Optakt: Grand Prix de Denain

Løbets rolle og historie

I mange år har Grand Prix de Denain været et af de største løb på den franske kalender. Som et af de stærkest besatte løb i den vigtige Coupe de France-serie, og med en status 1.HC-løb i det internationale UCI-hierarki var løbet altid et højdepunkt for cremen af den franske sprinterelite og et par udenlandske sprinterstjerner, der en god uge efter sprinterverdensmesterskabet i Scheldeprijs og fire dage efter Paris-Roubaix brugte løbet til at presse det sidste ud af forårsformen inden en velfortjent pause. År efter år var det rammen om et brag af en massespurt, der i kraft af den helt flade og lette rute og de mange sprinternavne var kendt som det franske sprintermesterskaber.

Løbet har geografisk haft en logisk placering i det nordøstlige Frankrig tæt på grænsen til Belgien, hvor det altså er blevet afviklet i umiddelbar nærhed af Paris-Roubaix og Brabantse Pijl. Derfor blev mange ryttere i regionen og kørte et eller flere af de tre løb, inden de ofte drog på en lille ferie eller - for ryttere, der brugte løbet som opvarmning til Ardennerne - drog videre mod nord til de største af de kuperede endagsløb. Trods den umiddelbare nærhed til nogle af sportens allermest berømte pavéer, der er kendt fra Roubaix, bød løbet imidlertid kun i sparsomt omfang på brosten, og de kom altid så tidligt i løbet, at de reelt ingen rolle spillede.

Trek trækker sig fra sponsorat

Det ændrede sig i 2018. Fristelsen til at gøre løbet til en slags generalprøve til Paris-Roubaix har sikkert været stor længe, men længe havde arrangørerne holdt sig tilbage. Det kræver trods alt en vis overvindelse helt grundlæggende at ændre et løbs karakter, ikke mindst, når det allerede nyder stor anseelse og har en fin og naturlig plads på kalenderen. I årene frem til 2018 dalede tiltrækningskraften på udenlandske ryttere imidlertid kraftigt, og det blev derfor i stigende grad en fransk affære. Det spillede formentlig en afgørende rolle i at overbevise arrangørerne om at gennemføre en radikal forandring af løbet, der nu ventes at blive en helt anden affære end hidtil.

Beslutningen blev truffet i løbet af efteråret 2017, hvor man annoncerede, at løbet, der fortsat er en stor begivenhed på Coupe de France-kalenderen og med det samme er blevet en del af den nye ProSeries, ville blive rykket til søndagen efter Milano-Sanremo i en weekend, hvor den franske serie hidtil havde budt på Classique Loire Atlantique og Cholet Pays de Loire, der imidlertid nu blev rykket til den følgende weekend. Dermed undgik løbet at konflikte med andre store brostensløb og skulle i stedet fungere som en fin afslutning på en serie af brostenssemiklassikere, der indledtes om onsdagen med Nokere Koerse, fortsatte om fredagen med Bredene Handzame Classic og altså afrundedes om søndag med GP de Denain. Målet var stadig at give de ryttere, der ikke var aktive i Paris-Nice og Tirreno-Adriatico eller havde brug for yderligere kilometer i benene inden de store brostensklassikere, mulighed for at teste sig selv på pavéerne i tre store ProSeries-løb, inden den flamske sæson for alvor startede i den efterfølgende uge med 3 Dage ved Panne, E3 Harelbeke og Gent-Wevelgem. Siden er løbet blevet rykket til torsdagen mellem løbene i Nokere og Koksijde, men det giver blot en endnu bedre synergi, at der nu afvikles tre brostensløb over tre på hinanden følgende dage, og man kan endda fortsætte yderligere, da Classique Loire Atlantique og Cholet Pays de Loire er tilbage på deres plads i weekenden.

Sammen med den nye kalenderplacering annoncerede arrangørerne, at ruten ville blive fuldstændig nytænkt og fremover inkludere adskillige pavéer, herunder flere fra Paris-Roubaix, bl.a. Haveluy-sektoren. Samtidig blev løbet struktureret som en slags miniudgave af den franske klassiker, idet en flad indledning uden væsentlige udfordringer afsluttedes med en svær finale, hvor stort set alle brostensstykkerne var koncentreret i løbets anden halvdel - en model, der siden er blevet bibeholdt. Terrænet er helt fladt, og de sidste pavéer kommer stort set lige så tæt på mål som i Roubaix. Med andre ord er det kun distancen, det stærkere felt, flere af pavéernes sværhedsgrad og afslutningen på velodromen i Roubaix, der afskiller det fra sin mere berømte storebror.

Dermed er en gammel klassiker definitivt forandret. Grand Prix de Denain blev første gang afviklet helt tilbage i 1959 som et gadeløb i Denain, og den første udgave blev vundet af ireren Seamus Elliott. Da Denain ligger ganske tæt på den fransk-belgiske grænse, var det ikke mærkeligt, at løbet i de første år blev domineret af de belgiske naboer, indtil Jose Samyn i 1967 endelig blev den første lokale vinder. Det ændrer ikke det faktum, at løbet hovedsageligt blev vundet af belgiere, indtil det fik et mere internationalt tilsnit i 1990erne og de tidlige 2000ere, hvor topsprintere fra hele verden havde held og styrke til at vinde.

I de senere år er det igen blevet en mere national affære, og fra 2005 lykkedes det kun for Edvald Boasson Hagen, Juan Jose Haedo og Dan McLay at bryde den franske dominans i tiden, hvor det stadig var et sprinterløb. Jimmy Casper har været den dominerende skikkelse med sine fire sejre mellem 2005 og 2010, mens topsprinterne Arnaud Demare (2013 og 2017) og Nacer Bouhanni (2014 og 2015) i de sidste år markerede sig som de hurtigste franskmænd. Fra og med 2016 blev dets position på kalenderen understreget, da det blev et af blot to Coupe de France-løb med 1.HC-status. Det har været en del af Coupe de France siden begyndelsen i 1992.

I første omgang har ændringen imidlertid ikke helt haft den effekt, arrangørerne havde håbet. I hvert fald lykkedes det i tillæg til de franske hold at tiltrække yderligere ét hold fra WorldTouren, i 2018 BMC og i 2019 Trek-Segafredo. Samtidig lod topholdene stjernerne blive hjemme, og dermed led løbets felt i virkeligheden kun lidt skade af ikke at have samme appel til de bedste franske sprintere som tidligere. I 2019 fik løbet dog i sidste øjeblik et boost, da Mathieu van der Poel efter et grimt styrt i Nokere fik brug for at teste benene om søndagen og derfor stillede til start på de nordfranske brosten.

I 2020 var løbet et af de første, der måtte kaste håndklædet i ringen, da coronavirus lagde Europa og cykelverdenen ned i marts, og i 2021 var arrangørerne også hurtige til at reagere, da virussen stadig rasede i løbet af vinteren. Hurtigt blev der truffet beslutning om at rykke løbet til efteråret, hvor man fandt en placering om tirsdagen i VM-ugen, der generelt er en stille uge med fuldt fokus på kampen om regnbuetrøjen. Ved et sandt lykketræf for arrangørerne blev Paris-Roubaix som bekendt også udsat, og dermed fik løbet i Denain pludselig samme rolle som det oprindeligt var tiltænkt, nemlig som generalprøve til Helvedet i Nord. Det boostede i den grad feltet, der nu pludselig kunne præsentere otte af de bedste hold.

Sidste år var kalenderen atter normaliseret, men det er alligevel lykkedes igen at tiltrække otte WorldTour-hold. Det kunne arrangørerne formentlig takke ASO for. Det kneb nemlig stadig med at tiltrække de virkelige klassikerstjerner, der i de samme dage enten fokuserede på Milano-Sanremo eller pustede ud efter de forudgående etapeløb, men da løbet er det eneste ud over Paris-Roubaix, der inkluderer de nordfranske brosten, som i 2022 skulle besøges af Touren, valgte både Ineos og Jumbo løbet til. De skulle nemlig bruge det til at give deres Tour-kaptajner, Jonas Vingegaard, Primoz Roglic og Daniel Martinez, en chance for at prøve det ujævne underlag an, og det gav pludselig feltet et temmelig stjernepræget tilsnit. Logisk nok var det dog en engangsforeteelse, og selvom man igen i år kan præsentere flotte otte WorldTour-hold, må man leve med, at det er i et felt uden store stjerner.

Sådan var det altså ikke sidste år, og en af løbets stjerner fik endda en hovedrolle. På de sværeste pavéer kørte Primoz Roglic nemlig afsted sammen Stan Dewulf og Ineos-trioen Magnus Sheffield, Jhonatan Narvaez og Ben Turner. Det udviklede sig til et vildt forfølgelsesløb, men med under to kilometer igen blev kvintetten hentet, og det hele endte i en spurt i et felt med små 50 mand. Her brød Max Walscheid en lang sejrstørke, da han spurtede først over stregen foran Dries De Bondt og Adrien Petit. Walscheid vender i år tilbage for at forsvare titlen, og han vil igen være oppe mod både De Bondt, men Petit må som følge af sit styrt i februar desværre droppe et løb, han elsker.

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

STREAM GP DE DENAIN, BREDENE-KOKSIJDE CLASSIC OG MILANO-SANREMO UDEN AFBRYDELSER

Ruten

Som sagt er løbet helt nytænkt, og selvom løbet afvikles i samme region som tidligere, er ruten ny i forhold til den gamle sprinterversion. Der er som sagt tale om en minudgave af Paris-Roubaix, der følger helt samme opbygning som storebroren. I alt bydes der på 12 pavéer, der efter en flad, begivenhedsfattig indledning alle er samlet i løbets anden halvdel, hvor det sidste brostensstykke endda kommer med ca. 10 km til mål. Ligesom det franske monument er der tale om et helt fladt løb uden klatremæssige udfordringer overhovedet.

Formatet har siden 2018 været ret fast, men det er blevet nytænkt. I 2018 og 2019 havde man en næsten identisk rute, men i 2021 og 2022 brugte man en ny rute, hvor den eneste pavé, der var med i de to første brostensudgaver, var finalepavéen Avesnes-le-Sec, men den var på den første rute finalerundstrækningens første pavé og blev i øvrigt kørt i en længere udgave. Antallet af pavéer var dog 12 i alle udgaver, og i begge tilfælde var de samlet på en rundstrækning, man kørte flere gange.

Sådan bliver det ikke i 2023, hvor ruten igen får en overhaling. For første gang skal der denne gang køres 12 forskellige pavéer, der efter et par omgange på nogle, flade brostensløse rundstrækninger er samlet på én 102,9 km lang rundstrækning. Fem af de seks pavéer, der blev brugt på sidste års rundstrækning, er dog med igen som de fem sidste pavéer, men denne gang kører man de fire første af disse i modsat retning af den, der blev benyttet i både 2021 og 2022. Det gælder dog ikke for finalepavéen, der køres i samme retning, som de foregående år, og fra indledningen af denne er de sidste 12,5 km de samme som de seneste to år.

I alt skal der tilbagelægges 194,7 km med start og mål i Denain i det nordfranske industriområde tæt på grænsen til Belgien. Løbet er bygget op, som det plejer, nemlig via forskellige rundstrækninger omkring værtsbyen. Den første af disse er 45,6 km lang, hvoraf de første 6,0 km er neutraliserede, og den er meget enkel. Fra starten kører mod man mod nordøst ud til byens nordlige udkant, hvor den reelle start bliver givet, og herfra snor man sig mod sydvest ned gennem fladlandet. I byen Wasnebau-Bac vender man rundt for at køre mod nordøst tilbage mod centrum af Denain, hvor stregen krydses efter 39,6 flade kilometer.

Den næste rundstrækning 26,1 km lang og er ligeledes flad og enkel, og den skal tilbagelægges to gang. Her kører man først ad lige og flade veje mod syd med til byen Avesnes Le Sec, hvor man vender rundt for at køre mod først nordvest, siden nord og slutteligt nordøst tilbage til Denain, hvor stregen krydses for anden og tredje gang efter hhv. 65,7 km og 91,8 km.

Som noget nyt slutter det hele ikke med flere omgang på én rundstrækning, hvor de samme pavéer køres flere gange. I stedet er de 12 pavéer alle forskellige og samlet på den afsluttende rundstrækning, der er hele 102,9 km lang og henlagt til området syd for byen. Her lægger man ud med at køre mod syd og senere sydvest ad lange, lige og flade veje, indtil man efter 111,6 km rammer den første pavé, Avenue-les-Aubert a Carnières (2300 m, ****).

Herefter drejer man mod øst for at køre frem til den anden pavé, Quievy a Saint-Python (3700 m, *****), der rammes efter 120,9 km, og den efterfølges næsten med det samme af Saint-Python (1500 m, ***), der indledes efter 125,6 km. Pavéerne kommer nu hurtigt efter hinanden, idet man kører mod nord og nordøst frem til Haussy (900 m, **), der rammes efter 132,0 km, hvorefter man kører mod sydøst og derefter mod nord over Vertain a Saint-Martin-sur-Ecaillon (2400 m, ***), der indledes efter 136,1 km. Derfra går det mod sydøst ned til Escarmain a Pont a Pierres (1400 m, ***), der rammes efter 143,6 km, hvorefter det går mod nordøst og nord frem til og hen over Capelle a Ruesnes (1600 m, ****), som man når efter 150,5 km.

Fra afslutningen af denne resterer fortsat 42,6 km, og nu følger igen et lidt længere stykke med asfalt, som fører mod vest, nordvest og nordøst. Herefter kører man mod nordøst over pavé nr. 8, Verchain-Maugré a Querenaing (1600 m, ***), der indledes efter 162,1 og er den første af tre pavéer i rap. Derfra går det mod nordvest over Querenaing a Maing (2900 m, *****), som rammes efter 164,8 km, hvorefter man næsten med det samme kører mod sydvest over Maing a Mochaux-sur-Ecaillon (1600 m, ***).

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Med 25,1 km igen er man tilbage på asfalt, og nu kører man mod nord og sydvest frem til den næstsidste pavé, Thiang a Haspres (1700 m, ****), som rammes efter 175,9 km, dvs. med 18,8 km igen. Når man når asfalten går det herfra mod vest, inden man kører mod nordøst over dagens sidste pavé, Avesnes-le-Sec (1800 m, ****), som rammes efter 182,2 km. Når man igen rammer asfalten, resterer 10,7 km, der går ad en lige og flad vej mod nordvest, nordøst og nord, inden man med 4,6 km drejer mod nordøst, hvorefter det er en lige og næsten flad vej, der leder frem til målet i centrum af Denain, idet den sidste kilometer dog er let faldende med 0,6 i snit.

Løbet byder på i alt 1171 højdemeter, hvilket er stort set det samme som i 2021 og 2022 og ca. 300 m flere end i 2018 og 2019.

STREAM GP DE DENAIN, BREDENE-KOKSIJDE CLASSIC OG MILANO-SANREMO UDEN AFBRYDELSER

Vejret

Vejret vil altid være en nøglefaktor i ethvert brostensløb, og det blev helt tydeligt i 2018, hvor betingelserne var så horrible, at mange af pavéerne måtte sløjfes. Sådan bliver det ikke i år, men efter en stille dag i Belgien venter en blæsende dag i Frankrig. Det vil være tørt, men skyet med kun lidt sol undervejs og en helt overskyet finale. Temperaturen vil vokse fra 10 til 14 grader undervejs, og det vil være meget blæsende (25-27 km/t) fra syd. Det giver vind fra alle retninger på de forskellige rundstrækninger. På den store rundstrækning, vil der generel være modvind frem til afslutningen på første pavé, men derefter vil der hovedsageligt være sidemedvind eller sidevind frem til afslutningen på fjerdesidste pavé. Nu vil der generelt være sidemodvind frem til sidste pavé, hvorefter der vil være sidemed- og medvind hele vejen, herunder på den lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Når et løb på denne måde får ny identitet, er det naturligvis altid svært at vide, hvad man skal forvente. Er brostenene svære nok til, at de kan skabe splittelse? Kommer de tæt nok på finalen? Og er der nok af dem til, at der kan gøres forskelle?

Heldigvis er løbet nu kørt fire gange med dette format, og vi har dermed en mulighed for at vurdere vanskeligheden. 2018-udgaven blev ganske speciel, fordi det dårlige vejr spillede så stor en rolle. På den ene side var det meget blæsende, hvilket i sig selv er en udfordring, men samtidig betød betingelserne, at man måtte skippe passagen af en del pavéer. Det gav alligevel et ganske underholdende løb, hvor Direct Energie med offensiver fra Sylvain Chavanel, Adrien Petit og Damien Gaudin dog fik åbnet for tidligt, og til slut var det kun Kenny Dehaes’ sene overraskelsesangreb, der forhindrede, at de 27 overlevende mand skulle spurte om sejren.

I 2019 var det også meget tæt, at vi fik en spurt. Mathieu van der Poel kørte fra alt og alle, men til sidst døde hollænderen så meget, at han kun med det yderste af neglede kunne holde et cirka 50 mand stort felt bag sig. I det felt sad også nogle tungere sprintere som Matteo Moschetti, Emiel Vermeulen, Timothy Dupont og Pierre Barbier. I 2021 fik vi så ”endelig” vores spurt. Ganske vist var Michal Kwiatkowski hovednavnet i en stor offensiv, der blev indledt på pavéerne, men i sidste endte ca. 40 mand med at spurte om sejren, der gik til Jasper Philipsen foran Jordi Meeus og Ben Swift, efter at han sammen med Stan Dewulf og Clement Davy blev hentet mindre end 500 m fra stregen. Også denne gang talte feltet folk, der ikke er kendt for den allerstørste holdbarhed, og det viser, at det ikke er verdens mest selektive løb.

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Det fik vi også bekræftet sidste år. Der var ellers voldsomt meget power i det klasseudbrud, der etableredes med Ben Turner, Magnus Sheffield, Jhonatan Narvaez, Stan Dewulf og selveste Primoz Roglic, men alligevel blev de hentet på de sidste par kilometer, denne gang af et felt med ca. 50 mand, der igen talte ryttere, som ikke er skræmmende holdbare.

Nu er spørgsmålet, hvad den nye rute vil betyde. Antallet af pavéer er stadig 12, men de kommer langt mere koncentreret end på den rute, der blev benyttet i 2021 og 2022. Nu kommer de faktisk med ret stor hyppighed, og skal man stole på arrangørernes kategorisering, er de også generelt vanskeligere end på den gamle rute. Her endte det i en spurt begge gange, men udbruddet med de bedste klassikerryttere blev først hentet meget tæt på mål - i 2021 endda på sidste kilometer. Offensiven var altså pokkers tæt på at lykkes.

Meldingerne fra holdene er også lidt forskellige. Arkea har talt om, at de stadig anser det som sandsynligt, at vi får en spurt i en større gruppe, men FDJ mener, at det nu forvandles til en ”rigtig” miniudgave af Roubaix. Jeg hælder nok også mest til det sidste, men det er altid pokkers svært at komme med en kvalificeret vurdering af pavéers sværhedsgrad. Generelt skal man altid forvente, at de skaber mindre splittelse, end man tror, og derfor udelukker jeg bestemt ikke endnu en reduceret massespurt - også fordi mange hold er mødt med en sprinter.

Vejret spiller imidlertid også ind. Modsat i dag bliver det blæsende - også nok til, at vi kan få splittelse. Der er selvsagt en del sidevind på ruten, men erfaringen fra området er ikke den bedste. Da løbet stadig var et sprinterløb, fik vi i hvert fald aldrig sidevindssplittelse, men omvendt ved vi fra Roubaix, der køres i samme område, at det kan være åbent nok.

Sidevindssplittelse er i hvert fald en mulighed, men selv uden den bidrager vinden til at gøre det hårdt. Der er medvind frem den anden til og med den niende pavé. Det taler for, at der kan gøres forskelle, men det kræver også, at man ikke venter for længe. Der vil nemlig være modvind på tredje- og næstsidste pavé, og den sidste pavé er næppe svær nok, selvom der her igen er medvind. Den kraftige medvind på det sidste flade stykke taler også for, at et udbrud vil kunne holde hjem.

Det ligner altså et løb med de klassiske to muligheder. Enten får vi en spurt i stil med den, vi har haft de sidste to år, og næsten fik i 2018 og 2019, eller også får vi et mini-Roubaix, hvor de bedste klassikerryttere kører væk og afgør det mellem sig, enten i en spurt eller i en taktisk finale. Begge scenarier er realistiske, men med en tilsyneladende hårdere rute og kraftig vind, der har den helt rette retning, tror jeg mest på sidstnævnte scenarium.

Jeg kan til gengæld næsten heller ikke huske, at jeg har haft så svært ved at pege på favoritter. Det er ikke sådan, at feltet vælter i Van Aert’er og Van der Poel’er. Tværtimod er det et voldsomt mudret hierarki, og det er ret svært at pege på, hvem der vil være med, når de bedste kører væk på brostenene. I dette felt er det slet, slet ikke indlysende, hvem der vil være stærkest.

Derfor er det også med nærmest bævende tastaturtryk, at jeg peger på Edward Theuns. Belgieren er normalt ikke en af de stærkeste i de store klassikere, men han blev faktisk nr. 8 i Roubaix i 2017. Han er slet ikke så stærk som dengang, men i år har jeg fornemmet en lille renæssance. Han så godt ud i åbningsweekenden og imponerede mig med sit arbejde for Ciccone i Tirreno, ligesom han er gået på podiet i de stigende spurter i både Le Samyn og Nokere Koerse. I dag var det opløftende, at han modsat Milan Menten kunne holde hjul på suveræne Tim Merlier, og det er endnu et vidnesbyrd om hans form. Jeg anser det som sandsynligt, at han kan være med i et hårdt løb, og det er klart, at en sprinter som ham kan slå de fleste i en spurt. Hvis det samles til en større spurt, vil han også stå stærkt. Ikke blot ha han i Emils Liepins den vel nok bedste lead-out man, han skal kun frygte Olav Kooij, Sebastian Molano og Dan McLay, der ikke har hans holdbarhed, på fart. Det giver ham muligheder, uanset hvordan løbet udviklet sig.

Trek har også andre muligheder. Mathias Vacek har imponeret meget i sit første år på WorldTouren, ikke mindst i Portugal, men også i finalen af Le Samyn, hvor han viste stor power på brostenene. Han har en god chance for at være med i et hårdt løb, og som vi så i UAE Tour sidste år, er han i den rette gruppe slet ikke langsom. Holdet har også Liepins, der normalt ikke er kendt for sin holdbarhed, men som har imponeret meget i år. Jeg tvivler på, at han er med i et hårdt løb, men samles det til en spurt, hvor Theuns har brugt sine tændstikker i angreb, kan den Liepins, vi har set i år, helt sikkert vinde en spurt i dette felt. Man bør normalt også nævne stortalentet Thibau Nys, men han er lige kommet i gang og skulle være uden ambitioner. Alligevel skal man passe på med de store talenter, for han siger, at hans træning viser gode tal.

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Mit store spørgsmål er Olav Kooij. Der er ingen tvivl om, at han vil være storfavorit, hvis vi atter får en spurt ikke mindst med et tog, der tæller Tim van Dijke, Tosh van der Sande og Timo Roosen - men kan han også være med i et hårdt løb? Det kan han helt sikkert ikke i Roubaix, men i dette løb tør jeg bestemt ikke udelukke det. Han er en ganske robust sprinter, men det er uklart, hvor meget power han har på flade pavéer. Jumbo ligner igen det vel nok stærkeste hold, og hvis de tager de vigtigste pavéer fra spids, kan man sagtens se en situation som sidste år, hvor Ineos sad i klart overtal i en gruppe på fem mand - denne gang bare med Jumbo-dominans. Sidder Kooij med der, skal han fragtes til mål, og så vinder han en spurt. Havde feltet været af større kvalitet, havde jeg kun givet ham en chance i en større spurt, men i dette felt kan han formentlig også vinde fra et hårdt løb.

Hvis ikke han er med, bør Jumbo sidde med Roosen. Han er aldrig helt blevet til det, jeg ventede, men han blev altså nr. 14 i Flandern Rundt i 2018. Flade pavéer er noget andet, men han burde i dette felt være en af de mest kraftfulde. Han er også ganske hurtig, men han synes til gengæld ikke at have samme niveau som tidligere, og han har ikke virket flyvende i år. I dette felt bør han dog være med i front af et hårdt løb, og her vil jeg give ham gode vinderchancer, også bedre end Kooij, hvorfor jeg rangerer ham som bedste Jumbo-mand. Holdets tredje kort er Van der Sande, der aldrig helt har fundet niveauet fra efteråret 2021, hvor han var her, der og alle vegne. Han er bestemt ikke skabt til flade pavéer, og jeg er usikker på, om løbet er ideelt, men i dette felt har han en chance, også fordi han er hurtig. Det fjerde kort er Van Dijke, der nok passer bedre til løbet end Van der Sande og nok er den hurtigste af de tre, men han skal stadig evise, at han kan være med helt i front i et løb som dette. Jeg regner med, at de to unge, Lars Boven og Loe van Belle, der ellers begge er stærke og har en pæn spurt, er rene hjælpere.

Min anden store joker er Axel Laurance. Han er uprøvet i denne slags løb, men al logik tilsiger, at det er noget, han mestrer. Problemet er, at han har haft en skidt sæsonstart, og da han stort set ikke har kørt løb siden Andalusien, aner vi ikke, hvor han står. Han var dog i klar fremgang i Spanien, og er den tendens fortsat, bør han kunne vinde dette løb. Han viste med chokresultatet i Bretagne, hvor han næsten vandt karrierens første WorldTour-løb, at han kan slå alle efter et hårdt løb, og vi så, hvor robust han var i Kroatien. Flade pavéer er noget andet, men man skal aldrig udelukke et talent som ham. Han burde passe glimrende til det, hvis han er i form.

Alpecin har dog også Dries De Bondt. Hans form kan være svingende, og i år er han svær at vurdere, men han plejer at være god i denne slags løb. Jeg er dog også usikker på, om han har poweren til de flade pavéer, der passer ham dårligere end de flamske hellingen. Til gengæld er han så hurtig, at han blev nr. 2 i sidste års massespurt, og dermed kan han gøre det færdigt, hvis vi får det hårde løb. Her skal man heller ikke helt afskrive Timo Kielich, der blev nr. 4 i dag. Han sad med helt fremme på gruset i Antwerpen sidste år, men jeg tvivler på, at han kan være med helt i front i dette selskab. Til gengæld er han et godt kort, hvis det samles til en større spurt, hvor jeg vil tro, at de kører for ham eller Laurance og vil have et meget stærkt tog. Her har de dog også Lionel Taminiaux, der med sejren i Dunkerque sidste år, viste, at han kan vinde en spurt i et felt som dette, men han er nok den mindst robuste. Endelig har holdet Ramon Sinkeldam. Han vandt U23-udgaven af Roubaix og var med fremme i det rigtige Roubaix i karrierens første år. I dag synes han ikke lige så stærk, men i Giroen sidste år klatrede han til gengæld bedre end nogensinde. Det gør ham til en potentiel outsider i det hårde løb - og en gave i en spurt, hvor Alpecin vil have et af de to bedste tog.

Et andet hold, jeg er meget spændt på, er FDJ med deres unge kometer. Bedst chance tilskriver jeg Samuel Watson, der er skabt til disse løb. I dag bekræftede han sit enorme potentiale med sit stærke finaleangreb, og han var så god på de sidste pavéer, at jeg næsten bliver overrasket, hvis ikke han er med i front igen i morgen. Han er også hurtig nok til at vinde en spurt, hvis han kan spare på kræfterne undervejs. I Tro Bro Leon sidste år var han også med helt fremme, så vi ved, at han kan begå sig på dette niveau. Knap så stærk er på papiret Laurence Pithie, der også er hurtig, men efter hans vilde ridt i dag, hvor han næsten virkede stærkere end Watson, må han regnes som kandidat i et hårdt løb, hvor han dog er den langsomste af de to.

Det store spørgsmål er Paul Penhöet, der er kommet fremragende fra start. Han er meget holdbar på bakker, men gælder det også på brosten? Den slags kan ikke oversættes direkte, men det virker ikke umuligt, at han kan være med i et hårdt løb, særligt fordi han skippede dagens løb, hvilket indikerer, at han satser fuldt på dette løb og dermed må tro på sine chancer. Bedst mulighed har han dog nok i en spurt, hvor toget med Pithie, Watson, Lewis Askey og Bram Welten sammen med Alpecins ligner det stærkeste. Askey har bestemt også muligheder i et hårdt løb, men han var ret anonym i dag, selvom han kørte en fin spurt til sidst. Welten er alternativet i en spurt, hvis Penhöet falder fra, og han bør have en reel chance for at vinde i dette felt. Clement Davy var tæt på at køre om sejren i 2021, men da han er spurtsvag, vinde han næppe, og selvom han har gjort det flot i år, ser jeg ikke den ikke specielt spurtstærke Enzo Paleni helt fremme.

Hvad så med sidste års vinder? Max Walscheid er god på flade pavéer, hvor han har den fornødne power, selvom han ikke er verdens mest robuste. Sidste å vandt han i en spurt, hvad han kan gøre igen, selvom det nok kræver, at folk som Kooij og McLay er sat af, men i 2021 blev han altså nr. 12 i Roubaix, hvilket vidner om, at hans bedste chance er et hårdt løb. Desværre forlod han Paris-Nice med sygdom, og han skippede dagens løb for at komme sig yderligere. Det giver pessimisme, men det kan også sagtens handle om, at han hellere vil satse 100% på et titelforsvar i et løb, han har en større chance for at vinde. Han er i hvert fald så god på flade pavéer, at han bør være e af favoritterne i det hårde løb. Cofidis har som alternativ Piet Allegaert, både i en spurt og i et hårdt løb. Jeg tvivler på at se ham fremme i det hårde løb, men en 17. plads i Roubaix i 2017 viser, at han bestemt ikke kan afskrives.

Arkea kommer med Hugo Hofstetter, der altid er god i denne slags løb, men flade pavéer passer ham ikke perfekt. Der er lidt Van der Sande over ham, og jeg tror, at han kan mangle den sidste power. Omvendt vandt han det flade grusvejsløb Tro Bro Leon, og det vidner om, at han bestemt ikke skal afskrives. Et andet problem er imidlertid, at han i det sidste års tid ikke helt har fundet det niveau, han havde sidste år, og det skaber ekstra usikkerhed. Er han med i det hårde løb, vil han dog altid være en af favoritterne. Også i en større spurt har han en chance, men her ser jeg ham ikke vinde. Her har Arkea til gengæld Dan McLay, der vel på fart er den største trussel mod Kooij. Han er ikke vildt holdbar, men når han kan sidde med hjem i Kuurne, kan han også sidde med hjem her. Holdets tredje sprinter er David Dekker, der sammen med McLay er den hurtigste, men desværre synes han ikke at have fundet fordums holdbarhed, hvorfor dette løb sikkert er for svært. Holdets joker er den meget lovende Louis Barré, men han har skuffet på det sidste og synes ikke skabt til dette løb. Anthony Delaplace er altid stærk, men som spurtsvag har han pokkers svært ved at vinde.

Jeg har det pokkers dårligt med at rangere Stan Dewulf relativt lavt. Han har nemlig været flyvende hele året, og dette løb er et stort mål. Således var han med i den gruppe, der blev hentet til allersidste i både 2021 og 2022, og med den form, han har vist i år, bliver jeg meget overrasket, hvis ikke han er med helt i front i det hårde løb. Mit gæt vil derfor være, at han ender i top 10, og da han også kan spurte, vil jeg også tro, at han har en god chance for at ende på podiet. Jeg har bare også svært ved at tro, at han ender i en gruppe, hvor han er hurtigste mand, og derfor tror jeg, at han skal være heldig i det taktiske spil for faktisk at vinde. Ag2r har også den meget lovende Pierre Gautherat, der allerede imponerede sidste år og nu viste en uventet fart i Le Samyn. Jeg er spændt på at se, om han allerede kan være med i det hårde løb. Holdet har også de hurtige og holdbare Clement Venturini og Damien Touzé, men de må mangle power på flad vej. Touzé er også på vej tilbage efter en skade, men Venturini vil være kandidat i en spurt i en større gruppe, hvor han dog ikke vinder. Endelig er jeg spændt på, om Bastien Tronchon, der imponerede sidste efterår og passer til løbet, endelig har fundet lidt form efter en træningslejr. Paul Lapeira er på vej tilbage efter en skade.

Test: Fede sommersæt – Pas Normal Studios

Sidste år tog Dries Van Gestel et stort skridt med 3. pladsen i Gent-Wevelgem, sejren i Drenthe og flere topplaceringer. Han synes ikke helt på samme niveau i år, men i dette felt bør han stadig have en god chance for at være med i det hårde løb. Problemet er, at mange af favoritterne er hurtigere end ham. Heldigvis udviklede han sin spurt enormt i 2022, hvor han opnåede flere flotte resultater også i store spurter. Jeg frygter bare stadig, at han vil være slået af lidt for mange af de folk, han skal dyste mod. Totals alternativ er Edvald Boasson Hagen, der viste fin form i Paris-Nice, men jeg tror ikke længere, at han kan være med i det hårde løb. I en spurt kan han til gengæld gøre det godt, men han vinder ikke længere i dette felt. Overlever han, kører de formentlig for den svingende Lorrenzo Manzin , der synes i fin form, men heller ikke han vinder i dette felt. Jeg tør heller ikke udelukke, at de spurter med den lovende Thomas Bonnet, der netop har vundet i Rwanda og har en fin holdbarhed, men også han mangler den fornødne fart. De har i år endnu ikke spurter med Matteo Vercher.

Sidste år overraskede Tom Devriendt stort med sin 4. plads i Roubaix, men det er meget, meget sjældent, at han er på det niveau. Hans form er ret ukendt efter en lang pause, og dagens selvmordsangreb var ikke det mest opløftende. Han satser dog helt sikkert stort på dette løb, og i Valencia for nu længe siden klatrede han nærmest chokerende godt. Det giver håb, da han har trænet frem mod dette løb, og da han er hurtig, kan han også gøre det færdigt. Man skal bare aldrig spille pensionsopsparingen på, at han er i form. I en stor spurt kan han også deltage, men her vinder han ikke. Her kan han også ende med at køre for Szymon Sajnok, men det vil være overraskende, hvis han sidder med hjem. Filippo Colombo imponerede i åbningsweekenden, men bør ikke være med helt fremme.

Historien om Dewulf kan gentages om Taco van der Hoorn. Hollænderen er alt for tung til bakkerne i Flandern, men lige netop denne slags løb passer ham. Han viste også fremragende form i Kuurne, men selvom han godt kan spurte en anelse, er næsten alle favoritterne til det hårde løb hurtigere end ham. Chancen for, at han går i top 10 synes stor, men han skal have en heldig hånd for at vinde. Her er chancerne nok større for den stadig mere lovende Hugo Page. Han kan deltage i en spurt, men her vinder han næppe. Hans chance må være det hårde løb, men han skal bevise sig selv i denne slags løb. Formen så storartet ud i Paris-Nice, og han har generelt imponeret lige siden Australien. Til en spurt i en stor gruppe har holdet Arne Marit, der virkelig har rejst sig hos sit nye hold. Han har en god chance for at klare den, men selvom han har Page som lead-out man, er det måske lidt svært at se ham vinde. Endelig har holdet halvhurtige Laurenz Rex , der er blevet nr. 21 i sit eneste Roubaix. Han passer storartet til ruten og viste med sejren i et mindre løb i weekenden, at han efter sine helbredsproblemer er ved at finde noget form. Hurtige Roel van Sintmaartensdijk og Tom Paquot må være hjælpere.

Lotto har sendt B-holdet til dette løb, og de synes at satse hele butikken på formstærke Milan Menten. Han viste evner på den flade pavé i finalen i Le Samyn, men med tanke på det, han viste sidste år, er det svært at se ham fremme i et hårdt løb, selvom han ikke kan afskrives. Hans bedste chance er i en spurt, hvor han har vist langt bedre fart i år, men han kommer ikke tæt på folk som Kooij, Molano og McLay. Til gengæld har han et stærkt tog, hvis han kan få de ikke særligt holdbare Michael Schwarzmann og Rüdiger Selig med hjem.

UAE er nok det mest udprægede sprinterhold. De skal satse på en spurt i en større gruppe med Sebastian Molano. Som han har spurtet i år, vil han være en trussel mod alle, også Kooij, og her har han for en gangs skyld også et stærkere tog. Han er dog uprøvet i denne slags løb, og jeg føler mig slet ikke overbevist om, at han overlever, hvad Felix Gross næppe heller gør. I stedet er et mere holdbart alternativ til en spurt Ryan Gibbons eller Ivo Oliveira , men de mangler den fornødne fart. Til det hårde løb har holdet Sjoerd Bax, der i dag viste, at han endelig er ved at finde noget form, men om han er skabt til denne slags løb, er måske en anelse tvivlsomt. Han er dog ganske stærke og spurte kan han også. Holdets anden mand til det hårde løb er Mikkel Bjerg, der synes i form og her bør få sin chance, men han har stadig til gode for alvor at vise sig frem i denne slags løb.

Da Barnabas Peak stadig synes helt uden form, og Colin Joyce er faldet sammen, er Human Powered Healths eneste chance en spurt. Her skal de satse på Stanislaw Aniolkowski, hvis holdbarhed er stærkt svingende. Han kan meget vel falde fra, men sidste år viste han en helt ny robusthed. Han er ikke helt uden chance, hvis han overlever, men en sejr vil være overraskende, da han formentlig skal slå den mere holdbare Kooij. Den anden sprinter, Alan Banaszek, bør ikke overleve.

Der er også et par kandidater på kontinentalholdene, men det kræver, at vi får en spurt. Bedst chance for faktisk at vinde har nok Pierre Barbier. Han er alt andet end holdbarhed, og jeg bliver overrasket, hvis han klarer den, men i denne slags fladbaneløb er han ikke helt uden chance. Farten rækker langt i dette felt, men det tror jeg ikke farten gør. Endnu hurtigere er storebror Rudy Barbier, men han bliver mindre og mindre holdbar og bør ikke komme med hjem. Et godt alternativ til Pierre Barbier på Auber er Romain Cardis¸ som synes at finde formen. Han kan sagtens lave en top 10 i en spurt, men han vinder trods alt ikke. Nantes har Emmanuel Morin som alternativ til Rudy Barbier, men han har slet ikke farten og næppe heller holdbarheden. Roubaix har ikke mange chancer, men måske Samuel Leroux kan lave en top 20 i en spurt.

Det er svært at tro på de andre hold. Hos Bingoal er Ludovic Robeet næppe stærk nok til det hårde løb, og i en spurt skal han være heldig med en top 10. Løbet bør blive for hårdt for holdets hurtige folk, Alexander Salby, Karl Patrick Lauk og Nathan Vandepitte. Corratec skal håbe på en spurt med Nicolas Dalla Valle eller Samuel Zambelli, men de overlever næppe. Flanders har Milan Fretin og Ruben Apers til en spurt, men de mangler fart og særligt Apers også holdbarhed.

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvad der måske er særligt vigtigt for Dewulf, Van Gestel og Van der Hoorn.

OPDATERING: Ved en fejl var den startliste, jeg brugte ikke endelig. UAE har i sidste øjeblik udskiftet Oliveira med Ackermann, der sammen med Kooij og McLay går ind som den store favorit til en spurt. De har stadig Molano, men i denne form for løb vil jeg tro, at Ackermann er foretrukken. Derudover er Flanders uden Apers, men har i stedet sprinteren Jules Hesters, der dog får svært ved at komme med hjem her.

***** Edward Theuns

**** Timo Roosen, Axel Laurance

*** Olav Kooij, Samuel Watson, Dries De Bondt, Max Walscheid, Tosh van der Sande

** Hugo Hofstetter, Pascal Ackermann, Dan McLay, Paul Penhöet, Stan Dewulf, Dries Van Gestel, Tim van Dijke, Tom Devriendt, Hugo Page, Laurence Pithie, Taco van der Hoorn, Milan Menten, Sebastian Molano, Lewis Askey, Timo Kielich, Piet Allegaert, Arne Marit, Edvald Boasson Hagen

* Ramon Sinkeldam, Lionel Taminiaux, Emils Liepins, Pierre Gautherat, Mathias Vacek, Sjoerd Bax, Laurenz Rex, David Dekker, Stanislaw Aniolkowski, Pierre Barbier, Romain Cardis, Rudy Barbier, Lorrenzo Manzin, Clement Venturini, Bram Welten, Mikkel Bjerg, Damien Touzé, Thibau Nys, Ryan Gibbons, Bastien Tronchon, Thomas Bonnet, Emmanuel Morin, Szymon Sajnok, Matteo Vercher, Louis Barré, Anthony Delaplace, Clement Davy

Danskerne

På UAE burde Mikkel Bjerg vel få en sjælden chance for at jagte et resultat samt naturligvis støtte Sebastian Molano i tilfælde af en spurt. På Nantes skal Rasmus Søjberg samle erfaring, støtte Pierre Barbier og Emmanuel Morin samt måske forsøge at ramme udbruddet.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Max Walscheids sejr fra 2022, Jasper Philipsens sejr fra 2021, Mathieu van der Poels sejr fra 2019, Kenny Dehaes’ sejr fra 2018, hvordan Arnaud Demare slog Nacer Bouhanni i 2017, Dan McLays vanvidsspurt, der gav sejren i 2016, samt Bouhannis sejr fra 2015.

STREAM GP DE DENAIN, BREDENE-KOKSIJDE CLASSIC OG MILANO-SANREMO UDEN AFBRYDELSER