatte nedturen, og selvom han vil kæmpe og eksplosiv, bør dette være en anelse for hårdt for den førende Ide Schelling.

 

Netop Ion Izagirre var lørdagens positive overraskelse. Hans genfødsel havde jeg bestemt ikke set komme, men han har åbenbart bare en magisk evne til at finde et ellers helt forsvundet niveau, når det gælder denne baskiske uge. At kalde ham en eksplosiv puncheur vil være en stramning, men hans gode historik i dette løb viser, at han slet ikke er så dårlig på eksplosive stigninger som denne. Det var jo også på en stejl mur, at han satte Higuita til vægs i lørdags, og det gør det blot endnu mere lovende. Det er klart, at han nok ikke slår alle favoritterne i dette felt, men han er også en aggressiv og opportunistisk herre, der vil se sit snit til at køre tidligt, hvis muligheden byder sig.

 

Vi har aldrig for alvor set Mattias Skjelmose i en murfinale, men han har indtil nu vist, at han har masser af punch. Måske bekymrer det mig lidt, at han ikke gjorde det bedre på den - forkortede udgave af - Mur de Huy i Vallonien sidste år, for her var han i fabelagtig form og senere løbets klart stærkeste mand. Omvendt var det jo i lørdags netop på en stejl mur, at han kørte fra de andre i jagten på Higuita og Izagirre, og her bekræftede han i hvert fald, at han har punchet. Han har endda sagt, at det var første gang i år, at han for alvor følte gode ben på stigningerne, og med tanke på den ganske pæne sæson, han har haft indtil nu, er det i hvert fald opløftende. Han mangler stadig at bevise sig på længere stigninger, men i eksplosivt terræn som dette har vi ganske god fornemmelse af, at han bør gøre det godt, selvom en sejr naturligvis vil kræve, at han kommer de stærkeste i forkøbet. Her hjælper det heldigvis stadig at være en underdog.

 

Jeg er uhyre spændt på Romain Gregoire. I dag rundede han toppen som en af de 15 første, men endte med at miste en del tid. FDJ fortæller ikke, hvad der skete, men de nævner heldigvis ikke, at han har været styrtet. For en ardennerspecialist er dette virkelig guf, og han burde i fremtiden være en mand, der kører med om sejren på Mur de Huy. Han viste i Strade, at han allerede kan være med på allerhøjeste niveau, men dagens tidstab betyder også, at han nu er i en helt entydig hjælperrolle. Derfor får han næppe chancen, men man kan da håbe, at de giver ham lidt plads til at forsøge sig. Og ellers bliver det bare interessant at se, hvor langt han kommer. Holdet har også en efterhånden formstærk Quentin Pacher, men selvom han blev nr. 17 i Fleche sidste år, kan han ikke være helt fremme her - slet ikke som klar hjælper.

 

Jeg bliver mere og mere positivt overrasket over Rigoberto Uran . Først kørte han et brag af en kongeetape i Catalonien , og i dag sad han helt fremme i positionskampen, selvom det er en kunst, han i lang tid ikke har brudt sig om. Det lover godt, men desværre er han i dag en dieselmotor og ikke den eksplosive herre, han var i sine unge dage. Dengang var han imidlertid meget eksplosiv, og da han sidste år vandt sin Giro-etape, viste han jo, at han stadig har lidt af sit gamle punch. Desværre er han ikke typen, der angriber tidligt og tager chancer, og det skal til, hvis han vil vinde, men skulle han tage en sjælden chance, synes han lige nu at have benene til at komme meget langt.

 

Læs også
Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

 

Hvor meget har Richard Carapaz forbedret sig? Det er svært at svare på, men hvis han har forbedret sig lige så meget mellem Indurain og Baskerlandet, som han gjorde mellem Catalonien og Indurain, er han kommet langt. Vi så dog også i lørdags, at han løb tør for kræfter, og der var desværre bekymrende lidt bund i det angreb, han lancerede i dag, hvor Gorka Izagirre relativt let kørte ham ind. Det viser nok desværre, at han fortsat mangler en del, men vi ved til gengæld, at det er terræn, der passer ham. Vi ved også, at han er en af feltets mest aggressive ryttere, og hvis han fornemmer, at han ikke vinder, fordi han er stærkest, tøver han ikke med at angribe tidligt. Spørgsmålet er bare, hvor mange chancer man tør tage med en mand, der hedder Carapaz til efternavn. Det er ikke sikkert, at han vil ose af frihed.

 

Dette er bestemt ikke en god finale for Brandon McNulty. Terrænet er for eksplosivt, og stigninger er først og fremmest for stejle. I forvejen har han skuffet konstant i denne sæson, og det er svært at lægge meget i dagens positive resultat. Heldigvis har han også haft en del tid til at forbedre sig, og da han ved, at han kommer til kort i finalen, vil han formentlig ikke tøve med at angribe tidligt. Det er jo netop hans speciale, og hvis han begynder at nærme sig sit bedste niveau, kan han være svær at hente, selvom det skal flaske sig, hvis han skal vinde. Det burde være en god finale for Davide Formolo, men da han konstant agerer hjælper, senest i lørdags, kan han ikke være i form. Det er også en fremragende finale for Marc Hirschi, men lørdag viste, at han mangler for meget efter skaden.

 

Efter en krise, der varede et lille år, er Felix Gall kommet meget stærkt tilbage i denne sæson, hvor han har været bedre end nogensinde. Allerede sidste år blev han nr. 12 i dette løb, og det er da også på de kortere og lidt mere eksplosive stigninger, at han indtil nu har været bedst. Han gjorde det også pænt på muretapen i Tirreno, og i lørdags lignede han en mand, der havde forbedret sig yderligere. Skal han vinde, skal han naturligvis angribe tidligt, men han ligner i hvert fald en mand med benene til at komme langt.

 

Hvad er rollen for Bauke Mollema i dette løb? Jeg var overrasket over, at han holdt sig til i går, for jeg troede, at han var her som ren ardennerforberedelse. I dag missede han splittet, og det indikerer nok, at den tese holder vand, og uanset hvad må Skjelmose være kaptajn. Det er dog i hvert fald muligt, at han tester benene på denne etape, og det er i den slags terræn, han i dag synes allerbedst. Han har endda gjort det fremragende på Mur de Huy flere gange, men i dag er han ikke på samme niveau. Faktisk er det meget sjældent, at han rammer sine gode dage, og det er altid i endagsløb. Derfor venter jeg mig ikke meget, men netop de omtalte gode dage kan altid vende det hele på hovedet. Juan Pedro Lopez mangler lidt for meget efter sin skade, og Natnael Tesfatsion og Amanuel Ghebreigzabhier har haft det for svært i de seneste svagere besatte løb.

 

Jeg er lidt spændt på Omar Fraile. Baskeren har lidt overraskende fået en beskyttet rolle på Ineos og skal køre klassement. Han har fra dag 1 i denne sæson set bedre ud end meget længe, og hvis han har bevaret den form, er han ikke helt uinteressant på denne etape. Måske er der folk, der klatrer bedre end ham, og måske er der folk, der er bedre på stejle procenter, men da han klatrede bedst og vandt sin Giro-etape, var han altså ganske fremragende, som han også var det, da han i sin tid imponerede på Lagos de Covadonga i Vueltaen. Vi skal heller ikke glemme, at han jo har vundet Mende-etapen i Touren, og det vidner om, at han godt kan køre på korte, stejle stigninger. Skal han vinde, skal han angribe tidligt, men da ingen frygter ham, vil han have friheden, og få er jo mere aggressive end ham. Ineos har naturligvis også Luke Plapp, der virker flyvende, men han har meldt sig i en klar hjælperrolle.

 

Efter i dag skal vi vel også åbne døren lidt for Andrea Bagioli. Italieneren har skuffet fælt i år, og da han ikke var en erklæret kaptajn inden løbet, var jeg ikke optimistisk. Han så imidlertid godt ud i dag, og selvom man ikke kan bruge etapen til meget, skal han nævnes. Vi så nemlig i Montreal sidste år, hvor tårnhøjt et topniveau, han har, når terrænet er eksplosivt. At han skulle have det niveau nu, er måske lidt svært at tro på, men en svingende fyr som ham har vel altid mulighed for at overraske.

 

Kan vi tro på Esteban Chaves? Jeg er ikke alt for optimistisk. Han så genfødt ud i Catalonien, men efter 2. etape gik det bare støt tilbage. Senest efterlod han et skuffende indtryk i lørdags, og skal han være md her, skal han have forbedret sig ganske markant. Omvendt er han jo i disse tider en meget svingende herre, og denne etape passer ham ganske glimrende. EF er et hold, der ikke er bange for at angribe tidligt, og kan Chaves komme væk, er det måske ikke helt umuligt, at han alligevel kan skabe det store resultat. Det er også en god finale for Odd Christian Eiking, men han agerede i dag klar hjælper.

 

Hvorfor tabte Quinten Hermans tid i dag? Det ved jeg desværre ikke, men det kan godt være en smule bekymrende efter en ikke specielt overbevisende sæsonstart. Omvendt så han jo ganske fornuftig ud i Waregem i onsdags, og dagens mange styrt kan jo sagtens være forklaringen på nedturen. Hvis han vitterligt er i god form, er han ikke uinteressant i en finale som denne. Hans 2. plads i Liege vidner jo om evnerne i ardenneragtigt terræn, og i 2021 endte han også lige uden for top 10 i et stærkt besat Fleche Wallonne. Med de fire stigninger tror jeg, at han kommer lidt til kort mod de stærkeste, for Waregem viste også, at han endnu ikke er på toppen, men en formstærk Hermans bør gøre det godt. Alpecin har også et godt alternativ i Robert Stannard, de sidste år i Liege viste, at han efterhånden kommer langt i dette terræn. Han blev også nr. 3 på den forkortede udgave af Mur de Huy i Vallonien sidste år, og efter et hæderligt Tirreno begynder han at nærme sig ardennerformen. Den samlede finale bør dog være en anelse for hård. Nicola Conci burde vel være Alpecins bedste bud, men han synes helt uden form.

 

Er der liv i Remy Rochas? Det er nok for meget at forvente efter en meget skuffende sæsonstart, men vi har ikke set ham i nogen tid, og både i dag og i går holdt han sig bemærkelsesværdigt godt til. Rochas bankede på til et gennembrud sidste år, men hver gang, han var i form, styrtede han. Har han forbedret sig - markant - siden Tirreno, bør han komme ganske langt i dette felt, selvom han ikke er helt ideelt skabt til disse eksplosive stigninger, hvor de stejle procenter dog bør hjælpe. Der er også endelig lidt liv i Jonathan Lastra, men på dette niveau kan han ikke være med.

 

Læs også
Ayuso ser frem til enkeltstart: Perfekt på papiret

 

Intermarché er ikke de mest meddelsomme, og derfor ved vi ikke, hvorfor Rui Costa tabte tid i dag. Hvis ikke han har været styrtet eller er ude af form, bør den Costa, vi har set i år, dog være med fremme i denne finale. Den er for stejl til at passe ham, for han kommer til kort på disse procenter, men til gengæld betyder hans tidstab, at han nu har al mulig frihed til at angribe. Den Costa, vi så i Strade Bianche, kommer i hvert fald relativt langt her. Det er også en fin finale for Georg Zimmermann og Lilian Calmejane, men de bør komme lidt til kort i så svær en finale. Rein Taaramae viste fornem form i Catalonien, men denne finale passer ham dårligt.

 

Som jeg skriver i analysen, var dagens tidstab til Mauro Schmid uventet og bekymrende. Da Soudal intet skriver om, at han var involveret i styrtene, kunne det tyde på, at de gode ben fra Coppi e Bartali måske er væk. I forvejen vil jeg regne denne finale som værende for svær, baseret på de klatreevner, han viste både i januar og februar og sidste år. Omvendt så han ud til i Italien måske at have nået et helt niveau. Det åbner nogle muligheder i eksplosivt terræn, der burde passe ham, men vi må også sande, at modstanden i Italien var begrænset - og på stigningerne var der flere, der var stærkere end ham. Soudal har også Mattia Cattaneo, der dog kommer til kort på disse stigninger, og en delvist genrejst James Knox, der dog er overmatchet.

 

Det er svært at tro på Astana, hos hvem stigningen slet ikke passer de i år skuffende David De La Cruz og Luis Leon Sanchez, og den er for svær for ellers formstærke Cristian Scaroni. Hos Burgos passer den heller ikke godt til en ellers velkørende Jose Manuel Diaz, der også er lidt overmatchet, og Victor Langellotti skuffede i Catalonien. Hos Caja Rual faldt Jefferson Cepeda efter lørdagens oprejsning sammen igen i dag, og den unge Abel Balderstone er trods alt overmatchet. Det samme er Igor Arrieta og Giovanni Carboni på Kern Pharma, og stigningen passer hos Euskaltel elendigt til den ellers stærke Mikel Bizkarra og er for svært for Gotzon Martin. Hos Arkea så Clement Champoussin bedre ud i lørdags, men det er svært at tro på ham efter den seneste tid, Cristian Rodriguez’ udbrud i går indikerer, at formen ikke rækker, og trods de gode takter kommer Simon Guglielmi til kort. Hos DSM er det svært at tro på Harm Vanhoucke og Andreas Leknessund på baggrund af det, de viste i Emiraterne og Tirreno. Hos Total bør Steff Cras være hæderlig i dette terræn, men han har i år ikke helt fundet sidste års niveau, og efter endnu en nedtur i dag synes Pierre Latour ikke i form, mens Victor De La Parte er overmatchet, og terrænet for svært for Mathieu Burgaudeau.

 

 

Feltet.dks vinderbud: Jonas Vingegaard

Øvrige vinderkandidater: Enric Mas, David Gaudu

Outsidere: Daniel Martinez, Simon Yates, Mikel Landa, Sergio Higuita, Ion Izagirre

Jokers: Mattias Skjelmose, Romain Gregorie, Rigoberto Uran, Richard Carapaz, Brandon McNulty, Felix Gall, Bauke Mollema, Omar Fraile, Andrea Bagioli, Esteban Chaves, Quinten Hermans, Remy Rochas, Rui Costa, Mauro Schmid

 

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Jonas Vingegaard
Enric Mas, David Gaudu
Daniel Martinez, Simon Yates, Mikel Landa, Sergio Higuita, Ion Izagirre
Mattias Skjelmose, Romain Gregorie, Rigoberto Uran, Richard Carapaz, Brandon McNulty, Felix Gall, Bauke Mollema, Omar Fraile, Andrea Bagioli, Esteban Chaves, Quinten Hermans, Remy Rochas, Rui Costa, Mauro Schmid
Alex Aranburu, Ruben Guerreiro, Davide Formolo, Attila Valter, Steff Cras, Robert Stannard, Luke Plapp, Rein Taaramae, Odd Christian Eiking, Harm Vanhoucke, Clement Champoussin, Quentin Pacher, Juan Pedro Lopez, Matteo Sobrero, David De La Cruz, Georg Zimmermann, Marc Hirschi, Ide Schelling, Luis Leon Sanchez, Cristian Scaroni, Jose Manuel Diaz, Mattia Cattaneo, Mikel Bizkarra, Cristian Rodriguez, James Knox, Andreas Leknessund, Pierre Latour, Nicola Conci, Emanuel Buchmann, Natnael Tesfatsion, Simon Guglielmi, Chris Harper
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Itzulia Basque Country
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?