Tour de France-analyse: Da kongerne abdicerede

STREAM TOUR DE WALLONIE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

EFTERÅRSSPILLET STARTER LØRDAG - 10.000 KR I STARTPULJEN

Vi har længe vidst, at den stod på tronskifte denne søndag i Paris. Efter torsdagens drama på Hautacam blev det cementeret, at den Tadej Pogacar-æra, alle talte om sidste år, i første omgang bare blev to år lang, men reelt har det stået klart meget længere, at Jonas Vingegaard ikke blot havde sendt sidste års suveræne hersker til tælling, men gjort det med en sådan suverænitet, at det utvivlsomt vil føre til nogen hovedbrud både i Slovenien og Emiraterne. Siden har hele Cykeldanmark gruet for, at et uheld skulle ende med at forhindre den nye danske folkehelt i at indtage den trone, der nu rettelig var hans, men heldigvis kunne hverken sidevind i Sydfrankrig, en enkeltstart eller nogle ujævne hovedstadsbrosten forhindre, at Touren har fået en ny konge.

Til gengæld stod det ikke skrevet nogen steder, at der skulle finde to tronskifter sted. Jo, det var helt oplagt, at Wout van Aert sagtens kunne ende med at måtte afgive den trone som hersker på Champs-Elysees, som han så flot indtog for et år siden. Nok er belgieren hurtig, men de rene supersprintere er trods alt hurtigere, og det var derfor ingenlunde givet, at det belgiske fænomen skulle blive den første dobbelte vinder på boulevarden, siden André Greipel vandt to gange i træk i 2015 og 2016.

Læs også

Optakt: 6. etape af Giro d’Italia

Nej, det uventede var, at han abdicerede helt frivilligt. Det var der næppe mange, der havde drømt om. Meget af de seneste tre ugers fortællinger har jo handlet om den interne dynamik på et Jumbo-hold, der risikerede at gabe over for meget, og hvor der var åbenlyse konflikter mellem Van Aerts ønske om at vinde etaper og Vingegaards chancer for at ende øverst på podiet i Paris. Således måtte man køre Pogacar frem til bonussekunder i Lausanne, så Van Aert kunne få sin etapesejr, man måtte leve med, at han undlod at vente på Vingegaard, da de havde mulighed for at give Pogacar et uventet nyrestød i Calais, og man måtte endda acceptere belgierens behov for at jagte etapesejr fra et udbrud i Carcassonne, hvor der ellers taltes om sidevind i finalen, og hvor hans grønne trøje var så sikker, at selv ikke den mest sindrige matematiker kunne udtænke nogen måde, hvorpå den kunne mistes.

Van Aert er jo et vinderdyr, og efter 15. etapes udbrud begrundede han sin offensiv med et behov for at køre for sig selv med jævne mellemrum, hvis han skulle bevare motivationen. Det kan man sagtens problematisere, men når man ser på den fabelagtige hjælp, han leverede både på brosten og i bjerge, er det utvivlsomt en pris, man er villig til at betale.

I dag var der imidlertid ingen ko på isen. Vingegaard risikerede ganske vist at styrte eller punktere, men det havde han tre andre holdkammerater til at klare. For en gangs skyld var den røde løber rullet ud for Van Aert, så han kunne betræde den uden at selv den mest inkarnerede danske Tour-fan ville skrige ”Illoyalitet” efter ham.

Og så gik han slet ikke nedad den! I stedet ville den sejrssultne belgier hellere rulle over stregen sammen med Vingegaard og de andre holdkammerater end at vinde den etape, der måske betyder allermest. Det var mildt sagt en uventet og overraskende prioritering fra en mand, der sætter en ære i at vinde de allerstørste løb, hvortil Paris-etapen utvivlsomt hører.

Men meget har været forandret de seneste dage. I fredags var han fint tilfreds med at give en takkegave til Christophe Laporte, og i går var han mere berørt af Vingegaards sejr og beslutning om at tildele ham etapesejren, end han nogensinde har været ved tidligere cykelløb. Noget kunne tyde på, at Van Aert, der ved indgangen til løbet så ud til at have blikket mere rettet mod egne triumfer end det overordnede mål om den gule trøje, alligevel til sidst er blevet lidt overvældet af den storhed, mange holdkammerater oplever, når de bliver en del af et Tour-vindende hold.

Det betød imidlertid, at tronen stod ledig, og det var bestemt ikke indlysende, hvem der skulle overtage den. Hvor det allerede fra start, så ud til, at Vingegaard formentlig var den eneste, der havde en reel chance for at ende Pogacar-æraen efter bare to år, er det sjældent, at der har været så mange reelle vinderbud i Paris, som der var i denne sjældent åbne udgave af verdens vigtigste massespurt. Tre af feltets absolutte supersprintere i form af Dylan Groenewegen, Caleb Ewan og Fabio Jakobsen var således klar til at indtage det sæde, som Van Aert havde efterladt, og det samme gjorde Jasper Philipsen, der forud for løbet nok lignede den langsomste af de fire, selvom han i år har gjort enorme fremskridt.

I virkeligheden er det imidlertid lidt paradoksalt, at man kalder Paris-spurten for den vigtigste for sprinterne. Det er jo ikke svært at se hvorfor, men at kalde det en afspejling af, hvem der er verdens bedte sprinter, er i hvert fald forkert. I den tredje uge af en grand tour spiller træthedsfaktoren nemlig en enorm rolle, og derfor ville udfaldet utvivlsomt være et andet, hvis man som kvinderne i årets historisk udgave af deres Tour var startet og ikke sluttet med Paris-etapen.

Om det er det, der forklarer, at Philipsen leverede en skræmmende magtdemonstration, er vel sandsynligt. Det er i hvert fald svært at tro, at belgieren på så overlegen vis havde ydmyget Groenewegen, som han gjorde denne søndag aften, hvis de havde kørt spurten for tre uger siden. Vi skal ikke længere tilbage end til Belgien Rundt for at finde det seneste eksempel, hvor belgieren blev slået af Fabio Jakobsen på ren fart, og alle, der så Ungarn Rundt vil vide, at det formentlig ikke er ham, der er Hollands hurtigste mand.

Nej, den titel tilfalder formentlig Groenewegen, men i dag var han ikke Tourens hurtigste. For en gangs skyld lykkedes det ellers det mildt sagt haltende BikeExchange-tog at sætte deres kanonkugle perfekt op. Det skyldes formentlig, at Quick-Step uden Michael Mørkøv var svært amputerede, at Mads Pedersen tabte hjulet på Jasper Suyven, og at Christophe Laporte jo sammen med Van Aert havde sagt tak for i dag, hvormed de på papiret stærkeste lead-out men og tog var taget ud af ligningen.

Læs også

De Gendt rager sig uklar med Visma-stjerne

Det udnyttede australierne på fornem vis til med Michael Matthews og Luka Mezgec at levere sæsonens bedste lead-out med sublim timing i netop den spurt, der betyder mest. Da først Groenewegen blev sat op fra spids, var det svært at tro, at det ikke ville blive til den anden sejr i Paris for hollænderen, måske endda med samme suverænitet og overlegenhed, som da han i 2017 med en chokerende lang spurt sejrede og for første gang gav indtrykket af, at han nok havde den højeste fart, når han endelig sad rigtigt.

Måske var det den erfaring, der fik ham til at åbne tidligt, da Mezgec alligevel fik den mistimet. Spurten blev nemlig for lang, men hollænderen havde reelt ikke andet at valg end at åbne, hvis ikke hans momentum skulle være tabt, og han ville blive overmandet bagfra. Det er da også nærliggende at tro, at spurtens længde betød, at hollænderen ikke fik det resultat, man kunne have forventet, men selv med en bedre timing, er det alligevel svært at forestille sig, at Philipsen ikke var endt som etapens vinder.

Belgierens sejr var nemlig skræmmende overlegen. Det var uventet, fordi det var et brud på det farthierarki, vi kendte inden løbet, men når man ser på, hvordan den seneste uges tid er gået, kommer det heller ikke som et chok. Nok har er Groenewegen med sin forbedrede klatring kommet meget bedre gennem løbet, end han plejer, men det har været ret åbenbart, at Philipsens holdbarhed har været enorm. Allerede på 15. etape så han uhyggeligt hurtig ud, da han tog sin første sejr, og selvom det kun rakte til en 2. plads, var han rystende overlegen i spurten i Cahors i forgårs.

Men det er ikke nødvendigvis hele fortællingen. Det er også svært at glemme hans suveræne spurt i Sønderborg, hvor han kørte en overmenneskelig lang modvindsspurt fra en håbløs position og alligevel endte som en kneben nr. 2 bag netop Groenewegen. Måske var det i virkeligheden et varsel om, at Philipsen i fremtiden kan slå også de allerhurtigste, når det alene skal afgøres på fart. Han har i hvert fald virket til at have nået helt nye højder i en Tour, som han ene mand gjorde til en stor succes for Alpecin.

I givet fald bliver han ganske uhyggelig, for dagens etape satte igen en fed streg under, at der er meget, meget få, der positionerer sig som ham. Vi har i hvert fald for vane at se, at han altid sidder på hjul af det bedste tog, og efter en lidt rusten start i Danmark har det også været sådan gennem hele denne Tour. Han har i hvert fald en mere komplet pakke end Groenewegen, der må have lidt af et hovedbrud her til aften, når hans fart pludselig ikke rækker, selv når han en sjælden gang sidder rigtigt.

Han ved i hvert fald, hvordan Caleb Ewan har det her til aften. Hollænderen kender til hudløshed følelsen af at blive lukket inde, og det var akkurat, hvad der skete, da australieren stod med den store opgave at redde Lottos skuffende Tour. Det var ellers som ved de foregående spurter i Danmark lykkedes den lille australier at positionere sig uventet godt, men når man er til start uden tog, er man pokkers afhængig af held. Det måtte Ewan sande både i Nyborg, hvor han efter en kollision i positionskampen fik defekt, i Sønderborg, hvor han blev lukket, og igen i dag, hvor han led samme skæbne som Mark Cavendish i samme spurt for et år siden, nemlig at blive blokeret. Dermed endte løbet ikke blot som endnu en stor skuffelse i australierens mareridtssæson. Det blev også en ærgerlig Tour for os andre, fordi vi aldrig fik chancen for at se, hvor langt hans fart egentlig rakte mod de andre.

Det fik vi heldigvis med Jakobsen. Han viste i hvert fald i Nyborg, at han helt som ventet er markant hurtigere end både Mads Pedersen og Van Aert, men det var så også den eneste gang. Uden Mørkøv havde han ikke længere det stærkeste tog, og derfor var også han afhængig af lidt held. Det så allerede svært ud, da han indledte spurten, men han havde pladsen, indtil også han blev ramt af uheld, da han nær var blevet lukket inde og efterfølgende klikkede ud af pedalen. Dermed skulle hele hans lidelseshistorie i Pyrenæerne vise sig at have været det rene spild, ligesom det blev kulminationen på en trist Tour for Quick-Step. Med to etaper har de deres på det tørre resultatmæssigt, men det mp betegnes som skuffende, at ingen nogensinde opdagede, at det belgiske storhold var rejst fra Danmark til Frankrig - og det er næppe en lille trøst, at Jakobsen har virket så træt, at det er svært at tro, at han fra den givne position var kommet i nærheden af at true Philipsen.

Det kom Alexander Kristoff heller ikke, men nordmanden fik alligevel til sidst kastet lidt glans over en ellers skuffende Tour. Hans Intermarché-tog har bestemt ikke leveret, som man efter den gode start i februar havde ventet, men i dag kom han i det mindste til at spurte. Selvfølgelig var han heldig med, at han selv fik lukket Ewan inde, at Groenewegens spurt blev for lang, og at Jakobsen havde uheld, men det var alligevel en fornem spurt, der nok engang viser, at man altid kan regne med nordmanden i lige netop denne spurt, hvor alle er trætte, og hvor han derfor lukrerer på den holdbarhed, der altid har været hans største styrke.

Anderledes er det med Peter Sagan. Han har aldrig været så gode venner med denne spurt, selvom den egentlig burde passe ham udmærket. Det blev han næppe heller i dag, for selvom han endte som nr. 5, blev det en understregning af den nedtur, der har stået tydeligere og tydeligere gennem hele løbet. Når positioneringskongen over dem alle, stater så langt tilbage, at spurten for længst er tabt, er der i hvert fald et eller andet helt galt. Det er svært at se de seneste tre uger som andet end endnu et søm til den tidligere stjernes ligkiste.

Læs også

Jury truede Pogacar med diskvalifikation

Det har det heldigvis ikke været for Pedersen, for hvem løbet allerede var en stor succes i morges. Desværre fik han ikke lov at gentage 2. pladsen fra 2020, da han desværre tabte hjulet på Stuyven. Det var virkelig en skam, for belgieren sad som altid perfekt til at sætte danskeren lige så smukt i scene, som han gjorde for to år siden. Dengang betød Stuyvens lead-out, at Pedersen endte som nr. 2 i et felt, hvor han ikke var den hurtigste, og igen i dag er det nærliggende at tro, at han var endt helt fremme, hvis han havde siddet bag sin belgiske holdkammerat, som nu endte med at få et uventet personligt resultat i en ellers lidt anonym Tour. Sejren var det utvivlsomt ikke blevet til mod de folk, der er hurtigere end ham, men endnu en podieplads var bestemt inden for rækkevidde. Nu endte han i stedet endnu længere tilbage end Alberto Dainese, der for 117. gang sad så langt tilbage, at han end ikke på denne brede boulevard kunne få spor ud af sin høje fart.

På den måde var alt ved det gamle, men det var det nu alligevel ikke helt. Det er ikke just hverdagskost, at løbets nr. 2 går i offensiven i Paris, men det var, hvad Pogacar gjorde, da han koblede sig på den Filippo Ganna-offensiv, der blev tydeligt indvarslet, da Ineos pludselig begyndte at jagte det tidlige udbrud. Det havde naturligvis været et no-go, hvis sloveneren reelt havde haft en chance for at stjæle den gule trøje, men med det store forspring var der fri leg for den detroniserede hersker. Og skulle vi have glemt det, fik han dermed endnu engang mindet os om, at intet cykelløb bliver kedeligere af, at han er med i feltet.

Det eneste, man kan ærgre sig over, var, at Vingegaard og Van Aert ikke var med i offensiven, og at vi dermed havde gået en gentagelse af det udbrud, trioen i sjov havde etableret allerede fra km 0 på etapen. Det havde nemlig været en smuk, men naturligvis også helt urealistisk afslutning at se løbets tre store hovedpersoner gøre fælles front på cykelsportens smukkeste boulevard.

Det er nemlig mere end noget andet de tre navne, vi vil huske, når vi om nogle år tænker tilbage til en af historiens bedste udgaver af Touren, og derfor var det også passende, at de var altdominerende i en podieceremoni, hvor de fordelte alle fire trøjer og angrebsprisen mellem sig. Kun Philipsen fik lov til at spolere dominansen lidt, og selvom hans sejr var alt andet end uventet, var omstændighederne overraskende. Vi vidste godt, at Tour-kongen ville abdicere og overlade tronen til en anden. At Paris-kongen ville gøre det samme ganske frivilligt, var der til gengæld næppe mange, der havde ventet.

STREAM TOUR DE WALLONIE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

EFTERÅRSSPILLET STARTER LØRDAG - 10.000 KR I STARTPULJEN