Optakt: Circuito de Getxo

STREAM CIRCUITO DE GETXO TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Løbets rolle og historie

Spanien har altid været et land med fokus på etapeløb, og endagsløb har aldrig fået megen opmærksomhed på Den Iberiske Halvø. Det har efterladt ryttere som Oscar Freire og Juan Antonio Flecha frustrerede. Begge var de blandt de bedste klassikerryttere i verden, men deres præstationer fik slet ikke den anerkendelse i hjemlandet, som de fortjente.

En region bryder dog svagt trenden. Baskerlandet har altid været den mest cykelgale region i landet, og her elsker man både etapeløb og klassikere. Hvert år har de to vigtige løbsblokke, hvor de samler det meste af cykelverdenen til en uge med løb på højeste niveau. I foråret er Itzulia Basque Country højdepunktet i en blok, der også inkluderer endagsløbene GP Miguel Indurain og Klasika Primavera, men i sommerblokken er al fokus på klassikerne.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Hovedbegivenheden i serien er naturligvis WorldTour-løbet Clasica San Sebastian, men i samme forbindelse afvikles to mindre løb. Prueba Villafranca-Ordiziako Klasika skød det hele i gang i mandags, og denne søndag runder Circuito Getxo, der nogle gange afvikles før, andre gang efter det spanske storløb, festen af.

Det kan synes sært, at det er løbet i San Sebastian, der er hovedbegivenheden. WorldTour-løbet er således et ret nyt løb, der først gjorde sin debut i 1981, mens løbene i Ordizia og Getxo er blandt landets ældste. Løbet i Ordizia blev første gang afviklet i 1922, og Circuit de Getxo afviklede sin første udgave bare to år senere. Siden dengang har løbet været afviklet hvert år bortset fra en række aflysninger i 1930erne, en lang pause fra 1967 til 1979 og aflysninger i 1986 og 1993. Selv under pandemien lykkedes det løbet at holde sig gående.

Løbet i Getxo er anderledes end de to andre løb i den forstand, at det passer mere til eksplosive puncheurs og stærke sprintere end klatrere. Det afspejles i listen over vindere, der er domineret af hurtige ryttere og ikke byder på den imponerende stribe af grand tour-stjerner, som man finder på sejrlisten for løbene i San Sebastian og Ordizia. Det gør det måske en anelse mindre prestigiøst, og det forhold, at det har været stærkt domineret af spanske ryttere, bidrager til samme konklusion. Siden slutningen af 80erne er løbet imidlertid blevet mere internationalt, og ryttere som Adri van der Poel, Jeremy Hunt, Christian Henn, Marcel Wüst, Alessandro Bertolini, Martin Elmiger, Pavel Brutt, Giovanni Visconti, Danilo di Luca, Nacer Bouhanni, Diego Ulissi, Simon Yates, Damiano Caruso, Giacomo Nizzolo og såmænd danske Jesper Skibby er blandt de udenlandske ryttere, der har været på podiet. Det betyder også, at der ikke er nogen stor synergi med Clasica San Sebastian, idet de to løb tiltrækker forskellige ryttertyper. Nogle ryttere kører naturligvis begge løb, men der er som regel ganske stor udskiftning mellem de to startfelter.

Løbet afvikles i byen Getxo og finder altid sted den 31. juli som en del af byens traditionelle festligheder. Kun når Clasica San Sebastian lægger beslag på den dato, dvs. når den falder på en lørdag, som det var tilfældet sidste år, rykkes løbet til den 1. august. Ofte har det været afviklet efter løbet i San Sebastian, som det eksempelvis var tilfældet i 2017, 2021 og igen i år, men i 2018 og 2019 faldt kalenderen således, at Clasica San Sebastian blev afviklet i august og dermed senere end løbet i Getxo. Siden 2001 har løbet haft navnet Memorial Ricardo Otxoa som hyldest til den lokale rytter, der døde efter at være blevet ramt af en bil under træning med sin berømte bror Javier. Siden det nuværende system blev indført i 2005, har det været et 1.1-løb på UCI Europe Tour.

Uheldigvis har det lidt samme triste skæbne som mange af de andre store spanske løb. De svære økonomiske vilkår har taget hårdt på den spanske kalender, og mange løb er forsvundet. Den flotte etapeløbsscene fra foråret er stort set reduceret til det rene ingenting, og de få, der har overlevet, er oftest blevet forkortet.

Circuito de Getxo har overlevet, men som mange andre mindre spanske løb har det været ude af stand til at finansiere deltagelse af et stærkt internationalt felt. Mange af de spanske løb har i nogle år udviklet sig til ensidige kampe mellem Caja Rural og Movistar, mens resten af feltet oftest har været udgjort af mindre kontinentalhold.

