Optakt: Classic Grand Besancon Doubs

 Livestream Tour of Turkey, Giro di Sicilia, Grand Prix Besancon, Tour du Jura og Paris-Roubaix uden afbrydelser

Løbets rolle og historie

April måned er kendt som årets vigtigste for de store endagsryttere. Først kæmper de tunge drenge om sejrene i de store brostensløb, inden det lette kavaleri bringes ind forud for ardennerklassikerne. Sideløbende med de store internationale begivenheder er samme periode imidlertid også den vigtigste for de franske ryttere, der i disse uger oplever den klart travleste periode i deres meget prestigefulde Coupe de France-løbsserie.

Løbene i denne serie er i april måned hovedsageligt relativt flade, men der er en undtagelse. Det ældgamle Paris-Camembert plejer at runde serien af aprilløb af og på tirsdagen inden Amstel Gold Race give de franske puncheurs og klatrere en chance for at teste benene inden Ardennerne. Løbets korte stigninger minder dog mere om Amstel Gold Race end de belgiske ardennerklassikere, og derfor har sågar også sprintere kunnet vinde tirsdagens løb.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Fremover får franskmændene imidlertid yderligere to chancer. Skipper de Amstel Gold Race, hvor stigningerne for nogle vil være for korte, kan de blive i Frankrig og om fredagen og lørdagen teste benene på stigninger, der minder mere om det, vi finder, når de rammer Ardennerne rigtigt i Belgien i den efterfølgende uge.

Det sker via en videreudvikling af det relativt nye etapeløb Tour du Jura. Det blev skabt i 2003 som et lokalt fransk løb under navnet Tour du Revermont og fandt sted i Jura-bjergene. Derfor omdøbte man det i 2006 til Tour du Jura, der i højere grad fortæller, at der er tale om et klatretungt løb, men løbet var fortsat blot en del af den franske kalender.

Det ændrede sig imidlertid i 2017, hvor løbet blev et 2.2-løb på UCI-kalenderen. Sådan fungerede det i fire uger, hvor det var et ganske kort løb over to eller tre etaper afviklet enten i april eller maj. Med sin kuperede profil blev det et udstillingsvindue for unge klatrere, og efter at veteranen Thomas Degand i 2017 havde vundet foran de unge talenter Fausto Masnada og Guillaume Martin, fik vi i de efterfølgende år sejre til Carl Fredrik Hagen og Kobe Goossens i deres sidste sæson, inden de blev professionelle.

Løbet blev som så mange andre aflyst i 2020, og den pause brugte arrangørerne til at videreudvikle det. I stedet for at forsøge at gøre det til et 2.1-løb valgte man at splitte det op i to endagsløs, Grand Prix Besancon Doubs og Tour du Jura Cycliste. Ideen var, at de to kuperede løb skulle afvikles over to på hinanden følgende dage, og man fandt en god kalenderplacering fredagen og lørdagen inden de to belgiske ardennerklassikere.

Desværre kastede coronavirus igen grus i maskineriet i 2021, men denne gang lykkedes det at afvikle løbene. De blev nemlig rykket til efteråret, hvor de slog sig sammen med Coupe de France Tour du Doubs, der også afvikles i Jura-bjergene og altid har haft plads i september. Her etablerede man en løbsblok over tre dage i september, og det blev en ganske stor succes, der blev vel modtaget og gav sejre til Biniam Girmay, Benoit Cosnefroy og Dorian Godon.

Det var dog et engangstilfælde. I 2022 fastholder Tour du Doubs sin isolerede placering i efteråret, og de to nye løb rykkes tilbage til den oprindeligt tiltænkte dato i april. Her er det håbet, at de kan udvikle sig til ardennerfolkenes klassikerforberedelse, og måske kan de på sigt også blive en del af Coupe de France.

Grand Prix Besancon Doubs er i en vis forstand det nye af de to løb, da det ikke bærer det gamle etapeløbs navn, og det er stadig ved at finde sin identitet. Ideen synes at være, at det skal starte i Besancon, men herefter måske have forskellige afslutninger. Det har i hvert fald været situationen hidtil. Til debutudgaven i efteråret 2021 havde man en stejl stigning mod slutningen efterfulgt af en flad finale, men til den anden udgave forsøger man sig med noget helt andet med mål på en relativt kort, men meget stejl stigning. Dermed tager man opgave som ardennerforberedelse alvorligt ved at have appelleret til både puncheurs og klatrere - præcis de to ryttertyper, der kan excellere i Ardennerne.

Til den første udgave i 2020 var det som sagt en sag for puncheurs med en kort, men stejl stigning efterfulgt af en flad finale. Her genstartede Nairo Quintana sin sæson efter Touren, og med et hårdt angreb skabte han en gruppe, der foruden ham selv talte Biniam Girmay, Andrea Vendrame, Axel Zingle og Thibaut Pinot. Kvintetten holdt hjem, og her viste Girmay sig ikke overraskende som den hurtigste, da han tog sin første sejr for Intermarché foran Vendrame og Zingle. Girmay er lige nu hjemme i Eritrea for at forberede sig til Giroen, og han forsvarer derfor ikke titlen. Den nye rute appellerer heller ikke til Vendrame, der ligeledes bliver væk, og da Quintana kører i Tyrkiet, bliver Zingle og Pinot de eneste gengangere blandt sidste års fem stærkeste ryttere.

Ruten

Med etableringen af et nyt løb skal arrangørerne altid finde dets identitet, og da dette kun er den anden udgave, er det naturligvis ikke sket endnu. To ting synes dog at være givet. Placeringen i Jura-bjergene og rollen som ardenneropvarmning lægger op til, at terrænet skal være kuperet, og så tyder noget på, at man har truffet en beslutning om, at starten skal gå i Besancon, der lægger navn til løbet.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Til gengæld synes alt andet åbent. Til den anden udgave ændrer man i hvert fald mærkbart på det format, der blev brugt til debuten. Sidste år havde man kun let kuperet terræn gennem hele dagen, men sluttede til gengæld med en passage af Col de la Grande Cote med top 18 km fra stregen, hvorefter det var fladt med en bakke ind mod mål. Det var rigtigt puncheurterræn, hvor Nairo Quintana skabte en kvintet, hvorfra Biniam Girmay kunne vinde spurten.

I år er det helt anderledes. Her forvandles løbet nemlig til en sag for klatrere. Målet flyttes til en kort, men meget stejl stigning, Cote de La Malate, i udkanten af Besancon, og dermed vil det ikke være Girmay-typer, der skal køre om sejren i 2022-udgaven.

I alt skal der tilbagelægges 177,5 km, der fører feltet fra Besancon til målet på toppen af Cote de La Malate, der ligger lige i udkanten af startbyen, få kilometer øst fra centrum. Løbet består således af en tur hele vejen rundt om byen, idet man kører mod uret. Fra starten i den nordøstlige udkant kører man igennem fladt terræn mod nordøst, inden man skal over Cote d’Amagney (2,2 km, 7,2%), der er sværest midtvejs, hvor den har en kilometer med 8,2%. Toppen rundes efter 12,4 km, hvorefter en kort nedkørsel leder videre mod nordøst.

Nu er det næsten helt fladt i en længere fase, hvor man først kortvarigt kører mod nordvest og siden i lang tid snor sig mod sydvest igennem fladt terræn, hvor højdepunkterne er to spurter, der kommer efter hhv. 35,4 km og 79,2 km. Sidstnævnte markerer starten på en vanskeligere fase, når man drejer mod sydøst for at køre ind gennem stigningerne syd for Besancon. Det sker via en snoet og kuperet vej, der byder på Mont de Cessay (1,8 km, 5,5%) med top efter 94 km. Kort efter drejer an mod nordøst for at køre op ad Cote de Epeugney (5,1 km, 3,1%), der stiger med 5,7% over den første kilometer, men derefter er meget let. Toppen rundes efter 104,8 km og leder op til et småkuperet plateau, der følges mod nordøst og nordvest frem til den afsluttende rundstrækning.

Den rammes i byen Fontain efter 118,35 km, hvorefter man kører cirka en halv omgang. Den indledes med en lille bakke op til La Chapelle de Buis (1,1 km, 6,6%) med top efter 123,0 km, inden en snoet nedkørsel leder mod nordøst og nordvest ned til floden Le Doubs. Den følger man kortvarigt igennem fladt terræn mod nordøst, inden man kører mod øst op ad målstigningen. Denne gang kører man dog ikke hele vejen til toppen, og derfor stiger den ”kun” med 8,3% over 3,7 km. Efter en start med ca. 9% indledes der med 2500 m igen en kilometer med stigningsprocenter på mellem 10 og 14. Herefter følger 500 m med 9,2%, inden den flader ud over den sidste kilometer, hvor det stiger med 5,4% og 4,2% over de sidste to 500 m-segmenter.

Kort inden målstregen og med 44,5 km igen drejer man til højre ind på en nedkørsel, der leder mod sydøst ned til et småkuperet plateau, der følges mod sydøst, sydvest, nordvest og sydvest tilbage til Fontain, idet man undervejs kører en spurt efter 139,0 km. Herefter kører man igen op den lille bakke (1,1 km, 6,6%) med top med 11,4 km igen, inden det gælder nedkørslen og turen hen langs floden. Slutteligt kører man op ad målbjerget, hvor stigningen denne gang er 4 km lang. Den sidste del er igen lidt stejlere med 11%, lige når de drejer ind på målrampen, og i alt stiger den sidste kilometer med 6,9% i snit. Der er et sving, når man drejer ind på rampen med 700 m igen og derefter et hårnålesving bare 100 m fra stregen.

Løbet byder på i alt 2786 højdemeter mod 2165 højdemeter på sidste års helt anderledes rute.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

 Livestream Tour of Turkey, Giro di Sicilia, Grand Prix Besancon, Tour du Jura og Paris-Roubaix uden afbrydelser

Vejret

Rytterne kunne ikke have ønsket sig smukkere betingelser til løbet, der byder på en snert af varme. Således vil der bare være få skyer og en temperatur i Besancon på hele 20 grader. Vinden vil bare være let (9-12 km/t) og komme fra nord. Det giver vind fra alle retninger på turen rundt om byen. På rundstrækningen vil der generelt være side- og sidemedvind på første del og sidemodvind på anden del. På sidste stigning vil der være sidevind på det meste af den nedre del, men mod- og sidemodvind på hovedparten af anden del af den meget snoede opkørsel.

Favoritterne

Det kan altid være en udfordring at skulle forstå et nyt endagsløb. Sådan var det også sidste år, hvor den mere åbne rute gav flere forskellige udfaldsmuligheder, og hvor vi så en alsidig finale, hvor både Biniam Girmay og Nairo Quintana var i spil til sejren i samme løb. I år har ruten slet ikke samme åbne karakter. Med beslutningen om at slutte løbet på en stigning bør der ikke være specielt meget hokuspokus over udviklingen.

Det skyldes også, at resten af løbet ikke er alt for svært. Ganske vist er der næsten 3000 højdemeter, men det er kun målstigningen, der er svær. Første passage kommer for tidligt til at spille en rolle, da resten af rundstrækningen er ret nem. Det er derfor ikke umiddelbart et løb, hvor det kan lade sig gøre at spille tidligt ud.

Der burde også være flere, der gerne vil have en afgørelse på stigningen. FDJ og Ag2r ligner de to store favorithold, og de vil efter alt at dømme kontrollere benhårdt og også markere hinanden, hvis nogen skulle forsøge en mere offensiv tilgang. Franske løb er altid aggressive, og der bliver sikkert også kamp om at amme udbuddet, men herefter regner jeg med et kontrolleret løb, hvor Ag2r og FDJ sætter det i scene til en afgørelse på stigningen.

Stigningen er med sine 4 km ganske kort, men den er stejl! En kilometer med to cifrede procenter og endda med 500 m med hele 13,4% er meget, men til gengæld flader den også ud efterfølgende. Forskellen skal helst gøres inden de sidste 2 km, for selvom den tager fat igen over de sidste 700 m, som kun køres den sidste gang, er den forudgående kilometer for let. Selvom stigningen er svær, kan det altså godt ende med en puncheurspurt blandt de bedste klatrere.

Det betyder også, at der er en mulighed for, at det bliver taktisk. De bedste skal naturligvis forsøge at gøre forskellen med det samme, når det er her, den er stejl, men kommer man ikke væk her, kan den sagtens gå i stå på den lette kilometer. Her vil det være muligt, at en rytter kan snige sig væk og tage sejren, som Eduardo Sepulveda så flot gjorde det i Tyrkiet, hvor han langt fra var stærkeste mand. Et godt hold kan altså være en fordel, også fordi modvinden til sidst kan gøre det endnu mere taktisk, men der er en god chance for, at bedste mand kører væk, ligesom spurtstyrke heller ikke kan negligeres.

Det er tydeligt, at mange klatrere har været begejstrede for ruten, for det er et ganske stærkt felt, der er til start. Det giver også mange seriøse vinderbud, men jeg vælger at pege på Thibaut Pinot. Nu om dage skal man ellers være meget varsom med franskmanden, der jo var milevidt fra sit niveau i starten af sæsonen, men så fandt han pludselig sig selv i Tirreno. En 7. plads på kongeetapen i et meget stærkt felt var lovende, men hvor han står nu, er uklart. Han har trænet målrettet frem mod Tour of the Alps og Romandiet, der er forårets mål, og han kom godt igennem Sarthe, hvor han sammen med Mads Pedersen kørte op til Ineos-gruppen på den eneste etape, hvor han i det mindste kunne teste klatrebenene bare en anelse. Han styrtede desværre også to gange, og selvom det ikke var alvorligt, har det været generende. Stigningen passer ham godt, da han er ganske eksplosiv og også hurtig på stregen. Til gengæld har han ikke så stærkt et hold som Ag2r, og det kan koste, hvis det bliver taktisk. Først og fremmest skal han dog bevise, at han efter en måned uden mulighed for at klatre vitterligt er lige så god, som han var i Tirreno.

Ag2r har det stærkeste hold, og de har et godt kort i Ben O’Connor. Australieren viste med etapesejren i Catalonien igen, at han nu er en af verdens allerbedste klatrere, og formen er åbenlyst også god. Desværre for ham passer denne korte, eksplosive stigning ham ganske dårligt, og det er derfor alt andet end en ideel afslutning. Til gengæld så vi også i Barcelona, at han klarede de eksplosive stigninger ganske fint, og her er stigningen trods alt meget bedre for en ren klatrer. I et felt uden alt for mange superklatrere kan O’Connor vinde alene på sine dieselklatrerevner - og så har Ag2r taktiske muligheder til sidst.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

De har nemlig også Clement Champoussin, der heller ikke er nogen stor puncheur, men bør være bedre i en afslutning som denne end O’Connor. Til gengæld er hans niveau lidt usikkert, da han missede Baskerlandet af personlige årsager, og siden styrtet i Paris-Nice kun har kørt GP Miguel Indurain, som grundet vejret og ruteændringen endte med at passe ham dårligt. Han viste dog god form ved alligevel at ende som nr. 9, og hvis han vitterligt er flyvende, kan han meget vel være førsteudfordrer til Pinot. Han startede i hvert fald sæsonen relativt lovende, men hans store udsving gør, at han efter en pause er lidt af en lottokupon. Også han kan drage fordel af det taktiske spil.

En rytter, der til gengæld kan glæde sig over, at stigningen er kort, er Victor Lafay. Franskmanden var fabelagtig i Tirreno og de første dage i Baskerlandet. Desværre kollapsede han på mærkelig vis på 5. etape, inden han udgik, og jeg har ikke fundet forklaringen på hvorfor. Det skaber en del usikkerhed, da han også blev taget af startlisten i Camembert. I forvejen kan denne stigning vise sig at være en anelse for lang, for vi så på 3. etape i Baskerlandet, at han var flyvende på den nedre del af muren, men endte med at gå ned. Det er dog kun knap 3 km, der er svære, og det bør bringe ham i spil - også fordi han er en bedre afslutter end de mere rendyrkede klatrere.

Sæsonen har været ganske lovende for Steff Cras, der er fortsat de gode takter fra Vueltaen. Senest var han blandt de bedste i Baskerlandet, og selvom han skuffede lidt på kongeetapen, endte han stadig som nr. 16 i skrapt selskab. Det bør føre langt i dette felt, også fordi vi i årets første løb i særligt Andalusien og Baskerlandet har set, at det er kortere stigninger, der synes at passe ham bedst.

Hos sig har han en af løbets store kanoner. Tim Wellens kom skidt tilbage efter sin pause, men han er blevet bedre og bedre. Han var hæderlig i Amstel, og i Brabantse Pijl var han en af de stærkeste. Desværre er denne stigning på papiret for svær for ham, og han skal virkelig stramme sig an for at matche klatrerne. Hans chance vil formentlig være, at den flader ud undervejs, og går den i stå her, kan han komme tilbage. I en spurt er han en af de allerhurtigste, så det handler ”bare” om at overleve den svære del. Lotto har også Sylvain Moniquet, der i både Catalonien og Baskerlandet har været langt fremme. Det bør han også være her, men han vinder ikke.

Den store joker er vel Remy Rochas. Han tog et gigantisk skridt i Vueltaen og startede sæsonen som lyn og torden med fabelagtig kørsel i Besseges for Benjamin Thomas. På papiret er han en af de bedste i dette felt, og han er tillige ganske eksplosiv, men til gengæld slet ikke spurtstærk. Desværre aner vi ikke, hvor han står efter sin skadespause, og selvom starten i Camembert i tirsdags var lovende, vil det nok undre lidt, hvis han vitterligt er god nok til så svær en finale. Potentiale til at overraske har han dog.

Cofidis’ tredje kort er Jesus Herrada. Desværre har denne sæson bekræftet, at han er et stykke fra fordums styrke, og i forvejen er en stigning som denne en anelse for svær og ikke mindst stejl. Han var hæderlig i Catalonien, men ikke prangende, og det vil derfor være en overraskelse, hvis han kan være med på den nedre del. Bliver det taktisk, bør han dog have en chance for at komme tilbage, og så vil han være en af de mest eksplosive til afslutningen. Cofidis har også den lovende Axel Zingle, men vi har i år set, at en stigning som denne må ventes at være for svær, og Ruben Fernandez var ikke just flyvende i sit sidste løb.

Total kommer med Alexis Vuillermoz. Siden sine mange skader er han ikke blevet sig selv, men han har i år været langt bedre end længe. Han blev en flot nr. 4 i Indurain, men skuffede mig i Baskerlandet. Han kørte dog en god kongeetape, som ellers burde have været lidt for svær. Det er denne stigning også, men som murspecialist er han ikke helt ubegejstret for en kort, stejl del. Kan han overleve den eller komme tilbage, er han lynhurtig i en spurt. Hos sig har han Cristian Rodriguez, der vandt bjergtrøjen i Baskerlandet. Han bør gøre det godt, men vi så også i hans udbrud, at han ikke har det (relative) niveau, han havde i februar. Fabien Doubey og Jeremy Cabot klatrede ikke godt i Baskerlandet.

Hvor står Elie Gesbert ? Han har været i forfærdelig form i år og skuffede senest i Catalonien. Op til Camembert meldte holdet dog ud, at han er ved at føle sig stærk igen, men om det er rigtigt, aner vi ikke. En kort, eksplosiv stigning passer ham, men da vi skal tilbage til maj for at finde ham i sin seneste gode periode, er der store spørgsmålstegn ved ham. Arkea har også Maxime Bouet, der kan gøre det fint, men ikke synes i samme form som først på sæsonen. Stigningen er for svær for Thibault Guernalec og Simon Guglielmi, og Michel Ries og Miguel Florez er begge formsvage.

En af skuffelse i Baskerlandet var Aurelien Paret-Peintre, der var milevidt fra sit niveau. Han skal have forbedret sig voldsomt siden dengang, hvis han skal vinde, og i forvejen er det en meget stejl stigning, der passer ham dårligt. Derfor er jeg ikke optimistisk, men på papiret er han en af de bedre klatrere, og kommer han tilbage efter det stejle bør han være en af de bedre afsluttere. En joker er også Nans Peters, der kommer fra en træningslejr. Han burde være god i et løb som dette, men han har ikke være i form i en menneskealder. Det er også en god afslutning for lokale Clement Berthet, der viste potentiale sidste år, en selvom han kørte en god kongeetape i Catalonien, har han skuffet i år. Lilian Calmejane er i form, men stigningen bør være lidt for svær.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Hos Pinot har vi Rudy Molard og Matteo Badilatti. Førstnævnte er kommet ret stærkt tilbage fra sin skade og kørte nogle gode etaper i Baskerlandet. Han kom dog klart til kort på kongeetapen, og han synes nok stadig at mangle lidt for meget til en stigning, der i forvejen er lidt for svær. Badilatti er altid umulig at blive klog på, som han senest var det i Catalonien, men de to bjergetaper var hæderlige uden at være prangende. Desværre passer hans dieselegenskaber meget dårligt til denne stigning, og det vil undre mig, hvis han er med helt i front.

Jeg vil også nævne Riwal. De kommer med Lucas Eriksson, der netop har vundet samlet i Ardennerne. Stigningen her er nok en anelse for svær for ham, også fordi han ikke virkede helt flyvende i Limburg, og han kommer helt sikkert til kort. Det bliver imidlertid spændende at se, hvor langt han kommer. Måske passer stigningen bedre til Mathias Bregnhøj, der jo imponerede på stigningerne i Var og var en fremragende hjælper for Eriksson i Ardennerne.

For en gangs skyld har Sport Vlaanderen en god kandidat. Kamil Bonneu imponerede i Limburg, men det er lidt uklart, hvordan han har det med længere stigninger. Hans bedste resultater kommet i eksplosivt terræn, men han er trods alt blevet nr. 9 på en bjergetape i Valle d’Aosta. Desværre styrtede han i Sarthe, og derfor er hans tilstand ukendt. Rune Herregodts har ikke kørt løb i mere end en måned.

Jeg tror ikke rigtigt på de øvrige hold. Hos B&B har Pierre Rolland set meget svag ud i år. Hos Bingoal skal de svingende Marco Tizza, Luc Wirtgen og Remy Mertz forsøge sig, men terrænet er lidt for svært. Det er det også for Burgos, da Jetse Bol ikke er i form. Hos Kern Pharma burde det være en perfekt finale for Roger Adria, men han var i Baskerlandet igen langt fra formen. Hos de øvrige kontinentalhold udover Riwal burde Riccardo Zoidl stadig være konkurrencedygtig, som også Alexis Guerin bør være det. Andrea Mifsud er en god klatrer, men synes ikke i storform.

***** Thibaut Pinot

**** Ben O’Connor, Clement Champoussin

*** Victor Lafay, Steff Cras, Tim Wellens, Remy Rochas, Jesus Herrada, Alexis Vuillermoz

** Elie Gesbert, Aurelien Paret-Peintre, Cristian Rodriguez, Rudy Molard, Matteo Badilatti, Sylvain Moniquet, Nans Peters, Maxime Bouet, Clement Berthet, Lucas Eriksson

* Mathias Bregnhøj, Lilian Calmejane, Kamil Bonneu, Roger Adria, Riccardo Zoidl, Axel Zingle, Ruben Fernandez, Alexis Guerin, Pierre Rolland, Fabien Doubey, Michel Ries, Marco Tizza, Luc Wirtgen, Remy Mertz, Andrea Mifsud

Danskerne

Hos Riwal er Mathias Bregnhøj til start, og han er omtalt ovenfor. Han og Lucas Eriksson støttes af Emil Vinjebo, Christoffer Lisson og Kasper Søgaard. På EFs udviklingshold kastede Oliver Wulff for løverne i et stort løb.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Biniam Girmays sejr fra 2021, hvor ruten dog var en ganske anden.

 Livestream Tour of Turkey, Giro di Sicilia, Grand Prix Besancon, Tour du Jura og Paris-Roubaix uden afbrydelser