Optakt: Coppa Sabatini

SE COPPA SABATINI PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb frem til udgangen af marts er Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo, og udover det nye Per Sempre Alfredo er Giro dell’Appennino herefter det eneste større endagsløb, som er blevet afviklet i støvlelandet. Siden det nye etapeløb Settimana Ciclistica Italiana i juli har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.Pro og WorldTour udgør på bare en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen.  Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien.

I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det har været Il Lombardia, der har lukket ballet den 12. oktober. I år er den ellers hensygnende klassikerscene imidlertid vokset yderligere. Nok er GP Beghelli og Coppa Bernocchi, der plejer at være en del af serien aflyst, men de er blevet erstattet af det genopstandne Giro del Veneto, der afvikles i forbindelse med et nyt løb, Veneto Classic. Sammen med klassikeren Coppa Agostoni og det nye etapeløb Giro di Sardegna afvikles de to Veneto-løb efter løbet i Lombardiet, og dermed forlænges den italienske sæson med yderligere en uge. Da også Giro di Sicilia grundet coronakrisen er rykket til september/oktober, betyder det, at der mellem den 15. september og 17. oktober afvikles ikke færre end 12 endagsløb og to etapeløb - og det endda uden de to aflyste historiske løb!

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte har tjent som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Det hele skydes i gang med uhyre travl uge, inden serien sættes på pause under VM. Således køres der hele fire løb, onsdagens Giro della Toscana, torsdagens Coppa Sabatini, lørdagens Memorial Marco Pantani og søndagens Trofeo Matteotti, og dermed er der i den grad lagt op til VM-forberedelse i en løbsblok, der byder på et spændende miks af ruter med appel til forskellige ryttertyper.

Efter Giro della Toscana er det nu blevet tid til et af de berømte og klassiske endagsløb. I de seneste år har Coppa Sabatini, Giro dell’Emilia og GP Beghelli været afviklet over fire dage helt til slut på sæsonen i ugen efter Il Lombardia, men nu er de blevet skilt ad. Mens de to sidstnævnte løb finder sted efter VM som opvarmning til Il Lombardia (i år er GP Beghelli endda aflyst), er Coppa Sabatini fra og med 2018 i stedet blevet en sidste chance for at finpudse formen frem mod VM.

De seneste kalenderændringer har haft en fantastisk effekt på løbet. Den forrige kalenderomlægning var en mindre katastrofe for alle de tre nævnte løb, der udviklede sig til nærmest rent italienske anliggender med meget lidt internationalt touch. I de seneste år har langt flere store hold vist interesse i de tre begivenheder, der nu igen kan spille rollen som den ideelle forberedelse til Il Lombardia eller VM. Felterne er blevet langt stærkere, og løbene har igen den prestige, de reelt fortjener og altid har haft. Desværre er trenden knap så udtalt i år, hvor en stærkere belgisk kalender kombineret med den nye konkurrence fra etapeløbene i Slovakiet og Luxembourg synes at have kostet lidt på startfeltet, men arrangørerne kan stadig præsentere syv WorldTour-hold, hvilket er er betydeligt bedre end i 2019 og på niveau med 2018, hvor løbet startede sin renæssance.

Coppa Sabatini afholdes nu i forlængelse af Giro della Toscana, som fra 2018 igen har været et endagsløb. De to løb har også fået samme arrangører, der har samlet de to løb under titlen Memorial Alfredo Martini. Derfor er der også et stort overlap mellem de to felter, og samarbejdet har boostet arbejdet med at trække store ryttere til de to løb.

Coppa Sabatini blev første gang afviklet i 1952, da byen Peccioli ville arrangere et løb for at mindes Giuseppe Sabatini, der havde haft en smuk karriere mellem 1933 og 1947, men som døde alt for tidligt, bare 36 år gammel. Siden da er det kun blevet aflyst én gang, i 1977, og det har solidt etableret sig som en af de smukkeste og mest prestigiøse italienske efterårsklassikere. I de tidligere år havde det ikke samme tiltrækningskraft på stjernerne, men i 60erne og 70erne begyndte de store navne at få øjnene op for løbet. Ryttere som Franco Birossi, Gösta Pettersson, Giovanni Battaglin, Francesco Moser, Giuseppe Saronni, Moreno Argentin, Gianni Bugno, Maurizio Fondriest, Claudio Chiapucci, Bjarne Riis, Andrea Tafi, Andrei Tchmil, Paolo Bettini, Jan Ullrich, Giovanni Visconti, Philippe Gilbert, Diego Ulissi og Sonny Colbrelli har alle sejret i Peccioli, og efter et par år med mindre opmærksomhed er det nu altså igen tilbage i rampelyset.

Det smukke ved Coppa Sabatini er den ikoniske spurt op ad bakke. Det har gjort det til et løb for puncheurs, og det afspejles til fulde på listen over nylige vindere. Visconti, Gilbert, Enrico Battaglin, Fabio Duarte, Ulissi Colbrelli og Andrea Paqualon har netop specialiseret sig i at spurte på en stigning, og de har gjort brug af deres eksplosivitet til at føje klassikeren til deres flotte generalieblad.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Også sidste år, hvor løbet grundet den særegne kalender blev afviklet midt under Touren med et knap så stjernebesat felt, sluttede det i den klassiske spurt, og her var BikeExchange fremragende. Med et perfekt lead-out satte de Dion Smith smukt i scene, og newzealænderen kunne spurte sig til sin første professionelle sejr foran Andrea Pasqualon og Alexandr Riabushenko. Smith og BikeExchange stiller ikke til start, hvorfor der skal findes en ny vinder, og det åbner døren for Pasqualon og Riabushenko, der er med igen denne gang.

Ruten

Coppa Sabatini er i mange år blevet afviklet på samme 195,9 km lange rute, der bestod af omgange på tre forskellige rundstrækninger, men sidste år foretog man den første ændring i lang tid. Den første af de tre rundstrækninger blev droppet, men de to tilbageværende runder var de samme, som vi kendte fra tidligere - dog med den ændring, at man på den første af de to rundstrækninger brugte en ny og stejlere opkørsel til mål.

I år får løbet så endnu en ansigtsløft. Men vender tilbage til modellen med tre rundstrækninger, hvoraf finalerundstrækningen er den samme, som er blevet benyttet i en menneskealder, men ”midterrundstrækningen” er forlænget, så den nu tæller tre og ikke to stigninger, ligesom man benytter samme stejlere opkørsel til mål, som man også gjorde sidste år. Derudover har man fundet en helt ny åbningsrundstrækning, der er helt anderledes end den, man brugte i gamle dage. Endelig kører man denne gang flere omgange på den midterste og sværeste rundstrækning og kun to mod tidligere hhv. 5 og 6 på den sidste og letteste af de to rundstrækninger - alt sammen nok til at give 500 højdemeter mere end i gamle dage.

En konsekvens af omlægningen er, at løbet denne gang er hele 210,8 km langt, og det har stadig både start og mål i Peccioli. Herfra lægger man ud med at køre en omgang på en 47,8 km lang rundstrækning i omrdet syd for byen. Starten er faktisk bare den væsentligste del af rundstrækning nr. 2, og man starter derfor med at køre mod nordøst ad en nedkørsel og via fladt terræn, inden man drejer mod nordvest for at passere den nye stigning Montefoscoli (700 m, 11,8%), der er en relativt jævn mur med top efter 6,3 km. Derfra går det via en nedkørsel og fladt terræn mod vest, inden man fortsætter mod syd igennem fladlandet og op over Terricciola (3,4 km, 3,3%), der er en blød bakke med 4,5% over den første kilometer og derefter ca. 3% frem til toppen, som kommer efter 19,7 km.

En nedkørsel leder nu mod øst, inden man afviger fra den midterste rundstrækning, når man kører mod syd igennem fladt terræn og fortsætter mod syd og sydøst op ad Lajatico (2,8 km, 3,1%), der starter med 500 m med 5,2% og slutter med 300 m med 5,0%, men ellers er ganske, ganske let. Toppen kommer efter 36,8 km, hvorefter en nedkørsel leder mod øst, inden man igennem fladt terræn kører mod nord, nordvest, atter nord og slutteligt øst ind til centrum af Peccioli, hvor man første gang skal op ad den nye Muro di Pecioli (800 m, 9,9%), der starter med 500 m med 12,3%, men derefter blot stiger med 5,8% frem mod toppen, der er placeret lige ved siden af målstregen, som dog ikke krydses - altså den nye opkørsel til mål, som er omtalt ovenfor

Nu tager man hul på rutens anden del, nemlig fem omgange på den 24,3 km lange rundstrækning nr. 2, der er den samme som sidste år og næsten den samme som i årene frem til 2019. I alterovervejende grad er det bare første del af åbningsrundstrækningen, da man lægger ud med stykket med Montefoscoli og Terricciola, men efter nedkørslen fra sidstnævnte kører man igennem fladt terræn mod nord og øst frem til Muro di Peccioli, der altså er den stejle opkørsel til mål.

Den sidste del af løbet udgøres af tre omgange på den 12,1 km lange afsluttende rundstrækning, som er den samme, som vi kender. Det er den fladeste af de tre, idet en tidlig nedkørsel fører mod nordøst, inden man kører mod nord, vest og slutteligt syd ad lige og flade veje. Det hele slutter med et skarpt sving, der leder ind på målbakken (1,4 km, 5,7%), der stiger med ca. 5% over den første kilometer og med 7,0% over de sidste 400 m. Det er en ganske tricky opkørsel, der inkluderer intet mindre end fire hårnålesving på den nedre del, og derefter er der midtvejs på bakken et sving i en rundkørsel, inden vejen buer kraftigt til højre bare 100 m fra mål.

Løbet byder på i alt 2671 højdemeter mod 1788 i 2019 og 2161 på den klassiske rute.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

SE COPPA SABATINI PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Vejret

Efter en dag med pænt vejr ændrer forholdene sig dramatisk. Torsdagen vil med en temperatur på 26 grader stadig være varm, men der vil gennem eftermiddagen være en risiko på 90% for kraftige tordenbyger, der i løbet af døgnet ventes at levere mere end 20 mm regn. Vinden vil være let (10-12 km/t) fra syd og senere sydvest. Det giver vind fra alle retninger på den kringlede rute, men der vil være sidevind på Montefoscoli, modvind på Terriciola og medvind på de to bakker op til mål. På finalerundstrækningen vil der være medvind på bakken og nedkørslen, men sidemodvind på næsten hele det flade stykke.

Favoritterne

Coppa Sabatini er et løb for rigtige specialister. Den ikoniske finale i Peccioli gør det til en lækkerbisken for puncheurs, og det betyder, at løbet altid tiltrækker flere af de virkelige eksperter i netop denne type afslutninger. Traditionelt er alle stillet til start med målet om, at det hele skal afgøres i en spurt på bakken i den toscanske by, og det betyder, at løbet ofte er meget kontrolleret. De seneste udgaver viser klart, at det er næsten umuligt at forhindre en samlet afslutning for eksperterne i at spurte op ad en bakke som denne, også selvom man altid ser mange forsøg i finalen. Stigningen skal som bekendt passeres flere gange og er egentlig en fin rampe til at iværksætte et angreb, men da resten af rundstrækningen er meget let og favoriserer feltet, er det altid blevet samlet til sidst - dog efter at der har været nogen udskilning undervejs.

2019-udgaven viste dog, at der kan køres cykelløb, hvis man vil. Her gennemførte Alexey Lutsenko et mageløst soloridt, der er svært at glemme, efter en dag, hvor feltet tidligt blev sprængt til atomer. Det var en dag, hvor flere hold ikke havde lyst til at spurte med Sonny Colbrelli, og pludselig blev det hele noget helt andet end ventet. Det var dog også delvist skabt af en meget kraftig vind.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

I år synes der faktisk at være gode chancer for, at vi kan se noget lignende. Igen er Colbrelli manden, alle frygter, og denne gang betyder hans form, at han om muligt er endnu mere frygtet, end han plejer at være. Nok er Diego Ulissi, Sergio Huguita og Gianni Moscon gode puncheurs, men tror de, at de kan slå Colbrelli her? Næppe.

Samtidig er den nye rute betydeligt hårdere. Ikke blot får vi 500 ekstra højdemeter, vi får også to mure på den modificerede midterrundstrækning. De er begge så stejle, at de er perfekte ramper til angreb, og samtidig kommer de tættere på mål. I gamle dage kørte man seks omgange på den lette rundstrækning, men nu kører man bare to. De to mure kommer altså for sidste gang inden for de sidste 45 km.

Jeg vil tro, at særligt Ineos, UAE og EF vil køre cykelløb, og at de vil angribe relativt tidligt. Det kan blive lidt af en opgave for Bahrain at holde det samlet. Det vil være synd at sige, at araberne imponerede i dag, og selvom deres hold på papiret er stærkt, ser det anderledes ud i virkeligheden.

Deres fordel er, at de alligevel kan finde allierede. Det kan godt være, at Colbrelli er svært at slå, men for andre hold er en podieplads meget værd. Jeg er stensikker på, at Intermarché vil gøre alt for at få en spurt med Andrea Pasqualon, der i 2017 slog Colbrelli i en ganske vist meget kontroversiel og vist ikke helt reglementeret spurt, og de har et ganske stærkt hold. Jeg ser også mulige allierede i Euskaltel med den tidligere vinder Juan Jose Lobato, Bardiani med den tidligere vinder Enrico Battaglin, Gazprom med en i dag imponerende Marco Canola og Eolo med formstærke Vincenzo Albanese. Ingen af de hold er dog i nærheden af at matche UAE, EF og Ineos.

Colbrelli har dog den fordel, at han også kan være med i et hårdt løb. Det så vi senest ved EM, men det vil være vigtigt for ham ikke at blive isoleret mod en hær fra særligt EF og UAE, der har meget stærke hold. Heldigvis faldt hans hold trods alt ikke igennem i dag, og Bahrain bør stadig have et af de stærkeste mandskaber. Til slut er der trods alt 24 lidt lettere kilometer på den nemme rundstrækning, hvor der vil være plads til at skabe lidt samling, selvom den potentielle syndflod kan bidrage til at gøre løbet endnu hårdere.

Jeg sidder med en fornemmelse af, at det kan blive for svært at få en spurt, og jeg er derfor fristet af at pege på en anden, men det er ret svært at pege på en anden indlysende kandidat. Ud fra en sandsynlighedsbetragtning går jeg derfor med Sonny Colbrelli. Med sin nuværende form bliver han reelt umuligt at slå på en bakke, hvor han i seks forsøg er blevet nr. 1, 1, 2, 2, 2 og 6, og selv i det hårde løb i 2019 var han ”best of the rest” bag Lutsenko. Det viser, at han ikke behøver at vente på spurten, og han har således flere esser i ærmet. Skal han slås, skal det skyldes manglende kontrol, og i det tilfælde bliver det anelse tilfældigt, hvem der kommer væk. Derfor må Colbrelli alt andet lige være den mest sandsynlige venner, når finalen har en karakter, der ikke gør det svært usandsynligt, at Bahrain med mulige allierede kan kontrollere det. Det er klart, at det også er en god spurt for Dylan Teuns, men der er ingen tvivl om, at Bahrain i morgen kommer til start, men det eneste formål at vinde med Colbrelli i et løb, han elsker.

Skal han slås, skal det være på manglende kontrol, og her ligner EF det stærkeste mandskab. Holdet var i dag klart det stærkeste, og de har flere folk til at angribe igen i morgen. De to bedste bud er med så meget fladt terræn formentlig Neilson Powless , der så meget overbevisende ud i dag, og Michael Valgren, der også kan spurte på bakken. Alternativet er Sergio Higuita, der vil elske de stejle mure, og som også var fremragende i dag, hvor han endda længe var i udbrud. Han vil også være holdets mand til en spurt, som han dog næppe kan vinde. Rigoberto Uran var knap så stærk, men efter en dag i udbrud viste han trods alt lovende takter, og også han kan vinde en spurt. Det kan også Ruben Guerreiro, der dog ligner deres mindst formstærke kandidat. Uanset hvad har EF kollektivet til at slå Colbrelli.

Lidt sværere ser det ud for UAE, men de er bestemt ikke uden chance. Diego Ulissi vandt løbet i 2013 og blev nr. 4 i 2017, og det er en spurt, han kan køre. Desværre er det usandsynligt, at han slår Colbrelli, og han og UAE skal derfor åbne løbet op. Her vil han altid have det problem, at han vil være en overvåget mand, men han synes at have formen til at gøre sig gældende, hvis det eksploderer. Det samme har Rafal Majka , der virkede meget overbevisende i dag, og ikke vil være uden chance, hvis det bliver knaldhårdt. Knap så formstærk er Rui Costa ¸ men han burde være en option i en taktisk finale, og det samme bør Alessandro Covi, hvis form dog ikke synes helt oppe at ringe. Til gengæld kunne han meget vel være et bedre bud end Ulissi i en spurt, og det er bestemt ikke utænkeligt, at de vil køre spurten for ham. Faktisk har de også sidste års nr. 3, Alexandr Riabushenko, men med den nuværende form ligner han på dette superhold en hjælper.

Ineos skal også forsøge at åbne løbet op, og hertil har de to kandidater. Gianni Moscon viste livstegn i dag, hvor han førte det meste af tiden på finalestigningen, og dette løb passer ham storartet. Han kan køre en god spurt, men ikke vinde den, og derfor er hans chance et aktivt løb. Med sine evner til at køre alene er han til gengæld et fremragende bud på en vinder i det ukontrollerbare scenarium. Det er også Tao Geoghegan Hart , der endelig viste lidt form i dag, og som tillige er en god afslutter på denne bakke. Til gengæld er Geraint Thomas, Jonathan Castroviejo og Ben Swift formentlig for formsvage, og selvom han var bedre i Benelux, er Andrey Amador en usandsynlig vinder.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Landsholdet har to gode kandidater. De har en formstærk Kristian Sbaragli, der var meget overbevisende i England og vil kunne lave et godt resultat i en spurt. Skal han slå Colbrelli, skal løbet dog være aktivt, men det har han også styrke til at blande sig. Den anden kandidat er Alessandro de Marchi, der i dag viste, at han sagtens kan finde ud af at køre alene væk i et ukontrollerbart løb. Normalt ville Marco Tizza, der to gange tidligere har været i top 10, også være et godt bud, men han har været formsvag i år.

Jeg glæder mig meget til at se Vincenzo Albanese, der har gjort gigantiske fremskridt siden Giroen. Han blev nr. 3 i en lignende spurt i Burgos, og siden spurtede han sig til en 2. plads bag sin holdkammerat Erik Fetter i den stigende finale på sidste etape i Limousin. Har han samme form efter en pause, ligner han en af de største trusler mod Colbrelli til slut, men han kan også begå sig i et hårdere løb. Det samme kan den i dag uhyre velkørende Luca Wackermann, der ligeledes er en god afslutter, men vil skulle køre spurten for Albanese. Til gengæld er det nok slut med at se Francesco Gavazzi, der ofte har været med fremme her, i front, og han får næppe chancen for at spurte.

Intermarché vil formentlig arbejde 100% for en spurt med Andrea Pasqualon, der har en sejr og tre andenpladser i denne finale - senest fra sidste år. Han er dog faldet af på den, og da det modsatte er sket med Colbrelli, har jeg svært ved at se ham vinde. Han ligner dog en af de ryttere, der kan udnytte en dårlig dag fra favoritten, hvis der skal spurtes. Holdets bedste chance er dog et ukontrollerbart løb, hvor de giver formstærke Lorenzo Rota, der også kan spurte, frie tøjler til at angribe, som han gjorde så godt i dag. Her burde også Odd Christian Eiking, der to gange er kørt i top 10 i denne spurt, være en god kandidat, men han virker stadig lidt for træt efter en hård Vuelta.

Gazprom har et af de mest spændende hol. Marco Canola overraskede nemlig stort i dag på en rute, der plejer at være for hård, og nu kommer han til et løb, hvor han tidligere er blevet nr. 4, 8 og 8. Det er en glimrende spurt for ham, men den er nok for stejl til, at han kan vinde den. Hans chance er et hårdt løb. Her får han selskab af den uhyre formstærke Simone Velasco, der netop har vundet i Limousin og er blevet nr. 2 bag Cosnefroy i Jura. Netop i Jura og Limousin viste han sine evner i puncheurterræn, og han vil være en farlig mand, hvis det eksploderer, ligesom han kan køre i top 10 i en spurt. Også Sergei Chertnetskii viste form i dag, men hans generelle niveau rækker næppe længere til at vinde.

