Optakt: Tour des Alpes Maritimes et du Var

STREAM VUELTA A ANDALUCIA, VOLTA AO ALGARVE OG TOUR DU VAR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Den tredje uge af februar har fået et ry som en af de vigtigste uger i den tidlige del af sæsonen. Med ikke mindre end fire etapeløb er det et helt afgørende tidspunkt for de fleste ryttere, der jagter værdifulde løbskilometer forud for en succesfuld klassikersæson eller et forsøg på at opnå sejre i de mange store etapeløb i foråret.

Mens Volta ao Algarve og Vuelta a Andalucia er helt traditionelle etapeløb i den forstand, at de vindes af etapeløbsspecialister og afgøres i bjergene eller på enkeltstarterne, har ét af løbene været helt anderledes. Det tidligere to og nu tre dage lange Tour du Haut-Var, som nu kendes under det knap så mundrette navn Tour des Alpes Maritimes et du Var, i Sydfrankrig har ikke været for ryttere, der specialiserer sig i grand tours. I stedet har det været en uforudsigelig affære, hvis kuperede terræn har gjort det perfekt for klassikerspecialister og punchy ardennerryttere.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Løbet blev skabt som et endagsløb under navnet Nice-Seillains i 1969, hvor Raymond Poulidor vandt den første udgave, og straks fra start blev det et stort løb med mange prominente vindere. I 1975 var det kendt som Draguignan-Seillans og året efter som Seillans-Draguignan, inden det fik navnet Tour du Haut-Var i 1977. I de tidlige år blev det vundet af store navne som Joop Zoetemelk, Bernard Thevenet, Freddy Maertens, Sean Kelly, Charly Mottet, Luc Leblanc, Laurent Brochard, Laurent Jalabert og Davide Rebellin, og det havde altid stor appel til internationale ryttere. Først i 00erne udgjorde det sammen med det fladere Clasico Haribo en solid løbsweekend, der kunne bruges som forberedelse til større begivenheder.

Sidstnævnte løb forsvandt imidlertid fra kalenderen efter 2006, og det åbnede døren for, at Tour du Haut-Var kunne vokse. I 2009 blev det et løb over to dage, og det har bibeholdt sin rolle som et godt forberedelsesløb forud for den belgiske åbningsweekend. I den forstand er det del af en meget travl februar måned i Frankrig, hvor man med GP Marseillaise, Etoile de Besseges, Tour de la Provence (der i år er aflyst), Tour du Var og endagsløbene Boucles de Sud-Ardeche og Drome Classic kan sammensætte et perfekt program alene inden for landets grænser.

Løbets rute er varieret lidt fra år til år. Selvom der ingen store bjerge er, er det bestemt ikke et løb for sprintere, og der har sjældent været én eneste mulighed for de hurtigste. I de tidlige år som etapeløb havde det flere afslutninger på korte, stejle mure, men i de senere år er man gået bort fra den type afslutninger. I stedet blev 1. etape ofte afgjort i en spurt op ad bakke, mens 2. etape var afgjort på en hård rute omkring Draguignan, hvor klassikerspecialisterne excellerede.

I det hele taget kunne man betragte løbet som to klassikere, og det gjorde det til en helt åben og uforudsigelig affære, der er blevet afgjort på taktik og sekunder. Det har været et af de få etapeløb, som klassikerrytterne har kunnet vinde, og selvom feltet har været domineret af franske ryttere, har der som regel mindst en håndfuld internationale klassikerstjerner, der har brugt løbet til at forberede sig til de store endagsløb under forhold, der er sammenlignelige med det, der venter senere. Således er det et solidt alternativ til de længere etapeløb.

I 2019 fik løbet imidlertid en ny struktur. Ikke blot lykkedes det at udvide det fra to til tre dage, man gjorde det også til en sag for klatrere. Det meste af terrænet var af den velkendte kuperede karakter, men denne gang sluttede begge weekendens etaper på ganske lange stigninger. Det hele endte endda med en stor bjergfinale på ikoniske Mont Faron i udkanten af Toulon, der tidligere har været en fast bestanddel af Middelhavet Rundt og er blevet besøgt af Paris-Nice. Med dens comeback til cykelsportens højeste niveau blev løbet en sag for klatrere, og sådan var det også i 2020, hvor løbet endda var endnu hårdere med bjergfinaler på både Mont Faron og Col d’Eze. I 2021 og 2022 vendte man dog tilbage til den gamle mere puncheurvenlige model, og sådan vil det også være i år, hvor Col d’Eze, der ellers har været med de seneste to år, også er væk.

Løbet, der lettest omtales som Tour du Var, har altid været den klare lillebror til løbene i Andalusien og Algarve, og trods en flot opblomstring i de seneste år har det i nyere tid mest været en fransk affære. Sådan var det dog slet ikke i 2021. Udskydelsen af de konkurrerende løb på Den Iberiske Halvø betød, at det lille franske løb var eneste mulighed for i den normalt så travle uge at forberede sig til kommende opgaver, hvis man ikke var frisk på at drage til Mellemøsten og køre UAE Tour. Det førte nærmest til fysisk slåskamp om at få del i de WorldTour-pladser, som reglerne tillader for et lille 2.1-løb, og man kunne med stolthed præsentere 11 WorldTour-hold og et hav af stjerner. Naturligvis har den tendens ikke kunnet fortsætte, nu hvor kalenderen igen er blevet normal, men med deltagelse af syv WorldTour-hold fortsatte løbet i 2021 den mere internationale trend, der nåede at blive startet i 2020, inden verden blev forandret. I år topper man det endda med otte hold fra højeste niveau, og dermed har løbet virkelig ændret status siden coronapandemien.

Det fornemmede man altså også sidste år, hvor løbet for anden gang i træk var uden Mont Faron. Alligevel stillede formstærke Nairo Quintana til start som den store favorit, da han på 2. etape havde en oplagt chance for at gøre en afgørende forskel på Col d’Eze, men til hans store fortrydelse lykkedes det for Tim Wellens at indhente ham på de få flade kilometer efter toppen og derefter spurte sig til etapesejr og førertrøje. Quintana tog dog sin revanche på den bjergrige sidste etape, for selvom løbets sværeste stigning lå langt fra mål, lykkedes det ham med et vildt soloridt at sætte sin belgiske rival eftertrykkeligt på plads og tage både etapesejr og samlet triumf, sidstnævnte endda med hele 1.30 ned til Wellens og 1.48 ned til Guillaume Martin. Quintana er jo nu uden hold, og derfor forsvarer han ikke sin titel, og da Wellens’ nye UAE-hold ikke deltager, og Martin også skipper løbet denne gang, skal der findes et helt nyt podium i 2023.

STREAM VUELTA A ANDALUCIA, VOLTA AO ALGARVE OG TOUR DU VAR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Efter at man opgav finalerne på de stejle mure for et par år siden - et kendetegn, der ellers var løbets varemærke - havde løbet i mange år et relativt ensartet format. Første etape var som regel afsluttet på en rundstrækning i La Croix-Valmer efter en hård dag i moderat kuperet terræn. Her var den stigende opløbsstrækning god for kraftfulde sprintere, og anden etape var traditionelt afviklet på en lang, kuperet rute omkring Draguignan, men den flade finale gav flere forskellige udfald. Af og til er et udbrud kørt hjem efter sidste stigning, mens det i andre udgaver var et lille felt, der spurtede om sejren.

Læs også

Tidligere Tour de France-vinder vender tilbage

I 2018 vendte man tilbage til det gamle format med to afslutninger på stejle mure, men som nævnt ændrede man i 2019 og 2020 totalt balancen. Væk har alle puncheurfinalerne og dagene for de hårdføre sprintere været, og i stedet var det sande klatreruter, hvor alle etaper bød på hårde stigninger, og hvor de gradvist blev mere afgørende, inden det hele kulminerede med målet på toppen af ikoniske Mont Faron, der gjorde et uhyre velkomment comeback.

På sin vis fastholdtes modellen i 2021, men så alligevel ikke. Mont Faron forsvandt nemlig, og der var slet en rigtig bjergafslutning, hvor de rene klatrere kunne gøre forskellen. Til gengæld fastholdtes modellen med tre svære etaper uden plads til sprintere og med mere end 3000 højdemeter alle dage, og det gjaldt også, at etaperne gradvist blev mere og mere afgørende. Den væsentligste forskel var, at kongeetapen uden mål på en stigning blev en ukontrollerbar og taktisk affære, hvor bedste mand ikke vandt. Sidste år skruede man igen lidt op for vanskelighederne, da 2. etape havde mål bare få kilometer fra toppen af Col d’Eze, inden man rundede af med samme uforudsigelige kongeetape, hvor Nairo Quintana kørte fra alt og alle.

I år forlader man imidlertid alle ideer om svære finaler. Her har man nemlig designet den letteste rute i ganske mange år, og selvom der ikke er nogen sprinteretaper, som vi ellers havde sidste år, lugter det mere af et løb for hurtige klatre- og puncheurtyper end rene klatrere som Nairo Quintana. Ingen af de tre etaper har alvorlige bjerge i finalerne, og selvom modellen med gradvist vanskeligere etaper fastholdes, bliver det aldrig rigtigt svært.

Sprinterne må imidlertid spejde langt efter den sprinteretape, der åbnede løbet sidste år. Her lægges der nemlig ud med en let kuperet puncheuretaper, der slutter med tre bakker, herunder en målbakke, der med sine 4% over 1200 m lægger op til en blanding af de mest bakkestærke sprintere og puncheurtyperne. Dagen efter skrues der op for klatreudfordringerne, når man i finalen skal op over den relativt bløde Col du Pilon, men da det hele slutter med en mere end 30 km lang nedkørsel, lugter det nok engang af en eller anden form for spurtafgørelse.

Som altid slutter det hele med kongeetapen, men også den er den letteste i mange år. Ganske vist er første halvdel med to svære stigninger, herunder ikoniske Col d’Eze, hård, men anden halvdel af etapen er ganske let med kun en blød finalestigning med top med 3 km i mål. Den hårde start lugter dog af en meget aggressiv åbning, der kan sætte det førende hold under et gevaldigt pres, og dermed er det snarere taktik end de fysiske udfordringer, der vil blive dominerende på den store finaleetape, hvor der er lagt op til endnu en eller anden form for spurtafgørelse, hvis et stærkt hold kan lægge løbet i et jerngreb og krone en hurtig og klatrestærk herre som samlet vinder af den letteste udgave af løbet i flere år.

1. etape

Er man sprinter har der kun sjældent været meget at komme efter i Tour du Var, men løbet starter altid med sin letteste etape, og den har af og til været for de hurtige folk. Sådan var det blandt andet sidste år, og sådan er det også delvist i 2023. Denne gang krydrer man dog finalen med to mindre bakker inden en finale, der over 1200 m stiger med 4%, og det er ikke noget, der kan afskrække de mest hårdføre sprintere med speciale i at spurte op ad bakke. Det er imidlertid også en mulighed for løbets puncheurs, der generelt har meget at komme efter i årets løb, og dermed er der lagt op til en herligt uforudsigelig åbning, der kan appellere til flere ryttertyper.

Med en distance på 187,0 km er der tale om en for løbet ret lang etape, der fører feltet fra Saint-Raphaël til Ramatuelle. Startbyen ligger helt nede ved den franske middelhavskyst, og her lægger man blødt ud ved at køre mod sydvest ned langs den helt flade kystvej frem til byen Saint-Maxime, der nås efter 24,5 km, idet man efter 16,6 km kører dagens første spurt. Her forlader man for første gang vandet for at køre mod vest ad en let stigende vej, inden det går mod vest op ad kategori 3-stigningen Col du Vignon (6,2 km, 4,4%), der er en ganske jævn stigning med top efter 39,7 km.

Efter bjergspurten følges et plateau mod sydvest, inden en kringlet nedkørsel leder mod sydøst tilbage til fladlandet, hvor man i byen Cogolin rammer en 62,5 km lang rundstrækning, hvor der skal køres næsten to omgange. Først går det mod sydøst ad en lang, lige og let stigende vej, der undervejs byder på dagens to sidste spurter, som kommer på samme punkt efter hhv. 69,5 km og 132,0 km. Umiddelbart herefter går det mod nordvest op ad en længere stigning, inden en teknisk nedkørsel leder mod syd ned til kysten. Herfra går det mod nordøst ad den meget snoede og undervejs ganske kuperede kystvej frem til byen La Croix-Valmer, der ligger på toppen af en bakke (2,4 km, 2,9%), idet man undervejs kortvarigt forlader kysten for at køre op og ned ad en lidt længere stigning. Slutteligt får det mod nord og nordvest ad en ganske kuperet vej tilbage til Cogolin.

Læs også

Giro d’Italia: Ruten, etaper og etapeprofiler

På anden omgang kører man imidlertid ikke det sidste stykke. I stedet drejer man i La Croix-Valmer mod sydøst og senere øst, nord og nordvest for at køre ad en meget snoet og kuperet vej ind til målbyen. Først skal man naturligvis over bakken til La Croix-Valmer (2,4 km, 2,9%), der har top med 11 km igen, inden det gælder Col de Collebasse (1,2 km, 4,0%), hvis top rundes 5 km fra stregen. Slutteligt rammer man målbakken, der over 1200 m stiger med 4,0%, idet den er stejlest over de første 500 m efter den røde flamme, inden den flader lidt ud til sidst. Man drejer skarpt i en rundkørsel med 1300 m igen, og derefter er det en lige vej med en skarp kurve, der leder frem til stregen.

Etapen byder på i alt 1915 højdemeter.

De sidste bakker bestemt ikke skræmmende og ganske bløde, og det er derfor ikke nogen voldsom udfordring for mere hårdføre sprintere. De kan som regel også fint klare en 4%-spurt, men målbakken er også ganske lang, og det er bestemt også en god finale for løbets puncheurs, der i dette løb vil være blandt favoritterne til den samlede sejr. Hårdføre sprintere vil der ikke være mange af i feltet, og derfor kan det meget vel være de mest eksplosive klassementsryttere, der ender med at spurte om den første etapesejr og førertrøje.

Ramatuelle har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

2. etape

I de seneste udgaver har lørdagen budt på en rigtig nøgleetape, der i to tilfælde endda har inkluderet områdets vel nok mest kendte stigning, Col d’Eze, men i årets betydeligt lettere udgave skrues der i den grad ned for vanskelighederne på andendagen. Her venter en for løbet sjældent flad sag, der mod slutningen inkluderer den ganske lange Col du Pilon, der imidlertid ikke er nogen voldsomt svær stigning. Den efterfølges endda af mere end 30 km, der generelt er let faldende, og dermed taler meget for, at en spurt i et reduceret felt vil afgøre slaget - noget helt andet end det klatreslag, vi så i 2020 og 2022, eller den murfinale, der kendetegnede etapen i 2021.

Læs også

Giro d’Italia: Favoritten (*****)

I forhold til sidste år er der skruet ganske markant op for distancen, idet der skal tilbagelægges 178,9 km, der fører feltet fa Mandelieu-La-Napoule til målet ved Azur Arena i Antibes. Der er tale om to kystbyer, der ligger på hver sin side af storbyen Cannes, og etapen består i alt væsentligt af, at man kører en tur rundt om Cannes, idet man således kører ind gennem bjergene nord for storbyen.

Man lægger dog ud med at køre cirka halvanden omgang på en 63,8 km lang rundstrækning i området vest for startbyen. Den indledes med, at man kører mod sydvest ned langs den kun ganske let kuperede kystvej ned til byen Agay, hvor der kommer en spurt ved begge passager efter hhv. 17,1 km og 80,9 km. Her forlader man kysten for at køre mod vest igennem fladt terræn frem til byen Saint-Raphaël, hvor man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Col du Testanier (5,4 km, 4,6%), der er en jævn stigning, hvis top passeres efter hhv. 40,3 km og 104,1 km. Herefter afsluttes rundstrækningen med en ikke specielt svær nedkørsel, der leder mod nordvest tilbage til startbyen, hvor man kører op og ned ad en lille bakke og derefter mod syd ned langs kysten til rundstrækningens udgangspunkt.

På anden omgang dropper man imidlertid denne nedkørsel. Umiddelbart efter toppen af stigningen drejer man i stedet mod nord for at køre først ad et fladt plateau og siden ad en relativt let nedkørsel. Man drejer nu mod nordvest for at køre op ad en bakke til udkanten af byen Montauroux, inden en nedkørsel leder mod nordøst frem til dagens hovedmenu.

Den rammer man, når man fortsætter mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Cabris (9,3 km, 4,7%), der er en ganske ujævn stigning. Efter 3 km med 4-5% følger en flad kilometer, inden vanskeligste passage venter med to kilometer med hhv. 5,4% og 7,5%, inden en let kilometer afløses af de sidste 2400 m, som stiger jævnt med 6% frem til toppen, som rundes efter 135,3 km. Det fortsætter herfra dog med at stige mod sydvest (2,8 km, 4,8%), hvorefter man drejer mod nord for at køre ad et kort, fladt plateau og derefter op til toppen af Col du Pilon (2,4, 2,5%), hvor man ankommer efter 145,5 km.

Herfra resterer 33,5 km, der indledes ed en kun mod slutningen teknisk nedkørsel, der leder ned til byen Grasse. Her drejer man mod nordøst og senere sydøst for at køre ad et let stigende stykke, inden det går mod sydøst og øst ad en relativt let nedkørsel. Nu drejer man mod sydøst for at køre op ad bakke (1m4 km, 7,1%), der leder op til Sophia Antipolis og har top med 7,5 km igen, hvorefter det går mod nordøst, øst og sydøst ad en let snoet vej ned til mål, idet det generelt er faldende, idet man dog skal over en lille bakke med top med 4 km igen, og idet sidste kilometer stiger med 2,0% i snit, stejlest over de første 500 m. I finalen går det ad en let snoet vej efter en rundkørsel med 3,3 km igen, der afbrydes af to skarpe sving med ca. 1000 og 500 m igen.

Etapen byder på i alt 2465 højdemeter.

Det er lidt af en forandring fra de etaper, vi har set de seneste år. Col du Pilon har nogle enkelte stejle passager undervejs, men næppe nok til at skabe nogen stor splittelse - og slet ikke når den kommer så langt fra mål. Derefter venter en lang nedkørsel, der end ikke er svær, og selvom den sidste lille bakke kan bruges til et sent angreb, synes terrænet ikke svært nok til, at en spurt i et reduceret felt kan undgås.

Antibes har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Bora-profil langer hårdt ud efter sit eget hold: Jeg kan ikke beskrive min skuffelse

3. etape

Det har altid været traditionen, at løbet slitter med sin kongeetape, og sådan bliver det også i år. Efter to år med en dramatisk og selektiv afslutning på Mont Faron vendte løbet imidlertid i 2021 tilbage til tidligere tiders tradition med en afslutning i en faldende finale, og det gav en taktisk afslutning på løbet, hvor et svagt hold kostede Michael Woods den samlede sejr. Samme model blev brugt sidste år, hvor den lette afslutning dog ikke forhindrede Nairo Quintana i at levere et stort soloridt, men den slags bliver vanskeligt at gentage i år. Ganske vist slutter løbet nok engang med sin vel nok vigtigste etape, men som det er temaet for årets lette rute, er der skruet ganske ned for sværhedsgraden. En hård start med ikoniske Col d’Eze efterfølges nemlig af en ganske let anden halvdel, hvor man til slut skal op ad den bløde Montée de la Sine inden en flad afslutning. Det lugter ikke af nye Quintana-soloridt, men snarere af, at en eller anden form for spurt vil blive afgørende for tredje dag i træk og dermed krone en hurtig herre som samlet vinder af årets løb. Den benhårde start kan dog sagtens sætte et svagere hold under pres, og dermed er det bestemt ikke umuligt, at vi også denne gang vil se en mere taktisk afgørelse, som vi senest gjorde det for to år siden, hvor Gianluca Brambilla via det tidlige udbrud løb med den samlede sejr.

En fast tradition i løbet er, at finaleetapen er ganske kort, og det er også tilfældet i år, hvor der skal køres bare 131,8 km mellem Villefranche-sur-Mer og Vence. Startbyen er en østlig forstad til Nice, og den ligger for foden af ikoniske Col d’Eze. Derfor starter etapen ganske brutalt, da man efter et kort, let stigende stykke, der leder mod sydvest, kører mod nord og nordøst op ad det berømte bjerg (6,9 km, 5,1%), der her er i kategori 3 og stiger jævnt med 6.7% over 5 km, inden de sidste 1900 m er stort set flade. Bjergspurten køres efter 8,4 km og efterfølges af et plateau, der fører mod nordvest frem til byen La Turbie, hvor man drejer mod nord for at køre ad et let stigende stykke frem til byen Peille. En i starten ekstremt teknisk nedkørsel fører nu mod sydvest, inden man følger en let stigende vej mod nordvest frem til Contes, hvor dagens første spurt kommer efter 41,0 km.

Umiddelbart efter spurten tager etapen fat igen, når man drejer mod vest for at køre op ad kategori 1-stigningen Col de Chateauneuf (6,9 km, 6,3%), der stiger med 6-8% over de første 5 km og derefter med ca. 5% over de sidste 1900 m frem mod toppen, som rundes efter 48,8 km. En relativt let nedkørsel leder nu mod vest, nord og syd, inden det går mod sydvest op ad en bakke (3,3 km, 4,1%), der med top efter 61 km leder op til Aspremont. En lang og periodevist teknisk nedkørsel fører nu videre mod sydvest ned til floden Var.

Den forlader man med det samme, når man kører mod nord og nordvest op ad kategori 2-stigningen Carros (5,3 km, 5,2%), der bliver stejlere og stejlere og slutter med 2,2 km med ca. 6%. Toppen rundes efter 80,0 km, og nu går det mod sydvest ad et først let stigende og siden let faldende plateau frem til målbyen, hvor man efter 96,5 km krydser stregen fra den forkerte side.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 35,3 km lang rundstrækning, der indledes med en let stigende vej, som leder mod sydvest frem til byen Tourettes-sur-Loup, der passeres efter 100 km. Herfra begynder det i stedet at falde let, når man kører mod først sydvest, så nordvest og slutteligt sydøst ned til byen La Colle-sur-Loup, der nås efter 120,0 km. Her drejer man mod nord, og umiddelbart herefter går det mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Montée de la Sine (4,2 km, 4,4%), der stiger jævnt med 5,5% over de første to kilometer og derefter med ca. 3,5% over de sidste 2,2 km frem mod toppen, som rundes med bare 6,6 km igen. Herfra er det stort set helt fladt, og undervejs dejer man i tre rundkørsler med hhv. 6,1 km, 1,8 km og bare 800 m igen.

Læs også

Hollandsk stjerne vil gøre Mads P. kunsten efter og lave Grand Tour-hattrick

Etapen byder på i alt 2413 højdemeter.

Med tanke på, hvad vi tidligere har set, er der virkelig tale om en meget, meget blød kongeetape. Den første halvdel af etapen er ganske vist hård, og derfor kan det ikke udelukkes, at man måske kan få det hele til at eksplodere. Den anden halvdel af etapen er til gengæld meget let, og et stærkt hold vil have en god chance for at skabe en eller anden form for samling. Et svagere hold kan imidlertid få nok at gøre med at hente en stærk gruppe, der måtte køre på de første stigninger, og dermed kan der sagtens blive lagt op til en taktisk finale og ikke bare den spurtafgørelse i en mindre gruppe, som den lette finale lægger op til.

Vence har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Paris-Nice i 2018, hvor Rudy Molard i en taktisk finale lykkedes med at køre alene væk fra en gruppe på 16 mand og sejre med 2 sekunder ned til resten af gruppen, hvis spurt blev vundet af Tim Wellens foran Julian Alaphilippe.

Læs også

Brandvarm dansker officielt udtaget til Giroen

STREAM VUELTA A ANDALUCIA, VOLTA AO ALGARVE OG TOUR DU VAR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Som optaktsskribent kan man vel inddele løbene i to grupper. Der er de enkle, hvor det er meget let at se, hvor løbet bliver afgjort, og at det er formen og benene, der vil tale. Den anden gruppe består af de helt uforudsigelige og svært fortolkelige løb, hvor en terning næsten vil være et lige så godt våben til at vurdere favoritterne som selv den mest grundige og indsigtsfulde analyse.

Blandt de fire etapeløb, der starter eller køres i denne uge, er løbene i Oman og ALgarve i første gruppe. De har nemlig ruter, der gør det oplagt, hvor de bliver afgjort. I den anden gruppe finder vi til gengæld de to øvrige løb. Vuelta a Andalucia er i år lidt mere forudsigelig etape, men de to sidste etape har potentiale til at blive taktiske, og Tour du Var har ofte haft en lignende uforudsigelig rute, som vi blandt andet så det i 2021, hvor det blev Gianluca Brambillas morgenudbrud, der sikrede ham sejren, da Michael Woods’ svage hold ikke kunne kontrollere sidste etape.

Tendensen var særligt tydelig i gamle dage. Tour du Var - dengang Tour du Haut Var - var nemlig næsten umuligt at spå om, fordi den kuperede kongeetape omkring Draguignan med en relativt lang, flad finale betød, at det i lige så høj grad blev et spørgsmål om taktik, gode hold og også lidt tilfældigheder, der afgjorde løbet. Det blev der til gengæld lavet om på i 2019 og 2020, hvor inklusionen af Mont Faron placerede løbet i den helt forudsigelige gruppe, og i begge udgaver endte det da også med, at bedste og mest formstærke klatrer vandt, først gang Thibaut Pinot og anden gang Nairo Quintana. Men den tendens blev altså brudt i 2021, hvor det igen var et løb uden oplagte nøglemomenter, og sådan var det også delvist sidste år, selvom 2. etape var så tæt på at have en bjergfinale, at det gjorde det hele lidt mere enkelt.

I år er vi tilbage i det kaotiske scenarie med denne historisk lette rute. Væk er al tanke om svære finale, og ved første øjekast kunne det ligne et løb for de relativt klatrestærke folk, der kan køre en god puncheurspurt på 1. etape, den let stigende spurt på 2. etape og den flade spurt på 3. etape. Klatreevner skal man naturligvis have, men de sværeste stigninger på 2. og 3. etape kommer tidligt, og finalestigningen på 3. etape er så blød, at den kan overleves af langt de fleste.

Hvis det lykkes et stærkt hold at tage trøjen en af de to første dage, der er relativt lette at kontrollere, og derefter kontrollere den komplicerede 3. etape er det bestemt sandsynligt, at det vil gå sådan. Det er dog ikke sikkert. 3. etape starter nemlig benhårdt med Col d’Eze og Chateauneuf, der er ganske svære stigninger, og da det er eneste rigtige chance for at gøre forskelle, må man regne det for givet, at klassementsrytterne går amok fra start. Her kan vi se det scenarium, som vi før har set i løbet, senest altså med Brambillas sejr i 2021, nemlig at en gruppe kører væk og afgør det mellem sig. Det vil kræve, at de rette hold er med, og at det førende hold ikke er alt for stærkt, men med denne rute er muligheden for en taktisk afgørelse, hvor det kan blive en lille smule tilfældigt, hvem der vinder, bestemt til stede. Hvis omvendt, det førende hold er stærkt, er de sidste ca. 80 km af etapen så let, at der er god tid til at skabe samling, og lykkes det, er sidste stigning så let, at det er svært at tro, at ikke også den etape ender i en spurt.

Det vil jeg i hvert fald forvente, at de to første etaper gør. Åbningsetapen har nogle bakker i finalen, men de er meget, meget bløde, og selvom vi måske vil se angreb, synes en spurt uundgåelig. Lørdagsetapen er let at kontrollere for det førende hold frem til den lange stigning. Her må man forvente, at klatrerne vil angribe hinanden - de skal jo gøre det, når chancen er der - og her kan man da heller ikke udelukke, at der vil kunne køre en mindre gruppe hjem, hvis de rette hold er med. Stigningen er dog næppe svær nok til at adskille de bedste, og vi vil formentlig se en relativt stor gruppe. De kan næppe samarbejde, og så er der altså ca. 45 km til at regruppere. Der kommer så en lidt stejl bakke i finalen, hvor der igen kan angribes, men også her er det svært at tro, at der kan skabes en meget lille gruppe, der kan samarbejde - og hvis der kan vil de skulle spurte til sidst, for de får næppe så stort et forspring, at der kan gå meget taktik i den.

Meget kan altid forandres af vejret, men her er der ikke hjælp at hente for dem, der vil have et hårdt løb. Vejret bliver nemlig decideret strålende med sol, pæne temperaturer og svage vinde. Værd at bemærke er det, at der vil være medvind på finalestigningen lørdag, men til gengæld sidemodvind efter toppen, hvor der altså kan ske mere regruppering. Søndag vil der igen være medvind på finalestigningen, men derefter sidemodvind i den flade finale. Grundlæggende vil vindretningen bidrage til at gøre det lidt mere selektivt, men noget hårdt løb bliver det ikke i år.

Læs også

Profiltungt og danskerløst Jayco-hold klar til Giro d’Italia

Hvad efterlader det os med? Hvis et stærkt hold tager føringen efter de første to etaper, der formentlig ender i reducerede spurter - den ene i en puncheurfinale på 4% og den anden i en kun let stigende finale - kan vi få tre spurter i træk, og man behøver ikke at være en bjergged for at være med. Her er det værd at bemærke, at løbet altid er uden bonussekunder, og derfor skal man være pokkers stabil. Sandsynligheden for, at løbet afgøres på placeringspoint er meget stor, og det er derfor summen af de tre etapeplaceringer, der efter alt at dømme afgør vinderen. Det er dog også muligt, at 3. etape udvikler sig taktisk, hvor en gruppe af gode klatrere med de rigtige hold kører væk i den hårde start. I det tilfælde skal de afgøre det til sidst, formentlig i en spurt, men måske også i en taktisk finale, hvor man kan snige sig væk, hvad der er meget lettere i en lille gruppe. I det scenarium kan det altså være lidt tilfældigt, hvem der ender med at køre om sejren, som det var det med Brambilla, men man skal klatre godt for at komme med i et udbrud i den hårde start. Medmindre man sniger sig væk i en taktisk finale, er det under alle omstændigheder ikke et løb, man vinder, hvis ikke man kan spurte, og et stærkt hold kan være en nøglekomponent.

Overordnet ligner det altså mest af alt et løb for hurtige og ikke alt for tunge folk, og da farthierarkiet er ret mudret, er det et sjældent åbent løb med ganske mange potentielle vindere. Derfor er det langt fra givet, at jeg rammer rigtigt, når jeg peger på Mattias Skjelmose som favorit. Danskeren har dog flere gange vist, at han er ganske hurtig, og ikke mindst har han vist sig overordentlig god i positionskampen, hvad der er meget vigtigt i dette løb, hvor man skal være pokkers stabil. Særligt den indledende puncheurspurt passer ham, for sidste år var han i top 10 i to af den slags spurter i Giroen og Catalonien, men også på flad vej har han vist sin fart, ikke mindst i Luxembourg sidste år, men også i Ain og Vallonien. Vi ved fra Besseges, at formen er storartet, selvom han ikke selv havde en god følelse, og han er næppe blevet ringere siden. Det er langt fra indlysende, at han er hurtigste mand, men han burde have en god chance for konsistent at placere sig langt fremme, og det kan meget vel afgøre løbet.

Jeg kan til gengæld være bekymret for holdets styrke efter Giulio Ciccones sene afbud, og det kan være den største trussel mod danskeren. Julien Bernard klatrede imidlertid bedre end nogensinde i Besseges, og Kenny Elissonde var ikke helt formsvag i Valencia. Toms Skujins var også stærk i Besseges, hvor han var ren hjælper, og jeg vælger at tro, at de er stærke nok til at sikre, at det ikke glider holdet af hænde. Derfor tror jeg, at Skjelmose får sin samlede sejr denne gang. Til gengæld er han også det eneste meget oplagt kort, men er Skujins flyvende, er han også hurtig nok til at kunne spille en rolle, hvis det taktiske spil giver ham en chance. Den fornødne fart har de to øvrige ikke, og løbet må trods alt være for hårdt for Alex Kirsch.

Den værste rival kan meget vel være Kevin Vauquelin. Franskmanden viste i Besseges, at han som klatrer han taget endnu et skridt, men her skal han vinde via sin fart. Det er bestemt også muligt, for han har flere gange vist, at han er lynhurtig, blandt andet i Asturien og Oman. Mange vil også huske, hvor lige han og Skjelmose var på sidste etape i Luxembourg, hvor Vauquelin var millimeter fra at tage den samlede sejr, men her viste Skjelmose trods alt, at han havde en lille overhånd, selvom han fik åbnet for tidligt. Jævnbyrdigheden er dog åbenlys, og det kan sagtens tippe den anden vej, men jeg kan være bekymret for Vauquelin i positionskampen og dermed for den stabilitet, der skal give ham sejren. En anden bekymring er holdet, men man kunne sagtens forestille sig, at Trek og Arkea ender med at have en fælles interesse i at kontrollere, og han har trods alt Clement Champoussin, der måske ikke er formstærk, men er i fremgang og var med fint fremme i Jaen, indtil han fik defekt i finalen og udgik. Maxime Bouet har forhåbentlig også forbedret sig, men til gengæld synes lottokuponen Alessandro Verre igen formsvag. Champoussin er spurtsvag og får meget svært ved at vinde her. Bouet har mere fart, men startede svagt og er formentlig en hjælper. En formstærk Nacer Bouhanni vil måske have en chance, hvis 3. etape blev kørt meget blødt, men efter hans seneste styrt og lange pause får han det helt sikkert for svært, og det samme gør hurtige Clement Russo. På det hold må det være alle mand for Vauquelin.

FDJ kommer med et uhyggeligt stærkt hold, og det virker sandsynligt, at de kommer til at angribe i højre og venstre i håb om at skabe det hårde løb, hvor de kan bruge deres overtal. Deres bedste bud er nok Quentin Pacher, der i hvert fald ligner deres hurtigste mand. Franskmanden udviklede sig enormt i 2022, og det gjaldt ikke mindst hans spurter. Både i Catalonien og Vuelta viste han, at han er blevet en fremragende puncheur, og dermed ligger 1. etape ganske glimrende til ham. Min bekymring er, om han har den tilstrækkelige fart på flad vej, hvor han ikke har været helt lige så overbevisende, og så ved vi ikke, hvor han står formmæssigt i sin debut. Løbet her er dog så let, at han burde være langt fremme.

Et alternativ er naturligvis David Gaudu, der ligeledes gør sæsondebut. Han starter altid stærkt - sidste år vandt han sågar på sin anden løbsdag - og hans sejr i Dauphiné sidste sommer viser, at også han er en god puncheur. Jeg tror dog, at bakken på 1. etape kan være en anelse for blød til, at han kan vinde, og på flad vej mangler han i hvert fald den fart, favoritterne har. Den havde Thibaut Pinot, der viste fin form i Besseges, hvor han også tankede god selvtillid og beskrev sin form som meget bedre end sidste år, men han har efterhånden ikke rigtigt spurtet i mange år. Det kan han føle sig tvunget til at gøre i dette løb, men jeg tror ikke, at farten rækker hele vejen.

Langt hurtigere er supertalentet Romain Gregoire, der på papiret vel i virkeligheden er deres bedste bud på denne rute. Den passer ham i hvert fald glimrende, men spørgsmålet er, om de vil køre for deres unge stjerne i dennes første løb som fast WorldTour-rytter. Han har også til gode at være helt fremme i løb på dette niveau, men er han i form, burde det niveau, han viste sidste år, række til denne rute. Spørgsmålet er, hvor han står, og om han får chancen. Holdets joker er Sam Watson. Briten viste på 3. etape i Besseges, at han sagtens kan klatre, men første del af 3. etape er for hård. Jeg tror, at der vil være en del interesse i at gøre den etape for hård for sprinterne, men hvis vi får en større regruppering, er han som holdbar sprinter en helt reel vinderkandidat på denne rute. Det vil formentlig være ham, de spurter med de første to dage - hvis han overlever lørdagens stigning  - selvom alle er nødt til i et eller andet omfang at spurte. Udfordringen er 3. etape, som formentlig er for svær. Endelig har holdet Rudy Molard, der fandt sig selv i et meget stærkt efterår, og Kevin Geniets, der nåede helt nye højder med et tårnhøjt niveau i Luxembourg. Begge kan spurte - særligt Geniets - men Molard er for langsom til at vinde via andet end taktik, som formentlig også er vejen til sejr for Gaudu og Pinot, og jeg vil forvente, at Geneits er hjælper.

Ligesom Watson er Bryan Coquard løbets helt store joker. Med de evner i stigende spurter, han senest viste med sejren Down Under, er han vel den store favorit til 1. etape, og med den regruppering, vi kan få på 2. etape, vil han også have en god chance for at vinde her. Den store udfordring er 3. etape. Er han stadig i spil efter de to første dage, må man formode, at de øvrige hold vil gøre alt for at komme ham til livs på sidstedagen, hvor han helt sikkert vil falde fra, når klatrerne angriber i starten. Spørgsmålet er så, om Cofidis kan bringe ham tilbage. Det er bestemt ikke umuligt, og den sidste stigning har han en fin chance for at overleve. Jeg vil dog tro, at flere hold vil kunne finde sammen om at køre ham ud af ligningen på søndag. Og så skuffede han jo i Murcia i lørdags, hvilket dæmper optimismen lidt.

Heldigvis har holdet et storartet alternativ i Benjamin Thomas. Sidste år blev han en helt lille sprinter, der blandt andet har slået Benoit Cosnefroy på stregen, men han startede virkeligt skuffende i Besseges, hvor han var et stykke fra sidste års form. Siden har han være til EM på bane, og man må forvente, at han har forbedret sig. Uanset hvad er denne rute så let, at han ikke bør komme i væsentlige problemer, hvis ikke han fanges via taktik på 3. etape, hvor han nok skal bruge lidt regruppering for at komme tilbage til folk som Skjelmose, Gaudu, Vauquelin og Pinot. Så meget regruppering bør der dog også komme over så lang en distance, og han har helt sikkert farten til at vinde, hvis han spurter som i 2022. Også Anthony Perez er et godt bud, da han på kongeetapen i Besseges chokerede og var bedre end i mange år. I gamle dage vandt han puncheurspurter og spurter i mindre grupper, men han har ikke spurtet længe. De vil formentlig spurte med Coquard og Thomas, og han skal derfor nok vinde via taktik. Endelig har holdet lottokuponen Victor Lafay, der gør sæsondebut og er deres bedste klatrer. Han er en hæderlig puncheur til 1. etape, hvor finalen dog nok er lidt for let, men han mangler farten på flad vej, hvorfor han skal vinde via taktik - og hvem tør spå om hans form, når hans niveau er så ekstremt svingende?

Læs også

Ineos forventer Pogacar-fyrværkeri fra start: Han kan nok vinde alle etaper

Den rytter, jeg nok har sværest ved at vurdere, er Andrea Piccolo. Supertalentet, der var så imponerende sidste efterår, kom meget svagt fra start, men han blev bedre og bedre gennem Besseges. Han burde efterhånden have en form, hvor han kan gøre sig gældende på denne rute, der jo er ganske let, men vi skal stadig lære at forstå, præcist hvor hurtig han er. Han skuffede mig lidt i de spurter, han kørte ved de italienske mesterskaber og i Agostoni sidste år, men hans puncheurevner kom til gengæld fuldt til skue på 1. etape i Besseges, hvor han endte foran blandt andre Skjelmose. Det er altså lidt blandende signaler, han har sendt, og det er derfor også uklart, om farten rækker hele vejen i dette selskab, særligt på flad vej. Han ledsages naturligvis af den uhyre formstærke Neilson Powless , men selvom han da godt kan spurte, er dette løb bestemt ikke ideelt for ham. Mange favoritter er hurtigere end ham, og han skal derfor finde et moment til at køre væk via taktik, som han gjorde i Marseille. Det er dog heller ikke umuligt i et muligvis taktisk løb som dette. Holdet har også Hugh Carthy, der startede virkelig formstærkt på Mallorca, men for en type som ham skal taktikken på søndag godt nok flaske sig, hvis han skal vinde, da han skal alene hjem. Det samme skal formentlig Esteban Chaves, der viste form med sejren ved de colombianske mesterskaber, men som heller ikke passer til denne rute. Man må formode, at de spurtsvage Jonathan Caicedo og Jefferson Cepeda , der kørte fint ved de ecuadorianske mesterskaber, er hjælpere. En støtte joker er James Shaw, der burde passe fint til løbet og viste bedre takter end længe på Mallorca. Han er ganske hurtig og formentlig deres næsthurtigste, men jeg vil tro, at han er hjælper.

Total kommer med et ret spændende hold med flere hurtige folk. Deres bedste kort er nok Julien Simon, der passer glimrende til dette løb, hvor han før har gjort det godt og atter kommer i spil med den lettere rute. Han blev genfødt i 2022, hvor han viste, at han stadig er ret hurtig, men løbet kan også blive for hårdt, hvis klatrerne går til stålet på søndag. Hans form er også lidt usikker efter noget sygdom, men han var slet ikke så ringe endda i Besseges og er formentlig bedre nu. Et andet godt kort er Alexis Vuillermoz. Det er efterhånden sjældent, han spurter, men blandt klatrerne burde han være blandt de hurtigste, særligt på 1. etape, men også på flad vej. Der er dog usikkerhed om formen efter en meget svag start i Marseille, men heldigvis er det længe siden. I det løb imponerede Valentin Ferron, men vi kom ned på jorden igen i Besseges. Han er ikke langsom, men næppe hurtig nok til at vinde, og 3. etape kan blive for hård. Et fjerde kort er Mathieu Burgaudeau, der er en god puncheur. Han har dog ikke vist den store fart på flad vej og er ikke startet flyvende. Det vil undre mig, hvis han skal spurte. Af de hidtil nævnte er hurtigste mand Anthony Turgis, men jeg var overrasket over, at han slet ikke deltog i noget som helst i Besseges, hvor de spurtede med andre navne. Det får mig til at tro, at han ikke vil forsøge, og 3. etape vil formentlig også blive for svær, men afskrives kan han ikke. Og minsandten om holdet med de mange hurtige, ikke også har den holdbare sprinter Sandy Dujardin, som de vel vil køre for de dage, han overlever. Det vil dog være mærkeligt, hvis han overlever på søndag.

Ag2r kommer med et fint hold, men de ligner ikke de mest oplagte vindere. Man skal dog ikke undervurdere Franck Bonnamour, der er ganske hurtig og formentlig også hurtig nok til at vinde dette løb, hvis han får sig placeret i alle spurterne. Han havde et skuffende 2022, men hans start i Besseges var opløftende. På denne lette rute bør han kunne være med, hvis ikke det går helt grassat på søndag, og herefter skal han bare vise, at han også har farten til at slå favoritterne. Holdet har også den uhyre svingende Felix Gall, der gør sæsondebut, men jeg vil blive overraskende, hvis han starter suverænt. Vi så til gengæld i Alperne, at han godt kan spurte, men jeg tvivler på, at farten rækker til at være med helt i front. Holdets tredje klatrer er Aurelien Paret-Peintre, der har choksejret i en sær modvindsspurt i Marseille, men slet ikke har farten til at vinde via andet end taktik. Holdets joker er Clement Venturini, der jo er en ret holdbar sprinter og har en reel chance, hvis vi får en større regruppering på søndag. Han synes dog slet ikke så holdbar som i gamle dage, og jeg tvivler på, at han er mere holdbar end den hurtigere Coquard. Derudover ved vi ikke, hvor han står efter en crosssæson, der for ham var længere end i mange år.

DSM kommer med Romain Bardet, der gør sæsondebut. Han starter altid ganske stærkt, og man må formode, at han vil være en af de stærkeste på stigningerne. Holdet er dog ikke det stærkeste, og det kan give ham problemer i det taktiske spil. Til gengæld fandt han i 2022 en fart, vi ikke har set i meget lang tid, og særligt i Alperne imponerede han. Det bør betyde, at han ender ganske langt fremme, men jeg tvivler på, at han særligt på flad vej er hurtig nok til at vinde alene på sin fart. Han får nok brug for noget taktik også. Han ledsages af den unge og lovende Max Poole, der - hvis han er i form fra start - har vist, at han har noget fart og sagtens kan være med på dette niveau. Skræmmende hurtig er han dog ikke, og de bør køre spurterne for Bardet. Holdet har også spurtsvage Marco Brenner, der kom meget skidt i gang i Argentina og er en usandsynlig vinder, og det samme er den rene og spurtsvage klatrer Henri Vandenabeele, der også har en masse at bevise efter et skuffende 2022. Man kan håbe, at Florian Stork efter en vinter kan vise de klatreevner, han akkurat nåede at vise i UAE Tour inden sit grimme styrt, men selv med de gode ben passer han med sin manglende spurtstyrke dårligt til løbet.

Lottos stortalent Lennert Van Eetvelt er med to podiepladser på Mallorca kommet flyvende fra start. Han styrtede i mandags, men heldigvis uden konsekvenser, og han vil være klar til at fortsætte succesen i dette løb. Desværre havde han gerne haft en hårdere rute, for selvom han godt kan spurte - vi så hans puncheurevner i det fjerde løb på Mallorca - er han ikke hurtig nok på flad vej. Hans muligheder i det taktiske spil er også begrænsede, da han er til start for udviklingsholdet, hvor de fleste får det svært i dette felt. Det skal dog blive interessant at se, hvor langt tempospecialisten Alec Segaert kan komme på stigningerne. Han vandt U23-Lombardiet sidste år, men hurtig er han ikke.

Bingoal kommer med Marco Tizza, der blev genfødt i Saudi Tour, hvor han var bedre en længe. Vigtigst var det, at han også for første gang i en menneskealder deltog i spurterne. Han burde have en god chance for at være med hjem alle dage, og med den fart, han viste i ørkenen, er han top 10-kandidat. Han ledsages af Remy Mertz , der også kan spurte, men selvom han lavede en top 10 på den halvhårde 3. etape i Besseges, skal løbet være let, hvis han skal med hjem på søndag. Holdet har også en formstærk Dimitri Peyskens, der godt kan spurte lidt, men ikke som Tizza. Endelig har de klatreren Alexis Guerin, men han mangler farten.

Uno-X kommer uden Anders Johannessen, der havde været skabt til dette løb, men styrtede i Besseges. Nu skal de prøve med Jacob Hindsgaul, der desværre skuffede i Saudi Tour. Han bør dog have en god chance for at komme med hjem på denne lette rute, men selvom vi så, at han kan spurte, da han vandt i Antalya, vinder han næppe. Mest holdbar er den velkørende Torstein Træen, men som spurtsvag klatrer får han det meget svært her, og det samme gælder for Jonas Gregaard, der heller ikke viste god form i Valencia. Holdet har også stærke Idar Andersen, men han har heller ikke farten, og hans form i sæsondebuten er også helt ukendt. Jeg vil tro, at det bliver for hårdt for Martin Urianstad, der ellers godt kan spurte.

Q36.5 kommer med Alessandro Fedeli, der burde passe godt til løbet. Han er i hvert fald en god puncheur, men på flad vej har han slet ikke samme fart. Det er dog svært at tro meget på ham, for han har været yderst skuffende, først i Saudi Tour og siden i Jaen. Han skal i hvert fald have et ledt løb for at være med fremme.

På kontinentalholdene bliver det svært. Hverken Roubaix, Nice eller Auber har folk, der kan klare 3. etape. Det kan Mathias Bregnhøj hos Leopard, men han er spurtsvag. Holdet har en joker i Andreas Stokbro, der klatrede bedre end nogensinde i 2022, men 3. etape bør være for svær, særligt til en sæsondebut. Hos Astana passer Andrey Zeits ikke til løbet, og Yevgeniy Gidich er i dag for tung. Nantes har den formstærke klatrer Jordan Jegat samt klatreren Yael Joalland, men de er begge spurtsvage.

***** Mattias Skjelmose

**** Kevin Vauquelin, Quentin Pacher

*** Bryan Coquard, Benjamin Thomas, Andrea Piccolo, Julien Simon, David Gaudu,

** Alexis Vuillermoz, Romain Gregoire, Franck Bonnamour, Romain Bardet, Thibaut Pinot, Samuel Watson, Neilson Powless, Lennert Van Eetvelt, Anthony Perez, Clement Venturini, Valentin Ferron, Anthony Turgis, Marco Tizza, Felix Gall

* Victor Lafay, Mathieu Burgaudeau, Alessandro Fedeli, Max Poole, Toms Skujins, Sandy Dujardin, Hugh Carthy, Kevin Geniets, Rudy Molard, Jacob Hindsgaul, Andreas Stokbro, James Shaw, Remy Mertz, Esteban Chaves, Torstein Træen, Aurelien-Paret Peintre, Clement Champoussin, Kenny Elissonde, Julien Bernard, Idar Andersen, Martin Urianstad, Maxime Bouet, Dimiti Peyskens, Marco Brenner, Alexis Guerin, Henri Vandenabeele, Andrey Zeits, Alessandro Verre, Mathias Bregnhøj, Jordan Jegat

Danskerne

Mattias Skjelmose er på Trek en af de helt tunge favoritter og omtalt ovenfor. Hos Uno-X må Jacob Hindsgaul være kaptajn, hvorfor også han er nævnt ovenfor, som det også gælder for Jonas Gregaard, der dog ikke passer til løbet. Hos Leopard er Mathias Bregnhøj og Andreas Stokbro nævnt ovenfor, og de støttes af Emil Vinjebo, Mads Østergaard Kristensen og Oliver Knudsen.

STREAM VUELTA A ANDALUCIA, VOLTA AO ALGARVE OG TOUR DU VAR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE