Paris-Nice-analyse: Den gyldne mulighed, der blev spildt

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Nogle gange kan cykelløb være meget enkle. Det er de eksempelvis på en enkeltstart, hvor bedste mand altid vinder. Det er de også i store bjergfinaler, hvor det er muligt, at taktik spiller en rolle, men hvor det alligevel meget ofte i sidste ende koger ned til, hvem der er bedste mand på dagen.

Andre gange er det imidlertid meget mere kompliceret. Det er på de dage, hvor løbets profil lægger op til, at taktik og kollektiv styrke for alvor kan udnyttes. I de situationer handler det i langt højere grad om at gribe mulighederne og spille sine kort rigtigt, og på de dage er det langt fra sikkert, at stærkeste mand vinder.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Paris-Nice er netop kendt for det sidstnævnte. I de seneste år har weekenden som regel budt på først en stor bjergetape med en bjergfinale og siden den altid uforudsigelige og ukontrollerbare sidste etape omkring Nice. Hvor førstnævnte ofte er af den enkle slags, hvor bedste mand gerne vinder, har det været helt anderledes om søndagen. Her har vi været vidner til nogle dramatiske opgør, hvor det i langt højere grad er kollektivet og ikke kaptajnen, der er afgørende. Mange vil sikkert huske, hvordan Marc Soler netop udnyttede et svagt GreenEDGE-hold til at frarøve Simon Yates, der ellers var kørt fra alt og alle om lørdagen, den samlede sejr i 2018, hvor det ikke var bedste, men klogeste mand, der vandt.

Med andre ord er Løbet mod Solen en tricky størrelse, hvor det er svært at vinde, hvis ikke man har et stærkt hold - uanset hvor stærk man er. Netop det forhold har også været det, der har må have givet håb til hovedparten af feltet, da de rejste til udkanten af Paris for nogle dage siden. Alle har formentlig vidst, at der nok kun kunne være én vinder, hvis bedste mand fik lov at afgøre det. Man skal nemlig ikke have set mange cykelløb de seneste år for at vide, at Primoz Roglic ville blive meget svær at slå for de øvrige klassementsryttere, både på onsdagens enkeltstart og på lørdagens kongeetape.

Det er netop der, Paris-Nice-historikken kommer ind. Roglics rivaler kunne gå ind til løbet med én af to strategier. De kunne lade sig fragte frem til henrettelsen på onsdagens og lørdagens nøgleetaper. De kunne imidlertid også udnytte de muligheder, arrangørerne havde skabt for at skabe et taktisk cykelløb og ikke et løb, hvor bedste mand vinder. Rutedesignerne havde nemlig været så gavmilde, at de i tillæg til den klassiske afslutningsetape havde designet dagens vanskelige etape i Massif-Central, der med den stejle Col de la Mure efterfulgt af en let finale havde skabt alle muligheder for at lave et Soler-agtigt nummer.

Nu kan man sagtens hævde, at troen på den taktik måske er blevet dæmpet lidt de seneste dage, hvor Jumbo har været så stærke, at de næsten har kørt deres helt eget cykelløb. Derfor kan man sagtens forstå, hvis mange anså det for lidt udsigtsløst at forsøge at knække den gule hær. Omvendt virkede det ikke helt umuligt. Steven Kruijswijk har siden starten fortsat de triste tendenser fra sidste år, man ved aldrig, hvordan Rohan Dennis’ bjergben er, da de kan være ekstremt svingende, og Wout van Aert havde jo på forhånd sagt, at han ikke ville grave for dybt inden klassikerne og derfor ville tage sig nogle fridage.

En af de fridage kom så åbenbart i dag, hvor Roglic ellers manglede sin belgiske holdkammerat allermest. Vi var ikke kommet langt op ad Col de la Mure, inden Van Aert sagde tak for i dag - en beslutning, han åbent har erkendt, handlede om det overordnede mål om klassikerne. Sådan måtte det da også være, for manden, der satte tempoet i front, var Connor Swift, som jo ikke just normalt er en mand, der i bjergene bør volde Van Aert mange kvaler.

Det varede ikke meget længere, inden Kruijswijk også gled agterud og dermed sendte et tydeligt signal om, at vi vist definitivt skal begrave den aldrende hollænder som klassementsrytter. Tilbage havde Roglic nu kun Dennis, og det er som bekendt altid et lotteri. Hvis Dennis havde Giro-benene, var Roglic ”home safe”, men hvis han havde de ben, han havde i bjergene i 2021, befandt løbets storfavorit sig pludselig i den situation, alle måtte have drømt om at skabe, da de tog starten i søndags.

Næste opgave var at finde ud af, hvor gode Dennis’ ben var, og Roglic må have været en smule nervøs, da de nærmede sig toppen af Col de la Mure. Ville han efter stigningen sidde klemt inde i en Ineos-sandwich med Daniel Martinez og Adam Yates, hvor Simon Yates formentlig også ville være til stede og udgøre en potentiel allieret til sin bror? Van Aert og Kruijswijk var så langt nede af bjerget, at Roglic kunne ende med at være helt og holdent afhængig af, at Dennis kom tilbage for at redde.

Nu skulle vi bare have det angreb, der isolerede det slovenske monster og forvandlede ham til en rådvild antilope omgivet af løver på en sydafrikansk savanne. Alle ventede. De ventede lidt længere. De ventede yderligere et par minutter. End ikke Nairo Quintana, hvis Arkea-hold ellers havde sat hans store angreb i scene, rokkede sig ud af flækken. Og pludselig var toppen der, uden at andre end Guillaume Martin, der efter en defekt i sidevinden ikke udgjorde nogen reel trussel mod Roglic. Og hvem sad stadig hos Roglic? Dennis, uden at nogen nogensinde havde testet, om han havde Giro-ben eller bare mellemgode ben på en dag, hvor han tydeligvis var godt kørende og beviste sit værd som kongehjælper til sommerens Tour de France.

I skrivende stund er det kun BikeExchange og Bora, der har udtalt sig om årsagen til passiviteten. Tyskerne var bare glade for, at Aleskandr Vlasov kunne avancere i klassementet. Det er naturligvis rart, men tættere på sejren kom han overhovedet ikke. Australierne noterer sig ganske klogt, at Jumbo i dag så sårbare, hvorfor de nu ser frem til at udnytte det taktiske spil på søndagens etape, men det står stadig helt hen i det uvisse, hvorfor de dog skulle vente til søndag, hvor Roglic meget vel kan have styrket sin føring yderligere og vil have færre rivaler at kontrollere.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Ineos er som altid tavse som graven, selvom det var dem, der havde den bedste mulighed for at presse Roglic, da de som det eneste mandskab har to heste at spille på. Det mest absurde er, at det faktisk lykkedes at gøre netop det, da det lille Total-hold viste sig mere sejrshungrende end de store mandskaber ved på den sidste lille bakke, der med kraftig modvind var alt for let til at skabe reelle forskelle, satte et tempo, der sendte Dennis til tælling. Pludselig sad Roglic i den kattepine, han på forhånd måtte have frygtet, og så lykkedes det endda Ineos at få sendt Martinez i offensiven.

Roglic var åbenlyst i fysisk overskud og fik efter lidt tid neutraliseret den colombianske offensiv, men tænk, hvis den var kommet noget tidligere. Så havde sloveneren ikke bare kunnet åbne for gassen én gang for at lukke hullet, for det havde blot ført til, at han fik Yates eller andre i nakken. Nu endte det hele med, at han timede det hele så godt, at Martinez blev kørt ind på toppen af sidste bakke, hvorefter risikoen var svært begrænset - og blev helt elimineret, da Bahrain sendte Wout Poels til fronten, så Matteo Jorgenson fra udbruddet ikke skulle vinde for megen tid på Jack Haig. Pludselig agerede hollænderen hjælper for Roglic - alene for at Haig ikke skulle blive passeret af en rytter, han alligevel sætter til vægs på lørdag!

Roglic må på alle måder have knebet sig i armen over sit ufattelige held, der med ét forvandlede hans rivaler til enten ufarlige kid eller nyttige idioter, der gjorde det arbejde, hans fraværende hold eller han selv skulle have gjort. Nu endte en etape, der havde så meget potentiale, i stedet som en total fuser, hvor ingen blev spor klogere på styrkeforholdet mellem favoritterne.

I stedet for at blive husket for et forrygende og taktisk klassementsslag vil vi i stedet huske etapen for noget andet, nemlig Brandon McNulty. Man kan kun beundre amerikaneren for den forrygende opvisning, han har leveret, siden han for halvanden måned siden startede sin sæson på Mallorca. Her sendte han det første varsel om, hvad der var i vente, da han leverede sit første vilde soloridt på den allerførste løbsdag, og de er siden blevet et hovedtema for resten af sæsonen. Han var meget tæt på at gentage kunststykket i Murcia, hvor den kraftige modvind dog endte med at spolere festen, men han fuldendte det til gengæld, da han i det, der i momentet lignede en hovedløs manøvre, kørte fra alt og alle i Faun-Ardeche Classic. I dag blev det så alle gode gange tre, da han trodsede modvinden, leverede endnu et suverænt soloridt og sikrede sig oprejsning efter det styrt, der knuste de klassementsdrømme, han suveræne sæsonstart havde fået til at vokse til helt nye højder.

Omstændighederne var også de rette. Udbruddet kørte allerede inden den første stigning, og det betød, at der var færre klatrere at dyste mod, end vi havde set det, hvis bjerget havde gjort forskellen. Det betød også, at udbruddet var ufarligt for Jumbo-mandskabet, og da først stod det stod klart, at trøjen ikke var truet, var det også ret indlysende, at ingen hold havde interesse i at jagte. Nu skulle han blot eliminere Valentin Madouas, Matteo Jorgenson, Ruben Fernandez, Franck Bonnamour og Harm Vanhoucke, der var gruppens øvrige klatrere, og her var det helt åbenlyst, at han burde have overhånden.

Det havde han også, men alligevel er der flere af hans medudbrydere, der har grund til tilfredshed. Bonnamour har været en skygge af den komet, han sprang ud som under sommerens Tour, da et styrt i Marseille i januar satte ham voldsomt tilbage. I dag beviste han endelig, at han bestemt ikke er nogen døgnflue, og at det ikke er uden grund, at B&B har gjort ham til deres store kaptajn. Vanhoucke kom fint tilbage efter de helbredsproblemer, der også havde efterladt ham i formsvag tilstand, og den i mandags så uheldige Jorgenson fik kørt sig så langt tilbage i klassementet, at han igen kan drømme om top 10 - også selvom Haig og Bahrain gjorde sit bedste for at forhindre. Til gengæld var det endnu en nedtur for Madouas og FDJ, der kom med så store ambitioner, men har oplevet nogle ganske rædselsfulde dage hidtil.

Madouas og FDJ er dog ikke dagens største tabere. Det er utvivlsomt alle de favoritter, der på denne torsdag fik foræret en gylden chance for at sætte Roglic under pres - ikke via overlegen fysisk styrke, men via taktik. Den blev bare ikke grebet, og desværre for dem venter der - hvis vejrguderne og det varslede snevejr tillader det - nu på lørdag en af den slags cykelløb, der er så enkle, at bedste mand ofte vinder. Det kan meget vel vise sig at være Roglic, og hvis det er tilfældet, kan hans rivaler så bruge klatreturen på ad Col du Turini på at tænke tilbage på den torsdag, hvor en gylden mulighed blev forspildt.

 Livestream Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris