Optakt: Trofeo Laigueglia

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Løbets rolle og historie

Som et af cykelsportens kernelande havde Italien engang en fantastisk kalender til den tidlige del af sæsonen. Med de fornuftige vejrforhold tilbød landet en stribe mindre etapeløb i februar, hvor rytterne havde mulighed for at forberede sig til senere mål, og der var også et par af de mange endagsløb, der altid har været landets kendetegn.

De hårde økonomiske tider har desværre taget hårdt på kalenderen, og der har på det seneste kun været ét løb tilbage i februar. Indtil 2017 havde GP Costa degli Etruschi overlevet som den traditionelle sæsonåbning, men da også det løb i 2018 forsvandt, har det første store slag mellem de bedste italienske ryttere været i Trofeo Laigueglia, der altid har været afholdt kort før den belgiske åbningsweekend.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Trofeo Laigueglia er ikke en specielt gammel italiensk klassiker, idet første udgave først blev holdt i 1964, hvor Guido Neri vandt. I de første mange år var det domineret af italienske ryttere, men det fik hurtigst stigende international anerkendelse. Den første udenlandske vinder var således selveste Eddy Merckx, der efter to andenpladser endelig tog i sejren i 1973 og 1974 (Leif Mortensen blev en flot nummer 3 i 1973). Siden er det blevet vundet af udlændinge som Freddy Maertens, Knut Knudsen, Rolf Sørensen, Lance Armstrong, Johan Museeuw og Frank Vandenbroucke samt lokale helte som Giuseppe Saronni, Michele Bartoli, Paolo Savoldelli, Mirko Celestino, Danilo Di Luca, Filippo Pozzato, Alessandro Ballan og Luca Paolini. I de senere år har det som de fleste andre italienske løb været en mere national affære.

I Italien synes det stort set kun at være løb arrangeret af RCS, der for alvor trives, mens de fleste andre enten er forsvundet eller i konstant overlevelseskamp. Trofeo Laigueglia har imidlertid brudt den triste trend. I 2015 blev det opgraderet til 1.HC-status, hvilket har givet arrangørerne mulighed for at invitere flere WorldTour-hold, og ofte har det være i stand til at præsentere et stærkere og mere internationalt felt, end det er tilfældet for mange af de øvrige Coppa Italia-løb. Der var endda kortvarigt udsigt til, at løbet kunne vises live på italiensk tv, men det var først i 2019, at de planer endelig kunne realiseres.

Desværre har Volta a la Comunitat Valencianas tilbagevenden samt skabelsen af Colombia 2.1 og Tour de la Provence gjort februarkalenderen mere omfangsrig, og det betød i en periode en reduceret interesse for Trofeo Laigueglia, og fra 2016 kneb det med at tiltrække samme stærke felt, som vi så frem til og med 2015.

For syv år siden blev løbet afholdt i en af årets travleste uger, hvor også Tour of Oman, Volta ao Algarve, Tropicale Amissa Bongo og Vuelta a Andalucia blev holdt i samme periode. Derfor tog man klogeligt beslutningen at flytte det til en ikke helt så travl tid, men med udfordring fra Vuelta a Murcia og Clasica de Almeria i Spanien samt løbene i Colombia og Provence, havde det ikke den ønskede effekt på feltet. Ydermere var der ikke længere samme synergieffekt med Tour du Var, efter at de to løb tidligere tilbød et alternativ til de længere etapeløb for klassikerrytterne, og det er i høj grad denne markante styrkelse af februarkalenderen, der har bidraget væsentligt til den kraftige svækkelse af den tidligere så flotte italienske scene.

Den stigende konkurrence gjorde det svært for arrangørerne, og i 2019 lykkedes det eksempelvis kun at tiltrække to hold fra øverste række i form af de to franske hold, FDJ og Ag2r, der for sidstnævntes vedkommende med stor succes er vendt tilbage år efter år. I 2020 var Ag2r endda eneste hold fra højeste niveau, og selvom Giulio Ciccone var til start for landsholdet, var løbet en skygge af, hvad det var i sin storhedstid, og man kunne diskutere, om det var værdigt til at være blevet en del af den nye ProSeries, som det var blevet.

Fra 2021 ændrede den triste udvikling sig markant. Placeringen som en enlig ø midt i februar, mens en række andre lande kunne tilbyde flere løbsdage, var helt uholdbar, og derfor tog arrangørerne den kloge beslutning at udskyde den italienske sæsonstart til marts, så løbet nu afvikles onsdagen inden den store weekend med Strade Bianche. Det skulle man have gjort for længe siden, for der er ikke mange løb, der har fået en lignende opblomstring af at ændre kalenderplacering. Efter i flere år at have kæmpet hårdt for bare at få ét WorldTour-hold til start havde man nu deltagelse af hele 10 hold fra det fineste selskab. Det var endda nogle af de største af slagsen, og de kom tillige med en sand stjerneparade af ryttere, der så det kuperede løb som perfekt opvarmning til Strade Bianche i en sæson, hvor mange andre løb blev aflyst.

I 2022 var der ingen aflysninger i en februarkalender, der kørte på fuldt blus, og det kostede selvfølgelig for løbet i Laigueglia. Renæssancen fortsatte dog, for hvor man altså tidligere havde ned til bare et eller to WorldTour-hold kunne man præsentere hele otte slagsen, og selvom der ikke var helt så mange stjerner som i 2021, var der stadig så mange store navne, at løbet fremstod i en helt, helt anden forfatning end for bare fire år siden. Heldigvis synes renæssancen at være varig, for selvom vi også i 2023 havde en normal kalender, var der deltagelse af hele ni WorldTour-hold - samt Lotto, der næsten skulle regnes som et sådant hold - og også her der ganske mange store navne til start. Igen i år er kvoten ni af de største hold - igen med Lotto som supplement - men selvom man kan præsentere Juan Ayuso, er feltet denne gang ikke helt så stærkt som i de seneste sæsoner.

Sidste år blev alle stjernerne dog snydt af en overraskelse. Løbet var ramt af helt, helt horribelt vejr, der gjorde, at mange af de største navne missede helt ud, og feltet blev sprængt til atomer tidligt. I regnen slog Nans Peters til, og den franske outsider leverede et stort soloridt fra distancen, så han sejrede med hele 43 sekunder ned til seks forfølgere. Det blev endda til dobbeltsejr til Ag2r, da Andrea Vendrame vandt forfølgernes spurt foran Alessandro Covi, der endte på podiet for andet år i træk. Peters vender tilbage for at forsvare titlen, igen sammen med Vendrame, og da Covi også stiller til start igen, bliver der deltagelse af hele det seneste podium.

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Ruten

De fleste italienske endagsløb har samme natur. Mens der ikke er mange løb for rene klatrere eller sprintere, er kalenderen fyldt med løb, der passer til hurtige afsluttere, der også kan klatre. De fleste af de italienske klassikere indeholder således et solidt antal højdemeter, men har samtidig ofte en flad finale, hvor der er tid til regruppering. Trofeo Laigueglia adskiller sig ikke fra det mønster.

Ruten har varieret en smule fra år til år, men det har altid været byen Laigueglia, der er i centrum. I 2015 indførte man atter et nyt format, som man har fulgt siden dengang. I 2016 fjernede man en af de lange stigninger midtvejs i løbet for i stedet at køre flere omgange på den netop indførte finalerundstrækning. Det gav færre højdemeter, men flere stigninger i finalen, og den model blev genbrugt i 2017. I 2018 var modellen helt den samme, men man gjorde løbet endnu hårdere ved at køre fire og ikke tre omgange på den svære rundstrækning til slut. Det har man ikke fundet anledning til at ændre siden, og ruten i 2024 er den samme, som den har været de foregående seks år - dog med en ganske, ganske, ganske marginal modifikation tidligt i løbet og en flytning af målstregen 500 m længere væk fra toppen af sidste stigning. De to ændringer forlænger løbet med 700 m.

Som vanligt både starter og slutter løbet i Laigueglia på den liguriske kyst, og rytterne skal i alt tilbagelægge 202,0 km i det kuperede terræn omkring byen. Første del består af en flad tur mod nord langs kysten, inden man drejer mod sydvest og vest for at køre ind i landet. Her begynder det at stige op til byen Bezzo (3,1 km, 6,2%), men efter toppen fortsætter det med at stige let, så det samlet set bliver en 8,4 km lang stigning med 3,5% i snit. En lille nedkørsel fører frem til endnu en stigning (1,8 km, 5,5%) op til byen Vendone, som nås efter 40,0 km.

Herefter venter en meget teknisk nedkørsel, der fører mod nordvest og syd ned til Pogli-floden, som følges i et par kilometer mod øst, inden feltet rammer en rundstrækning. Den inkluderer Cima Paravenna-stigningen (6,7 km, 5,7%), der er relativt irregulær og slutter af med 1,7 km med 7,8%, inden den har top efter 68,5 km, samt den efterfølgende nedkørsel. Efter at have kørt en omgang følger rytterne floden mod øst tilbage til kysten, hvor de ad kystvejen kører mod syd tilbage til Laigueglia.

Målstregen krydses for første gang efter 99,1 km, og herefter vender man tilbage til bakkerne. Først kører man mod syd og vest hen langs kysten, idet man undervejs passerer man den lille Capo Mele (1,4 km, 5,1%), der kendes fra Milano-Sanremo, inden man kører mod nord, nordvest og vest for at tage fat på løbets mest ikoniske stigning, Testico (7,2 km, 4,5%), der er en relativt jævn stigning. Efter 122,6 km når man toppen, hvorefter man via en lettere nedkørsel kører mod øst, nord og atter øst tilbage til kysten og byen Albenga, hvorfra man igen følger kystvejen mod syd tilbage til Laigueglia.

Rytterne passerer igen målstregen med 43,7 km igen, og løbet slutter nu med fire omgange på en 10,9 km lang rundstrækning. Straks fra start kører man mod sydvest over den korte, stejle stigning Colla Micheri (2 km, 8,2%), der stiger med hhv. 7,6%, 8,4%, 7,4% og til slut 9,6% over hver af de fire 500 m-segmenter. Den har top med 9,2 km til stregen, inden man via en teknisk nedkørsel kører mod sydvest og syd ned til kysten.

Her kører man mod øst op over Capo Mele (2,0 km, 3,4%), som også passeredes tidligere i løbet, men denne gang fra den anden side. Toppen kommer med bare 3,0 km til mål, og derfra fører en lille nedkørsel mod nord ned til den sidste kilometer, der er helt flad. Efter afslutningen på sidste omgang kører man de sidste 400 m frem til målstregen, som ikke krydses mellem de enkelte omgange. Der er kun to helt bløde kurver på den sidste kilometer, og også nedkørslen fra Capo Mele ad kystvejen er teknisk helt ukompliceret.

Løbet byder på i alt 2991 højdemeter.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Vejret

Der er bestemt ingen garanti for godt vejr i Italien på denne tid af året, men hvor det sidste år både var vådt og blæsende, bliver det denne gang kun sidstnævnte. Det regner nemlig af i løbet af formiddagen, og rytterne burde starte i overskyet, men tørt vejr, hvorefter der kan komme en smule sol om eftermiddagen, mens temperaturen vil ligge på 14-15 grader. Den store udfordring er den voldsomme vind, der kun er marginalt svagere end sidste år (27-31 km/t) og igen vil den komme fra nord (dog fra nordnordvest til løbets anden del. Det giver vind fra alle retninger på den uhyre kringlede rute, men der vil være medvind på Testico og modvind på Paravanna. Slutteligt vil der være sidemedvind på turen ned langs kysten til rundstrækningen. Her vil der være medvind på Colla Micheri, på nedkørslen og på den første del a det flade stykke. Herefter får man hen langs kysten først sidevind fra bunden af Capo Mele med 4,3 km igen og herefter næsten direkte modvind over de sidste 2,8 km.

Favoritterne

Trofeo Laigueglia er som nævnt ovenfor meget identisk med de fleste andre italienske endagsløb i den forstand, at det tiltaler den samme type ryttere. Oftest er spørgsmålet de samme: kan det lykkes en lille gruppe eller måske en enkelt rytter at køre væk på de sidste stigninger? Bliver det samlet til en spurt i en større gruppe? Og hvis ja, hvilke af de hurtige folk kan så overleve?

Trofeo Laigueglia har i de senere år været svært at læse, og graden af vanskelighed er ikke altid nem at aflæse. I de sidste syv år har løbet imidlertid haft samme format, og vi har derfor nu lært ruten bedre at kende.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

I 2018 kørte Moreno Moser alle i sænk og nåede mål med næsten et minut ned til 11 ryttere, hvoraf der både var klassikerryttere, klatrere og sågar en holdbar sprinter som Paolo Toto. I 2017 lykkedes det også for Fabio Felline at køre alene hjem, og han blev efterfulgt af en gruppe på 10 af de bedste klassikerryttere.

I 2019 var det en anelse anderledes, da Simone Velasco tog sin solosejr via et opportunistisk angreb fra distancen, inden han modstod et comeback fra en oktet, som inkluderede klatrere som Francois Bidard, Ildar Arslanov, Kilian Frankiny, Giulio Ciccone og Nans Peters, men også puncheurtyper som Nicola Bagioli, Matto Sobrero og Francesco Gavazzi. Først i næste gruppe fandt vi sprintere som Davide Cimolai og Kristian Sbaragli, ligesom også Giovanni Visconti og Marco Canola var sat. I 2020 åbnedes løbet endnu tidligere med Giulio Ciccones, Biniam Girmays og Diego Rosas tidlige angreb, inden Ciccone kørte alene på sidste omgang til en klar solosejr. Bag dem var kun en gruppe med Andrea Vendrame, Lorenzo Rota, Evgeny Shalunov og Davide Gabburo, og vi skulle helt ned på 11. plads for at finde den første større gruppe på 14 mand med hurtige folk som Visconti, Gavazzi og Bagioli.

Det kan dog også gå anderledes. I 2016 kørte en lille eksklusiv gruppe af de bedste klassikerryttere væk, men det var stadig umuligt for folk som Diego Ulissi, Pierre Latour og Arthur Vichot at komme af med hurtigere folk som Sonny Colbrelli og Grega Bole. Året inden var det imidlertid et relativt stort felt, der spurtede om sejren, og her lykkedes det endda en mere udpræget sprinter som Davide Cimolai at hænge på og spurte sig til sejren.

I år er spørgsmålene de samme, men det er værd at bemærke, at man siden 2018 har tilføjet en ekstra omgang på rundstrækningen. Det er den vanskeligste del af løbet og burde gøre det hårdere end i årene, hvor Cimolai og Andrea Fedi sejrede. Allerede siden man i 2016 begyndte at køre omgange på rundstrækningen, er det hvert år endt med, at de bedste har kunnet køre væk, og den ekstra omgang har kun styrket den tendens. Grundlæggende er tendensen er, at løbet er blevet sværere i de senere år. Derfor peger alt på, at det vil blive et selektivt løb som i årene siden 2016 og ikke en affære for en hårdfør sprinter, som da Cimolai sejrede i 2015.

Alligevel skal man være varsom med at sammenligne alt for meget med det, vi så frem til 2020. Som beskrevet i optaktens første afsnit - og som det fremgår af de navne, jeg nævner ovenfor - var løbet meget svagt besat i årene frem til 2020, hvor det led under sammenbruddet af den italienske vinterkalender. 2021-sæsonens geniale kalenderændring betød, at vi gik fra år med bare ét eller to WorldTour-hold til en sand stjerneparade med et felt, der kunne gøre et WorldTour-løb misundeligt, og det gav et løb, der kvalitetsmæssigt var helt usammenligneligt med de foregående år.

Det kunne også ses på resultat. Pludselig var der faktisk gode klatrere til start, og så blev det pludselig et klatreløb. Bauke Mollema udnyttede Treks overtal til at snige sig hjem til solosejr, selvom Egan Bernal og Clement Champoussin lignede de to stærkeste. De fik selskab af Mauri Vansevenant, Giulio Ciccone og Mikel Landa i den nærmeste forfølgergruppe, og vi skulle ned til næste gruppe, der bag en ensom James Knox spurtede om 8. pladsen for at finde de lidt tungere typer, som tidligere havde kørt med om sejren. Her fandt vi nemlig i Andrea Vendrame og Biniam Girmay den type holdbare folk, der tidligere var i stand til at vinde, men selv i den gruppe sad kun 7 mand.

I 2022 var feltet med den normaliserede kalender ikke helt på 2021-niveau, men det var stadig noget helt, helt andet end tidligere. Hvor meget vi kan bruge det løb til, er dog svært at sige. Vi fik nemlig et meget specielt forløb, hvor UAE splittede feltet allerede på den sidste lange nedkørsel inden tv-billederne, og derfor endte det i et forfølgelsesløb på rundstrækningen mere end et offensivt løb som i 2021. Feltet kom aldrig tilbage, hvorfor mange favoritter var elimineret allerede inden finale, og til sidst kunne UAE så fuldende triumfen med en magtdemonstration, hvor hjælperen Jan Polanc, der havde ført sig selv til døde, kom tilbage, angreb og sejrede, mens Alessandro Covi og Juan Ayuso i spurten mod Lorenzo Rota og Carlos Rodriguez, der var de eneste overlevende rivaler, kunne fuldende den rydning af podiet, der var det fortjente udkomme af overraskelsesangrebet.

Heller ikke 2023-udgaven er særligt brugbar. Det helt igennem elendige vejr gav nemlig et meget mærkeligt løb, hvor mange af favoritterne forsvandt tidligt. I de specielle betingelser kunne Nans Peters levere et gigantisk soloridt og sejre foran seks forfølgere. Her er det værd at bemærke, at spurten blev vundet af Andrea Vendrame, der ellers i de foregående år altid er kommet lidt til kort mod klatrerne. Det hænger formentlig sammen med kulden, der typisk favoriserer lidt mere robuste typer. I gruppen sad også den lidt tungere Alessandro Covi, men også lettere folk som Lorenzo Rota, Clement Champoussin, Romain Gregoire og sågar Jefferson Cepeda. Flere af de rene klatrere kom aldrig med, formentlig fordi de havde det svært med vejret.

2022-udgaven viser, at man aldrig helt kan vide, om der sker noget sært på de lange stigninger tidligt i løbet, men det er nok trods alt det klassiske forløb med en afgørende udskilning på rundstrækningen, der vil være det forventede scenarium. Læren af det stærkere felt i 2021 er ret klar: når der faktisk er gode klatrere i feltet, gør de også forskellen. Som tungere og hurtig mand er vilkårene i hvert fald blevet meget vanskeligere. Til gengæld betyder så stærkt et felt også, at det kan være svært at gøre varige forskelle mellem de allerbedste. Nok er Micheri-stigningen stejl, men den er også relativt kort med en betydelig distance til mål, og det taler for, at en gentagelse af de år, hvor bedste mand bare kører fra alt og alle, er svær. Snarere er der god sandsynlighed for en gentagelse af de meget taktiske løb fra 2021 og 2022. I 2021 kunne Trek i en gruppe af isolerede klatrere udnytte overtallet til at tage en solosejr, selvom Mollema ikke var stærkest, og sådan var det også med Polanc i 2022.

Læs også

Optakt: Famenne Ardenne Classic

I år synes feltet at være det svageste med den nye kalenderplacering, men det er stadig langt, langt, langt stærkere end i årene frem til og med 2020 og bestemt et ProSeries-løb værdigt. Der er færre gode klatrere i feltet, og det taler for større selektion, end vi har set det de seneste år. En anden faktor, der taler for det, er et skræmmende stærkt UAE-hold, der formentlig vil gøre det benhårdt. Mit gæt vil derfor være, at det bliver vanskeligere for de tunge folk, end det har været de seneste år.

Det må være rimeligt at antage, at vi får et forløb, der vil minde om det, vi så i 2021, da alle nok har lært lidt af UAE-overraskelsen fra 2022, hvorfor man næppe lader sig fange på den tekniske nedkørsel Det betyder, at vi formentlig skal ned i letvægtskategorien for at finde vinderkandidaterne, men det betyder også, at bedste mand ikke nødvendigvis vinder. Et overtal kan være en stor fordel, og taktik og tilfældigheder mellem de bedste kan sagtens blive afgørende. En god spurt vil dog altid være en potentielt afgørende våben i et løb, hvor en solosejr langt fra er givet.

Vejret kan stadig blive en afgørende faktor. Ganske vist bliver det denne gang ikke koldt og regnfuldt, hvorfor de små klatrere næppe fryser til døde, men vi vil have præcis samme meget kraftige nordenvind som sidste år. I princippet burde der være basis for sidevindskørsel, men det er meget usandsynligt, at det sker. Det gjorde det ikke i hverken 2022 og 2023, hvor vinden var kraftig, og inde i de italienske bakker, hvor sidevindsstykkerne, er det meget usandsynligt, at der er så åbent terræn, at vi vil se det. Jeg tror ikke, at sidevind bliver et tema, men vinden vil spille en rolle i finalen.

I år vil der være meget kraftig medvind på Micheri-stigningen. Det er godt nyt for alle, der vil gøre forskelle, men til gengæld står der en orkan i ansigtet til sidst. Det er dog heldigvis kun over de sidste 2,2 km, og har man et stort nok forspring, er en solosejr ikke umulig, som vi så med Peters sidste år. Med medvind på sidste stigning er det muligt, at bedste man kører fra alt og alle, men det kan også blive en spurt i en lille gruppe eller den taktiske afgørelse, vi har set i 2022 og 2023.

Det er svært ikke at have UAE-drengene som favoritter. Ganske vist er Diego Ulissi stadig syg, hvorfor de kun har seks mand til start, men det er et skræmmende stærkt hold. Den naturlige favorit er Juan Ayuso. Også denne gang skulle det spanske vidunderbarn lige have motoren varmet op, men nu kører den snart på fulde omdrejninger. Han var i hvert fald klart stærkeste mand i Drome-Ardeche-løbene, og formentlig er han endnu bedre nu. Nu går han endda ind til et løb med noget svagere modstand, og det vil være en stor overraskelse, hvis ikke han er stærkeste mand.

Det er også et løb, der passer ham. Det så vi med hans 3. plads i 2022, og det fik vi bekræftet i weekenden, hvor han viste sine evner på korte, eksplosive stigninger. Det opløftende var, at han fik cementeret, at han er endog endnu hurtigere, end jeg troede, da han ganske klart slog hurtige Romain Gregoire og Mattias Skjelmose i Ardeche, selvom spurten endda blev lang. Det kan være et vigtigt våben i denne flade finale, men med medvind på stigningen virker det måske mest sandsynligt, at han slet og ret kører fra alt og alle. Som vi så i søndags - og i dette løb i 2022 - kan han tabe på taktik, når han er til start med et superhold, men vinder stærkeste mand, har jeg svært ved at tro, at det ikke er Ayuso.

Men som sagt kan taktik komme i spil. Det så vi i søndags med sejren til Marc Hirschi, og den lille schweizer ligner igen et knaldgodt bud. Han skuffede i sine første løb, og han var bestemt heller ikke flyvende i weekenden, men han var god nok til at køre finale. Dette løb passer ham helt perfekt med en kort, eksplosiv stigning, og selvom han ikke spurter som tidligere, er han også stadig hurtig - dog i dag nok langsommere end Ayuso. Vigtigst af alt er han dog på hånd med løbets nok stærkeste mand, og det gav ham sejren i søndags og gav Polanc sejren i dette løb i 2022. Det kan Hirschi gøre igen.

UAE har også Alessandro Covi. Egentlig er dette løb på grænsen for ham, men han er nu blevet nr. 2 i 2022 og 2023. I år hjælpes han dog ikke af vejret, og der er en vis risiko for, at han i medvinden kommer til kort på bakkerne. Til gengæld er der lys for enden af tunnelen for ham. Sidste år var dette løb vel nærmest hans eneste gode løb på hele året, men nu tyder hans kørsel i Valencia, Jaen og Andalusien på, at han er ved at finde sit niveau. Han er nok den hurtigste af de tre fra UAE, og er han flyvende, kan han være manden, der spilles ud i en spurt. Holdets øvrige bud er den mere spurtsvage Rafal Majka og kometen Jan Christen, der imponerede i Algarve. De kan komme i spil via det taktiske spil, da begge har vist form, men jeg vil tro, at de er hjælpere. Det samme gælder for hurtige Fillippo Baroncini, der ellers i Algarve begyndte at vise tidligere tiders klatreevner.

Den største trussel mod UAE må være Romain Gregoire. Sidste år havde jeg ham som en lidt vovet favorit, men han levede op til mine forventninger ved at være med i spurten om 2. pladsen. Nu vender han tilbage i endnu stærkere udgave, og han kommer til løbet med form og selvtillid efter fremragende kørsel i Ardeche, hvor han næsten fulgte Skjelmose og Ayuso på den lange stigning. Denne kortere og mere eksplosive stigning passer ham som fod i hose, og her får Ayuso langt vanskeligere ved at sætte ham af. Vi ved også, at han er hurtig, men det var nedslående at se ham blive slået af spanieren i lørdags - endda relativt klart. Det burde dog ikke være en umulighed for franskmanden at vinde en spurt mod løbets favorit. Her vil jeg tro, at han kan komme friskere til stregen, end han gjorde i lørdags.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Vidunderbørnenes hovedroller og veteranernes biroller

Han er heller ikke alene. Han ledsages af Lenny Martinez, der synes at have taget et skræmmende stort skridt. I søndags var han nemlig uhørt tæt på at køre ligne op med Jonas Vingegaard i Galicien, og det gør ham uhyre spændende. Desværre passer dette løb ham dårligt med en kort stigning og ikke mindst en flad finale. Med de ben, han har nu, bør de dog ikke sætte ham af, og han kan trods stigningens længde være den mand, Ayuso får sværest ved at sætte. Til gengæld har han det problem, at han skal alene hjem for at vinde. Det er svært at se ham sætte Ayuso, og derfor skal han satse på, at han og Gregoire kan spille det taktiske spil. Holdets tredje bud er Reuben Thompson, der klatrede pænt i Galicien, men stadig er overmatchet, og så var jeg ret imponeret over unge Thibault Gruel i søndags.

Astana kommer også med et meget spændende hold anført af Christian Scaroni. Italieneren gjorde store fremskridt sidste efterår, og noget tyder på, at han har taget endnu et skridt i år. I hvert fald var det uhyre imponerende at se ham ende som nr. 4 på Malhao i Algarve, hvor han kun blev slået af Daniel Martinez, Remco Evenepoel og Tom Pidcock. Denne stigning minder nærmest én til én om Malhao, men den er en anelse kortere, hvad der bør stille ham bedre. Han er også ganske hurtig, og da vi endnu ikke har set ham spurte i en lille gruppe mod folk som Ayuso og Gregoire, tør jeg ikke udelukke, at han kan slå dem.

Holdet har dog også en anden fremragende kandidat i Simone Velasco. Italieneren var uhyre god sidste sommer, og finder han det niveau, passer han perfekt til dette løb, passer ruten ham perfekt. Han er eksplosiv og har en chance for at slå favoritterne i en spurt. Problemet er, at han har manglet en del, og selvom det var bedre på Foia i Algarve, manglede han på Malhao i hvert fald stadig en del. Har han fundet det på halvanden uge? Holdet har også Lorenzo Fortunato, men han passer dårligt til løbet og fik ingen kilometer i Andalusien, ligesom han sjældent er god på denne tid af året. Vi har også til gode at se den ellers spændende Santiago Umba eller hurtige Gianmarco Garofoli blande sig på dette niveau.

Jeg nævner Alberto Bettiol her, men det er med stor usikkerhed. Italieneren startede nemlig sæsonen uhyre stærkt, selvom han var uheldig i Besseges, men efter en pause havde han et forfærdeligt Omloop. Han kan heldigvis sagtens have været ramt af uheld, men da vi taler om en lottokupon, der har skuffet mere end imponeret de seneste år, kan det sagtens være, at han igen er faldet ned i et hul. Den gode start og det gode VM vidner dog om, at han stadig har potentiale, og selvom denne rute er svær for ham, ved vi, at den bedste Bettiol klatrer godt - og så er han endda hurtig.

Han ledsages af kometen Archie Ryan, som jeg inden sæsonen fremhævede som det næstmest spændende talent efter Isaac Del Toro. Han er ikke uden punch og kan faktisk også afslutte, men rasende hurtig er han ikke. Vi ved dog ikke, hvor han står, da han ikke har kørt siden Australien, hvor han var et stykke fra det ventede niveau, men bestemt ikke helt elendig. EFs tredje bud er den ligeledes meget spændende Darren Rafferty, der kørte en fabelagtig enkeltstart i Galicien, men manglede lidt for meget på stigningerne. Holdets joker er Andrea Piccolo, der med sin spurt og sit punch er skabt til dette løb, men efter det, der lignede en genfødsel i Colombia, virkede han desværre igen uhyre skidt kørende i Galicien, hvorfor det er svært at tro meget på ham. Et bedre bud kan derfor være den ganske hurtige James Shaw, der efter en lidt halvsløj start viste klar fremgang på Malhao-etapen, men som kan være oppe mod bedre klatrere. Endelig har de den ligeledes uhyre spændende Lukas Nerurkar, men efter en lovende start havde han det meget svært i Galicien, hvor vejret dog kan være forklaringen.

Jayco kommer med en joker i den uhyre lovende Welay Hagos Berhe. Han bekræftede sit store potentiale på kongeetapen i Valencia, men vi aner ikke, om den lidt svingende etiopier har samme form nu. Til gengæld så vi i Østrig, at han faktisk har et punch, der gør ham velegnet til denne stigning. Hans problem er den svage spurt, og derfor er han nok afhængig af en taktisk finale, hvis han skal vinde. Her vil det hjælpe ham, hvis han har selskab af Filippo Zana. Italieneren har i hvert fald topniveauet til at være med helt fremme, og han er da også lidt hurtigere - men ikke hurtig nok. Han manglede dog ganske meget i Valencia, og selvom det efterhånden er længe siden, skræmmer det en anelse. Holdets joker er Davide De Pretto, der i Oman viste sig endnu hurtigere, end jeg havde ventet. Dette løb burde passe ham helt perfekt, men vi så vel trods alt på de omanske stigninger, at han får lidt svært ved at følge de allerbedste her. Holdets anden joker er den stadig mere holdbare og ligeledes meget hurtige Felix Engelhardt, men selvom han imponerede i Japan sidste år, er det svært at se ham holde stand, når UAE lægger presset.

Jeg er ret spændt på Sylvain Moniquet. Efter et katastrofalt 2023 lignede han sig selv igen med den flotte enkeltstart i Andalusien, og det bekræftede han i lørdags, hvor han var en af de bedste på den lange stigning. Desværre skuffede han fælt i søndags, hvilket vidner om, at han stadig er svær at regne med, men den Moniquet, vi så i lørdags, kommer langt. Desværre mangler han den gode spurt. Den har Jenno Berckmoes i højere grad, men efter den gode start faldt han helt igennem i weekenden, hvor vi også så, at Jonas Gregaard er langt fra formen. Den var bedre hos Eduardo Sepulveda, men slet ikke god nok.

Kan vi tillade os at have forventninger til Lorenzo Rota? Løbet passer perfekt til en mand, der blev nr. 5 i 2020, nr. 10 i 2021 og nr. 4 i både 2022 og 2023, men sidste år var det også et af meget få gode løb, han kørte. I år startede han virkelig bekymrende svagt i Oman, men der var lys for enden af tunnelen med en top 10 i Ardeche. Han var dog aldrig fremme på den lange stigning, og mit gæt er, at han stadig mangler for meget. Til gengæld har han en god spurt, selvom han i 2022 måtte sande, at Ayuso og Covi trods alt er for hurtige. Et bedre bud kan være Georg Zimmermann, der også er hurtig og passer til løbet. Han nåede i hvert fald et højere niveau sidste år, men hverken i Australien eller i weekenden virkede han flyvende endnu. Holdets joker er Francesco Busatto, der i en spurt vil være en af de allerhurtigste. Efter en lidt sløj start i Oman viste han stærkt stigende form i Drome, men det vil undre mig meget, hvis han kan klatre med de bedste her. Rein Taaramae skuffede i weekenden, som Simone Petilli gjorde det, og trods flot kørsel i søndags er niveauet for højt til Simone Gualdi, mens det er for hårdt for hurtige Dion Smith.

Polti kommer med den meget spændende Davide Piganzoli, der tog den samlede sejr i Antalya. Det vidner om, at han har taget næste skridt, men det var i et felt, der var betydeligt svagere end dette. Han skal i hvert fald have forbedret sig lidt siden Valencia, hvor han dog gjorde det hæderligt på kongeetapen, men han har potentiale til at overraske. Desværre mangler han den gode spurt, han skal bruge for at vinde. Et mere sikkert kort er Matteo Fabbro, der er genopstået fra de døde. Det så vi i Galicien, og det taler for, at han kommer langt. Også han lider dog under den svage spurt. Den gode spurt har Davide Bais, som er holdets tredje erklærede kaptajn, men dette løb må være for hårdt. Klatrerne Mattia Bais, Alex Martin og Davide De Cassan har ikke vist den fornødne form.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Hvor meget kan vi tro på Benoit Cosnefroy? Stigningen er for lang til at passe ham ideelt, som vi gang på gang ser det i Liege, og derfor ville selv den bedste Cosnefroy nok få det svært. Uden for rækkevidde er løbet dog ikke, men ser vi den bedste Cosnefroy? Jeg er ikke sikker. Han skuffede gennem hele 2023, og hans spurtsejr i Alpes-Maritimes siger ikke meget om hans holdbarhed. Det var heldigvis opløftende, at han vandt feltets spurt i Drome forleden, men han lignede stadig ikke den bedste Cosnefroy. Jeg bliver overrasket, hvis han er med helt fremme, men til gengæld kan han slå alle i en spurt. Han ledsages af sidste års nr. 2, Andrea Vendrame, der ligeledes kan slå alle i en spurt, men som sagt plejer han at komme til kort, og når han sidste år var med fremme, handlede det formentlig om det kolde vejr. Til gengæld viste han fin form i Jaen, Murcia og Andalusien, hvorfor han bør lave et godt resultat, som han plejer. Et tredje kort er sidste års vinder, Nans Peters, men selvom han bestemt har vist stigende form på det sidste og har en spurt, vil det undre meget, hvis han kan følge de bedste i et mere normalt løb. Holdets joker er den spændende Paul Lapeira, der er hurtig og pludselig dukkede på fra de døde i søndags. Han bør dog være for tung til at matche de bedste på stigningerne her.

Arkea kommer med Vincenzo Albanese, der jo er skabt til dette løb, når man ser på de klatreevner, han havde sidste år. Desværre har han skuffet i år, og det skete også i weekenden. Ganske vist sad han med feltet i søndags, men hans svage spurt indikerer, at han fortsat mangler for meget. Hvis han overrasker, har han dog den gode spurt. Et andet kort er Clement Champoussin, der var fremragende i dette løb i 2021 og i regnen i 2023. Han har også fundet en helt ny fart og er bedst på eksplosive stigninger. Selvom han blev nr. 3 på den lette kongeetape i Provence, har han dog til gode helt at overbevise mig om formen. Den har været bedre hos Ewen Costiou, der til gengæld mangler spurten, men det skaber lidt bekymring, at han var helt væk i Ardeche i lørdags. Løbet passer storartet til Louis Barré, der har spurten og punchet, men vi har i de seneste franske løb set, at han fortsat mangler for meget på stigningerne. Lottokuponen Alessandro Verre var pludselig god i Oman, men selvom vejret kan være en forklaring, er det svært at tro meget på ham efter skuffelsen i Galicien, som det også gælder for formsvage Michel Ries.

Euskaltel kommer med en formstærke Gotzon Martin, der ikke var flyvende fra sæsonstart, men i Galicien i weekenden klatrede sjældent godt. Det taler for, at han kommer langt, og han hjælpes også af en god spurt. Han kan dog ikke klatre med de bedste. Holdets anden kaptajn er Joan Bou, der heller ikke er helt uden spurt og en bedre klatrer end Martin, men en skuffede præstation i Galicien skaber ikke den helt store optimisme. Mikel Iturria har også været god i år og kan komme et stykke, mens Xabier Berasategi og Iker Mintegi har manglet for meget.

Bardiani kommer med stortalentet Giulio Pellizzari. Desværre passer han ikke ideelt til løbet, men bliver det hårdt, kan han som ren klatrer komme langt. Hans svage start i det svage felt i Antalya taler dog for, at han næppe er formstærk nok endnu. Derfor skal vi formentlig i stedet se i retning af Alessandro Pinarello, der blev nr. 2 bag Piganzoli i Tyrkiet, men det vil være helt nyt at se ham helt fremme i så stærkt besat et løb. Et tredje bud er Luca Covili, der gjorde det pænt på Mallorca, men bør være lidt overmatchet på dette niveau, som det også gælder for Alex Tolio. Hurtige Davide Gabburo kunne i teorien passe til løbet, men har klatret skidt de seneste år.

Det ligner et svært løb for Cofidis. På papiret passer løbet godt til Jesus Herrada, men han er stadig helt, helt fra snøvsen. Det gode bud er derfor Axel Mariault, der har gjort det godt i år og også er hurtig, men efter en uventet god klatring i Var, skuffede han for meget i weekenden. På papiret er Stefano Oldani en af de tungere folk, der kan gøre det godt i et løb som dette, men dette er hans første løb siden styrtet i Marseille, hvor han brækkede håndleddet. Jonathan Lastra er startet pænt, men udgik af begge løb i weekenden, hvor Thomas Champion var langt væk, som Simon Geschke har været det hele året.

Endelig er der Caja Rural. Mine forventninger er små, men jeg tør ikke helt afskrive Fernando Barcelo. Han har punchet til stigningen og spurten til afslutningen, men hans holdbarhed har været helt væk i lang tid. Han har det dog med at dukke op af og til, og Jaen giver lidt håb. Et andet bud er Eduard Prades, der jo er endnu hurtigere og har vist lovende takter i år, men Portugal viste, at det bliver lidt for svært. Endelig har holdet også Guillermo Silva, der har imponeret i år, senest med en samlet top 15 i Galicien, og som på 3. etape viste, at han er hurtig. I lyset af den form er han formentlig holdets bedste bud.

Jeg tror ikke meget på de øvrige hold. Hos Tudor var der livstegn fra Marco Brenner i lørdags og fra Lucas Eriksson i søndags, men det vil undre mig, hvis vi ser dem helt fremme her. I år har det været bedre med Roland Thalmann og Luc Wirtgen, men desværre ikke godt nok. Corratec kommer med Valerio Conti , der med sin spurt og sit punch passer til løbet, men efter en pæn start i Marseille skuffede han i Besseges og i det svage felt i Valencia. Holdet har også lottokuponen Mark Padun, der gør debut, men intet har vist i lang tid, samt Kristian Sbaragli, der kan gøre det godt på en rute som denne, men ikke har vist form i år. Endelig er niveauet for højt for Davide Baldaccini og Lorenzo Quartucci. Hos Bingoal satser man på Floris De Tier, Marco Tizza, Louka Matthys og Aaron Van Der Beken, der alle havde ét hæderligt løb i Frankrig i weekenden, men manglede for meget.

Kontinentalholdene bliver typisk kørt over i et løb, der er så hårdt som dette, men denne gang er der et par spændende navne. Mest interessant er Jonathan Caicedo, der endte som samlet nr. 3 i Colombia, men passer dårligere til dette løb. Han ledsages Diego Camargo, der dog skuffede i Colombia, Jose Muñiz, der endte som samlet nr. 15, og Edgar Cadena, der klatrede pænt. Bedre til løbet passer den spændende Thomas Pesenti, der viste flot form og en ganske fin spurtstyrke i Oman, hvor Giovanni Carboni og Masaki Yamamoto til gengæld manglede lidt for meget. Andre med potentiale er Sergio Meris, Francesco Galimberti og Pavel Novak, hvis de allerede er i form.

HUSK: Der rangeres efter vinderpotentiale, hvilket er særligt vigtigt for Martinez.

***** Juan Ayuso

**** Romain Gregoire, Marc Hirschi

*** Alessandro Covi, Christian Scaroni, Alberto Bettiol, Lenny Martinez, Archie Ryan

** Rafal Majka, Welay Hagos Berhe, Sylvain Moniquet, Filippo Zana, Georg Zimmermann, Lorenzo Rota, Matteo Fabbro, Simone Velasco, Davide Piganzoli, Benoit Cosnefroy, Andrea Vendrame, Clement Champoussin, Davide De Pretto, Jan Christen, Jonathan Caicedo

* Vincenzo Albanese, Andrea Piccolo, Nans Peters, James Shaw, Gotzon Martin, Thomas Pesenti, Ewen Costiou, Francesco Busatto, Felix Engelhardt, Lorenzo Fortunato, Darren Rafferty, Joan Bou, Alessandro Pinarello, Giulio Pellizzari, Axel Mariault, Guillermo Silva, Paul Lapeira, Louis Barré, Fernando Barcelo, Eduard Prades, Valetio Conti, Mark Padun, Marco Brenner, Lucas Eriksson, Mikel Iturria, Jenno Berckmoes, Lukas Nerurkar, Luca Covili, Alessandro Verre, Santiago Umba, Reuben Thompson, Eduardo Sepulveda, Jonathan Lastra, Floris De Tier, Marco Tizza, Jesus Herrada, Stefano Oldani, Rein Taaramae, Davide Bais, Diego Camargo, Jose Muñiz, Giovanni Carboni, Sergio Meris, Francesco Galimberti, Pavel Novak

Danskerne

Hos Lotto kunne løbet være en chance for Jonas Gregaard, men da han ikke viste storform i weekenden, skal han formentlig støtte primært Sylvain Moniquet.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Nans Peters’ sejr fra 2023, Jan Polancs sejr fra 2022, Bauke Mollemas sejr fra 2021, Giulio Ciccones sejr fra 2020, Simone Velascos sejr fra 2019, Moreno Mosers sejr fra 2018, Fabio Felllines sejr fra 2017, Andrea Fedis sejr fra 2016 og Davide Cimolais sejr fra 2015.

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT