Optakt: Region Pays de la Loire Tour (Circuit Cycliste Sarthe)

Løbets rolle og historie

På denne tid af året er cykelverdenen i alt væsentligt splittet op i to grupper. Klatrerne og etapeløbsrytterne er samlet i Baskerlandet, mens sprinterne og brostensspecialisterne er i Flandern og Nordfrankrig til nogle store uger på brostenene i Flandern Rundt, Scheldeprijs og Paris-Roubaix.

En tredje del af feltet er imidlertid samlet i Frankrig til en solid løbsblok, der inkluderer et Coupe de France-løb samt et kort etapeløb. I fredags havde de eksplosive puncheurs og de stærke sprintere chancen i det kuperede terræn i Route Adelié Vitré, og i denne uge er mange rejst videre til Sarthe til de fire dage lange Region Pays de la Loire Tour, det tidligere Circuit Cycliste Sarthe, der typisk byder på et fint mix af flade etaper for sprinterne og mere kuperede etaper med terræn, som er mere lig det, der blev benyttet i fredagens endagsløb.

Trek trækker sig fra sponsorat

Det lille etapeløb har et tosidet formål. Mange franske ryttere bruger det som sidste forberedelse til Paris-Roubaix, specielt rytterne på hold, der ikke er inviteret til de flamske klassikere. Ofte ser man, at udlændinge, der ikke er så begejstrede for de belgiske stigninger, også bruger løbet til at gøre sig klar til Roubaix. Samtidig har de kuperede etaper været god forberedelse til ardennerklassikerne, og nogle af de bedste franskmænd til disse løb har benyttet en kombination af det kuperede endagsløb samt etapeløbet i Sarthe til at blive klar til deres store mål. Samtidig har det historisk været en stor chance for enkeltstartsrytterne til at gå efter en samlet sejr i et løb uden store stigninger.

Løbet blev skabt i 1953 og blev afviklet som et nationalt amatørløb frem til 1963, hvorefter det i 10 år var et internationalt løb for amatører. I 1975 blev det åbnet for professionelle, og det var såmænd selveste Bernard Hinault, der vandt de to næste udgaver. Generelt har det været et perfekt løb for unge ryttere, der har kunnet vise deres potentiale. Eksempelvis vandt en ung Greg Lemond i 1980.

Terrænet i regionen er uden store stigninger, og derfor har der altid været masser af sprinteretaper. Løbet er imidlertid som regel blevet afgjort på en eller to kuperede etaper, der har været en udfordring for de tunge enkeltstartsspecialister, som har kæmpet om sejren i den korte enkeltstart på andendagen, den normalt vigtigste etape i løbet. Derfor er løbet oftest blevet vundet af stærke rouleurs, der har kunnet overlevet mindre stigninger, og i et løb med bonussekunder og små tidsforskelle har en god spurt tillige været en stor fordel.

Det er blevet anskueliggjort af, at Ramunas Navardauskas, der netop har de tre nødvendige kvaliteter, vandt i både 2014 og 2016. Blandt nylige vindere findes stærke enkeltstartsspecialister som Luke Durbridge, Anthony Roux, Luis Leon Sanchez, Andreas Klöden, David Millar, Stefan Schumacher, Thomas Löfkvist og Sylvain Chavanel, men Pierre Rollands sejr i 2014 viste, at det med offensiv kørsel på stigningerne kunne lade sig gøre at ændre på tingenes tilstand efter enkeltstarten.

I 2018 blev der imidlertid lavet op på løbets natur, da arrangørerne helt tog enkeltstarten af programmet, og dermed blev løbet forvandlet fra tempospecialisternes paradis til et løb for stærke sprintere og puncheurs. Forvandlingen blev endnu tydeligere af, at den decideret temposvage Guillaume Martin vandt løbet, og da enkeltstarten ikke var tilbage i 2019 og heller ikke i 2022 eller 2023 efter to års coronapause, kan noget tyde på, at løbet fremover definitivt har ændret identitet.

I 2023 sker der igen noget nyt. Løbet har hidtil været hjemmehørende i Sarthe-departementet, der er en del af regionen Pays de la Loire, men præsidenten for regionen har haft et ønske om at bruge løbet til at promovere hele regionen. Derfor er der til årets udgave blevet lavet en helt ny arrangørgruppe, der naturligvis inkluderer sidste års arrangører, og de står nu for at afvikle et etapeløb, der skal besøge alle fem departementer i regionen. Dermed er det geografiske område blevet udvidet ganske betydeligt, men den identitet, der blev introduceret i 2018 fastholdes, da hele regionen grundlæggende er flad.

Dermed blev 2022-udgaven den sidste med det gamle navn, og det blev en dramatisk en af slagsen. På den kuperede 1. etape lykkedes det ni stærke folk at gøre en afgørende forskel, der så ud til at skulle sikre Mads Pedersen den samlede sejr. Danskeren vandt nemlig spurten og spurten på 3. etape, men bedst som den samlede sejr syntes sikker, gik det galt på sidste etape. Her splittede et stort styrt i den fulde finale feltet til atomer, og det endte med, at Olav Kooij og Xandro Meurisse kørte væk og spurtede om sejren, der ikke overraskende gik til hollænderen, som allerede havde vundet 2. etape i en massespurt. De store forskelle skabt af styrtet betød, at Kooij også tog den samlede sejr med 8 sekunder ned til Benoit Cosnefroy og 14 sekunder ned til Meurisse. Både Jumbo og Kooij skipper dog løbet i 2023, hvorfor der ikke bliver noget titelforsvar, og da det samme gælder for Alpecin og Meurisse, mens også et sygdomsramt Ag2r og Cosnefroy også dropper løbet denne gang, skal der findes et helt nyt podium til den første udgave med det nye navn.

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER

Ruten

Circuit de la Sarthe har i årevis et fuldstændig fast format. Det er typisk startet med en dag for sprinterne, mens andendagen har budt på to halvetaper, en sprinteretape om morgenen og den vigtige, korte enkeltstart om eftermiddagen. De sidste to dage har haft mere kuperede etaper, og specielt tredje etape, der har været den klassiske kongeetape til Pre-en-Pail, har ofte været en chance for puncheurs og klatrere til at gøre en forskel. Sidste etape har ofte også været ganske hård, men er også blevet afgjort i en reduceret massespurt på de ganske varierende ruter.

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

I 2018 ændrede løbet imidlertid karakter. Indtil da blev løbet hovedsageligt afgjort af kombinationen af enkeltstarten og kongeetapen om torsdagen samt måske bonussekunder. I 2018 valgte man imidlertid helt at fjerne løbets kendetegn, den korte enkeltstart i Angers, og i stedet blev onsdagens to halvetaper erstattet af en flad sprinteretape. Dermed tippede balancen væk fra klatrestærke tempospecialister over til ardennerspecialister med et godt punch og en god spurt.

Sidste år ændrede løbet karakter igen. Da forsvandt nemlig også kongeetapen til Pre-en-Pail, og dermed tyder det på, at det ellers lidt alsidige løb nu er et rent sprinterløb, for selvom man havde en ganske kuperet åbningsetape med 2600 højdemeter, var de sidste tre etaper pandekageflade. Alligevel lykkedes det faktisk at gøre forskelle på førstedagen.

Den nye trend fortsætter i år, hvor man altså under det nye navn skal dække et meget større geografisk område i hele den generelt flade region Pays de la Loire. Her har man sammensat en endnu lettere rute end sidste år uden hverken enkeltstart eller kongeetape. Der er en chance for, at det hele ender med fire massespurter, men der kan også være udfordringer undervejs.

Den første kommer på den ellers helt flade åbningsetape tirsdag, hvor man skal køre ned langs vestkysten, hvilket åbner risikoen for sidevind. Vinden bliver også den eneste reelle trussel på den ganske flade 2. etape onsdag, men herefter skrues der op for klatreudfordringerne de sidste to dage.

Torsdagens 3. etape er således den mest kuperede med 2300 højdemeter, men de kommer tidligt, og det er tvivlsomt, om den lille bakke på finalerundstrækningen kan bruges som rampe for et angreb. Den store chance for løbets puncheurs kommer derimod formentlig på fredagens finaleetape i Le Mans, hvor der skal sluttes på en endog meget teknisk rundstrækning. Den byder nemlig også på to korte, men meget stejle mure, og dermed er det muligt, at sprinterne alligevel bliver snydt af klassikertyperne på sidstedagen i et ellers som altid meget sprintervenligt løb, der er endnu lettere end tidligere.

1. etape

Sidste år åbnede løbet ganske usædvanligt med sin hårdeste etape, men det gør den bestemt ikke i år. Beslutningen om at udvide det geografiske område betyder nemlig, at man som noget nyt også skal helt ud til den franske vestkyst, og derfor åbnes løbet med en stort set pandekageflad tur ned langs vandet. Det betyder imidlertid ikke, at det bliver enkelt, for sidevind kan naturligvis i et sådant område altid skabe det store drama, men hvis ikke det sker, kan sprinterne efter alt at dømme se frem til deres første af mange muligheder allerede fra start.

I alt skal der tilbagelægges 162,1 km, der fører feltet fra Saint-Nazaire til Saint-Gilles-Croix-de-Vie. Begge byer er kystbyer ved den franske vestkyst, og man lægger ud med at køre igennem fladt terræn væk fra vandet mod sydøst frem til den ganske lille kategori 3-stigning D97 (800 m, 3,9%), der har top efter 12,4 km. Derfra snor man sig mod syd, sydøst og sydvest igennem fladlandet, indtil man er tilbage ved kysten, hvor man snor sig mod sydvest igennem et marskområde, der i det flade terræn byder på dagens to første spurter efter hhv. 61,5 km og 69,8 km.

Efter turen gennem marsken zigzagger man sig mod syd ned til et større skovområde, som man kører tværs igennem mod øst, nordøst og sydøst, stadig i pandekagefladt terræn. Slutteligt går det nu ad helt lige veje mod sydvest og syd ind til målbyen, hvor man efter 131,2 km rammer den afsluttende rundstrækning og efter 134,6 km krydser stregen for første gang.

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Etapen afsluttes nu med fem fulde omgange på de 5,5 km lange runde, der næsten pandekageflad. Fra start kører man kortvarigt mod sydøst, inden det går mod nordøst og nord, idet man slutter med en ganske lille bakke, kategori 3-stigningen Rue Georges Clemenceau (200 m, 1,8%), hvor der er bjergspurt på første og anden omgang efter hhv. 137,5 km og 143,0 km. Kort efter vender man rundt for at køre mod syd, øst og sydøst tilbage til mål, hvor der er en sidste spurt ved starten på næstsidste omgang efter 151,1 km. Finalen byder på to sving hurtigt efter hinanden ved 2 km-mærket, et sving i en rundkørsel ved den øde flamme og slutteligt et blødt højresving i en rundkørsel med 400 m igen. Den sidste kilometer stiger med 0,1% i snit.

Etapen byder på i alt 352 højdemeter.

Udbrudssejre i Sarthe er altid en mulighed i et felt med små hold, men sprinterfeltet er altid stærkt. Derfor er det vinden, der her ved kysten er den store trussel, og den kan naturligvis skabe et sidevindsdrama. Sker det ikke, bør intet derimod kunne stå i vejen for en første massespurt.

Saint-Gilles-Croix-de-Vie har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Overraskende prologvinder udgår med slemt brud

2. etape

Region Pays de la Loire består først og fremmest af flade sprinteretaper, og det gælder i særlig grad i år. Efter den pandekageflade start skrues der op for højdemeterne på andendagen, hvor der skal klatres 1100 af slagsen, men de kommer primært på etapens første del. Igen er det derfor formentlig kun vinden, der kan forhindre endnu en spurtafgørelse, selvom man aldrig helt kan afskrive udbrud i et løb med små hold.

I alt skal der tilbagelægges 169,4 km, der fører feltet fra Clisson til Le Lion d’Angers. Startbyen ligger umiddelbart uden for Nantes, og man lægger ud med at køre mod nordvest igennem fladlandet med retning mod storbyen frem til kategori 3-stigningen Chateau-Thebaud (300 m, 1,7%), der har top efter 11,5 km. Man kører imidlertid ikke ind til Nantes, men drejer i stedet mod nordøst og senere nord for at fortsætte en begivenhedsrig start, der byder på kategori 2-stignigen Le Landreau (500 m, 3,1%) efter 29,0 km og den første spurt efter 38,5 km.

Kort efter spurten drejer man mod øst for at følge en helt lige og flad vej over adskillige kilometer, indtil man drejer mod nord for at køre frem til kategori 3-stigningen Passage de l’Oceane (900 m, 3,1%), der har top efter 82,6 km. Herfra går det videre mod nordøst igennem fladlandet frem til den anden spurt, der kommer efter 104,3 km. Nu kører man kortvarigt mod sydøst, inden det går mod nordøst ind til målbyen, hvor man efter 117,8 km rammer den afsluttende rundstrækning og bare 300 m senere efter 118,1 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 17,1 km lange runde, der er stort set helt flad. Den sender rytterne kortvarigt mod øst, inden lange og lige veje leder mod nord og nordøst op til det nordligste punkt. Her kører man kortvarigt mod vest, inden det går mod sydvest og syd tilbage til målbyen. Det går ad lange, lige veje, indtil der melder sig to sene sving, det første på næstsidste kilometer og det sidste bare få hundrede meter fra stregen. Den sidste kilometer falder let med 1,0% i snit, og der en sidste spurt efter første omgang, dvs. efter 135,2 km.

Etapen byder på i alt 1307 højdemeter.

Terrænmæssigt er der ikke meget, der kan udfordre på denne etape, og med det stærke sprinterfelt burde der være nok til at sikre en spurt. Igen er vinden formentlig den eneste fare for løbets hurtigste, der skal sørge for at sidde ordentligt i det relativt sene sidste sving.

Le Lion d’Angers har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i 2008 i ungdomsløbet Tour du Haut Anjou, hvor Dennis van Winden sejrede med 1 sekund ned til feltet anført af Jerome Cousin og John Degenkolb.

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

3. etape

Den hårdeste etape plejer at komme om torsdagen, hvor man altid har benyttet en vanskelig rundstrækning i Pre-en-Pail til at give mere klatrestærke typer en chance for at vinde tid. Den etape udgik imidlertid sidste år og vender ikke tilbage i år under det nye format. I stedet lægges der op til endnu en dag for sprinterne, selvom der denne gang skal klatres mere end 2000 højdemeter over næsten 200 km, men måske kan løbets puncheurs forsøge at udnytte den lille bakke på den sidste rundstrækning til at snyde de hurtige folk.

Med en distance på 197,1 km, der fører fra Bauge-en-Anjou til Mayenne, er der tale om en relativt lang etape. Den indledes med, at man kører stik nord ad lange, lige og flade veje frem til dagens første spurt, som kommer efter 35,0 helt enkle kilometer. Derfra begynder det at stige ganske let, mens man fortsætter mod nord frem til kategori 3-stignigen Brulon (800 m, 5,0%), som har top efter 53,6 km. Nu går de videre mod nordvest fem til kategori 2-stigningen Loudon (500 m, 7,0%), der har top efter 62,3 km.

Herfra flader det igen ud, mens man kører mod nordvest frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 73,3 km, inden man snor sig mod nord igennem fladlandet frem til en ikke-kategoriseret stigning (3,9 km, 3,5%), der har top efter 92,5 km. Efter en nedkørsel går det mod ves op ad kategori 1-stigningen Montaigu (1200 m, 4,9%), der har top efter 98,6 km, og herefter fortsætter det med at være let kuperet, når man drejer mod. Vanskeligst er en bakke (1600 m, 4,6%), der har top efter 117,0 km, men herefter er det generelt let faldende frem til det nordligste punkt, hvor man drejer mod sydvest og siden syd for igennem fladt terræn at køre frem til målbyen. Her rammer man den afsluttende rundstækning efter 144,2 km, inden man krydser stregen for første gang efter 152,4 km.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 14,9 km lange runde, der er stort set flad. Den har dog en mindre bakke (700 m, 5,0%) med top 8 km fra stregen. Teknisk er den ukompliceret, da man kører ad en lige vej mod nord frem til det nordligste punkt, inden det kortvarigt går mod øst, hvorefter lige veje leder mod sydvest tilbage til målbyen, hvor den sidste kilometer stiger let med 0,8% i snit. Det sidste sving kommer med ca. 1500 m igen, hvorefter man skal igennem to rundkørsler med hhv. 1000 m og 500 m igen. Der er en sidste spurt efter første omgang, dvs. efter 167,3 km.

Etapen byder på i alt 2314 højdemeter.

Belgisk stjerne usikker til Touren

Etapen er betydeligt mere kuperet end de foregående, men udfordringerne kommer tidligt. Grundet den generelle mangel på terræn er det muligt, at der bliver kørt offensivt i midterfasen, men det burde være en etape, sprinterholdene kan kontrollere. Bakken til sidst kan være et bedre afsæt for angreb, men det skal flaske sig, hvis man skal undgå det, der ligner en tredje massespurt.

Mayenne har to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Boucles de la Mayenne i 2005, hvor Laurent Mangel slog Aliaksandr Kuchynski i en tomandsspurt og i dette løb i 2000, hvor Marcel Wüst vandt en massespurt foran Jeremy Hunt og Giovanni Lonardi.

4. etape

Løbet er ofte sluttet med en relativt kuperet etape, der har kunnet gøre forskelle i klassementet, men i tre af de seneste fire udgaver er man sluttet med en sprinteretape. Det går man måske også i år, men denne gang er der krydderi på den afsluttende rundstrækning i motorsportsbyen Le Mans. Her skal man nemlig over to korte, men meget stejle mure, hvor det synes givet, at løbets puncheurtyper vil gribe deres bedste chance for ikke blot at tage etapesejren, men også stjæle den samlede sejr fra sprinterne til allersidst.

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

I alt skal der tilbagelægges 177,8 km, der fører feltet fra Sable-sur-Sarthe til Le Mans. Fra start er det helt fladt, når man kører mod øst og syd frem til den første spurt, som kommer efter 13,5 km. Det flade terræn fortsætter, når man herfra kører mod først sydøst og siden nordøst frem til kategori 2-stigningen Route de l’Armenaudiere (1600 m, 4,4%), der har top efter 59,2 km. Her rammer man mere kuperet terræn, som man udnytter ved at slå en sløjfe mod øst igennem lidt småbakker, hvoraf den ene er kategori 3-stigningen Dauvert (800 m, 5,4%), der har top efter 73,7 km.

Efter sløjfen er man tilbage u fladlandet, når man kører mod nord, nordvest og sydvest frem til den anden spurt, som kommer efter 96,8 km i udkanten af målbyen. Man kører dog ikke den direkte vej ind til centrum, mens nor sig igennem fladlandet mod først nordvest, så nord, siden øst, så nordøst og slutteligt nordvest. Inde i byen rammer man den afsluttende rundstrækning efter 122,8 km, inden man krydser stregen for første gang efter 129,8 km.

Etapen afsluttes nu med fem omgange på den 9,6 km lange runde, der både er teknisk og let kuperet. Efter en flad start skal man over kategori 1-stigningen Cote de Gazonfier (400 m, 11,3%), hvor der er bjergspurt på tredje omgang efter 152,1 km. Herfra resterer 6,5 km, som indledes med et kort fladende stykke, inden man skal over endnu en bakke (200 m, 10,2%), der har top med 4 km. Herfra er det generelt let faldende frem mod de sidste 400 m, der er let stigende. Finalen er uhyre teknisk, da man over de sidste 2 km skal dreje først to gange i skarpe sving og siden to gange i rundkørsler, inden man slutter med to sving lige i rap på de sidste 400 m.

Etapen byder på i alt 1742 højdemeter.

Det er her, puncheurtyperne får deres chance. De to stigning er måske nok korte, men de er ganske stejle, og samtidig er rundstrækningen yderst teknisk og meget svær at jagte på. Det lægger op til en medrivende finale, hvor sprinterholdene vil komme under pres på de stejle mure, og hvor det bestemt ser ud til at være muligt måske at forhindre det, der dog stadig kan ende som en massespurt og måske også den fjerde af slagsen.

Le Mans har flere gange i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gange i dette løb, der i årene mellem 2002 og 2009 altid sluttede i byen. Det var senest i 2009, hvor Jean-Eudes Demaret kørte alene hjem til en solosejr foran Julien El Fares og Benoit Vaugrenard. I 2008 vandt Geoffrey Lequatre en massespurt foran Stephane Bonsergent og Thierry Hupond, og det samme gjorde Chris Sutton i 2007 foran Markus Zberg og Mikhaylo Khalilov. I 2006 vandt Alessandro Bertolini en tomandsspurt mod Serhiy Honchar, mens Sutton spurtede sig til en 3. plads fra feltet, og i 2005 tog Sylvain Chavanel en solosejr foran Markus Fothen og Volodymyr Bileka. I 2004 gjorde Thomas Löfkvist det samme foran Kyrylo Pospyeyev og Robbie McEwen, mens Allan Davis i 2003 vandt en tomandsspurt foran Laurent Brochard, inden Michael Rogers sikrede sig tredjepladsen. Endelig vandt Massimo Strazzer i 2002 en massespurt foran Endrio Leoni og Olaf Pollack.

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER

Favoritterne

Circuit de la Sarthe, som altså nu hedder i Region Pays de la Loire Tour, har altid været afgjort af en kombination af enkeltstarten, kongeetapen samt bonussekunder. Det nye format betyder imidlertid, at vi kan glemme alt om vores tidligere erfaringer. Fjernelsen af enkeltstarten, der tidligere har været løbets nøgleetape, ændrede i 2018 totalt dynamikken, og ligesom sidste år er kongeetapen også væk. Med andre ord ligner det nu et rent sprinterløb.

Der er tre forhold, der kan snyde sprinterne. Det ene er terrænet. De første to dage er ganske lette, og her kan terrænet i hvert fald ikke bruges til noget som helst. Tredjedagen har måske lidt potentiale. Her er de i hvert fald mange højdemeter og også en ikke helt uvæsentlig bakke på rundstrækningen. Vi så sidste år, hvor der kun var én etape med lidt terræn, at de puncheurs, der var til start, gik til stålet og lykkedes med at gøre varige forskelle. Det er sandsynligt, at de vil prøve allerede på denne etape - når terrænet ikke er der, skal man nemlig prøve, når chancen byder sig - men det er tvivlsomt, om det vil lykkes. Den kuperede zone kommer langt fra mål, og rundstrækningens lille bakke kommer formentlig for langt fra mål. Forskelle kan ikke udelukkes, men de virker usandsynlige, når rundstrækningen slet ikke er teknisk.

Chancen er klart bedst på sidste etape. Nok er de to bakker på rundstrækningen korte, men de er også meget stejle, og finalen er tillige så teknisk, at der bør være en chance for at holde hjem. Det er her, man må formode, at de eksplosive puncheurs virkelig kan gribe ud efter lykken, og det ligner en etape, hvor det ikke er umuligt, for de eksplosive klassikertyper måske at snyde sprinterne, selvom de kun vil vinde sekunder.

Det andet forhold, der kan true sprinterne, er manglende kontrol. Vi har før set udbrud holde hjem i dette løb med små seksmandshold. Det plejer også at være et svagt felt med primært franske hold og unge navne på de internationale hold, hvilket giver færre hold til at kontrollere. Sådan var det ikke i sidste års meget stjernespækkede udgave, men i å er vi tilbage ved normaliteten med endda kun fire WorldTour-hold efter Ag2r’s sygdoms- og skadesforårsagede afbud. Problemet er bare, at alle hold i et sprinterløb som dette kommer med en af deres sprintere, og derfor er udbrudsoverraskelser sjældne.

Det tredje forhold er vejret, men modsat sidste år, hvor det væltede ned i strid blæst, er betingelserne smukke. Som vi ved fra Danmark, er meget af Europa i denne uge præget af højtryk, sol og relativt svag nordøstenvind, og sådan er det også i denne del af Frankrig. Onsdagen bliver endda næsten helt vindstille, og heller ikke torsdag og fredag vil der være vind af betydning, selvom torsdagen ser lidt skyet ud, mens alle øvrige dage byder på sol og tørvejr. Eneste potentielt farlige dag er tirsdagen, hvor der bydes på vindstyrker på 18-19 km/t. Det vil dog være en dag med stort set ren medvind. Der kommer kun et enkelt relativt kort sidevindsstykke lige inden rundstrækningen, men det bør være for kort til at skabe ravage. Man kan aldrig udelukke noget, men jeg bliver svært forundret, hvis vinden bliver en faktor tirsdag - og de øvrige dage gør den i hvert fald ikke.

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

I det lys regner jeg med et sprinterløb, hvor det skal afgøres på bonussekunder i finalerne og i de indlagte spurter, men hvor der er en ganske god chance for, at løbets puncheurs kan gøre forskelle på 4. etape. Det er dog også meget korte bakker, hvor de stærke sprintere måske kan være med i angrebene, og hvis der gøres forskelle, taler vi formentlig sekunder, der vindes i den fulde finale. Selv hvis det lykkes at køre væk, er det ikke sikkert, at det vil være nok til sejr. Det vil afhænge af, om sprinterne har fordelt bonussen de foregående dage mellem sig, eller om en eller to sprintere har været dominerende.

Ser man på holdene, har de alle som altid en sprinter, men flere hold har en åben taktik. Det er helt klart, at FDJ vil arbejde 100% for deres sprinter, men man må formode, at Cofidis giver frihed til Benjamin Thomas og Axel Zingle, EF til Ben Healy og James Shaw, Arkea til formstærke Kevin Vauquelin, Uno-X til Tobias Johannessen og Tudor måske til Alexander Kamp. For de øvrige stærke hold vil det handle om sprinterne, og det er klart af den ovenfor omtalte frihed forsvinder som dug for solen, hvis holdets sprinter efter de første dage har kurs mod at vinde løbet.

Mest sandsynligt er det altså umiddelbart, at sejren går til en sprinter, og her er det værd at studere finalerne. Kun torsdagens finale er relativt enkel. De øvrige dage er de relativt tekniske, ikke mindst på fredagens etape, hvor det kan være svært at bevæge sig frem, hvis ikke man er stærk nok til at sidde langt fremme på den sidste af de to mure. Det er altså et løb, hvor positionering og gode tog ser vigtigere ud end ren fart.

Jeg vælger at gå med Arnaud Demare, men det er ikke med den helt store overbevisning. Franskmanden har slet ikke fundet formen i år, som vi så, da han løb tør for kræfter i De Panne og var den eneste fra FDJ, der ikke overlevede første passage af Kemmelberg i Gent-Wevelgem, men dette er et rent sprinterløb, hvor det mest af alt handler om hans evner som sprinter. Han har fortsat til gode at vinde i år, men i dette felt må han regnes som værende hurtigst. Vigtigst af alt er det dog, at hans tog ligner det stærkeste. Han støttes af sine faste folk, Miles Scotson og Bram Welten, og derudover styrkes toget af unge Paul Penhoët, der vil være holdets plan B, og det ligner den i særklasse bedste formation til disse tekniske finaler.

Hvis de er så dominerende, som de burde være, har Demare en god chance for i hvert fald at vinde de første tre etaper, og det kan være nok til at vinde, selv hvis der skulle køre folk væk på sidste etape. Hvis Demare er begyndt at finde sin bedste form, er han imidlertid også så god på korte stigninger som disse, at han vil have en chance for at køre med de bedste, og dermed skulle han kunne forsvare sig, selv hvis det ikke ende i en spurt til sidst. Med så stærkt et hold ligner Demare manden, der skal slås i denne uge.

Han står faktisk så stærkt i disse tekniske finaler, at jeg tror, at hans værste trussel er Axel Zingle. Franskmanden bliver stadig stærkere og kørte senest nogle fornuftige løb i Flandern. Jeg tror ikke, at han er stærkeste mand på bakkerne i dette løb, for det kan meget vel være Kevin Vauquelin, men på disse korte stigninger, får Arkea-rytteren sit hyr med at sætte Zingle, der kan slå langt de fleste på stregen. Hans frihed kan blive begrænset af situationen i klassementet, men han er manden, der skal følge angrebene, og får han den frihed, gør hans fart, at han meget vel kan ende med at vinde løbet - også fordi han kan opsøge bonussekunder i de indlagte spurter.

Cofidis har imidlertid også Bryan Coquard. Franskmanden er ikke stor fan af tekniske finaler og flade spurter, men han viste i både Catalonien og Vitré, at han er i form. Han har et tog, der tæller Benjamin Thomas og Davide Cimolai, der vil være plan B, og det er en af de stærkeste kombinationer. I de flade spurter er Demare og Nacer Bouhanni normalt hurtigere, men i tekniske finaler kan Coquard vinde, hvis FDJ kikser, og han alligevel vinder positionskampen. Endelig fulgte han jo Kevin Vauquelin på bakkerne i fredags, og det vidner om, at han også kan gå i offensiven på fredag, hvis det skulle være nødvendigt. Endelig har holdet også Thomas til det offensive løb, men selvom han er hurtig, vil han formentlig være underlagt den hurtigere Zingle, og han har endnu til gode at finde sin bedste form.

Kevin Vauquelin. Den franske komet havde haft pause siden det uheldsramte Paris-Nice, men virkede meget stærk i fredagens regnvåde og benhårde løb i Vitré. Det er klart, at der kan blive lagt en dæmper på hans muligheder, hvis Arkea har førertrøjen inden sidste etape, men får han frihed, kan han blive meget svær at stoppe på de stejle bakker på den afsluttende, tekniske rundstrækning. Han har også farten til at gøre det færdigt og med offensiv kørsel jagte bonussekunder undervejs, og derfor tror jeg faktisk, at han kan være manden, FDJ primært skal frygte.

Holdet har dog også et stærkt kort til spurterne. Nacer Bouhanni havde sidste år helt sikkert farten til også at slå Demare, men han er stadig på vej tilbage efter sin skade. Det gik hæderligt i Tirreno og ikke mindst Torino, hvor han trods dårlig position viste god fart, men han er stadig ikke, hvor han var sidste år. Nu har han tillige været syg, og det må ventes at have sat ham yderligere tilbage. Heldigvis er dette et meget let løb, og han plejer at elske disse tekniske finaler. Spørgsmålet er, om han stadig positionerer sig, som han gjorde inden skaden, for toget med Kevin Ledanois og Donavan Grondin, der vil være plan B, er ikke det allerstærkeste. Holdet har også den relativt formstærke Laurent Pichon til et offensivt løb, men han underlægges nok de to kaptajner.

Spansk mester står foran stor beslutning

Tudor kommer med Arvid De Kleijn, der med sejren i Torino har vist, at han kan vinde på dette niveau. Her er han desværre ikke til start med sit stærkeste tog, men han har sin vigtigste mand, Maikel Zijlaard , der i Classic Loire Atlantique viste, at han selv er en god plan B, og det er et afgørende våben. Han kørte et suverænt lead-out i Torino, og kan han gentage det i disse tekniske finaler, ved vi, at De Kleijn kan vinde, og at han vil være stabilt med fremme. Holdet har imidlertid også et stærkt kort til det offensive løb i form af Alexander Kamp. Danskeren har gentaget sidste års model med at træne i Colombia op til ardennerklassikerne, og det gav ham jo drømmeform i Amstel. Har han samme form nu, vil han være en af de bedste på fredagens bakker, og så har han også farten til at gøre det færdigt. Normalt ville man også regne Lucas Eriksson som en mand til et offensivt løb, men han har endnu ikke vist form i år.

Uno-X kommer med en farlig joker i Tobias Johannessen. Skadesproblemerne har sat ham langt tilbage, men sidste etape i Catalonien viste, at han er ved at være der. Med de ben, han havde den dag, bør han i dette lette løb være en af de allerstærkeste på bakkerne på fredag. Han kan få sit hyr med at slå særligt Zingle på stregen, men nordmanden er så hurtig, at han må regnes som en reel vinderkandidat, hvis sprinterne bliver snydt. Til spurterne har holdet Erlend Blikra, der jo sidste efterår viste, at hans fart fører langt, men selvom han har god støtte fra den i år meget imponerende Stian Fredheim, der vil være plan B, har han haft så store positioneringsproblemer, at det bliver svært at være stabilt med fremme. Endelig har holdet fredagens overraskende vinder, Fredrik Dversnes, men som spurtsvag får han svært ved at gentage overraskelsen i et offensivt løb.

Total kommer med Jason Tesson, der normalt vil være en af topfavoritterne. Sidste år viste han nemlig, at han har farten til at vinde på dette niveau, og at han er god i positionskampen. Han er dog kommet ganske forfærdeligt i gang for sit nye hold og har ikke haft en top 10-placering siden 12. februar. I dette lette løb burde han dog stadig være en af de hurtigste sprintere, men spørgsmålet er, om det er nok, når toget med unge Emilien Jeanniere og Julien Simon ikke er det stærkeste. Netop Simon er en perfekt mand til det offensive løb på fredag, fordi han også er hurtig, men han har grundet sin megen sygdom ledt efter formen. Det var bedre i fredags, men hans synes fortsat at mangle lidt for meget. Mere formstærk er den knap så hurtige Valentin Ferron, der dog heller ikke har vist storform på det sidste.

Dette er det perfekte løb for Rudy Barbier til at vise livstegn. Hans holdbarhed er nemlig helt væk, men i dette løb burde han kunne være med. Grundet den manglende holdbarhed spurter han sjældent, men sidste år havde han stadig masser af fart. Med et stærkt lead-out fra plan B, Romain Cardis, står den positioneringsstærke franskmand slet ikke ringe i disse tekniske finaler. Auber har også den lovende Thomas Gachignard, der har imponeret i år, men han passer dårligt til denne flade rute.

Nantes kommer med hans bror, Pierre Barbier, der er kommet godt i gang, senest med 3. pladsen i Tours forrige søndag. Også han har en fart, der fører meget langt i dette felt, og han er god i positionskampen, ikke mindst med støtte fra plan B, Emmanuel Morin. Han er nok et mere sikkert kort end sin bror, Rudy, men han er nok også stadig en smule langsommere.

Bingoal kommer med Matteo Malucelli. Han har en fart, der fører meget langt, som vi så både i Saudi Tour og sidste år, men desværre har det i år haltet med positioneringen. I den sammenhæng er de tekniske finaler og et meget svagt hold et problem, når han skal sidde godt med fremme i flere massespurter i træk, men man kan håbe, at han kan genfinde de normalt gode positioneringsevner, han ikke rigtigt har vist i år. Til det offensive løb har holdet halvhurtige Lennert Teugels , der viste form i Limburg, og udbrudsspecialister Alexis Guerin, der vandt i Coppi e Bartali, men det skal godt nok flaske sig, hvis de skal vinde et løb som dette.

EF har et meget spændende hold. De har Marijn van der Berg til spurterne, men det ligner en svær opgave. Han mangler nemlig evner i positionskampen til disse tekniske finaler, og han har meget begrænset støtte og savner tillige den tilstrækkelige fart. Til gengæld er han klart en af de mest holdbare sprintere, og kan han gå i offensiven i stedet, har han bestemt muligheder. Holdets mest oplagte kort til offensiv kørsel er dog den altid aggressive og uhyre formstærke Ben Healy samt den meget velkørende James Shaw, men selvom begge godt kan spurte, er det svært at vinde, hvis de er oppe mod folk som Zingle og Vauquelin. Endelig har holdet en formstærk Georg Steinhauser, men han passer dårligt til løbet.

Burgos stiller med en interessant kandidat til det hårde løb i form af Cyril Barthe, der kommer med god succes fra Portugal. Han er skabt til at gå med i angrebene på fredagens bakker, og han har også farten til at gøre det færdigt. Han har dog til gode at vise, at han kan følge folk som Vauquelin og Zingle. Til en spurt har holdet Manuel Penalver, der har en ganske pæn fart, men grundet sin svage positionering får meget svært ved at hævde sig i disse tekniske finaler, selvom hans tog faktisk ser opløftende ud. Sprinteralternativet Oscar Pelegri har ikke vist meget i år.

Det bliver også et svært løb for Flanders, men de har en hæderlig sprinter i Jules Hesters. Det sker sjældent, men han viser af og til, at han har noget fart. Det kniber med positioneringen, hvilket ikke gør disse finaler ideelle, men det gælder måske særligt med holdbarheden, som ikke bør volde problemer i dette lette løb. Til det offensive løb har de Kamiel Bonneu, der endelig begyndte at vise form i Limburg, men han er for spurtsvag og mangler eksplosivitet til at være en sandsynlig vinder.

Euskaltel kommer med halvhurtige Antonio Soto, der i kraft af sin gode positionering sagtens kan lave nogle top 10-placeringer, men hans store chance er offensiv kørsel. Her ville han have været en spændende kandidat, hvis han havde haft formen fra sæsonstarten, men det har knebet meget siden den sygdomsramte weekend for to uger siden. Et alternativ til spurterne er unge Andoni Lopez De Abetxuko, der startede flot i Saudi Tour, men siden styrtet i samme løb har han været ude med en skade. Juan Jose Lobato synes helt at være stoppet med at spurte, og løbet passer dårligt til Mikel Azparren.

Roubaix har Thomas Boudat, men det er svært at have den store optimisme. Siden styrtet i februar er han kommet tilbage, men han er stadig et stykke fra formen. Heldigvis er dette et let løb, men da han har et svagt hold, mangler fart og har det svært i positionskampen, ligner det alligevel ikke det ideelle løb til at rejse sig.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Q36.5 skal hænge hele deres hat på Szymon Sajnok i spurterne, men han mangler både fart og positionering. Corratec er kommet til løbet helt uden sprintere, mens Nice vel skal prøve med Paul Hennequin, der ikke kan betegnes som en rigtig sprinter, men kommer med selvtillid efter en samlet sejr i Algeriet i marts. I fredags begyndte unge Jean-Louis Le Ny også endelig at vise lidt form, men næppe nok til, at han kan være med i angrebene på bakkerne.

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvilket forklarer den høje rangering af mange ikke-sprintere. Jeg uddyber ovenfor.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Vigtigst er det, at Cofidis er uden Zingle, hvorfor Thomas bliver deres eneste, men gode kandidat til et hårdt løb. Tudor er uden både Zijlaard og De Kleijn og skal nu med et svagt tog spurte med Mika Heming. Euskaltel er uden Lopez De Abetzuko, mens Uno-X er uden Johannessen, hvorfor de må fokusere primært på Blikra. Flanders har udtaget Milan Fretin som et langsommere alternativ til Hesters, mens Nice er ude Hennequin, der erstattes af Tristan Delacroix som deres ikke specielt overbevisende bud på en sprinter. Tessons tog styrkes markant af udtagelsen af Lorrenzo Manzin, mens Q36.5 har udtaget Tom Devriendt, formentlig som lead-out man for Sajnok. Endelig har Corratec klogelig valgt at stille med en sprinter i form af Nicolas Dalla Valle, der uden megen støtte dog får det svært.

***** Arnaud Demare

**** Bryan Coquard, Kevin Vauquelin

*** Nacer Bouhanni, Benjamin Thomas, Alexander Kamp, Jason Tesson, Rudy Barbier

** Pierre Barbier, Matteo Malucelli, Ben Healy, Marijn van den Berg, Erlend Blikra, James Shaw, Julien Simon, Cyril Barthe, Szymon Sajnok, Manuel Penalver, Jules Hesters

* Paul Penhoët, Antonio Soto, Nicolas Dalla Valle, Thomas Boudat, Mika Heming, Tom Devriendt, Lorrenzo Manzin, Valentin Ferron, Romain Cardis, Laurent Pichon, Emmanuel Morin, Rick Pluimers, Milan Fretin, Tristan Delacroix, Emilien Jeanniere, Davide Cimolai, Donavan Grondin, Lucas Eriksson, Kamuel Bonneu, Lennert Teugels, Jean-Louis Le Ny, Alexis Guerin, Juan Jose Lobato Mikel Azparren

Danskerne

Alexander Kamp bør være en af to kaptajner på Tudor, hvorfor han er omtalt ovenfor. På EF gør Michael Valgren sit længe ventede comeback, men det bliver naturligvis i en hjælperrolle, her for Marijn van den Berg, Ben Healy og James Shaw. På Uno-X skal Niklas Larsen og Lasse Norman støtte Erlend Blikra, og endelig skal Rasmus Søjberg Pedersen på Nantes støtte Pierre Barbier.

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER