Tour de France-analyse: De ustoppelige hollænderes takkegaver

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER

Forud for årets Tour var et af de mest diskuterede spørgsmål, hvordan i alverden Jumbo-mandskabet skulle få succes med ikke færre end tre kaptajner. Én ting var den i sig selv vanskelige ambition om at vinde både den gule og den grønne trøje som det første hold siden indførelsen af de små ottemandshold. Noget andet var, at den i forvejen vanskelige mission jo ikke just blev lettere af, at man havde hele to kandidater til den samlede sejr.

Det var åbenlyst kompliceret. Et forhold på næsten 50-50 mellem kaptajner og hjælpere er i hvert fald ikke det optimale forud for et tre uger langt etapeløb. Selvfølgelig ville forholdet være noget mindre jævnt på flere af etaperne, hvor Wout van Aert ville indgå i den hjælperrolle, han i dette løb har udført så sublimt, men der var stadig lagt op til både, at der kunne komme konflikter mellem de taktiske dispositioner, der skulle føre til hver af de to trøjer, og til en potentiel rovdrift på de fem mand, der skulle servicere den endeløse række af kaptajner.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Konflikten har i hvert fald været åbenlys. Vi så det allerede på 4. etape, da Wout van Aert prioriterede chancen for at tage sejren over muligheden for at vinde tid med Jonas Vingegaard. Endnu mere tydelig blev den på 8. etape, hvor holdet godvilligt slæbte Tadej Pogacar hjem til bonussekunder, så Van Aert kunne vinde etapen, og belgierens temmelig tvivlsomme udbrudsforsøg på søndag, hvor al logik sagde, at han med en næsten sikker grøn trøje skulle spare på kræfterne til Pyrenæerne, viste tillige, at belgieren havde svært ved at affinde sig med kun at være hjælper, selv når hans vigtigste mål for længst var nået.

I det lys var arbejdsbeskrivelsen for Nathan van Hooydonck, Sepp Kuss, Steven Kruijswijk, Tiesj Benoot og Christophe Laporte ret klar. Deres største hovedpine ville blive, hvordan de skulle servicere alle tre esser, og de ville formentlig komme så meget på arbejde, at de ville være helt tyndslidte, når vi nærmede os Paris. Den logik blev kun endnu mere oplagt, da begge de to missioner nu har kurs mod at lykkes, hvormed arbejdsmængden ikke just er blevet mindre. Bedre blev det bestemt heller ikke af Kruijswijks og Primoz Roglics tidlige exit, for nu var der endnu færre til at dele den i forvejen enorme arbejdsopgave.

BLIV RIGTIG TOUR-FAN MED DET OFFICIELLE MERCHANDISE

At de har klaret det til UG med kryds og slange, kan ingen til gengæld benægte. På hele tre etaper har holdet leveret mindeværdige opvisninger i fabelagtigt holdarbejde, først da de satte kniven ind mod Tadej Pogacar på Granon, siden da de suverænt kom ud af deres mandefald med et forrygende trøjeforsvar i tirsdags og senest naturligvis med den suveræne magtdemonstration på Hautacam i går. Til gengæld har det heller ikke været gratis, for alle Jumbos hjælpere har måttet levere en jætteindsats for at få det til at fungere.

Deres dominans har været så voldsom, at der helt sikkert er hold, der synes, at det har været for meget. Der er trods alt 12 ud af 22 hold, der ikke har vundet en etape, og selvom flere af disse har opnået succes i klassementet, er der sikkert mange, der ville ønske, at hollænderne ville holde bare lidt igen. I går sikrede de sig reelt endegyldigt den gule trøje i tillæg til den grønne, som allerede var deres, de tog tillige en fjerde etapesejr, og som en helt tilfældig bonus tog de den bjergtrøje, som Simon Geschke havde brugt et helt løb på at jagte som besat.

Alligevel var der ikke udsigt til, at det ville stoppe her. Tværtimod var der en vis sandsynlighed for, at Van Aert ville vinde de sidste tre etaper. Dagens ganske kraftigt stigende spurt var nærmest skræddersyet til den alsidige belgier, der jo er en åbenlys vinderkandidat på enkeltstarten, og sidste år viste han som bekendt, at han i den tredje uge af en grand tour sågar med sin holdbarhed kan slå supersprinterne i Paris.

Frygten for et Van Aert-show var således overhængende, da rytterne tog starten tidligere på dagen, men sprinterholdene havde intet andet valg end at løbe risikoen for endnu en foræring til fænomenet. De har trods alt intet fået foræret i dette løb, og når der endelig åbnede sig en sjælden chance for en massespurt, skulle den naturligvis søges. De vidste imidlertid godt, at det ville koste blod, sved og tårer, for i den tredje uge er flade etaper noget helt andet end i uge 1. Således blev de stakkels sprintere snydt på netop 19. etape i både 2020 og 2021 af hhv. Søren Kragh og Matej Mohoric, og så sent som i Giroen måtte de hurtige folk også se langt efter den sidste massespurt, da Dries de Bondt blev en overraskende vinder af 18. etape.

Bedre blev det jo ikke just af, at de vidste, at de ikke ville få hjælp af Jumbo, og at de dermed risikerede at køre Van Aert frem til en ”gratis” sejr. Nok har hollænderne vist, at de jo faktisk er villige til at investere kræfter i Van Aerts chancer, men med en ganske vist begrænset risiko for sidevind skulle de nok ikke regne med, at de denne gang ville vige blikket fra det gule mål, der trods alt er det vigtigste, slet ikke når holdet har brugt ufatteligt mange kræfter de seneste tre dage i Pyrenæerne.

FØLG TOUR DE FRANCE PÅ FELTET.DK/TOUR

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Endnu mere kompliceret blev det, at to sprinterhold meldte sig ud af kampen allerede i morges. Fabio Jakobsen er så træt efter bjergene, at han med det samme meldte sig ud af kampen, og det samme gjorde en syg Mads Pedersen, der ellers var skræddersyet til den stigende spurt i Cahors. Dermed var det kun Alpecin, BikeExchange og Lotto, der med sikkerhed ville jagte en spurt, men de fik kærkommen asisstance af Total og DSM, der kastede sig ind i kampen. Peter Sagan havde åbenbart tanket så meget selvtillid, at hans hold var klar til for første gang at jagte en spurt, og DSM-mandskabet er jo på desperat jagt på succes, nu hvor deres lovende satsning på Romain Bardet i sidste ende alligevel slog fejl.

Den kærkomne hjælp fortsatte endda. Knap var starten givet, inden et åbenbart meget træt fejl lagde sig ned. Selvom det altså er 12 hold, der endnu ikke har vundet, og selvom de næsten alle er uden chance for at vinde enten spurt eller enkeltstart, kom der med det samme fem mand afsted. Det var svært problematisk, at det var fem af feltets absolut stærkeste i form af Nils Politt, Quinn Simmons, Taco van der Hoorn, Mikkel Honoré og Matej Mohoric, der jagtede en gentagelse af sidste års succes på den tilsvarende etape, men det var en pris, der var værd at betale for med det samme at få ro på og sikre sig et udbrud af begrænset størrelse.

Dilemmaet var til gengæld også ret oplagt. På den ene side var gruppen så stærkt, at der ikke var råd til nogen risiko. Derfor måtte man holde elastikken ekstremt stram, særligt med de sene bakker. Dem vil sprinterne nemlig gerne køre langsomt opad, og vi så i Giroen, at det netop var en bakke, hvor feltet tog det med ro, at man pludselig tabte det minut, som i sidste ende kostede dem sejren. På den anden side måtte de ikke holde afstanden så lille, at løbet kunne genåbnes med nye angreb, for det var faktisk præcis en sådan genåbning og ikke morgenudbruddet, der havde kostet sejren på 19. etape i de to seneste udgaver.

Tilsyneladende vurderede man, at risikoen ved et stort forspring var større end risikoen for sene angreb. I hvert fald nåede afstanden reelt aldrig over et minut, og midtvejs var udbruddet endda så tæt på at blive hentet, at Politt ikke kom med, da gruppen kørte væk igen. I bagklogskabens klare lys står det imidlertid nok klart, at det nok var en fejl. I hvert fald ”kom de til” at hente udbruddet langt fra mål, og så var der pludselig inviteret så meget til fornyet angrebsfest, at selv evigt aggressive Tadej Pogacar ikke kunne dy sig for at vise, at han aldrig helt opgiver håbet.

Den offensiv var naturligvis uden chance, for han fik med det samme Wout van Aert i nakken. Det var den til gengæld ikke for den så uhyre velkørende Fred Wright, der fik selskab af Jasper Stuyven, som endelig fik sin chance på bekostning af Pedersen, samt evigt aggressive Alexis Gougeard. De satte nemlig igen en fed streg under, at selv en etape, der er så flad som denne, kan sætte selv fem sprinterhold til tælling, når blot vi er tre uger inde i en grand tour. Selvom de fem hold endda fik lidt uventet hjælp fra Owain Doull og EF, som åbenbart troede, at bakken steg nok til, at Alberto Bettiol kunne slå Van Aert og Jasper Philipsen, måtte de grave så dybt, at det længe lurede som en reel mulighed, at de ville blive snydt af trioen. Faktisk var det først, da Quick-Step alligevel besluttede sig for at gå efter en spurt, nu med Florian Senechal, da den udkørte Jakobsen allerede var sat af, at der for alvor skete noget, for Mattia Cattaneo barberede afstanden så langt ned, at spurten alligevel syntes sikret, da vi ramte de sidste 5 km.

SE OGSÅ: ALT OM ETAPER OG RUTERNE

På det tidspunkt måtte Philipsen knibe sig i armen. Ikke blot havde han kurs mod at få sin spurt, flere af hans største rivaler havde meldt sig ud af kampen. Det gjaldt nemlig ikke blot for Jakobsen og Pedersen, men også højst overraskende for Van Aert, der ikke havde til sinds at gøre de sidste tre etaper til det ultimative Van Aert-show. Jumbos overlegenhed er nemlig blevet så stor, at der nu endda er råd til at give takkegaver til de hjælpere, som jo ellers havde udsigt til tre ugers total nedslidning, og belgieren viste igen, at han bestemt ikke kun tænker på sig selv. Efter sit sublime arbejde for Vingegaard tidligere på ugen tog han endnu en tørn for danskeren, som fik verdens bedste bodyguard i den hektiske finale, inden han - formentlig også for at spare sig til en enkeltstart, han langt hellere vil vinde end dagens sprinteretape - sagde tak for hjælpen til sin lead-out man ved at lade ham søge sin egen chance.

Det var naturligvis en gave for Philipsen. Nok er Laportes speciale stigende spurter, men samme fart som Philipsen har han aldrig haft. Nu skulle den positioneringsstærke belgier vel egentlig bare håbe på, at Caleb Ewan, der måske er verdens hurtigste i en 3%-spurt som denne, igen kom til kort i positionskampen, og så burde hans anden sejr ikke kunne glippe. Da udbruddet praktisk var hentet ved den røde flamme, var den røde løber rullet ud.

I hvert fald indtil han blev mindet om, hvad der skete på 19. etape de seneste to år. Da Edvald Boasson Hagen slog ud efter med en gedigen føring at have lukket hullet, var samtlige sprinterhold sendt så meget til tælling, at løbet nok engang blev genåbnet. I 2020 og 2021 var det den anden genåbning, der snød sprinterne, men i 2022 var det alle gode gange tre. Morgenudbruddet blev for tredje gang i træk hentet, og denne gang fik man også styr på det andet hug, da en ellers brølstærk Wright til sidst blev neutraliseret, men desværre kom der så et tredje hug fra Laporte, bedst som spurten jo egentlig var sikret.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Resultatet blev en af Tourens mest uventede sejre. Ikke fordi Laporte ikke har klassen til at vinde en Tour-etape. Det har han åbenlyst, for enhver, der så klassikere i år, vil vide, hvor uhyggeligt han har udviklet sig efter skiftet til Jumbo. Nej, fordi han jo var én af de fem ryttere, der nødvendigvis måtte blive slidt ned til sokkeholderne af tre ugers arbejde for hele tre kaptajner. Den logik havde utvivlsomt også holdt på ethvert andet mandskab, men bare ikke på de hollandske Tour-konger, hvis overlegenhed er så stor, at det er blevet tid til takkegaver.

Dermed satte Laporte også en fed streg under, at han gjorde det rigtige ved at skifte hold. Personligt forstod jeg det ellers ikke. I 2021 havde han nået helt nye højder med fabelagtig kørsel i klassikerne og adskillige 2. pladser i WorldTour-løb, hvor han desperat jagtede den sejr, han ikke havde fået på højeste niveau. Nu skulle han jo stå i skyggen af Van Aert, men sådan er det slet ikke gået. Allerede tilbage i marts fik han sin første takkegave, da Roglic og Van Aert gav ham sejren på 1. etape af Paris-Nice efter endnu en hollandsk magtdemonstration, og nu kan han så konstatere, at han har fået to af de WorldTour-sejre, han var så tæt på, men ikke kunne få hos Cofidis - endda i det største løb af dem alle - og han er blevet nr. 2 i både Gent-Wevelgem og E3. Den resultatliste havde han næppe opnået på sit gamle hold.

Langt mere oplagt var det, at Philipsen ville have succes i årets Tour. Igennem hele året har han vist, at han har taget det skridt, der bringer ham op i sprinternes superliga, og det har han til fulde bekræftet i dette løb. Han fik endelig sin sejr i søndags, hvor han endda suverænt satte Van Aert til vægs, og igen i dag viste han skræmmende styrke med en suveræn spurtsejr i en finale, der efter den hårde jagt viste sig for hård for mange, blandt andre Sagan, der efter den lille genrejsning forleden røg tilbage i den tristesse, vi har set, da hans ben trods en god position slet og ret sagde stop på den sidste bakke. Problemet er bare, at den styrke ikke hjælper, når de hollandske Tour-konger regerer, for det er nu anden gang i dette løb, at han har vundet en spurt bag en ensom Jumbo-rytter.

Han er dog ikke alene om frustrationen. Sprinterne skal være glade for, at de i det mindste fik deres chance i søndags, for ellers var det mareridtsscenarium, der hele tiden har luret som en trussel i denne sprinterfjendtlige Tour, blevet til virkelighed. Både 4., 13. og 19. etape gik i vasken, og vi var således meget tæt på det vanvittige scenarium, at der efter den danske start kun ville være én massespurt tilbage, nemlig i Paris.

Måske kan de finde lidt trøst i, at den sidste bakke gjorde, at det var alt andet end en klassisk spurt. Alexander Kristoff, der har det svært, når vi nærmer os disse procenter, løb i hvert fald tør for kræfter i sin spurt. En ellers velplaceret Caleb Ewan lignede også en mand med for meget syre i benene, selvom han fik et svaj af Hugo Hofstetter. For en gangs skyld sad Dylan Groenewegen fornuftigt, men han måtte sande, at den var for hård, og faktisk var det et bevis på hans stærkt forbedrede klatring, at han endte så langt fremme. På samme måde satte Alberto Dainese en klar streg under sin forbedrede holdbarhed, for i denne finale, hvor det for en gangs skyld handlede om power og ikke om den positionering, der volder ham så store kvaler, var han endelig i stand til at vise, at han er pokkers hurtig. En top 10, der tæller Florian Senechal og Amaury Capiot foran en velplaceret Groenewegen fortæller også, at det ikke var en klassisk spurt.

Mest tydeligt blev vanskeligheden dog af etapens 5. plads. Det er bestemt ikke hver dag, at Tadej Pogacar ender som nr. 5 i en massespurt, men det siger alt om, at arrangørerne heller ikke denne gang ved deres rutedesign havde givet blot den mindste gave til sprinterne. Alligevel kan resultatet ikke undre, for hans deltagelse i spurterne på 13. og 15. etape og en enkelt indlagt spurt undervejs har allerede vist, at han har holdt liv i drømmen om den grønne trøje, som kunne blive en realitet i tilfælde af et Van Aert-exit.

Den mulighed har Philipsen med dagens resultat dog nok lukket, og der er bestemt heller ikke noget, der tyder på, at Van Aert er på vej ud af løbet. Tværtimod virker det ikke urealistisk, at han for andet år i træk vinder begge etaperne i den sidste weekend. Det vil nemlig være en passende understregning af en Jumbo-dominans, der nu er så overlegen, at et hold med tre kaptajner har tid og plads til at give takkegaver til de hjælpere, som der egentlig skulle drives rovdrift på. På den anden side er det vel også Nathan van Hooydonck, der vinder på søndag…

STREAM TOUR DE FRANCE TIL HALV PRIS OG UDEN AFBRYDELSER