En af dagens positive overraskelser var Davide Villella, der var uhyre aktiv på stigningen og endda kørte en god spurt til sidst. Denne rute burde passe ham endnu bedre, og han synes at have formen til at begå sig, hvis løbet ikke kan kontrolleres. Ender det i en spurt, vil han også kunne begå sig, for som ung blev han faktisk nr. 3 og 6 i dette løb. I dag har han dog slet, slet ikke samme hurtighed som dengang.

En af dagens positive overraskelser var Jhonatan Restrepo, der viste sin første form i lang, lang tid. Han vil kunne køre en fremragende spurt, men næppe slå Colbrelli. Til gengæld kan han med sin nuværende form være med i et aktivt løb. Det samme kan Luca Chirico, der viste fornem form i Frankrig for nylig, og han er også en glimrende puncheur. Det burde også være en finale for Natnael Tesfatsion, men han synes for formsvag, og det er ikke et løb for den i dag ellers så stærke Daniel Munoz.

Astanas eneste reelle kandidat på denne eksplosive rute er Samuele Battistella , men han er heller ikke et helt dårligt bud. Han har været ganske velkørende i Norge og senest Benelux, og i dag gjorde han det godt i en for ham hård finale. Han er også en udmærket puncheur, men der er stærkere og hurtigere folk end ha, og hans hold relativt svagt til et løb som dette, hvorfor han vil være alene i en finale.

Enrico Battaglin tog hele verden med storm, da han som stagiaire vandt dette løb i 2011, men siden er han aldrig blevet bedre end nr. 5. Det er ellers en god spurt for ham, men det er meget længe siden, vi sidste har set ham helt fremme i en finale som denne. Hans form har heller ikke været prangende efter sommerpausen. Bardiani har også et alternativ i den svingende Filippo Fiorelli, der burde være god i denne form for spurt, og han viste stigende form i Limousin. Heller ikke han slår dog Colbrelli.

En overraskelse i dag var Alexandre Geniez. Han har ellers været helt væk i flere sæsoner, men i dag sad han pludselig langt fremme. På baggrund af hans trængsler er det svært at være alt for optimistisk, men dagens resultat giver håb. Han er nemlig også en udmærket afslutter og passer bedre til dette terræn.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Juan Jose Lobato overraskede pludselig, da han ud af det blå rejste sig med en sejr i dette løb i 2018, men det er svært at tro på en gentagelse. Spanieren har intet vist i denne sæson og havde senest en helt anonym Vuelta. Han synes ikke at have fordums fart, og løbet kan meget vel ende med at blive for hårdt. Som alternativ har Euskaltel den velkørende Gotzon Martin, der også kan spurte og være med i et hårdt løb, men som trods alt er en usandsynlig vinder.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Vini kan måske køre en spurt med Davide Orrico, som Burgos kan det med Angel Madrazo eller Alex Molenaar. På kontinentalholdene kan kun Paul Double være med i dette hårde løb.

BEMÆRK: Nedenstående er en rangering af vinderpotentiale - ikke at bud på et resultat af en spurt. Her virker Sonny Colbrelli nemlig så usårlig, at han skal slås ved at løbet glider Bahrain af hænde.

***** Sonny Colbrelli

**** Neilson Powless, Michael Valgren

*** Diego Ulissi, Sergio Higuita, Gianni Moscon, Tao Geoghegan Hart, Rigoberto Uran,

** Rafal Majka, Kristian Sbaragli, Alessandro de Marchi, Vincenzo Albanese, Luca Wackermann, Lorenzo Rota, Andrea Pasqualon, Simone Velasco, Marco Canola, Alessandro Covi

* Davide Villella, Jhonatan Restrepo, Ruben Guerreiro, Luca Chirico, Samuele Battistella, Enrico Battaglin, Filippo Fiorelli, Alexandre Geniez, Juan Jose Lobato, Gotzon Martin, Odd Christian Eiking, Rui Costa, Alexandr Riabushenko, Sergei Chernetskii

Danskerne

Michael Valgren får en chance for at lave to i træk og er omtalt ovenfor.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Dion Smiths sejr fra 2020, Alexey Lutsenkos sejr fra 2019, Juan Jose Lobatos sejr fra 2018 og Andrea Pasqualons sejr fra 2017.

SE COPPA SABATINI PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-