Efter nogle år, hvor Movistar var eneste deltager fra WorldTouren, synes løbet dog at blomstre op. I 2020 var løbet et af de første til at blive afviklet efter nedlukningen, og det boostede feltet med hele fire WorldTour-hold. Sidste år oplevede løbet sin suverænt stærkeste udgave i mange, mange år med deltagelse af hele otte af de bedste mandskaber - formentlig grundet OL, der betød, at den europæiske kalender var knap så intens de seneste uger. OL kan imidlertid ikke være hele forklaringen, for startlisten er med hele ni hold fra bedste række endnu bedre i år. Det kan til gengæld meget vel skyldes kampen om point, da tre af de udenlandske hold, EF, Lotto og Israel-PT, er blandt de hold, der kæmper hårdt for deres overlevelse.

Løbet er traditionelt blevet afviklet som et rundstrækningsløb for sprintere, men ruten blev ændret i 2011, hvorved det blev en sag for puncheurs. Der sluttes nu på den lille Txomintxu-stigning, hvilket klart kan aflæses af vinderlisten. Mens de rene sprintere indtil det år dominerede, er de senere udgaver blevet vundet af Juan Jose Lobato (to gange), Giovanni Visconti, Alex Aranburu, Carlos Barbero (to gange), Jon Aberasturi og Nacer Bouhanni, der alle i en eller anden grad er specialister i at spurte op ad bakke. I 2020 forsøgte man dog at krydre finalen med en passage af en baskisk mur i finalen, og det betød, at vi slet ikke fik en spurt. Den model fastholdt man sidste år og igen i år i håbet om at gøre løbet mere åbent for andre udfald.

Ambitionen lykkedes altså i 2020 og igen i 2021. Her blev der kørt væddeløb hele dagen, og til slut eksploderede feltet på den stejle mur. Her etableredes en gruppe på seks mand, der på det flade indløb til finalebakken knækkede i to trioer. Til slut endte Giacomo Nizzolo, Giovanni Aleotti og Santiago Buitrago med at spurte om sejren, og her sejrede Nizzolo ganske suverænt foran sin landsmand og Bahrains colombianer. Nizzolo vender i år tilbage for at forsvare titlen, men da Aleotti kører i Polen, og Bahrain og dermed Buitrago skipper løbet, bliver Nizzolo eneste genganger fra sidste års podium.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Ruten

Circuito de Getxo er et af de mere konservative løb, og ruten undergår derfor kun meget sjældent forandringer. Den store nyhed kom i 2011, da den velkendte rundstrækning blev modificeret og fik afslutning på Txomintxu-stigningen, og derefter var ruten i flere år igen uforandret, hvis man ser bort fra en mindre justering af runden i 2018.

I 2019 forsøgte man sig imidlertid med noget nyt. Efter en stribe år, hvor eneste udfordring var bakken op til mål, designede man en ny og meget længere rundstrækning. Finalen var den samme, men som noget ny skulle man tidligt på rundstrækningen over den lange, men ikke specielt stejle Alto de Akarlanda. Det havde imidlertid ikke den store effekt på løbet, der nok engang endte i en puncheurspurt.

I 2020 skete der dog for alvor noget. Ikke blot fastholdtes rundstrækningen fra 2019 i forbindelse med sidste omgang føjede man også en sløjfe til, så man i den absolutte finale skulle over en typisk stejl mur med top bare 15,2 km fra målet på Txomintxu. Det forandrede på afgørende vis løbet, der med sin langt hårdere finale nu åbnede døren for klatretyper, og det gav en fascinerende finale, hvor klatreren Damiano Caruso akkurat snød sprinteren Giacomo Nizzolo for sejren. Modellen var værdsat, og derfor fastholdtes den sidste år, hvor løbet blev endnu mere underholdende og sprængtes til atomer.

I år får ruten endda endnu et twist, hvor fortiden som sprinterløb bliver endnu mere fjern. Ganske vist lægges der ud med den velkendte rundstrækning, men nu runder man løbets af med en omgang på en forlænget rundstrækning, der ikke blot tæller den nye mur, Pike Bidea, men også den velkendte og stejle Alto de Vivero. Dermed skal rytterne over to gedigne stigninger inden for de sidste 35 km, og dermed har der aldrig været bedre forudsætninger for at gøre forskelle, end der vil være det i år.

Med en distance på 196,5 km er afstanden nogenlunde den samme som sidste år, hvor man for første gang ikke afvikledes løbet som et rent rundstrækningsløb, da starten var flyttet til Guggenheim-museet i Bilbao, mens der naturligvis som altid var mål i Getxo. Den model fastholdes i år og har ingen stor indvirkning på løbet. Sidstnævnte by er nemlig bare en nordlig forstad til Bilbao, og derfor indledes løbet med, at man kører mod nordvest og nord igennem fladt terræn frem til rundstrækningen, hvor den reelle start gives på selve runden. Her kører man de sidste 8,5 km af denne, og de er stort set flade, inden man kører op ad Txomintxu til stregen, der altså krydses for første gang efter 8,5 km.

Derefter venter fem omgange - mod seks i 2021 - på den 23,9 km lange rundstrækning, der blev introduceret i 2019. Fra start kører man mod nord via en nedkørsel, inden man vender rundt for at køre mod sydøst ud til den nye Alto de Quiron (5,6 km, 2,1%), der bestiges fra vest og er en jævn og let opkørsel uden stejle procenter, og hvis top rundes efter 8,6 km. Herfra fører en nedkørsel mod syd, inden man via et plateau og en sidste nedkørsel kører mod sydvest ned til byens flod. Den flade flodbred følges mod nordvest hele vejen ud til havneområdet, hvor man kører mod nord op til målstigningen.

Nyskabelsen fra 2020 kommer efter de fem omgange, og som sagt får den nye finale denne gang et ekstra twist. Her kører man nemlig en omgang på en forlænget 68,5 km lang rundstrækning. Starten er den samme, idet man først skal over Quiton én gang til med 59,8 km til mål. Efter nedkørslen kører man imidlertid mod øst, sydøst og syd igennem fladt terræn, inden man drejer mod nord og nordvest for for første gang nogensinde at køre op ad Alto de Vivero (4,4 km, 6,9%), hvis tre første kilometer stiger med hhv. 9,0%, 4,3% og 6,8%, inden de sidste 1400 m stiger med 7,4%.

Toppen rundes med 30,3 km igen, hvorefter en relativt let nedkørsel leder mod nordvest og nordøst tilbage til fladlandet, hvor man følger samme flade vej mod nordvest tilbage mod Getxo. Inden man rammer den oprindelige rundstrækning, drejer man imidlertid mod syd for som i 2020 og 2021 at passe muren Pike Bidea. Der er tale om en stejl sag, der over 2,2 km stiger med hele 9,2% i snit. Den første kilometer er den letteste med 6,5%, men herefter følger 500 m med 14,0% og slutteligt 700 m med 9,6%, inden man med 15,4 km igen runder toppen. Nu fører en teknisk ukompliceret nedkørsel mod nordvest tilbage til den oprindelige rundstrækning, der derefter gøres færdig med det flade indløb til målbakken.

Den var i gamle dage, hvad hele løbet handlede om, og stiger med 7,0% i snit over 732 m. Første halvdel af stigningen stiger i gennemsnit med 8,8%, hvorefter de næste 175 m er lettere med et gennemsnit på 5,5%. Der følger da et kort stykke med 10,3% og et maksimum på hele 14%, inden det flader lidt ud med 5% på de sidste 65 m. Der er skarpe sving i bunden og halvvejs oppe ad stigningen, og derefter er der blot to bløde kurver på de sidste 400 m.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Løbet byder på i alt 2375 højdemeter, hvilket er ca. 250 flere end i 2021, 300 flere end i 2020 og 400 flere end i 2019.

STREAM CIRCUITO DE GETXO TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Vejret

Baskerlandet er kendt for sit regnvejr, men sommeren er som regel solrig. Det kommer også til udtryk i år, hvor det ganske vist vil være skyet fra start, men hvor det lynhurtigt vil klare op, og hvor det gennem det meste af dagen vil være meget solrigt med temperaturer på op til 25 grader. Vinden vil være let til jævn (8-16 km/t) fra nordøst og nordnordøst, hvilket giver sidemodvind på Quiron-stigningen, sidemodvind på Vivero og sidemedvind på Pike Baldea. Herefter vil der hovedsageligt være mod- og sidemodvind, mens der på målbakken første vil være sidevind og slutteligt modvind over de sidste 500 m.

Favoritterne

Historien viser, at Circuito de Getxo som regel afgøres i en spurt på den sidste bakke. Rundstrækningen er ikke meget svær, og som regel har favoritholdene været i stand til at kontrollere det. I tre af de fire sidste udgaver inden ruteændringen fra 2020 er der således kørt et udbrud hjem, men i alle tilfælde med stort set alle forhåndsfavoritterne.

I 2016 skyldtes det primært, at Orica og UAE begge havde en interesse i at gøre løbet hårdt. I både 2017 og 2018 fik storfavoritterne fra Movistar deres kaptajn, Carlos Barbero, med i udbruddet, og derefter havde de en interesse i at holde gang i den, mens der ikke var styrke til at skabe samling længere bagude. Da Movistar var tilfredse med situationen, blev det derfor udbryderne, der kørte om sejren, med Barbero som den helt suveræne vinder i 2017, men som en ærgerlig nr. 2 bag Alex Aranburu i 2018.

I 2020 blev alt anderledes. Ikke blot var feltet som følge af corona-pausen langt stærkere, så det ikke længere blot var ”alle mod Movistar”. Ruten var med indførelsen af den nye baskiske mur også blevet helt anderledes, og vi fik et anderledes løb, end vi var vant til. De bedste klatrere kørte væk på muren, men alligevel var det tæt på, at vi fik en spurt. Damiano Caruso kørte væk, de øvrige blev hentet, og Caruso holdt kun akkurat feltet bag sig med 1 sekund!

Det var også værd at bemærke, at løbet slet ikke blev så selektivt, som så stejl en mur egentlig burde lægge op til. I spurten deltog sprintere som Giacomo Nizzolo, Jon Aberaturi og Jasper Stuyven, der skam alle kan køre opad, men feltet indeholdt også ryttere, der ikke kan betegnes som holdbar. Selv Novo Nordisk, der aldrig laver resultater på dette niveau, fik en helt sensationel top 10 med Charles Planet. Løbet var dog hårdt nok til, at andre sprintere som Mads Pedersen og Edward Theuns ikke var med hjem.

Sidste år var billedet helt anderledes. Her blev der kørt cykelløb allerede inden muren, og Bora havde sprængt feltet til atomer allerede inden den afgørende udfordring. Her eksploderede frontgruppen yderligere, og det hele endte med en lille gruppe på syv mand, der angreb hinanden i den flade finale, indtil kun tre mand var tilbage til en spurt på muren. I finalen udgjordes gruppen af klatrere og puncheurs som Giovanni Aleoitti, Santiago Buitrago, Ide Schelling, Giulio Ciccone og Alessandro Covi, men de blev alle slået af sprinteren Nizzolo, der imponerede stort på denne søndag i Baskerlandet.

Det går løbet sjældent svær at læse, men i år bliver det måske lidt klarere. Beslutningen om at inkludere Vivero-stigningen allerede inden muren gør det meget svært at se den spurt, vi var tæt på at få i 2020. Nu bør klatreudfordringen blive for voldsom, og det ligner nu mere entydigt et løb for de ryttertyper, der dominerede sidste år. Det skyldes også, at der trods alt er relativt langt fra de to stigninger til stregen, og det betyder, at der vil være en interesse i for de klatrestærke folk at udnytte de to bakker, der trods alt er relativt korte. Det er således svært at forestille sig, at de ikke bliver kørt hårdt og aggressivt.

Til gengæld er chancen for, at det eksploderer tidligt igen nok en anelse mindre. Den første rundstrækning er ret let, men vi så sidste år, at den kan gøre forskelle, hvis den køres hårdt. Denne gang vil den hårdere finale måske anspore flere hold til at samle kræfterne om de to svære stigninger, for behovet vil ikke være som i 2021. Her var muren trods alt så kort, at Bora, der gerne ville undgå en spurt, gik bersærk fra start.

Umiddelbart kunne løbet ende med noget i stil med det, vi så sidste år, men denne gang vil der være større krav til klatreevnerne for potentielle vindere. Muren er så kort, at en fyr som Nizzolo kan klemme sig med over, men Vivero er betydeligt længere og vil passe en fyr som ham betydeligt dårligere. Muren kommer endda umiddelbart efter, og der vil ikke være meget tid til at komme sig.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Meget taler således for, at de to stigninger vil etablere en lille gruppe i stil med den, vi så sidste år, og at den denne gang vil bestå mere udpræget af klatrere og puncheurs. Efter stigningerne er der imidlertid stadig 15,4 km, og de er hovedsageligt flade. Vi så sidste år, at det endte i en meget taktisk afslutning, hvor der blev angrebet på skift, og hvor det var en fordel at sidde i overtal. Det tilføjer et element af tilfældighed og taktik, som gør, at stærkeste eller hurtigste mand ikke nødvendigvis vinder. Det gjorde han sidste år, da Nizzolo både så stærkest ud og var fremragende i den afsluttende puncheurspurt, der er skabt til en stærk sprinter som ham - han vandt også feltets spurt om 2. pladsen i 2020 - men sådan vil det ikke altid gå. I 2020 var det således også en taktisk finale, hvor Bahrain udnyttede overtallet til at sende Caruso afsted. En god puncheurspurt er en fordel, men på denne taktiske rute er den ikke et krav for at kunne vinde. Spurten har i sig selv vist sig at favorisere stærke sprintere mere end puncheurs, da bakken trods alt er relativt kort, men som sagt tror jeg, at stærke sprintere som Nizzolo vil få det svært i år.

Det andet helt afgørende element er feltets sammensætning. Mens det i 2020 skyldtes corona og nedlukningen, var det sidste år OL og en deraf følgende tam europæisk kalender, der gav et historisk stærkt felt. Formentlig som følge af den intense kamp om point fortsætter tendensen i år med et veritabelt klassefelt. Beslutningen om at gøre løbet til en mulighed for klatrerne var genial, for det betyder, at der nu er en klar synergi med San Sebastian. Nu har løbet vitterligt karakter af et revancheløb, og mange af de stjerner, der kørte lørdagens løb, vil være at finde i feltet igen søndag.

Det interessante er, at flere hold har meget stor bredde, og man kan pege på flere hold, der kan sidde i det afgørende overtal efter de to stigninger. Det store antal gode klatrere, som kendetegner årets felt, betyder imidlertid også, at vi efter murene meget vel kan have en betydeligt større gruppe, end vi havde sidste år. Det øger chancen for, at vi få en eller anden form for spurt til sidst. Samtidig så vi sidste år, at der kan være ret store udsving i præstationerne mellem de to løb, og en dårlig lørdag betyder derfor ikke nødvendigvis en dårlig søndag. Samtidig bekræftede dagens løb, at trætheden efter Touren gør et i forvejen uforudsigeligt løb endnu mere uforudsigeligt.

Jeg vælger at pege på Alberto Bettiol, men det er med megen usikkerhed. Italieneren så ud til at være flyvende i Tourens anden uge, men måske var der træthed at spore i den tredje uge. Dagens DNF kunne indikere det, men hans enkeltstart for en uge siden var trods alt ganske hæderlig. Dagens løb var i forvejen på papiret en anelse for hårdt, og derfor er det ikke utænkeligt, at han tidligt har erkendt, at kræfterne var bedre brugt på at jagte for EF livsvigtige point i et løb, han faktisk kan vinde. Amerikanerne har et brølstærkt hold, der kan sidde i overtal efter stigningerne, og de korte, stejle mure passede jo Bettiol storartet, da han imponerede så stort på Mende-etapen. Samtidig burde puncheurspurten passe italieneren som fod i hose, og derfor tror jeg på, at han tager en tiltrængt sejr, hvis ikke trætheden er for udtalt.

EF har også et andet kort i Ruben Guerreiro, der har en bedre chance for at klare stigningerne og tillige er hurtig. Til gengæld passer den flade finale ham dårligere, og hans form er usikker efter dagens exit og den sygdom, der tvang ham ud af Touren. Det tredje kort er Odd Christian Eiking, der også passer storartet til løbet, men ikke virkede på toppen i Vallonien. Hugh Carthy så derimod godt ud i Ordizia, men han vinder kun dette løb, hvis han sniger sig væk i en taktisk finale. Endelig har holdet Magnus Cort, der ikke helt kan afskrives, men som sagt tror jeg, at det bliver en anelse for hårdt for de stærke sprintere på denne rute - særligt fordi Cort angiveligt reelt var syg af sin coronainfektion og derfor kan have mistet lidt af superformen fra Touren.

Sidste år fik Bora løbet til at eksplodere med en sand supertrup, og det kan de meget vel gøre igen. Forud for dagens løb havde jeg dem også som klare favoritter, men dagens nedtur har ændret det billede. Bedst chance har umiddelbart Wilco Kelderman , der efter sin pause trods alt ikke var helt væk i dag, og som er god på korte stigninger samt en fremragende puncheur i finalen, hvor han ville kunne slå de fleste efter at have været del af et Bora-overtal. Holdets på papiret bedste mand er Maximilian Schachmann, der vel er den bedste afslutter og mest kraftfulde rytter, men ifølge holdet er han ikke på toppen efter Touren. Dette løb er dog lettere end i dag, og han sluttede Touren så stærkt, at jeg ikke helt har opgivet håbet. Også Patrick Konrad er en stærk kandidat til dette løb, da han også er en god puncheur, men også han meldes træt efter en Tour, hvor han ikke sluttede alt for stærkt. Giro-kongen Jai Hindley havde som forventet ikke fået varmet motoren op i dag, og derfor er jeg ikke optimist på hans vegne i morgen, men han kan trods aldrig helt afvises. Emanuel Buchmann gjorde det hæderligt i dag, men passer dårligt til løbet og vinder kun, hvis han alene sniger sig væk til sidst. Matteo Fabbro synes stadig at være en skygge af sig selv.

Det er en kæmpe chance for Mattias Skjelmose. Danskeren lignede stærkeste mand i Vallonien, og i dag bekræftede han den gode form. Jeg vil forvente, at han igen i morgen er en af de bedste, og da han i Vallonien bekræftede sine gode afslutterevner, er han et godt kort i dette løb. Min bekymring kan være, at andre er en anelse hurtigere end ham, og at han kommer til kort i overtal fra Bora og EF. Trek har også Toms Skujins, der imponerede stort i dag og passer endnu bedre til dette lettere løb, hvor han også er en hæderlig puncheur. Jeg vil dog stadig regne Skjelmose som holdets bedste afslutter i denne afslutning. Klatrerne Juan Pedro Lopez og Kenny Elissonde passer dårligt til løbet og imponerede ikke i dag, og det vil også undre, hvis Dario Cataldo og Julien Bernard kan køre med de bedste i denne finale.

Dagens løb bekræftede, at Alejandro Valverde ikke er på toppen efter sit grimme styrt, og nu er spørgsmålet, hvorfor han pludselig har valgt at køre dette løb. Skal han jagte point til Movistar, der har rug for dem, eller handler det alene om flere løbskilometer for at indhente det forsømte? På papiret er det et løb, der passer ham perfekt, da han trods den aftagende fart bør kunne slå de fleste i denne puncheurspurt, men efter at han i dag blev sat så tidligt, har jeg min tvivl om formen, også fordi Movistar kan være i undertal til sidst. Holdet har også Alex Aranburu, der før har vundet løbet på den gamle rute og dermed vist, at han elsker denne puncheurspurt. Han blev dog sat tidligt i San Sebastian, og efter en skuffende præstation i Vallonien må han muligvis sande, at den nye rute er for hård. Holdet har også lottokuponen Ivan Sosa, men selv hvis han er i form efter pausen, passer han meget dårligt til dette løb. En bedre kandidat er Gonzalo Serrano, der med sidste års klatreevner og den fremragende puncheurspurt burde være en af topfavoritterne. Han har dog skuffet i år, og hans form er svær at vurdere. Han skuffede igen fælt i Ordizia, mens han var bedre end ventet i Castilla y Leon. Endelig har holdet Ivan Garcia Cortina, der i storform måske kunne være med på disse mure, der passer ham, men selvom han med sit soloangreb i Ordizia ikke så helt ringe ud, vil jeg tro, at han kommer til kort i dette skrappe selskab.

På papiret er det et fremragende løb for Andreas Kron, der i Lausanne under Touren viste, at han kan slå alle i denne puncheurspurt. Han virkede dog en anelse træt mod slutningen af Touren og har været i form meget længe, og det kan dagens DNF måske også indikere. Det er dog også muligt, at også han er stået tidligt af for at jagte point til Lotto i et løb, han rent faktisk kan vinde. Det kan give håb, men han vil lide under, at han kan sidde mod stærkere hold til sidst. Lotto har også Maxim van Gils, der dog ikke virkede flyvende i Vallonien, samt Matthew Holmes, Xandres Vervloesem og Viktor Verschaeve, der næppe kører med de bedste i dette felt.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

På papiret passer løbet perfekt til Juan Ayuso, der vil være en af de bedste i en spurt, men efter Ordizia og i dag står det vel klart, at han ikke er på toppen. I dag var han det første store navn, der blev sat, og kobler man det med resultatet i mandags, er entusiasmen afdæmpet. Han var dog stadig aktiv i forbindelse med Yates’ tidlige angreb i Ordizia, og det vidner om, at han trods alt ikke kan være helt formsvag. Spørgsmålet er bare, hvad det rækker til i dette klassefelt. UAE har også George Bennett, der både i Castilla y Leon og i dag viste, at han formentlig vil være en af de allerbedste, men skal han vinde et løb som dette, skal han have meget held i det taktiske spil. Et bedre kort kan Rui Costa derfor være, for han viste i dag, at han måske kan overleve stigningerne, og han vil være god i spurten. Hans niveau i år har dog ikke været prangende. Jan Polanc virker heller ikke tilstrækkeligt formstærk nu, og Andres Ardila fortsætter med at skuffe.

Cofidis kommer med en ganske spændende duo med Guillaume Martin og Jesus Herrada. Martin viste god form både i dag og i Vallonien, og da han er ret stabil, vil jeg blive overrasket, hvis ikke han gør det godt. Han er dog ikke nogen stor afslutter, og det skal flaske sig, hvis han skal vinde. Herrada er en bedre afslutter, særligt på en bakke som denne, men der er folk, der er hurtigere end ham. Samtidig er han et usikkert kort, da formen i Vallonien ikke så ud til at være prangende. I gamle dage havde løbet været perfekt for Bryan Coquard, der vil elske målbakken, men i dag tror jeg, at den nye rute er for hård, ligesom hans form efter corona og pause er usikker. Davide Villella viste hæderlig form i dag og kan måske køre finale, hvor han vil få svært ved at vinde, mens hverken Jose Herrada eller Ruben Fernandez har vist et niveau, der giver grund til optimisme.

Et spændende hold er Drone-mandskabet. Kometen Andrea Piccolo har endelig fået gang i sin lidt kaotiske karriere med sin 4. plads ved de italienske mesterskaber og den samlede 6. plads i Sibiu Tour. Han er så ubeskrevet, at det er svært præcist at vurdere hans klatreevner, men netop det flotte resultat i Rumænien blev opnået i høje bjerge, dog ganske vist i et svagt felt. Han var solid i Ordizia og Castilla y Leon, hvor han dog ikke var i stand til at gå med i Yates-showet, og spørgsmålet er, om han kan klatre med de bedste her. Afslutningen burde passe den hurtige italiener storartet, hvis han klarer bakkerne. Holdet har også klatreren Santiago Umba, der efter sine mange skader endelig synes at have fundet noget form, men han har stadig ikke vist meget i denne sæson. Klatrerne Eduardo Sepulveda, Daniel Munoz og Juan Diego Alba synes til gengæld ikke at have formen, og løbet er for svært for Andrii Ponomar.

Kern Pharma har Roger Adria, der egentlig burde passe ganske perfekt til løbet. Spanieren er god i dette ardenneragtige terræn, og med sejren i Occitanie viste han en helt ny fart. Han var ikke alt for overbevisende i Ordizia, men i dag beviste han, at han er langt bedre end det skuffende niveau, han viste gennem det meste af foråret. Han er på hold med den holdbare sprinter Kiko Galvan, der viste fornem form i Castilla y Leon, men som de øvrige af hans ryttertype tror jeg, at han vil få det en anelse for hårdt. Klatreren Hector Carretero har haft et forfærdeligt år, men viste endelig lidt form i Ordizia. Da han er spurtsvag, skal det dog flaske sig, hvis han skal køre med om sejren. Raul Garcia Pierna har imponeret i år, men løbet må være for hårdt.

Israel-PT kommer med den forsvarende vinder, Giacomo Nizzolo, der virkelig overraskede mig, da han vandt sidste år. Her klatrede han måske bedre end nogensinde, men jeg tror, at den nye rute er for svær. Han fik sin sejr forleden i Castilla y Leon, men på den hårde etape blev han sat af, og i det lys bør dette løb være en anelse for svært. Tom van Asbroeck viste form i Vallonien, men dette løb bør være for hårdt, og alternativet til Nizzolo må være Carl Fredrik Hagen. Han har været langt fra fordums styrke, men dagens resultat giver måske håb om, at han alligevel kan lave et resultat.

Caja Rural kommer med en endelig formstærk Jonathan Lastra, der var god i Castilla y Leon og igen i dag. Han burde have en god chance for at klare stigningerne, men selvom han kan afslutte, får han svært ved at gøre det færdigt. Langt bedre til løbet passer Fernando Barcelo, der i år har imponeret med sine afslutterevner, og som gjorde det fint i Ordizia. Dagens løb bekræfter dog, at han ikke nødvendigvis har sin allerbedste form nu, og det gør ham mere tvivlsom end Lastra. Mikel Nieve synes stadig langt fra fordums styrke, Jhojan Garcia fortsætter sin katastrofale sæson, og den nye rute er for hård for Orluis Aular, selvom han vil elske bakken til sidst.

Arkea kommer med en trup med fokus på Elie Gesbert . Franskmanden har været igennem en længere skadesperiode, men kom solidt i gang i Ordizia. Hans meldinger lød dog også, at der fortsat er noget at arbejde med, og selvom de eksplosive stigninger passer ham, vil jeg blive forundret, hvis han kører med de bedste. Ruten burde også passe til Simon Guglielmi, der også er hurtig, men han virkede formsvag i Castilla y Leon efter et Dauphiné, hvor han ellers var bede end nogensinde. Endnu værre var det med holdets tredje kaptajn, klatreren Michel Ries, der var helt bag om dansen i Ordizia og er kendt for et meget lavt bundniveau, som han meget vel kan have ramt nu. Ruten er for hård for Thibault Guernalec.

Eolo har en kandidat i nyerhvervelsen Alessandro Fedeli. Han er en meget svingende fyr, hvis form kan være svær at spå om, men trods en DNF i Castilla y Leon viste han trods alt rimelige ben i Ordizia. Han har en god spurt, men stigningerne her bør være en anelse for lange. De passer bedre til Edward Ravasi, men han har på intet tidspunkt i år vist et niveau, der giver grund til at tro, at han kan være med. Klatrerne Alex Martin og Alejandro Ropero synes formsvage.

Total har Julien Simon, for hvem det på papiret er et ganske godt løb, da han er stærk i kuperet terræn og har en god spurt. Han havde en lille renæssance i foråret, hvor han vandt flere gange på kort tid, men selv i hans bedste form vil han få svært ved at klare disse stigninger. Med den form, han har vist på det sidste, er det svært at have den helt store optimisme. Mere formstærk synes Valentin Ferron at være, men løbet er for hårdt for ham. I stedet skal man vel satse på klatrerne Victor de la Parte og Alan Jousseaume, der var uventet gode i dag, men de får svært ved at gøre det færdigt. Fabien Grellier og Jeremy Cabot, der ellers kan klatrelidt , synes ikke i form.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Burgos går et svært løb i møde. Daniel Navarro er bestemt ikke skabt til disse eksplosive stigninger og har haft et svært år, men han har vel den bedste chance for at matche de bedste på stigningerne. Den spurtstærke mand er Jetse Bol, der viste hæderlig form i Ordizia, men det er længe siden, at hans klatreevner har været tilstrækkelige til et felt som dette. Angel Madrazo og Mario Aparicio viste ikke den tilstrækkelig form i Castilla y Leon.

Euskaltel går et svært løb i måde. De har to holdbare afsluttere i form af Carlos Canal og Antonio Angulo, men jeg bliver meget overrasket, hvis de kan være med på denne hårde rute. Holdets klatrestærke rytter er Joan Bou, men selvom han har kørt ganske fornuftigt i år, vil det overraske mig, hvis han kan være med i dette stærkt besatte felt.

Det er svært at tro meget på de øvrige hold. Human Powered Healths to klatrestærke Kyle Murphy og Kristian Aasvold har ikke vist noget, der giver forhåbninger, og deres mest formstærke, Joey Rosskopf , og Nicolas Zukowsky, der imponerede i Castilla y Leon, må være lidt for tunge. Chad Haga kører sit første løb efter pausen, men han passer ikke til løbet, og har klatret skidt i år. På kontinentalholdene kan det være værd at holde øje med sensationen Xavier Canellas, der mest har været kendt som en tung sprinter, men højst chokerende blev nr. 3 i Ordizia. I dette skarpe felt vil det dog undre mig, hvis vi ser en gentagelse. China Glory har Sean Bennett, der i år har klatret fornemt på højt niveau, men får svært ved at vinde i dette felt, mens løbet nok er lidt for hårdt for Lucas de Rossi. Det ligger ikke i kortene, at vi vil se en ny overraskelse fra andre hold.

***** Alberto Bettiol

**** Wilco Kelderman, Mattias Skjelmose

*** Maximilian Schachmann, Alejandro Valverde, Ruben Guerreiro, Andreas Kron, Juan Ayuso

** Guillaume Martin, Jesus Herrada, Alex Aranburu, Toms Skujins, Patrick Konrad, Gonzalo Serrano, Rui Costa, Jai Hindley, George Bennett, Magnus Cort, Andrea Piccolo, Roger Adria, Giacomo Nizzolo, Ivan Garcia Cortina, Jonathan Lastra, Fernando Barcelo

* Bryan Coquard, Elie Gesbert, Maxim van Gils, Carl Fredrik Hagen, Hugh Carthy, Emanuel Buchmann, Alessandro Fedeli, Julien Simon, Odd Christian Eiking, Juan Pedro Lopez, Kenny Elissonde, Jan Polanc, Davide Villella, Santiago Umba, Kiko Galvan, Xavier Canellas, Hector Carretero, Sean Bennett, Orluis Aular, Simon Guglielmi, Michel Ries, Edward Ravasi, Victor de la Parte, Alan Jousseaume, Jetse Bol, Mario Aparicio, Daniel Navarro, Joan Bou

Danskerne

Mattias Skjelmose, Magnus Cort og Andreas Kron må have beskyttede roller på deres respektive hold, hvorfor de alle er omtalt ovenfor.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Giacomo Nizzolos sejr fra 2021 og Damiano Carusos sejr fra 2020.

STREAM CIRCUITO DE GETXO TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER