Itzulia Basque Country-analyse: Da "fejlkøbet" bragte storholdet tilbage på sporet

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Det har ikke været let at være hverken Ineos eller Ethan Hayter de sidste par måneder. Forventningerne var ellers, at han ville starte sin sæson som lyn og torden, for Ineos valgte at sende ham til Australien som deres spydspids til årets australske løb. Det var bestemt ikke noget dumt valg. Årets udgave af Tour Down Under bød på en sjældent let rute, der var som skræddersyet til en hurtig og klatrestærk fyr som ham, og som endda som noget nyt havde en prolog - en sand lækkerbisken for en mand, der allerede har vundet en prolog på WorldTouren. Han skulle endda derfra videre til Cadel Evans Great Ocean Race - et løb, der er skabt til og ofte domineres af holdbare sprintere.

Projektet kunne imidlertid ikke være gået meget være. Hayter fandt aldrig formen i etapeløbet, hvor Magnus Sheffield med sin samlede 4. plads heldigvis reddede æren for Ineos, og bedst som han skulle sikre sig et udbytte af det australske eventyr, styrtede han i spurten i Cadel Evans Great Ocean Race. Væk var ikke blot drømmen om en stærk sæsonstart på den anden side af kloden. Han kunne også skyde en hvid pind efter sæsonens første måneder.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Det var faktisk et ret hårdt slag for Ineos. Sådan så det måske ikke ud ved første øjekast, for selvom Hayter har vundet et hav af cykelløb i sine første år som professionel, er den britiske supermaskine så veludrustet med talent, at man sagtens kan undvære et enkelt. Problemet er bare, at hans pause kom på en tid, hvor briterne generelt har underpræsteret. Jo, Daniel Martinez tog en samlet sejr i Algarve, som ingen stadig forstår, hvordan kunne ende hos en også efter eget udsagn svagt kørende colombianer, og jo, Tao Geoghegan Hart har været delvist genfødt, men ser man bort fra Tom Pidcocks flotte sejr i Strade Bianche, som til gengæld også var lidt af en skalp, er det kun Filippo Ganna, der for alvor har imponeret på den store scene. Og trods den ene imponerende præstation efter den anden er den italienske tempomaskine faktisk kun efterladt med én sejr som det ultimative udbytte af anstrengelserne.

Der har i hvert fald været længere mellem succeserne end mellem skuffelserne. Sidste år talte alle eksempelvis om det unge, friske Ineos-hold i brostensklassikerne, men de er i år endt som en total fiasko. Meget skyldes naturligvis, at Ben Turner, der lignede en mand på kurs mod sit definitive gennembrud, nu har brækket knogler hele to gange, ligesom hjernerystelsen satte Tom Pidcock tilbage i to af hans tre brostensløb, men det er bestemt ikke meget, vi har set til Jhonatan Narvaez eller Magnus Sheffield heller. I etapeløbene har Egan Bernal været ramt af endnu flere uheld i den endeløse række, Martinez og Pavel Sivakov har været tamme skygger af sig selv, og Geoghegan Hart har været eneste opløftende element. Det tydeligste billede på holdets krise kom vel i Catalonien, hvor holdet, der tidligere kunne fodre svin med deres mange potentielle kaptajner, endte med at give Jonathan Castroviejo en once-in-a-lifetime-mulighed for at køre klassement for holdet i et stort WorldTour-løb.

Derfor blev der nok også bidt lidt negle, da holdet rejste til Baskerlandet forud for denne uges altid brutale rundtur på de kuperede baskiske veje med de mange mure. Holdet satsede nemlig hele butikken på Martinez, der jo sidste år endte som samlet vinder i et forår, hvor han tog et gigantisk spring og meldte sig ind som en af tungere podiekandidater til Touren. Det burde jo ellers være et ret sikkert kort at møde med den forsvarende vinder, men da ingen har set den bedste Martinez siden Liege for nu snart et år siden, og da man ikke gør nogen uret ved at betegne hans sæsonstart og ikke mindst præstationen i hans seneste optræden i Paris-Nice som horribel, må det alligevel have været med bævende stemme, at man udpegede som eneste kaptajn, bare godt en uge efter afslutning på den catalanske fiasko.

Man havde ellers forsøgt at sprede ansvaret en smule. Hayter var nemlig tilbage i sadlen i Catalonien, hvor han havde et par gode chancer for at vinde en etape, men det første af hans to spanske eventyr endt mildt sagt temmelig uheldigt. Det kom mest til udtryk på løbets 1. og 6. etape, hvor han havde store chancer for at tage årets første sejr, men hvor benene slet ikke rakte i den hårde puncheurspurt på førstedagen, og hvor hans altid så tilbagelænede positionering kostede ham kontakten med feltet på den sidste nedkørsel på lørdagsetapen.

Nej, hverken Hayter eller Martinez kunne på nogen måde betegnes som noget sikker kort, da et af årets hårdeste etapeløb for nogle timer siden blev skudt i gang i den baskiske hovedby, Vitoria-Gasteiz. Spørgsmålet er imidlertid, om lykken nu er ved at vende. Godt fire timer efter starten ser alt nemlig pludselig helt anderledes ud for det britiske storhold, der ellers mest har været statister, mens Jumbo og UAE - eller Tadej Pogacar - har stjålet showet, stærkt sekunderet af Alpecin.

Førstedagen bød nemlig på topkarakter i form af et UG med kryds og slange både til holdets kaptajn og til den livline, der skulle sikre succes, hvis det hele fejlede. Først satte en i dag forrygende stærk Luke Plapp chefen i scene til den indledende spurt, som han vandt i ganske suveræn stil helt uden chance for hverken Jonas Vingegaard og Marc Soler, og selvom det blot gav en gevinst på 3 sekunder, kan det være uhyre vigtigt, både konkret og symbolsk. Årets udgave af det baskiske løb har nemlig et meget specielt design, hvor bonussekunder meget vel kan blive afgørende, og derfor kan man slet ikke udelukke, at de 3 sekunders forspring, Martinez allerede har sikret sig, måske i sidste ende kan være det, der gør hans titelforsvar muligt. Derudover var det en ganske overbevisende spurt på så hård en bakke, at man måske kan gøre sig forhåbninger om, at de 3 sekunder i sidste ende ikke er helt ligegyldige, og at colombianeren endelig er tilbage på det tårnhøje niveau, vi ikke har set i et års tid.

En halv time senere blev festen fuldendt. Her lykkedes det nemlig Hayter endelig at få den sæsonstart, der skulle starte så stærkt, tilbage på sporet, da han med et par måneders forsinkelse fik slettet det store nul ud for hans navn på sejrskontoen. Bedst af det hele var det endda, at det kom efter en suveræn holdpræstation, der gav mindelser om det Ineos-hold, vi kender, og ikke det nødlidende mandskab, vi har set lidt for ofte de seneste uger og måneder.

Efter at Branon Rivera og en stadig formsøgende Bernal havde gjort det indledende arbejde tog den uhyre formstærke Castroviejo over. Han sørgede for, at briterne aldrig forlod fronten i den hektiske positionskamp, der prægede finalen, og herefter var han der igen, ham det australske supertalent. Plapp blev i den fulde finale så længe i front for feltet, at man kortvarigt måtte overveje, om de havde sneget to australske mesterskabstrøjer ind i feltet, og han efterlod så stærkt et indtryk, at man kun kan ærgre sig over, at han tilsyneladende er kommet til løbet som ren hjælper - måske fordi han missede Catalonien med noget sygdom, der dog ikke synes at have sat ham lysår tilbage.

Derefter trådte dagens mand i karakter. Sidste år lignede Omar Fraile ellers en gigantisk fejlsigning, for den engang så solide basker havde et gennemført horribelt år, hvor hans præstationer var så svage, at han slet ikke blev udtaget til en grand tour. Han lignede faktisk en mand, hvis kontraktforlængelse måtte hænge i en tynd tråd, da året gik i gang, men i dag er selvsamme tynde tråd formentlig forvandlet til et flere meter tykt tov. Så stærkt har Fraile nemlig kørt, siden han første gang satte et nummer på ryggen i Valencia i begyndelsen af februar.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Det kom naturligvis mest til udtryk, da han nærmest knuste Alessandro Covi i puncheurspurten på sidste etape i Andalusien, hvor end ikke et lead-out fra Pogacar var nok til at stoppe den suveræne basker, der på baggrund af den præstation havde fortjent selv at tage sin chance, da Baskerlandet i dag sluttede med en tilsvarende spurt, endda i hans hjemregion. Det kunne dog naturligvis aldrig komme på tale i en trup med Hayter, men så måtte Fraile jo gøre noget andet, nemlig reelt at vinde etapen, selvom det ikke var ham, der krydsede stregen først.

Det var nemlig akkurat, hvad han gjorde. Den meget specielle finale med en hård 500 m lang bakke efterfulgt af 500 m, der mest af alt var let faldende, blev nemlig vundet på toppen af bakken. Den faldende spurt var så kort og hurtig, at det ville være praktisk talt umuligt at ændre position, når først toppen var rundet. Og hvem kørte så stærkt hele vejen op ad bakken, at ingen blot kom i nærheden af at true Ineos’ dominans? Det gjorde den Fraile, der for et par måneder siden lignede et totalt fejlkøb.

Herefter kunne det ikke gå galt, og Hayter kunne tanke vigtig selvtillid efter den ærgerlige sæsonstart. Det er nu nok mest Fraile, der skal tage den selvtillid med sig i tanken, for selvom det er Hayter, der i morgen starter i gult, var det altså Fraile, der vandt dagens etape. Ingen havde nemlig nogen reel chance for at nå forbi briten i den korte og faldende finale.

Han havde ellers den helt forkerte mand lige i hjulet. Jon Aberasturi har bestemt ikke imponeret i sin tid hos Trek, hvor han har tabt både fart, positioneringsevne og holdbarhed. I gamle dage havde denne form for puncheurfinale ellers været skabt til den hurtige basker, men med tanke på det, han har vist det sidste års tid, lignede det en alt for svær sag for den lokale helt. I dag lignede han imidlertid pludselig igen den rytter, vi kendte fra Caja Rural, da han endda brugte bakken til sin fordel til at finde en position, han slet ikke havde i bunden, og som løbets på papiret hurtigste mand, havde han alletiders chance for at tage sit livs sejr på sin baskiske hjemmebane. Det fik en anden basker imidlertid forpurret, for Fraile efterlod sejren så meget på et sølvfad, at Aberasturi reelt ikke havde nogen chance.

Frailes præstation sættes også i relief af modstanden. Han var nemlig ikke den eneste, der kunne levere et sådant lead-out i denne finale. Det kunne også Soudal, der højst overraskende valgte at lade Mauro Schmid og ikke den langt mere gennemtestede puncheur Andrea Bagioli tage sin chance. Det betød imidlertid, at Schmid havde en lead-out man, der nok kunne gøre Fraile rangen stridig, og belgierne havde endda imponeret stort ved med Martin Svrcek, Remi Cavagna og Mattia Cattaneo at sætte Bagioli perfekt i scene til at gøre præcis det, Fraile gjorde. Det gjorde han bare aldrig, for der var en basker, der var stærkere.

Movistar kunne have gjort det samme. De havde det noget vanskeligere i positionskampen, men de sad stadig hæderligt placeret til, at en anden fremragende puncheur, Gonzalo Serrano, kunne lave ”en Fraile” og forære sejren på et sølvfad til den uhyre formstærke Alex Aranburu. Heller ikke Serrano kom imidlertid med noget fremstød, og derfor endte det, som det altid gør for Aranburu, nemlig at han tabte positionskampen, denne gang endda så meget, at han slet ikke spurtede og bare blev på den 4. plads, han allerede havde. Med Ruben Guerreiro og Serrano ved sin side lignede det ellers dagen, hvor han endelig kunne vinde den kamp, han ellers altid taber, men det fik en anden basker ellers forpurret.

Det kunne have været Alpecin, der havde domineret. Med Stefano Oldani og endnu en superpuncheur, Robert Stannard, foran en efterhånden formstærk Quinten Hermans var vejen banet til crossrytterens første sejr for sit nye hold. Det belgiske hold blev imidlertid den helt store taber i positionskampen, hvor de slet og ret blev kørt over i positionskampen, og Hermans aldrig kom i spil til sejren.

Det gjorde Orluis Aular heller ikke, men dagens 5. plads må alligevel betragtes som en sejr. Den formstærke venezuelaner havde vist sin form med sin flotte kørsel i Portugal for en uges tid siden, og den tog han med sig til Baskerlandet, hvor han bekræftede sit potentiale på den store scene ved at sikre et resultat, der for Caja Rural må regnes som en sejr. Det skete endda, selvom han havde langt mindre støtte end rivalerne, og det burde sikre, at hans navn står på blokken hos flere WorldTour-hold, måske særligt Movistar, der altid har blik for sydamerikanere.

Han kom i hvert fald bedre frem end den ellers normalt så positioneringsstærke Andrea Vendrame, der vel betalte prisen for et svagt hold i en afslutning, hvor Fraile understregede, hvor vigtig et stærkt hold var. Han kom også længere frem end Dion Smith, der endelig viste lidt livstegn efter en mærkelig sæsonstart med en lang løbspause. Og så var der flere klassementsryttere, der holdet sig fint til, ikke mindst den altid årvågne Richard Carapaz, der begynder at nærme sig noget form efter den chokerende svage sæsonstart, og Mattias Skjelmose, der igen viste, at han har et vist flair for denne slags finaler. Martinez viste også igen, at han mener det helt alvorligt med sit titelforsvar, og han skal igen slås med den lokale helt Ion Izagirre, der altid finder formen til dette løb, og som blev genfødt med lørdagens sejr. Til gengæld var der ingen spor af hverken Pello Bilbao eller Sergio Higuita, som ellers lignede de oplagte bud på klassementsryttere, der kunne tage bonussekunder i finalen.

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+