Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)

STREAM TOUR OF THE ALPS OG FLECHE WALLONNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Cykelsæsonen er inddelt i flere faser, der tilgodeser forskellige ryttertyper. Efter de mange forberedelsesløb i januar og februar gav Paris-Nice og Tirreno-Adriatico etapeløbsrytterne en chance for at vise sig frem, før en ganske særlig type af klassikerryttere indtog scenen i Milano-Sanremo og brostensklassikerne. Den del af sæsonen er efter Paris-Roubaix ovre, og nu har de lettere fyre overtaget stafetten i ardennerklassikerne, inden vi tager hul på grand tour-sæsonen.

Mens ardennerstjernerne således er i gang med sæsonens store højdepunkt, er Giro-rytterne i disse dage i færd med at færdiggøre forberedelserne til det næste store skift i cykelkalenderen. I mange år betragtede de fleste Tour de Romandie med dets lange og rige historie samt høje bjerge som det perfekte opvarmningsløb til Giro d’Italia. Afslutningen på det schweiziske løb mindre en uge inden starten på det helt store mål gjorde det til den ideelle begivenhed til at fintune formen forud for de store slag i de italienske bjerge. I samme periode blev det bjergrige Giro del Trentino afviklet en uge tidligere, hovedsageligt som en italiensk affære, hvor værtslandets helte kunne teste benene inden det nationale højdepunkt.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det regionale etapeløb afvikledes i et af de mest bjergrige områder i Italien og blev første gang afholdt i 1962, inden det allerede efter to udgaver forsvandt igen. Ideen om at have et forberedelsesløb til Giroen i en af de mest bjergrige egne var imidlertid for oplagt til at modstå, og løbet var derfor tilbage på kalenderen i 1979, hvor norske Knut Knutsen tog en dengang meget sjælden udenlandsk sejr i Trentino.

Siden da har løbet altid været rammen om den store Giro-generalprøve for de bedste italienske ryttere, hvis hjemlige fans har haft en mulighed for at vurdere hvem af deres helte, der var i form til den store grand tour. Francesco Moser og Giuseppe Saronni er begge blandt de tidlige vindere, og siden har Claudio Chiappucci, Gianni Bugno, Paolo Savoldelli, Gilberto Simoni, Damiano Cunego, Vincenzo Nibali, Ivan Basso og Michele Scarponi alle vundet løbet, inden de senere har henrykket hjemmepublikummet i Giroen. Løbet var imidlertid hovedsageligt for italienske hold og ryttere, mens udlændingene sparede på kræfterne til Romandiet.

I de senere år er denne trend blevet ændret. Mens det schweiziske løb nu hovedsageligt er det sidste store forårsmål for Tour de France-favoritterne og en perfekt mulighed for klassikerrytterne til at vise deres form én sidste gang inden en velfortjent pause, er det italienske løb pludselig blevet den foretrukne forberedelse ikke bare for italienere, men også for de største internationale stjerner.

Løbet har ganske vist stadig været domineret af italienere, men da Alexandre Vinokourov vandt i 2010, blev det tydeligt, at også udenlandske Giro-favoritter kunne være med. I 2012 blev startfeltet yderligere internationaliseret, da BMC, Ag2r og Astana alle brugte løbet som deres vigtigste forberedelse for deres Giro-kaptajner Marco Pinotti, John Gadret og Roman Kreuziger, og i 2013 fik det sin status som den store generalprøve mellem de to store Giro-favoritter, Bradley Wiggins og Vincenzo Nibali, mens den senere Giro-toer, Cadel Evans, gav feltet yderligere internationalt tilsnit. I 2014 var Evans, Domenico Pozzovivo, Fabio Aru og Michele Scarponi blandt de allerstørste Giro-favoritter, og de var alle til start i Trentino. I 2015 planlagde tre af de største favoritter, Richie Porte, Fabio Aru og Domenico Pozzovivo, alle at bruge løbet som den sidste test (selvom sygdom tvang Aru til at droppe det), og i 2016 var de to store forhåndsfavoritter, Vincenzo Nibali og Mikel Landa, begge at finde på startstregen.

I 2017 slog den nye status for alvor slået igennem, og man var således i stand til at tiltrække ikke færre end syv udenlandske WorldTour-hold. Ganske vist gjorde det ondt at se Vincenzo Nibali foretrække Tour of Croatia som sin sidste forberedelse, men man kunne på ingen måde være utilfredse med at præsentere et felt, der rummede en stor del af forhåndsfavoritterne til den ekstremt stærkt besatte Giro. Mikel Landa, Geraint Thomas, Domenico Pozzovivo, Michele Scarponi, Rohan Dennis, Davide Formolo og Thibaut Pinot havde alle udsigt til at stå i spidsen for deres mandskaber i den italienske grand tour, og de benyttede alle løbet som deres sidste forberedelse.

Succeshistorien for løbet vil ingen ende tage. Det kan godt være, at man endnu ikke er blevet en del af WorldTouren - noget, der ellers har været luftet planer om - men startfeltet var også i 2018 et WorldTour-løb værdigt. Ikke færre end ni WorldTour-hold var at finde i feltet, og heriblandt var et hav af ryttere, der jagtede en topplacering i Giroen. Det gjaldt naturligvis særligt Chris Froome, der i sit sidste løb inden Giroen tiltrak sig kolossal opmærksomhed, men også Thibaut Pinot, Miguel Angel Lopez, Fabio Aru, Domenico Pozzovivo, George Bennett og Louis Meintjes brugte løbet til at skærpe formen inden deres store mål i Italien senere på foråret. I 2019 var der til gengæld et lille dyk med kun fem WorldTour-hold, og blandt Giro-favoritterne var det kun Nibali og Rafal Majka, der var til start.

Heldigvis var det dyk kun midlertidigt. Efter coronaaflysningen i 2020 var der i 2021 ikke færre end 13 WorldTour-hold til start i det, der måtte betegnes som den stærkest besatte nogensinde. Ganske vist var det et slag, at Egan Bernal i sidste øjeblik valgte løbet fra, og at heller ikke Remco Evenepoel og Mikel Landa var med, men med deltagelse af Vincenzo Nibali, Dan Martin, Hugh Carthy, Simon Yates, Emanuel Buchmann, Aleksandr Vlasov, Brandon McNulty, Thibaut Pinot, Domenico Pozzovivo og Romain Bardet var hovedparten af Giroens holdkaptajner til start, og dermed levede løbet endnu engang i høj grad op til sin status som den store Giro-generalprøve. Tendensen fortsatte i 2022, hvor man ganske vist var nede på 10 WorldTour-hold, men alligevel kunne mønstre et stort antal Giro-kaptajner i form af Mikel Landa, Pello Bilbao, Miguel Angel Lopez, Hugh Carthy og Romaim Bardet.

Tendensen fortsætter i år. Denne gang har flere hold dog valgt løbet fra, hvorfor der kun er 8 af de bedste mandskaber til start, men de 8 hold stiller til gengæld i vidt omfang med Giro-kaptajnerne. Således er Geraint Thomas, Tao Geoghegan Hart, Thymen Arensman, Pavel Sivakov, Jack Haig, Santiago Buitrago, Hugh Carthy, Ivan Sosa, Aleksandr Vlasov og Lennard Kämna alle tiltænkt en fremtrædende rolle på deres hold i Giroen, og de vil i de kommende fem dage tjekke, hvordan forberedelserne skrider frem.

Der er intet under, at løbet har opnået denne status som foretrukken forberedelse til Giroen. Med dets placering i Dolomitterne og Alperne tilbyder det feltet en vigtig mulighed for at teste benene i bjerge, der er meget lig dem, der skal forceres i det store løb til maj, og med kun ganske få kilometer i fladt terræn er det et af de mest udtalte bjergløb på hele året. Faktisk er det et af de få etapeløb som rene klarere kan vinde uden at bekymre sig for meget om tidskørsler. Derudover slutter løbet to uger inden starten på den italienske grand tour, og i moderne cykelsport synes mange at foretrække mere hvile forud for starten på et tre uger langt etapeløb.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Løbet spiller samme rolle som for Giroen, som Criterium du Dauphiné gør for Touren og Vuelta a Burgos for Vueltaen. Alle tre afvikles de i nogle af de mest bjergrige områder af grand tourens værtsland, og de afholdes bare få uger før starten på den nationale grand tour. Derfor er det ingen overraskelse, at netop disse tre løb af mange betragtes som den ideelle forberedelse til de tre grand tours.

I 2015 var Giro del Trentino imidlertid i fare for aflysning som følge af den økonomiske krise, der har redet italiensk cykelsport som en mare. Det lykkedes heldigvis arrangørerne at redde løbet ved at slå sig sammen med organisationen bag endagsløbet Trofeo Melinda, der også var i fare for aflysning. De to løb fusionerede, og i årene fra 2015 til 2018 havde man derfor på løbets fjerde etape inkorporeret dele af Trofeo Melinda-ruten.

Faktisk er det lykkedes helt at vende udviklingen, og nu trives begivenhed som aldrig før. I 2016 var der for første gang siden 2013 direkte tv-dækning fra løbet, og man havde sikret sig aftaler med nogle økonomisk stærke støtter. En ny hjemmeside var del af en ny og mere international kommunikationsstrategi, og man etablerede vigtige kontakter til Tyrol-regionen i Østrig. Den forbindelse udviklede sig i 2017 til et decideret samarbejde, og fra og med 2017 har det været slut med at være et italiensk løb i Trentino-regionen. Nu afvikles løbet officielt i samarbejde mellem Tyrol og Trentino, og derfor det fået en international profil og et nyt navn, Tour of the Alps. Løbet er endda udvidet til fem etaper og starter således allerede mandagen efter Amstel Gold Race. Det nye navn signalerer i allerhøjeste grad, at løbet udelukkende handler om klatring, og derfor har man nu også skaffet sig af med alle former for tidskørsler og sprinteretaper i det, der nu er en fem dage lang bjergfest.

Sidste år var en stor del af Giro-favoritterne som sagt nok engang til start, og her pegede meget længe på en samlet sejr til Pello Bilbao. Et stærkt Bahrain-hold samt en god spurt sendte ham efter sejr på 1. etape i førertrøjen, og herfra forsvarede han og holdet sig over tre etaper. På en regnvåd sidste etape i Østrig knækkede han imidlertid på en stejl mur i finalen, hvor Romain Bardet sammen med holdkammeraten Thymen Arensman og den tidligere holdkammerat Michael Storer kørte fra alt og alle, og mens den lidende Bilbao tabte mere og mere tid, og Thibaut Pinot tog en meget, meget forløsende udbrudssejr, kunne Bardet sikre sig den samledes sejr med 14 sekunder ned til Storer og 16 sekunder ned til Arensman. Bardet satser i år på Ardennerne og Touren, og derfor forsvarer han ikke titlen, og da FDJ og dermed Storer skipper løbet, bliver Arensman, der nu stiller til start for Ineos, eneste genganger fra det seneste podium.

STREAM TOUR OF THE ALPS OG FLECHE WALLONNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Tour of the Alps/Giro del Trentino har altid været et løb for klatrere, og det fem dage lange løb er spækfyldt med bjergetaper. Hvis ikke man har planer om at fintune klatrebenene forud for Giroen, har sprinterne intet incitament til at kæmpe sig igennem fem dage med brutale bjerge, da der ganske sjældent har været muligheder for ryttere af deres statur. Tidligere var der ofte en flad etape til de hurtige folk, men vi skal tilbage til 2010 for at finde den sidste massespurt, idet de dummede sig og missede chancen, da der i 2013 og 2021 sidst var en relativt flad etape. I år vil der heller ikke være muligheder for sprinterne i et løb, der som altid kun handler om at klatre.

Frem til 2015 blev løbet som regel udgjort af tre bjergetaper og en tidskørsel, der først var en enkeltstart, men i de sidste år blev til et holdløb. Siden 2017 har der imidlertid ingen tidskørsel været, og efter at løbet har taget navneforandring til et navn, der stinker af klatring, har man besluttet sig at designe et løb udelukkende bestående af bjergetaper.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

I 2012 designede man en historisk hård rute, der blandt andet inkluderede den vanvittige Punta Veleno-stigning, men det markerede et højdepunkt i brutalitet. Siden da har man gradvist gjort løbet lettere, kun afbrudt af en hård 2014-udgave. I 2013 og 2015 var der kun to bjergafslutninger på programmet, og i både 2016, 2017, 2019 og 2022 var ruten usædvanligt nem. Således var der ingen stor bjergfinale, og klatrerne kunne kun gøre en forskel på afslutninger på relativt korte eller lette stigninger i Østrig. Derudover var løbet præget af etaper, der var alt andet end lette, men hvor en flad finale gjorde det vanskeligt at skabe store afstande, men til gengæld lagde op til ukontrollerbart cykelløb med uforudsigelige udfald. Kun i 2018, hvor man igen havde en stor bjergfinale, og i 2021, hvor man havde en brutal stigning efterfulgt af kun en nedkørsel, brød man trenden, men det er efterhånden mere undtagelsen end reglen.

Sådan er det imidlertid ikke i år. Her dropper man al snak om lette ruter og har designet et løb, der slet og ret er brutalt og utvivlsomt det hårdeste i mange, mange år. Ikke blot vender den store bjergfinale tilbage for første gang siden 2018 og for blot anden gang siden 2015. Blandt de øvrige fire etaper har i hvert fald også de tre af den så vanskelige og særligt meget stejle stigninger i finalen, at der potentielt kan gøres forskelle. Ja, selv på den dag, hvor chancen for forskelle synes mindst, kan man ikke helt udelukke, at der kan skabes drama. Flere af finalerne har stadig et design, hvor taktik kan blive afgørende, som vi jo ofte ser det i dette løb, men med så hård en rute taler meget for, at det for første gang i lang tid mest af alt er benene og i mindre grad taktik og et stærkt hold, som vil afgøre løbet.

Allerede på førstedagen er der lagt op til den første styrkeprøve, når rytterne i Østrig skal over en brutal mur i finalen. Den kommer dog et stykke fra mål, inden den efterfølges af en blød og eksplosiv målstigning, og derfor er det nok snarere end dag, der med det samme vil vise, hvem der ikke vinder løbet. Endnu klogere bliver vi allerede tirsdag, hvor løbet bevæger sig ind i Italien, og hvor det hele slutter med en stejl og svær dobbeltstigning. Nok er der ikke mål direkte på toppen, men med bare 4 km fladland til sidst vil vi her utvivlsomt få ganske betydeligt svar.

Det helt store slag skal dog slås onsdag, hvor vi kan varme op til Fleche Wallonne med løbets kongeetape, der altså byder på den første bjergafslutning siden 2018. Der er endda tale om en seriøs én af slagsen, for selvom den 15,5 km lange San Valentino-stigning flader lidt ud til sidst, er der undervejs så langt og svært et stykke, at det giver den helt store chance for løbets klatrere til at sætte sig igennem inden de to sidste dage.

Her kunne deres meget vel være dømt udbrudsfest, for ingen af de to etaper har mål på toppen. Mindst afgørende er nok lørdagens etape, for selvom den med 4000 højdemeter er den mest bjergrige af dem alle, er den sidste stigning, der har top 15 km fra mål, ikke den sværeste. Til gengæld kan der blive tale om en taktisk finale, hvis den førende rytter har et svagt hold. Det kan der også, når løbet fredag skal afgøres med en etape, der minder meget om den, der sidste år gjorde det muligt for Romain Bardet at vælte Pello Bilbao af pinden. Her skal man nemlig i finalen over endnu en kort og stejl mur, der er rigeligt svær til, at vi igen kan få vendt det hele på hovedet til sidst, selvom 15 lette kilometer til sidst også giver plads til både en regruppering og måske en taktisk finale. Forskelle kan der imidlertid sagtens gøres, og vi kan altså blive vidner til endnu et førertrøjeskifte på sidstedagen.

Kun ét er sikkert. Efter fem dage med fem bjergetaper er det igen i år en klatrer, der vil vinde cykelsportens mest udprægede bjergløb, særligt når vi i år får serveret den hårdeste og mest selektive rute i adskillige år!

1. etape

De to halvetaper på førstedagen i 2013 var en undtagelse, men derudover har det været en fast tradition siden 2008, at løbet altid er startet med en tidskørsel, ofte på en helt flad rute ved Gardasøen. Frem til 2010 var der tale om en enkeltstart, men efter det foretrak man et holdløb. I 2017 rykkede starten i kraft af det nye samarbejde med Tyrol-regionen imidlertid til Østrig, og det gav anledning til en ændring af formatet. Tidskørslen blev droppet, og i stedet gik man direkte til det, Tour of the Alps handler om: klatring. Således ventede den første af tre bjergafslutninger allerede på 1. etape, og den model fastholdt man i 2018. I de seneste tre udgaver har man imidlertid lagt lidt blødere ud, men i år skal klassementsrytterne være knivskarpe fra start. Ganske vist byder turen rundt i Østrig ikke på rigtige bjerge og kun på kortere stigninger, men til gengæld slutter det hele med en sand mur efterfulgt af en blødere bakke op til mål. Det bør være nok til, at favoritterne med samme vil skulle afsløre deres indbyrdes styrkeforhold, og derfor kan vi vente os, at vi fra første færd får en ide om, hvem der skal vinde årets udgave af løbet.

Som altid i Tour of the Alps er der tale om en kort etape, der fører feltet over bare 127,5 km fra Rattenberg til Alpenbach. Løbet åbnes med, at man kører to omgange på en 37,1 km lang rundstrækning i området nordøst for startbyen. Fra start kører man således mod nordøst igennem relativt fladt terræn langs Inn-floden frem til byen Breitenbach am Inn, hvor man efter hhv. 8,4 km 45,5 km drejer mod nord væk fra floden for at køre op ad en bakke (1,4 km, 6,5%), inden en nedkørsel leder mod nordøst og syd ned til byen Angerberg, hvor man efter hhv. 18,8 km og 55,9 km når det østligste punkt. Herfra kører man mod sydøst op og ned ad en bakke tilbage til Breitenbach Am Inn, hvor man efter hhv. 24,9 km og 62,0 km kører mod sydvest over floden frem til Kundl, hvor der på første omgang efter 26,4 km er en første indlagt spurt. Herefter går det mod sydvest ad en flad vej langs floden tilbage til Rattenberg.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Efter anden omgang er det slut med den lettere første del. I Rattenberg drejer man nemlig med det samme mod nord for at køre op ad kategori 3-stigningen Branderberg (6,1 km, 6,1%, max. 15%), der er en todelt stigning med 8-12% over de første fire kilometer - herunder hele 11,4% på den fjerde kilometer - inden den flader ud og er praktisk talt flad samt endda undervejs let faldende over de sidste 2,1 km frem mod toppen, som rundes efter 80,7 km. En relativt let nedkørsel fører nu mod nordøst og nordvest, inden man drejer syd for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (1,6 km, 9,9%), der stiger med hhv. 6,6% og 15,1% over de første to gange 500 m og slutteligt med 8,9% over de sidste 600 m.

Toppen rundes efter 89,6 km, hvorefter det igen bliver lettere. En lidt teknisk nedkørsel leder mod sydvest, inden det er let faldende, når man kører mod syd tilbage til udkanten af Rattenberg og byen Brixlegg, der ved bredden af Inn-floden nås efter 102,6 km. Med det samme forlader man dog floden, når man kører mod syd op ad en bakke (2,0 km, 5,8%), på hvis top dagens anden spurt kommer efter 104,9 km, hvorefter en let nedkørsel leder mod sydvest tilbage til floden. Nu følger et kort, fladt stykke, hvor man kører mod sydøst frem til Bruck Am Ziller, hvor man efter 110,0 km indleder finalen.

Det sker, når man kører mod sydøst og nordøst op ad kategori 2-stigningen Kerschbaumer Sattel (5,2 km, 10,1%, max. 16%), der er en sand mur, hvis fem første kilometer stiger med hhv. 9,3%, 10,4%, 9,0%, 11,7% og 12,6%. Toppen rundes efter 116,2 km, hvorefter der blot resterer 11,3 km. De indledes med en teknisk nedkørsel, der leder mod nordøst, inden man drejer mod sydøst for at køre mod sydøst, øst og nordøst op ad den afsluttende stigning (6,2 km, 4,8%, max. 12%), der ikke er kategoriseret og leder op til målet i Alpbach. Den er ganske let over de første 4 km, hvor procenterne er under 5, inden den tager fat med to kilometer med hhv. 5,8% og 7,6%, herunder et stejleste stykke på 13% bare få hundrede meter fra stregen. Ove de sidste 4 km går ad en lige vej frem til et sving på næsten 180 grader lige inden den røde flamme, hvorefter man drejer med 300 og 250 m igen, inden en 90-graderskurve leder ind på den 200 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2572 højdemeter.

Det er en ganske hård åbningsetape, der er designet denne gang. Den sidste mur er rigeligt svær til, at vi med det samme vil få et indblik i styrkeforholdet, og det kan bestemt ikke udelukkes, at de bedste allerede på dag 1 vil køre væk. Den sidste stigning bliver dog først stejlere til allersidst, og derfor er der relativt lang tid til at skabe en eller anden form for regruppering. Mest sandsynligt er det derfor, at en gruppe af klassementsryttere skal afgøre det til sidst, hvor den stejle del af målbakken til allersidst er svær nok til at skabe nogle forskelle på nogle sekunder i spurten op mod mål.

Alpbach har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Belgisk stjerne usikker til Touren

2. etape

Heller ikke i årets udgave af Tour of the Alps bliver der mange muligheder for at puste td. Efter den vanskelige første etape venter nemlig endnu en selektiv sag, hvor der kan gøres forskelle. Det meste af etapen er egentlig efter vanlig Tour of the Alps-standard relativt let, men det hele slutter med en dobbeltstigning og et kort, småkuperet stykke ind til målet i Ritten. Stigningerne til slut byder ikke på de samme skræmmende procenter som muren på 1. etape, men selvom de ikke er løbets sværeste, burde de være vanskelige nok til, at vi også på andendagen bliver vidner til et opgør mellem løbets klassementsryttere - muligvis bag et af de sejrende udbrud, der altid har så stor succes i løbet.

Med en distance på 165,2 km er der tale om en efter løbets standard relativt lang etape, der fører feltet fra den østrigske by Reith im Alpbachtal til den italienske by Ritten/Renon. Starten går ved Inn-floden, men man giver rytterne en brat opvågnen ved med det samme at sende dem mod syd op ad en bakke (1,9 km, 5,6%), der leder op til selve startbyen, hvor man med det samme tager en let nedkørsel, der leder mod nordvest tilbage til floden. Herfra bliver etapen meget let, når man kører mod sydvest ad en ganske, ganske let stigende dalvej hen langs floden, idet man undervejs kører dagens første spurt efter 31,5 km.

Kort efter spurten og umiddelbart inden indgangen til Innsbruck forlader man dalen og floden, når man kører mod sydvest op ad en bakke (5,1 km, 6,8%), der leder op til byen Tulfes, som nås efter 40,5 km. Herfra går det videre mod sydvest ad et let kuperet plateau, inden man drejer mod sydvest og syd for at køre op ad endnu en bakke (2,8 km, 5,8%), som føre op til byen Patsch, der passeres efter 53,2 km. Også her rammer man et let kuperet plateau, der følges mod sydøst og syd frem til dagens anden spurt, der efter 65,4 km er placeret i byen Matrei am Brenner.

Herfra begynder det at stige let, når man kører mod syd frem til Steinach am Brenner, hvorfra man kører skiftevis mod sydøst og syd op ad det berømte Brennerpas (10,5 km, 3,0%), der ikke er kategoriseret. Der er tale om en blød stigning, der over de første 6 km stiger med under 3%, inden der følger 3 km med 4-5%, en kilometer med 2,2% og slutteligt 500 m med 5,7% frem mod toppen, hvor man efter 81,4 km passerer grænsen til Italien. Efter den lange opkørsel venter en let nedkørsel, der leder mod sydvest, inden man kører mod sydøst ad en faldende, der leder ned til byen Brixen.

Her indledes finalen, når man drejer mod sydvest og forlader dalen for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (5,1 km 6,1%), der leder op til byen Feldthurns, som passeres efter 135,5 km, hvorefter en relativt let nedkørsel leder videre mod sydvest tilbage til dalen, hvor man kortvarigt kører mod sydvest af en let faldende dalvej ind gennem byen Klausen og frem til byen Waidbruck Ponte Gardena.

Her forlader man igen dalen, når man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Barbian/Barbiano (4,5 km, 8,0%, max. 10%), der er en ganske jævn stigning med stabile procenter frem til toppen, som rundes efter 151,6 km. Den efterfølges imidlertid kun ad en meget kort og let nedkørsel, der fører mod sydvest og syd, inden man fortsætter mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Mittelberg/Monte di Mezzo (3,9 km, 8,5%, max. 13%), der har 500 m med 11,6% på den første kilometer og dernæst en anden kilometer på ca. 6% samt en tredje kilometer på 8-10%, inden den flader ud med 4-6% over de sidste 900 m frem mod toppen, som rundes efter 161,2 km.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Herfra resterer bare 4,0 km, hvor man kører ad en let bugtende vej mod vest, syd og igen vest ind til centrum af målbyen. Det stiger ganske let over yderligere en kilometer efter toppen, hvorefter det falder ned mod de sidste 1700 m, hvor man skal over en lille bakke, inden en nedkørsel leder ned mod den røde flamme, hvor man rammer endnu en bakke frem mod de sidste 800 m, som er først let stigende og siden let faldende. Den let bugtende vej afbrydes af en sving med 1000 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let frem til en rundkørsel bare 50 m fra stregen. Her drejer man til højre for at køre ind på Ritten Arena, hvor målet er placeret.

Etapen byder på i alt 2882 højdemeter.

For store deles vedkommende er der tale om en efter løbets standard let etape, men finalen er vanskelig. Den sidste dobbeltstigning er måske ikke verdens længste, men den har nogle ganske pæne procenter, der burde kunne gøre visse forskelle, og da toppen kommer meget tæt på mål, bør de også kunne forsvares hele vejen. Det er tvivlsomt om stigningerne er lange nok til at få feltet til at eksplodere, men de bør give et klarere billede af årets klatrehierarki. Foran er det bestemt ikke umuligt, at et udbrud vil skulle afgøre sagen, da den første etape må ventes at have skabte relativt store forskelle.

Ritten/Renon har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

3. etape

Det har virket en smule paradoksalt, at bjergløbet Tour of the Alps i de senere år stort set har undgået de store bjergafslutninger og i stedet sammensat en rute med mange bjerge, men lettere finaler. Sådan bliver det imidlertid ikke i år, hvor løbet for første gang siden 2018 byder på en rigtig bjergfinale i stil med dem, vi kender fra de fleste øvrige cykelløb. Det valgte målbjerg er den relativt ukendte Brentonico San Valentino-stigning, der er en ganske solid udfordring, både hvad angår stejlhed og længde, og selvom den kommer som afslutning på en etape, der generelt er relativt flad, vil der onsdag eftermiddag være lagt op til både en meget stor formtest inden Giroen og et nøgleslag i kampen om den samlede sejr.

Den altid korte distance er denne gang på 162,5 km, der fører feltet fra Ritten/Renon til Brentonico San Valentino. Startbyen, der var målby for den foregående etape, ligger i højderne, og man lægger ud med at køre mod nordvest og nord op ad en bakke, inden en lang og ganske teknisk nedkørsel leder mod vest og nord ned mod dalen, inden en lang, lige og faldende vej leder mod syd det sidste stykke ned til den store by Bolzano, der nås efter 24,6 km.

Her passerer man ind gennem centrum, inden man kører mod sydvest ad en let faldende dalvej, hvorefter det begynder at stige mod syd (3,9 km,4,1%) op til byen Sankt Michael/San Michele, der nås efter 33,6 km. Herfra stiger det yderligere mod sydvest, inden det efter 38,6 km begynder at falde mod syd, indtil man efter 43,0 km er tilbage i dalen. Nu bliver det hele meget enkelt, idet man kører mod sydvest ad en lang, lige og flad dalvej. Efter 62,5 km kørerman dagens første spurt, men derfra går det blot videre mod sydvest og sydøst ned gennem den flade dal frem til storbyen Trento, hvis udkant man passerer efter 85,1 km, hvorefter man runder denne lette fase af med at køre mod sydvest frem til byen Aldeno, der nås efter 98,4 hovedsageligt flade kilometer.

Nu skifter etapen imidlertid karakter, når man forlader dalen ved at dreje mod sydvest og køre op ad kategori 2-stigningen Lago di Cei (9,7km, 7,7%), der er en todelt stigning. Efter en første kilometer på 7,9% følger således seks kilometer med 8-13%, herunder en hele tre kilometer med tocifrede procenter, inden den flader ud med 1-3% over de sidste 2,7 km frem mod toppen, som rundes efter 108,7 km. Herefter venter en i starten let, men mod slutningen uhyre teknisk nedkørsel, som fører mod syd tilbage til dalen, som nås efter 120,0 km i byen Villa Lagarina, hvorfra man igen rammen den flader dalvej, der nu følges mod først sydvest, siden sydøst og slutteligt igen sydvest, indtil man efter 145,9 km kører dagens anden spurt i byen Avio.

Den ligger for foden af målbjerget, og derfor forlader man umiddelbart efter spurten nu dalen for at køre mod nordvest og nord op ad kategori 1-stigningen Brentonico San Valentino (15,5 km, 7,5%, max. 16%). Der er tale om en ganske jævn stigning, der efter to kilometer med 6-7% stiger stabilt med 8-9% over de næste 8 km, inden den flader ud med 6-7% over de sidste 5,5 km frem mod mål. Stigningen har et hav af hårnålesving både midtvejs og mod slutningen, men det sidste af disse kommer med 1000 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let frem til et sving med 250 m igen.

Etapen byder på i alt 2793 højdemeter.

Det føles næsten som en hel nyskabelse, at løbet igen byder på en rigtig bjergfinale, og det bliver utvivlsomt et helt afgørende slag i kampen om den samlede sejr. Den sidste stigning er efter italiensk standard bestemt ikke verdens sværeste, men særligt på den nedre del er den vanskelig nok til at skabe pæne forskelle, inden den flader ud mod toppen. Det meste af etapen er relativt let, og derfor taler meget for, at favoritterne vil slås om det, og at det hele koges ned til et opgør på den sidste stigning, hvor det i lyset af de to lidt lettere finaler på de sidste to etaper vil blive gået til stålet i den bedste chance for at sikre sig den samlede sejr.

Brentonico San Valentino er kun én gang tidligere i dette årtusinde blevet brugt som mål for et stort cykelløb. Det var i 2011-udgaven af det nu hedengangne Giro di Padania, hvor Ivan Basso suverænt sejrede med 42 sekunder ned til Giovanni Visconti og 1.02 ned til Francesco Masciarelli.

Læs også

Lefevere om muligt Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

4. etape

Efter løbets første bjergfinale i fem år vender vi på næstsidste etape tilbage til det moderne Tour of the Alps-format med en ganske svær bjergetape med mange højdemeter over en kort distance, men med en lettere finale. Over kun godt 150 km skal der klatres hele 4000 højdemeter i det bjergrige italienske terræn, og der er kun meget lidt fladt terræn på den krævende rute, men de rigtige stigninger kommer alle tidligt på etapen. Først mod slutningen er der igen en længere stigning med top 15 km fra mål, og da det er en lettere sag, kunne meget tale for en udbrudssejr, hvor de forventede angreb i favoritgruppen med nogen sandsynlighed vil ende med status quo, i hvert fald hvis den førende rytter har et stærkt hold.

Den korte distance er denne gang på 152,9 km, der fører feltet fra Rovereto til Predazzo. Starten er ubetinget den hårdeste, da man efter et kort, fladt stykke, der over 5,0 km leder mod øst og nordøst ud til Calliano, forlader dalen for at køre mod sydøst og øst op kategori 1-stigningen Passo Sommo (15,7 km, 7,3%, max. 15%). Der er tale om en tredelt stigning, hvor de første 4 km stiger med 5-8%, de næste 7 km stiger med 7-10%, og de næste 5 km stiger med 5-7%, inden de sidste 700 m med 3,2% leder frem til toppen, som nås efter 20,8 km.

En lang og skiftevis teknisk og let nedkørsel fører herfra skiftevis mod nordøst og nordvest ned til dalen, som efter 41,1 km nås i byen Calceranica al Lago, hvorfra man kører mod nord op langs den flade bred ved søen Lago di Caldonazza frem til den første spurt, som kommer efter 45,5 km. Herfra går det videre mod nordvest igennem den flade dal, indtil man efter 53,0 km når frem til byen Civezzano, hvor etapen tager fat igen.

Det sker, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori ??-stigningen Lago Santa Colombia (5,6 km, 7,1%, max. 15%), der er en relativt jævn stigning, hvis top rundes efter 60,0 km. En ikke alt for svær nedkørsel fører herfra mod nord, sydvest og nordvest ned til byen Lavis, der passeres efter 75,0 km, hvorefter man drejer mod nordøst for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning, der lægger ud med 3,0 km med 6,5% og undervejs har 800 m med 8,6%, som leder op til den anden spurt, der er placeret efter 82,6 km. Efter spurten fortsætter det endda med at stige mod vest og nordøst, inden man snor sig mod nordøst igennem let kuperet terræn. Det afsluttes, med en kort nedkørsel, der leder videre mod nordøst, inden man kører op ad en ikke-kategoriseret stigning (5,4 km, 5,4%), som starter med 1,9 km med 7,1%, og hvis top i byen Segonzano rundes efter 102,0 km.

Nu bliver det betydeligt lettere, når man herfra kører videre mod nordøst ad snoede og let stigende veje, der slutteligt begynder at falde let ned til byen Molina di Fiemme, hvor man efter 125,6 km indleder finalen. Det sker, når man kører mod nord og nordøst op ad kategori 2-stigningen Passo Pradamiccio (9,7 km, 6,1%, max. 12%), der over de første 8 km hovedsageligt stiger med 4-7%, men indledes med en kilometer med 8,4%, og hvis 5. og 6. km stiger med 9-10%, inden den flader ud med højst 5% over de sidste 2,7 km frem mod toppen, som rundes efter 137,9 km.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Herfra resterer præcis 15,0 km, der indledes med en kun i starten lidt småkringlet, men ellers meget let nedkørsel, som fører mod øst og syd tilbage til dalen, der efter 144,2 km nås i byen Tesero. Herfra kører man mod sydøst ad en lige og let faldende dalvej frem til Ziano di Fiemme, hvor man efter 148,1 km drejer mod nordøst for at køre de sidste 4,8 km ad en let stigende vej frem til målet, hvor den sidste kilometer stiger med 2,4% i snit. Det sidste skarpe sving kommer efter nedkørslen med næsten 10 km igen, og derefter afbrydes vejen kun af fire rundkørsler med hhv. 2600 m, 1700 m, 1000 m og 300 m igen.

Etapen byder på i alt 4011 højdemeter.

Etapen er bestemt ikke let, men det ligner en dag for et udbrud. Terrænet er vanskeligt at kontrollere, og tidsforskellene vil efter de første tre etaper være store. Da chancerne er ved at rinde ud, vil vi utvivlsomt se et opgør mellem favoritterne på den sidste stigning, men det er stærkt tvivlsomt, om de to stejle kilometer er nok til at skabe forskelle, der kan holde hele vejen. Det kan ikke udelukkes, at vi alligevel vil se forskydninger, men meget taler for, at det vil ende i status quo mellem favoritterne.

Predazzo har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Tysker sejrer på åbningsetapen – rutineret dansker med fremme

5. etape

I et løb, der kun består af bjergetaper, er det klart, at klassementet altid er på spil indtil sidste øjeblik, men der har været stor forskel på, hvor vanskelig finalen har været. I år har arrangørerne valgt en afslutning, der åbner muligheder for både et stort drama i stil med det, der i 2022 vendte løbet på hovedet til sidst, eller status quo mellem favoritterne. En generelt let etape afsluttes nemlig med en meget stejl og svær stigning, men da den har top næsten 20 km fra mål, er chancen for en regruppering meget stor. Uanset hvad er der garanti for de sidste angreb mellem favoritterne som afslutning på fem dages herlig bjergfest - også selvom et udbrud med nogen sandsynlighed vil få lejlighed til at slås om sejren.

Også i år er afslutningsetapen meget kort, da der blot skal køres 144,5 km mellem Cavalese og Bruneck/Brunico. Starten er ganske brutal, da rytterne med det samme kører mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Passo Lavazé (9,6 km, 8,3%, max. 17%), der over de første 7 km stiger ganske ujævnt med mellem 4 og 11%, inden der venter to kilometer med 11,7% i snit frem mod de sidste 600 m, der er ganske flade. Toppen i 1808 m højde, der er hele løbets højeste punkt, rundes efter 11,1 km, hvorefter en lang og ganske let nedkørsel leder mod nordvest ned til dalen, som nås i byen Kardaun/Cardano i udkanetn af storbyen Bolzano efter 35,0 km.

Her drejer man mod nordøst for at køre ad en lige og ganske let stigende dalvej frem til byen Klausen/Chiusa, hvor den første spurt er placeret efter 59,0 km. Derfra går det videre mod nordøst ad den lige dalvej, der nu er næsten helt flad frem til byen Brixen/Bressanone, der passeres efter 70,0 km, hvorefter det går mod nord op ad en lille bakke (3,3 km, 5,3%) med top efter 76,5 km, inden det igen bliver helt fladt eller ganske let stigende, når man kører mod nord, nordøst og øst frem til byen Kiens/Chienes, der passeres efter 95,5 km. Her forlader man dalen for at køre mod nordøst og sydøst op ad en bakke, på hvis top dagens sidste spurt kommer efter 99,9 km, hvorefter en let nedkørsel leder mod sydøst ned til målbyen, hvor man efter 110,9 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 34,6 km lang rundstrækning, der indledes med, at man kører mod nord ad en helt lige og flad dalvej. I byen Uttenheim, der nås efter 117,0 km drejer man imidlertid mod sydøst for at køre væk fra dalen og op ad kategori 2-stigningen Mühlbach/Riomolino (7,8 km, 8,2%, max. 18%), der en sand mur, hvis første 6 km stort set konstant stiger med tocifrede procenter, herunder med hhv. 11,6%, 13,3% og 11,9% på km 1, 4 og 5. Herefter falder den 7. kilometer let, inden det stiger med 2,7% over de sidste 800 m frem mod toppen, som rundes efter 125,1 km.

Herfra resterer 19,4 km, som indledes med, at man kører mod syd ad et fladt plateau, inden det går videre mod syd ad en relativt let nedkørsel tilbage til dalen, der efter 136,9 km nås i byen Luns. Nu resterer stadig 7,6 km, der går ad en lige vej ind til målbyen, hvor man kører en lille omgang rundt om bykernen, inden man slutter i centrum. Over de sidste 5 km er det først let faldende, inden det med 3 km igen bliver fladt, hvorefter de sidste 1500 m er let stigende, den sidste kilometer med 1,1% i snit. På turen rundt om byen skal man igennem rundkørsler med 5000 og 4300 m igen, inden der er en skarp kurve med 4100 m igen. Med 2800 m igen drejer man i en rundkørsel, og det gør man igen med 1600 m igen, hvorefter en lige vej leder frem til stregen.

Etapen byder på i alt 2933 højdemeter.

Etapen kan have visse ligheder med finaleetapen fra sidste år, hvor man også skulle over en stejl mur i finalen. Der er ingen tvivl om, at den også i år er stejl nok til at skabe drama og måske vende løbet på hovedet, men den kommer også langt fra mål, særligt fordi man skal en hel tur rundt om byen til sidst. Derfor er der tid til at redde tingene for den førende rytter, hvis han er i krise og har holdkammerater hos sig, men det er bestemt ikke umuligt, at det hele kan tippe, som det skete for et år siden i en lignende finale, da Romain Bardet knækkede Pello Bilbao.

Bruneck/Brunico har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Uheldig hollandsk profil udgår

STREAM TOUR OF THE ALPS OG FLECHE WALLONNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Tour of the Alps er et af de mest udprægede bjergløb på kalenderen og måske det etapeløb på hele året, de rene klatrere har allerbedst muligheder for at vinde. Det bliver endnu mere markant efter navneskiftet, der har ført til en total ensretning, hvor tidskørslen og sprinteretaper helt er droppet, og selvom det faktum, at der i de sidste år var et holdløb og ikke en enkeltstart betød, at de rene bjergryttere måske endda kunne vinde tid på den flade åbningsetape, er det i dag helt og holdent bjergbenene, der afgør, hvem der skal vinde Italiens største etapeløb uden for WorldTouren.

Navnet Tour of the Alps oser af bjerge, og derfor er det altså nu blevet løbets logik, at løbets skal bestå af fem bjergetaper uden sprinteretaper eller tidskørsler. Alligevel har løbet slet ikke været så enkelt at fortolke, som man måske skulle forvente af et løb, der alene består af rigtige bjergetaper, hvilket burde tale for, at bedste klatrer vinder. Arrangørerne har nemlig valgt en model, hvor de holder sig fra store bjergfinaler og i stedet designer korte, intense bjergetaper med urimeligt mange højdemeter, men med relativt lette afslutninger. Undtagelserne var 2018-udgaven, hvor man havde afslutningen på Alpe di Pampeago til at lade de bedste klatrere sætte sig igennem, og 2021-udgaven, hvor det var Boniprati inden en kort faldende finale, men i 2016, 2017, 2019 og 2022 har fraværet af en brutal bjergfinale ført til meget taktiske løb, der har været helt umulige at kontrollere, og hvor bedste mand ikke nødvendigvis bare har sat sig igennem.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Sådan bliver det imidlertid ikke i år. Nu vender vi tilbage til noget af det, vi kender fra dengang, løbet fortsat hed Giro del Trentino. Ruten er den hårdeste i mange, mange år, og de taktiske sejre spilfægterier, vi har set de seneste år, vil blive langt mindre udtalte denne gang. Det kan bestemt ikke udelukkes, at taktik vil spille en rolle, for man har stadig designet et par åbne afslutninger, hvor et svagt hold kan komme på glatis, men med denne rute taler meget for, at det vil blive den mest formstærke klatrer, der vil vinde. Sådan gik det nu også i både 2016, 2017 og 2022, men 2019-udgaven, hvor Pavel Sivakov slog de åbenlyst stærkere, men meget ensomme Vincenzo Nibali og Rafal Majka viste, at dette format gav åbninger for mere end bare styrke.

Styrken bliver der i den grad brug for i år, hvor der potentielt kan skabes forskelle på alle etaper, men det er først og fremmest de tre første, der ser farlige ud - lidt atypisk for andre etapeløb, der typisk gemmer det værste til sidst, men helt normalt for dette specielle løb. Vigtigst er naturligvis onsdagens kongeetape, der byder på den første bjergafslutning i fem år. San Valentino er ikke verdens sværeste stigning, men den er lang, og den nedre del er rigeligt svær til at skabe pæne forskelle. Den flader imidlertid også ud over de sidste 5,4 km, og derfor er det ikke sikkert, at det hele eksploderer til atomer. Det kan sagtens ende med, at en lille gruppe skal spurte på toppen, og måske kan det endda blive taktisk til sidst, men det vil være en etape, hvor de stærkeste klatrere vil køre om sejren. Stigningens længde gør også, at det passer fint til rigtige bjergryttere, men det meste af etapen er også ret let. Derfor bliver det alligevel en lidt halveksplosiv affære, hvor en god spurt og taktik altså også kan komme i spil.

Også 2. etape ser farlig ud. Nok er der en lille nedkørsel undervejs, men reelt er der tale om en godt 10 km lang stigning med top bare 4 km fra stregen. Her er det endda stejlt hele vejen, og det virker bestemt ikke umuligt, at bedste mand kan køre alene hjem. De sidste 4 km betyder dog også, at der også her kan blive plads til taktik, og igen er der en vis sandsynlighed for, at en god spurt bliver afgørende. Måske er de enkelte stigninger ret eksplosive, men når vi i alt når op på ca. 10 km, er det ikke en helt dum finale for bjergrytterne.

Også på 1. etape forventer jeg forskelle. Den næstsidste stigning er en regulær mur, og her kan bedste mand sagtens køre alene. Der er dog langt hjem fra toppen, og sidste stigning er meget blød. Da det er førstedagen, holdes der ofte en smule igen, og der er derfor nok en vis sandsynlighed for, at en gruppe af de bedste skal spurte om det i en puncheurspurt på sidste stigning, hvor den bliver stejlere til sidst. Køres finalen aggressivt, kan vi imidlertid sagtens se en solosejr, og her er der måske også plads til taktik på den lette sidste stigning.

Det er mere tvivlsomt, om vi vil se varige forskelle på de sidste to etaper. For det første er chancen for udbrudssejre nok ret god, og for det andet er der relativt langt hjem fra toppen af stigningerne. Torsdagens etape har klart flest højdemeter, og det kan måske betyde, at sidste stigning alligevel kan bruges til angreb, men som udgangspunkt er den nok lidt for let til, at vi kan se forskelle, der vil holde hele vejen, medmindre stærkeste mand har en regulær krise. Det kan dog kræve et stærkt hold, for en isoleret rytter kan i den grad få problemer i en finale, der kan blive meget taktisk. Igen kan en god spurt efter bonussekunder også blive vigtig, hvis udbruddet er hentet.

Sidste etape er mindst lige så farlig. Den minder om sidste etape i 2022, hvor Romain Bardet væltede Pello Bilbao af pinden på en tilsvarende mur. Her er hele etapen ret let, og der er meget langt hjem efter sidste stigning, men har førertrøjen en dårlig dag, kan han smide det hele. Igen er et stærkt hold vigtigt, for feltet kan eksplodere på muren, og så kan det blive et mareridt at kontrollere til sidst. En god spurt er også her et tema, hvis udbruddet er hentet.

Hvad så med vejret? Løbet kan være både koldt og regnfuldt, og det ser bestemt heller ikke alt for kønt ud i år. Mandagen ser ud til at byde på dagregn og meget koldt vejr - endda med snefald i morgentimerne - og det vil være en modvindsfinale fra midtvejs på muren, hvilket mindsker chancen for varige forskelle. Tirsdagen bliver den pæneste dag med sol, men også her vil det være en modvindsfinale med modvind på dobbeltstigningen til sidst. Regnen vender tilbage til kongeetapen, der dog ikke ventes at blive så kold, og her kan klatrerne glæde sig over medvind på målbjerget.

Torsdagen byder på mere regn og nu igen også kulde, og her vil der være medvind på sidste stigning, modvind på nedkørslen og sidemedvind i fladlandet, altså større chance for mulige forskelle. Endelig slutter vi formentlig med en pæn fredag med kun en beskeden risiko for byger, men her er den dårlige nyhed for klatrerne, at det vil være med hovedsagelig modvind fra bunden af den sidste mur.

Hvad er så konklusionen? At der er en stor chance for, at bedste klatrer vinder, og det kan også blive en ren bjergrytter. Den lettere afslutning på kongeetapens målbjerg, og modvinden i finalerne på 1., 2. og 5. etape betyder dog også, at det her kan blive vanskeligere at gøre forskelle, og at en god spurt og bonussekunder derfor meget vel kan blive en faktor. De mange flade eller lette finaler samt en blødere afslutning på onsdagens målbjerg bringer også igen taktik ind som en potentielt vigtig komponent, som gør, at stærkeste mand trods sværhedsgraden ikke nødvendigvis vinder, og særligt ligner det en svær opgave at vinde løbet, hvis man er let at isolere, hvorfor et godt hold er vigtigt. Endelig skal man nok kunne modstå noget kulde og regn, når vejrudsigten heller ikke i år kan betegnes som prangende.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Feltet er i år igen ganske flot, og vi har som altid en fin lille generalprøve på Giroen med mange af Giro-kaptajnerne. I år er der dog lidt færre WorldTour-hold, end vi har set det de seneste år, og løbet vil i større grad blive domineret af få mandskaber. De kommer for fleres vedkommende til gengæld også i nogle meget stærke formation - ikke mindst naturligvis Ineos, der stiller med ikke færre end fire potentielle klassementsryttere.

Det kunne ligne en duel mellem Bora og Ineos, og i den duel går jeg med Aleksandr Vlasov. Hvis russeren finder det topniveau, han havde i 2022, er det kun Geraint Thomas, der i samme sæson viste et lignende niveau, og det vidner om, at den bedste Vlasov må regnes som en af løbets to bedste klatrere. Det store spørgsmål er naturligvis, hvor han står, for hans sæsonstart var mildt sagt skuffende. Ifølge holdet handlede det imidlertid alene om, at hans fokus på Giroen umuliggjorde en tidlig formtop, og han må derfor ventes at komme ud i langt stærkere tilstand.

Han har også en god historik i sine forberedelsesløb. Sidste år havde han utvivlsomt vundet Tour de Suisse, hvis ikke corona havde sendt ham ud, mens han førte løbet og netop havde vundet en etape, og da han i sin ellers svage 2021-sæson forberedte sig til Giroen her, endte han som nr. 3. Desværre viser netop hans 2021-sæson og knap så prangende, men også uheldige Tour, at man stadig aldrig kan regne helt med ham, og der er derfor ingen garanti for, at vi vil se en flyvende Vlasov. Han var dog stabil i 2022, og nu nærmer han sig sæsonens store mål.

Han passer også godt til ruten. Han er en god klatrer, men i 2022 fandt han også en overraskende god spurt, hvilket meget vel kan være vigtigt. Bora har også sammen med Ineos det klart stærkeste hold, og hvis Cian Uijtebroeks har benene fra Catalonien, bliver han ikke let at isolere. Min største bekymring er til gengæld kulden, for vi ved, at Vlasov har haft det svært med dårligt vejr. Det skaber for mig en del usikkerhed, men ikke nok til, at jeg ikke tror, at han ikke vinder. Han bør være bedste mand, når Thomas ikke ventes på toppen endnu.

Bora har dog også andre kandidater. Stærkest står supertalentet Cian Uijtebroeks, der efter en haltende start bekræftede sit enorme potentiale med sublim kørsel og en top 10 i det stærkt besatte Catalonien, som endda var hans første WorldTour-løb. Modsat mange andre har han endda dette løb som et stort mål, og han må derfor ventes at have bevaret formen. Han har slet ingen spurt, men kongeetapens lange stigning passer ham, og han er perfekt at bruge for Bora, hvis det bliver taktisk til sidst.

Det tredje kort er Lennard Kämna, der skal køre klassement i Giroen. Indtil nu har han ikke klatret nært godt nok til et løb som dette, men vi så i Tirreno, at han havde forbedret sig voldsomt. Han blev dog hjulpet meget af modvinden på kongeetapen, og vi så hans vanskeligheder på de stejle procenter på murene. Her er der masser af stejle procenter, og da jeg heller ikke kan se ham klatre med de bedste på kongeetapen, tvivler jeg på, at han er med i kampen om sejren. Patrick Konrad har skuffet igen i år og må ventes at være hjælper, og det samme gælder for Matteo Fabbro, der også har skuffet i år.

Den store rival er naturligvis Ineos, og her tror jeg mest på Tao Geoghegan Hart. Briten har været genfødt i år, og ser man bort fra Andalusien, hvor han havde været ramt af lidt sygdom, har han imponeret, uanset om vi har talt om Andalusien eller Tirreno. Historien viser, at man aldrig kan regne med ham, men med Giroen som mål bør han være tæt på toppen. Han har den store fordel, at han er den hurtige Ineos-rytter, der sagtens burde kunne true Vlasov, og det kan som sagt sagtens blive afgørende på denne rute. Han har også den fordel, at hans hold er det stærkeste, og han kan derfor deltage i det taktiske spil, og skulle han tage trøjen, bliver det i hvert fald ikke svært for hans hold at kontrollere. Vejret bør heller ikke være en ulempe. Man ved aldrig, om han stadig er sig selv, men har han Tirreno-benene, kan han meget vel tage den sejr, holdkammeraten Pavel Sivakov snød ham for via taktik for fire år siden.

Et andet godt kort er netop Pavel Sivakov. Franskmanden har skuffet fælt i år, men nu har han haft en måned til at bygge op frem mod Giroen. Han plejer at være meget stærk i sin forberedelse, for sidste år var han skræmmende inden Vueltaen, hvor han vandt Burgos og var på podiet i San Sebastian, og for to år siden lignede han næstbedste mand i dette løb, indtil han styrtede. Hvis han kommer ud fra pausen med samme form, som han havde i Spanien sidste efterår, kan han meget vel være stærkeste mand, selvom han savner den gode spurt, de to favoritter har. Vejret plejer heller ikke at genere, og derudover har han jo det stærke hold, der kan bruges i det taktiske spil. Det var netop taktik, der gav ham sejren foran Geoghegan Hart i 2019, og det kan blive afgørende igen - hvis altså han har fundet de ben, han ikke havde i sæsonstarten.

Holdets tredje kort er Thymen Arensman, men han har desværre skuffet stort i år. Som for Sivakov gælde, at han burde have forbedret sig frem mod Giroen, men hans forår har været betydeligt ringere end sidste år, hvor han også forberedte sig til den italienske grand tour. Han kørte blandt andet meget stærkt i dette løb, hvor han blev nr. 3 som hjælper for Romain Bardet, og da han også kørte stærkt i Polen i optakten til Vueltaen, burde han være stærk her. Hans dieselmotor passer dog knap så kort til et kort etapeløb som dette, og med undtagelse af kongeetapen kan de afgørende etaper måske også have lidt for eksplosive finaler. Omvendt burde hans lovende udvikling fortsætte, hvis han har vundet formen, og vi så sidste år, at han excellerede i regnvejr. Spurte kan han ikke, men han er med sin motor den perfekte til at spille ud i det taktiske spil.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Endelig er der holdets Giro-kaptajn, Geraint Thomas. Han plejer at være stærk i optakten til grand tours, for han vandt dette løb inden Giroen i 2017, og har vundet både Dauphiné og Schweiz inden podiepladser i Touren. I år har sygdom dog betydet, at han er kommet lidt bagud, og noget tyder på, at han ikke helt har indhentet det. I hvert fald har holdet meldt ud, at de har tre, der kommer for at vinde løbet, og at de tager det dag for dag for Thomas. Derfor er han nok den første, der bliver ofret, men han kan også overraske sig selv og holdet. Den Thomas, vi så i 2022, er sammen med Vlasov bedste mand i et løb som dette, og han har en betydelig fordel af vejret, ligesom han har punch til de eksplosive finaler. Han skal dog være bedre, end holdet venter, hvis han skal vinde løbet - men måske han kan gøre det via taktik. Laurens De Plus må trods fremgang være ren hjælper.

Jeg glæder mig enormt til at se Hugh Carthy. Briten har efter nogle sløje år været genfødt i år, faktisk helt siden en stærk start på Mallorca. Senest var han meget stærk i Tirreno, hvor modvind og rute dog gjorde det ganske umuligt for ham, men denne bjergrute med to etaper med relativt lange finalestigninger tirsdag og onsdag gør det muligt for ham at vinde. Det virker i hvert fald ikke helt umuligt, at han kan vise sig som stærkeste mand, særligt fordi han i Giroen har excelleret i denne slags vejr. Det er klart, at han kan lide under den svage spurt, men på denne rute kan stærkeste mand vinde, og ellers har han muligheder i det taktiske spil, selvom hans hold er betydeligt svagere end Bora og Ineos. De bør også kunne forsvare en trøje, selvom han her kan få det en smule vanskeligere.

EF har også Rigoberto Uran . Efter Catalonien, hvor han kørte en fremragende kongeetape, troede jeg på ham i Baskerlandet, men her kom vi ned på jorden igen. Desværre tyder noget nok på, at vi ikke skal vente os alt for meget af den Uran, der var så skuffende i 2022. Jeg finder dog et håb i, at dette løb minder betydeligt mere om Catalonien end om Baskerlandet, og måske er længere stigninger bare i dag bedre til hans dieselmotor. Det er dog ret svært at se ham vinde, selv med catalanske ben. Holdet har også en ganske spændende kandidat i Jefferson Cepeda , der før har imponeret i dette løb. Hans forår har været ganske stærkt, og han har fundet noget stabilitet, han har manglet. Har han fundet sine bedste ben inden Giroen, regner jeg med at se ham langt fremme, hvis ikke han lider under vejret. Den svingende Simon Carr viste også opløftende takter i Catalonien, men desværre ikke nok, og selvom han er i fremgang, mangler Georg Steinhauser alt for meget. Merhawi Kudus har skuffet igen i år, og Stefan De Bod var formsvag i marts.

Er Jack Haig tilbage på sporet? Australieren har skuffet fælt i sæsonstarten, og det begynder at blive bekymrende. Vi har nemlig ikke set den bedste Haig siden podiepladsen i Vueltaen i 2021. Han så dog ud til at være på vej tilbage på sporet, inden han styrtede i Touren, og hans dieselmotor har kun sjældent kørt stærkt i foråret. Det hele har været rettet frem mod Giroen, og derfor kan man håbe, at han møder op med den superform, han havde i Dauphiné i 2021, men desværre ikke i samme løb i 2022. Ruten burde give gode muligheder for en fyr som ham, selvom han ikke kan spurte, men vejret er en stor udfordring. Bahrain har også et hæderligt hold, der kan deltage i det taktiske spil og formentlig forsvare en trøje, men første forudsætning er, at han har fundet sig selv, hvad man desværre kan tvivle på.

Holdets anden kandidat er Santiago Buitrago. Colombianeren er mildt sagt svingende, som vi også så i foråret, hvor han var bedre end nogensinde i Andalusien, men floppede i Tirreno. Desværre har han stadig til gode at være med helt i front i løb, der er så stærkt besatte som dette, og jeg vil tro, at han stadig mangler lidt for meget, særligt på lange stigninger. Til gengæld har han spurten, han udvikler sig, og han træner frem mod Giroen. Har han taget det skridt, man fornemmede i Andalusien, kan han måske nu endelig være med helt i front. Holdet har også Hermann Pernsteiner , der kørte fremragende som hjælper i Baskerlandet, men han kan ikke være med helt i front, som den i år skuffende Edoardo Zambanini heller ikke kan det - og jeg håber ved den søde grød ikke, at de sender uprøvede Rainer Kepplinger ud i dette løb efter Catalonien, Baskerlandet og Sicilien.

Movistar kommer med den evige lottokupon Ivan Ramiro Sosa. Sæsonstarten var sjældent svag, men det kan formentlig forklares af det overfald, han desværre oplevede i løbet af vinteren. Catalonien viste i hvert fald klar fremgang, og han burde derfor nærme sig sit topniveau nu. Sidste år vandt han Asturien frem mod Giroen, som han med nogen sandsynlighed skal køre, men det var i et helt andet felt. Det er efterhånden meget længe siden, at vi har set den Sosa, der kan slå verdenseliten. Jeg er også lidt bekymret for ham i dette vejr, men til gengæld er det en rute, hvor en ren klatrer som ham kan vinde. Det kræver bare, at han har fundet det niveau, vi ikke har set i lidt for lang tid. Movistars andet kort er Antonio Pedrero , der startede fint i Galicien, men skuffede i Catalonien. Han plejer dog først at finde formen til Giroen, og han bør derfor gøre det ganske godt, selvom han ikke har topniveauet til at vinde. Oscar Rodriguez er milevidt fra fordums styrke, senest i Emiraterne, og selvom der er bedring, er Gregor Mühlberger det samme. Sergio Samitier viser intet af det, vi så i Giroen i 2020.

Ag2r kommer med en meget spændende kandidat i Felix Gall. Formentlig ender han med at slå Sosa, men jeg kan trods alt ikke rigtigt se østrigeren vinde løbet. Til gengæld regner jeg med at se ham helt fremme efter et Baskerlandet, hvor han kørte helt lige op med verdenseliten i et felt, der endda var stærkere end dette. Sidste år kørte han stærkt i begge løb, og det vil han formentlig gøre igen i år. Regnvejr kan ikke genere en østriger, som vi så sidste år, men den store udfordring er stigningerne. Hidtil har han excelleret i eksplosivt terræn, også i dette løb, men nu skal han vise, at han også kan begå sig i en 15 km lang bjergafslutning. Her skal han stadig bevise sig.

Han ledsages af den anden Giro-kaptajn, Aurelien Paret-Peintre. Franskmanden viste i februar og marts nogle klatreevner, han aldrig tidligere har været i nærheden af, men desværre betød et styrt, at vi ikke helt fik lov at vise, hvad han kunne i Paris-Nice. Desværre vil jeg tro, at han aldrig kommer til at klatre godt nok til et rent bjergløb som dette, men jeg håber, at han kan fortsætte fremgangen. Holdets tredje kort er Geoffrey Bouchard, der i Emiraterne og Oman var bedre end nogensinde, men vi så i Catalonien, at han stadig ikke kan være med helt i front i Europa. Det var også bekymrende, at han ikke var med fremme i Camembert, for selvom det ikke passede ham, var det et svagt felt, hvor han har været blandt de bedste i både 2021 og 2022. De unge Valentin Paret-Peintre, Jaakko Hänninen og Nicolas Prodhomme har ikke vist nok i år.

Hvad kan 40-årige Domenico Pozzovivo? Han har jo en rystende historik i dette løb, hvor han er blevet nr. 1, 2, 2, 3, 3, 4, 5, 7, 7, 14, 16 og 16 i sine 13 optrædender, og det er da også et løb, der passer ham som fod i hose, særligt på denne rute. Han kom jo sent i gang med sin sæson, men var bedste mand på stigningerne i et ganske vist svagt felt i Coppi e Bartali, og han har trænet hele vejen. Sidste efterår så vi i efterårsklassikerne den bedste Pozzovivo i meget lang tid, og selvom han nok ikke har det niveau nu, viser det, at han stadig har meget at byde på mod de bedste. Det er trods alt også kun et år siden, at han var i top 10 i Giroen, og hans stabilitet gør, at han formentlig ender langt fremme her også. Jeg er også meget spændt på unge Matthew Riccitello, der er svingende, men kørte en uventet god kongeetape i Catalonien. Til gengæld er Ben Hermans stadig en skygge af sig selv, og Sebastian Berwick har intet vist siden Australien.

Eolo møder med Lorenzo Fortunato, der ser ud til måske at være på vej tilbage på sporet efter en skuffende 2022-sæson. Han var i hvert fald hæderlig i det svage felt i Galicien, ligesom han gjorde det pænt i Tirreno, hvor rutens eksplosive karakter ikke passede ham. Han har trænet målrettet frem mod Giroen, og dette løb burde være skabt til ham. Til gengæld er det svært at tro på et absolut topresultat med tanke på det, han viste i 2022. Han ledsages af de unge Davide Piganzoli, Alex Martin og Fernando Tercero, men Coppi e Bartali viste, at de stadig mangler ganske meget, og det har været sløjt for Andrea Garosio og Mattia Bais i år.

Uno-X møder med Torstein Træen, der har potentiale, men er en joker. Sidste år kørte han i top 10 i Catalonien, og i efteråret sad man endda med fornemmelsen af, at han havde taget endnu et skridt. Det har vi imidlertid slet ikke set i år, og han var uhyre formsvag i Catalonien. Det skaber ikke den store optimisme, men ruten passer ham, og den bedste Træen kommer langt. Han ledsages af Niklas Eg, der sidste år gjorde det pænt og havde kurs mod en top 20, inden han udgik. Det er dog også det maksimale i dette løb, og han har desværre ikke vist det bedste i år, senest slet ikke i Catalonien.

Jeg er ret spændt på Damien Howson. Australieren havde et rædselsfuldt 2022, men i Tirreno lignede han pludselig den rytter, der har vundet flere mindre etapeløb. Ruten passede ham slet ikke, men det gør disse længere stigninger. Det er klart, at hans potentiale i dette felt og på så svære bjerge er begrænset, men har han vitterligt de ben, der gav en 16. plads i Dauphiné i 2021, kommer han pænt langt i dette felt. Han ledsages af Mark Donovan, der endelig viste takter på Sicilien, men han viste ikke nok til noget topresultat i dette felt. Vi så også, at Matteo Badilatti stadig er langt fra sit bedste, mens Gianluca Brambilla trods fremgang næppe i dag kan være med på så svær en rute. Carl Fredrik Hagen har grundet svigtende helbred intet vist i år.

Euskaltel kommer med Mikel Bizkarra, der har haft et hårdt program, men stadig er kørende. Han blev nr. 16 på kongeetapen i Catalonien og nr. 15 på kongeetapen i Baskerlandet, og han vil elske disse længere stigninger. Det er klart, at der er en risiko for, at motoren er ved at være tom, og det tog ham også tid at komme i gang i Baskerlandet, men har han samme niveau som i Baskerlandet, vil han være langt fremme i dette løb, hvor en basker også vil have det udmærket med regnvejr. Hos sig har han Txomin Juaristi og Luis Angel Maté, der gjorde det fint i hhv. Baskerlandet og Catalonien, men ikke har samme potentiale, og vi har ikke set det bedste til Ibai Azurmendi.

Det er svært at tro meget på DSM. Bedste kort er nok Andreas Leknessund, der kørte en hæderlig kongeetape i Baskerlandet, men i alle sine etapeløb har været ganske langt fra de bedste. Man kan håbe, at vejret kan hjælpe, og at dieselmotoren måske er varm, men han klatrer næppe godt nok. Det gør heller ikke Florian Stork, der ellers er tilbage og var uventet god på kongeetapen i Baskerlandet. Harm Vanhoucke er stadig en skygge af sig selv og var senest helt fra den i Baskerlandet, og talentfulde Henri Vandenabeele har det fortsat meget svært.

Astana går endnu et svært løb i møde. Det mest sikre kort er Luis Leon Sanchez, der klatrede så godt i 2022, men som i år har været ganske langt fra det niveau, senest i Baskerlandet. Harold Tejada gav kortvarigt tegn på en genrejsning, men han viser stadig ikke meget af sit tidligere potentiale. Joe Dombrowski burde være bedste kort på denne rute, men selvom han bør have forbedret sig frem mod Giroen og er god i dårligt vejr, har han været uendelig langt fra sit niveau i nu meget lang tid, og det samme har i år været tilfældet for Vadim Pronskiy, der først finder benene i Giroens tredje uge. Cristian Scaroni imponerede i Baskerlandet, men dette løb er for svært.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Hos Badiani er eneste bud Luca Covili, men han kan ikke være med på dette niveau, og Alex Tolio har intet vist i år. Kern Pharma har Jose Felix Parra, der stadig er en skygge af den rytter, han var i 2021, og bedste kort er nok Giovanni Carboni, der manglede meget i Catalonien, og Jon Agirre, der manglede en del I Baskerlandet. Hos Caja Rural er Jhojan Garcia og Julen Amezqueta stadig helt fra snøvsen, og løbet er for hårdt for Fernando Barcelo. Callum Johnston viste visse evner i Ungarn, men dette er hans første løb efter en skade. Hos Coratec er bedste klatrer Karel Vacek , men han har ikke vist et niveau, der blot er i nærheden af at være nok, og på det østrigske landshold er Sebastian Schönberger stadig meget formsvag. Til gengæld er jeg hos Trinity ret spændt på unge Lukas Nerurkar, der imponerede så stort i Galicien, men dette er et felt af en helt anden kaliber. Holdet har også den unge klatrer Finnlay Pickering, der dog ikke har vist det niveau, han havde, da han vandt i Alsace sidste år

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Mest markant er afbuddet fra Uran, men heller ikke Scaroni, Tejada, Piganzoli, Nerurkar, Kepplinger, Hänninen, Agirre, Vendenabeele, Leknessund, Stork eller Eg deltager. Bora har udtaget Maximilian Schachmann, men han har misset sit store mål i klassikerne grundet sygdom og kan umuligt være i nærheden af sin topform. Astana har udtaget Antonio Nibali og Igor Chzhan, der kan klatre, men intet har vist i år, mens DSM har udtaget den lovende Max Poole, der imidlertid har fået en skidt sæsonstart og ikke er har kørt løb i næsten to måneder. Endelig har Howson været syg i optakten.

***** Aleksandr Vlasov

**** Tao Geoghegan Hart, Pavel Sivakov

*** Thymen Arensman, Hugh Carthy, Cian Uijtdebroeks, Jack Haig, Geraint Thomas

** Santiago Buitrago, Ivan Ramiro Sosa, Felix Gall, Domenico Pozzovivo, Lennard Kämna, Jefferson Cepeda, Aurelien Paret-Peintre, Geoffrey Bouchard, Lorenzo Fortunato, Torstein Træen, Mikel Bizkarra, Antonio Pedrero, Damien Howson

* Hermann Pernsteiner, Matthew Riccitello, Patrick Konrad, Mark Donovan, Gianluca Brambilla, Simon Carr, Laurens De Plus, Harm Vanhoucke, Luis Leon Sanchez, Joe Dombrowski, Vadim Pronskiy, Ben Hermans, Oscar Rodriguez, Matteo Fabbro, Gregor Mühlberger, Txomin Juaristi, Luis Angel Maté, Matteo Badilatti, Max Poole, Luca Covili, Giovanni Carboni, Jose Felix Parra, Sebastian Berwick, Finlay Pickering, Valentin Paret-Peintre

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

STREAM TOUR OF THE ALPS OG FLECHE WALLONNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE