Itzulia Basque Country-analyse: Jeg kan også, Tadej!

STREAM PARIS-ROUBAIX UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

I denne vidunderbørnenes tidsalder, hvor den ene komet brager ind på scenen og hurtigt efterfølger den anden, er det næsten svært at holde styr på dem alle. I de seneste uger har alle talt om Tadej Pogacar, Mathieu van der Poel og Wout van Aert efter deres dominans i klassikerne, og selvom han ikke har været så dominerende som tidligere, har Remco Evenepoel også en magisk evne til at skabe overskrifter.

Det er da også denne kvartet, der skaber den største hype. Det er dem, der jævnligt omtales som vidunderbørn, fænomener, og hvad man ellers kan komme på af rosende betegnelser, og der er næppe tvivl om, at det er disse fire, der får den klart største omtale i internationale cykelmedier. Nu banker Juan Ayuso sikkert på døren efter sin vanvittige 3. plads i Vueltaen i en alder af blot 19 år, men desværre har en knæskade jo forhindret ham i at skabe den hype, der først for alvor ventes at opstå, når han begynder at vinde cykelløb med samme hast som superkvartetten.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

På mange måder er det mærkeligt, at Jonas Vingegaard ikke indgår i samme kategori. Bevares, interessen for danskeren er da også i udlandet eksploderet efter sidste sommers Tour-sejr, men man ser ham sjældent omtalt som et af sportens fænomener. I Danmark er sagen naturligvis helt anderledes, for Vingegaard er måske nationens største sportsnavn lige nu, men på den internationale scene står han stadig lidt i skyggen af de fire andre.

Det kan på mange måder synes mærkeligt. Det er jo Vingegaard, der er forsvarende vinder i det største løb af dem alle, og det var bestemt ikke en sejr, han fik forærende. Tværtimod gjorde han jo det, som mange havde anset som en umulighed ved løbets begyndelse, nemlig for rent bord slået den Pogacar, der havde været så altædende i foråret. Og nej, det handlede ikke bare om slovenerens krise på Granon, for han fik også klø på Hautacam og på enkeltstarten.

Hvordan kan det så være, at en rytter, der slår et vidunderbarn i verdens største løb, ikke selv betegnes som et vidunderbarn? Forklaringen er naturligvis nærliggende. Mens Pogacar, Van der Poel, Van Aert og Evenepoel er kendt for at levere det ene mirakelridt efter det andet gennem hele sæsonen, er der langt mere stille om Vingegaard. Hans 2. plads i Touren i 2021 var chokerende og kom bag på alle, men det skyldtes jo netop, at danskeren ikke havde gjort megen væsen af sig i løbet foråret. Jo, han havde vundet Coppi e Bartali og var blevet nr. 2 i Baskerlandet Rundt, men den slags resultater skaber ikke mange vidunderbørn.

Sådan var det jo også for et år siden. Nok var det klart, at Vingegaard var førsteudfordrer til Pogacar, og nok var det efter Dauphiné i mine øjne ret klart, at det burde blive tættere, end man havde frygtet, da Pogacar drev gæk med alt og alle i løbet af foråret, men ingen drømte inden starten på sidste års Tour at placere danskeren i samme liga som de fire fænomener. Han kom trods alt til løbet med bare to sejre i løbet af årets første seks måneder, og i lange perioder af året var der meget stille om ham. Sigende er det vel også, at han ved starten af sidste års Tour havde vundet bare syv cykelløb. Til sammenligning havde Pogacar og Evenepoel, hvis karrierer er præcis lige så lange som danskerens, taget hhv. 40 og 31 sejre.

Indtil nu har Vingegaard nemlig været en ret endimensionel rytter. Hans store resultater er i alt væsentligt kommet i Touren. Det er noget helt andet end Pogacar, der både vinder Tour de France og snart sagt enhver form for klassiker, end Van Aert, der både vinder massespurter og sætter Pogacar på bjergetaper i Touren, Van der Poel, der mestrer de fleste af cykelsportens discipliner, og Evenepoel, der nok vinder grand tours, men vinder endnu flere korte etapeløb og endagsløb.

Det er jo egentlig ikke så mærkeligt. Vingegaard udmærker sig i høj grad ved sin eminente restitution, og han bliver aldrig den multikunstner, Pogacar er. Hans alsidighed er imidlertid langt større, end resultaterne tilsiger, og der burde absolut intet være til hinder for, at han både vinder mange flere endagsløb, end han har gjort hidtil og tillige bliver en magtfaktor i de ugelange løb på samme måde, som Pogacar og Evenepoel har været der.

Vingegaard kan jo i virkeligheden lidt af det hele. Hans enkeltstart tilhører i dag den absolutte verdenselite, og når man har regnet ham som mindre eksplosiv, handler det alene om, at han altid er blevet målt op mod Pogacar, hvis punch jo ikke matches af mange andre end Primoz Roglic og Julian Alaphilippes. Han har i denne uge i Baskerlandet bekræftet, at han heller ikke er helt uden spurt, i positionskampen har han gjort det fremragende, og en god nedkører har han altid været. Problemet er bare, at han på de fleste parametre kommer til kort i en direkte sammenligning med Pogacar - men heldigvis ikke på dem, der afgør et Tour de France.

Den alsidighed bør jo i virkeligheden give anledning til langt flere resultater end ”bare” topresultater i Touren, og spørgsmålet er nu, om Vingegaard er på vej til fremover at blive nævnt i samme sætning som Van Aert, Van der Poel, Evenepoel og Pogacar også når vi taler om Tour de France. Det kræver, at han breder sin palet ud og begynder at vinde andre cykelløb og på andre tider af året, og det er heldigvis en ambition, han deler. Faktisk har han længe været frustreret over, at han indtil i dag ikke havde vundet et ugelangt etapeløb på WorldTouren, og selvom han i år skipper ardennerklassikerne, har han ikke lagt skjul på, at det kun er en midlertidig pause på ambitionerne i endagsløbene.

I dag tog han det første skridt mod en ny status som mere end ”bare” Tour-konge, da han endelig brød forbandelsen i de ugelange WorldTour-løb og sejrede i Baskerlandet Rundt. Han har naturligvis heller ikke gjort det let for sig selv, for faktisk har han siden Polen Rundt i 2020 altid haft en af de to slovenere som modstander eller holdkammerat, når han har været til start i et etapeløb på WorldTouren, og det har altid ført til enten en hjælperrolle for Roglic som i sidste års Dauphiné, hvor han formentlig havde vundet, hvis han havde kørt sin egen chance, eller til bank af Pogacar, der bare indtil nu har været bedre i de kortere etapeløb. Men da han i sidste års udgave af Baskerlandet Rundt endelig slap fri af lænkerne hos den knæskadede Roglic og slap for at skulle slås med Pogacar, skuffede han fælt med en samlet 6. plads.

Læs også

Hattrick-dansker tager stort hop

Derfor var det også så nedslående, at hans Paris-Nice var så skuffende. Hans Tour havde jo givet det klare indtryk, at han havde udviklet sig så meget, at han var klar til at tage skridtet op i vidunderbarnkategorien. Den tanke forsvandt imidlertid hurtigt, for da han var ude af stand til at matche David Gaudu på de franske landeveje og igen blev kørt over af Pogacar, stod det klart, at han nok engang var en helt anden rytter end det uhyre, han var i Touren - akkurat som det var tilfældet, da han skuffede i Ardennerne i både 2021 og 2022 og i Il Lombardia i de samme to sæsoner, selvom løbene havde været blandt hans største sæsonmål.

Nu fik han så sin skalp i denne uge, men alene en sejr i WorldTour-etapeløb bringer ikke en rytter op i samme liga som vidunderbørnene. Sidste år vandt blandt andre Aleksandr Vlasov, Daniel Martinez og Sergio Higuita også store europæiske WorldTour-etapeløb, men de blev opnået i løb, hvor der hverken var nogen Pogacar eller Roglic. Da Vingegaard i denne uge i Baskerlandet også var oppe mod et felt, der var helt renset for slovenske monstre, er alene hans samlede sejr ikke specielt bemærkelsesværdig. Havde ruten ikke været så speciel, at stærkeste mand slet ikke kunne vide sig sikker på at vinde, ville alt andet end en sejr næsten have været at regne som i hvert fald en mindre fiasko.

Nej, når sejren alligevel giver genlyd, skyldes det, at den blev opnået på en facon, der gav mindelser om Pogacar, når han er bedst. Når sloveneren møder op til denne slags begivenheder, plejer han ikke bare at vinde samlet, men også at vinde mindst to etaper og gerne krydre det med et overlegent soloridt. Sådan var det jo seneste i Paris-Nice, hvor han vandt ikke færre end tre etaper og rundede hele showet af med en af de magtdemonstrationer, han har for vane at levere.

Men har vi ikke lige oplevet noget lignende? På de baskiske veje viste Vingegaard ikke bare en pogacarsk grådighed ved at vinde tre af de seks etaper. Han rundede også festen af med et pogacarsk soloridt og en pogacarsk magtdemonstration, der var så overlegen, at danskeren bestemt ikke har den store grund til at stå tilbage for sin ærkerival.

Da han vandt den første af sine etaper på den baskiske mur i onsdags, kunne man ellers godt sidde med fornemmelsen af, at det ville være den menneskelige Vingegaard, vi plejer at se på denne årstid. Det ærgerlige styrt gav nemlig danskeren så stor en fordel, at det var svært at vurdere det reelle styrkeforhold, og Mikel Landas afslutning var så stærk, at man nok kunne betvivle, om danskeren faktisk havde været stærkest.

Den tvivl forsvandt imidlertid hurtigt. Da vi nåede de lidt længere stigninger, der trods alt er Vingegaards foretrukne terræn, og da vi kom længere ind i løbet, hvor hans gigantiske motor bare plejer at gøre ham bedre og bedre, fandt man ud af, at Vingegaard spillede i Superligaen, og at de andre spillede i 2. division. I den meget eksplosive finale på La Asturiana i torsdags, kunne en nødlidende Landa ganske vist akkurat følge med, men da der kom en ”rigtig” bjergetape med mange og i baskisk sammenhæng relativt lange stigninger blev niveauforskellen udstillet.

Sejren blev endnu mere bemærkelsesværdig af rutens beskaffenhed. Som jeg skrev i en tidligere analyse, betød den, at jeg inden løbet endda fratog ham den favoritværdighed, han naturligvis burde have i et felt som dette. At vinde på en rute uden svære finaler kan nemlig være pokkers svært, selvom man er stærkeste mand, hvis ikke man også er så hurtig, at man kan ventes at dominere i kampen om bonussekunder. Det erfarede Vingegaard jo i sidste års CRO Race, hvor ruten bestemt heller ikke gjorde ham mange tjenester, og hvor han trods to etapesejre som stærkeste mand endte med at tabe løbet til Matej Mohoric på dumme bonussekunder.

Den risiko var ganske overhængende i dette løb også, for skal man gøre forskelle på en rute som denne, skal man være et par niveauer over rivalerne. Er man ikke det, kan man tillige blive særdeles sårbar over for taktik, hvis ikke man er omgivet af et stærkt hold, og når man betragtede den trup, Jumbo havde sendt med ham til Spanien, kunne man i den grad blive bekymret for, om det normalt ellers så suveræne hollandske hold kunne blive det, der ville koste ham sejren.

Alle disse bekymringer blev imidlertid gjort til skamme på dagens kongeetape, der var den farligste og klart vanskeligste at kontrollere. Det gjorde den dels ved Vingegaards sublime magtdemonstration, men også af e Jumbo-hold, der i den grad steppede op, da det gjaldt og leverede et mesterstykke i stil med det, de gjorde på samme etape for to år siden, hvor Roglic og Vingegaard rundbarberede Pogacar og UAE så meget, at de endte med at tage en dobbeltsejr foran den slovenske rival. Der var nemlig lagt op til, at Vingegaard skulle under angreb på den første af dagens to svære stigninger, Krabelin, der kom så tidligt, at det var risikabelt for danskeren selv at åbne for gassen, og alt talte for, at en isoleret Vingegaard på det lette stykke frem mod den sidste svære stigning, Izua, ville kunne isoleres og blive udsat for en byge af angreb, der kunne koste ham den samlede sejr. Noget lignende kunne endda ske på det lette stykke efter Izua, hvor Vingegaard ville være akkurat lige så sårbar, hvis ikke han selv havde gjort forskellen.

Læs også

Giro d’Italia: Favoritten (*****)

Jumbos mesterværk var imidlertid til UG med kryds og slange. Attila Valter og Steven Kruijswijk udnyttede, at starten var så hård, at man kunne booke billet til udbruddet, hvis man var stærk, og dermed fik han ikke bare én, men hele to forposter til at hjælpe sig efter Krabelin. Dermed var chancen for at isolere danskeren på det stykke, hvor han var allermest sårbar, med ét forduftet, og det tog åbenbart helt modet fra rivalerne. I torsdags kunne alle se, at Vingegaard var mindst ét niveau over rivalerne, og skulle han slås, skulle det derfor være taktik. Den taktik kom bedst i spil på stykket efter Krabelin, men da der end ikke kom bare ét forsøg på at teste danskeren, er det svært at læse som andet end en erkendelse af, at Valters og Kruijswijks tilstedeværelse i front havde fået dem til at opgive den mest indlysende plan for at knække Vingegaard.

Jumbo fik det derfor præcis, som de ville. Vingegaard var aldrig tæt på at blive isoleret, inden han nåede Izua, og herfra blev manuskriptet næsten skrevet i torsdags. Her så vi, at Vingegaard var stærkest, og med yderligere et par dage til at varme motoren op og en hårdere rute til at slide på rivalerne lå det næsten i kortene, at danskeren ville køre fra alt og alle. Det var da også akkurat, hvad der skete, og dermed blev den udfordring, som den specielle rute satte Jumbo på, løst på smukkest vis. Det farlige stykke efter Krabelin blev løst af sublim taktik og stærk kollektiv kørsel, og det farlige stykke efter Izua blev elimineret af den overlegne styrke, Vingegaard selv besad.

Overlegenheden kommer også til udtryk af de nøgne data. I Baskerlandet er stigningerne korte, og det betyder, at afstandene typisk aldrig er voldsomt store. Særligt i år, hvor ruten var uden svære finaler og helt uden enkeltstart, var der lagt op til et løb, der kunne blive afgjort på sekunder og bonus. Sådan blev det da også næsten, for ser man på forskellene i top 10, var de jo yderst minimale - i hvert fald når man fraregner vinderen. Han var nemlig så langt foran, at det var den største sejrsmargin siden Aitor Osas helt tilbage i 2002 og det endda, selvom ruten lagde op til, at den sikkert ville blive den mindste!

Skal man sætte finde lidt malurt i bægeret, må det være, at hans formodet værste rivaler ikke levede op til forventninger. Enric Mas kørte skam en fin etape i dag, hvor han lignede næststærkeste mand, hvad man også ville forvente, når han endelig fik en rute, der gjorde det muligt for ham at bruge bare lidt af hans dieselmotor. Forskelle kunne han imidlertid ikke gøre, og det ville man altså have forventet af den Mas, der i efteråret kørte som en motorcykel og var fuldt på højde med og til tider endda bedre end Pogacar i de italienske klassikere. Dette forår har imidlertid lært os, at Mas måske nok er blevet så god, at han også er stærk i de ugelange løb, som han tidligere slet ikke mestrede, men at vi altså først ser det bedste til spanierens enorme motor, når han har fået mindst én grand tour i benene.

Endnu værre var det dog med David Gaudu. Franskmanden lignede jo ellers i Paris-Nice en mand, der havde bevæget sig tættere på Pogacar og Vingegaard, men i denne uge har han været helt anderledes ordinær. Det gjaldt desværre endda særligt i dag, hvor adskillige ryttere var bedre end ham, og dermed må vi i hvert fald sande, at de store udsving, han altid har været kendt for, ikke definitivt er elimineret. Vi kan i hvert fald ikke vide os sikre på, at vi får den bedste Gaudu fra Paris-Nice at se i Touren til sommer. Vi kan bare håbe!

Håbet er heldigvis også velbegrundet. Det er betydeligt vanskeligere at se, hvordan Simon Yates skal spille nogen væsentlig rolle i kampen om Tourens sidste podieplads. Ugen satte nemlig endnu engang en streg under, at vi ikke har set den bedste Yates i nu alt, alt for lang tid. Nok lykkedes det ham at komme med forfølgerne hjem, men det var på et hængende hår. Normalt ville man have regnet ham som en af de toneangivende ryttere i dette felt, men nu endte han som det tynde øl. Det må i den grad bekymre Jayco-ledelsen, der til gengæld kan glæde sig over den fine kørsel fra Matteo Sobrero, selvom dagens etape helt forventeligt blev for hård.

I stedet var det Mikel Landa, der endte som førsteudfordrer, og dermed fik han sat en fed streg under det stærke comeback, han leverede i 2022 efter det triste 2021. Han havde en lille kikser i Catalonien, hvor han ikke var specielt overbevisende, men i sine to øvrige WorldTour-etapeløb i foråret har han lignet den rytter, der var så stærk i Giroen og Lombardiet sidste år. I dag lignede han dog ikke næststærkeste mand, og det fortæller nok historien om, at Landa skam er en af verdens allerbedste, men at han aldrig kommer tæt på de fænomener, vi nu kan vove også at henregne Vingegaard som hørende til.

I det hele taget endte løbet som lidt af en baskisk fest. Man må nemlig tage hatten af for Ion Izagirre. Man kan undre sig over, hvordan han år efter år kan time sin form så sublimt til dette løb, men på en eller anden forunderlig vis finder han altid et tårnhøjt niveau til denne baskiske uge. Årets podieplads var den sjette i rækken, og hvor de første fire af slagsen kom i en tid, hvor han generelt kørte som en motorcykel og var blandt verdens allerbedste i ugelange løb, er de seneste to kommet i en periode, hvor han har lignet en mand i kraftigt forfald. Det har han til gengæld slet ikke gjort i denne uge, hvor han også i dag var en af de allerstærkeste på stigningerne.

På samme måde var det opløftende at se Sergio Higuita. Med tanke på, hvor skuffende han har været i hvert fald siden Schweiz Rundt, hvordan sidste sæsons store mål i Vueltaen endte som en stor fiasko, og hvordan hans sæsonstart har været alt andet end prangende, var det herligt at se ham rejse sig i denne uge. Dagens etape kunne ellers sagtens have været lidt for svær for colombianeren, men efter en lidt træg start leverede han en af de flotteste klatrepræstationer, vi har set fra ham.

Læs også

Oversigt: Disse hold er udtaget til Giro d´Italia 2024

I det hele taget var det løbet, der bød på genrejsninger. I tillæg til Higuita og Izagirre kom Brandon McNulty også tilbage på sporet efter en skidt sæsonstart. Denne rute med korte, stejle stigninger og uden en enkeltstart var bestemt ikke en gave til den indtil nu så skuffende amerikaner, men han rejste sig fornemt. Han greb stigningerne an, akkurat som han skulle, for han kunne ikke følge de bedste, når de for alvor åbnede for gassen. Til gengæld legede han Joao Almeida ved at holde sit eget tempo, og det var ganske tydeligt, at han var en af de ryttere, der sad med størst overskud til sidst, selvom han altså undervejs havde været i problemer. Nogen topklatrer bliver han næppe nogensinde, men i dag viste han, at han klatrer godt nok til at drømme om sejre i WorldTour-etapeløb, hvor enkeltstarter spiller en større rolle.

Den største genfødsel kom dog nok fra James Knox. Med tanke på hvor langt han har været fra noget som helst siden den ærgerlige afslutning på den flotte Vuelta i 2019, lignede han et talent, der toppede i en tidlig alder. Selvom man fornemmede, at han var bedre kørende i Coppi e Bartali, hvor han agerede hjælper for Mauro Schmid, kom det ganske ud af det blå, at han i denne uge skulle køre næsten lige op med de allerbedste. Han var endda tæt på at skabe den helt store sensation ved i det taktiske spil at erobre den sidste podieplads, men så god var verden trods alt ikke. I det hele taget har det været en god uge for Soudal, der også har fået bragt Andrea Bagioli og Mattia Cattaneo tilbage på sporet, og som i dag kunne se Schmid bekræfte sit potentiale ved med offensiv kørsel at spille en meget synlig rolle på en etape, der ellers var for svær.

Det gjorde Esteban Chaves også, og det var ganske herligt at se colombianeren undgå at brænde sammen i et etapeløb, som han ellers har for vane. Til gengæld måtte EF sande, at drømmen om en genfødsel af Rigoberto Uran, som det fine Catalonien havde skabt, knap nåede at blive startet, inden det døde igen. I dag oplevede han noget, der lignede et lille kollaps, og det fortæller nok igen historien om, at vi ikke skal forvente os alt for meget mere af Uran, end vi så i 2022.

Det skal vi måske til gengæld fra Felix Gall. Den lovende, men uhyre svingende østriger tog i denne uge et gigantisk skridt, som var noget større, end man alene på baggrund af hans lovende sæsonstart kunne forvente. Særligt var det opløftende at se ham klare dagens svære bjergetape ganske flot, for hidtil har han været bedst i mere eksplosivt terræn. Hvor langt talentet rækker er svært at sige, men niveauet er i hvert fald hævet betragteligt, og han synes at have fundet den stabilitet, han hidtil har manglet.

Desværre endte han jo sammen med McNulty at udkæmpe en kamp om ungdomstrøjen. Det havde jo ellers set lovende ud for Mattias Skjelmose i den kamp, og danskeren gik jo endda ind til sidstedagen med udsigt til en podieplads. Desværre endte denne uge, der skulle have udryddet hans to store svagheder, med i stedet at bekræfte den. En lovende start blev efterfulgt af et konstant aftagende niveau, hvor hans svage indtryk i går blev efterfulgt af et lille kollaps i dag, og dermed endnu en understregning af, at det tilsyneladende kniber med restitutionsevnen. Samtidig var det på den store bjergetape med lidt længere stigninger, at han gik ned, og det er jo lige præcis på den slags etaper, at han indtil nu har haft sine mangler. Heldigvis er der jo en grund til, at han kørte med i ungdomskonkurrencen. Han er nemlig så ung, at man kan håbe, at han kan rette op på de mangler i de kommende år.

Her kan han måske hente lidt inspiration fra sin landsmand. Vingegaards overlegne etapesejr på kongeetapen i Polen Rundt i 2019 gav et hint om, at vi her kunne tale om et ganske særligt talent, men gennem de to første år på WorldTouren var der trods alt ikke meget, der indikerede, at vi ligefrem skulle overveje at kalde ham vidunderbarn. Hvis man ser på, hvordan Pogacar, Evenepoel, Van Aert og Van der Poel bragede ind på scenen, da de blev en del af det professionelle felt, var det i hvert fald en noget mere moderat start på karrieren, Vingegaard fik.

Nu er det imidlertid tid at overveje, om ikke vi skal til at nævne Vingegaard i samme sætning, når vi taler om sportens mest spektakulære fænomener. For et år siden havde han vundet seks cykelløb, men nu har han vundet 20. Det er ganske vist betydeligt færre end de fire ovennævnte, men hans sejrsrate har nu samme hast som deres. Faktisk er han lige nu nr. 2 på årets vinderliste med 8 sejre - to færre end Pogacar, men én flere end Roglic - og nu er han minsandten også begyndt at brede paletten ud og vinde korte etapeløb på allerhøjeste niveau. Det bedste af det hele er, at det blev gjort med tre etapesejre og en afsluttende magtdemonstration, der lige så godt kunne være leveret af ærkerivalen Pogacar, der nu synes at have fået ekstra selskab i vidunderbørnenes klub. Der er nemlig andre end dig, der kan, Tadej!

STREAM PARIS-ROUBAIX UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE