Tour de Suisse-analyse: Da vidunderbørnene fik danske klø

STREAM TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Forud for årets Tour de Suisse skabte det schweiziske løb en del hype. Det gjorde det ikke grundet den vanlige rolle som forberedelse til Tour de France, for i kampen med Dauphiné har det schweiziske løb, der engang blev regnet som den fjerde grand tour, i sjældent stor grad fået klø i kampen om at tiltrække Tour-kaptajnerne. Nej, når løbet alligevel blev regnet som et af sæsonens mest spændende skyldtes det udsigten til sæsonens første konfrontation mellem to af sportens mest profilerede vidunderbørn og dermed lidt af en Vuelta-revanche mellem Remco Evenepoel og Juan Ayuso.

Det er den slags, der er guf for alle cykelfans. I sig selv er Tour de Suisse trods dets faldende status stadig et stort løb, som alle drømmer om at vinde, men duellen ville også give et fingerpeg om det aktuelle styrkeforhold mellem to ryttere, der ventes at dominere de kommende års grand tours. Vi skulle have svar på, om Ayuso havde lukket en del af det hul, der stadig var i Spanien sidste efterår, og spændingen blev kun endnu større af, at vi jo på intet tidspunkt i år har haft mulighed for at se en formstærk udgave af det spanske vidunderbørn. I Romandiet havde han givet en indikation af, at han meget vel kunne være stærkere end nogensinde, men vi vidste det ikke.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Da løbet i søndags blev skudt i gang med den indledende enkeltstart, lugtede det da også af, at det var den duel, der tegnede sig. Nej, Evenepoel kørte ikke den enkeltstart, han havde drømt om, men han slog stadig Wout van Aert. Ja, Mattias Skjelmose kørte rasende stærkt. Og nej, Ayuso var måske ikke helt så god, som UAE-ledelsen kunne have drømt om, men begge placerede sig stadig helt fremme i en bekræftelse på duellen.

Da løbet i dag for alvor eksploderede på den første bjergetape, blev det da også et opgør mellem to af de unge drenge. Det var bare slet ikke de to forventede hovedpersoner. I stedet for 20-årige Ayuso og 23-årige Evenepoel var det nemlig 22-årige Skjelmose og 25-årige Felix Gall, der udkæmpede en intens kamp om det, som for dem begge ville være karrierens første sejr på WorldTouren. Og ja, Ayuso og Evenepoel fik skam deres duel - det var bare om den 3. plads, Ayuso endte med at tage.

Sådan så det ellers ikke ud til at skulle gå. Med vanlig selvtillid var det nemlig Evenepoel, der svingede taktstokken gennem hele finalen. Nok ville al logik tilsige, at han skulle lade udbruddene køre hjem og stjæle bonussekunderne, når nu belgierens mest sikre vej til sejr var løbets to enkeltstarter, men sådan er det aldrig med det belgiske vidunderbarn. Han tror så meget på sig selv, at han gerne risikerer at give lidt ekstra sekunder til en rival, for i hans hoved synes risikoen for et nederlag ikke at eksistere.

Derfor var hans Soudal-tropper de eneste, der hjalp Stefan Küng med det helt urealistiske forsøg på at forsvare en førertrøje, der allerede var tabt. Det kom også som dem helt naturlige konsekvens af ønsket om at vinde etapen, at det var Evenepoel, der forsøgte at gøre finalen hård, både på den lette Mosses-stigning og det vanskeligere målbjerg. I Catalonien havde han nemlig erfaret, at det var på den dag, hvor alle blev slidt ned, at han kunne vinde, mens det kneb mere i de to eksplosive finaler.

Man skulle ellers mene, at han havde lidt grund til at tvivle på sig selv. 10 dage uden træning havde ikke nogen gavnlig virkning på formen, og enkeltstarten viste jo i hvert fald, at Giro-formen ikke længere var intakt. Med tanke på overlegenheden på enkeltstarterne ville mange nok have ladet denne første bjergetape være en test af bjergbenene, men sådan tænker Evenepoel ikke. Nej, han bragte bonussekunder i spil, gjorde finalen hård og åbnede ballet - hvorefter han endte med at se sine chancer for samlet sejr blive kraftigt kompromitteret af de forskelle, der blev gjort, og de bonussekunder, der giv til tre rivaler.

En mere afventende strategi havde i hvert fald været oplagt, for nederlaget var jo at forvente. Ikke at det var et stensikkert udkomme, men det var i hvert fald et sandsynligt et af slagsen. Når han underpræsterer på sin hjemmebane, vil han alt andet lige også underpræstere på sin udebane i bjergene. Spørgsmålet var bare, om det ville være nok til at vinde alligevel i et felt, der i den grad er fattigt på sportens bedste klatrere.

Det var det ikke. Selvtilliden lod sig nemlig slet ikke mærke af, at han ikke kunne sætte hverken Skjelmose eller Gall eller trække fra den gruppe, der jagtede. Evenepoel gjorde, som han plejede, nemlig førte og førte. Desværre for ham er det bare ikke altid, at han kan slide rivalerne ned, som han gør, når han er bedst. Det sker af og til, at han får noget i nakken, som han gjorde det med Adam Yates på kongeetapen i UAE Tour eller med både Giulio Ciccone og Primoz Roglic på to af bjergetaperne i Catalonien.

Det gjorde han også i dag. Denne gang var det bare en dansk komet, der ramte ham lige i den nakke, som efterhånden må være ganske øm af de slag, den har fået i løbet af sæsonen. Og det var på én gang både overraskende og helt forventeligt, at det ville være netop Skjelmose, der kunne forhindre et af de to vidunderbørn i at vinde.

Forventeligt var det, fordi det i Ardennerne var ret åbenlyst, at Skjelmoses topniveau er rasende højt, når han er i sit terræn. Når han kan være en af de bedste i løb, der er sæsonmål for det meste af verdenseliten, hører han slet og ret til verdens bedste cykelryttere Overraskende var det til gengæld, fordi Skjelmose indtil nu har haft to klare mangler, som han også selv har været bekymret for, nemlig hans evner i de høje bjerge og hans holdbarhed.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

Med dagens sublime ridt fik han i hvert fald bevist, at han mestrer evnen at køre en finale klogt og køligt, og han fik i sandhed bekræftet, at den bedste Skjelmose vitterligt tilhører den absolutte verdenselite. Han fik også bekræftet, at han er så god i bjergene, at han kan vinde på den største scene, nemlig på WorldTouren - endda i et løb, der er kendetegnet af et højt niveau, fordi mange er tæt på Tour-formen på denne tid af året. Dermed fik han i hvert fald delvist fjernet lidt af usikkerheden om sin klatring.

Men desværre også kun delvist. Dagens bjergetape var meget, meget let med en kort distance og kun to stigninger, hvoraf kun den ene var svær. Det var dermed en meget eksplosiv sag, og selvom målbjerget ikke var nogen kort stigning - men bestemt heller en lang opkørsel - var det en form for bjergetape, der bør tiltale en rytter med Skjelmoses kvaliteter. Desværre er de to kommende bjergetaper - ikke mindst torsdagens kongeetape - helt anderledes nedslidende, og det er først her, vi for alvor for at se, hvordan han er på en ”rigtig” bjergetape.

Det er også her, hans holdbarhed skal testes. Vi har jo flere gange set Skjelmose meget stærkt for siden at falme mod slutningen af løbene. Det var blandt andet tilfældet i Besseges, hvor han dagen efter sejren på kongeetapen underpræsterede på enkeltstarten. Det var tilfældet i Baskerlandet, hvor han på den første muretape var skræmmende stærk og lignede den måske endda største trussel mod Jonas Vingegaard, men derefter blot blev ringere og ringere, indtil han faldt sammen på kongeetapen. Og i Giroen, der er hans hidtil hårdeste test, præsterede han - dog også med en del uheld - på et langt lavere niveau, end vi ser i korte etapeløb, hvor han altid er blandt de bedste.

Han har da også selv stillet spørgsmålstegn ved restitutionen, og det er den, der nu for alvor skal testes. Jeg kan desværre godt - særligt efter erfaringen fra Baskerlandet - frygte, at Skjelmose toppede i dag, og at han særligt får en svær dag på torsdag, hvor både holdbarhed og klatreevner for alvor skal testes. Men heldigvis er holdbarhed også noget, der kommer med alderen, og når Skjelmose jo faktisk er yngre end Evenepoel, er der al mulig grund til at håbe, at han holder stand. I det mindste hjælpes han af, at bjergetaperne alle kommer tidligt - og så må man håbe, at han ikke taber løbet i kraft af et svagt hold, for vi så i 2021, at morgendagens etape blev en overordentlig taktisk affære, hvor en tidlig isolering gjorde det hele helt ukontrollerbart.

Heldigvis er han ikke den eneste, hvis holdbarhed er tvivlsom. Nok bestod Evenepoel testen i Vueltaen, men på det tidspunkt var han også i topform. Man skulle jo egentlig mene, at hans tvivlsomme forberedelse ville betyde, at han blev stærkere og stærkere herfra, men det er i lyset af hans historik ikke sandsynligt. Jeg tror desværre for det belgiske cykelpublikum, at det snarere kan gå den anden vej, og jeg vil ikke blive overrasket, hvis både Evenepoel og Skjelmose havde deres bedste dag i dag.

Derfor peger mit favoritbarometer også på Ayuso. Det så ellers bekymrende ud på den nedre del af dagens målbjerg, hvor det blot 20-årige vidunderbarn bestemt ikke så overbevisende ud, men selvom vi kun har kendt ham i halvandet års tid, har vi allerede fået en fornemmelse af ham. Han er i den grad en dieselmotor, der i lidt samme stil som holdkammeraten Joao Almeida er en mester i comebacks. Det så vi tydeligst på Vueltaens 6. etape, der var den første test i bjergene, og som lignede en katastrofe, da han tidligt faldt fra. Da etapen var overstået, var han imidlertid den, der kom tættest på Evenepoel og Enric Mas, da han med et stort comeback havde sat blandt andre Primoz Roglic til vægs.

Det lugtede lidt af et lignende comeback i dag. Da først spanieren gik i gang efter at have været blind passager, fik han gang i en gruppe, der var ved at tabe løbet. Til sidst kørte han også fra rivalerne, men han kom for sent i gang til at vinde etapen. Heldigvis for Skjelmose viser det, at han ikke er blevet det uhyre, hans præstation i Romandiet indikerede, men hans kørsel i Vueltaen viser, at han i hvert fald ikke har problemer med holdbarheden, og den dieselagtige stil taler for, at han vil stå endnu stærkere på de kommende bjergetaper.

Det bliver i hvert fald svært for Gall at tage den samlede sejr. Det er pokkers synd, for østrigeren bekræftede i dag den vilde udvikling, han har gennemgået i år, og som førte til, at han blev taget af Giro-holdet og sendt til Touren, hvor han og Ben O’Connor ligner en stadig mere spændende duo. Også hans holdbarhed er dog et spørgsmål, for vi så sidste år, at han faldt ganske markant sammen i Giroen, men vigtigst af alt fik vi i søndags bekræftet, at han stadig slet ikke kan køre enkeltstart. Det eliminerer ham reelt fra kampen om sejren på denne rute, hvor enkeltstarterne er helt afgørende i et løb med bjergetaper, der historisk ikke har været alt for selektive.

Potentialet kan ingen imidlertid tage fra ham, og fremtiden ser endog meget lys ud. Alligevel er det næsten svært at betegne ham som talent. Han var nemlig - endda med afstand - den ældste i dagens top 5. Også unge Cian Uijtedebroeks, der endda er endnu yngre end Ayuso, satte nemlig en fed streg under det, vi har set gennem hele sæsonen, nemlig at det var okay at kalde ham ”den forbedrede Evenepoel”, som belgierne gjorde det, da hans navn blev kendt under coronanedlukningen. Nej, nogen forbedret Evenepoel er han ikke, men han er i hvert fald et lysende talent, der ikke mangler meget i at matche sin landsmand.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Talentparaden stopper imidlertid ikke her. Dagens vildeste præstation stod Magnus Sheffield nemlig for. Nok havde han i Norge overrasket på en bjergprolog, men det var svært at finde tegn i hverken sol, måne eller stjerner på, at han skulle slå navne som Romain Bardet og Ion Izagirre på en bjergetape. Selvfølgelig var dagens bjergetape meget let og eksplosiv, men man begynder efterhånden ikke helt at kunne afvise, at han kan blive til noget andet end ventet. Geraint Thomas og Bradley Wiggins har i hvert fald vist vejen for hans ryttertype. Og så lad os da også bemærke, at supertalentet Romain Gregoire endte som nr. 16 på en etape, der burde have været alt for svær, ligesom den engang så lovende Harold Tejada endelig viste livstegn.

Det var dog ikke alle talenter, der præsterede. Lennert Van Eetvelt fik sig en lussing, men han er trods alt også stadig meget grøn og har været ude en del af sæsonen grundet sin såkaldte dopingsag. Vi fik også igen bekræftet, at Ben Tulett altså ikke er nogen stor klatrer, ligesom Tom Pidcock fortsat har til gode at bevise, at han for alvor skal tages seriøst i bjergene. Hvis man stadig kan tillade sig at kalde 26-årige Gino Mäder og Neilson Powless for talenter, hører de også til på taberlisten. For Mäder var det ikke spor overraskende, for hans kollaps synes jo desværre bare at fortsætte og fortsætte. Mere overraskende var det med Powless, der har været her, der og alle vegne gennem hele sæsonen, men det ville også være helt nyt, hvis han pludselig skulle være med helt i front i de høje bjerge. Den allerstørste taber var dog Sergio Higuita, hvis katastrofesæson synes helt uden ende, og som næppe får den Tour-plads, han skulle sikre sig i dette løb.

Heldigvis var der også et par veteraner, der blandede sig med de unge kometer. Mest markant var det med Rigoberto Uran, der er ved at kopiere sin 2021-sæson. Også dengang kom han til dette løb efter en tid, hvo han lignede en færdig man, indtil han genopstod med sejr på bjergenkeltstarten og en samlet 2. plads. I år har han i endnu højere grad lignet en aldrende pensionist, men han kan åbenbart et eller andet med det løb, hvor han bragede ind på scenen ved at tage en etapesejr i en alder af bare 19 år!

En anden vinder var Wilco Kelderman, der leverede den bedste klatrepræstation siden 2021 og dermed har fået det boost af skiftet til Jumbo, man kunne håbe, og som gør ham yderst værdifuld for Jonas Vingegaard i Touren. Vi så også en af de bedste klatrepræstationer fra Pello Bilbao, for hvem de høje bjerge er en tillært egenskab. Selvom han ikke var så god som håbet, er Ion Izagirre også på et højere niveau, end han har været i det meste af 2022 og 2023, og Dylan Teuns gjorde det også ganske fremragende på en bjergetape som denne.

Det gjorde Romain Bardet til gengæld ikke. Hans forår var en katastrofe, og han er fortsat milevidt fra det høje niveau, han ellers genfandt i 2022. Det begynder at blive alarmerende for en mand, der jo allerede var faldet kraftigt af på den i årene forinden, og som i dette felt burde skille sig ud som en af de bedste. Der var desværre heller ikke skyggen af genfødsel af en ellers optimistisk Maximilian Schachmann eller af kongen af løbet, Rui Costa, der jo synes at måtte sande, at det kun er i hans elskede vintermåneder, at han kan genrejses. Og endnu værre gik det for Alexey Lutsenko, der stadig er en tam skygge af den rytter, han engang var.

Men det er heller ikke let at være fyldt 30 i denne vidunderbørnenes tidsalder, hvor man jo desværre let kan tale om udtrykket ”30, fed og færdig”. Det er jo næsten blevet hverdagskost, at en etape i et WorldTour-løb ender med en top 5, hvor en 25-årig, der stadig er med i kampen om ungdomskonkurrencen skiller sig ud som den aldrende veteran. Inden dette løb vidste vi imidlertid godt, at det var det, der var i vente, for det var jo netop som duellen mellem to af sportens vidunderbørn, at løbet havde skabt så megen hype. I dag fik begge de to fænomener imidlertid nogle gedigne klø af en ung dansker.

STREAM TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE