Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: 8. etape af Paris-Nice

Optakt: 8. etape af Paris-Nice

13. marts 2022 13:21Foto: A.S.O. / Alex Broadway

Primoz Roglic knuste ikke al modstand, men tog alligevel en sikker sejr på kongeetapen, og dermed styrede han sin føring yderligere. Ingen kan dog vide sig sikker i Paris-Nice, der som altid slutter med en kort, intens etape i bakkerne omkring Nice, hvor der altid er lagt op til uforudsigeligt cykelløb, og hvor vi i de senere år har været vidner til nogle intense dramaer, hvor førertrøjen både er kommet under pres og har skiftet ejermand til allersidst - og med en ny og stejlere opkørsel af Col d’Eze kan det måske blive endnu mere dramatisk i år.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

 

Ruten

I de år, hvor man har skippet Col d’Eze-enkeltstarten, er løbet altid sluttet med en kort, meget kuperet etape i det vanskelige terræn omkring Nice. Det er igen tilfældet i år, hvor sidste etape er fyldt med de legendariske stigninger, der bestiges år efter år i de smukke omgivelser i regionen, og med Col d’Eze som nøgleudfordringen til sidst. Denne gang har man givet etapen et twist med passage af stigningen fra en ny og stejlere side, inden etapen som vanligt slutter med en lang nedkørsel til Nice, hvor det hele slutter på den traditionsrige Promenade d’Anglais. Denne finale har ofte gjort det svært for de bedste klatrere for alvor at gøre en forskel på sidstedagen, men historien viser, at alt er muligt på en etape, der stort set altid er mættet af spænding - bare tænk på dramaerne i 2016, 2017 og 2018, hvor hhv. Geraint Thomas og Sergio Henao afværgede angreb fra Alberto Contador i sidste øjeblik, og hvor Marc Soler med stort mod fik skovlen under en lidende Simon Yates, der oplevede en stor krise. Et stærkt hold har ofte held med at forsvare førertrøjen, men særligt med den nye opkørsel af løbets mest ikoniske stigning kan meget stadig ske - ikke mindst hvis den førende rytter har lige så få hjælpere, som Yates havde for fire år siden.

 

Som sædvanlig er der tale om en kort etape med både start og mål i Nice. Denne gang skal der tilbagelægges 115,6 km, og fra starten i Nice bevæger man sig mod nord og ind i landet igennem terræn, der er let stigende, indtil man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Levens (6,2 km, 5,6%), der er en jævn opkørsel uden stejle passager og har top efter 22,2 km. Herfra stiger det let mod nordøst frem til byen Levens, hvor den første spurt kommer efter 25,8 km, inde det falder let ad en lige vej, som fører mod sydøst.

 

Læs også
Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

 

Etapen tager fat igen, når man kører mod øst op ad kategori 2-stigningen Cote de Chateaneuf (5,3 km, 4,3%), der ligeledes er helt jævn, har top efter 38,3 km og efterfølges af en teknisk meget svær nedkørsel, som fører mod øst. Umiddelbart herefter kører man som noget nyt mod nord og nordvest op ad kategori 2-stigningen Cote de Berre-les-Alpes (6,3 km, 6,0%), der også er helt jævn og har top efter 52,3 km. Nu venter endnu en teknisk nedkørsel, som leder mod øst og nordøst ned til L’Escarene, hvorfra det efter 55,7 km går ad en lige og let faldende vej mod sydøst og syd.

 

Etapens første nøglepunkt kommer, når man drejer mod nordøst for at bestige kategori 1-stigningen Col de Peille, der stiger med 6,8% over 6,6 km og er dagens næstvanskeligste udfordring. Hovedsageligt stiger den jævnt med 6-7%, men kilometer 3 og 4 stiger med hhv. 8,9% og 7,6%, og det var her, Contador overraskede konkurrenterne ved at sætte sine første store angreb ind i både 2016 og 2017. Toppen kommer imidlertid efter 69,9 km med hele 45,7 km til mål, og da den efterfølges af en lang, ikke særlig svær nedkørsel, der leder mod syd og sydvest ned mod middelhavskysten, er der masser af tid til, at der kan ske samling. Undervejs passerer man efter 81,1 km byen La Turbie, hvor dagens sidste spurt er placeret.

 

Efter 90,9 km har den lange nedkørsel ført feltet tilbage til den østlige udkant af Nice, men i stedet for at køre ind til mål vender man rundt for at køre mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Col d’Eze, denne gang altså fra en vanskeligere side end vanligt. Herfra stiger den således med 7,6% over 6,0 km, og den har et meget stejlere stykke end den klassiske opkørsel. De to første kilometer stiger med ca. 7%, men derefter venter en kilometer med hele 13,5%, inden de sidste 3 km stiger med 5-7%.

 

Toppen rundes efter 100,3 km, hvorefter de sidste 15,3 km indledes med den ikke specielt vanskelige nedkørsel, som fører mod først nordøst og siden sydvest via samme vej, som blev benyttet tidligere. I udkanten af Nice fortsætter man denne gang hele vejen ind til havnefronten og Promenade d’Anglais. Nedkørslen slutter efter to hårnålesving og tre skarpe sving lige ved 3 km-mærket. Herefter falder det ad den flade og let bugtende kystvej mod syd og vest hen langs vandet, hvor de sidste 2 km er flade, idet der dog som altid er en ganske lille bakke, der fører op til den røde flamme. Slutteligt bugter vejen sig ind på den 600 m lange og 6 m brede opløbsstrækning, der er helt flad.

 

Etapen byder på i alt 2409 højdemeter.

  

Efter at etapen blev coronaaflyst i både 2020 og 2021 skal vi tilbage i 2019 for at finde seneste udgave, hvor Nairo Quintana angreb Egan Bernal fra distancen, men kun endte med at vinde 4 sekunder, mens Ion Izagirre kørte alene hjem fra det tidlige udbrud til en stor etapesejr. I 2018 blev den førende Simon Yates sat under pres fra start, og det udnyttede Marc Soler til at angribe tidligt og gøre følgeskab med David de la Cruz og Omar Fraile i en trio, der holdt hjem og gav sejr til De la Cruz og samlet triumf til Soler. I 2017 angreb Alberto Contador tidligt og hentede de to tidlige udbrydere De la Cruz og Soler, inden trioen spurtede om sejren, der også her gik til De La Cruz. Favoritgruppen, der også indeholdt navne som Sonny Colbrelli og Michael Matthews, nåede mål 21 sekunder senere, og det var akkurat nok til, at Sergio Henao kunne forsvare førertrøjen.

 

I 2016 angreb Contador på begge de to sidste stigninger, og efter at være blevet hentet én gang kom han til sidst afsted sammen med Richie Porte. De samlede Tim Wellens op fra det tidlige udbrud og havde held til at holde forfølgerne bag sig, inden Wellens let spurtede sig til sejren. Geraint Thomas var i krise på stigningen, men kom tilbage til favoritgruppen på nedkørslen og begrænsede tidstabet nok til at sikre sig den samlede sejr.

 

I 2015 blev løbet afviklet i episk regnvejr, og her kørte Tony Gallopin sig til en imponerende solosejr på en dag, hvor både Porte og Geraint Thomas styrtede på nedkørslen. I 2014 vandt Arthur Vichot etapen i en spurt i en gruppe af favoritter, og 12 måneder tidligere var Sylvain Chavanel den hurtigste i en usædvanligt stor gruppe. I 2012 vandt Thomas De Gendt fra et langt udbrud, og i 2011 var Thomas Voeckler den bedste i en udbrydergruppe. I 2010 var det Amael Moinard, der var den stærkeste af angriberne, mens Antonio Colom slog Contador og Frank Schleck i en tremandsspurt i 2009, hvor etapen var mere selektiv end vanligt.

 

 

 

Læs også
Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

 

 

 

 

 

 

 

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

 

Vejret

Det hedder Løbet mod Solen, men i år bliver det Løbet mod Regnen. Efter en hel uge med tørvejr venter der en drivvåd afslutning. I Nice vil det bare være 11 grader, og der vil gennem hele etapen være en nedbørsrisiko på 90% i det, der burde være vedvarende regn. Det vil også være blæsende med en frisk til hård vind (25-27 km/t) fra nordøst. Det giver hovedsageligt mod- og sidemodvind frem til afslutningen på nedkørslen fra Berre-les-Alpes, hvorefter der hovedsageligt vil være sidemedvind, dog med direkte modvind på Peille. Efter spurten får man medvind, indtil man vender rundt og får direkte modvind på Col d’Eze. På nedkørslen vil der igen være medvind. Medvinden varer ved indtil de sidste 2 km, hvor der vil være sidemedvind.

 

Læs også
Trek trækker sig fra sponsorat

 

Analyse af 7. etape

Her kan du læse min analyse af dagens kongeetape, hvor Primoz Roglic virkede en anelse mere menneskelig, end han plejer.

 

Favoritterne

Selvom jeg nu tager hul på at skrive den 16. optakt i denne uge, er det heldigvis ikke svært at være motiveret til netop denne. Vi har nemlig i den grad savnet denne klassiske afslutningsetape, der sjældent skuffer. Det er ganske vist sket, at et stærkt hold har lagt løbet i et jerngreb, men i de seneste år har den næsten altid leveret. Derfor gjorde det også så ondt, at coronarestriktioner betød, at den først blev aflyst helt i den kaotiske 2020-udgave og siden blev omlagt til en - i hvert fald hvis Primoz Roglic ikke var styrtet - helt ligegyldig etape i 2021, hvor coronaen igen begyndte at brede sig i Nice.

 

Historien viser, at alt kan ske. Vi husker Alberto Contadors store angreb i 2016 og 2017, hvor Sky havde deres hyr med at forsvare førertrøjerne. Vi husker, hvordan det i 2019 var Nairo Quintana, der kørte væk og ligeledes forsøgte at ryste de suveræne briter. Og vi husker ikke mindst 2018-udgaven, hvor Simon Yates’ hold fejlede totalt, og hvor Marc Soler udnyttede den manglende kontrol til at tage en højst overraskende samlet sejr. Og så husker vi, at det er etapen, hvor David de la Cruz, der ellers aldrig vinder noget, tilsyneladende altid vinder!

 

Vi kender derfor også etapens karakter. Stigningerne er ikke voldsomt svære, og ryttere som Michael Matthews og Sonny Colbrelli har været tæt på at spurte om sejren. Ofte kommer de første store angreb allerede på Peille, som vi så med Contador og Quintana i 2016, 2017 og 2019, hvor de begge havde brug for at satse. Det er nemlig den sværeste stigning, men i år kan det være anderledes, da den stejlere opkørsel af Col d’Eze gør den mere oplagt som sidste affyringsrampe. I forvejen plejer vi at se, at de bedste kan køre væk her, og selvom der oftest kommer samling igen, så vi blandt andet i 2017, at Richie Porte og Contador aldrig blev hentet igen.

 

Det er dog som regel også en todelt etape, hvor klassementet udkæmpes bagude, og hvor et udbrud løber med det hele. Vi fik en spurt i 2014, og havde Tim Wellens ikke kunnet hægte sig på Porte og Conador i 2016, havde de to bedste klatrere afgjort løbet i 2016, men i 2015, 2017, 2018 og 2019 vandt udbryderne. Det har de også gjort i de fleste af de tidligere udgaver, og det er ganske logisk. Det er nemlig den slags etaper, hvor ingen rigtigt føler sig som favorit, og hvor etapen er så svær at kontrollere, at det kun lader sig gøre for de stærkeste hold.

 

Jeg regner da også med, at vi igen får en udbrudsafgørelse. Det er meget svært at se, hvem der skulle satse alt på at vinde etapen. Selvfølgelig var det fristende for Jumbo, der har både Primoz Roglic og Wout van Aert som potentielle vinderkandidater, men deres prioritet er kun én ting: at undgå sidste års katastrofe. Da årets udgave også bliver Løbet mod Regnen og ikke Løbet mod Solen og byder på møgvejr og våde veje, kan vi være helt sikre på, at Jumbo ikke skal satse noget som helst på de meget kringlede nedkørsler. De husker alt for godt, hvad der skete sidste år!

 

Nej, for Jumbo må det handle om at vinde hele løbet, og hvem er der så tilbage? Ingen. Virussen har reduceret de fleste hold til det rene ingenting, og mange hold har bare 3-4 mand. Ineos var et af de hold, der kunne have en interesse i at jagte for at bringe bonussekunder i spil, og de er også fuldtallige. Til gengæld er det også tydeligt, at de slet ikke er stærke i dette løb, hvor Ethan Hayter, Andrey Amador og Omar Fraile alle er formsvage. Det er svært at tro, at de vil og kan kontrollere en etape for måske at kunne vinde lidt bonus. Det andet oplagte hold er BikeExchange, men de er bare fem mand, der overhovedet ikke har imponeret i bjergene, samt Arkea, der heller ikke er bjergstærke nok.

 

Det er kun Jumbo, der kan skabe samling, og de vil kun jagte i det omfang, det er nødvendigt. Det vil de formentlig også komme til. Etapen starter altid vildt og voldsomt med angreb fra klassementsrytterne, og det vil formentlig se igen. Jeg vil eksempelvis tro, at Adam Yates blander sig i de tidlige angreb, da han ikke har meget at miste, og det gælder i det hele taget for de fleste af klassementsrytterne.

 

Jumbo har dog den luksus, at afstandene er store. De vil formentlig koncentrere sig om at holde øje med de allerfarligste og derefter relativt hurtigt lade en stor gruppe køre væk. Den vil næsten uundgåeligt indeholde ryttere, der ikke er specielt langt fra trøjen, men de fleste har tabt så meget, at Jumbo sagtens kan give dem noget snor.

 

Læs også
Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

 

Jeg regner derfor med, at vi får etableret et stort og stærkt udbrud, som Jumbo er nødt til at holde under en vis kontrol. Det betyder altid, at der er en chance for, at det kan komme tilbage af sig selv, men det anser jeg som usandsynligt. Det er klart, at der vil blive kørt klassement bagude, men det er også svært at se Roglic blive sat af. I forvejen er han stærkeste mand, og vejrguderne vil det også sådan, at der står en orkan ind i ansigtet på de to nøglestigninger, Peille og Eze. Den eneste måde, farten kan blive høj nok, er, at det får alvor eksploderer, men hvis Roglic kører løbet så defensivt, som man må tro, virker det helt usandsynligt, at farten skulle blive skruet så meget i vejret, at udbruddet hentes.

 

Derfor regner jeg med, at de bedste fra det store udbrud vil holde hjem. Bagude vil jeg tro, at Ineos, BikeExchange og Arkea vil forsøge at lægge et pres og iscenesætte angreb. Det er muligt, at de vil forsøge allerede på Peille, men det er tvivlsomt. Her vil Jumbo formentlig være tilfredse med at lade dem køre og herefter hente dem på det lange, faldende stykke ned mod Eze, som man gjorde med Contador i 2016 og 2017. Jeg vil tro, at Van Aert efter to fridage er klar på at tage en tørn for holdet i morgen, og derfor regner jeg med et stærkere Jumbo-hold, end vi har set hidtil. Det er simpelthen for dyrt at lade ham sidde op før bunden af Eze, hvor Roglic formentlig er ”home safe”. I stedet regner jeg med, at slaget skal slås på Eze, hvor vi med den stejle del formentlig vil se større forskelle end vanligt. Roglic vil dog formentlig kunne svare på det hele, og da han formentlig kører defensivt, og modvinden begrænser forskellene, vil jeg tro, at der kommer en vis regruppering på nedkørslen, og at en gruppe af favoritter vil slutte sammen nede i Nice. Her kan den flade del nede i Nice blive lidt tricky for en isoleret Roglic, men hans forspring betyder jo, at han over de sidste 2 km kan lade nærmest hvem som helst køre væk.

 

Jeg tror altså på en udbrudssejr, og her skal vi lede blandt meget klatrestærke kandidater. Det er en klar fordel for dem, hvis udbruddet først kører på første stigning, men det gør det også ofte. Derefter skal de kunne håndtere det elendige vejr og de tekniske og våde nedkørsler, de skal have tabt lidt tid, og så er en god spurt ikke en ulempe, hvis modvinden på bakkerne gør det svært at køre væk.

 

Jeg vælger at pege på Brandon McNulty igen. Etapen er som skabt til den slags gigantiske soloridt, han har gjort til sit speciale, og han synes for alvor at have genfundet sine ben efter styrtet. I dag viste han endda, at han er en af de allerbedste klatrere i feltet lige nu, og derfor er det svært at se, at han vil havne i et udbrud, hvor han ikke er blandt de stærkeste. Han viste også med sine solosejre tidligere i år, at han er en god nedkører, og regnvejr synes ikke at skræmme ham. I hvert fald var det netop elendigt vejr, han udnyttede til at tage sin første store sejr på Sicilien i 2019, og dermed begynder vi at kunne konstatere, at han har hele pakken. Vi har også tidligere set, at han kan spurte, hvis det bliver nødvendigt, men som han kører i år, plejer han at køre alene. Det vil jeg trods modvind også tro, at han kan gøre igen, og derfor tror jeg, at det bliver etapesejr nr. 2 og soloridt nr. 4 i år.

 

I det hele taget står UAE utroligt stærkt. De har nemlig også en fremragende kandidat i Joao Almeida. Det er klart, at han ligger nr. 10 i klassementet, men han er en mand, Jumbo godt kan lade køre. Ineos og BikeExchange vil ikke give ham alt for megen snor, men hente ham skal de ikke nødvendigvis. For ham betyder en 10. plads heller ikke meget, og derfor vil han formentlig være klar på at se med et stort angreb. I dag beviste han, at han er en af de allerstærkeste i dette løb, og han spurt gør ham bare til en endnu bedre kandidat. Til gengæld er jeg lidt usikker på hans evner i dårligt vejr. Han havde ikke sine bedste dage i regnen i Giroen i 2020 og 2021 - faktisk smed han sit klassement på en regnvejrsdag sidste år - og vi så også, at han knækkede i kulden på muretapen i Tirreno sidste år. Det er til gengæld også mit eneste forbehold ved ham som potentiel vinder af etapen.

 

Regnen er til gengæld en gave for Ion Izagirre. Baskeren vandt etapen, da den blev kørt for tre år siden, men dengang var han også en anden rytter, end han er i dag. Jeg er lidt usikker på, om han og Cofidis vil satse hans nuværende 9. plads, men hans resultater tilsiger, at en sådan burde være temmelig ligegyldig. Tværtimod kan han avancere, og han er også en rytter, Jumbo kan give noget tid. Han elsker regnvejr, og på regnvåde nedkørsler er han en af verdens bedste. Han klatrede også fornuftigt i dag, men der er desværre også mange, der er hurtigere end ham.

 

Regnen gør også, at Søren Kragh er en god kandidat. Normalt er denne etape ellers lidt for voldsom for ham, men i denne slags vejr plejer tungere folk at gøre det godt lige netop her. Han har været en af løbets positive overraskelser og har klatret så godt, at der bør være en chance for, at han kan forsvare sig. De regnvåde nedkørsler er i hvert fald en klar, klar fordel, og han kan slå næsten alle klatrere i en spurt. Min største bekymring er, om han alligevel ikke vil tabe lidt for meget tid, når de denne gang skal op ad Col d’Eze fra en side, der byder på 1 km med mere end 13%. Heldigvis har han en nedkørsel til at komme tilbage på.

 

Det dårlige vejr bringer også Franco Bonnamour langt op på min liste. Det er klart, at der er bedre klatrere end ham - eksempelvis slog McNulty ham i torsdags - men han har igen fundet sin form efter en ringe sæsonstart. Det viste han med sin gode klatring både torsdag og i dag, og denne etape passer ham betydeligt bedre end dem begge. Han er lynhurtig på stregen, men vigtigst af alt er han en god nedkører, som han viste i torsdags, og han er god i dårligt vejr, som han viste i Alperne under Touren sidste år. Den eneste grund til, at han ikke rangerer højere er, at han var i udbrud fredag og lørdag, og det kan have kostet det sidste.

 

Hvordan har Mauri Vansevenant det i regnvejr? Han er en af de små klatrere, der kan få det svært i de kolde betingelser, men han passer godt til etapen. Han har intet at miste ved at angribe tidligt, og disse kortere stigninger synes at passe ham bedre end de lange. I hvert fald har han gjort det godt i dette terræn i blandt andet Andalusien og Drome-Ardeche, og her har han også nok engang bevist, at han er ganske hurtig. Han har altså hele pakken, er i god form og altid aggressiv. Spørgsmålet er bare, hvordan han klarer vejret, og om han vil ende med at være oppe mod bedre klatrere.

 

Læs også
Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

 

Jeg har også store forventninger til Quentin Pacher. Franskmanden har vel aldrig været bedre end netop nu, og efter en dag, hvor stigningerne var for lange, er dette meget bedre Pacher-terræn. Der er bedre klatrere end ham, men heldigvis er der tid til at komme tilbage, og han synes i år at være hurtigere end tidligere, som vi så i Ardeche og i torsdags. Også han er en lidt mere robust fyr, der burde kunne håndtere det dårlige vejr, men risikoen er, at han er oppe mod enten en bedre klatrer eller en hurtigere rytter. Formen har han i hvert fald.

 

En anden oplagt kandidat er Guillaume Martin. Næstefter amen i kirken er det sikreste i denne verden, at han vil angribe på denne etape, for heller ikke han har noget at miste. Han var ikke helt så skarp som håbet i dag, men en af de bedste klatrere er han stadig. Til gengæld har han også ulemper. Han er ikke specielt hurtig på flad vej, og det er et problem med den kraftige modvind på alle stigningerne. Heldigvis betyder den svære opkørsel ad Eze, at der er bedre mulighed for at gøre forskelle, og han vil i hvert fald elske den stejle del. Frihed får han også, men jeg kan være bekymret for, om han vil excellere i regnen. Han er trods alt en spinkel fyr, og det bliver for ham formentlig en temmelig kold fornøjelse.

 

Jeg ved, at Wout Poels havde lov til at gå i udbrud i torsdags, men har han det i morgen? Bahrain har ikke mange mand tilbage, og hovedprioriteten er formentlig Jack Haig. Omvendt er en 6. plads vel ikke værd at bruge alt for mange kræfter på at forsvare, og vi ved, at han utvivlsomt gerne selv vil afsted. Han har været delvist genfødt i år, og ved at slå Lutsenko i en spurt mindede han os om, at han godt kan afslutte. Det dårlige vejr mestrede han til UG med kryds og slange, da han vandt Liege, så det burde bare være en fordel. Den eneste grund til, at han ikke er en af mine helt tunge favoritter, er usikkerhed om hans rolle på etapen.

 

Efter en skidt sæsonstart begynder Aurelien Paret-Peintre endelig at finde formen. Han har klatret ganske fornuftigt, og jeg er helt sikker på, at han vil gøre sit bedste for at ramme udbruddet. Han er også en stor dyr, der burde have forudsætninger for at klare kulden lidt bedre, og selvom hans spurtsejr i Marseille sidste år var speciel, har han siden vist, at han godt kan spurte lidt. Jeg frygter dog, at han både vil være oppe mod folk, der er hurtigere, og folk, der klatrer bedre.

 

Matteo Jorgenson er også en oplagt kandidat. Han er stadig så ny, at jeg er usikker på hans evner i regnvejr, men hans nedkørselsevner så i hvert fald fine ud i torsdags. Han er også en stor og robust fyr, der burde kunne klare kulden bedre end klatrerne, og selvom hans klatreevner ikke er i den absolutte elite, er han en af de bedre i dette felt. Vi ved også, at han har en fornuftig spurt, som han viste, da han vandt pointtrøjen i Tour de l’Avenir, og han kan derfor sætte kryds i alle bokse. Risikoen er, at han vil være oppe mod bedre klatrere.

 

Kan Mathieu Burgaudeau gøre det igen? Stigningerne er nok en anelse for vanskelige, men det er terræn der er inden for hans rækkevidde. Han klatrede i hvert fald fint i torsdags, hvor han kom tilbage til feltet efter Col de la Mure, og han er i hvert fald i fremragende form. Hans spurt er også en af de bedste, men hvordan han har det med vejret, ved jeg ikke. Mest af alt frygter jeg dog nok, at etapen bliver en anelse for svær.

 

Jeg ville gerne rangere Pierre Latour lidt højere, men jeg er bekymret for, om han har tabt for lidt tid. Jumbo skal sætte en grænse et sted, og Latour kunne godt være en af de ryttere, de ikke lader køre. Derudover tvivler jeg på, om han og Total er villige til at satse en samlet 8. plads. Omvendt er han jo åbenlyst bedre end i mange år, og mens dagens stigninger var for lange, er dette rigtigt Latour-terræn. Også han er en lidt større fyr, der burde klare kulden bedre, og vi ved, at han er lynhurtig på stregen. Min eneste anke er, om ikke han bliver kontrolleret for stramt.

 

På papiret er det også en god etape for Bauke Mollema ¸ men han har ikke imponeret mig i år. Igen i dag var han langt efter, og jeg frygter, at der vil være bedre folk i det udbrud, han måtte ende i. Vi ved ellers, at han er god til at gøre det færdigt, og terrænet passer ham fint. Helt langsom er han heller ikke, og han viste trods onsdag og torsdag, at hans niveau ikke er feltets ringeste. Til gengæld ved jeg også, at han meget bedre kan lide godt end dårligt vejr, og det kan måske være endnu et minus, der skal føjes til de øvrige.

 

Jeg er lidt ærgerlig over, at Gregor Mühlberger var i udbrud i dag. Det kan betyde, at han ikke er frisk i morgen, men han har til gengæld genfundet sit niveau efter sidste sæsons sygdom. Han er en af de bedre klatrere i dette felt, og de knap så lange stigninger burde passe ham. Han viste i Dauphiné i 2019, at han godt kan spurte, men vi ved også fra Touren samme år, at hans spurtstyrke ikke skal overdrives. Det kan gøre det svært at gøre det færdigt.

 

Læs også
Carapaz sniger sig til etapesejr - Ayuso knækker

 

Jeg er også nødt til at nævne David Gaudu, men jeg tror ikke rigtigt på ham. I dag sad han op fra udbruddet, da han havde en dårlig dag, og han synes i det hele taget at være mærket af styrtet. Det dårlige vejr kan heller ikke være til hans fordel, selvom han i Liege faktisk har vist, at godt kan præstere under de betingelser. Han kan også godt afslutte, men skal han vinde, skal han af med de hurtigere folk. Det tvivler jeg på, at han kommer med det, han har vist hidtil.

 

Endelig er der to jokers i Fred Wright og Hugo Houle. Begge er papiret for tunge, men grundet det dårlige vejr giver jeg dem en chance. Wright chokerede mig med sin klatring i Schweiz sidste år, og han har vist flyvende form siden Omloop. Houle har i dette løb klatret, så man tror, at det er løgn, og jeg vil tro, at han kommer langt i et udbrud. Selvom han af og til kører massespurter, er han dog ikke specielt hurtig, og jeg har svært ved at se ham vinde. Wright er betydeligt hurtigere, men for ham bliver bakkerne nok for svære.

 

Egentlig burde jeg nævne David de la Cruz, der har vundet to gange, men som spurtsvag og en dårlig nedkører kan jeg slet ikke se, hvordan han skulle vinde igen, når hans form ikke er bedre, end den er. Andreas Leknessund er et godt bud på en mand til at ramme udbruddet, og det samme er Steff Cras, men begge får svært ved at gøre det færdigt. Valentin Madouas synes for formsvag og vil koncentrere sig om bjergtrøjen, og Harm Vanhoucke er heller ikke på toppen. Finn Fisher-Black imponerer mig, men det er usandsynligt, at han vinder.

 

Jeg vil ikke bruge mange kræfter på et favoritopgør, da jeg anser det som usandsynligt. Som sagt tror jeg, at Wout van Aert sidder op i bunden af Col d’Eze, og han vil også skulle arbejde så meget, at jeg ikke regner med at se ham fremme. Jeg regner som sagt med, at en lille gruppe af favoritter vil komme til bunden af nedkørslen sammen, da Primoz Roglic vil være alene, kan hvem som helst køre væk. Jeg peger derfor Joao Almeida, da han både kan vinde en spurt, men også snige sig væk til sidst. I en spurt ligner det et opgør mellem Almeida og Roglic, og det kan gå begge veje. Hvis Pierre Latour kommer med over, kan også han begå sig i en spurt, men han er også en mand, der kan snige sig væk. Den sidste mulige spurtvinder er vel Mauri Vansevenant, hvis han er med endnu. Til et sent angreb ligner ud over de nævnte, Brandon McNulty, Jack Haig, Wout Poels, Guillaume Martin og Ion Izagirre gode kandidater. Jeg tvivler på Aleksandr Vlasov , der har det svært med dårligt vejr.

 

Feltet.dks vinderbud: Brandon McNulty

Øvrige vinderkandidater: Joao Almeida, Ion Izagirre

Outsidere: Søren Kragh, Franck Bonnamour, Mauri Vansevenant, Quentin Pacher, Guillaume Martin

Jokers: Matteo Jorgenson, Wout Poels, Aurelien Paret-Peintre, Mathieu Burgaudeau, Pierre Latour, Bauke Mollema, Gregor Mühlberger, David Gaudu, Fred Wright, Hugo Houle

 

Kandidater til et favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Joao Almeida, Primoz Roglic, Pierre Latour, Brandon McNulty, Mauri Vansevenant, Jack Haig, Wout Poels, Ion Izagirre, Guillaume Martin, Wout van Aert

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Ion Izagirres sejr fra 2019, David de la Cruz’ sejre fra 2018 og 2017, Tim Wellens’ sejr fra 2016, Tony Gallopins sejr fra 2015 samt Arthur Vichots sejr fra 2014

 

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Brandon McNulty
Joao Almeida, Ion Izagirre
Søren Kragh, Franck Bonnamour, Mauri Vansevenant, Quentin Pacher, Guillaume Martin
Matteo Jorgenson, Wout Poels, Aurelien Paret-Peintre, Mathieu Burgaudeau, Pierre Latour, Bauke Mollema, Gregor Mühlberger, David Gaudu, Fred Wright, Hugo Houle
Primoz Roglic, Jack Haig, Aleksandr Vlasov, Adam Yates, David de la Cruz, Andreas Leknessund, Steff Cras, Finn Fisher-Black, Harm Vanhoucke, Valentin Madouas
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Paris - Nice
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta España Femenina(2.WWT) 28/04-05/05

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?