Optakt: 4. etape af Tirreno-Adriatico

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Ruten

Der er en grund til, at puncheurs altid har elsket Tirreno-Adriatico, for løbet har som regel givet dem mindst én mulighed. En sådan får de også i år på løbets første kuperede etape, men denne gang er det en vanskeligere finale, end man ofte ser det. Her skal nemlig sluttes på en hele 4,2 km lang bakke, der måske kun stiger med beskedne 5,7% i snit, men som er så lang og periodevist også stejl, at det vil blive en ganske selektiv finale. Stigningen er formentlig ikke svær nok til, at de bedste kan gøre forskellen, og meget taler for, at det vil skulle afgøres i en spurt på toppen, men efter torsdagens etape bør vi have en ide om, hvem der i hvert fald ikke vinder årets udgave af Løbet Mellem de to Have.

Med en distance på 202,0 km er der tale om endnu en relativt lang etape, som fører feltet fra Cascata delle Marmore til Bellante, og det er er den dag, der skal føre feltet det sidste stykke tværs gennem støvlen ud til østkysten. Det betyder, at man skærer gennem Appenninerne, og derfor går det op eller ned det meste af dagen. Det gør det i hvert fald med det samme, når man efter et kort fladt stykke kører mod syd op ad en bakke (5,5 km, 4,9%), hvis top rundes efter 11,0 km. En kort nedkørsel leder videre mod syd, inden man kører mod øst op ad endnu en bakke (7,4 km, 5,5%). Den efterfølges ikke af en nedkørsel, men et kort plateau, der går mod nordøst, inden man kører mod nordøst op ad den kategoriserede stigning Valico Torres Fuscello (9,5 km, 3,7%), der er en relativt blød opkørsel med en sværeste sektion midtvejs, hvor den over fire kilometer stiger med ca. 5%.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Toppen i 1115 m højde rundes efter 37,7 km, men det bliver ikke let endnu. Herfra snor man sig nemlig mod sydøst igennem ganske kuperet terræn, inden en meget teknisk nedkørsel leder mod øst ned til Posta, som nås efter 62,5 km. Her kører man mod nordøst ad et let stigende stykke, inden man skal over endnu en bakke (3,5 km, 5,0%) med top efter 75,2 km, men herefter bliver det pludselig meget let. Over de næste ca. 55 km falder det nemlig jævnt, mens man kører mod først nord, så øst og siden nordøst ned til dagens spurt, som er placeret efter 130,4 km næsten helt ude ved kysten.

Herfra går det mod sydøst op ad en bakke (5,0 km, 3,8%), som har top efter 142,9 km, inden det falder let mod sydøst og syd ned til den afsluttende rundstrækning, som nås efter 153,5 km. Herefter kører man knap en halv omgang, som betyder, at man første gang skal op ad målbakken (4,2 km, 5,7%), hvor stregen krydses i forbindelse med en bjergspurt efter 160,9 km.

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 20,6 km lange rundstrækning. Den indledes med en meget kort, lidt teknisk nedkørsel, som fører mod vest, inden det kortvarigt stiger mod sydvest. Derfra kører man imidlertid ad en kun let snoet vej mod nordvest, nord, nordøst og slutteligt sydøst igennem terræn, der er let faldende. Slutteligt drejer man mod syd for at køre op ad målbakken, der stiger med 5,7% over 4,2 km. De første 3 km stiger relativt jævnt med 7,0%, idet den første kilometer med 7,5% dog er en anelse stejlere, inden de sidste 1200 m stiger med 5,5% fordelt med først 500 m med 4,2%, siden 500 m med 7,2% - herunder stigningens stejleste stykke på 11% - og slutteligt 200 m med 4,2%. Stigningen følger en næsten helt lige og 7 m bred vej, indtil der er et hårnålesving med 750 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let.

Etapen byder på i alt 3105 højdemeter.

Bellante har ikke tidligere i løbets historie været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Vejret

Det solrige, men lidt kølige vejr fortsætter. Der vil ikke være en sky på himlen, og mens det ved starten vil være 15 grader, vil det ved målet i højderne være bare 10 grader. Vinden vil ved starten bare være let (8-10 km/t), men tiltage til 16 km/t midt på dagen og aftage til 12 km/t i finalen. Hele dagen vil den komme fra nord. Det giver indledende sidevind og derefter sidemodvind over et langt stykke frem til spurten, hvorefter der vil være sidemedvind frem til rundstrækningen. Her vil der være medvind på målbakken, dog med side- og sidemodvind over de sidste 750 m. Efter toppen vil der være først sidemed-, så sidemod- og modvind, inden man får sidemedvind det sidste stykke frem til bunden af bakken.

Analyse af 3. etape

Her kan du læse min analyse af Caleb Ewans suveræne sejr i onsdagens stigende spurt.

Favoritterne

Det er helt almindeligt med puncheuretaper i Tirreno-Adriatico, der måske er det mest puncheurvenlige af de ugelange etapeløb, men det er alligevel lidt et særsyn, arrangører har designet i år. Jeg mindes ikke, at vi i nyere tid har haft en afslutning på en stigning af denne type. Normalt skal der spurtes på kortere bakker, som vi så det i to tilfælde sidste år, men en målstigning, der er relativt lang uden at være voldsomt svær er en nyskabelse.

Det bringer også andre ryttertyper i spil. Stigningen har en længde, der vil være en ulempe for de meget eksplosive, men den må trods alt også regnes for let til, at de bedste bare kan køre væk. Denne slags finaler ender næsten altid i en spurt på toppen, og det vil særligt gælde, nå den stejleste del kommer i bunden, og den letteste del til sidst.

Der bør også være lagt op til en favoritafgørelse. Vi er stadig på et tidspunkt i løbet, hvor forskellene er små, og derfor er det næsten umuligt for et udbrud at holde hjem. Starten er dog også så hård, at det kan blive en ganske hård affære at kontrollere, hvis der bliver kamp om at ramme udbruddet. Det burde der næsten gøre, men så tidligt i etapeløb, hvor man ved, at chancen er minimal, ser man ofte, at selv terræn som dette ikke udnyttes. Det kan derfor sagtens være, at vi bare får et lille udbrud, der kører tidligt, og at det derfor bliver en let etape at kontrollere.

Der burde være hold til at arbejde. Ineos ved, at de får svært ved at forsvare trøjen, men jeg tror faktisk, at de gerne vil give Filippo Ganna, der jo har klatret fremragende, og som ikke vil finde denne stigning helt umulig, chancen for at forsvare den. Derudover burde det være stensikkert, at UAE går efter sejren her. Jeg er mere i tvivl med Quick-Step. Nok er det en perfekt finale for Julian Alaphilippe, men har de lyst til at forære Pogacar bonussekunder? Det er jeg ikke sikker på, og derfor er jeg ikke overbevist om, at de deltager i jagten. Til gengæld er det helt sikkert en etape, Michael Matthews satser på, og det er derfor ganske sandsynligt, at vi vil se BikeExchange give en hånd med.

Læs også

Ineos-profil reagerer på samlet sejr og ser frem mod Tour de France

Uanset om der bliver hjælp eller ej, bør UAE kunne skabe samling. Spørgsmålet er så, hvor aggressivt der bliver kørt på rundstrækningen. Som han har kørt de seneste dage, kan man jo næsten ikke udelukke, at Tadej Pogacar angriber fra distancen, men det vil trods alt være lidt hovedløst. Rundstrækningen virker ikke teknisk, og der er modvind en betydelig del af det faldende stykke. Det kan sagtens være, at vi vil se angreb fra nogle af de knap så profilerede hold, men det mest interessante bliver nok, hvem der vil lægge pres på. Pogacar vil nok gerne have et hårdt løb, og han har også holdet til at skabe det, men også Astana og Movistar er hold, der måske kunne tænkes at ville gøre det lidt hårdt. Derimod tvivler jeg på Jumbo, da Jonas Vingegaard nok skal bruge dagen på at mærke benene an efter de lidt skuffende enkeltstart.

Jeg vil derfor forvente, at det skal afgøres på sidste stigning. Også her kan der komme angreb, og jeg er spændt på, hvordan UAE griber det an. Ser man på deres kørsel i UAE Tour, bliver jeg ikke spor overrasket, hvis de sender Rafal Majka, Davide Formolo eller Marc Soler i offensiven. Får de selskab af et par klatrere, som ikke regnes som topfavoritter, tror jeg, at UAE er villige til at lade dem køre hjem. Det kan sagtens blive et taktisk løb, hvis UAE kører med den åbne taktik, de synes at praktisere. Det er dog også muligt, at de blot lægger et hårdt pres fra bunden med det formål at iscenesætte en spurt. Et Pogacar-angreb kan heller ikke udelukkes, men selv om han er vild i disse dage, burde procenterne trods medvinden ikke være hårde nok til, at han kan køre alene. Medvinden er til gengæld dårligt nyt for de lidt tungere folk, for det vil gøre afslutningen betydeligt hårdere end i modvind, der havde været en gave til især Matthews.

Selvom jeg altså åbner døren for en mere taktisk finale, forventer jeg en spurt, og her er det svært ikke at pege på Tadej Pogacar. Sloveneren har siden sin hjemkomst fra Emiraterne lignet en mand, der er fra en anden planet, og når han har overskud til at spilde kræfter, som han gjorde i dag, må han føle et overskud, der bør gøre alle dybt bekymrede. Vi ved, hvor god en puncheur han er blevet - en evne, han senest viste, da han vandt på Jebel Jais i Emiraterne - og derfor er det en finale, der passer ham ganske glimrende. Medvinden bidrager også til at gøre det hårdt, og det er en gave for ham, når han skal slås med folk, der måske er en anelse mere eksplosive end ham. Dem er de imidlertid ikke mange af, og langt de fleste vil få svært ved at slå Pogacar i en spurt som denne. Med den form, han har nu, må han være manden, der skulle slås.

Hvis han var flyvende, ville Julian Alaphilippe dog nok på papiret være en anelse mere eksplosiv end Pogacar. Det kick, han havde, da han slog Primoz Roglic på Mur de Huy, mindede os i hvert fald om, hvor uhyggelig han kan være. Problemet er bare, at han senest på pressekonferencen inden løbet erklærede, at han ikke er helt på toppen endnu, og det var også det indtryk, han efterlod i grusvejsløbet, hvor Alejandro Valverde havde en lige så hård opkørsel som ham, men endte løbet et helt andet sted end verdensmesteren. Styrtet har næppe bidraget til hans tilstand, og han virkede heller ikke særligt overskudsagtig, da han i dag skulle spurte om bonussekunder mod Pogacar. Alligevel må han være manden, der i en spurt kan slå Pogacar. Stigningen er trods alt ikke verdens sværeste, og det niveau, han viste i Drome-Ardeche var trods alt langt fra katastrofalt.

En rytter, der bliver meget spændende at se, er Tao Geoghegan Hart . Briten har flere gange vist, hvo hurtig han er, senest da han blev nr. 2 bag Alejandro Valverde i en lignende spurt i sidste års Dauphiné. Det er til gengæld også næsten det eneste gode resultat, han har lavet siden Giro-sejren, men noget tyder på, at han kan være genfødt. I hvert fald kørte han først en fremragende enkeltstart, og i dag så han uhyre overbevisende ud, da han spurtede op til de forreste på den lille bakke. Det er klart, at det bliver meget svært at slå de to favoritter, men han synes at være den mand, der både har hurtigheden og formen til måske at gøre det.

Der er ikke mange, der har en reel chance for at slå Pogacar i en spurt, men skal man pege på en, der har en chance, er det Jhonatan Narvaez. Ecuadorianeren har været flyvende i både åbningsweekenden og Strade Bianche, men det var også på de korte, eksplosive stigninger, der passer ham. Denne stigning er længere end dem, han normalt præsterer på, men i Andalusien kørte han faktisk med klatrerne på den stejle Purche-stigning, inden han senere blev sat. Siden dengang har han forbedret sig voldsomt, og derfor er jeg spændt på, om han kan hænge på de bedste og bruge sin gode spurt på en 4 km lang stigning. Det synes ikke helt umuligt.

Jeg tør heller ikke helt at udelukke Michael Matthews. Som udgangspunkt vil jeg regne den for en anelse for lang - ikke mindst i medvind - men han har overrasket mig flere gang. Hans fjerdeplads på Mallorca (2,5 km, 8,5%) overraskede mig i hvert fald, og hans 6. plads i Cullera (1,9 km, 8,7%) i Vueltaen sidste år var også bedre, end jeg havde troet. Denne stigning er længere, men til gengæld er den knap så stejl. Hans form er svær at vurdere grundet den lange løbspause, men inden han styrtede i Strade Bianche var han optimistisk. Hans enkeltstart viser også, at styrtet ikke har sat ham voldsomt tilbage. Jeg tror stadig, at den er for svær til, at han kan vinde, men det kan bestemt ikke udelukkes, at han er med langt fremme.

Jeg er lidt spændt på at se Jonas Vingegaard. Som jeg skrev i analysen efter enkeltstarten, er det ikke nødvendigvis urovækkende, at han skuffede. Det er velkendt, at han efter en pause ofte har det svært på den første alvorlige dag, som vi også så i Drome-Ardeche, hvor han havde dårlige ben om lørdagen, men knuste al modstand om søndagen. Netop det ridt vidner om, at formen er ganske fremragende, men selv hvis han er flyvende, er han ret uprøvet i denne slags finaler. Han mestrede dem dog fornemt i sidste års Coppi e Bartali, og selvom selskabet var af en helt anden kaliber, vidner det om, at han bestemt ikke er uden punch.

Det er Giulio Ciccone heller ikke. Det så vi, da han blev nr. 2 bag Ballerini i Provence og nr. 2 bag Egan Benal på Campo Felice. Denne finale burde ikke være helt skæv for italieneren, men han har til gode at bevise, at han kan tage kampen op med de bedste i dette selskab. Hans form er også svær at vurdere efter en lidt skuffende, men dog godkendt indsats i Laigueglia, og vi ved fra blandt andet Valencia i år, at hans gode ben kan komme ret hurtigt.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Det er også en god afslutning for Tim Wellens , men selvom han har rejst sig fra det katastrofale 2021, er han stadig ikke på sit gamle niveau. Det var vel tydeligt i Strade Bianche, hvor han åbenlyst var gruppens svageste, men det var til gengæld opløftende at se, at han overhovedet kørte finale. Han er så svingende, at han sagtens kan falde igennem, men hans Strade-niveau burde føre ham et stykke. En god afslutter på en bakke er han i hvert fald. Som vi så i Saudi Tour, er Maxim van Gils også stærk i denne slags finaler, men efter hans sygdom har han endnu ikke fundet sit bedste niveau.

Det er Benoit Cosnefroy åbenlyst også. Franskmanden er jo endda en af feltets absolut bedste puncheurs, men han er ikke på toppen. Selvom der var lidt fremgang at spore i Drome, hvor han nåede at skabe lidt optimisme, skuffede han i Strade Bianche. Denne stigning er i forvejen så lang, at jeg vil tro, at han mister sit fantastiske punch, og derfor regner jeg ikke med at se ham helt fremme. Hans kørsel i Drome gør dog, at jeg ikke helt tør udelukke ham.

Hvad så med Remco Evenepoel ? Jeg må indrømme, at jeg ikke kan se, hvordan han skal vinde. Ganske vist er det en af de stigninger, hvor han kan vise sig helt uhyggelig, som han var på en lidt tilsvarende stigning i Valencia tidligere i år. Problemet er bare, at hans modstander denne gang er Pogacar, og den rytter, der har allermindst frihed, er Evenepoel. Heldigvis har vi set, blandt andet med sejren på Foia, at hans arbejde på sin eksplosivitet bærer frugt, men det er svært at se ham vinde denne spurt i dette selskab. Hans chance må være at køre væk, og det skal ske ved, at han på ren fysik kører fra Pogacar. Det ser svært ud, men med Evenepoel kan svære ting godt lade sig gøre.

Jeg glæder mig også til at se Enric Mas i denne finale. I Valencia beviste han, at han pludselig kan starte sin sæson stærkt, og derfor er der grund til at have forventninger til ham i dette løb. Dette er ikke hans ideelle etape, men han har før vist, at han slet ikke er uden punch. Det viste han med en 2. plads bag Ulissi i Tour de Suisse for nogle år siden, men også i sidste års Vuelta, hvor han gjorde det godt i både Cullera og Valdepeñas de Jaen. Denne er nok ikke helt stejl nok til, at vi vil se noget lignende her, men det skal blive interessant at se ham folde sig ud.

En rytter, hvis form er svær at vurdere, er Alex Aranburu. Han har stort set ikke kørt løb i år, men han klarede åbningsweekenden ganske fint. Det vil undre mig, hvis ikke denne stigning er for lang, men han viste også i Baskerlandet sidste år, at han pludselig havde forbedret sin klatring. Medvinden er ikke god for ham, og da jeg tvivler på, at han er i topform allerede nu, regner jeg med, at han får det for svært, men med Baskerlandet-ben burde det ikke være en finale, der er helt umulig.

Lidt i samme kategori finder vi Andrea Vendrame. Jeg ved, at han har udpeget etapen som et mål, og han er også i god form. Det så vi med hans ganske fint Strade Bianche, men også for ham gælder, at denne stigning nok er en anelse for lang. Omvendt så vi, hvor imponerende han klatrede, da han vandt sin Giro-etapesejr sidste år. Desværre tror jeg ikke, at han har samme niveau nu, men det vidner om, at han kan overraske.

Hvor god en puncheur er Lorenzo Rota egentlig? Det er lidt svært at vurdere, men han har i hvert fald et vist punch og en vis hurtighed. Formen er også ganske fremragende, som vi senest så i Laigueglia. Han mangler formentlig den sidste hurtighed til at kunne være med helt fremme, men jeg er spændt på, hvor langt han kommer.

Jeg nævner også Filippo Ganna. Selvfølgelig vinder den tonstunge italiener ikke, men det er en stigning, hvor han har en chance for at komme med til toppen. Det gjorde han jo næsten på Jebel Jais i Emiraterne, og selvom procenterne her var blødere, og der var modvind, viser, det, at det ikke er helt umuligt. Uden punch er han jo heller ikke, men al logik siger, at det for ham vil handle om ren overlevelse, som det gjorde i Jebel Jais. Han har dog overrasket mig så mange gange, og derfor må han hellere blive nævnt.

En joker kunne måske være Victor Lafay. Franskmanden har skuffet fra start i år, men i Laigueglia var der pludselig hul igennem. I hvert fald var det ham, der var stærkest i det felt, som UAE havde kørt ud af billedet, og det lover godt. Det er en stigning, der passer ham, da den er næsten identisk med den, der gav ham sin Giro-etapesejr, men han har stadig til gode at bevise, hvor spurtstærk han egentlig er.

Læs også

Lidl-Trek trodser styrt og vinder i dramatisk Vuelta-åbning

Jeg vil tillade mig at slå Miguel Angel Lopez, Richard Carapaz og Richie Porte over en kam. Som det fremgår af den store optakt, har jeg fine forventninger til både Lopez og Porte, og Carapaz viste på enkeltstarten, at han kan have forbedret sig betydeligt på turen hjem til Ecuador, selvom det ligner ham dårligt at køre stærkt nu. Alle har de et ganske fornuftigt punch, og derfor vil jeg forvente, at de ender meget langt fremme. Jeg anser dem dog ikke som eksplosive nok til, at de for alvor kan komme tæt på Pogacar. Skal de vinde, skal de spille det taktiske spil ved at deltage i de UAE-angreb, der som nævnt kan komme. Det kan bringe dem i spil, men de er også alle tre ryttere, som Pogacar nok vil være ked af at tage chancer med.

Netop det taktiske spil leder mig frem til Rafal Majka, Davide Formolo og Marc Soler. Som sagt kan det passe ind i årets generelle UAE-billede, at de får lov at angribe, og Pogacar kan meget vel lade dem køre deres chance. Bedst chance har Majka, der i UAE Tour viste, at han er ganske flyvende, og som faktisk også har en udmærket puncheurspurt, hvis han får selskab, hvad der nok er nødvendigt, hvis det skal lykkes. Derfor er Formolo også det næstbedste bud, da han blandt andet i Giroen har bevist, at han er ganske god i denne slags finaler, men selvom han ser god ud, er hans form efter den brækkede hånd stadig lidt usikker. Soler har vist sig overraskende god hidtil, men han skal nok alene hjem for at vinde.

En UAE-offensiv kan også åbne for, at knap så eksplosive klatrere kan gå med. Her kunne man fremhæve Pello Bilbao, der som bekendt er i fabelagtig form. Vi har set, senest på Jebel Jais, at han i dag er nærmest uden punch, men han er en rytter, Pogacar måske vil give noget frihed. Det samme gælder for hans holdkammerat Damiano Caruso, hvis form er et åbent spørgsmål, men som jeg gav visse forventninger i min store optakt grundet hans fine Andalusien. En anden mulighed er Sepp Kuss , der er helt oplagt til et tidligt angreb og synes i god form, samt den i Andalusien så flyvende Cristian Rodriguez. Geoffrey Bouchard er heller ikke bange for at tage initiativ og er i form, og det er Romain Bardet heller ikke, selvom jeg tvivler på hans form efter den nylige sygdom og hans svage indtryk i Emiraterne.

Normalt vil jeg også pege på Warren Barguil, der er en glimrende puncheur, men han synes formmæssigt for svag til at blande sig helt i front. Normalt er Wilco Kelderman også god i denne slags finaler, men han indrømmer selv, at han ikke er på toppen. Domenico Pozzovivo har også et hæderligt punch, som han senest viste i Andalusien, men ikke nok til et absolut topresultat. Rigoberto Uran synes aldrig at bruge sit engang så fine punch, og han kører altid defensivt, mens stigningen ikke rigtigt passer Mark Padun eller Thymen Arensman . Hvis Matteo Sobrero efter sin enkeltstart er bedre, end han selv forventede inden løbet, har også han et godt punch, mens mine forventninger til Jakob Fuglsang, Jai Hindley , Emmanuel Buchmann, Lorenzo Fortunato, Thibaut Pinot, Mikel Landa og Matteo Fabbro er begrænsede på baggrund af det, vi har set på det seneste. Det ville være en god finale for Gianni Moscon , men han synes formsvag efter sin sygdom, og heller ikke Jhonatan Restrepo er på toppen. Endelig glæder jeg mig lidt til at se Stefano Oldani¸ der chokerede med sin holdbarhed i Drome-Ardeche, men trods alt må finde den lidt for svær, som det også gælder for en ikke flyvende Simone Velasco og Vincenzo Albanese.

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Julian Alaphilippe, Tao Geoghegan Hart

Outsidere: Jhonatan Narvaez, Michael Matthews, Jonas Vingegaard, Giulio Ciccone, Tim Wellens

Jokers: Benoit Cosnefroy, Remco Evenepoel, Enric Mas, Alex Aranburu, Andrea Vendrame, Filippo Ganna, Victor Lafay, Rafal Majka, Davide Formolo, Marc Soler, Miguel Angel Lopez, Richard Carapaz, Richie Porte

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris